Januar

Dagbog.

1. Leipzig d. 1^ste Januar. – Den første Dag i det nye Aar er som den sidste i det gamle – mild, vaad, skyet og mangler ganske det ægte Vinterphysiognomi. Paa Alleerne og i Gaderne trasker Folket i Sølen og Dagen har intet andet Festligt end Kirkeklokkernes Klang. I Thomaskirken var imorges Kirkemusik, nemlig en Messe af M. Hauptmann. Den hos os saa overdrevne Visitrenden synes ei her at være i Mode Nytaarsdag, derimod er Tageblatt fuldt af de abgeschmackteste Gratulationsavertissements. — Hos Döderlein læste jeg et fortræffeligt Julenummer af Kladderadatsch. Istedetfor den confiskerede Neue Dresd. Journal udkommer nu i stor 4^reNeue Constitutionelle Zeitung. Hvor længe den nu kan holde sig under de forpinte sachsiske Pressetilstande? — Oettinger som redigerer Charivari, har nu ogsaa overtaget Neue Leipziger Zeitung. — I Berlin bebudes en musikalsk Tidning af Kossak og i Köln ogsaa en. — I Politiken er Dresdener–conferentserne Hovedaffairen. Schwarzenberg og Manteuffel have været sammen i Berlin; et nyt Beviis paa Enigheten. østerig foreslaar, siges der, en Trias, nemlig Bundestagen representeret af østerig, Preussen og Smaastaterne. Bundestagen selv faar to Former en engere og et videre Bundesregjering og der bliver vel ogsaa indrømmet et Folkekammer af Deputerede fra de forskj. tydske Staters Repræsentationer. — Det giælder nu om at blive enig om alt dette. Ang. Hessen og Holstein er man enig. I Hessen exekveres og Churfyrsten er atter i Cassel. Til Holstein ere Commissarierne allerede reiste og Exekutionshæren kommer efter. — I Frankrig det gamle. Dog synes Orleanisterne at ville begunstige Forlængelsen af Præsidentens Styrelse. — Det er nu oplyst at Kinkel hverken kom til Hamburg eller Paris. Det berettedes blot for at vildlede Eftersøgelsen. Han flygtede til Meklenburg og var skjult der (i Nærheden af Rostock tror jeg) indtil han kunde komme ombord paa et Fartøi der gik til Skotland. –
Om Aftenen i Gewandhaus. 10^de Abonnementconcert. En meget lang.

• 1. «Ein feste Burg ist unser Gott». Den lutherske Choral comp. som Cantate for Chor og Orch. af Seb. Bach. 1^st Vers i uhyre kunstig og kombineret Figuration. 2^det hvor Orchestret figurerer mens Choret sætter an Cantus firmus i Enklangen. og 3^die Vers i fuldstemmigt Choralchor. Denne Cantate hører til de mærkværdigste Sager af Choralfigurationer med Fuge og Canon. Udf. var ret god.
• 2. Glucks Ouverture til Iphigenia i Aulis. Prægtig udført. Simpel og ædel heelt igjennem. (Slutn. af Ouv. er af Mozart, da Glucks nemlig gaar over i Introd.)
• 3. Mendelssohns 95^te Psalm for Chor, Soli og Orch. (Kommet lasst uns anbeten). Solierne af Hr John, Frl Klassig og Bleyel. Temmelig maadelig sunget. — Psalmen behager mig ikke; faldt mig for tung og lang og for mendelsohnsk. Maaskee var jeg for musiktræt til at kunne nyde den. Slaaende og gribende er ikke denne Musik. Da er den lille 22^de noget andet!
• 4. Beethovens store C-dur Ouverture op 124. En sand Forfriskning ovenpaa den megen Sang. Denne Ouverture er heel igjennem festlig, pompøs. Sætter ind med kraftige fuldtinstrumenterede Akkorder; saa kommer et første Motiv a la Marcia. Senere i fuld All^o den fyrigste kraftigste Musik. Men saa klar og simpel i Grundlægget. Forte hersker i denne Ouv. Men ei saa udelukkende som i den Gadeske Efterligning, der nylig opførtes i Gewandhaus.
  Anden Deel: Mozarts C-dur Sinfoni med Fugen. Saa ganske Mozartsk, frisk, glad, sød, letfattelig og dog saa strengt kunstmæssigt formet. All^o i C. Andante i F. Saa en lille allerkjæreste Scherzo og endelig den henrivende Finale med Fugen som vel Ingen har forstaaet at gjøre saa populair som netop Mozart. I Sinfonien er Gewandh. Orch. hjemme. Man nyder saa rolig, saa vis paa at alt gaar godt. Det er en stor Nydelse at høre dette Orch. spille Beeth. og Mozarts Sinfonier. De fineste Nuancer iagttages. Det var at ønske at Orch. i Sangakkompagnementet var ligesaa zart og samvittighedsfuldt; men det er ei ganske Tilfældet. Overhovedet – Sangen respekteres langtfra som den skulde; disse Herrer ere altfor udelukkende Instrumentalister. –
  Salen var overfuld; man sad ude i Gangene. En Mængde Fremmede vare der. Bl. A. saa jeg Joachim fra Weimar. –

3. Denne milde Vinter er for mig noget ganske Nyt. Idag skinner Solen blank men det formaar ^ei at fryse, ei engang mod Aften mens Stjernerne funkle. Men Kulden kommer vel efter. I Theatret gaves Goethes Faust som jeg dog maatte see. Bearbeidelsen for Scenen har 6 Akter. Men man mærker allerede i de to første at Faust egentlig ikke er til at opføre. Og dette føler man ogsaa den hele Tid. Meget maa forkortes som man ei gjerne seer forkortet; thi et Værk som Faust vil man have heelt og ubeskaaret. Atter flytter Scenen sig for ofte og for voldsomt; for Læseren gjør dette Intet men for Tilskueren er det betænkeligt. Goethes Faust bør visselig kun læses! For Scenen maa Bearbeidelsen ialfald være en som G. ei længer behøver at svare for. At benytte Goethes Faust som Stof for en Opera eller som Bournonville, endog for en Ballet, finder jeg bedre end at man bearbeider hans Værk gjennem Udeladelser og Arrangements til en scenemæssig Tragødie. Hovedfigurerne vare i gode Hænder. Deetz har meget for sig; godt Udseende, prægtigt Organ, kraftig Diktion, ganske sund Opfatning. Men han er endnu for ung og fersk og mangler det dybere Studium og den høiere Routine. Kläger har som Mephistopheles mange virkningsfulde Momenter. Men han er i det Hele dog ikke fiin, ikke spekulativ diabolisk nok for denne vanskelige Fremstilling. Han smører for tykt paa for paa den Maade at virke, ‹…›^mens det skorter paa ægte consekvent Gjennemførelse. Bedst er udentvivl Fraulein Schäfer som Gretchen. Hendes hele Personlighed er skabt for denne Rolle. Hendes jomfruelige, friske, smukke Udseende, hendes skjønne, klangfulde Organ, hendes Inderlighed og Affektationsfrihed. Dog mærker man ogsaa her, skj. mindre end andetsteds, at hun i de stærkest tragiske, meest pathetiske Momenter, beregner formeget paa ydre og ikke altid naturlige Effekter. –Musik (Ouv., Entrakter m.m.) af Lindpaintner.

