Innleiing

Kong Diderik i Bern spør folka sine om nokon veit om ein som er hans likemann. Kong Isak blir nemnt, og straks vil Diderik dra til Isaks borg for å kjempe mot han. På reisa stoppar bannerføraren opp, fordi Langbein Rise ligg og søv i vegen. Viderik Verlandsson byr seg til å gå fremst. Han vekkjer trollet, som tilbyr ein stor skatt for å sleppe å kjempe, men Viderik høgg hovudet av trollet og tek alt gullet.

Det var Viderik Verlandssøn,
han stødte på Risker med skafte:
neder da faldt den døde krop,
og hovdet fløj langt i mark.

Denne visa baserer seg på gamle heltesegn om den austgotiske kongen Theoderik, som erobra Italia i år 488. I segnene vart kong Theoderik til Diderik av Bern. På 1200-talet sette ein ukjend nordmann eller islending desse «forteljingane frå tyske menn» saman til ei Þiðreks saga af Bern. Soga vart ei høvisk riddarsoge. Mange meiner at soga er skriven i Bergen og at dei «tyske menn» var hanseatiske kjøpmenn.

Andre Didriksviser er «Kong Diderik og kjempene hans» (TSB E 10), «Kong Diderik og Holger Dansk» (TSB E 17), «Den skallede munk» (TSB E 19), «Sivart Snarensvein» (TSB E 49) og «Sigurd Svein» (TSB E 50).

I Danmarks gamle Folkeviser står visa om Viderik Verlandssons kamp mot Langbein rise saman med visa «Kong Diderik og kjempene hans» (TSB E 10), men forskarane er einige om at denne bør skiljast ut som eigen type.

Desse Didriks-visene er truleg dikta i det vestnordiske området. Visene er bevart på Færøyane, i Danmark og i Sverige, men i Noreg har vi ikkje rester av dei. I nyare tid er visa om Viderik Verlandssons kamp mot Langbein rise kommen til Noreg gjennom Kjempeviseboka, og ho må ha vore populær, for det er dokumentert seks melodiar til visa. Cornelius Thomas Rønnau skreiv opp ein melodi alt rundt 1800. Sidan skreiv Lindeman opp to melodiar i Bygland i Setesdal, ein i Tuddal i Telemark og ein i Sørkedalen i Oslo. Ole Mørk Sandvik skreiv opp ein melodi frå Bykle i Setesdal.

I Sverige har dei nokre variantar frå 1500- og 1600-talet. Desse ligg ganske nær dei danske visene.

DgF 7A, 1–35
SMB 211
CCF 174

Oppskrift A

TSB E 119: Viderik Verlandsson

Oppskrift: Kjempeviseboka (1787), 32–38.

Oppgjeven tittel: Langbeen Risers og Vidrich Verlandsens Kamp.

*

1. Konning Tidrick sidder udi Bern,
Han roser af sin Vælde:
Saa mangen haver han tvungen,
Baade Kiæmper og raske Helte.
– Der stander en Borg hederAlternativ lesemåte i alle andre strofer som har omkved: for Bern,
og der boer iAlternative lesemåtar til boer i: udi boer (strofe 2), boer paa (strofe 55-56) KonningAlternative lesemåtar: Kong (strofe 6 og 19), Kongen (strofe 44) TidrickAlternative lesemåtar: Thidrich (strofe 44), Tiderick (strofe 48). –

2. Konning Tidrick stander paa Bern,
Og seer han ud saa vide:
GUd give Jeg vedste de Hellede saa sterke,
mig torde i Marken bide.

3. Det svarede Mester Hildebrand,
Han viste at Orloge og stride:
Der ligger en Kiæmpe paa Birtings Bierg,
tør du hannem vække og bide.

4. Hør du Mester Hildebrand,
du est en Kiæmpe saa sterk:
Du skalt ride fremmest i Skoven i Dag,
Og føre vor Skioldemerke.

