Juni

2. Valgloven antaget i Paris. – Preussens Rustninger for at byde den østerr. Politik Spidsen. De sachsiske Kamre pluds. opløste. – Slagsmaal i Leipzig mel Soldater og Civilister. – «Reibeisens» Vise om Mordattentatet paa Kongen af Preussen! – «Grenzboten». – Danmarks Rustninger. – Aften i Milchgarten.

3. Første Time hos Musikdirectør Richter i Contrapunkt. (2 ^st Sats. for Sopr og Alt.) 2 Timer om Ugen a 20 ng.

5. Mozarts Don Juan opføres i Theatret med Frl Buck (fhv. Elev af Conserv.^t) som Elvira, «andet Forsøg i et større Parti», som det hedder paa Plakaten. Men Frl B. er endnu saa grøn i alle Hens. at jeg heller vil vente til en senere Gang. Desuden haabede jeg paa Gundy som Anna, men Mayer sang dette Parti. Günther-Bachmann er Zerlina og det maa da være det Bedste. Leporello Bost er dog ingen Størrelse; Don Juan selv gives af en Giæst fra Bremertheatret. – Vi foretrække da (Normann, Lindh. og jeg) at spadsere til Schönfeld i den deilige Aften. Udad Hintergasse, forbi Schützenhaus; den pragtfulde, med elegante Bygninger og smukke Haveanlæg rigt udstyrede Marienstrasse. – Varm Solnedgang – gj. Kornmarkerne til Kneipen i Schönfeld. – Normanns unødige Angst for at Schumann ei skulde synes om hans Compositioner, neml fis moll Klaverst. – Bargiel giør ogsaa Lykke med sine, af hv. Clara S. allerede indøver det i a moll. Kolb og hans Auberianismus. – Kolbs smukke Ouverture. – Fra Leiebibl: Carl Blums tydske Bearbeidelse af Fetis: La musique mise a la portée de tout le monde (Die Musik. Handbuch für Freunde u. Liebhaber dieser Kunst.) En ret god, kort sammenfattet og med fuldstændig Sagkunskab skrevet Bog forneml for Dilettanter; har imidl form. sine flere historiske Oplysninger og kritiske Bemærkninger ogsaa Værd for Musikere af Fag. – 1^ste Afd, den egent Lærebygning, er for kort og overfladisk. Men allerede 2.^den indeh. gode Ting om Composition og Componister. 3.^die om Udførelsen. 4.^e Mere Æsthetisk. – Forf. holder sig især til de franske musik. Tilstande, hvortil Overs. knytter tydske Anmærkninger, den nyeste Skole omhandles ei da Bogen er udk. i 1830 (Berlin. Schlesinger).

7. Gade ankommet.

8. Morgenständchen bragt Schumann paa hans Fødselssdag af Paulinerforeningen. – Fiorentinis Portrait i Modenzeitung, stygt og altsaa uden Lighed. Hun er egentl en Spanierinde, gift med en engelsk Captaine (?) hvis forknytte Const. har foraarsaget at hun er gaaet til Theatret. Hun debuterede i Berlin i Norma.

9. Med Bargiel, Normann og Lindholt spads. til Ehrenberg – et Par Timers Vandring. – Dands dèr – smukt Skovparti. – Derfra til Lindenau hvor Aftensmaaltidet indtoges. —

10. Besøg af Gade om Formiddagen. Han bliver her en 14 Dagers Tid; gaar saa til Wien; senere over München til Rhinen og maaske til Paris. Han tager da desværre tilbage til Kjøbenhavn og kommer ikke her til Vinteren. (G. er en Ultra-Antiprophet. – Erslew har giftet sig – I Danmark er Alt forberedt til atter at begynde Krigen med Slesvigholsteinerne.)

11. – Hvad Hr. Göcke fortalte om Kenter. – Hos Klemm: Claveerudt. af Mendelssohns Athalia og Körners og Ritters Orgelfreund (Udv. af ældre og nyere Orgelcomponister), Erfurth bei Körner. Subscr pr. 1 Rth pr Bd.

12. Brev hjemmefra af 8.^de Fra Moder, Axel, Lina, Gude og Betsy Anker (Th. reist til Island d 7.^de Mai) Vexel paa Frege: 150 Rthl. – – Weils Kaffeegarten og de ugeneerte Theaterdamer. – Aften i Gohlis.

