November

2. For første Gang hos Hr v Sahr med Norman. Sahr viser mig Geibelske Digte mens Norman componerer en Lied af Eichendorf. Sahr lod os dennegang ei høre noget. Han er bekjendt som Conservatoriets frugtbareste Liedercomponist. Han er et Menneske med Talent og mangesidig Dannelse og hans Omgang er saal ulige interessantere end flere af de øvrige unge Musikeres med hvem jeg her er bekjendt (Ex. Friedenthal, Fiedler, Papperitz, Bremer, Nicolai, Becker, Horn.) – Hornstein derimod er dog en prægtig lille Person. –

3. En mild Solskinsdag, hvor man kunde have Vinduerne aabne og faa Varme fra Solen. – Igaar og idag arbeidet paa en Lied «Waldabendlust» i As dur.^x _{x(«Sehr schön» sagde Norman.)} Jeg vidste nok hvorledes jeg vilde have den naar jeg blot kunde udføre det altsammen! Jeg fortaber mig evindelig i Detailler og tør ei lade rask staa til.
– Bairere og Østerigere ere virkelig indmarscherede i Hessen. Og Preussen da! Preussen finder sig deri og hjælper selv til! Radowitz som havde andre Tanker og bedre Mod (?) og Fædrelandskjærlighed er udtraadt af Ministeriet. Arme Tydskland!! –

4. Hos Klemm Betalt 4 Th. for 2 Q.^v fra 10 Mai til 10^d Novb. – S. Bachs Wohltemp. Clavier 1^ste Hefte. ^xSchwanengesang I v. Schubert ^xmk især Lieden «Aufenthalt» i E moll & Frühlingssehnsucht (B-dur). Ossianslieder Nachlass N^o 4. Mendelssohns Dødsdag og i den Anl. eg Musikfest i Conservatoriet. De Fleste af Eleverne havde Plads paa Estraden som Deeltagende i Udførelsen. Et Antal Tilhørere var tilstede, fornemmelig Musikere og Bekjendte af den Afdøde. Her saaes Cons.^s Lærere (Rietz dog ikke) med Familie; Preusser, Fru Frege, Frl Graumann, Dr. Seeburg &c. Først opførtes en gammel Motette af Gallus. med udelukkende Treklanger, som nu og da giorde en ganske frappant Virkning. Texten var latinsk: «Ecce quo modo moritur justus.» – Musiken for blandet Chor uden Akk. Schleinitz dirigerede. – Saa kom Mendelssohns fortræffelige Es dur Strygekvartett hvis vidunderlige Scherzo (C moll) gaves da Capo. Udf. klang noget ureen og afrevet og manglede ret fiint Sammenspil. Scherzoen gik bedst. Qv^tt havde som sædv. 4 Satser. Udf. af Dreyschock, David, Hermann og Grützmacher. Derpaa udf Choret under Schleinitzs Direktion Mendelssohns «Der 22.^te Psalm», hvis ædle opløftende Stil ganske henrev mig. Tenorsoloen begynder i E-moll og Choret svarer; senere komme 2 og 4 Solostemmer, alt med paafølgende Indsats af Choret. Texten: «Mein Gott, mein Gott, warum hast du mich verlassen» er mægtigt gribende, simpelt og storartet giengivet i Toner. Tol Psalmen er blot for Sang, uden Akk. – Til Slutning Mendelssohns Claveertrio i C moll. udf. af Prof. Moscheles, David og Grützmacher. Den gamle Moscheles spiller nobelt og udtryksfuldt, men Flügelet dæmpede slet. Professoren giør mange Historier førend han kommer til at spille. Bytter Stole og har hundrede Anstalter fore. Det er saa hans Vane og det er ogsaa Tilfældet at man ikke generer sig men ganske gemytligt leer til disse Pudseerligheder. Fruen lo med. Trioen er smuk og har ogsaa en «Elfen-Scherzo,» men den i Qvartetten vinder dog Prisen. –

5. Hos Richter med mine to Lieder. Den i As roste han og fandt alt «sehr schön gemacht, gar nichts auszusetzen,» det skulde da være i Formen, at Slutningen stod noget for separeret, men jeg mente at Texten kunde forklare det. Den andre Lied i D syntes han, som jeg kunde vide, mindre om. Slutningen var smuk, Begyndelsen behagede ham mindre. Arbeidet var godt og kun paa een Takt havde han Bemærkninger at giøre over en mindre heldig Harmonisation. –

