Marts

1. Brev fra Hjemmet af 21^ste Moder havde ligget nogle Dage syg af en som det lader temmelig mild Influenza. Theodor har nu ikke Frieberg men Berlin eller Bonn i Sigte. Chemiposten har han ei Haab om da den averteres vakant i tydske Blade. Axel længes fra Dunker og tænker paa at gaa til Skjelderup hvis Kaltenborn bliver Sagfører. Lina skriver nogle Linier. Alt vel derude. Kathinka er ført til Christiania men er fremd. lam og der er lidet Haab at denne Lamhed nogensinde forsvinder (!) Høist nedslaaende ere de offentlige Nyheder om Storthingets Radikalisme og Bonderaahed og om Arbeiderurolighederne i Levanger hvor Militæret er sat i Rekvisition for at bringe Orden tilveje (Thranes Udsending Hr Mikkelsen). NB. Axel fortæller at Rosenkrone for Tiden skal opholde sig i Neapel. –
— Norman førte mig med sig i Leipziger Liedertafel der gav en «Gesangunderhaltung i Hotel de Cologne. Han havde nemlig lovet Dirigenten Hr Voigt, med hvem han er bleven bekjendt i «Schlafrockforeningen», at spille ved denne Leilighed. Liedertafelet bestaar af lutter unge Handelsmænd; særdeles talrigt er ikke Choret og med dets Præstationer er det meget tyndt bevendt. Især vare Tenorerne høist betænkelige. Da der efter Concerten skulde souperes og dandses havde jeg ventet at træffe en anseelig Samling balklædte Damer. Men ogsaa dermed var det tyndt bevendt — og ikke een rigtig smuk, saa jeg. Lokalet (jeg saa blot den mindre Sal med de omliggende Rum) er elegant og Arrangementet var ret nobelt. Man gav: 1) Fischers Meeresstille u. glückliche Fahrt der rigtignok blev ganske anderledes sunget af Paulinerne. 2) En temmelig udtværet og mislig 4^st Comp. af Dirigenten Hr Voigt. 3) spillede Norman «Mendelssohns Andante cant. con All. agitato» (in H) og ^af Bennett et meget smukt lille Charakterstykke. N. spiller i høieste Grad musikalsk, med det behageligste Anslag og det skjønneste Udtryk — saa simpelt og beaandet. Men det lod ei til at det nærværende Handelspubl. forstod sig derpaa. 4) Grosse Wanderschaft — en med stor Routine comp Scherz-Quartett af Zöllner (der selv var tilstede. I anden Afdeling kom 1) Jægerchoret af Euryanthe 2) Kückens Steckbrief. 3) spillede Grützmacher en Fantasi f. Cello af egen Fabrik; Udf. var smuk, Compositionen temmelig ubetydelig. Item en Vals af Batta. Det var noget for Kræmmerne og her applauderede de ogsaa stærkt. Norman akkompagnerede. 4) Mendelssohns skjønne 4^st Lied «Der frohe Wandersmann» og til Slut 5) Zöllners: «Clausur-Walzer.» Den bekjendte «o itum». Souper og Bal brød jeg mig ikke om at bivaane.

2. Idag har Leipzig det prægtigste Slædeføre og Alverden er ogsaa ude at gjøre Schlittfahrten pom Promenaderne. Det er koldt og snoer og fyger. Altsaa dog en Eftervinter. –
I Theatret gaves tvende Possenspiele hvor en Gjæst, en bekjendt Comiker Hr Wallner spillede ganske fortræffeligt; hans Comik er af den høiere Art; han er ingen blot og bar Possenreisser skj. han ogsaa forstaar det tilgavns. Piecerne vare morsomme og jeg lo ganske kosteligt. «Der Viehhändler a. Oestreich» er en Wienerposse hvor den ærlige ufordærvede Bondenatur midt oppe i den fine Verdens Flitter og Usandhed giver en heel Deel ganske slaaende og grundkomiske Situationer. Viehhandleren besøger neml sin Broder der har svunget sig op til en rig Grosserer og har faaet sig et adeligt Navn og for bedre at staa sig med de Store fornegter sin Slagtehandlerherkomst. Ibl. hr Wallners Sange forekom et Par Couplets om Louis Napoleon og Hassenpflug der vare ganske vittige og foraarsagede en uhyre Skoggerlatter. «Der verwünschte Brief» er en Posse af laveste Sort men til at lee sig syg over naar Hovedrollen bliver givet saaledes som hr Wallner gav den. Heel ynkeligt tog sig de ^fleste herrer Leipzig-Akteurer ud ved siden af denne fremmede Mester. Gode vare imidlertid Hr Guttmann og hr Menzel.

