De sidste Dage i Frankrig.

Havre .d. 21.^e August. Igaar sagde jeg Paris Farvel og forlod det med Taarer i Øiet og med Hovedet fuldt af Meyerbeerske Toner. – Nu sidder jeg atter her i den smukke Søstad som jeg ikke længer finder smuk, mellem Quaier, Bassins og Amerikanere som jeg ikke mere har nogen Interesse for. Jeg er saa underligt stemt – næsten som da jeg sidst var her – jeg vil saa gjerne græde – men jeg maa undertrykke denne Stemning. Snart er jeg jo atter hjemme hos mine Kjære der have det saa tungt og haardt; jeg vil hjem og dele deres Sorger! Jeg bringer Erindringer med mig som vil være til Trøst i mangen sorgfuld Stund, skaffe Stof for mangen lang Vinteraften. Jeg kan ikke lade være at tænke paa at jeg dog kunde ventet endnu en Dag i Paris; jeg vidste alligevel ikke dengang at Dampskibet først skulde afsted imorgen Eftermiddag – Men jeg kunde have sagt Anna det sidste Farvel; jeg kunde endnu engang seet dette yndige Menneske, Topmaalet af Alt hvad der kan tænkes af Skjønt, Elskværdigt og Indtagende! Dog – det er vel bedst som det er; –jeg behøver Rolighed, fremfor Alt. – Men Huguenotterne undgik mig dog ikke; jeg ventede ikke forgjæves og jeg havde fuld Valuta for mine forøgede Udgifter. Jeg forlod Paris med Huguenotterne i Hovedet og Hjertet; jeg sagde det Farvel i den restaurerede Operasal under Lyden af protestantiske og katholske Melodier og jeg forsonede mig med Duprez som i Martyrerne langtfra svarede til min Forestillinger. Hvorledes kan ogsaa Lucias Tonedigter have skrevet Partituret til «les Martyrs»? Kan Distancen være mere horrent? Og den mellem Martyrerne og Huguenotterne? – De første glemmer man et Par Timer efter man har seet dem, de sidste aldrig saalænge man har en Erindring og et Hjerte som slaaer. —

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.