6. Overværet Prøven i Gewandhaussalen (Billet af Kistner). Programmet er dennegang extraordinært ianl af Mendelssohns Dødsdag. Requiem og Dies iræ af Cherubinis C moll Requiem. 1^ste Deel af Mendelssohns Elias. Mozarts G moll Sinfoni.
– Normans Opus 1. 2 Charakterstücke f. d. Pfte. 1. Fis moll. 2. B dur (Sontagsritt) færdig fra Pressen hos Kistner.
– I Theatret Beethovens Fidelio. Hvilken simpel, skjøn, sangfuld, udtryksfuld dramatisk Musik, uden Effektjageri, uden geniale Excentriciteter! Skulde man virkelig tro at den gigantiske Beethoven kunde stemme sig saa heelt igjennem moderat? Texten er ret god men ikke udmærket, ikke rig paa store musikalske Momenter. Den er blandet med Dialog og B. har smukt gaaet i de vante Former. En ædel Hustru ofrer sig til sin Mands Befrielse fra Fængslet og tager i den Hensigt, forklædt, Tjeneste hos Fangevogteren. Denne seer i Fidelio en Frier til sin Datter og denne Deel af Handlingen er visselig ordinær nok. Men anden Akt har gribende Momenter: Duetten under Gravningen; og Scenen f‹…› ^hvor Fidelio kaster sig mellem sin Gemal og Pizarros Dolk. Finalen i 1^ste Akt med Fangernes Chor er ogsaa høist gribende. Musiken er heelt igiennem den aller ædleste, melodiøseste, fuld af alskens vokale og instrumentale Skjønheder. Først den bekjendte Ouverture i E. Saa Canonen a 4. i G. – Terzetten – Fidelios deilige Rec. og Arie (i E) – Pizarros Arie med det mærkværdige Soldaterchor – hele Finalen. 2^d Akt: Indledningen og Florestans Arie – den mageløse Gravningsduett – den fortryllende melodiøse Trio i A dur – Qvartetten og Finalen. Musiken naaer ikke op til Don Juans dramatiske Storhed men den staar dog fuldkommen ved Siden af de flere af de øvrige Mozartske og overhovedet for de bedste anerkjendte saakaldte Operas comiques. Thi trods sit Alvor er den dog ingen egentl stor Opera. – Udførelsen var kun middelmaadig, naar undt. Orchestret. Fidelio, Schröder-Devrients berømte Fidelio, havde ingen heldig Fremstiller i Frl Hermine Haller. Hendes Spil er for unaturlig forceret, hendes Organ for grovt og hendes Sang for lidet blød og udtryksfuld og Stemmen i Høiden caput. Florestan, Wideman var just ikke meget interessant og Pizarro, Hr Brassin kun middelmaadig. Bedst var Behr som Fangevogteren og Günther-Bachmans Marzelline vilde været meget god hvis Sangen ikke nu og da havde været hende for svær. –

7. Skrevet til Moder. Lina. Grevinde Wedel. Marie og Kaja Lasson. Afl. paa Postc.^t den 8.^d – Preussen har pludselig taget Mod til sig og gjort sin Armee mobil. Skulde det være Alvor?
– 5^te Abonnementconcert. Extraordinær. Program ianl. af Mendelssohns Dødsdag. 1.^ste Deel. 1) Cherubinis Missa solennis in C moll «Requiem» og «Dies iræ.» Denne Musik hører til den Slags hvis Mage i Menneskealdre saa sjelden leveres. Den er ophøiet over al Kritik da den forlængst har faaet Anerkjendelse som et fuldendt Mesterværk. Man kan ogsaa neppe høre noget mere gribende i simpel Storhed. Det er en ganske anden Behandling af Texten end Mozarts. Langt simplere og kortere men visselig paa sin Viis ligesaa stor og sand. Hvad her gaves var blot for Chor og Orchester. Allerede Beg. med Fagottens dybt sørgmodige Indtrædelse er herlig. Og hvad skal jeg sige om Dies iræ! Her er Dies iræ, Tuba mirum, Rex tremendæ, Recordare, Confutatis og Larcrymosa componerede i Et og ei som hos Mozarts udgiørende særskilte Stykker.
2) Mozarts G moll Sinfoni. I 4 Satser. Velbekjendt men af mig for første Gang hørt for Orchester. Hovedch. er blid, sød og dog mægtig. Adagioen er maaske vel lang. Blæseinstr. i Menuetten af vidunderlig Skjønhed. Og sidste Sats saa henrivende frisk og sød. Udf. var ypperlig. 2.^d Deel. Mendelssohns Oratorium «Elias» (1^ste Deel.) Et saa vidtløftigt Værk maa høres oftere for ret at kunde nydes og forstaaes. Paa Prøven manglede jeg Texten, og den maa man have. Hovedindtrykket var vældigt; det forekommer mig at her mere er een Støbning, et Hele end i Paulus. Charakteristisk er Beg. hvor Elias optræder med sin Forkyndelse (So wahr der Herr, der Gott Israels lebet, vor Dem ich stehe: Es soll diese Jahre weder Thau noch Regen kommen, ich sage es denn) forinden Ouverturen kommer. Saa kommer denne og saa først gaar det første Chor an. Stilen er i Hoveds. den samme som i Paulus. Chore og Recitativer, Arier og Solis i Ensemble. Overordentlig gribende ere mange Enkeltheder, som Elias’^s Opraab til Baalspræsterne, disses Chor (Giebt uns Antwort!!) – Choret, da Folket forbauses over Elias Undergjerninger (Das Feuer fiel ab!) og hele Slutningen: Elias og Drengens Recitativer og Slutningschoret. Og dog – og dog er Genren farlig og et saadant Oratorium paa engang er dog maaskee formegen Musik og kan vel ogsaa i æsthetisk Hens. have sine Betænkeligheder da det dramatiske Element blander sig saa stærkt og saa modernt med det kirkelige. Men storartet componerer M. Sligt. – Behr sang Elias (Bass) og Hr John (af Conserv) Obadjah og Kongen. – Frl Haller Sop. Solierne især Enkens. Frl Nose (Hildur Sommerfelts Contubernal) sang Engelen (Alt) og sang meget reent og musikalsk, med god Stemme. De øvrige Solis vare mindre betydelige, Damerne Bleyel og André og Dhr Meier og Kretschmer. – Salen var overfuld. –

8. – I Theatret Donizettis Elisir d’amore «Der Liebestrank.» Denne Musik hører udentvivl til det Bedste D. har skrevet og vel udført hører man ^den med Fornøielse trods dens Tyndheder hist og her. Men godt maa den udføres. Og det var just ikke her Tilfældet; thi et væsentligt Parti, Tenorens, blev heel ynkelig præsteret og Sergeantens ikke stor bedre. Derimod var Behr som Dulcamara, trods al Overdrivelse, flink og morsom og Adine, eller Teresa (hvad hun hedder) Hovedpartiet blev ganske fortræffeligt givet af Fru Schreiber-Kirchberger, der er en udmærket Coloratursangerinde og en tækkelig, talentfuld Kunstnerinde i det Hele. Det var en virkelig ganske nydelig Erscheinung og hun giorde stormende Lykke, især i 2.^d Akt. Hendes Gemal var Nemorino og Hr Brassin Sergeanten. –

