Dagbok 1840

av Halfdan Kjerulf

Museet i Versailles

Søndag d. 2d August Det deiligste Veir har jeg haft idag – og Versailles i sin skjønneste Pragt! – Vandene i den store Park, hvilke saa sjeldent springe, bleve idag beundrede af en umaadelig Menneskemasse og Parisere og Fremmede vare den hele Formiddag ilede paa Jernbanen for at see den straalende Forestilling som disse Fontainer gave gratis. – Man maatte gjøre en lang Queue ved Jernbanebureauet paa Place de l’Europe og en endnu længere om Aftenen ved det i Versailles. I Palladset selv hvor Museet har sin Bolig vare Tilskuerne saamange at man næsten ikke kunde bevæge sig fremad i den uendelige Række af Salonner og Gallerier. Jernbanen har trukket Versailles saa nær Paris som Ladegaardsøen ligger vor bedrøvelige Hovedstad; derfor kunde naturligvis ikke Julifesten samtidig feires paa begge Steder; Versailles var dengang i Paris Nu idag var det omvendt; idag var Paris i Versailles og idag havde Versaillaiserne deres Julifest. Kanonerne tordnede og Musiken spillede og i alle Parkens Gange bevægede sig en stor og broget Menneskesværm. Da vi foer hjemad seent om Aftenen afbrændte et Fyrværkeri paa Place d’armes men Dampmaskinerne brød sig Intet om den hele Raketherlighed og vi heller ikke da vi havde seet Noget ganske Andet i Onsdags paa Concordepladsen. Man farer ikke meget hurtigt paa Versaillesjernbanen; det gaaer ret luunt og mageligt; men det gaaer dog for hurtigt til at indgaae Connaissancer paa Veien; før det første Skridt er gjort er man i Versailles; min Landsmand og jeg sad vis-a-vis for en lille Mademoiselle i Wagonen, hun havde spillende Øine og en Mund med et meget indbydende lille Smiil; vi begyndte en lille Samtale – pantomimisk – men saa standsede Wagonen for Versailles’s Bureauer. Og paa «Cour de marbre» tabte vi vor Demoiselle afsigte og saae hende ikke siden – Hvad jeg saae i Museet vilde være en Umulighed at fortælle og end umuligere alt hvad jeg kunde have seet. Jeg har min Guide og en levende Erindring og jeg skal holde vel paa begge Dele. Man gaaer træt i denne milelange Række af Kunstværker og historiske Minder; man faaer hverken Tid eller Ro til sine Betragtninger, man kan ikke engang betragte Davids Napoleonsbilleder og Horace Vernets kjække Bataillestykker uden med et flygtigt coup d’oeil. Fremad – fremad! hedder det her og man kommer ikke tilbage til det Sted man engang har vendt Ryggen; her er jo Saameget at see og de rødklædte Betjentes galante Kommando maa man lystre. Dette Musee er et kolossalt Værk og Louis Philippe tilkommer Æren af dets Grundlæggelse; selv har han som ægte Kunstkjenner ledet den hele Ordning og ledet den med megen Smag og Sands. Det Hele er indrettet efter en stor, næsten altfor stor Plan. Der er ingen stor Mand eller Kvinde, ingen stor Handling i Krig eller Fred som ei her har sit Minde; man har overskredet Landets Grændser og gjort det hele Europa til sit Felt – og det synes mig næsten anmassende. Alt er Stort, Kolossalt; Alle og Enhver kan her skue Alt og for Intet. Nu er ikke Versailles længer Kongernes, Maitressernes og de fordærvede Hoffolks fordærvelige Tumleplads; Nationen regjerer nu i det kongelige Versailles. Hvad vilde nu Louis-quatorze sige hvis han kunde reise sig af sin Grav – tempora mutantur! – Og dog maatte den forfængelige Mand føle sig smigret thi man har ikke glemt at reise hans Minder og hans eget Contrafei pranger her i hundrede Udgaver og i alle Stillinger; man væmmes næsten ved alle disse Ludvig-den-Fjortender med Allongeparyk tilhest, tilfods –, tillands, tilvands, siddende, staaende, gaaende, liggende, spisende, sovende, elskende, skjændende – heel og halv, liden og stor; som Feltherre, som Regent, som Cavalier, som Kunstens Mæcen og Kjønnets Tilbeder. Men han har faaet en Rival for hvem hans Allestedsnærværelse maa bøie sig og hans Allongeparyk maa skjælve, og det er – Napoleon; han tager hele vor Interesse i Beslag ved sin store Personlighed og store Bedrifter som de største Kunstnere have forenet sig om at forevige. – Som Lieutenant-colonel fra 1792, som General fra Lodi og Arcole og