5. Dertil svaret Mester Hildebrand,
Han var en Kiæmpe saa viis:
Herre jeg fører ikke eders Skioldemerke i Dag,
thi mig sømmer ikke den Priis.

6. Der svaret Vidrich Verlandsøn,
Han talde af fuld god Hue:
Jeg vil være den første i Hoben i Dag,
igiennem de Birting Skove.

7. Det meldte han Vidrich Verlandsøn,
han svarede det af Vrede:
De Smede-Svenne mit Sverd saa smede,
der bider saa vel paa Staal som Klæde.

8. De vare vel Tre Hundrede Kiæmper,
de droge til Birtings Land:
de ledte efter Langbeen Riser,
de hannem paa Skoven fandt.

9. Det svared Vidrich Verlandsøn,
vi ville prøve et underligt Spil:
I lade mig ride i Skoven først,
Om I troe mig dertil.

10. I holder her alle Danner Kongens Mænd,
Op under disse grønne Tvede,
imedens jeg rider i Skoven frem,
Jeg vil os Veyen oplede.

11. Det var Vidrich Verlandsøn,
Han rider i Skoven frem,
der fandt han saa liden en Sti,
som neder til Riser rand.

12. Det da svaret Konning Tidrick,
jeg siger her saa for mig:
Finder du Langbeen Riser,
du dølge det ikke for mig,

13. Det var Vidrich Verlandsøn,
han kom paa Birtings Hede:
Der fandt han Langbeen Riser,
han laae baade sort og leed.

14. Det var Vidrich Verlandsøn,
han stødte paa Riser med Skaft:
Du vaagne op Langbeen Riser,
Mig tykkes du sover vel hart.

15. Her haver jeg ligget i mange Aar,
og hviltis paa vildende Hede:
Her kom aldrig den Kiæmpe frem
der mig torde vække og bide.

16. Her holder jeg Vidrich Verlandsøn,
med Sverd saa got ved Side:
Jeg skal dig af Søvnen opvække,
Saa saare da skalt du svide.

17. Det var Langbeen Riser,
han vinket op med sit Øye:
Hveden kommer os denne Svend,
der saadanne Ord lader lyde.

18. Verland hede hans Fader min,
en Smed var han saa skiøn:
Bodild hede min Moder,
en Konning Datter ven.

19. Skrepping heder mit fuld gode Skiold,
Der er udi mangen Pil skøt:
Blank saa kaldes min stolte Hielm
saa mangt et Sverd haver den brødt.

20. Skimming heder min ædle Hest.
Er fød paa vilden Stod:
Memmering kalder man mit Sverd,
er han i Kiæmpe-Blod.

21. Selv heder jeg Vidrich Verlandsøn,
udi Jern saa er jeg klæd:
Staar du ikke op, paa din lange Been,
jeg giøre dig visselig vred.

22. Hør du Langbeen Riser,
jeg vil ikke at dig lyve:
Kongen holder her uden for Skofven,
du skalt hannem Skatten give,

23. Alt det Guld som jeg ejer,
det giemmer jeg med stor Ære:
Det vinder ikke en Staldreng af mig,
og det skal ingen Mand spørre.

24. Saa ung og liden som jeg er,
Skalt du mig her nu finde:
Dit Hofvet vil jeg hugge dig fra,
og saa dit meget Guld vinde.

25. Det var Langbeen Riser,
hannem lyster ikke længer at sove:
Ride fra mig du unge Heldt,
om dig lyster længer at leve.

26. Skimming sprang op med begge sine Been,
Midt paa Risers Side:
Sønder da ginge hans Rifbeen siu,
og saa begyndte de at stride.

27. Det var Langbeen Riser,
greb sin Staalstang i Hænde:
Han slog et Slag efter Vidrich,
at Stangen i Bierget vende.

28. Det var Langbeen Riser,
han agtet at staa saa vist:
Hesten løb hannem rammet af,
det første Slag han miste.

29. Det meldte Langbeen Riser,
og han tog til at jamre:
Nu ligger min Stang udi Bierget fast,
som den var slagen med Hammer.

