Anna Thillon

Løverdagen d 15. August. Jeg har skal ikke feirer Assomptionsdagen i Tivoli men i det lyse Favart; jeg misundteer dem Intet deroppe thi jeg ‹…› faaer det Bedste hos mig. Jeg har ikke skrevet siden i Mandags; jeg har været fortumlet i Hovedet af en Kjærlighedsruus og endnu er jeg forelsket – ak! mere forelsket end nogensinde. – – Og naar jeg nu kommer hjem, hvor skal jeg da finde hende? – Ak – «hun er ikke der»! – To Gange har jeg seet Anna Thillon, tusinde Gange maatte jeg see hende og først da havde jeg seet nok. Og denne Distance fra Scenen til Parterret, hvor den er uhyre og hvilket uoverstigeligt Svælg ligger ikke mellem Anna og mig? – Da jeg forlod Rouen sagde jeg til mig selv, at jeg aldrig kunde faae see noget saa skjønt som Lucia var, ja at selv Grisis Triller ikke kunde være skjønnere – men jeg tænkte slet ikke paa Anna Thillon og hun har nu gjort mig til en Løgner. Anna som Lucia – o – hun vilde være tusinde gange deiligere end Lucia-Hebert! Aldrig troede jeg at man kunde være altfor sød, altfor henrivende og elskværdig; men nu har jeg da ogsaa lært det! – – – Jeg saae i Aubers «la Neige» i Tirsdags en Skuespillerinde som var lidt maniereret, lidt affekteret (om man saa vil) i flere Scener, coquet i dem alle, som talte et Sprog, som havde formeget af Næselyd, – en Sangerinde, hvis Røst havde den samme Feil, som sang tyndt i det Dybe, og lidt umyndigt i det Høie og uden Fylde i det Hele. Men har jeg sagt at denne Dame var Anna Thillon? Hvo vilde vel være istand til det, som saae hendes hulde Skabning, hendes søde Udtryk og deilige Øine og dunkle, bølgende, flagrende, silkebløde Lokker? I disse hildede hun os Alle; havde hun bundet dem op, vilde hun ikke været fuldt saa farlig. Hun er for smuk; hendes fortryllende Skjønhed siger «Tys»! til hver Tanke paa at dadle. Jeg faaer ingen Tid til at ærgre mig over en Smule Næselyd, en Smule Falskt i Intonationen; hun sender mig et Blik, et eneste, ubeskriveligt Blik og fører Haanden til sine fine, mørkebrune Lokker og slaaer en Trille og gjør en Fioriture og smiler og leer – og jeg er stum, jeg er ikke istand til røre mig thi hun har fortryllet, forhexet mig. Og naar jeg nu endelig er kommet hjem og har sovet og har ladet en Dag gaae hen og atter sovet, og jeg saa spørger mig selv: er Anna Thillon en udmærket Sangerinde? Nu vel! saa har jeg alligevel saa ondt for at svare, thi hun er altfor henrivende og dermed er Alt tilstaaet – at hun spiller godt og synger godt og deiligt og fortræffeligt; at hun er uden Lyde; at hun er det Skjønneste jeg har seet og det Skjønneste som er til. – Og det gaaer Andre ikke bedre. Arago, den lærde Mand, blev jo saa forelsket i den hulde «Lucia» at han blev Digter og skrev Oder og brændende Stanzer til Anna Thillon. Og hvorfor gav man vel, tør jeg spørge, la Neige paa Opera Comique, et Værk som nu er over tyve Aar gammelt? Hun vilde det og Ingen kan nægte hende Noget; har ikke et saa nydeligt Væsen Lov til at have en Caprice, og maatte ikke Auber selv, den stormægtige Mand, skrive hende en ny Arie og maatte vi ikke Alle raabe: brava, brava! uagtet hun sang denne Arie en Smule usikkert, en Smule falskt? Men i de musikalske Broderier er hun virkelig en Mester og dem coquetterer hun ogsaa med ligesaa saa sødt som med sit hulde Blik og sine bløde Lokker; men – dog intet «Men» – hun er for smuk – Intet andet kan jeg sige til hendes Daddel. Parisernes Øine tindre af Fryd over sligt Syn og de kunne ikke tilgive Britterne at hun er et Skud af deres Stamme, en Miss, skjønnere end Lawrences skjønneste Billeder. Hun var – «Lucia» – i «la Renaissance»; jeg kunde see hvor deilig hun der maatte have spillet; selv her i det muntre Syngespil var Momenter hvor M^lle de Wedel var bevæget og taarefuld og der var Anna forvandlet og bleven til Lucia! Og hvor yndig hun var, hvor svævende og sylphidisk som Taglioni, og let og nydelig! –

– «Jeg glemmer det aldrig i Evighed!» –

La Neige har en Libretto af Scribe og Delavigne, en moderniseret Eginhard og Emma, og en Musik af Auber, skreven i hans tidligere Dage da han endnu havde Hoved og Hjerte fuldt af Boieldieuske Toner. Der er virkelig noget Boieldieusk i disse yndige Melodier. Det er en let Musik, meget let isandhed men gracieus og charakterfuld. Willèms Couplets, Duetten mellem Prindsen og M^lle de Wedel – Terzetten mellem Hertugen, Linsberg og Willem ere deilige Sager. Det er Hertugen her som forestiller den nye Charlemagne; Linsberg er Eginhard og Prindsessen er Emma (M^lle Wedel er Anna Thillon – ingen Anden!) De ere hemmelig gifte. Efter et Aftensbesøg, idet Greven skal forlade sin unge Brud, seer han sin Skræk at der er falden dyb Snee; Damerne opoffre sig; Prindsessen og den troe, hjælpsomme Wedel finde en Slæde hvori de trække den hemmelige Ægtemand over Slots gaarden. Den nye Carolus Magnus har imidlertid ligesom den Gamle staaet i Slotsvinduet og seet Alt og han er viser sig ligesaa nobel som sin store Forgjænger i at straffe og tilgive. Handlingen er lidt utilbørlig udtværet og der er næsten vel lidt af Musik. Men saa har man jo Anna! og hun er god for det Hele. – Roger, Henri og Morcansainté understøtte hende paa det Bedste og M^me Felix Melotte med sin ulyksalige Personlighed bidrager utroligt til at sætte Anna i Lyset; thi selv staaer hun virkelig den hele Tid i Mørket, hvilket er meget godt, da hun synger ret smukt saa man kan høre hende uden at behøve at see paa hende. – Thi Alle see paa Anna og tænke paa hende og – drømme om hende naar de komme hjem! – I ^forgaars gaar hørte jeg hende og sae hende anden Gang; iaften vil jeg atter see og høre Anna Thillon.

——————

Paa mandag lukker Operaen op, nu er det nok ganske sikkert. I tirsdags og atter idag har dens Affiche lovet os Duprez og Martyrerne. Men hvorfor Martyrerne? Hvorfor ikke Tell eller Huguenotterne? – Altid en Skjelm bag Øret deroppe! —

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.