Den restaurerede Opera. «Les Martyrs» og «les Huguenots».

Det var i Mandags d 17^de. at Operaen endelig viiste os sin nye Dragt. Og isandhed! den var deilig. Bunden dunkel karmoisinrød – Alt det Fremhævede hvidt og blændende med forsølvede og forgyldte Dekorationer. Der var noget Mørkt og Trist i al denne Pragt men det var tillige Imponerende og Grandiost og det var en værdig Costume for det musikalske Akademie. Tæppet er et Tableau, hvilket gjør et mindre heldigt Indtryk; man seer helst Drapperier her. Maleriet er af Garse og forestiller Louis XIV der overrækker Tonedigteren Lully et Pergament, indeholdende Musikakademiets Privilegier. Men hvor passende det end er valgt, behager det dog ikke. Det seer stift og og unaturligt ud og man skulde heller have taget Favarts deilige Tæppe til Model. Begge disse lyriske Theatre have nu et til deres Bestemmelse svarende Udseende; Operasalen pragtfuld og alvorlig blændende, stiv og høitidelig; pompeus som Louis quatorzes Siecle – Favart lys, smilende og straalende, munter og let som et begunstiget Tidens Barn. Det er mærkværdigt ellers hvor man i den restaurerede Operaes Dekorationer er vendt tilbage til den blændende Pragt der hersker i Versailles Salonner; det er ikke blot Renaissancestiil; man har ogsaa blandet den underlige Rococco deri. – ‹Foyéen› er ligesaa blændende og pompeus og dog elsker jeg mere Favarts saa skinnende hvidt og straalende i Speilglas og moderne Forgyldning.

I «Martyrerne» saae jeg deilige Dioramer, fortryllende Tableaux vivants, vidunderlig Dands og glimrende, kolossale Optog. Jeg var ganske hensat i Keiser Decius’s Tider og Alt var saa Sandt og ubegribelig Nøiagtigt. Store, antikke Chor hørte jeg og en Uendelighed af Recitativer – men dog ingen Musik. Alt andet findes i les Martyrs – alt andet end skjøn Klang og ægte Sang. – Et Par smukke Motiver og selv disse Copier. – Duprez var mat og døsig og dette var vort første Møde! Skjønt fortræffelig som Recitativsanger, skjønt stor paa sine Steder, ja henrivende var han desuagtet langtfra den Duprez jeg havde hørt tale om; jeg fandt hans Stemme uden Klang og «Ut» de poitrine forsvundet. Han var en Martyr den Arme – det var en lang Aften. Jeg kjedede mig næsten og jeg var misfornøiet og ærgerlig; jeg gabede og gloede paa den pyntede Sal og de deilige Dekorationer og følte mig kun da glad og oprømt, naar Dorus-Gras kom og udsendte de sødeste Toner og meest fortryllende Triller fra sin mærkværdige Strube. Hun er en stor Sangerinde; hun har forstaaet at gribe Kunsten i dens Allerhelligste og hun er stillet mellem dens ypperste Præstinder. Naturen skjænkede hende ikke meget; hun er bleg og blond og kold; hun mangler Klarhed og Fylde baade i sit Medium og i Undertonerne af sit store Register; men i Høiden er hun «sans reproche» og hos hende kan man med Sandhed sige at Kunsten har adlet Naturens Feil. Der skal et opmærksomt Øre til at mærke at hun feiler noget; i hendes Sang er den største Reenhed og den ædleste franske Skole; hendes Udtryk er ægte dramatisk; hun udsender en Masse af Fioriturer og Cadenzefigurer men altid med Mening og Talent og selv staaer hun der saa malmfast, stor og rolig. Og i flere saadanne Momenter mindede hun mig stærkt om et Væsen som nu ikke mere er til. Der var en Rolighed, en Blidhed og dog en Storhed i disse Toner som ‹…›^erindrede mig om hendes, der nu forevigt ere forstummede. Hun sang en Cavatine som hørte til Musikens Undtagelser, ligesom ogsaa en Duo i 4.^e Akt mellem hende og Duprez var af ægte dramatisk Virkning og stort musikalsk Værd, og den blev udført saaledes som blot tvende Mestere kunde udføre den. Men dette var dog blot enkelte Lyspunkter i et musikalsk Mørke der ikke gjør Donizetti megen Ære. – – –