Pyramiderne, som Consul fra Marengo, som Keiser i Forgrunden paa enhver Bataillescene, som Hovedfiguren i ethvert Tableau altid lige interessant og uforglemmelig. I Salen «1830» seer man Borgerkongen og Mændene fra Julidagene i flere høist udmærkede Tableauer – ogsaa her er Horace Vernet Mesteren. Selv Carl den 10de der krænkede Chartets Hellighed og fik Folkets Foragt, har sin Plads i disse Gallerier; thi de levere Frankrigs Historie og der skal intet Hul være i den. I et fortræffeligt Tableau af Vernet seer man hans skrøbelige Figur med den dumme, aabnede Mund og det matte, døde Blik, siddende paa en deilig Araber, beskuende en Revu over Nationalgarden som han siden troede at have tilintetgjort da den med Et tilintetgjorde ham og hans hele Slægt. Men det er blot Kunstværket man her beundrer, ikke Manden, ikke Handlingen som det afbilder. – Hvor forskjelligt fra den Følelse med hvilken man betragter Scenerne fra Thebens Pyramider, fra Austerlitz, Marengo og Moskwa! – I Salen 1792 hænger et Brystbillede af Bernadotte som Lieutenant-Colonel – i sin hele ungdommelige Skjønhed med det nobleste Udtryk og de deiligste Øine; han er iført sit Regiments Uniform, hvid med røde Rabatter og har ligesom Bonaparte Pudder i sit mørke Haar. Det er det eneste Billede jeg her saae af vor Konge – i Marechalgalleriet søgte jeg ham forgjæves. – I Portraitgallerierne i den 3die Etage seer man den bekjendte Carl d 12te med Bomben; Catharina d 2den; den store Frederik, Keiser Joseph d. Anden, Dronning Christine og Gustav d 3die med en Mængde andre ikke-franske Notabiliteter. I Statuegallerierne er blandt meget middelmaadigt ogsaa høist deilige Marmorarbeider; især drages man hen til en Jeanne d’Arc som er skjøn og kunstmæssig som en Canova og en Thorvaldsen og som Marie af Würtemberg, Louis-Philipps elskelige, desværre altfor tidligt hedengangne Datter har hugget. – Det var en meget begavet Kunstnerinde! For dette Billede staaer Mængden taus og bevæget uden Spot, uden Haan som foran Borgerkongens Portraiter i Salen af 1830. – Kongens Broder, der døde i Revolutionens første Tider, er ogsaa her fremstillet i en deilig Statue, liggende – i døende Stilling –, af en udmærket fransk Billedhugger. fra den nyeste Periode. – Marmorpladsen er prydet med Louis XIV’ Eqvesterstatue og kolossale Pedesterstatuer af franske afdøde Helte ligefra Bertrand du Guesclin og den store Condé til Lannes, Massena og Mortier. De ere 12 i Tallet og ere for enDeel flyttede hertil fra Pont de la Concorde. – For den historiske og for Kunstens Interesse har man ogsaa vedligeholdt den mærkværdigste Deel af Slottets Gemakker i den Stand hvori de vare i deres Glandsperiode – her har man det berygtede Oeuil-de-boeuf, Kongens og Dronningens Soveværelser, Kongens Arbeids-Kammer, Salon d’Hercule, de ‘l’Abondance, de Venus, de Diane, de Mars, de Mercure, den herlige Apollosal eller Thronsalen, det store pragtfulde Gallerie des Glaces, Marmortrappen og Capellet. – I Parken støder man ogsaa ved hvert andet Skridt paa forvittrede Statuer af Guder og Gudinder og vandsprudende Neptuner og Amphitriter og Havnympher, paa kostelige Vaser og herlige Fontainer og kunstigt beklippede Indhegninger, duftende Blomsterparketter, skjønne Terrasser og tætte, af i lige Linier gjennembrudte Lindeskove. Mellem alle disse Herligheder bevægede sig den livlige Folkemængde og ude paa det store Vandkors var der Folkelege og overalt Jubel og Fryd. – Der var nogle af den kgl Familie ankomne fra St Cloud for at see de store Vande og især de deilige Caskader i Neptuns Bassin – og den store Masse løb til for at see disse Personer. Jeg for min Part var ikke saa heldig og det var igrunden ogsaa det Samme. Kongen havde jeg seet og Resten var mig temmelig ligegyldig. Kl var halv 12 da vi kom til Versailles, den var 9 om Aftenen da vi foer tilbage til Paris hvor vi dog kom lidt vel seent til at kunne blande os mellem de lystige Folk i Tivoli. Trætte af Dagens Strabadser styrkede vi os med en fortræffelig Limonade i Café Frascati og vandrede hver til vort. – Det var en af mine skjønneste Dage i Paris. — –