13. Hos Gade (Bargiel. Normann. Papperitz. Russeren fra Riga). – Jean Pauls Titan.

14. Begyndt 3 ^stemmig Sats hos Richter.

15. Overraskende Besøg af Georg Sibbern og hans Søster Wilhelmine. Vort Sammentræf varede en Time; de kom fra Dresden og foer Kl. 12 afsted til Magdeburg, Hamburg og Travemünde – – Kl. 1 ½ i Thomaskirken: Motette for Mandschor af M. Hauptmann og d. 22. Psalm af Mendelssohn.

16. I Thomask. Offertorium af Cherubini (meget smukt). – Gade trakterer med en høist comfortabel Diner i Hotel Blumenberg – og Hochheimer ovenikjøbet. – (Kolbs Sværmeri for Gundy!)

17. Et Glimt af Robert Schumann paa Gaden. – Med Becker, N. og B. i Tonkünstlerverein (Nagels Garten) Clarinetconcert af Edwin Iwan Müller – Qvartett for 2 Clarinetter, Horn og Fagot. (!) – Englænderen Hr. Braham synger med vældig Bass Leporellos Arie i D og Basilios store Calumnia af Barberen.

19. Brev fra Grevinde H. W. J. – Skrevet til Gude (og Moder) – Aften i Eutritsch^s Gosenschenke. —

21. Laant «Albrechtsberger» af Richter. – (Spohr ankommen.) – Kolbs Lieder og Guths «Schimpfen». – [Physiognomi af det mørke Tobaksværelse i Döderleins Caffé: – Bargiel og jeg ved Dominoen. – Lindholt med «Signale.» – Guths schlechte Witze og Kolbs Enthusiasme – Normann sedv. i en mild Slummer. – Den evige Hr. Doktor Reuter; Sangeren Hertsch med «der rothe Becker».] I Theatret Martha for anden Gang. Hvad man end kan tale om lette Varer, Auberianisme, Øresmigreri, Galopmusik og Platituder saa skal man dog have ondt ved at nægte at en Musik som denne i Martha i sin Heelhed høres med Fornøielse, stemmer En munter og glad om end det Indtryk den efterlader just ei varer saa forskrækkelig længe. Megen Aand og Poesi er g‹…›k vel ei at finde, men Kvikhed, fortrinlig Iagttagelse af de dramatiske Effekter, smukke, flydende Melodier og ofte træffende Charakteristik. Texten er morsom, man kjeder sig ikke et Øieblik og faar da ei regne det saa nøie om der komme endeel Abgeschmacktheder fore som Modesmagen kræver som Offer. Instrumentationen høres høist geschickt og routineret; i Fortesatserne dog – paa fransk og ital: Viis – formegen Larm; man kunde meget for en stor Deel udelade Basunerne, Trommen, Pauken og Trianglen. Qvartetten i 1^ste Akts Finale er allerkjærest; ligesaa Spindescenen. Nu – vil man ret søge skal man finde mange smukke Detailler – det lønner sig bedre at opsøge Skjønhederne end tale vigtigt om Feilene, Trivialiteterne og hvor mange Motiver eller Gange der ere stjaalne. I gode musikalske Tydskere, gaar hen og skriver en Opera der er lige saa lidet langweilig som denne! Det er ingen Skam at være en talentfuld Auberianer. Det er langt at foretrække for dette Schumanns-Efteraberi hvor notabene alt er der undtagen den Schumannske Geist. – Istedetfor den «skjønne Blondine» Schwarzbach havde den hærlige magre sorthaarede Mayer dennegang Marthas Parti. Og dette var en stor Gevinst. Hun er en fortræffelig Coloratursangerinde; er meget musikalsk sikker og har Forstand for det dramatiske Udtryk – disse Fortrin kunne da for en god Deel bøde paa den uskjønne Ansats af de høiere Toner; de fæle Grimasser overhovedet under Sangen, den evige Zischen; det magre i Foredraget. En Fiorientini med Mayers Musiksans og Technik; det var en Martha!! Widemann som Lionel var ogsaa ulige bedre end Hr Hirsch. Bost og den intet mindre end «spröde» Günther-Bachmann vare ogsaa dennegang fortræffelige. (Guth og Kolb om Aftenen efter The hos Hesse fantasere vel stærkt paa Gr. af det stærke Øl)

22. Hiller og Reinecke ogsaa ankomne ianl. af Schumanns Opera. – I Thmaskirken: Motette af Spohr og Salve Regina af Hauptmann.