3. Fastelavnsmandag. De materielle Leipzigere æde da det dobbelte Antal Pfannkuchen og i Centralhalle er Fastnachtsball og imorgen i Tivoli Volks-Maskenball. Snefog fast hele Dagen.
— I Gewandhaus 2^den Quartett-Soiree. 1) Schumanns Strygequartett N^o 1. A^m (eller rettere F dur.) En Musik der maa høres oftere; Intr i A^m gaar over i 1^ste Sats F dur. Finalen fandt jeg høist spirituel. 2) En ny Sextett af Spohr (C-dur) ^{(2 Violiner, 2 Bratscher, 2 Celloer)} hvis Adagio var ganske deilig. Forresten var denne Musik ikke just saa meget slaaende; dog altid værd at høre. Finalen er i to i hindanden blandede Rhytmer. Egentl en Blanding af Scherzo og Finale. 3) Mendelssohns med rette berømte Octett for Strygeinstr. (Es Dur), en Comp. hvis ædle store Anlæg og klassiske Præg, klare Form og høist tiltalende Motiver fuldk. henrykkede mig. I 4 Satser bevæger sig denne kunstige Væv af otte Stemmer og i alle disse 4 Satser er intet tomt og kedsommeligt. Vidunderlig er Scherzoen i g moll. Octetten udf af David. Dreyschock. Röntgen. Becker. Hermann. Hunger. Rietz og Wittmann. Sammenl mel de tre Componister faldt dennegang rigtignok ud til Fordel for Mendelssohn. –

6. Gewandhausprøven fandt først Sted iformiddags. Musikdirektor Aug. Walther fra Basel dirigerede en af ham comp^t Symfoni (Es. dur) der heelt igjennem er en Efterligning af Beethoven; et vel gjennemtænkt og med stor Dygtighed udført Stykke Arbeide der dog i væsentlig Grad savner originale og betydningsfulde Motiver. Formen er, som Anlægget, ret udmærket men Midlerne hvormed han virker ere tildeels laante og klinge som svage Efterklange af det store Forbillede. Sinfonien er i en ret alvorlig, bred Stil — vel lang men behager mig ganske vel ved Siden af de saa hyppigt forekommende Uberschwänglichkeiten hos de nyere Componister. I denne Sinf er ingen Spor af Mendelssohn og Schumann. Den har 4 Satser. All^o i D. Adagio smukt anlagt skj. Motivet er noget mat. Scherzo a la Beeth^s C moll — og Finale med en Introd. i langs. Tempo. — Saa udf. Ouverturerne til Tell og Preciosa; og da David som skulde spille Mendelssohns Violinconcert var bleven pludselig syg kom Dreyschock istedet med Concerten af Molieque (A^m N^o 5 tidligere givet i 2^den Ab^s Concert.) Ifølge Programmet skal endelig Signora Castellan synge iaften men hun vil først kunne komme hid Kl 3 med Berlinertoget og saaledes gik vi Glip af denne Erscheinung i Prøven. Der holdes en Extraprøve Kl 1/2 4. –
— I «Nationalztg.» læser jeg fra Christiania at Thrane d 24^de Feb havde villet foranstalte en Arbeiderprocession i stor Stil der skulde anholde hos Kongen om et nyt Ministerium o.s.v. og paa den Maade celebrere den franske Revol^s Aarsdag — – men Kongen havde frabedet sig æren og saa nøiedes man med en Tale af Thrane paa Torvet, hvorefter man skiltes i al Rolighed. –
— Ministeriet Stanley kommer ei istand og Russell bliver ved Statsroret. –
— 19^de Abonnem^tsConcert (Mad Castellan-Giampietro fra Berlin.)

• 1. Sinfoni (Manuskript. Es dur) af Aug. Walther; under Comp^s Direktion. Den blev af Publ modtaget med større Bifald end man kunde have ventet. Og dog var det vel mere en succes d’estime som man vilde tilkjende ham. Stilen forekom dog vel gammelmodisk for vor Kunstperiode og Efterligningen af Beethoven vel slavisk. Men man hørte Musiken an som et Arbeide af Gehalt med stort Herredømme over Form og Instrumentation.
• 2. Arie (Slutn^s-Arien) af La Sonnambula sunget af Madame Castellan.
• 3. Violinconcert af Moliique (A^m) ogsaa dennegang fortræffelig udf af Dreyschock.
  II. 1. Weber: Ouverture til Preciosa.
• 2. Romanze af Rossini (uvist hvilken) sunget af M^d Castellan til Pfte akk. af Rietz.
• 3. Rossini. Ouverture til Wilhelm Tell. Ganske herlig; og ypperligt spillet. Den blev modtagen med formelig Enthusiasmus og endog forlangt dacapo hv. naturl. ei opfyldtes.
• 4. Variationer af Rode; det bekjendte deilige Tema med Violinvariat; hvoraf her 2^de vare omskrevne for Stemmen (Es dur) udf. af Mad Castellan som maatte paa det enthusiastiske Forlangende gjentage dem.
  Altsaa Castellan kom dog — og i det sidste Moment. Kl 1/2 4. Salen var propfuld og Forventningen spændt. Hendes Erscheinung er ganske yndig, mere graciøs end egentlig smuk. En fiin zart Skabning med et sødt Ansigt – en hvælvet Pande bøiet, fiin Næse, ganske nydelig Mund, mørkebrunt Haar og mørke, livlige øine. Desværre saa jeg hende fra Galleriet ei klart nok. — I den første Arie vilde Stemmen ei ret behage mig. De dybe Toner ere stærke men forcerede, ligne mere Fagottoner end Toner fra et Menneskebryst; hendes naturlige Register er i Høiden (voix de tête) og hun tager reent og klart ^{skj. noget skarpt} det høie Es. Foredraget er yppeligt; en decideret Virtuositet og et kunstnerisk besjælet Foredrag. Hun er forresten mere for Theatret end for Concertsalen; hun gebærder sig for stærkt og synger med mere end Munden alene. Hendes Methode klinger ganske Garciask. Hun er Fioritursangerinde og passer bedst for de stærkt colorerede Partier, skj ogsaa den simple Cantilene kommer til sin Ret i hendes Foredrag. Spor af Reisens Besværligheder vare at mærke især i den første Arie. Romancen af Rossini sang hun deiligt i enhver Hens. Vokalisationen var ypperlig og Tonerne klokkerene, ^{og, naar undtages Ydertonerne} bløde og behagelige; kun for skarpe i det dybe. Ganske henrev hun mig med sine Rodeske Variationer; dette var et complet Mesterstykke udf. med en næsten legende Ynde. En ret hjertegribende, dyb-genial Kunstnerinde som en Lind, Sonntag, Malibran er hun ikke; men en herlig Coloratursangerinde med utvivlsom dramatisk Begavelse. Hun har ei en Fiorentinis fortryllende Ansigt men dog et sødt yndigt Ydre og en zart Gestalt. Hun gjorde stor Lykke; ça va sans dire.
  NB. Mad Castellan tilhører egentl Pariser Operaen; men ogsaa Italienerne i London og Paris. Hun er en excellent Rosina; Amina; men giver ogsaa Norma, Lucretia og Desdemona. I Propheten synger hun Bertha ved Viardot Garcias Side (Fides). Hun har i den sidste Tid gjestet i Berlin og fortryllet Berlinerne som den italienske Operas Primadonna. Hun gaar nu med det første til London saa jeg desværre ei faar høre hende og see hende paa Scenen i Berlin naar jeg kommer did. — (I de rodiske Variationer solfeggierer hun med beundringsværdig Kunst og Lethed. Hun gjør en frem- og tilbagegaaende chromatisk Skala og løber op til es =.

8. I Orgeltimen gjennemgaaet et Par Stykker af A. Ritters «Tonstücke f. die Orgel z. Gebrauch b. öffentl. Gottesdienste. Heft 4 Eller med anden Titel: Sechs Choral Vorspiele (Trios) mit Ped. Applikatur v. Ritter. op. 7. (8 1/2 ng.).
– Om Aftenen i Theatret Mozarts Figaro; Frl Mayer sang dennegang Grevinden og sang meget godt. Günther-B^s Susanne var bedre forrigegang. Pagen var forfærdelig.
– Det vinterlige raakolde Veir vedbliver. Jorden er haard og af den faldne Snee er endnu en god Portion tilbage idetmindste udenfor den egentlige Stad.