4. Richter har bedet mig forsøge at componere en 4^st Psalm el. Motette. Og dette plager mig nu. Men de første Dage gaa naturligviis hen med blot Grublerier. Alting falder mig saa uendelig svært; kun ikke det at fremture i gamle Uvaner!
Jeg savner Norman; jeg længes efter Brev. Mismodig spadserer jeg ud i Tusmørket og da jeg intet Tilhold har, vender jeg mig mod Theaterpladsen. Plakaten lokker mig ikke, men hjem gider jeg heller ikke gaa. Man gav Halevys Rosenfee og skjønt den vel er givet mod tredive Gange var dog Huset ret fuldt. Førstegang mishagede dette Syngestykke og Narrespil mig ubetinget. Dennegang fandt jeg det ganske morsomt og endog meget smukt oppe i det lette letfærdige Arbeide. Velberegnede Effekter mangle ikke; mere smukke Melodier; dog af dem gives et Par særdeles tiltalende, F.Ex. All^o Motivet i Ouverturen ogsaa senere forekommende. Og en ganske nydelig Duo i 3.^d Akt mel Sultanen og Nerilka (hvor hun skal faa sin Ungdom igjen hvis han vil kysse hende). Forresten staar fast at Rosenfee intet virkeligt musikalsk Værd har. Det er et Leilighedsarbeide beregnet paa Tryllepudserier og Pragtudstyr. Frau Schreiber Kirchberger er saa gjennem behagelig; der er noget saa varmt og hjerteligt i hendes Tale og Tone, og den smukke yppige Gestalt fører sig saa smukt og naturligt. Kun skulde hun være fem Aar yngre. Günther Bachmann var saa forsnuet og forkjølet at Regisseuren maatte fortælle Publikum det iforveien. Hvor langt bedre saa hun da ud i Logen igaar hvor hun sad med sin (endnu letsindigere?) Søster.

5. Søndag. Det samme milde Veir. — De «40 Pyrenæersangere» gav Concert igaar og give en idag men deres Program er saa charlatanmæssigt at jeg ikke agter at høre dem. — I en Biografi over Littolff i Illustr. Ztg sees at han blot er 30 Aar og at han giftede sig 17 Aar gammel med en Pige paa 15; reiste med hende til Frankrig hvor han i Provindsen først maatte lære Sproget og for at kunne leve med sin unge Kone give Informationer i Piano til 1 fr. Timen. Senere gik det sorgeligt med denne forhastede ægteskabelige Lyksalighed. De ere nu længst skilte. Og L. seer ud til at have ført et stormende Liv. —
– Jeremias Gotthellf^s Schweizer Dorfgeschichten. Bilder u. Sagen a. d. Schweitz. –
– Lindhult har Brev fra Norman hvor det kun hedder at han lever deiligt en famille og har endnu ei bestemt Tiden for sin Tilbagereise.

6. Helligtrekonger er hos os ingen Helligdag. Da gaar Julen ud med Sang og Dands men det er ingen Hviledag med Gudstjeneste. Overhovedet har man i Danmark og Norge færre Helligdage end i det lutherske Tydskland. Ja selv i Sverige tror jeg Helligtrekonger er Helligdag.
Der var idag Anledning til at faa «de 40(?) Bergsangere» gratis, d.v.s. mod at erlægge «nach Belieben», da de nemlig sang ved Gudstjenesten i den katholske Kirke Kl 3 E.m. Jeg gik derhen med Sahr, Becker, Hornstein og Jansen. Men vi bleve strax færdige. Det var ikke til at udholde. Den verdslige Sang skal dog have haft nogen Interesse skj. den ogsaa havde sine musikalske Gyseligheder — men Gud bevare os for deres religiøse!

8. Kl 9. Prøve i Gewandhaus. Hr Haake (af Orchestret) spillede en ordinær Fløiteconcert. Men forresten var der interessant Musik. Webers Jubelouverture, Cherubinis herlige d^o til Anakreon og R. Schumanns 1^ste Sinfonie i B dur. Denne er af 1^ste Rang og interesserer fra først til sidst. Udf. var ogsaa høist energisk. Mærkværdig gjør sig Scherzoen med de to Tempi. Ild og Kraft hersker i denne Musik, og nye Tanker. Frau v Strantz sang en Rossinsk og Händelsk Arie, især den første meget virtuosmæssigt med sin mærkværdige Røst. Men ret varm gjør hun En ikke. –

9. 11^te Abonnementconcert.