23. En hed Sommerdag med den mildeste, deiligste Aften med Taageslør og Maaneskin. Om Aftenen i Lindenau.

24. Hos Gade om Morgenen. Han har hos Schleinitz skaffet mig Adgang engang for Alle til Conserv^ts Aftenunderholdninger. – Gade om Schumann, hans senere Virksomhed og især om hans Opera. (Rietz’ Fordømmelsesdom sans phrase over den. Skarp Brevvexl. mel R. og S.) Spændt og polemisk Forhold mellem Schumanianerne og Mendelssohnianerne el bedre Ikke-Schumanianerne. Gade personlig en god Ven af S. og en Beundrer af hans tidligere Værker, er nu ingen Schumanianer. Midsommerdagen kunde ikke feires bedre. Ianl af Spohrs Nærværelse havde man foranstaltet en Privat-Concert i Gewandhaussalen hvortil ingen Billetter uddeeltes men kun Indbudne og Musikere havde Adgang. Gades Navn var mit Løsen og jeg kom ind uden Modsigelse. I Salen var et udvalgt Publikum. Spohrs Kæmpeskikkelse ragede høit over alle. Han er 67 Aar og bar en blond Paryk. Hans Figur er imponerende; hans Træk stærke og markerede, dog med et Udtryk af ^den Mildhed der gaar gj. hans Musik. Han sad hos sin Ven Hauptmann og dennes Kone, og smaa søde Børn. Forinden Concerten begyndte bevægede Robert Schumann sig urolig om, stedse med Lorgnetten for Øiet. Han er temmelig stærkbygget og velnæret, har et underligt Ansigt glat, rundt, men aandrigt. Clara sad med sin Moder Fru Bargiel i Nærheden af Orchestret. Fru Schumann er mager og seer nervøs afficeret ud, men hendes Ydre er dog høist interessant. En smuk, klog Profil, sydlandsk Udtryk og Hudfarve, sort Haar; Øiet udtryksfuldt; den hele Person kvindelig og graciøs. Moderen er ^en prægtig kraftig Person og man kjender hende strax som Claras Moder. De sad hos Preussers. Forresten fandtes alt hvad Leipzig ^{i denne Tid} af musik: Notabil. har at opvise. (Rietz var dog fraværende; Hiller ogsaa, som netop var med Bendemann reist til Dresden). Den gamle musikalske «Lord» Moscheles med sin tækkelige Frue; min Ven Gade med sit opvakte, sunde, runde, milde Ansigt med det lange Haar og ^den mozartske Profil. Reinecke var ogsaa tilstede men jeg kjendte ham ei. Bierwirth; Ehlert ofl. fremmede Musikere. En Skare Conservatorister, Herrer og Damer. Flere smukke Ansigter vare at see; bl. Andre Kistners Søster og Skuespillerinden Schäfer. Liszt ventedes men – forgjæves. – Clara Schumann spillede Schumanns a moll Claveerconcert og Schumann dirigerede. Det er unødigt at sige at hun spillede ypperligt; det var noget som maatte være saa. Men her havde man ikke blot med Virtuosinden at giøre; Hovedsagen var dog Concertstykket selv der rigtignok frapperede ved sin Rigdom paa nye og høist interess. Combinationer. Det er mere en Orchestersinfoni med Akk. af Piano end omvendt. Cl. Sch. spiller med en Kraft og med et Udtryk der synlig angriber hende selv. Hendes Holdning er for ondulerende; jeg maatte tænke paa M. G. – Derefter kom Altmeister Spohr med tre Salonstykker for Violin med Akk af Pfte (Breunung). Den vældige Kolos spillede saa mildt og blødt og reent. Piecerne selv vare ubetydelige og Interessen var egentl kun den at han selv foredrog dem. Havde man hørt med tilbundne Øine og uden at vide at Spohr var der, havde man maaske kjedet sig. Undertiden maa man see paa Etiketten at det virkelig er gammel Viin man drikker. Det gjør utroligt at man veed det. Men Spohr skulde vise sig i en virkelig Storhed, da til Slut. Spohrs nye Sinfoni (No. 8 el 9?) «Die Jahreszeiten» blev udført. 1. Intr og All^o (a moll?) Vinteren. 2. Efter en Generalpause: Foraaret All^tto grazioso (med Imitation af Naturlyd og Fuglesang i Mængde; og friske Reminisc af Die Weihe der Töne) 3. Adagio el Andante tranquillo e sostenuto: Sommeren schwüle Ruhe; forbigaaende Tordenbyger. 4. – Høsten. Sinfonie a la Chasse; med Afbenyttelse af den bekj Rheinlied Bekränzt mit Laub. Især disse to sidste Dele behagede mig overordentlig; der var endnu Ungdom i denne Musik; og hvor mesterligt klart og prægtigt alt var giort; hvilken moden Instrumentation. 2^den Deel klang mig svagest. Die Weihe der Töne bliver dog vel et rigere og større Arbeide, men man maa ogsaa betænke at Manden snart er sine syvti Aar. – Det var en prægtig, ikke let forglemmelig Aften. Og saa holdt vi vort Maaltid i Maaneskin i Prickerts Garten (am Schützenhause).