30. Vidrich loed sig ikke forsømme,
Han var saa modig i Hue:
Vel op Skimming vend dig om,
og monne du Mimmering noget due.

31. Han tog Mimmering i baade sine Hænder,
til Langbeen Riser han rende:
Han hug saa dybt i Bryst,
at Odden i Tarmene vende.

32. Da fik Langbeen Riser Saar,
og vognet af første Søfn:
Saa gierne havde han det vedergiort,
kunde han have faaet den Øfne.

33. Forbandet være du Vidrich,
og saa dit Sverd ved din Side:
Du haver giort mig Saar i m[i]t Bryst,
der af saa yppes min Qvide.

34. Jeg skal hugge dig Riser saa smaae,
som Løf blæs iblant Støf:
Uden du viser mig dit Liggendefæ,
som du haver i denne Skof.

35. Du lade det Vidrich Verlandsøn,
du hug mig ikke til Døde.
Jeg vil vise dig til det Huus,
er takt med Guld hin røde.

36. Vidrich reed og Riser krøb,
saa vit ind ad de Skofe:
De funde det Huus med røde Guld takt,
det skinde som brennende Lue.

37. Her er inde meget meere Guld,
end i dette Land kand være:
Du tag her fra den store Steen,
du løft af Hengsel disse Dørre.

38. Det svarede Vidrich Verlandsøn,
han frygtede for detAlternativ lesemåte i 1764-utg.: der Gilde:
Der pleyer ingen viis Kiæmpe
sin Styrke paa Steen at spilde.

39. Det er din mindste Konst,
du kand din Hest vel vende:
Jeg vil giøre meere med Finger to,
end du med begge dine Hænder.

40. Saa tog han den store Steen,
han løfte den paa sin Hærde:
Fuld vel V[i]drich Verlandsøn,
han agter hannem saa ond en Færd.

41. Her er inde meget meere Guld,
end Femten Konger formaae:
Hør du Vidrich Verlandsøn,
du skalt her først indgaae.

42. Det svaret Vidrich Verlandsøn,
han kiende saa vel hans Sind:
Du skalt selv her først indgaa,
thi det er en Kæmpe-Sæd.

43. Det var Langbeen Riser,
han ind at Dørren saae:
Vidrich hug med begge Hænder,
han hug hannem Hofvedet fra.

44. Saa tog han det Mande-Blod,
smurde sig og sin Hest:
Saa red han til Kong Tidrich,
sagde sig at være skamme[l]ig lest.

45. Saa tog han den døde Krop,
og reyste den til en Eeg:
Saa reed han tilbage igien,
sagde af denne underlige Leeg.

46. Her holde I alle mine Staldbrødre gode,
alt under denne grønne Lide:
Langbeen Riser haver mig slaget i Dag,
det er min største Qvide.

47. Haver du faaet baade Hug og Slag
af Riser, da er det ilde:
Vi ville ride til Bern igien,
og ingen Mand her meere spilde.

48. Du vend dig Konning Tidrick,
du vend dig snart med mig:
Alt det Guld som Riser havde,
det vil jeg vise dig.

49. Haver du slagen Riser i Dag,
det spores over Land saa vide:
Den Kæmpe fødes ikke i Verden til,
du maa jo vel med stride.

50. Der var Konning Tidricks Mænd,
der de monne Riser see:
Saa lode de ad Skofven staae,
Man maatte vel ad dennem lee.

51. De meente Riser skulde forvist
sine lange Been efter dem strekke:
Ingen af dem saa torde hannem bie,
og ingen saa vilde hannem vække.

52. Det var Vidrich Verlandsøn,
han giorde der af stor Spee:
Hvor skulde I hannem levendes bie,
I tør hannem ikke døder see.

53. Vidrich stødte paa Kroppen med skaft,
saa Hovedet dref i Mark:
Det maa jeg for sandingen sige,
Riser var en Kiæmpe saa sterk.