• 1. Ouv. Anakreon af Cherubini. En ikke meget lang Intrade og saa en ganske uforlignelig skjøn All^o. Musiken er klassisk i sin hele Form men har dertil noget saa ganske ejendommeligt sødt og melodisk som man hos Ch. saa ofte finder det. Især er Violinpartierne og overh. Strygeqvartetten høist interessant. Jeg vilde ønske jeg bedre kunde skizzere og analysere hvad jeg saal hører; men skj. jeg nyder og ret godt forstaaer, saa glemmer jeg saa hastigt det Ene for det Andet og har kun et ubestemt Udtryk tilbage. Udf. var aldeles pragtfuld.
• 2. Arie af Händel for Alt: «Heilig, heilig, Herr Gott Zebaoth.» — udf af Fr. v. Strantz. Hun blev ved Indtrædelsen modtaget med Applaus — en stor og sjelden ære. Arien er stor og simpel, i langsomt Tempo og blev udført med Aplomb, naar blot Fr. S. var sikrere i sin Intonation. Hendes Stemme høres endnu noget ubestemt og syg, saa frappant den end er i Volumen og Klangstyrke. Hun skal efterat have gjort Studier hos Garcia, et Par Aar have været hæs el ialfald ude af Stand til at synge.
• 3. Fløitefantasi comp og udf af Orch. Medl Hr Haake. Flaut og kedeligt. Til Slut kom efter alskens Tyvegods og Platituder, Final-Arien af Sonnambula med mangfoldige Variationer. Da lo man ganske lydt i Salen. Men de ikke musikalske Abonnenter — og af dem er der ogsaa her i Leipzig mange — vare saare tilfredse. Det er af Hensyn til denne Deel af Publ at Direktionen maa lade desligeste Musiknummere nu og da opføre.
• 4. Rec. og Arie af Italiana in Algieri af Rossini. Stor, brillant Alt-Coloratur (el Bariton?) Men for lang og for rossinisk. Brillant udført, men ikke med den musikalske Sikkerhed som hos Frl Graumann, der sang denne Arie paa 1^ste Ab.^s-Concert.
• 5. Webers Jubelouverture. Ypperlig udført.
  II. R. Schumanns Sinfoni N^o 1 i B dur. Intr og All^o, rask, fyrig. Klare, prægnante Motiver. 2^den Sats Larghetto behager mig mindre; men saa kommer Scherzoen med sine to Motiver 3/4 og 2/4. hvis Contrast er ganske fortræffelig, skj. Indtrykket af Beeth. A dur maaske vel stærkt føles her, skj man ei bestemt vil kunne sige at noget er laant. Larghettoen gaar direkte over i Scherzoen. Original bliver dog denne Comp. i høi Grad. Bedst er Finalen; thi denne er virkelig et reent Mesterstykke af en Finale. Ypperlige, tiltalende Motiver, klar, vel anlagt Form, interessant Instrumentation. Udf. var kvik. En Sjeldenhed var det at høre Violinerne og jeg tror saagar David selv, tager Feil etsteds i Scherzoen, hvor en Repetitionstegn ei blev paaagtet. Der var kun et halvt Strøg, saa var man atter paa ret Vei. (Gew. Orch. har i Regelen 10–12 Første Violiner og omtr. ligesaamange 2^den; omtr 6 Bratscher og 6 Celloer. 4 Contrabasser. Blæschoret er det sædvanlige Antal!)
  – Da jeg kom hjem om Aftenen fandt jeg endelig Brev fra Hjemmet. Fra Axel: Om Organistposten og hvad dermed staar i Forbindelse. W^s Raisonnement. Om Livet i Julen: Moder paa Grini; Theodor i Holmestrand. — Kathinka omtr. ved det Samme. Carl Fuldmægtig i Marine dpt; Munch-Ræder Exp. Sekr i Samme. — Gode Udsigter for Theodor (250 Stip. for næste Aar) — Fru Welhaven d 27 Dec en Søn (– «med Næse,» siger W!) — Asbjørnsens Nytaarsbog «Ydale.» (Asbj^s Corvet-Skizzer. Th^s Bidrag. Digt af W. om Bogens Titel. — Et Gjensyn, Novelle af Camilla Collett. Reisebreve af Jonas Collett. — J Moes Børnebog «I Brønden og i Kjernet.» Asbj^s «Juletræet.»
  — M. Thrane frifunden ved H.R.^s Dom. – Sexes Afsættelse. — H.ø. Blom vanvittig, i Slesvigs Galehospital. Schweigaards Energi i Jernbanesagen. – Moder skr. fra Grini. Ensomt Liv. — Om mine Klager. — En Hilsen fra Lina. Gudes Adresse er: «b. d. hr Uhrmacher Bringmann auf dem Carlsplatz» i Df. —

10. Bladene (t. Ex. Witzbladet Central «Volkshalle») om den Borgerkrone som en Deel af Leipzigs Borgere overrakte Manteuffel fordi han foretrak Fred for Krig. Denne Borgerkrone giver ogsaa Kladderadatsch Anledning til mangen drøi Spøg. – – Ministerkrisis i Frankrig. — Den østerigske Exekutionshær begynder at nærme sig Holsteins Grændser. – Med den ital. Opera vil det ikke gaa. Man finder den altfor blandet og hullet. Nu har M^m Dahl, Caggiati og Casanova efter de resterende 5 aftener faaet een til Benefice. Det var iaften. Huset var langtfra fuldt men dog taalelig besat. Man gav en heel Deel Stumper. Scene af Belisar D^o Af Don Juan. Af Verdis Lombardi Uddrag af Barbiere. D^o av Ernani. Jeg hørte altsammen undt. Ernani. — M^m Dahl sang Zerlinas 1^ste Arie og mer Casanova la ci darem. – Begge vare uheldige og Musiken blev forvandsket ved Broderier og Toiller og Fermater. Caggiati sang Ottavios Arie ret friskt. Men Fragmenterne af Barberen hørte jeg med Fornøielse. Det var af 1^ste Akt. Introd. Grevens Cavatine. Figaros Arie Scene og duo med Greven. Rosenes Arie og duo med Figaro. Alle tre vare heldige. Især gjorde Casanova Partiene med sit prægtige Ydre og levende Spil og vel udførte Recitation. Han er egentl ingen Buffo og overraskede derfor saameget mere. M^m Dahl var langtfra saa ubehagelig her som i det seriøse Genre. Hun sang med Bravour og ofte med prægtigt Udtryk – kun at Stemmen var friskere og mindre «grødet». (Jeg havde ved min side i Logen Natalia Munch m. h^ds vakre datter og en ‹…› engelsk Gouvernante.)

12. Frost om Natten og en klar smuk Vinterdag med en to–tre Graders Kulde. Spadseret med Becker og Jansen. Den sidste, fhv. Conservatorist, er en lidenskabelig Schumannianer og besidder og kjender fast alt hvad han har skrevet. Han lever nu i Göttingen hvor han giver Informationer. — Til Norman høres Intet. — I Senffs Signale seer jeg at Breunung har forladt Leipzig og at Wilhelmine Clauss er her uden at ville optræde, da hun blot er paa et Besøg forinden sin Pariserreise. Det berettes som ganske vist at Mad. Castellan skal synge paa en af de næste Gew.^s Concerter. – –
– I Grenzboten Opsats af Riccius om «Heinrich Marschner». — Sternberg^s «Berühmte deutsche Frauen,» t Ex. Fru Krüdener. Angelika Kaufman. Aurora Königsmark &c. Ganske godt tegnede. — (Acton) Currer Bell: Jane Eyre. (Agnes Grey.) (Tidligere: Shirley og Wildfell Hall.)
— Min Madame har med Beredvillighed laant mig baade Bibel og Gesangbuch. Naar det kunde gjøre Motetten færdig!! –

13. Idag kom Norman tilbage fra Berlin hvor han har levet prægtigt hos Bargiel og hans Moder og to Søstre. Nye Bummelstykker ere componerede og flere lindbladske Lieder transkriberede. Bargiel arrangerer Genoveva for Pfte til 4 Hænder. –

14. Det klare Frostveir vedvarer. Hos Richter med mit første Motetteforsøg som naturl. var ‹…› nok i Formen. Ja Praxis er slem at faa Greje med!
– Statholderskabet i Slesvig-Holstein har udgivet en Proklamation hvori det aftakker og lægger Sl. H^s Skjæbne i Exekutorernes Hænder. Nu, det kunde man forudsee! — Louis Napoleon har foretaget nogle Forandringer i sit Ministerium og paa den Maade sat sin Villie igjennem at faa Changarnier afsat fra Pariser-Commandoen. Baragay d’Hilliers er hans Eftermand. — General Bene er død i Tyrkiet. — I Paris gjør en ny stor Opera af Auber L’Enfant prodigue» megen Lykke. Scribes nye Lystspil: Les contes de la reine de la Navarre» opf. nu ogsaa i Tydskland og ventes ogsaa i Leipzig.
— 4^de Euterpeconcert. 1. Schumann. Ouv. til Genoveva. I Udf. langt under den i Gewandhaus; men gik dog bedre end Sinfonien i anden Afdeling.