10. Betydeligt mildere i Luften. Klart Solskin der optøer den resterende Snee. Iaften baade Euterpe-Concert (d 7^de) og Opera; Benefise for Lortzings Efterladte. Man giver 1^ste Akt af Czar u. Zimmermann. 2^den af Rolandsknappen og 3^die af Undine. I Euterpe opfører Dorn fra Berlin en af ham comp^t Symfoni (G moll). (Denne Sinf gjorde stor Lykke.)
— Hos Norman som spiller sin Trio (D. Pastorale comp i 49.) eft Partit. Den klinger friskt og flydende især 1^ste og 2^den Sats. hv. jeg hørte heelt. –

12. og 13. Skrevet hjem til Axel, Moder og Grevinde Wedel.

13. Idag kom en heel Bataillon østerrigsk Infanteri hertil paa Tilbagemarschen fra Holstein. En General var med og Tropperne marscherede fra Magdeburgerbanegaarden til Rossplatz hvor den opløste sig for at indkvarteres, da den neml. holder Rastdag her. Ligetil d 18. ville disse Gjennemmarcher fortsættes. De hvide Vaabenkjoler tage sig godt ud men i Vinterkostumet see Soldaterne ikke godt ud. –
– En interess Art. i A. A. Z. om Scenerne i den franske Legislative ianl af Cretons Forslag om Tilbagekaldelsen af Forbandelsesdekretet mod Bourbonerne.
— I Aviserne berettes at Gade er bleven Organist ved Garnisonskirken i Kbhvn.
– Idag er det deiligste Veir. Ganske varmt i Solen; ganske foraarsluftigt. –
– I Gewandhaus gives iaften Extra Concert neml: til Bedste for de Fattige Der opføres: 1. Beethovens Pastoral Sinfoni og
2) Mendelssohns Musik til «Antigone» med tilh. Recitation (udf. af Behr og Frl Schäfer.).
Jeg hørte den største Deel af Prøven igaar. De to sidste Satser af Sinfonien som her rigtignok gaves heel anderl. end i Euterpe. Antigone prøvedes stykkeviis og uden Sammenhæng. Sangen udf af Paulinerne. Min tidligere Mening om denne Musik er ikke synderlig forandret. Efter det oprindel. Program skulde M^me Wartel fra Paris have spillet en Pfteconcert af Beethoven. Men hun var ei kommen fra Berlin. Maaskee faa vi hende i sidste Concert.
— Norman forærede mig Billet til Concerten og jeg angrede ei paa at jeg gik derhen. Pastoralsymphonien er dog deilig naar den bliver saaledes udført. Især er Andanten og Hyrdescenen efter Stormen sødt, idyllisk componeret.
Musiken til Antigone gjør i sin Heelhed et ganske imposant Indtryk skj. den ikke er saadan som man egentl kunde ønske sig en græsk Musik. M^s Feilgreb er egentlig at have villet componere en saadan i metrisk Hens. musikalsk umulig Text. Men da han engang havde sat sig det i Hovedet var han ogsaa Mand for at løse Opgaven. Det er en Musik ^{der i og for sig er} rig paa Skjønheder; men dog for lang — især det melodramatiske. Ouverturen er høist ædel. N^o 1 behager mig ikke meget men derimod N^o 2, mere af N^o 3; Eros Hymnen: N^o4. N^o5 den herlige Bacchus-Dethyrambe og Slutningschoret i No. 7. Behr foredrog det indledende og forbindende Digt og havde Kreons Parti i Melodramet. Schäfer Antigones. Choret kunde være stærkere og mægtigere og Solierne finere foredragne. –