Erindringen om «Huguenotterne» forener sig med den om min første Aften i Paris. Det var en stolt, uforglemmelig Aftenstund. Salen var tusinde Gange skjønnere; den straalede i Guld og Sølv og gjenlød af udødelige Akkorder. Huguenotterne er et kolossalt Værk – et Mesterværk som Robert. Ideen er saa stor, Blandingen af Katholicismus og Protestantismus, deres Kamp i Bartholomæusnatten udtrykt ved Toner – det er saa genialt i sin Opfatning og i sin hele Udførelse at man ikke noksom kan beundre Meyerbeer. Luthers gamle Psalme gaaer som en Grundtone gjennem det hele Opus – ligefra Ouverturens første Takter til Raouls og Marcels sidste Kamp. Marcel fører den med sig hvor han færdes, han er den personifiserede i Striden hærdede og forbittrede og dog ærlige og gudhengivne Protestant; skjønnest fremtræder Choralen fra Klosteret i femte Akt, hvor Protestanterne i Dødskampen synger Herrens Priis og Huguenotten staaer ene paa Scenen med sin tro Tjener og sin Elskede og ‹…› og rolig venter paa sin Ende. – Det er en Trio der kjæmper med den i Robert om Prisen. Men hvorledes skal vel en Aften kunne forslaae til at høre – jeg vil næsten ikke sige – fatte alt hvad der bydes os af Skjønt og Storartet! Man forlader Salen med Fryd men med Savn og Længsel. Man faaer ei Tid, og Ro til at dvæle ved en skjøn Melodi, en rig og gribende Harmoni, en høi Tanke, en dristig Vending, før den fortrænges af en ny og denne atter igjen fortrænges. Den største Deel maa man høre paa med et halvt Øre ‹og› det er blot det Fremragende man ret kan nyde, saaledes Raouls Romance med den concerterende Alto Duetten i 2.^den Akt, Marguerites Nattergalarie, Badescenen, Pagens Romance, Septetten i 3^d., Dolkenes Indvielse og den herlige Duo i 4^d. og Triofinalen i 5^te Akt. – Og hvor ypperligt alt dette tolkedes her, saavel Solierne som Ensemblestykkerne; det er heller ingen Kunst naar Munkene have Repræsentanter som Alizard, Serda, Prevost, Derivis og Alexis. – I denne Opera blev det først ret klart at Duprez er en stor Sanger, stor ikke alene i Recitativerne og i det dramatiske Udtryk – men i Melodien, i Romancen, i den simple, ægte Sang uden Kunststykker og Sniksnak. Reen og sikker Intoneren, fortræffeligt Portamento, udadlelig Vokalisation, Hæven og Synken, Sang og Klang. Og hvilken Varme og paa sine Steder hvilken Enthusiasme i den lille Mands Foredrag! Saaledes i Septuoren, i Duoen i 4^de. Hvilken Douceur han lagde i Romancen i 1^ste og hvilken Smerte i den sidste Trio! Mindre tilfreds var jeg med ham i Duetten med Margaretha, han tillod sig Forkortelser og Forandringer, han var lidt mat og manglede Klang og Kraft. Men er det da at undres over at han bliver mat nogle Gange i en saa umaadelig Masse af Musik; maa han ikke gaae under om nogle Aar i denne rasende Kamp med Orchestrets vældige Elementer? I den moderne romantiske^franske Opera er ikke ‹længer› som i den ældre, og i den senere, italienske Sangen nogen Hovedsag; den er sideordnet Orchestret der gjør samme Fordring paa Rangen, og Musiken er i dens Heelhed atter sideordnet Balletten og Scenemaleriet; Operaen er ikke længere et Akademie for Musik, som det dog benævnes, det er et Akademie for Musik, Malerie og Dands, og Emblemerne i Salens Loft tyde hen paa denne tredobbelte Bestemmelse. – Ved Duprezs Side stod atter Dorus-Gras som et fuldent Kunstværk. Hendes Sang er reen som Guld og fast som Malm, hendes Fioriturer ere gjennemvævede med fortryllende Ynde. Hun er fast og urokkelig selv tilhest, medens Dyret er uroligt om^g de omstaaende Choristinder og Danseuser skjælve af Angst. I Margarethas pastorale Arie i 2^den Akt udbreder hun for os et heelt Tæppe af de skjønneste, kunstigste Broderier og hendes Sang er her over al Beskrivelse deilig. Ja det er min rene Overbeviisning, og jeg kan trygt udtale den – jeg har ikke hørt Grisi. – Marcel har været Levasseurs største Triumph; men man kan mærke at han bliver gammel og graa. Endnu har han dog store Momenter og Trioen i 5^te var et saadant. Derivis sang med Kraft og Kunst i Nevers store vanskelige Parti, men han er vel huul imellem. – Serdas Bas er mærkværdig men savner Foredrag og Klarhed og fremfor Alt – Reenhed. Bedst var han i Munkenes Ensemble og deelte her Æren med Alizard, Massol og F Prevost. – Valentine har tabt meget ved Cornelie Falcons sørgelige Bortgang; imidlertid har M^lle Julien et charakterfuldt Ydre og en stærk, fuld Røst. hun synger baade med Følelse og Forstand, hun bæver og skjelver lidt imellem og man mærker Begynderindens, men hun staaer dog ingenlunde ubemærket ved Duprez Side i den herlige Duo i 4^de Akt. Hun udelod sin Romance – hvorfor? – og hvorfor udelodes her adskilligt? Det er formeget Musik, vil man sige – det er saameget, vil jeg svare, at en halv Times Syngen meer eller mindre hverken gjør fra eller til. Man burde dele Operaen i tvende Halvparter og paa to Aftener. – Orchestret var bedre end nogensinde – ak ja? det veed jeg jo ikke; jeg mener – Orchestret var aldeles guddommeligt. Ouverturen elektriserede mig aldeles og jeg hørte Forspil og Solos i denne Opera udførte som af den største Virtuos og der sidde ogsaa flere Saadanne i Musikakademiets Orchester. Dekorationerne fortjente en egen Beskrivelse; de vare interessante og overvættes deilige, især var Balsalen overordentlig skjøn. – Naar jeg nu vil sammenligne Huguenotterne med Robert, har jeg ondt for at bestemme mig for den Ene eller for den Anden – jeg vil helst sætte dem først begge To. Jeg har seet Huguenotterne for nylig og Robert for saa længesiden og det gjør utroligt. Og dog troer jeg virkelig at jeg maa med den musikkyndige Mængde give Robert Forrangen, Duoen mellem Alice og Bertram, Helvedchoret og Munkechoret og fremf Alt Triofinalen ere saa fuldkomne Compositioner at de neppe have deres Lige. Huguenotterne er mere stortfattet maaskee, mere kolossal i sine Tanker, Robert bedre udført; Huguenotterne er mere tydsk-fransk, Robert mere italiensk-fransk – Huguenotterne forbause meer end de fortrylle – Robert fortryller meer end den forbauser. — — — Salen var meget fuld og alle Pladserne i Parterret vare iforveien optagne. – Den sædvanlige Priis er nu forhøiet fra 3 fr 12’ til 4 ^fr; men de forudoptagede nummererede Pladse koste en f^r meer; jeg maatte betale min Nummerplads med 20 prs^ts. Profit for Udsælgeren – men Huguenotterne var det værd og det var min sidste Aften i Paris. – Jeg saae den celebre Berryer i første Logerad – en vakker, aldrende Mand. Han siges at ville overtage Louis Napoleons Forsvar i den forestaaende Proces for Pairskammeret. — Det var Midnat og vel det, da Operaen var forbi —