10. Skal der blive Krig eller ikke? Hvad mener Preussen med sin sidste Kraftangstrængelse? Saa spørges der rundt om. Der seer man hvortil denne Preussens forkeerte Stilling har bragt det. Det kunde maaskee tidligere have frelst Tydskland; men det bævede tilbage for et saadant Skridt og staar der nu med sine mange Løfter. Saa kom Czaren og Østerig (i Czarens Gevalt) og vilde atter oprette Bundestagen, mens Preussen havde sine Unionsprojekter paa Tapetet. Hvad Parti skulde Preussen tage? Saa kom Affæren i Hessen og nu staa Bairere der med Østerigere i Ryggen og have at giøre ‹E‹…›› der for Bundestagen. Modsætter Preussen sig saa er det en casus belli lyder det. Preussere marschere ind i Hessen – nu staa begge Armeer og see paa hinanden, mens Diplomaterne vexler heftige Noter. Hvad skal skee? I Preussen syntes Eftergivenheds Partiet at vinde Overhaand og Radowitz udtræder af Kabinettet. Men med Et mobiliserer Preussen sin Hær, for at redde sin Ære som det hedder. Hvad er Meningen med Alt dette. Er det blot for at sige: See vi ere ikke bange og I skulle ei kunne imponere os – hvad vi giøre, giøre vi frivilligt – vi ville som I Fred og Bundestag og Lovlighed i Hessen o.s.v. – Eller skulde man tro Pr. vilde riskere at sætte sin Union igjennem, at forsvare det Hessiske Folk, at modsætte sig den nu besluttede østerigske Intervention i Schlesvig-Holstein? Men dermed er Signalet givet til en Borgerkrig i Tydskland, eller rettere en Krig mellem dets Fyrster, og Czaren lurer for at gribe sit Bytte – og Demokratiet lurer ogsaa – Kort sagt hvad skal skee? Disse Dage ere fulde af Spænding – saadan som Tilstanden er, er den utaalelig; det finde Alle – men hvad skal skee – og hvad vilde Følgerne blive af en Krig. Man kan forstaa Preussens kritiske Stilling nu, men har den ^{ikke selv} sat sig i den? — —
– Hos Fk Sommerfelt med Norman. Han er geneert og hun ogsaa. Hun afbrydes i et Skriveri til Sophie Weidemann, der nu atter er i Stockholm. Fk. S. har givet sig en Sonnambules Vold for at cureres for en Indisposition som hindrer hende i at synge. –
– Prof. Kinkel er paa ganske ubegribelig Maade undveget fra Tugthuset i Spandau. Det er dog ogsaa en Nyhed! Gid man ikke maatte faa ham grebet!

11. Størstedelen af de herværende Tropper ere udmarscherede. Die Neue Leipz. fortæller at «Blut ist geflossen» i Hessen. – At «Tærningerne ere kastede» og at den første Conflikt har fundet Sted mellem Preusserne og Bundestropperne, hvorunder – 5 Østerigere skulle være blevne saarede. Det klinger paa engang meget stort og ganske kleint. Muligens er det Hele Løgn. De herværende Officierer ere af den Mening at man ^{her i Sachsen} aldeles ei kan stole paa Mandskaberne der næsten alle ere «preussisk» sindede. Idag var der dog Liv i Spisegjæsterne i Stadt Frankfurt og der taltes lydt Politik. – P.S. Det er dog saa – et første Sammenstød^x har fundet Sted. _{^xDette Sammenstød (ved Browick) var egentl en Misforstaaelse og var ikke alvorlig meent. Det har Preussens paafølgende Opførsel tilfulde viist. –}
–Skrevet til Bargiel.
– Andersens: «Das Märchen meines Lebens.» 2 Th. Leipzig, Lorck. Interessant fordi man her har den gode Andersen med hans elskværdige Barnlighed og barnagtige Forfængelighed. Desværre gaar den sidste den første en farlig Gang. Andersens Historie er virkelig et «Märchen» og hans ganske kolossale literaire Berømthed ogsaa. Hvem kjender her i Tydskland til Heiberg? Andersen er kanske endog at finde paa otaheitisk og chinesisk. Overalt læser man hans Bøger, de gode som de slette. I Tydskland farer han om og er overalt en kjærkommen Giæst, hos Konger og Prindser og Store og Smaa. Og naar han oplæser sine Märchen falder man ham næsten om Halsen af Henrykkelse. Og han græder og takker Gud, og der kommer «Solskin» i hans Leben. –