• 2. Elviras store Scene og Arie (Es dur) af Don Juan udt. af Frl. Buck. –
• 3. Spohr^s E moll Violinconcert udf. af H. Riccius. Concerten er lang og svær og R^s Instrument duer ikke meget; men hans Spil er meget musikalskt, meget reent og behageligt. R. gaaer nu fra Leipzig da han er ansat ved Capellet i Dresden. Det er en begavet Person med et elskværdigt Væsen og fiint, klogt Ansigt. –
• 4. To meget smukke Lieder «Seit ich ihn gesehn» og «Er der Herrlichste von allen,» af Chamissos Frauenliebe u. Leben, comp. af R. Schumann. Ganske godt sungne af Frl Buck, især den Sidste. Hun synger med Følelse men Foredraget er usikkert som Stemmen, der forresten ikke er ubetydelig.
• 5. Caprice for Violino solo af David. Salon-Virtuosstykke; ganske kjækt og tiltalende, og godt udf. af Riccius.
• II. Beethovens 4^de Sinfoni i B. dur. En af B.^s aller sublimeste; men for svær for Euterpeorchestret. Udf. i Kjøbenhavn var langt bedre.

15. Kl 9–12 Prøve i Gewandhaus. Gades nye Sinfoni i B dur; Beethovens Lenore Ouverture N^o 2. To Violinnummere udf af en ung Posener Hr Grunewald; to Arier udf af Fr. v Strantz og to 4^st Mandslieder udførte af Paulinerne under Langers Direktion. Hovedinteressen var naturl for Gades nye Sinfoni; og flere Personer end sædvanl besøgte for dens Skyld Prøven. Sinfonien er meget kortere end de øvrige og maa i det Hele kaldes en lille Sinfoni. Stilen er ogsaa holdt derefter. Den er simpelt formet, klar og forstaaelig. Den er aldeles ikke nordisk men ligesaalidt nogen Efterligning, t Ex. af Mendelssohn. Snarere er Beethoven i sin mildeste Skikkelse Forbillede. Den gjør heelt igjennem et behageligt Indtryk; er ikke lang og lærd, har smukke Motiver (især Scherzoen) og er naturl. mesterligt instrument; den vakte alm. Bifald og vil vist faa det ogsaa af det store Publ. Nærmere imorgen. –
Om Aftenen gik den længe omtalte Forestilling i Conservatoriet for sig. — Skuepladsen var et meget knapt Rum i Cons. 3^die Etage. Scenen selv var ikke større end min lille Stue her og der var kummerlig Plads for otti Tilskuere. Men «Spass war es doch». Skuespillerne stode næsten med Næsen lige ind paa Spektatorernes dito. Souffleuren var ligesaa nær os som dem han skulde soufflere. Paa den Maade gik det mere end alm. naturligt til at der blev fniset paa begge Steder og at de ømme Kjærlighedsscener foraarsagede svær Gêne især hos Elskeren. Det Bedste ved Affæren var at det virkelig var arrangeret af Conservatoristerne og af dem ledet og udført. At der blev slet spillet af de Fleste er ganske rimeligt; men at Solosangen ikke var bedre var mindre i sin Orden. Forresten gik Operetten med ret raskt Ensemble. Først spillede Norman og Märtel 4^h. Ouv. til Cosi fan tutte. Saa kom et lille enfoldigt Lyststpil af Benedix ^{«Eigensinn»} med en saare tarvelig Witz, som de gode Herrer og Damer ikke ret forstod at gjøre morsom uden forsaavidt som de ved deres Keitethed frembragte Moroen. I 1^ste Scene faar Tjeneren det Indfald at tvinge Kammerpigen til at sige Gud ske Lov; Bordet er dækket; men hun vil ikke lade sig tvinge skj. det er en Bagatel at vise ham den Villighed. Dette har den unge ægtemand hørt og fortæller sin Kone det; hun giver Pigen Ret og en lignende Scene opstaar nu ml ægteparret; saa kommer de Gamle paa Besøg; Sagen omhandles — og en lignende Scene forekommer ml Vater og Mutter. — Enden bliver at Alfred forærer Emma et Schawl for hvilket hun bekvemmer sig til at komme frem med de forlangte Ord. Hos de Gamle og hos Tjenestepigen kommer Ordet frem ved List af Modparten. Voila tout! Bremer var en ynkelig Alfred, men Frl. Grohman en meget net og flink Emma. Tjeneren Henrich gaves ganske kjækt af Nicolai. Pigen og de Gamle vare saa saa. Sahr som Papa var godt maskeret. — Derefter kom Die Kirmess». Kom. Operette i 1 Akt af Edv. Devrient, Musik af Taubert. En lille Bondeidylle; Musiken ganske net og behagelig. Smaa Terzetter, Duetter, Lied m Chor o. d^o. Sahr dirigerede og Märtel udf. Orchestret paa Pianofortet. Halvparten af Choristerne maatte staa udenfor Scenen. Nicolai var her Mesteren; han sang og spillede sit Baritonparti (Hans) ret kvikt. Elskeren Anton var John; sang ikke smukt men førte sig ganske passabelt. Bondepigen Susschen var die Masius; mager og ubehagelig; med en usikker, skjælvende Sang. Gerichtsvogt, et outreret komisk Basparti: Hr Else ganske morsom skj. grovslaaet nok. Susschens Mutter et ubetydeligt Parti. Stor Furore gjorde Hornstein som den stumme Gerichtsschreiber. Der vankede megen Latter og Applaus og «Alle heraus!» Fredag Aften gjentages Forestillingen for den anden Halvpart af det inviterede Publ; som man neml paa Gr. af Lokalets Knaphed maatte dele. Og da finder ogsaa Weinachtsbescheerungen (post festum) Sted. — Efter Forest. vare en Heel Deel af de Nærværende ell Deeltagende samlede i Kneipen i Hotel de Saxe hvor Norman, Sahr og jeg nu have vort Tilhold efterat Pflock er abandonneret form. h^s forhøiede Priser. Imellem de Unge sad ret bummeligt den ægte Bumler, Klaveerlæreren. Wenzel. (Sahr. Norman. Nicolai. Bremer. Reisholt. Hornstein. John. Else. Radecke. Märtel. Friese. Lindhult).