25. Første Opførelse af Schumanns Opera «Genoveva». Texten har Comp. selv arrangeret efter Tieck og Hebbel; men denne Text som her er kommet for Dagen forekommer mig at være en temmelig uheldig Bearbeidelse. idetm. ganske anderledes indrettet end de Librettoer man hidtil har anseet som de bedste for den dramatiske Composition. Den er uhyre udtværet og de bedste musikalske Momenter gaa som hele Resten op i en evindelig Deklameren; den Ene snakker efter den Anden og kun saare sjeldent bringes et Ensemble for Dagen hvor det musikalske Element ret kunde raade. Det Langweilige i Bogen bliver desværre endnu langweiligere naar Musiken kommer til. Denne er alt andet end Sang. Det er en uafladelig nu og da ved Chor afbrudt sucsessif deklamatorisk-musikalsk Optræden af de handlende Personer, der under dette saare liden Individualitet faae, men blot danne et trættende monotont Modparti til den instrumentale Mangfoldighed der hersker i Orchestret. Ordet betones i den musikalske Phrase og indvæves i Instrumentationens kunstige, vistnok ofte beundringsværdige men dog lidet operamæssige Combinationer; men Charaktererne blive ei som sig hør og bør til musikalske Charakterer hvis lyriske Liv og dramatiske Virksomhed i Sangen kommer tilsyne. Skal dette være et Forsøg til en Reform af Operaen, da beklager jeg dennes Skjæbne. Saa tænkte Mozart sig den ikke, og heller ikke nogen af hans store Efterfølgere. Ikke engang Beethoven der her nærmest maatte komme i Sammenligning, har paa denne Viis tænkt sig en dramatisk Musik. Paa mig giorde denne første Opf. et saa nedslaaende Indtryk at jeg knapt har Mod til at forsøge om jeg i en følgende vil kunne faa et bedre. Jeg mener at det der her mangler ikke er noget der kan faaes ved at høre Tingen oftere. Rietz har ytret i en Skriftvexling med Comp: «Mir gefällt keine Note in der Oper» og Gades Mening var at det hele Værk var et kolossalt Misgreb – og jeg for min Part har sandelig ikke faaet nogen bedre Idee om det. Hvorl kan en Geist som Schumanns saaledes fare vild? Hans «Peri» skal ei i fjerneste Maade ligne denne Musik. Hvad der i Operaen i reen musikalsk Hens. kan være dygtigt, prægtigt, nyt, sindrigt, mesterligt fortaber sig dog i et Intet ligeoverfor den gjennemgribende Mangel paa dramatisk Interesse. Disse Figurer deklamere den hele Tid, hvo gribes af hvad de deklamere; hvo kan her interessere sig for Genovevas og Golos Kvaler, for Siegfrieds Helteskikkelse og for Hexens Hexestykker. I det høieste bliver Hexen den Eneste der interesserer. Hun synger dog nu og da og med Liv og Charas^kteristik. Hvad de Andre synge gaar for mig i et evindeligt Einerlei, «es düselt immer auf der namlichen Weise fort». Var det endda ^{nok saa} barskt, men med Fyr og Flamme! Nei, det dræber sig selv med sin egen Kedsommelighed. Udførelsen var temmelig haltende; men, selv nok saa udmærket, vilde den kunne gribe? Ikke et eneste Ensemblestykke, ingen virkelig Finale; ja selv Arier og Duetter bliver til monotone Deklamationer. Hvad staar saa tilbage: En prægtig Ouverture; et Par Chor, en Lied – og en heel Deel Finesser i Instrumentationen der kunne fængsle den ret Indviede naar han gaar til Genoveva kun for at faa Sligt at høre. Men jeg mener man til en dramatisk Musik medrette kan giøre heelt andre Fordringer. – Operaen giorde Lykke – succès d’estime! Publ. bestod af næsten lutter Musikere; Flere af dem vare komne langtfra for at høre S.^s Musik. Der sad Liszt med sit prægtige, geistfulde men udmagrede Ansigt; der var Gade og den tykke, brede Hiller; man vil ogsaa vide at Marschner og Henselt vare der, hvad dog ei er vist. At alt hvad Leipzig har af Musikere var tilstede siger sig selv. Rietz dog ikke. – Efter Forest. var Schuman samlet med Liszt, Gade, Hiller ofl. og der bragtes Toaster og S. blev sagtens svært feteret. Den store Masse af (forstandige og uforstandige) Schumanianere ville sagtens i det længste holde Værket oppe. Men hvad siger den Upartiske, og hvad synes Publikum?? Jeg spurgte den gjennem mus:-begavede Normann hvad han syntes – og han var saa omtrent af min Mening. Modstanden vil blive stor da den er saa naturlig. Der vil da blive en Strid pro vs contra. Men et stort Spørgsmaal bliver det om Schumann gj. denne Meningsvexel vil vinde en klarere Insdigt i hvad der udfordres for at giøre dramatisk Musik; og i, at det der her udfordres, er noget ganske andet end til Sinfonier og Oratorier. S. har glemt at Sangen her er Hovedsagen, og den Sang som idet den betegner hver Enkelts dramatiske Standpunkt og Samtliges Ihinandengriben af Mængden kan nydes og forstaaes som Textens musikalske Liv, det der udfylder hvad Ordet ikke heelt kan sige. I S.^s Opera trykker Musiken det end dybere ned som allerede i Bogen er besværligt og trykkende nok. Det er nu mine Tanker. – – Ouvert. er et Musikstykke med Aand og Kraft (a moll og C dur –) uafhængig Sinfoni-Ouverture. Operaen har fire Akter. I den første drager Siegfrid i Krigen og overlader sin Hustru til Golo der strax ved Hexens Hjælp søger at bemægtige sig Genoveva for sig selv. I 2^den bruger han den uskyldige Drago som Midlet til at styrte hende. I 3^die faar den fraværende Sigfrid af Golo selv Underretning om Genovevas Utroskab og seer ydermere Detaillerne i Margretes Tryllespeil. I 4.^de føres Genoveva sin Undergang imøde men reddes i den høieste Tid saa at alt kan ende i Fryd og Gammen. Og saa kommer som unødigt Appendix den kedelige Bisp og fører de længe Adskildte paany sammen. (Siegfried, Bariton Hr Brassin. Genoveva, Sopr M^lle Mayer. Margrete, Sop: Madame Günther Bachmann. Golo, Tenor Hr Widemann. Drago, Bass Hr Salomon. mfl.)