13. Preusserne og Østerrigerne vexle fremdeles Noter og det «første Sammenstød» har endnu ikke haft noget «andet» efter sig. Mistroen til Preussens Hensigter vedbliver. General v. Gröben har overladt Bairerne Fulda og trukket sig tilbage «af militære Hensyn». Man venter nu at ogsaa «Kassel» vil blive overladt Bundestropperne. Kort sagt, man veed slet ikke hvad man skal tro. Her i Sachsen er Regieringspartiet Østerrigsk; de Constitutionelle preussisk sindede, og mon «de Røde »sige: «Wir sind gegen Preussen.» De mene nemlig: «jo galere, jo bedre for os.» –
– D. 10 og 11.^te Schillerfest her i Leipzig. «Turandot» i Theatret, og d 11.^te en Fest m. Taler og Sanger i Hotel de Pologne. Jeg var der ei og der skal ogsaa have været temmelig kjedsommeligt.
– Hos Klemm: Et nyt Liederhefte af Schubert. (Nachlass N.^o 7.) deriblandt den deilige Shakespeare-Ständchen.
– Norman og jeg fik Begge Billetter af Hr Kistner til Concertprøven i Gewandhaus. Først gjordes Ouverturen til Genoveva. C moll. Beg. med en frit indtr. lille Nonakk. Inl. i langsomt Tempo, ikke lang; saa en høist appassioneret, prægtig All.^o med to Hovedmotiver, et i C moll og i dur der indsættes af Blik Instr. i F dur tror jeg første Gang. Ouv. er ganske fortræffelig og vinder for hvergang man hører den oftere. Saa kom Gades første Symphoni C moll. Det kunde ei være beleiligere; hvor længe har jeg ikke længtes efter at høre dette G.^s første store Arbeide der skaffede ham Mendelssohns Protektion og et Navn bl. vore første Musikmestere! Symfonien gjorde et prægtigt Indtryk. Ideerne ere friske, originale form. den ægte nordiske Opfatning. – Behandl. er flot, rig, undertiden for stærk Instrumentation. Hans senere Sinfonier ere kanskee, som han selv paastaaer, bedre giorte, bedre formede, men jeg gad vide om de i samme Grad ere virkelig friske og nye. – 1^ste Sats C moll. indledes med et nordiskt Motiv som begyndes af Altviolerne. Dette Motiv er benyttet mangfoldig gj. hele 1^ste Sats og ogsaa i sidste. Allegroen sætter gevaltig i med Basuner, og er af en høist kraftig Charakteer. 2^d Sats Scherzo i C dur med en oftere repeteret ganske kuriøs Trio (i moll, beg. med Clar. m. et kort Forslag.) Denne Scherzo er høist pikant og livlig men mangler kanskee Enhed idet Rhytmerne vexle vel stærkt. Larghettoen (el Andanten) har et overordentl skj. Sangtema i F dur, nordisk og mozartsk yndigt tillige. Udviklingen er dog maaskee vel lang. Finalen i C moll udarbeider i en anden Form den første Grundtanke og benytter tillige en g^l dansk Folkevise med rig Effekt. Den er stærk, næsten larmende. Hele Sinfonien vidner om stor musikalsk Begavelse. – Derefter spillede Breunung meget godt, dog vel tørt Beethovens Es dur Claveerconcert, der er ganske grandios i sine Dimensioner og fuld af zarte, søde Partier, men Orchestret dominerer næsten Claveret. Rondoen er allerliebst. – Frl Haller skulde synge en Concertarie af Beethoven og en Ballade m. obl. Clar.^t af Fr. Schubert. Men dette blev ei noget af og man gav istedet en Finale af Spohr« Azor und Zemire» og Paulinersangforeningen sang til Orch.akk. en ret gevaltig, ejendommelig Schlachtgesang af Rietz, hvor Choret den hele Tid er i Unisono. —

14. 6^te Gewandhaus-Abonnementconcert. Allerede den sjette; hvor Tiden iler! Det var en interessant Concert, og en af de bedste af de hidtil passerede. Schuman, Gade, _Rietz, Spohr og Beethoven.
1. Ouvert. til Genoveva (R. Schumann). Klang fortræffeligt og giorde stor Lykke.
2. Finale af 1^ste Akt af Spohr^s Zemire og Azor. Ægte spohrsk Musik, fuld af dramatisk Udtryk, rig paa alskens Modulationer. Udf. var fra Sangens Side noget schülerhaft. Behr var bedst. De Andre vare Elever af Concerv^t. John, Damerne Masius, Bleyel, André. 3. Beethovens store Es dur Klaveerconcert. Denne Concert er dog vidunderlig, jeg nød den ret efterat have hørt den paa Prøven. Man opdager altid noget nyt og beundrer denne mageløse Udvikling af igrunden saa høist simple Motiver. Bred anlagt er den. Orch^s 1^ste Tutti er næsten for langt. Mellemsatsen er i H dur. Udf var god men ikke genial. Naar man seer Hr Breunung venter man sig heller ikke det. –
4. Altdeutscher Schlachtgesang for eenst. Mandschor m Orchester af Julius Rietz. (Kein’ selger Tod ist in der Welt als wer (!) von Feind erschlagen.) Comp. er ganske ejendommelig, høist kraftig og energisk; gammelmodig, krigersk Tone. Skal høre til R.^s bedste Arbeider.
II. Gades C moll Sinfoni. (See ovenfor d 13.^d) Behagede mig endnu mere anden Gang. Her er Friskhed i Opfindelse og stor Virtuositet i Instrumentationen – og dette kan bøde paa den mindre Routine i Formen. Den river med og begeistrer næsten.

15. Norman ulykkelig over at Senff «signal»iserer ham med altfor rosenrøde Farver.
– Aften i Theatret. Schillers «Glocke» indr: for Scenen af Goethe (ved Schillers Todtenfeier) Usmagelig i denne Form; ialfald mangelfuld udført. Die Rente, nyt Stykke efter det Franske. En ubetydelig Situationsstykke men som kan giøre Lykke naar det bliver godt spillet. Og det blev det. Især var Kläger fortræffelig. – Til Slutn. en gammel Bekjendt, Rataplan som hos os blev bedre spillet. Dog var Günther Bachmann flink og sød. Behr var Sergeanten, «Tirebouchon» Hr Ballmann i sit evige Einerlei. –