16. 12^te Abonnementconcert.

• 1. Gades nye Symphonie i B (N^o 4). Publ var meget talrigt og med spændt Forventning anhørtes Sinfonien. Af Applausen at dømme var Modtagelsen god men ikke brillant; Anerkjendelse men ikke decideret Lykke. Det er ogsaa en egen Sag. De Fleste mene ikke ganske uden Gr. at Gade ikke gav hvad man af ham kunde ventet sig. Sinf var smuk mesterligt bearbeidet, særdeles velklingende; men ikke rig nok, ikke stor nok, ikke interessant nok. Dette kan gjælde naar man tænker paa C moll og A moll og nu vil have noget endnu rigere og større. Men Nyt — hvad er Nyt i vore Tider? Og Stort? Gade vilde her skrive en «lille» Symfoni. Og simpel er den ogsaa men i en ædel Betydning. Gade kunde vel været Manden for at gjøre den broget nok. Det Simple i den er ogsaa det Skjønne. Det Nordiske fremtræder ikke i den; heller ikke stærkt det Mendelssohnske. Snarere mener man: noget Spohrsk; og atter Andre: noget Schumansk. Hos de mere Upartiske tror jeg Sinf. har gjort meget godt Indtryk. Ialfald beundres Trioen særdeles. 1^ste Sats er maaskee den «simpleste». Hovedmotivet er to Noder; et Toneskridt fra B til Underqvarten. Paa dette er egentl hele 1^ste Sats bygget; det andet Motiv (Melodien i F moll?) er særdeles skjønt; men er Sidethema. Fuld af prægtigt klingende Instr. Kombinationer var denne Sats som den hele Sinf. — Andanten i Es dur (3/4) er rolig, baaret (legato) af en mild, alvorlig Charakter; særdeles skjøn men visselig ogsaa simpel, uden Schumanske Extravagantser. Saa kommer den nydelige Scherzo i G moll hvis Trioer som Mellemsatser ere indflettede i Satsen, som altsaa kun er ren Repetition, og ikke lang. Hovedmotivet er allerliebst og Sidesatserne, Trioerne (2 eller 3?) ogsaa. Saa sætter Allegro Finalen jublende afsted med en særdeles frisk Begyndelse. Mindre frappant er det andet Thema og overhovedet midten af Satsen. Men sidste Deel er atter fortræffelig. Udf. røbede stor Interesse hos Orchestret. Rietz selv, som form. sin Operas Vanskjæbne nok er mere end almindelig hypochondrisk, skal have fundet Sinfonien «unbedeutend» (!) Mange ivrige Venner har Gade her; men det enragerede Schumansparti vil ikke anerkjende ham som nogen stor Mester og finder ogsaa dette Værk at være mat og «dagewesen». –
  Rigest var Bifaldet til Scherzoen. Ogsaa ved Slutningen blev ganske vedholdende applauderet, men som sagt, ikke saa ret enthusiastisk som t Ex. da Lenore-Ouv. i 2^den Afd. var spillet. Nu — Beethoven er Beethoven — og saa høit kommer ikke engang Schumann om ogsaa alle hans Tilhængere ville hjælpe til. — Det som hos Gade tiltrækker er det rene Musikalske ved ham. Han er ikke saa genial som S. men han er en finere, renere følende Musiker der hvis Pegasus ikke kan flyve saa høit og saa dristigt men heller ikke staar Fare for at færdes paa Afveie under sin Flugt og netop i denne Faren veed at sætte en ære. Forresten er vistnok Schuman; netop i Sinfonien, Gade en farlig Rival, hvis alle hans Sinfonier ere som den første i B dur. Men selv i den ere Bizarrerier som Gade aldrig vilde tillade sig. — Nu skal vi snart erfare hvad de Hrr. Kritikere sige. Meest nysgjerrig er jeg paa Hr Riccius som har spaaet Gade en stadig Falden fra sin tidligere Høide. –
• 2. Recit. og Arie af Glucks Orpheus. Den samme som Grauman sang. Dennegang Fru v. Strantz. Hun sang renere end paa Prøven; men er dog aldrig ret sikker i det Stykke. Forresten beundringsværdige Midler. Hun er ingen Enke som jeg troede. Manden er, efter hvad Sahr fortalte mig, den preussiske Officier der igaar vimsede frem og tilbage i Orchestret og et Par Gange talede med hende. Hendes Hals skal atter være daarlig.
• 3. Lipinskis store Militærconcert udf. af en meget ung Hr. Julius Grunwald fra Posen. Meget færdigt og ret besjælet. Dog langtfra nogen Mester.
  2^den Afdeling

• 1.) Beethovens 2^den Lenoreouverture. Samme Hovedmotiver som i den store 3^die. Men anderledes, ikke saa storartet bearbeidede. Og dog er det en gevaltig Ouverture; for stor og for dyb til en Opera. Ypperligt blev Trompetsoloen udf.
• 2.) Rec. og Arie af Mercadante (Ah ore, mie care, tutto per me brillô) ret en Virtuosarie; i stort Stemmeomfang med svindlende Passager og Coloraturer. Udf. med megen Aplomb og ogsaa meget udtryksfuldt af Auguste v. Strantz. –
• 3.) Ernst^s smukke Fantasi over Marschen og Romancen i Otello. Udf. af Grunwald. Men hertil hører en Geiger af 1^ste Rang. Hvorl spillede ikke Ole Bull denne Marsch!
• 4) To 4^st Mandssange, prægtigt sungne af Paulinerne under Langers Anførsel. 1. «Der frohe Wandersmann» af Eichendorf. 2. «Stoltzes Lied f. die deutschen in Lyon.» Begge af Mendelsohn. Den første af hans tidl. udg. Männerlieder. Den sidste af Nachlass om jeg ikke feiler. — Den rene, fulde, herlige Sang blev modtaget med stormende Applaus.

18. I Theatret Halevys «Das Thal von Andorra». Romant. Opera i 3 Akt. m. Dialog. Texten er af S^t Georges og er spændende og underholdende. Musiken har adskillig Effekt er gjort med Routine, har flere meget smukke Enkeltheder f Ex. Jacques Lied og Mai-Roses klagende Romanze, men behager mig i det Hele ikke meget. Den er for kold og for larmende, som Halevy overhovedet. Var Texten ikke den den er, vilde jeg sætte Operaen fuldk. ved Siden af, om ikke under «Rosenfee». Men Texten giør at man gierne seer den et Par Gange. — Udf. var ikke meget fuldkommen. Og ondt gjør det mig at Schreiber-Kirchberger her ingenlunde var sit Parti voxen; det er for tragisk for hende; har formegen Dramatik og slet ingen Roulader. Tilmed skal hun være Günter-B^s Datter og dertil er hun langtfra ung nok. Mayer havde et taknemmeligt Coloraturparti og sang fortræffeligt. Günther-Bachmanns Parti var ogsaa for alvorligt i Forh. til Fremstillerindens Fag. Meget god var Behr som den gamle Jacques, det bedste Parti i Operaen. Elskeren Wideman var som sædvanlig, og den anden Tenor Hr Qvint karikerede for stærkt. Sergeanten, Brassin, var slet. — Ouv. begynder meget stærkt Pastorale og ender med tom Klingklang. I 1^ste Akt er Musiken meget livlig; i 2^den ret dramatisk virksom, meer alvorlig :/: 3^die svagest. Personerne ere: Stephan, Pyerenæer-Jæger, Mai-Roses Elsker: (Widemann) Saturnin Fiskeriforvalter, forelsket i alle de tre Damer, faar til Slut Georgette. (komisk Tenor, Hr Qvint) Lejoueus, Sergeanten, Hværveren (Bariton: Brassin) Theresa, Spanierinde Forpagterske, og som det til Slut viser sig, Mai-Roses Moder (Sopr. Fr. Gunther-Bachmann) Mai-Rose, i hendes Tjeneste, Jacques Plejebarn, Datter af en afd Captain (1^ste Parti; Fr. Schr.K.) Jacques Sincére Bass, Gedehyrde (Behr) Georgette, en rig Arving, Slægtning af Stephan og som Theresa, forelsket i ham, og paa Nippet til at faa ham form. Katastrofen med Mai Rose som dog lykkeligt, skj. noget over vel pludseligt og ikke ganske motiveret, løser sig. (Coloratur-Sopr, Frl Mayer.) Dommeren: Hr Wilske. Chor af Bønder og Bønderkvinder, Soldater og Rekruter. Handl foreg. i Andorra i Pyrenæerne, smukke Dekorationer. –
– Kongen af Sachsen som har jaget her i Omegnen, var igaar i Theatret. Havde jeg vidst det vilde jeg dog for Curiositets Skyld have seet ham.
– Gades Symphoni roses meget i D. Allg. Z. men finder ikke ganske Naade hos Dr Reuter der skriver de flaue Anmeldelser i Tageblatt. –

22. Norman begynder nu at blive bemærket her i Leipzig. Kistner har indført ham hos Freges; Schleinitz hos Hr. G. Schmidt, en ung Herre der giver musikalske Aftener i Schlafrock og trakterer med Viin og Maaltider. Naar nu dette kunde hjælpe ham til at fortjene noget. De nye Berliner-Bummelstykker ere for alvorlige i Forh. til Titelen. Meget smuk er en Andante af N. Han har ogsaa komp^t et prægtigt lille Klaveerstykke, en All^o i F.dur.
– Uenighed i Hamburger-Conferentserne ang. Slesvig-Holstein. Danmark vil ikke give Slip paa Separationen og østerig synes at ville smigre noget for Tydskheden i Hens. paa Holsteins Forhold til Tydskland og siger ikke at ville have at Danmark trækker Slesvig indenfor sin Toldlinie. I Dresden er østerig og Preussen desværre enige nok. Sørgelige Udsigter har det med den paatænkte Folkerepræsentation paa Forbundsdagen. — Mens Europa saal har nok med egne Anliggender har Rusland i al Stilhed tilintetgiort den sidste Rest af polsk Nationalitet. Det har draget Polen ind i sit Toldsystem, indført den russiske Codex og det russiske Sprog som eneherskende i Embedslivet. Polen existerer ikke mere. I Frankrig har Changarniers Afsættelse skaffet Præsidenten et Mistillidsvotum af Nationalfors^s Majoritet. –
– Hos Klemm: Motetter af Schicht. 15 Orgelst. (Fughetter) af Rembt. Beeth^s C^m Sinf. i Part.
– Componisten Lortzing er pludselig død i Berlin. Han var fød. 1803. –
– Prøve i Gewandhaus. Bennett: Ouv. Die Waldnymphe. Beethovens C moll Sinfoni. Sinfoni Concert i H moll af Littolff. Ikke saa lang og ikke fuldt saa zerrissen som den forrige; men dog vel urolig, skj. interessant især i Orchesterbehandlingen. Arie af Mozarts Idomeneo og Meyerbeers Crociato udf. af Frau v. Strantz; langtfra sikkert nok og heller ikke med Varme i Foredraget. David er syg og hans Violin savnedes kjendelig i Orchestret. Den berømte Cello- og Contrabassolo i C^moll udf. ganske prægtigt; der vare 8 Cellister.

23. Min Fortvivlelse over den elendige Componeren er større og større. Denne Vanmagt i Haanden er ligesaa slem ^som for et halvt Aar siden trods alle Timer hos Richter. Og Tanker! Af dem har jeg alskens, kun ikke musikalske. I otte Dage har jeg nu daglig gjort Udkast og kasseret. «Kasser ikke»! vil man sige. Men naar jeg seer at det ikke duer! Ak og Vee — det Hele kunde ligesaa godt være ugjort; mit musikalske Talent er ikke af rette Sort. Ialfald er jeg for gammel eller for sløv til at udbytte det. Før havde da en og anden Tanke i Hovedet. Nu har jeg ingen!! – –
— 13^de Abonnements Concert. Det er underligt nok saaledes for sin egen Jammer at søge en Trøst i Nydelsen af Andres Dygtighed. Nydelsen er dog blandet. Den egne Jammer sidder mig i Halsen og brænder i mit Hoved. Og ved Hjemkomsten er det mig end umuligere at faa Noget paa Papiret!