d. 3.d August – Det lader desværre til at Operaen ikke vil holde sit Løfte at aabne sine Døre den 10de Nu mener man den 15de; ja, man truer endogsaa med d 17de Kan jeg vente paa alle disse Udsættelser og maaskee endda ingen Duprez faae at høre? Han er nu i Rouen hvor han har en god Deel Antagonister; man leder efter hans «Ut de poitrine»og kan ikke finde det. Bouffé gjorde Furore i Rouen og er nu reist til Nantes med Krandser om Hovedet. Det var der den gode Lieutnant Arentz laae og sværmede saaledes for en Provinds-Masaniello at han her har lutter Savn og Længsler. Han kjeder sig og disputerer den hele Dag om Jørgensen og Ingenting for at fordrive alle de Timer som han ei kan tilbringe hos Mlle Holm og Infusionsdyreliebhaberen Hr. Wahl. –

d. 4.de August. Her er saameget at see at jeg virkelig ikke begriber hvorledes jeg kan blive færdig dermed i de 10–12 Dage jeg endnu kan dvæle her. Idag har jeg været i Luxembourgs Gallerier og seet Malerierne af den moderne franske Skole. De ere ikke saa mange men næsten alle af stort Kunstværd. Hvor let bliver man dog udmattet af den evige Stirren og Staaen stille paa eet Punkt; det er da en stor Lise at kunne sætte sig ned paa en Tabouret og have en smuk engelsk Miss i sin Nærhed! Jeg sad hvor hun sad og saae hvad hun saae indtil hun tilsidst forsvandt for mig ned ad Trapperne mens jeg gik ind i et Sidegalleri for at søge Horace Vernets «Judith og Holophernes» som jeg havde læst om i Heines Salon. Men det gaaer saaledes paa Reiser. Man mødes en kort Stund og skilles for aldrig mere at sees igjen. Fra Judith maatte jeg ogsaa skilles. Hvor gjerne tog jeg ikke med mig dette forunderligt deilige Billed! Vernet har altid dristige, store Ideer og udfører dem med et stort Geni og en Kunst som engang vil sætte ham ved Siden af af de afdøde Store, Raphaël og Leopold Robert. Hans store Tableau Raphael og Michel-Ange er næsten raphaelsk i sit hele Udtryk. Jeg saae ogsaa et Bataillestykke af ham her, en Scene fra 1814 ude ved Barrieren Clichy og en Scene af Krigen mellem Maurerne og de spanske Riddere, et herligt Maleri. – Et Landskabsstykke tiltrak sig min Opmærksomhed, et Schweitzerstykke af Vatelet, det var kun Tonen som hindrede mig i at kalde det norskt. Det var frit og naturligt, friskt; Maneren var Fearnleysk men overgik dennes bedste Produktioner efter min Anskuelse. Ary Scheffer har et Par ypperlige Stykker her, – Eberhard «Græderen» efter et Schillersk Digt; og «Suliotiske Kvinder» Henri Scheffers Charlotte Corday som var udstillet i ‹Rouen› i forr. Md. Delaroches «les enfants d’Edouard» har ogsaa Heine beskrevet –. Hans Dronning Elisabeths Død er ogsaa meget mærkeligt. – Et stort Søstykke af Gudin findes her, et Skibbrud i Storm ved Algiêr. – Marius paa Carthagos Ruiner af ‹Corgnet›. – Inkvisitionsscene af Forbin. Flere prægtige Malerier af Schnetz, Beaume, Odier og Biard. – Men denne tomme Opregnen duer ikke og jeg er igrunden en Lægmand i Bedømmelsen af Malerier. – Deilige Skulpturer saae jeg ogsaa her, en nydelig ung Pige af Jouffroy, en Jæger med sin Hund af Dantan, en bedende ung Pige af Jaley, en vidunderlig deilig Dreng af Rude, en Statue i Bronze af Duret &c. – Man burde gaae her oftere; men Luxembourg ligger saalangt borte for mig.

Min Aften tilbragte jeg i Viviennesalen hvor jeg atter hørte les chasseurs bavarois og Sextetten og Finalen af Lucia – og spadserede senere i flere Timer om paa de oplyste Boulevarder. – Her kunde jeg leve og døe! —

d. 5.te Aug – Krag havde en Tilladelse til at besøge Marquis de la Marismas udmærkede Samling, som holdes aaben for Amateurer og Artister hver Onsdag. Jeg fulgte med ham derop, i et smukt Hotel i Rue Grange Batellière ved Boulevarderne. Det var et rigt nydelig udstyret Galleri med Malerier for største Delen af den spanske Skole, Murillo, Velasquez, Spagnoleto og Consorter, især tiltalte mig en Madonna af Murillo. Men Marquien har ogsaa skaffet sig andre ægte Sager til at smykke de elegante Salonner. et Kvindeportrait af Correggio f.Ex – en ung Pige et deiligt Maleri af Luini, et Par gode Stykker af Rembrandt, en Raphael, nogle Carlo Dolcer, Titians, Dominichinos, Paul-Veroneser, Rubens: og v. Dycker. To guddommelige Statuer paa fine Postamenter og omhyggeligt indhegnede zire denne Samling – det er en grædende Yngling af Canova og en paa Puder hvilende Nymphe af Thorvaldsen – den eneste Thorvaldsen jeg har seet her. – Marquien, en zirlig, venlig gammel Mand, gik selv omkring og forklarede Tableauerne for nogle høie Herrer og Damer som vare der. Selskabet var idet Hele udsøgt – flere smukke Englænderinder og elegante Parisere-Dandys. I Gaarden holdt deilige Equipager med rigt galonnerede Lakaier. – Hvilke smukke Heste jeg ogsaa saae her! –

– Om Aftenen atter Valentino og atter Beethoven som man her spiller meget godt men langtfra saagodt som man i Conservatoriet under Habenecks Anførsel for skal forstaae at give hans Symphonier. Valentino er en indsigtsfuld Musiker og en fortræffelig Anfører. Der sidder en Normand og en Svensk i hans Orchester og spiller Secondviolin – Normanden er fra Trondhjem, Hr Rogstad en Ole-Bull in spe. – Man spillede C-mol Symphonien dennegang. Den var ikke saa fortryllende som hans store Pastorale men ikke mindre mesterlig for det. Dens Scherzo var gjennemført gjennem deilig – han forstaar at spinde en Melodi ud; han forstaar at finde de deiligste Motiver og han kjender den høieste Maade at bearbeide dem paa. Man kan læse i hans Symphonier som i det klareste, tydeligste, deiligste Digterværk. I den første Afdeling af denne Concert udførtes Boieldieus Ouv. til Califen af Bagdad, endeel lette Sager, en Fløite concert comp. og udf af en Hr Lauret og Ouv. til Webers Oberon, ypperligt spillet – C-mol Symphonien optog hele den sidste Afdeling. – Publikum var noget tyndt men temmelig udsøgt. Man træffer her veritable Musikskjønnere, Folk som forstaae Beethoven i de fineste Nuancer, andægtige Tilhørere som lukke Øinene mens de lytte til og finde de mindste Feilgreb i Executionen. Jeg sad ved Siden af et Par Saadanne; især den Ene talte og handlede som en Maestro; hvem kunde det vel være? –

Torsdagen d 6.te Aug. Père la Chaise ligger ved den østlige Udkant af Paris meget høit og meget deiligt. Den hæver sig terrasseformigt opad og fra dens høieste Punkt har man den kæmpemæssige Stad udbredt for sig. Her er stille og eensomt mellem de skyggende Træer og skjønne Gravminder; her kan man drømme blidt og aande let og frit. Père la Chaise er en deilig Park med afvexlende yndige Partier; Stadens Larm naaer ei herop og Døde have her den bedste Bolig. Gravmonumenterne have de ædleste Former og Taarepile og Cypresser bøie sig over dem. Her hvile mange store Mænd og ædle Kvinder; her indesluttes den hæderlige General Foys Levninger i et deiligt Kapel og Casimir Periers Marmorstatue staaer taus og bydende paa hans eensomt liggende Gravsted. En skjønnere Kirkegaard kan man neppe tænke sig. Det var en lang Fart derhen; vi kjørte i en Omnibus langs Quaierne og standsede paa Bastillepladsen – Det var utaalelig hedt denne Dag og Støvet kvælede vort Aandedræt paa den lange Vandring opad Rue de la Roquette som paa begge Sider er opfyldt af Dødens Sindbilleder; her ere Cypres haver, her bindes Ligkrandse og tømres Ligkister, her forfærdiges Gravminder af Marmor og Granit, her seer man Gravere og barmhjertige Søstre. – Jeg burde vandret alene her, jeg kunde da haft det saa godt; jeg kunde gaaet i mine egne Drømmerier og givet mine Sorger og Længsler Luft. Men jeg havde en Ledsager som jeg i Intet kunde sympathisere med, et Menneske der talede om Mme Jørgensen og Saadant Noget den hele lange Vei indtil Dødens Sindbilleder tvang ham til at tie og da blev han taus og misfornøiet over den dræbende Hede og det meget støv og saa klagede han over sine trætte Been og sin sultne Mave. – Det var Hr Lieutenant Arentz (!). – Vi kjørte tilbage gjennem den gamle tætte krogede Deel af Paris forbi Place Royale som jeg saae for første og sidste Gang og kom endelig efter mange Bautinger og megen Rysten og Pine ud paa Børspladsen. Der skiltes vi ad og Lieutenanten maatte hjem og sove. Jeg fortsatte mine Strabadser med freidigt Mod. Jeg vandrede endnu længe omkring før jeg spiiste hos Brozzi med Krag og tvende franske Damer, som han kjendte og som han havde inviteret til at spise meg sig. Det var en Obersts Enke Mme Morel og hendes Datter en tækkelig, ikke smuk Demoiselle der gav Timer i Fransk og haft de fleste og bedste i Paris værende Normænd til Elever. Hun kjendte meget godt Emma Munchs Heiberg, begge Egebergerne, den for Grisi ulykkelige Kallevig, Jonas Collett og Lars Thalian Backer som hun fandt – trop blond mais – fort aimable, grand courtisan. – Hvor jeg havde det hedt denne Dag; jeg converserede Mama ved Bordet; jeg førte Datteren ved min Arm fra Boulevarderne ned til Palais Royal og holdt ud paa Fransk fra Middag til Midnat. Jeg havde aldrig talt saameget under mit hele Ophold her. Jeg fulgte Krag og hans Damer i Palais-Royal-Theatret hvor vi sad i en Loge og saae nogle meget lystige Vaudeviller og loe os tildøde over Alcide Toussez og Bernard Leon. Imellem de lystige Farcer Kerkaradek, Thomas, Iphigenie spillede man ogsaa et ret interessant Stykke «Bob» der dreier sig om Krudtkonspirationen i 1605 og hvor man lader en Smed fra St Patrick frelse Kongen og Parlamentet og det hele Britannia. Palais Royals Theatre ligger i det ene Hjørne op mod Viviennegaden; man kan ikke mærke noget til Theatret før man er kommen indenfor dets Døre. Det er lidet men rummer dog Flere end vort; det er et lystigt, muntert Theater med ypperlige Akteurer og Aktriser. Achard spiller og synger her og den celebre Mlle Dejazet; – Sainville, A. Toussiez, Lumenil og Bern. Leon. – Men baade Achard og Dejazet og Lumenil og hans Kone ere borte for Øieblikket. — —