26. Til iaften er ansat til Opf. i Theatret Kannegiessers tydske Bearb. af Søstrene paa Kinnekulle kaldet «Die Goldspinnerinnen». Saloman har comp. Musiken. Frl Schäfer har Ulrikas Parti og Günther-Bachmann hendes Søsters. –

30. «Grundzüge zur Geschichte der Musik.» Als Leitfaden für den Cursus über Geschichte der Musik am Conservatorium zu Leipzig, 1848. – (Kort Compendium) – Bladene om «Schumanns Oper». Man vover ei at dadle og taler saal om et Mesterværk hvis Skjønheder først kan fattes ved oftere Høren. Hr. Brendel vil kanske ogsaa komme til at tale om en ny Epoche for Operaen dateret fra 25^d Juni 1850. (!) – «Tageblatt» har dog vovet lidt, men saa forsigtigt, saa yderst forsigtigt. – – Politik. Dotationen for Præsid: Bonaparte bevilget med svag Majoritet – Changarniers Optræden reddede Ministeriet. – Det slesvigske Spørgsmaal sin Afgiørelse nær (?!). – d 19^e Juni Formælingsfest i Stockholm (Kronprindsen med Prindsesse Luise af Holland). – Hos Frøken Sommerfelt: Reichels Garten (Kolonnadehuset). Hun bliver her, Vinteren over, for at uddanne sig i Sang hos Hr Boehme. Musikalske Nyheder omtalte i Bladene. Scribes og Halevys Opera «Stormen» efter Shakespeare. Ouv. af Schumanns Oper udk. 4^h og 2^h hos Peters. – «Consolations» og Illustrations de Prophete nyeste Klaveercomp. af Liszt.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.