54. Saa toge de hans meget røde Guld,
de bytte det der paa stand:
Vidrich hørde den beste Part til,
Han hvervet det med sin Haand.

55. Ikke var hannem saa meget om Bytte,
den Seyr laa hannem i Sinde:
At det kunde spøres til Danmark,
han Langbeen Riser monne overvinde.

56. Saa glade rede de til Bern igien,
Konning Tidrick glæddes allermest;
Tog han til sig Vidrich Verlandsøn,
Maatte følge hannem allernest.

*

Strofene er nummererte i utgåva frå og med strofe 2. Ved ein trykkfeil står den siste strofa som nr. 16 i 1764-utgåva. Balladen byrjar med strofe 2 i dei eldste utgåvene (Hundreviseboka).

Oppskrift B

TSB E 119: Viderik Verlandsson

Oppskrift: 1860 av Ludvig Mathias Lindeman etter Olav Kjetilsson Stigen, Tuddal, Telemark.

Orig. ms.: NB Mus. ms. 2456/1860:203, nr. 25.

Ingen oppgjeven tittel.

*

Skjimling for op mæ begge sine Bein
aa beint paa Riskes Side
saa tro han af hans Sibein sju
saa begyndte dem at stride.
– Stander en Borg heite Bern
og deri bor en stærk Tederik. –

*

Strofa står til Lindemans melodioppskrift. Ho svarar til strofe 26 i oppskrift A.

Oppskrift C

TSB E 119: Viderik Verlandsson

Oppskrift: 1861 av Ludvig Mathias Lindeman etter Ola Håvardsson Birkeland, Austad i Bygland, Aust-Agder.

Orig. ms.: NB Mus. ms. 2456/1861:203, nr. 61.

Oppgjeven tittel: Viderik

*

Ja Sjeming saa heter min gode^ædel Hest,
erRetta til: han va men rettinga er oppheva fød uppaa vilden Sto
aa Memring saa kaldes mit gode Sværd,
er^{det var} hørt eiAlternativ lesemåte: uti Kjæmpeblod;
– Det klager, den Svenden som fangend ligger paa Hede. –

*

Strofa står til Lindemans melodioppskrift. Ho svarar til strofe 20 i oppskrift A.

Over oppskrifta står: Ola Haavorson Birkeland i Ostad Sogn i Bygland (paa Skiftet Langei)

Oppskrift D

TSB E 119: Viderik Verlandsson

Oppskrift: 1862 av Ludvig Mathias Lindeman etter Ole Kristoffersson Ringerike, Sørkedalen, Oslo.

Orig. ms.: NB Mus. ms. 2456/1862:203, nr. 46/29.

Ingen oppgjeven tittel.

*

Aa det var den lange Bent Rise
aa han tok til at jammer,
min Stang den sidder i Bjerget saa fast
som den var slagen med Hammer.
– Der stander en Borg for Bergen og derudi bor kong Tederik. –

*

Strofa står til Lindemans melodioppskrift. Ho svarar til strofe 29 i oppskrift A.

Om Kjempe- og trollballadar

Kjempe- og trollballadane skildrar meir enn andre balladar kamp og strid. Nokre er relativt realistiske og skildrar dramatiske konfliktar mellom sterke menn. Ære, makt og rikdom er sentrale verdiar, og helten går bokstavleg tala over lik for å leve opp til forventningane som blir stilte til han. Kvinnene står på sidelina i desse visene.

Trolla dukkar rimelegvis opp i dei eigentlege trollballadane. Slike viser minner ein heil del om undereventyr, både når det gjeld handling og tematikk, gjerne ved at ei kongsdotter er teken i berg. Så blir det heltens oppgåve å drepe trollet og fri ut kongsdottera, noko han alltid greier med glans.

Fleire av kjempe- og trollballadane byggjer på motiv i den norrøne litteraturen, ikkje minst fornaldersogene. Alle desse visene har norsk/vestnordisk opphav.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook