Dagbok 1840

av Halfdan Kjerulf

Louis Napoleon i Boulogne

Jeg faaer da ogsaa skrive Lidt om Boulogneaffairen siden den indtraf under mit Ophold her. Den stakkels Prinds har atter villet spille Napoleon i 1815; men han har atter gjort sig latterlig og er atter taget ved Vingebenet. Dennegang lader man nok ikke Fuglen flyve. – Prinds Louis indbildte sig bestandig, uagtet Lektionen fra Strasbourg, at han var en Prætendent til Thronen og at Franskmændene ønskede sig Keisertiden tilbage. Han regnede paa Enthusiasmen for den store Keiser som paa denne Tid var større end nogensinde da man skulde faae hans Aske tilbage; han stolede paa den krigerske Stemning og den truende Stilling som Kabinetterne indtog ligeoverfor Frankrig; – men, havde han brugt sin Forstand bedre end sin Forfængelighed vilde han i intet af dette seet gode Varsler for sit taabelige Foretagende Prætendenternes Tid er forlængst forbi og Enthusiasmen for Napoleon har Intet med hans Brodersøn at bestille; man seer tilbage paa Keisertiden som paa en svunden stor Tid som man dog ikke ønsker tilbage thi Nationens Interesser har nu taget en anden Retning. Den store Masse af Nationen vil ingen Forandring i det Bestaaende; den ønsker nok at Løfterne fra 1830 maatte blive til Sandhed og Handling men den ønsker ingen Revolution og den kjender slet Intet til Hortenses vildfarende Søn. Bonapartisterne er det allersvageste Parti i Frankrig, man kan næsten paastaae at det er svagere end selve Henrik den Femtes. Stolede Louis Napoleon paa Sympathier for sin Person saa var han slemt narret; han styrede til Frankrigs Kyst med nogle Brushoveder og en gammel Napoleonist som holdt formeget af Keiseren til ikke at vove noget for hans Slægtning, skjønt han vist indsaae hvor vanvittigt han handlede. Ja Vanvittighed var det Hele, det var værre end Dumdristighed. Han kom for seent paa Dagen for Boulogne; Alt var færdigt til at modtage ham og hans Trop var altfor liden til at den ikke strax maatte blive overmandet. Boulognes Nationalgarde viiste den bedste Conduite, Linietropperne ligeledes; kun en eneste Officier sveg sin Pligt. Souspræfekten opførte sig fortræffeligt og Lieutnanten Pollet var meget rask og energisk. Den lille Hob blev angrebet ved Boulognesøilen og Resten der vilde frelse sig i Fartøiet blev deels nedsablet, deels fanget; Prindsen forsvarede sig som en tapper Mand; det var ogsaa det Eneste han kunde gjøre for at frelse sin Honneur. Han blev ført til «Ham» med sine Tilhængere, hvoriblandt Grev Montholon var den meeste remarkable. – Cabiera som havde dette Opholdssted blev, for ikke at have tvende Gale i samme Hul, transporteret til Lille. Saaledes endte dennegang den arme Prætendents Hærtog; nu spærrer man ham vel inde paa Levetid, tænker jeg. Og saa kan sidde og spille Napoleon paa St Helena! – Ak der skal mere til at spille Keiseren end lidt af Blodet og lidt af Modet. Og Pariserne trække medlidende paa Skuldrene og lee af hans Ulykke. «Pauvre Insensé»! Der er næsten ingen der sympathisere med ham nu – endeel Arrestationer have fundet Sted uden Betydning og Undersøgelsen i Bladet «le Capitales» Bureauer have ikke ledet til noget Resultat. Han har ingen Tilhængere mere. Pairernes Kammer skal samles for at dømme Louis og hans Kammerater, selv skal han være ført til Paris i disse Dage; men han man hører Intet til ham. Nu – saa faa Dage efter Affairen ved Boulogne, er den næsten aldeles glemt. Man taler meget mere om Marie Lafarge og om de orientalske Affairer og Traktaten af 15 Juli. Og isandhed det er ogsaa noget langt Alvorligere at tale om. – Et ungt Menneske af ringere Stand løb for et Par Dage siden op paa Châteletpladsen og proklamerede solo solissimo Keiserdømmet og Napoleon den Anden – han blev strax arresteret – det er Alt hvad man her veed om Bonapartiske Sympathier. – Keiseren er Alles Afgud, men det hjelper ikke Prinds Louis; han har to Gange gjort sig latterlig og der er Intet som mere kan skade ham og hans Sag. – –

———

I Onsdags d. 12.te hørte jeg hos Valentino en ny Symphoni og hans Sal var talrigt besøgt af Dillettanter. Den nye Symphoni var af en ny idetmindste her hidtil ubekjendt Componist, Kittl, en Böhmer der i Tydskland allerede skal have et godt Navn. Compositionen er i det stærkt imitative Genre og temmelig original; idetmindste er den hverken beethovensk eller berliozsk. Den har smukke Enkeltheder og Partituret er vistnok meget rigtigt og velskrevet men ogsaa temmelig trivielt og udtværet. Dens tredie og fjerde Deel fandt jeg mere Behag i end i dens Allegro og Andante. Der var Liv og Lune i dens Scherzo. Den hedder «la Chasse» og man kan da vide hvad man skal tænke sig ind i – Træer og Grøfter, Harer og Hundekobbler, Flinter og Hirschfængere, Valdhorn og Jægere. – Ellers kan jeg ikke bedømme denne Symphonie; dertil hører meer end et flygtigt Besøg. – I Concertens første Afdeling hørte jeg Glucks herlige Ouverture af Iphigenia i Aulis. Det var det første jeg hørte af gamle Fader Gluck; men det var ogsaa nok for at istemme Lovsangen til hans Berømmelse. Saa fik jeg Ouverturen af Wilhelm Tell en gammel Bekjendt fra Lycéet – men hvilken horrent Forskjel i Spillet. Hr Armingaud, første Violin i Orchestret udførte en Concert af Rode med megen Indsigt og et ualmindelig reent og sikkert Buestrøg. Han vakte Interesse ved sit simple, velklingende og fordringsfrie Spil. – Det var en ung Mand med et vakkert Ansigt og et beskedent Væsen. —

–Torsdag Form. i Louvres Gallerier. Det var vel den sidste Gang; nu reiser jeg snart og kommer til at opgive saamange af mine Planer som jeg hidtil ikke fik udført; jeg kommer til at opgive Reisen til Fontainebleau, til St. Denis, Vincennes, Charenton og St Germain en Laye – ja jeg kommer maaskee ikke engang hen paa Champ de Mars, op til Montmartre og ud i Bois de Boulogne. Jeg er en Stakkel der ikke taaler formange Strabadser; en Tour i Gallerierne, Spadseren paa Gaderne, i Passagerne og paa Boulevarderne, en Aften i Theatret – det er allerede fategant nok for min Skrøbelighed. Reconvalesenter skulde virkelig ikke reise til Paris. — — . — —

– Mlle Nathalies Øine, Aktrisen paa Gymnase dramatique, har gjort en Mand høist ulykkelig. Han kunde slet ikke blive bønhørt og i sin Fortvivlelse trak han en Pistol og skjød paa den smukke Skuespillerinde uden dog at saare hende; derpaa trak han den anden Pistol med hvilken han saarede sig selv. Alle Journalerne have fat paa denne lille sandfærdige Roman. Mlle Nathalie applauderes stærkt hvergang hun viser sig og sine brændende Øine og den arme Sværmer sidder i Arrest med sine Saar. – «Bouffe est absent», siger en Musikjournal idag – «et le public aussi.» Og uagtet Bocage er der virkelig meget faa Folk i Gymnase for Tiden.

– Igaar var det en Skuredag, men efter Regnen blev Luften saa reen og kjølig og om Aftenen var det klart og luftigt og Maanen skinnede ned paa Husene og de trange Gader. Jeg savnede Bakkehuushaven og den deilige Omegn derhjemme; thi jeg gik i det tætteste Paris og var hverken paa Boulevarden, i Tivoli eller ude i det deilige Versailles. Jeg kom fra Viviennesalen og fra Berlioz’s anden Concert. Funebren var endnu mere opløftende og begeistrende. Dennegang fik jeg ogsaa et Fragment af hans «Romeo og Juliette» – men jeg lider ikke disse Fragmenter. Hans Imitationer ere endnu sværere at sætte sig ind i end hans kunstige Kombinationer og voldsomme Gjennem- og Overgange. Imidlertid ligge de ædleste Stene i denne Indfatning i Rococco. – Han skulde beskrive Festen hos Capulets; for mig kunde det ligesaagodt været den hos Montecchis; man maa have en Explikation, ent heelt Analyse til Berliozs Musiksprog – Beethovens behøver intet Saadant. Han er klar og stor som Schiller og Goethe. –

Iaften kommer jeg fra Salle Favart, fremdeles forelsket – Gud hjælpe mig! Det er slet ikke tilladt at være saa smuk – man skulde dog idetmindste forbyde Aktriserne det – thi de gjøre virkelig altformegen Ødelæggelse. Jeg saae dennegang min Anna fra Orchestrets nærmeste Lænestol; jeg stirrede hende lige i Øiet med min Lorgnet – og hun var skjønnere end Solen selv – thi Solen har jo Pletter – hun har ingen. O – hun taaler at sees i enhver Distance! dennegang kunde jeg have talt til hende, jeg kunde berøret Slæbet af hendes deilige Silkekjole – ak! hvor hun var smuk! – Skjønnere end den afdøde Caroline Løvenskjold og sødere end Miss Durie var i sit første Foraar – Gamle ærværdige Herrer med hvidt Haar og rødt Baand i Knaphullet sade rundt om mig og vare forliebte opover Ørene. «Ah – ah! comme elle est jolie! comme elle est gracieuse, charmante, cette femme là!» – og de loe af Fryd de gamle Karle. Men jeg var næsten i Taarer, thi jeg er ung endda. Ak! disse Lokker, disse Lokker fremfor Alt! og naar hun slaaer Øiet ned og atter hæver det, langsomt, langsomt, som Solen der kommer frem af Skyen – – og naar hun svæver og Lokkerne flyve for Vinden – og naar hun trækker Slæden mens Sneen puddrer det mørke Haar! – og i den blaa Kjole – med den hvide fine Hud, og de bløde Former og den lette, svævende Gestalt – – –.

– «So hold und schön und – – – –?

Lyset brænder ned i Stagen for mig; det er langt, langt over Midnat. – Nu vil jeg sove; men det nytter mig til Intet. Hun vil forekomme mig ligesaa sød imorgen. Alligevel, jeg vil sove og drømme. –

Mandag d. 17de. Aug. Iaften skal jeg i den store Opera og see dens nye Dragt og høre Duprez og Dorus! – For Øieblikket regner det i strie Strømme og Gaderne ere skidne og afskyelige. Jeg har rendet om og gjort Indkjøb og har idag fundet en nydelig Present til min kjære Ida i det store Gallerie des Nouvautés i Rue de Cocq ligeved Indgangen til Louvre. Jeg vilde besøgt den danske Doktor Hornemann idag, men jeg traf ham ikke; han boer langt nede ved Ecole medicine. Imorgen skal jeg hen og sige Anna Thillon et Farvel auf Nimmer-wiedersehen! – Paa Onsdag atter i Operaen om det er muligt og saa afsted paa Torsdag – afsted fra Alt dette som jeg aldrig vil glemme. – –

Igaar var jeg i Palais Royals kongelige Slot og gjennemvandrede dets pragtfulde Sale, opfyldte med ypperlige Malerier af den moderne Skole. Her boede Louis Philip før han blev Konge og ogsaa i sin Regjerings første og lykkeligste Dage. Han skulde aldrig have flyttet fra Palais-Royal. Her er deilige Gemakker fulde af Pragt og i ædel Stiil, især Thronsalen og det store Galleri. I et Sidekabinet staar et Bord af bois petrifié. Overalt fuldt af Speilglas og Marmor og paa Forgyldning og Mosaik er der ikke sparet. Den store Trappe er ogsaa meget nydelig. Jeg kom ind paa mit Pas uagtet jeg egentlig skulde havt skriftlig Tilladelse. Palaiet var opfyldt af fremmede Nysgjerrige, især Englændere; jeg saa mange smukke Englænderinder, men dog ingen som Anna Thillon. Blandt den store Mængde Malerier mærkede jeg mig især tvende Stykker af Robert en græsk Kvinde mellem Ruiner og en Dødsscene hvor Konen og Sønnen og den gamle blinde Fader sidde fortvivlede over deres Haab og Støttes Død. Figurerne have et rørende Udtryk og Coloritten er mesterlig skjøn. – I Baggrunden ligger Liget paa Baare og nogle mørke Munkeskikkelser staae over det. Det er en italiensk Scene. Herlige Sager af Horace Vernet saae jeg ogsaa her – Originalerne til Bataillerne ved Hanau og Montmirail, hvoraf Copier ere opstillede i Versailles, et Portrait af en neapolitansk Bondepige ligeoverfor en Moder med sit Barn af van Steuben; en Samling af Skizzer fra af Louis Phillips egen Historie for størstedelen af H. Vernet; f Ex Slagene ved Valmy og Jemappes, Louis Ph. som Emigrant i Norden – i Nordland og Finmarken – en Samling Tableauer til Palais Royals Historie opstillede i det store Galleri; f Ex Scener af Urolighederne i 1648, 49, 50. en Balscene fra 1768, Scener fra Cardinalens Tid, fra Revolutionens første Tid – Camille Desmoulins udenfor Café Foi, en Scene fra 1807, Louis-Phs. Tilbagekomst til Palais Royal i 1814 – flere Scener fra 1830 &c. Ligeledes et Par gode Stykker af Gudin, et Aftenlandskab af Truchot, Duchessen af Berry med den lille Bordeaux, malet af Gerard. – Fra Palladsets Vinduer seer man ud paa Blomster‹…› af Gallerie d’Orleans og ned i den gamle af Folkemassen idelig opfyldte Jardin. –

Om Aftenen morede jeg mig med Krag og Arentz hos Franconi i hans luftige og kolossale Cirkus ude i Champs Elysees. Der var vel et Par Tusinder samlede i det store antiktformede Amphitheater. Auriol gjorde de prægtigste Kunster og var en gjennem vittig og lunefuld Bajazzo; forresten var det ordinairt – en evig Riden rundt paa een, to og tre Heste; smukke Heste vistnok og meget smukke Beridere og Beridersker, alt i finere Stiil end jeg havde seet det hos Gauthier og Fourreauz – Alligevel var det mindst disse Præstationer der interesserede mig – det var Livet hos Publikum, det store prægtige Rum og Auriols Bon-mots med Benene. –

Tirsdag d. 18: En Dag endnu og jeg er her ikke mere. Jeg kan ikke sætte mig ind i dette endnu. Hvorledes er det muligt at forlade Paris; hvorfor kan jeg ikke være her fremdeles – dyrke Musiken, studere Contrepunktets Theori og høre Italienerne til Høsten? Kassen bliver imidlertid tom og mit Creditbrev er allerede næsten opslugt; jeg faaer da afsted. Jeg længes ogsaa efter Hjemmet! – Naar jeg har vendt Paris Ryggen saa vil jeg ile hjem uden Stands – og snart vil jeg da være hjemme. Det øsregner fremdeles – Veiret raader mig ogsaa til nu at pakke ind og tage afsted. – –

— — — — —

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1840

Halfdan Kjerulfs dagbøker gir et unikt innsyn i Kjerulfs liv og Norges musikkliv og kulturhistorie. Dagboka fra 1840 er den andre dagboka vi kjenner til. Den er fra sommeren 1840, da Kjerulf var i Paris. Oppholdet ga Kjerulf nye krefter og betød mye for hans musikalske utvikling. Han gikk på konserter, operaer, teater og besøkte gallerier, noe han skriver utførlig og mye om i dagboka.

Nasjonalbiblioteket ønsker å utgi Halfdan Kjerulfs dagbøker og reisejournaler i sin helhet. Det er bevart 19 dagbøker og 3 reisejournaler. Dagbok 1840 er den andre utgivelsen i Kjerulf-serien.

NB kilder 5:2
ISBN: 978-82-7965-246-5 (digital utgave, bokselskap.no),
978-82-7965-247-2 (epub), 978-82-7965-248-9 (mobi)

Les mer..

Om Halfdan Kjerulf

Halfdan Kjerulf var den første store, norske komponisten, men også den første norske komponisten av internasjonalt format. Ved siden av komponeringen virket han som dirigent, klaverlærer, redaktør, journalist og musikk-kritiker i Christiania. Hans virksomhet som journalist, flittig brevskriver og dagbokforfatter gir innblikk i hans liv og samtid.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.