– – – – –

I Tirsdags var jeg deelt mellem Favart og Palais Royal, mellem Anna Thillon og Achard, den celebre Vaudevillesanger. Min Tilbøielighed foretrak Anna, min Fornuft og bedre Eftertanke Achard som jeg ikke før havde seet, da han netop nu var vendt tilbage fra Provindserne. Krags Overtalelser gjorde Udslaget og jeg saae Achard; jeg sendte min deilige Sangerinde et Suk og et Kys og gik op i Palais Royals lille muntre Theater og loe fra Begyndelsen til Enden og glemte Anna Thillon fra Kl 7 til Kl 11. Achard er ogsaa blandt de «Store»i Paris, han synger som en Operasanger og han spiller næsten som en Vernet og Arnal, jeg tør ikke sige som en Bouffè. Jeg hørte ham i en Chansonnette og jeg saae ham i «la famille du fumiste» med Sod paa Næsen og Vittigheder paa Læben, han snakkede, loe og græd omkap, var Grobian i det ene Øieblik og brav og rørende i det andet. Han understøttedes godt af Lumesnil og Sainville som havde Hovedroller i dette moersomme Stykke. Forøvrigt gav man en lille ellevild Piece «Cocorico», udført med meget Lune, og et underligt Stykke af en Comedie-Vaudeville «La Fille de Jacqueline» hvor Alcide Toussez’ deilige dumme Fjæs og ypperlige Spil forsonede mig med Piecens Usømeligheder og M^me Sterplins Utækkelighed. I Foyeen som har sine Vinduer ud til den deiligt oplyste Jardin, saae jeg M^lle Berthault, min gode Bekjendt fra Opera Comique, hun som forestiller Madame Smidth i Adolf og Clara. Hun saae meget jadsket ud og havde sin Amant ved Armen. Hun taalte ikke at sees nærved den gode Dame, og alligevel – hvor coquet hun var! Og dog hvilket simpelt Coquetteré, ikke som min Annas! – Ak nu spillede hun igjen denne Aften og jeg havde svigtet hende – jeg er vis paa hun aldrig vil tilgive mig det. – Igaar spillede hun atter og sang og var gracieus og fortryllende, mens jeg rullede bort fra hende og det hele Paris og foer igjennem Skove og Byer som jeg ikke kjendte, paa Veie som jeg intet Andet vidste om end at de førte mig til Havre. Det Eneste jeg vidste var at jeg drog gjennem Pontoise, og det eneste jeg kjendte var Rouen som jeg saae et Glimt af i Maaneskinnet. Det var blot et Glimt; Maanen belyste den sorte fabelagtige Dom og kastede sit blide Skin gjennem Vinduet hen paa Lucia-Heberts yndige Træk; det var langt over Midnat og hun sov allerede forlængst. Jeg var vaagen og erindrede mig hende saa nøie. – Kl 9. imorges kom jeg hertil og ønsker mig vel herifra. Jeg sidder paa mit lille Kammer og skriver dette og tænker paa hvad jeg har forladt og hvad jeg snart skal gjensee –