Løverdag d. 8.de Hvor det er utaalelig hedt i disse Dage! Man maa søge Skyggen og drikke Limonade med Is den hele Dag. I hele Gaar Formiddag var jeg i Louvres Gallerier for de antike Skulpturer og saae Diana med Hjorten paa samme Piedestal hvor før Apollo fra Belvedere thronede. Apollo maatte i 1814 atter vandre tilbage til Florentz og har ganske nylig haft det Uheld næsten at blive knust ved Nedflytningen af Tableauet Carl d 5te Kroning. Man tvivler endogsaa om ganske at kunne restaurere den. «Diana med Hjorten» hører ogsaa til Alderdommens skjønneste efterladte Kunstværker. Statuen er omgivet med et smukt Gitter, med sorte Sphinxer og hviler paa en Piedestal omgivet af et Gulv af det deiligste Mosaikarbeide. Her seer man ogsaa den fægtende Gladiator, Silén med en ung Faun, en herlig Hermaphrodit, en Jason, en Venus fra Milo, en Centaur med en Cupido paa Ryggen, en kolossal Melpomene ogsaa thronende paa Mosaikpostament. Og saaledes kunde jeg fremdeles regne op – Det er ikke alene Statuerne som her ere mærkværdige; det er deres Omgivelser, selve Gallerierne, deres Lofte, Vægge, Gulve. – – Arentz har ogsaa været her – men han finder slet ikke disse Statuer «pene», fordi de er saa skidne. Og fra hans Standpunkt kan det være en meget fiin Bemærkning. –

Vi vare fem Normænd idag samlede paa en Vandring til Gobelinsfabriken som ligger yderst i den sydlige Deel af Staden. Vi bleve førte gjennem alle Værkstederne og saae den langsomme Proces som maa føres forinden den kostelige Væv er fuldendt. Jeg havde allerede i St Cloud seet Gobelinsstykker; her vare ogsaa flere meget Udmærkede opstillede, saal en Copi af v Steubens Peter Zcar, Lebruns Alexander og Darius’s Familie, Louis Phs Portrait o.s.v.