• 1. Ouv. Die Waldnymphe af St. Bennett (op 20) (F dur??) Smukt Arbeide men uden klar Form og spændende Interesse. Klinger godt og interesserer i Detaillen men er dog kun en Mendelsohnsk Efterligning med en Blødagtighed og «Duselighed» som M. var hævet over. Fortræffeligt udført.
• 2. Arie af Mozarts Idomeneo. (D dur) udf af Fru v. Strantz; ganske godt men uden indtrængende Foredrag. («Zeffiretti lusinghieri»).
• 3. Sinfoni Concert N^o 2 H. moll af Henry Littolff. Virtuosen stikker formeget frem; og en urolig, sig selv ei klar Fantasi; dog med store Midler og stor Routine. Men alt blandes sammen; al Slags Stil, Beethoven og Chopin og Liszt og det som værre er. Tingen er for lang og bizar men smukke Sager komme fore. Nogen ægte kunstfiin Musik er det ikke. Tre Satser. All^o mod. Scherzo. And. con Rondo Finale. Orchestret er for meget Hovedsag. Ikke meget stærk Applaus.
• 4. Stort Rec. og Arie (Rec. Cavat. Arie.) af Meyerbeers Crociato, overordentl brillant sunget af Fru v. Strantz som her ret var prægtigt ved Stemme. Hendes Coloratur er ypperlig og Bifaldet var stormende. («Eccomi giunti omai». Cav: «O come rapida».)
• 5. 2 Salon-Etuder udf af Littolff; virtuosmæssigt og pikant, men ikke ejendommeligt nok. Fremkaldt spillede han een til. En dygtig Karl er det men hans Geni er for vindigt og vildledt. – II. Beethovens C moll Sinfoni som rigtignok lod alt det Foregaaende forsvinde som sjælløse Skygger. Denne Musik er af en Kæmpe med Englevinger; hver Takt er genial. –

25. Truffet forløbig Aftale med Organist Langer ang. Timer i Orgelspil. Han bor i Querstrasse 27 A. 2 Tr. –
– «Signale» om Gades Sinfoni. Sinfonien er forresten nu udkommen i Partitur hos Kistner og koster 3 Th. 10 ng.
— I Illustr Ztg læser jeg at Fru v. Strantz ingen Officiersfrue er, som man sagde; men gift med en Skuespiller v. Strantz «genannt Ferdinand»(?)
— Paa Brockhaus’s Forlag er udkommet en Bog der skal levere en ganske interessant Biografi over Wilhelm v. Humboldt samt Uddrag af hans Breve an eine Freundin, (hnds Navn erfares at være «Charlotte Diede») Fr. v Wohlzogen, Schiller, Fr. Toster mfl. Titelen er «Lichtstrahlen aus W. v. H.^s Briefe an eine Freundin etc.» v. Elisa Mayer.
— Om Aftenen bringer Postbudet et Brev fra Grevinde Hedevig. Rigtignok et af hendes korteste, men dog et Livstegn som jeg længe har ventet paa. –
— Atter noget koldere i Luften. –

26. Efter det nys givne Mistillidsvotum seer nu Præsident Bonaparte sig nødt til at modtage sine Ministres Demission. En Minoritet af Majoriteten forenede sig med Venstre og Cavaignacs Parti og frembragte dette Resultat. En Betingelse for Alliancen var at Changarniers Navn ei maatte nævnes i Votummet. En besynderlig Alliance som kaster et sørgeligt Lys over de splittede Forholde i denne Qvasi-Republik. — Thiers var Hovedlederen; Berryer holdt ogsaa en glimrende Tale; item Cavaignac, men uenige i Resultatet vare disse Herrer høist enige i Motiverne. Lamartine forsvarede Præsidenten. Nu har denne valgt sig, efter megen Søgen, et Overgangs-Ministerium af apokryphe Personer. ^{Ministrene tilhøre ikke Nationalfors. men skulle være gode og retskafne Embedsmænd.}) Maaskee vinder han dog til Slut Spillet hvis han fremdeles kan og vil gjøre sig Umage for at undgaa Betiser.
– I Stadt. Musæum et stort Genrebillede af Dr. Loose fra Brüssel. Børnelæge. Smuk Composition. –
— 1^ste Abonnements-Qvartett i Gew.h^s. (Ab^t for 3 Soiréer koster 1 Th.)

• 1. Qvartett af Haydn i G. dur. 4 Satser. udf. af Dreyschock, Hermann, Röntgen og Wittmann. ægte Haydn, men ikke aldeles fiint nok udført. –
• 2. Trio for Pfte. Violin og Cello. af Littolf. Udf. af denne og David og Rietz. Her var mere Musik og Forstand end i Sinfoni concerten; men ved Siden af adskillige ret pikante Motiver og Detailler, ogsaa ret mange Trivialiteter. Scherzoen var det Bedste. Udf. var god og nød Bifald.
• II. Beethovens store Es dur Septett. Denne velbekjendte fortryllende Musik hørte jeg her i en ypperlig Udførelse; jeg mindes en miserabel derhjemme. Forresten var hver Node mig bekjendt fra det 4^hdg. Arrangement. Her er B. endnu tildeels mozartsk og ikke saa emanciperet og grandios som senere. Og dog hvilken ægte Musik. I alle 6 Satser er den ædleste Melodi fra først til sidst og ingen møisommelige Durchführunger og lærde Combinationer. Samklangen af de forskj. Instrumenter kan ei være deiligere. Her er Hornet fortræffeligt benyttet. Andanten som paa Pftet klinger lidt lav og tynd er her saa fuld og herlig; ikke at forglemme den Adelaidemindende Modulation i Andantens 2^den Deel. Og saa Menuetten og Variationerne og Scherzoen og den imponerende Adagio-Introd. til Finalen og denne sidstes prægtige Sats og Canons! — David spillede aldeles henrivende 1^ste Violin. Hermann 2^den. Rietz Cello. Backhaus Contrabas. Landgraf Clarinet. Anton Horn og Pohle mesterligt Hornet. Bifaldet var meget stærkt, næsten jublende.

28. Endelig kom jeg til Richter med min anden lille Motette. Formen var betydelig bedre og ogsaa Indholdet. Men den «penible» Componeren mærkes. Lidt mere Mod har dette Resultat givet mig, og saa faar vi see hvad det vil frugte! –
— Aften i Theatret: «Den Stumme». Widemann var dennegang Masaniello, og optraadte her i et af sine bedste Partier. Men Widemann bliver dog Widemann. Der er en uhyre Kraft og Ild i denne Musik men næsten formegen Orchesterlarm. Chorene, der den hele Tid egentlig er Hovedelementet, ere fortræffelige. Musiken til Fenellas stumme Spil høist udtryksfuld. Charaktererne ere vel tegnede i Musiken, fornemmelig Masaniello, Pietro og Fenella; thi Elvira bliver dog kun et Bravourparti. 1^ste 2^den og 3^die Akt ere mig velbekjendte men i 4^de overraskes jeg af mange høist dramatiske Effekter. Man sige om Auber hvad man vil — han forstaar dog Tingen. Udførelsen er Stykværk og ikke Lidet udelades; t Ex. strax i Begyndelsen. Skade ogsaa at Mayer ikke synger Cavatinen i Es, skj. den ogsaa egentl. kun er specielt gjort for at give Elvira noget at synge. –