Løverdag d 22^de. Endnu sidder jeg her! Damps «Paris» som man i Paris havde sagt mig skulde afgaae den tidlige Morgenstund og som efter Bestemmelsen virkelig skulde afgaae i Eftm Kl 3, kan nu formedelst nogle Reparationer ikke blive færdig før imorgen tidlig Kl 6. Jeg var fortvivlet over denne Udsættelse, men siden har jeg slaaet mig tiltaals thi jeg har truffet en venlig Mand og fundet nogle Timers Adspredelse i et gjæstfrit Huus. – Havde jeg vidst at Consulen Hr Broström var saa forekommende skulde jeg ikke have forsømt mig under mit første Ophold her – dengang behøvede jeg iSandhed Trøst og Deeltagelse. Da jeg var hos ham for at faae Passet paategnet indbød han mig til at spise hos ham til Middag ude i hans Landhuus i Grasville. Der traf jeg ham hans Moder og hans Søster; Mademoiselle var musikalsk indtil Forfærdelse, hun straussede paa Pianet og sang med en Contralto der overgik Malibrans, udvalgte Steder af Bellini, Donizetti og Meyerbeer. Ah quelle horreur! Dog – det var gode Mennesker og det var den eneste Aften jeg har tilbragt en famille siden jeg i Mai forlod mit Hjem. –

— Jeg læste Journalerne i Kiosken idag og afskrev i Cafè des Arcades Hector Berlioz^s Feuilleton i J. d Debats om de to første Forestillinger i den atter aabnede Operasal. – Man vil endelig have Krig nu, man vil allerede vide den begyndt i Orienten og paa Børsen i Paris gjør dette forfærdelig Allarm. Jeg ved kun Lidt om det Hele – om Russernes og Englændernes Foretagender; jeg har haft andet og at tænke paa. Saameget er vist at man sætter sig paa Krigsfod her af alle Kræfter. Og Stemningen er krigersk især hos den friske, fyrige Ungdom. – Der var d 20^de opslaaet en deel oprørske Plakater i Paris og Folk stimlede sammen for at læse dem forinden Politiet fik dem nedrevne. De indeholdt en Opfordring til at befrie Prinds Louis – men de vækkede ingen Deeltagelse; man læste dem; det var Alt. Der er nok Ingen som befrier Prindsen nu. Han er nu anden Gang kommet Lyset for nær – førstegang sved han sine Vinger dygtigt, dennegang tabte han dem aldeles. – – – – – – – –

— «J:d-Debats» fortæller at man gav Guilliaume Tell i Operaen igaar! Ak hvorfor skulde jeg ogsaa faae det at læse – og jeg kunde altsaa hørt Tell og Arnold og Arnolds Hustru, den herlige Dorus og endda kommet tidsnok hertil – dog nei! det kunde jeg nok neppe. Det var altsaa ikke saaledes bestemt. —

Og nu maa jeg see til at sove lidt; jeg skal bort Kl 5 imorgen, «Paris» ligger i Bassinet ligeudenfor mit Hotel og imorgen paa disse Tider er jeg den franske Kyst afsigte. – Farvel – farvel! –

                                                                     (Havre den 22^de August 1841.)

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.