— Jeg hører i denne Tid næsten intet Andet end Conserter. – Jeg har allerede omtalt to store Symphonier; iaften hørte jeg den tredie, Mozarts G-m Symphonie, ogsaa hos Valentino. Det var reen klassisk Musik og Udførelsen frydede mine Øren. – Igaar var jeg ogsaa paa Concert, en høist besynderlig Concert hvor jeg gjorde en Musikers Bekjendtskab, der ved sine bizarre høitflyvende, vilde Compositioner har skaffet sig ligesaamange heftige Modstandere som enthusiastiske Beundrere. Det er Hector Berlioz som jeg taler om, han gav i Viviennesalen til forhøiede Priser – med et Orchester paa 130 og et Harmoniorchester paa 120 Instrumentister en stor Concert hvor han udførte lutter Sager af egen Composition; Digtninger i det Store, hvor det Skjønne var blandet med det aller Bizarreste, hvor Tankerne ofte vare paa altfor vild Flugt, hvor Øret ofte havde ondt for at fatte og taale de lange Rækker af voldsomme og kunstige Gjennemgange og Overgange og kombinerede Disharmonier – hvori det grandiose Orchester bevægede sig; men hvor – uagtet alt det – Geniet fremlyste af hver Sats og førte et Sprog, et ‹…› underligt, og sublimt Sprog – og selv i sine Vildfarelser høist interessant Sprog. – Concerten aabnedes med Ouverturen af den paa Operaen faldne «Benvenuto Cellini». Jeg kunde ikke fatte denne Ouverture; jeg forstod ikke dette Sprog. Derimod syntes mig Pillegrimmenes Marsch i den forunderlige Composition «Harold» mig ubeskrivelig deilig. Det var høitsvævende Tanker og himmelske Akkorder. – Serenaden paa Bjerget klang ogsaa saa sødt og bævende at jeg selv stod og zittrede af en forunderlig Lyst. Den første Afdeling af dette romantiske Tonedigt var mig derimod reent ufatteligt. Harold har deilige Enkeltheder men det synes ikke at være et gjennemtænkt, gjennemarbeidet Heelt; det er et oprørt Hav men intet klart Vand som man kan gjennemskue indtil Bunden; og derfor kan ikke Berlioz ligne Beethoven. – Saa kom et Fragment af hans «Symphonie fantastique» med de samme Mangler og de samme Fortrin; men det var et Fragment uden Begyndelse og uden Ende. Det var derfor umuligt at skjønne hvad det egentlig vilde sige. «le Bal» hedte den ene Parti – «le Marche au supplice» det andet. Der var Malm i denne Marschs dybe Tonen og Instrumentationen var behandlet med en høi Grad af kunstnerisk Dristighed; der var en stor Talisman i denne underlige Musik som ofte drog mig til sig mod min Villie; thi jeg vil nødig erkjende det jeg ikke heelt forstaaer. Berlioz er en Romantiker i Musiken som Victor Hugo i Literaturen; men den Sidste er mere luttret gjennem Tiden; hos Berlioz er endnu alt Begeistring og vild Flugt. – Harmoniorchestret udførte den store «Symphonie funèbre» som jeg ikke kunde høre paa Bastillepladsen men som her udøvede den allerstørste Virkning. Her talte Berlioz Begeistringens reneste Sprog. Alt klart og forstaaeligt, Alt storartet og opløftende. Det var en Musik for de faldne Heltes Forherligelse og det var en sværmende, varmt følende Patriot der havde componeret den. Enthusiasmen som denne Symphonie fremkaldte var ubeskrivelig. Man skreg i vild Begeistring; et eneste Vink og man havde gjort en Revolution under denne Musik. Det var især «Apotheosens» sublime, overordentlige Melodi der fremkaldte denne rasende, ægte franske Begeistring; den rige, fulde, henrivende Harmoni triumpherede her – midt i Larmen af Trommehvirvlen og Kanontordnen. Det var den rene Inspirations Udtryk og man kunde lade sig skyde ihjel under en saadan «Apotheose». – Berlioz anførte selv sit uhyre Orchester, hans Taktslag var ufeilbart og hans fyrige Øine allestedsnærværende. Det var en vild, ung Mand med et aandrigt Udtryk og flyvende, ravnsorte vildtflagrende ravnsorte Lokker. Publ. var stort og temmelig udsøgt; men ikke Tyvendeparten af det forstod Berlioz uden i Funebren; men der taler han ogsaa et Sprog som kunde opvække Døde og sætte Elementerne i Bevægelse og saadant et Sprog er man nødt til at forstaae. Jeg havde en lidenskabelig ung Mand bag mig, som lod til at være B.s store Adorateur og var fra Først til Sidst i Extase. Selv var jeg forunderligt stemt; jeg havde hørt Ting som jeg ikke kunde fatte og det ærgrede mig; jeg vil gjerne troe det var min Feil men jeg havde stor Lyst til at sige at det var Berlioz’s. – Jeg kunde være henrykt over Steder i hans Symphonie, men saa blev han mig atter saa vildtflyvende og ufattelig at jeg kunde faae til Hensigt at springe op i Orchestret og spørge Manden om han var afsindig. Funebren udøvede paa mig samme Virkning som paa Alle – den rev mig aldeles med sig; ogsaa jeg kunde gaaet i Ilden under slig Musik! – – – – –