16. Sneefald om Natten, dog ganske tyndt. En deilig Frostdag, frisk og skinnende som i Norden. – Fra Leiebibl: Andersens Improvisator.
– Det sidste N^o af die Grenzboten (udk. igaar) har en Art. om Gade; sandsynligviis fra den samme Haand som for en Tid siden i samme Blad leverede en over Schumann. Men Sch. var af hans Folk, Gade er ikke saa lykkelig. Hans Nordiskhed er det Originale hos ham, udvikler Forf. Men dette er et Fond som snart er udtømt og derfor har Gade vendt sig mere og mere mod den blot tydske Musik. Men her viser det sig at han er fattig i Opfindelse, en Mangel han forgiæves søger at skjule med en Instrumentation der vistnok staar over baade Mendelssohns og Schumanns. Hans (Forf^s) hele Beviisførelse er fors. den er baseret paa Opfatningen af det «Nordiske», temmelig forfeilet, da denne Opfatning kun er den sædvanlige Snak om Frost og Kulde og Skjoldeklang og Kampgny og iiskolde Gufs, og for harmoniske Kombinationer uskikkede «rauhen» Melodien. Det Nordiske frapperer ved sin Nyhed men der er ingen ret Varme og Bøielighed deri. Gades Helt er Ossian og hans bedste Værk er Comala. C moll Sinfonien har friske nordiske Motiver men ingen ægte sinfonistisk Giennemføring. Scherzoen er her bedst; Andanten er meget blød og smuk men ikke nordisk (?!), mere en Efterl. af Mozarts Stil. De følgende Sinf. N^o 2 og 3 ere ulige svagere, da han her mere stræber at være Tydsker. Scherzoen i N^o 3 gjør dog Undtagelse. Gade er «endnu ung» og det vil vise sig om hans musikalske Talent er stort nok til virkelig at sætte ham paa den Høide hans enthusiastiske Venner allerede alt for tidligt have villet stille ham, – eller om han vil blive staaende paa Halvvejen. Dette er omtr. opsatsens Kjærne. Og noget Grundsandt ligger vist her – men ogsaa en slet skjult Ulyst til virkelig at vedkj ^{ville erkjende} Gades virkelige Mesterskab; thi en Mester bliver han dog og een af de første mellem vor Tids Ins Componister. Et Geni naar man taer Ordet strengt er Gade neppe; men et høist betydeligt Talent og med en ganske ægte musikalske Erkjendelse. Hans Nordiskhed forstaar Forf. ikke og har dog vist Ret i at Gade netop skulde holde paa den, da her, ved Siden af hans Mesterskab som Instrumentalist, egentl hans Orginalitet ligger. – Han er dog den Første, der saaledes i det Store – symfonisk – har behandlet reent nordiske Motiver. Hans Personlighed kan Forf. ei antaste; han roses for sit beskedne, milde, venlige Væsen. Hans Profil minder om Mozart, men denne Lighed formindskes igjen ved at betragte de ‹…› ubevægelige Træk og det stive (starre) Blik (!!). – Foruden de nævnte store Værker omtales specielt hans Ouverturer. «Ossians» og «Im Hochland» roses, den i C N^o 3 forkastes rent ud som «Viel Lärm um Nichts». Hans Oktett er i tydsk Stiil og vidner ogsaa om hans instrumentale Mesterskab men tillige om hans Mangel paa Opfindelse og ægte contrapunktisk Viden. Hans Lieder ansees for ubetydelige. – Avh. Forf er rimeligvis Musikd. Riccius, en Schumanianer og erklæret Modstander af det saakalte Mendelsohnske Parti, der ogsaa indbefatter Gade. Dette Parties Coryphæer, Rietz, David, Schleinitz, ere saaledes aldeles ikke godt anskrevne hos Hr Riccius. – Denne R. er tillige Anfører for Euterpeorchestret. —
– D. Allg. Ztg. er i denne uge 3 Gange beslaglagt og det er nu afhængigt af Regj.^s Naade om Bladet fremdeles kan bestaa. Jo – Sachsen har en god Forfatning og her hersker Frihed! Würtembergs ‹…› Regjering giør nu ogsaa Ende paa sin Constitution og i Østerig er det vel ikke stort igien deraf. Overalt forberedes den gamle Tingenes Orden; blot Preussen vakler endnu. Men denne Vaklen betyder Intet godt. De fleste Tegn hentyder paa at man dog vil give efter d.e. opgive Unionen og nødtvungen (med en uhyre Hær paa Benene!!) anerkjende Bundestagen, og nødtvungen see paa at Østerig pacifiserer Holsteen. – Kinkel skal være lykkelig kommet til Paris men raadedes der af sine Venner at flygte videre til London. – Den franske Legislative er atter sammentraadt og L. Napoleon har afgivet et tamt, fromt, forsonligt Budskab. Keiserens Neveu synes i den sidste Tid at hengive sig til Resignation. –

17. Slud og Vintermørke. Ret en Leipziger-Søndag. Hos Becker om Em. spilles Lindblads 2^den Sonate for Pfte og Violin i D (B. og Norman) og en Trio i Es af Mozart for Pfte, Violin og Viola, (-Riccius jun. B. og N.) – Og Norman spiller af Klaveerudt. til «Peri».
– Om Aft^en i Theatret: Mozarts Zauberflöte. I Arrangement og Udf: rappler det sandelig i altformange Hjørner. Dette Udstyr giør Schikaneders Dumheder complet latterlige. (Ex. Slangen, Løverne, de ægyptiske Scenerier, Præsterne, Nattens Dronnings Throne m.m.) Besætningen var tildeels forandret. Istedetfor den bortgangne prægtige Salomon havde den bedrøvelige Hr Koch faaet Sarastros Parti. Widemann havde atter overtaget Tamino og dette var dog allenfals bedre end da Hr Hirsch skreg og gestikulerede. W. staar der som en complet Træmand men han synger dog, han er dog Sanger. Behrs Papageno var overdreven som næsten alt Behrsk. Men han er dog flink trods alt det og ikke langweilig som den respektable Hr Brassin. Nattens Dronning havde jeg ventet mig mere af, siden Schreiber-Kirchberger havde faaet Partiet. Men hun var ikke disse rigtignok ualm. svære Arier voxen. Bifaldsstormen var her overilet. (Fru Frege sad i Avantlogen og hørte paa hende, men gik i 2^d Akt.) Monostatos var ogsaa ny: Hr Qvint. Ialfald ikke slettere end den bortgangne Henry. Resten var gamle Bekjendte: Frl Caroline Mayer Pamina, sang smukt og udtryksfuld. Caroline Günther-Bachmann i sin dobbelte Virksomhed som 1^ste Dame og som Papagena, flink som altid. De to andre Damer, Eicke og Buck. De tre Genier, tre reenvaskede Kokkepiger.