29. Prøve i Gewandhaus. Jeg kom temmelig seent og fik derfor ikke de to første Satser af Rietz: Sinfoni (G moll) at høre. Efter de to sidste at dømme har den en maesslos, heroisk Charakteer, er meget bred anlagt, taber sig ofte i indviklede Combinationer og gjør meget af overlæssede Instrumentaleffekter; men hvad jeg hørte behagede mig dog som et alvorligt, tankefuldt Værk med megen Hverv og ganske gode Motiver. At den Mendelsohnske Skole spores forstaar sig. Forresten sang Mad. Strantz (hvis Gemal virkelig er en ganske ung Skuespiller Gud veed hvorfra) to Arier og Hr Dreyschock spillede et af ham selv comp^t larmende Virtuos Concertstykke paa hvis halsbrækkende Kunststykker han selv brak Halsen. Et Cellonummer udf af Grützmacher hørte jeg ikke. — Men hvor bliver Castellan af?? — Til Slut kom Freischütz-Ouverturen. –
– Norman fik igaar en Billet fra Livia Frege, der inviterede ham til at gjøre Musik med sig hos Frau Gräfin Hohenthal. Ça va bien! Die Strantz var ogsaa der. –

30. 14^de Abonnem^tsConcert.

• 1. Webers Freischütz-Ouverture, ganske prægtigt udført.
• 2. Arie af Händels «Israel in ægypten» («Bringe sie hinein u. pflanze sie auf den Bergen») — for Alt. udf af Fru v. Strantz.
• 3. Fantasi f. Cello. m. Orch. (bl. A. over den russiske Nationalhymne) en kedsommelig udtrukket, sentimental Comp. af Kummer; meget reent og musikalsk foredraget af Grützmacher (af Orchestret).
• 4. Stor Scene, Rec. og Aria af Rossinis «La donna del Lago» (Brava felice — og Arien, den bekjendte «Oh quante lagrime») med megen Bravour og Aplomb udf af Fru v Strantz.
• 5. Dreyschock: Violin-Concertstück. Gik lidt bedre end igaar men er dog for svært anlagt. Det er en slem Ting naar man ei selv kan spille hvad man har comp^t for sig selv! Dr. er forresten en meget respektabel Geiger.
  II. Sinfoni i G moll af Julius Rietz. Saa betænkelig bred og udtrukket denne Sinfoni end er, behager den mig dog som et meget dygtigt Arbeide med mange gode Tanker, en ganske grandios Stil og fortræffelig, effektfuld Instrumentation. Den tydske Grundighed stikker rigtignok vel dybt her og Rietz har taget Gewandhaussalens Motto «res severa est verum gaudium» for strengt. Men det skader ei til Afvexling. Megen Originalitet i Motiverne er her ei at søge; men R. vandrer i Mendelssohns Fodspor men dog med en anden Individualitet og bredere, alvorligere, strengere; ikke saa klassisk klar og blid. Hans Form høres streng; Motivernes Anordning i Durchführungen i 2^den Deel fører han altfor vidt i sine Consekventser. Det trætter noget. Men som sagt trods dette Brede hører man det an med Interesse; for Musikeren er her Stof nok. «Sinfonien er lang men ei langweilig» sagde Hr Wenzel igaar aftes hos Döderlein; og jeg giver ham Medhold; d.v.s. in toto — thi hist og her i Detaillen er og bliver R. langweilig. 1^ste Sats G moll. All^o i temmelig pompøs, eroisk Snit. Gedigen Sats. Adagioen i B-dur er ogsaa for lang men har en høist nobel Charakteer, klinger fuld, rolig, baaret og har mange særdeles skjønne Enkeltheder. Scherzoen er forlidet scherzos. Hovedmotivet er ganske populært og klinger allerliebst men det er for bredt udviklet; Sidetemaet er ikke saa godt. Den er i 2 Takt og Finalen i 6/8 (?) begge i g moll. Finalen har meget Opsving men Motiverne mangle Originalitet. Overgangen i G. dur klinger fortræffeligt; ogsaa Melodien i Blæsechoret (Basunen). — Sinf. modtoges med Bifald dog vel meest fra Musikere. Massen fandt den vel noget vel lang. Instrumentationen er visselig heel igjennem mesterlig. Alt klinger saa godt. Kun maatte man ønske at R. var lidt mere concis, lidt elskværdigere; lidt mere Mendelsohnsk elegant og Gadisk slaaende. –
  — Brev fra Gude og Betsy. Langt og prægtigt! De kom til Df. først i Nov; vare i Julen hos Windgassens og i Seeligenthal hos Ritters. G. har fuldt op af Bestillinger og de leve Begge saa lykkeligt. Agnete ventes «maaskee» i April!! Flamm er i Rom. Oswald A. er kommet tilbage til Df. Der ere 13 Norske i Df nu. Asta Hansteen og Anker ere Carrikaturerne. Bodum er der ogsaa. G^s omgaaes foruden sine Landsmænd, forneml med Lessings, Camphausens, Richters, Smiths, Leutzes og Achenbachs. Betsy skriver sødt som altid.

31. Efter nogle faa Dages Kulde er atter den vidunderlige Mildhed i Veiret indtraadt. Iaften har Paulinerforeningen sin Vinterconcert med Bal for specielt Indbudne. Jeg kunde faaet en Billet gjennem Magnus men den kostede 1 Thaler og det er paa høi Tid at være fornuftig. Og dog havde jeg gjerne seet den Affære!
^{I Paulinerconcerten opf. Jul. Ottos «Im Walde», et Slags populairt Sang-Tonemaleri der er meget yndet af de tydske Liedertäfel. Comp. dirigerede selv. I 2den Afd. kom Lieder af Zelter, Weber, Marschner, Mendelssohn, Franz Otto, Zöllner og Jul. Otto. Ogsaa Zöllner var tilstede og dirigerede sine Lieder. En Student deklamerede en Inledning til Sangforedragene og for hvert nyt kom en indledende forklarende Recitation. Jeg beklager at jeg ei havde Raad til at gaa derhen.}
– I Grenzboten tilstaar Riccius som spaaede Gade saa ilde at dennes 4^de Sinfoni modsiger denne Spaadom. Han roser Sinfonien ubetinget — og medrette. — Bargiels op 1. skal være udkommet hos Whistling. — Norman har gjort et Par nye Lieder.
– Fra Leiebibl nylig: Auerbachs Lucifer; ny Følge af Dorfgeschichten. — Shakespeare. — Hos Döderlein om Aftenen: DHrr Wenzel, Eppstein og Jadahson (Elev af Liszt i Weimar).

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.