Utenriksministeren i Peking

Det er kjølig, grønblek vaarkveld i Peking.

Jeg sitter i rikshaen paa vei til utenriksministeren, dr. Wellington Koo.

Med halvnaken overkrop løper manden foran mig, kulistanken staar i en mørk, raatnende stripe efter ham, en blaalig pestflek i den rene, klare luft. Da kommer en bil op ved siden av os, en ung kineserinde som jeg har truffet i et selskap, sitter ved rattet: Vil De ha en lift?

All right, saa suser vi videre mot Wellington Koo.

Kulistanken isted, i galop for at tjene sine jammerlige tyve cent – og nu denne svake parfymedrøm av violene i Paris gjennem leopardpelsens gnistrende vildskap, slik er det, slik er Peking.

Alt møtes i denne by, menneskers muddergroper graaner under vinterpaladsets himmelske poesi, flyvemaskiner jager over tåkene, kamelene vagger ut av den vestre port for at ta den gyldne vei til Samars kand, den unge piken her lar sin pande berøre stenflisene i en from kotou foran Buddha, før hun gaar til thé dansant paa Grand Hotel de Pékin; men nu kjører hun bil, de blanke, slørete mandeløinene prøver at leke Amerika og speide skarpt og automobilkyndig over rattet; bare en gang vender hun sig: for at fortælle at hun har faat denne bilen som fødselsdagspresent fra Chang Tso-Lins syvende medhustru …

Østen møtes med Vesten, aartusen stirrer aartusen ind i øinene.

I en elegant sving kjører min buddhistiske veninde op foran utenriksministeriet, og sætter mig av.

I parken foran den graa bygningen med de doriske søiler springer fire daadyr av bronze, forskræmte, flyktende.

Symbolet er ikke daarlig valgt: her har kinesiske politikere i aarenes løp ikke saa sjeldent blit jaget paa skogen av storvildtjægerne fra de europæiske makter. En missionær var kanske blit myrdet og stanset i at utbrede Guds rike paa jorden; var det da ikke Kinas plikt at utbrede nogen nye koncessioner til den sørgende kristenhet?

Kunstverkene i parken stod der ikke forgjæves.

Et ældre daadyr av den gamle skole tar imot mig, en riktig operettemandarin, som med sterkt overdrevne virkemidler bevidner mig sin agtelse og tripper foran mig ind i hallen.

To kopper te blir bragt ind foran os, som man efter de raadende høflighetsbegreper dog ikke maa røre, og en samtale begynder, mens vi venter paa at dr. Koo skal bli færdig til at motta mig. Det er den berømte kinesiske konversation, hvor verten retter en række sterkt smigrende spørsmaal til den fremmede, som da viser sit ydmyge sindelag i sine svar.

Altsaa:

– Hvad er Deres glansfulde og høit ansette profession?

– Min elendige og utilstrækkelige levevei er at sysle med pen og blæk.

– Hvilken er Deres ærede alder?

– Jeg har sløset bort fireogtyve nyttesløse aar.

– Hvor mange herlige og rikt utrustede brødre og søstre har De?

– Tre ganske taapelige kryp.

Omsider ringer en klokke, utenriksministeren har nogen minutter tilovers.

Inde i et vældig rum sitter Wellington Koo ved skrivebordet, en ganske ung mand i jackett. Et hovmodig, vakkert ansikt, skarpt skaarent av intelligens; det er som de gulbleke, tynde træk krummer sig i en træt, alvidende kynisme.

Han har faat sin utdannelse i Amerika og Europa; han kjender os.

En iskulde staar omkring ham; hvor forskjellig er han ikke fra sin herre og mester, den gamle kondottieren, Chang Tso-Lin, som kan smile mellem dødsdommene med et barns uskyldige smil.

I kjølig, korrekt diplomati ser Wellington Koo det som sit privilegium ikke at smile mer. Den bitre foragt for aftenlandene, som enhver kinesisk student bærer i sit hjerte efter opholdet vestpaa, har hos ham faat lov til at utkrystallisere sig som aktiv politik. Med vore egne vaaben, med vore egne idealer og slagord, i jackett, frihet og selvbestemmelsesret møter han stormaktenes diplomater…

Nationalistenes utenriksminister, Eugene Chen nede i Hankow, kan man ikke ræsonere med, han er umulig, han opfordrer sine landsmænd til med vaaben i haand at storme de fremmedes koncessioner. Wellington Koo derimot gaar til middag i legationskvarteret, i ordener og stor diplomatisk galla, han er selskabsmand, et menneske man absolut maa akceptere. Han nyder sin position, han elsker at bli smigret av ministrene og deres fruer ved et festlig bord; men i sit dypeste og siste instinkt mot dem er det Eugene Chens hjerte som slaar under de europæiske storkors paa dr. Koos bryst. –

Den smale, nervøse haanden griper efter papirkniven og knytter sig om den.

– Nuvel?

– Hvad mener De om kommunismen sydpaa og dens chancer?

– Charmant til at begynde med. Berusende! Men bægeret vil snart være tømt; med andre ord: der er saa faa man kan ta noget fra. Her findes praktisk talt ikke storagrarer i Kina, bare smaabrukere. Overhodet er Kina ikke de store rikdommers land.

(Der kan dr. Koo uttale sig med en viss bitter sakkundskap. Gjennem sit ekteskap var han ansett for en av sit lands rikeste arvinger; men én million av fire hundrede skal være alt han fik efter sin svigerfar, den gamle plantagekongen i Singapore.)

– Hvad mener De om fremtiden forøvrig?

Dr. Koo ser paa sit ur.

– Fremtiden faar selv gi Dem sit svar, sier han med utsøkt og vellykket nonchalance.

– Men et punkt: naar tror De europæerne har mistet sit siste privilegium i Kina

Utenriksministeren løfter sine øine og ser likegyldig gjennem mig.

– Jeg kan ikke tjene Dem med nogen dato; men jeg kan forsikre Dem om at det vil bli meget snart. Snarere end man aner. Kina har vokset sig ut av den spændetrøien som europæerne la os i. En ny tid er kommet: alle skal miste alt. Men merk Dem: vi lægger brett paa hvorledes dere mister rettigheterne! Sker det med god vilje, og generøst, skal det komme dere tilgode naar det fredelige samarbeide begynder. En imøtekommenhet da fra vor side vil ikke bety lite for vedkommende nation. Men de land som gir nødtvungent slip paa sine rettigheter, skal vi huske paa en anden maate.

Naar de har mistet alt, skal de komme ihu et av sine skriftsteder: Den som intet har, ham skal alt fratages.

Wellington Koo har reist sig, audiensen er forbi.

Det er ikke til at ta feil av: Daadyrene springer ikke længer i Pekings utenriksministerium.

Men ute i parken finder jeg min gamle ven fra forværelset: han er beskjæftiget med at sætte op en drage, i lykkelig beundring ser han den seile tilveirs.

En intellektualismens forkyndelse av den nye tid derinde; en bundløs barndom i lek herute mellem trærne.

Igjen to aartusener som stirrer paa hverandre.

Et blik som glimter av iskall tanke og henrykt tankeløshet, og brytes i uransakelighet.

Boken er utgitt av Bergen Offentlige Bibliotek

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.