19. Begyndt 4^stg Fuge hos Richter. Med den fri Nedskriven gaar det lige bedrøveligt; men naar Arbeidet er færdigt faar det næsten altid Ord som musterhaft og R siger at han ei kan see ar det er saa møisommelig giort. Men han seer dog hvorl jeg sidder og ørsker i Timen hos ham. Med den første Engføring har jeg min meste Nød. –

22. Helligdag her i Sachsen – Busstag. Da maa al Verden være bodfærdig. Intet Theater, ingen Turnfest i Odeon, ei engang en uskyldig Schlachfest i Kneiperne! En politisk Busstag vilde maaskee være vel saa tidssvarende.
– I Aviserne læste jeg Kongen af Preussens «Throntale». Munden kan han dog bruge! Slutn. af Talen hvor han giør en isandhed grandios patriotisk Klimax bragte selv Galleriet til Enthusiasmer. Men trods al denne kongelige Skvadronnage og trods den i Alvor fortsatte Mobilisering tror dog neppe Nogen ret trøstig paa at Preussen vil vove at handle og sætte sig i Spidsen for det sig reisende Tydskland. Ak nei – det Hele er vel aftalt iforvejen; Keiser Nikolaus tillader det kanskee altsammen, vel vidende at det er et Spil. Men mange Penge koster sligt et Spil og mange unge Mennesker deres hele Carriere. Mange tilskrive den nys aftraadte Minister, General v Radowitz den Situation Preussen i de sidste Aar er kommet at indtage. Han er Kongens personlige Ven og en Mand af Aand og Talent men uden den faste Villie og det sikre Statsmandsblik og den Daadskraft der isandhed maa til især i Tider som disse.

23. Brev fra Woldemar Bargiel i Berlin (om at komme til Berlin i Julen og om Norman)
– Hos Schurman: Claveerudt. til Schumanns Paradies u. Peri. – H. Zschokkes «Eine Selbstschau,» 2.^de Dele (I. Das Schicksal und der Mensch. II. Welt- u. Gottanschauung.) En Bog som man burde eje. (3.^d Ausgabe. Aarau. Säuerländer.)
– Dr. Friedrich. Jeg sættes paa Medicin og halv Kost for udvendig Skade.

27. Igaar var 1^ste Euterpeconcert. Mozarts Zauberfl.Ouv. og Beethovens A dur Sinf N.^o 7 bleve opførte tilligemed endeel Solosager. Jeg maatte ei gaa ud; men stort skulde ei være tabt.
– O du Norman! Den ene Dag lyksalig over at Senff giver ham det Hverv at transcribere for Pfte udvalgte Lindbladske Lieder. Den næste utrøstelig over at have udplappret Senffs Hemmelighed for Gurchhaus hvorved de to Forlæggere Kistner og Senff geraade i Haar sammen; begge ønske N. al Ulykke. Den tredie Dag atter Solskin og Opklarelse, idet den godmodige Kistner ikke sanctionnerer Gurchhaus strenge Dom men tillader N. at paatage sig hiint Arbeide for Senff. –
– Mens Lucile Grahn giæster i Dresden kommer en anden Berlinerdandserinde Mad Brue til Leipzig. Hun optræder i Aften som Zoloë i Aubers Dieu et la Bayadére. Kirchberger synger Ninka. – I Berlin giør Primadonnaen fra den ital. Op. i Paris Signora Castella Furore med sin Sang og personlige Reiz. Denne Reiz skal gaa Fiorentinis en høi Gang og Sangen være meget bedre. Fiorentini sveg sin Berlinercontrakt og er nu ved den ital. Op. i Paris, til hvilken ogsaa den berømte Gazzaniga er arriveret.

28. 7^de Abonnementconcert. Ogsaa dennegang en Forandring i Progr.^t idet de to annoncerede Sangnummere af Frau Stranz form dennes Upasselighed bortfaldt og en ung Debutante, Elev af Hr Böhme kom til at synge istedet.
I. 1. Franz Schubert: Ouv. til Rosamunde (et Skuespil). Dette første Bekjendtskab med S. som Orchestercomponist var det allerlykkeligste. Ouv. er fuld af Skjønheder, rhytmisk belivet, melodirig og prægtigt instrumenteret. Efter en ganske kort pompøs Intrada kommer en meget smuk Andante og derefter en kjæk, livlig, af overraskende Skjønheder overstrømmende All^o. I hvilken Tonart gaar den? Ak, det formaar jeg næsten aldrig at høre!
2. Webers store Freischütz-Arie udført af Frl. Anna Klassig. Endnu noget fersk, men meget sjælfuldt Foredrag og frisk, behagelig høi Sopran. Hun blev stormende applauderet og fremkaldt.
3. Concertino for Oboe m. Orch. comp. og udf af Diethe, Medl. af Orch.^et
4. Tvende Lieder af Mendelssohn (Suleika og Frühlingslied af Lenau.) Frl. Klassig.
5. Webers høist romantiske og harmonisk interessante Euryanthe-Ouvert.
II. Beethovens 2^den Sinfoni i D dur. Her var mig hver Node bekjendt men kun fra Claveerudt for 4 Hænder. Instrumentaleffekten var mig alts. en Nyhed. Som bekjendt er de to første B.^s Sinf endnu i Mozarts Fodspor dog aabenbarer sig allerede i denne 2^den Beethovens større Gevalt, og sinfoniske Ejendommelighed. Mig er denne Sinf. saa kjær. Den festlige Intrade, den kjækt henstrømmende All.^o med de prægtige Synkoper; den yndefulde, bløde, smeltende Andante i A. Den høist lunefulde og dog langfra Haydnsk naive, men ægte B.^s ejendommelige Scherzo, og Finalen der fra først tilsidst er Fyr og Flamme og paa det aller prægtigste sammenfletter de skjønne Motiver (mk især det Piano mod Slutningen). Udf var overhovedet meget vellykket og Publ. var ualmindelig oprømt. –
(Den vakre Englænder-Consevatorist ved Lindhults Side. – Coquetten med de sorte Øine og den blonde nette Frøken Kistner.)