Søndag d. 9 August Idag have atter de fem Normænd været samlede – om Formiddagen i Louvres Gallerier, til Middag hos Richard i Rue Vivienne, til Café i Gymnase og om Aftenen i Tivolis skyggefulde Gange. Hvor jeg beklager disse korte Besøg i Billedgallerierne; man kunde gaae Maaneder her før man fik seet og nydt alt det Fortræffelige som her er opstillet. Man vandrer saalænge mellem de franske og flamske Malerier at Øiet bliver mat og Foden træt inden man naaer ned til Italienerne – og dog maa man see Raphaelshovedet, Titians Elskede, den hellige Familie og Murillos Madonna før man kan gaae sin Vei og paa Tilbagetoget maa man endnu kaste et Blik paa Rembrandts og van Dycks Portraiter, Berghems og Ruysdals Landskaber, paa Greuzes «crûche cassée» paa de to Robertske Mesterstykker, paa Paul Veroneses Bryllup i Cana og paa Gros’s Napoleon ved Eylau. – Aftenen i Tivoli hørte til mine deiligste i Paris. Man følte her en frisk Luftning fra Landet og Maanen skinnede klart og venligt mellem Træernes tætte Kroner. – I Parken vandrede en munter Folkemasse; man dandsede paa fri Plads til Orchestrets livlige Quadriller, man skjød med Pistol og Bue, holdt Styrkeprøver, kjørte Caroussel og paa Rutschebane, hørte paa Bugtalerens Bonmots og saae paa Manden der gik i Ilden uden at brændes. Borgerlige Familier spadserede omkring og leirede sig paa det friske Grønsvær, Herrer friserede a la Beduine svajede om med deres Maitresser og Etudianterne med de lystige Grisetter; her saaes ogsaa en og anden Fashionabel, hist en Lion, her en Dandy, her vankede ogsaa en og anden Dame fra Gaden, trist og forstemt, thi hun var ikke paa sin rette Tumleplads. Der herskede en meget anstændig Tone i Tivoli og Cancanen var udelukket fra dens Enemærker; her var uskrømtet Glæde og Munterhed og Liv – alt inden tilbørlige Skranker. Man forstaaer godt at nyde Livet her – uden voldsom Commers og Punsch og Brændeviinssviir. Seent paa Aftenen afbrændte et Lidet, ret smukt arrangeret Lystfyrværkeri og vi vandrede i den bedste Stemning kl 11 om Aftenen hjemad hver til vort. Det var en lang Vandring; thi Tivoli ligger heelt oppe mod Clichybarrièren. Skade at dets Existents snart er tilende; til Høsten skal dette skjønne Anlæg destrueres og formodentlig udstykkes til Byggetomter. Derfor vil Pariserne nu benytte Leiligheden naar den er der. Hver anden Dag næsten foregaaer der noget i Tivoli, – Spil og Dands og Spektakler; – paa Løverdag skal der være en grande fête; det er den 15de August, Assomptionsdagen. —

d. 10.de Aug. Det var idag at Operaen skulde vise os sin nye Dragt; men desværre – Dragten er ikke færdig og Hr. Leon Pillet har forlangt en Uges Opsættelse. Kommer nu atter Mandag og atter Forlangendet af en Uges Taalmodighed, saa brister min; saa maa jeg bort – bort fra den hele Herlighed, den skinnende Dragt og Duprezs admirable Toner. Jeg søgte Lindring for den brændende Hede ved at kaste mig ud i det store Svømmebassine ved Pont-neuf; Bassinet var meget prægtigt og Pariserne gjorde ogsaa her mange fornøielige Kunster; men Vandet var skident og modbydeligt og Heden var ligesaa trykkende da jeg atter gik tilbage over Broen. – Om Aftenen besøgte jeg atter mine Venner Valentino og Louis van Beethoven. Det var atter Pastoralsymphonien og jeg var oppe i den øverste Himmel og udkaarede den store Mand til min første Helgen. Hans Harmonier tøede mig ganske op og jeg græd og hulkede af Henrykkelse. —

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1840

Halfdan Kjerulfs dagbøker gir et unikt innsyn i Kjerulfs liv og Norges musikkliv og kulturhistorie. Dagboka fra 1840 er den andre dagboka vi kjenner til. Den er fra sommeren 1840, da Kjerulf var i Paris. Oppholdet ga Kjerulf nye krefter og betød mye for hans musikalske utvikling. Han gikk på konserter, operaer, teater og besøkte gallerier, noe han skriver utførlig og mye om i dagboka.

Nasjonalbiblioteket ønsker å utgi Halfdan Kjerulfs dagbøker og reisejournaler i sin helhet. Det er bevart 19 dagbøker og 3 reisejournaler. Dagbok 1840 er den andre utgivelsen i Kjerulf-serien.

NB kilder 5:2
ISBN: 978-82-7965-246-5 (digital utgave, bokselskap.no),
978-82-7965-247-2 (epub), 978-82-7965-248-9 (mobi)

Les mer..

Om Halfdan Kjerulf

Halfdan Kjerulf var den første store, norske komponisten, men også den første norske komponisten av internasjonalt format. Ved siden av komponeringen virket han som dirigent, klaverlærer, redaktør, journalist og musikk-kritiker i Christiania. Hans virksomhet som journalist, flittig brevskriver og dagbokforfatter gir innblikk i hans liv og samtid.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.