30. Brev hjemmefra af 22.^d Afsendt m. Fredagsposten kan det altsaa komme til mig den følgende Uge Løverdag Morgen. Mit sidste Brev afgik d 8.^d og ankom d 14.^d brugte følgelig en Dag mindre.
Axel skriver meest om Th. hans Forhold til Keilhau, hans Udsigter; Vaklen mellem Geologi og Chemi. Thaulows Plads er nemlig ledig. – Til W.^s seer man sjeldnere. J. venter i det ny Aar snart sin Nedkomst. – Choleraen er ei stærk. Hidtil om Dagen høist 7 Angrebne. Af 159, 87 Døde. Chr Friele for 4.^e G. «taget tilbage »fra sin Examen. – Math.^s Grøntvedt † i Nervefeber. – Hans Gude og Betsy var først i Nov. komne afsted fra Helsingør. Sygdom har opholdt dem. – Agnes bliver paa Jarlsberg i Vinter. – Fk. G. nylig kommet tilbage til Xa. – Kathinka lever og man har et svagt Haab. Kan hun leve vil det dog være tvivlsomt om hun faar sin fulde Førlighed igien. – Richard som Premierlt forsat til Trondhjem. – Theatret staar ynkeligt. – Fkn Sommerfelts Familie vil gierne vide hvorl det gaar hende her; hvad Fremgang hun giør; om hun kan blive Concertsangerinde.
– Prof Messell †. – Moder om W.^s og Th. – Om hvad W. raader mig til (!). Om at skrive til Kathinka. – Nils og Bredo Lasson spille med Sperati. – Th. mener at jeg er saa slem at skrive til. Men han har sagtens glemt hvad han skrev forrige Gang. Om J. Moes Melankoli og Misfornøielse. – Brev fra Benny Cappelen som troede jeg allerede var kommet tilbage til Norge.
— Zschokkes Selbtschau (1^ste Deel.) Her ligger et Menneskeliv aabent for os, værdigt at beskue. Aldrig staar Ens egen Intethed tungere for En end naar man saaledes i den en menneskelig, ægte menneskelig Stræben og Virken kan see sig i Speil. Jeg havde ikke vidst at Z. var en saadan prægtig Mand som han her beviser sig at være. Jeg kjendte af kun af nogle Noveller; hans Stunden der Andacht saa jeg for 1^ste Gang paa Rosendal i Bibl. der, og om hans Selbstschau hørte jeg først af Hjalmar som i sin Sygdom havde megen og rig Opbyggelse deraf. Jeg har nu læst 1^ste Deel hvor han fortæller sit Levnetsløb med sjelden Ligefremhed og streng Selvprøvelse. Z. var hvad man maa kalde en prægtig Mand. Hans indre Adel, hans aabne, retskafne Sind, hans Uafhængighedsaand, hans rige Kundskaber og ualmindelig mangsidige offentlige Virksomhed alt dette seer man af hans Fremstilling som er uden al Ostentation, rolig, beskeden, sig selvbevidst. Hans Stil er underholdende, klar, livlig, poetisk, undertiden træffende vittig og lunefuld. Især fortæller han godt. Bekjendskabet med ham som religiøs-philosofisk Forf. er her kun foreløbig giort. Det kommer i 2.^d Deel. – Heinrich Zschokke var født i Magdeburg 1771. Hans Fader var Tuchmacher. Moderen døde strax efter hans Fødsel. Faderen allerede i 1779. Saa var han «ein verwaisstes Kind», og fortæller sine Lidelser som saadant. (Kindheit. 2. 3. 4. 5.) Mærkelige ere hans tidlige religiøse Sværmerier, Skrupler og paafølgende Tvivl. Saa komme «Wanderjahre» fra 1788 af. Den skjæbnesvangre Scene med Værtinden i Grabow. 2. Der Theaterdichter (i Prenzlau og Landsberg) til 1790. – 3. Universitetsleben. Ivrige Studier; Theologi, Historie, Philosofi, Belletristik. Doctor philosophiæ og Universitetslærer i Frankfurt an der Oder. – 1795 Ny Vandring og Eintritt in die Schweitz hvor Skjæbnen bestemte ham hans Livsvirksomhed og indgribende Deeltagelse i de politiske Forholde. Reise til Paris 1796. Afbrudt Vandringsplan og Bopæl i Reichenau. Hans Seminarium der. – 1796. Ophævet paa Gr. af Revolutionen i Schweitz. Z. maatte flygte fra Graubunden til det egentl. Schweitz til hv. Graubunden (Rhätien) dengang ei hørte. Nu komme «Revolutionsjahre» og hoveds. politisk Virksomhed som Diplomat, Regjeringscommissær og Statholder i forskj. Egne af Republiken (1798–1801.) Her er Fremst. af de daværende sørgelige revol. tilst i Schweitz høist interessant. Han spillede selv en Hovedrolle her men altid i mild, forsonlig Aand forenet med stor Energi og Dygtighed. I Aarau, Luzern, Unterwalden. (1799) Regjeringscomiss. i Cant. Waldstätten 1799. Do. i det italienske Schweitz 1800 (Napoleon. Mailand.) Statholder i Basel (1800). Ved Sl. af dette Aar fik han mere Ro og beg. paa sit Værk om den schweitz. Revol. Efter Freden til Luneville tog han Afsked fra den politiske Løbebane og boede om Vinteren i Bern. Literært Liv. («Alamontade.») – «Des Mannes Jahre,» 1802. Bolig paa Sl. Biberstein ved Aarau. Kjærlighedshistorie, hans Brud Nanny Nüsperli. Nye politiske Storme. Administrativ Løbebane. Statsborgerret. Bonapartes berømte Moderationsakt, rost af Z. Naturstudier. Forstman (Oberforst-Bergrath). Den mærkelige R‹…› Rhabdomantinde, Kathrine Beutler fra Thurgau. Giftermaal med Nanny. 1805 (Hebels Bryllupsdigt). – Z.^s Schweizerbote. – Stunden der Andacht (anonymt indtil Forf.^s 70^d Aar). Z om Frimureriets høiere Betydning. – Z.^s politiske Anskuelser. Han var en mod. Republikaner men han lagdes for Had som en Aufwiegler og Jakobiner af Aristokraterne. Man var i det Hele bange for hans Dygtighed og Indflydelse. – Hans Bolig, Die Blumenhalde. Familieliv og Huuslykke. Børneopdragelse. Her er alt saa slaaende sandt hvad han siger og selv i Gjerningen har beviist at være det Bedste. Hans besynderlige «Seergave». («inneres Gesicht») Hans vidstrakte Bekjendskaber og de mange Besøg af mærkelige Personer hos ham. – Samtale m. Gustav IV. Adolf. – Bekj. med Hortense og hans gode Omdømme om den dengang i Aarau sig opholdende Louis Napoleon. ^{Rastløs Arbeiden. – Medlem af Storraadet og} udbredt literær Virksomhed. («Wer nur mit Minuten zu wuchern weiß, findet zu Allem ein Übermaß der Zeit, wenn auch nicht zu Allem das volle Maß der Kraft.») «Miscellen für die neueste Weltkunde.» Noveller o. d. i tydske belletr. Saml. (Das Goldmacherdorf) «Geschichte des Schweitzerlandes f. d. Schweizervolk.» – 91 Breve fra Børne. – Mærkelige Ytringer af Aristokr.^s Mistanke til Z. Vörtel^s skammelige Behandling. Dennes Brev til Z. fra Ceuta, undertegnet «Alamontade.» – Det smukke Capitel Die Freuden des Unglücks ianl. af 2.^d Sønners Død (han havde 12 Sønner og 1 Datter – alle brave, alle en Glæde for Forældrene!) – Sidste Afdel: «Lebens-Sabbath» ₁₈₃₀. (Træffende Bemærkn om Opdragelse og Børnenaturen.) [«Die sogenannte Erbsünde der Theologen ist nichts anders als die Giernatur des menschliches Leibes. Diese muß zuerst gezähmt werden.» o.s.v.] Z tillod Ingen i sit Huus at fortælle Børnene selv kun forspøg vitterl Usandheder. Han opdrog strengt forsaavidt som han hærdede Barnets Legeme. Han lod dem selv vælge Carriere men den som valgte den akademiske Vei el overh. den videnskabelige, maatte tillige træde i Lære hos en Haandværker ell Kunstner, og kom ei paa Univers. forinden han var indskr. som «Gesell» i sit Haandværk. – Han sendte ei Børnene paa Skole, lod dem ei komme i Kirke førend 16–18 Aar gamle. Og han siger at han havde ‹…› Ære af sin Methode. De voxne Sønner ere nu deres Forældres Glæde. «Religiosen Sinnes, anspruchslos gemeinnützig u. vielthätig, dienen sie dem Vaterlande, der Menschheit, der Wißenschaft u. Kunst.» – Høist slaaende Ytringer om Restaurationens Conservatismus og om Jesuiterne. Om Religionsfrihed. («Staatsreligion ist nicht mehr Christusreligion sondern Zwangsreligion der Stärkeren!») Heilige Sabbathstage – Et Kapitel hvori han giør Rede for sin Idee at optegne sine religiøse Anskuelser. Z bekjender sig ei at være Orthodox men fornuftsmæssig, christelig Christen. – (Om de Aargauske Klostere 1833. Deres Ophævelse 1841.) 1841 blev Z. 70 Aar; da trak han sig tilbage fra alle offent. Forretninger; endnu munter, rørig paa Legeme og Aand. Naar han døde (thi død er han vel) veed jeg ikke. I sit Capitel Die Freuden des Unglücks siger Z. hvad Mangen, Mangen maa sande som tænker efter over sit Liv: – «Es gibt, daß war und bin ich vollkommen überzeugt, kein Übel in der Welt als die Sünde. Nur Bewußtsein eigner Schuld spinnt einen schwarzen Faden, der durch das bunte Gewebe der Tage, bis ans Grab wucht. Nicht Gott ist Schöpfer des Unglücks, sondern der Mensch ist in seiner Selbstverweichlichung, in seiner Ueberschätzung pomphafter Nichtigkeiten, in eigensinniger Pflege seiner Begehrlichkeiten. Er weint wie ein Kind, dem man nicht nach Willen thut, und ist, nach siebenzig Jahren noch nicht Mann geworden. Er weint und klagt und verzweifelt weil ihm Gott nicht – gehorcht! Aber jedes äußeres Unglück ist wahrlich eine so weithe Gottesgabe als jedes äußere Glück. – Med 1^ste B. følger Forf.^s Portrait, tegnet og stukket af hans Søn Alexander. Saavidt man af et saadant lidet Portrait kan dømme svare Trækkene godt til Selvbeskuelsen. Hans Ansigt har djærve, bestemte Træk, Godmodighed og Styrke og trods Alvoret fremtitter ogsaa Lunet. Dette Ansigt er ikke en og anden norsk Odelsbondes uligt, nemlig disse djærve, prægtige Karle som forene Kraft med Vid og Forstand og ere sande Smaakonger i deres Afsondrethed, tror paa Gud og frygte Ingen. Han var ogsaa saadan en ægte Mand fra Fjeldet og Dalen, men med Kulturens ægte Mærke og Talentets Gave. —

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.