14. Jeg var iformiddags hos Freges, nemlig hos den berømte Frau Doktorin og hendes betydelig mindre berømte Gemal, Professor juris extraord. (uden Tilhørere!) Norman tog mig nemlig med og præsenterede mig som en Ven og Landsmand. Anledningen var en Matinée musicale og der var et ganske betydeligt Antal Tilhørere. Freges boe ved Promenaden vis a vis Schwanenteich. Man samledes i en stor smuk Sal og et tilstødende Kabinet. Først ombødes Viin Chokolade o. d. Saa spilledes en Quartett af Mendelssohn (den med den ital. Canzonetta) af Rönntgen, Becker, David (Alto) og Grabow. Derefter sang Fru Frege fire Mignonslieder comp. af Schumann. Disse Lieder ere ikke alle ubetinget at rose men et Par af dem især «Kennst du das Land» behagede mig meget. Hun sang dem deiligt, høist udtryksfuldt og Norman accompagnerede fortræffeligt. Forestillingen sluttede med «Requiem über Mignon» comp. for Orch. Chor og Solis af Schumann. Orch. havdes ei og Langer udf. Akkomp. paa Pianoet. Compositionen er ikke klar og simpel og melodisk. Den høres førstegang ialfald søgt og usund men har nu og da ret prægtige Enkeltheder. S. synes her at fortabe sig i contrapunktiske Kunststykker, søgte Harmonier, fremtvungne Imitiationer. Mell de Udførende vare flere Conservatoristinder og Paulinere. Bl. Solierne (en deux) Fru Frege og Fru Seeburg. — Mellem de Tilstedeværende bemærkede jeg Moscheles m. Frue og Datter, Kistner med 2 Niecer; Dr. Petschke. Hauptmann. Gräfin Hohenthal. Härtels; Radecke m.fl. Tonen forekom mig lidt vel stiv og aristokratisk «sein-vollendet». Fru Frege lader imidl til at være et ^en ret sød og venlig Dame, der kun har den let tilgivelige Svaghed gjerne at see sig tilbedet og forgudet som genial Kunstnerinde. Gemalen forekom mig ubetydelig. Ved Afskedscomplimentet erfarede jeg at Norman havde bevirket at jeg maatte komme derhen hver Søndag til de musikalske Matineer. Nu, «meinetwegen»! –
— Freges ere meget splendide mod Norman. Han fik i Eftm. en Opfordring til at reise til Weimar for at høre «Die Tannhäuser» og 10 Th. i Reisepenge. P.S. (Han reiste i Selskab med Fru Frege og Kistner. d 15^de Om Aftenen var Tannhäuser. D 16^de om Fm. spillede han for Storhertugen hos Fru Freges Søster.)

15. Det milde Veir vedvarer. Igaar aftes i Maaneskinnet var det saa ganske deiligt, klart og mildt.
Da jeg kom til Orgeltimen idag sad Radecke der og spillede en rivende Orgeltokkata af Bach. Han er paa Orgelet en heel Mester. –
— I «Grenzboten» for idag staar en interessant Fortælling om en eventyrlig Sergeant i den sl. holst. Hær. Hans Navn fordølges af flere Grunde, men det fortælles at han da Krigen udbrød var i Bergen i Norge hos en Fiskehandler med hvis Datter han var forlovet. Men han forlod Geschäft og Brud og gik i Krigen. Han udmærkede sig der som en forvoven genial Forpostdjævel og de morsomste Details berettes. Tidligere havde han som Liniedandser, Jongleur, Skuespiller, Bugtaler &c erhvervet sig Færdigheder som kom ham til stor Nytte i de Streger han spillede Fienden. Til Slut blev han taget ved Vingebenet og gjort til Fange. Om han i Kbhvn er død af sine Saar vides nok ei bestemt; man haaber dog nei. Han havde lovet at gifte sig med sin norske Brud naar Krigen var endt.
— Paa Senffs Forlag er idag udk. Normans Pfte-Transkriptioner af udvalgte Lieder af Lindblad. De sælges stykkeviis a 10–20 ng. Jeg tror der ere otte N^o.
— H.C. ørsted er † i Kjøbenhavn. — Ole Bull er i Hamburg hvor han giver Concerter. Hvorfra kommer han vel did? Fra Asien??
— Siden sin Malheur med «Betleriet» (Dotationen) synes L. Bonaparte betydelig at have tabt Terrain. Og han skal selv begynde stærkt at betvivle sin Præsidenturforlængelse. Der er nu idelig Kiv mel Partierne og mange tror at man gaar nye Omvæltninger imøde.

17. og 18. Plageri med en Dobbel Fuge. Slem Hoste om Natten. —
— Igaar d 17^de kom østerrigsk Artilleri og Schützen. Deres Uniformer ere usædvanlig hæslige. Artilleriet bar brune Frakker med røde Opslag; Jægerne lyse graa med grønt. Begge bære paa Hovedet en Mellemting af Trekantethat og rund d^o. –

18. I Theatret «Euryanthe». Her er dog store musikalske Skjønheder. Kun Skade at Sujettet er saa forfærdelig kedsommeligt og dumt. Udf. var fra Chorets Side dennegang meget mislig. Meyer er for haard og tørr for sit herlige Parti. Kirchberger for blød og godmodig for sit. Behr er den bedste skj. han nu og da brøler vel stærkt. Men Musik forstaar han og Skuespiller er han ogsaa. Ibl. Balletmamsellerne vækker Frl Deich nogen Opsigt siden die Rosenthal er gaaet bort. Denne Deich seer ogsaa virkelig ganske sød ud. Frl Schäfer sad i Logen og hendes øine søgte den unge smukke Skuespiller Deetz i Parterret og det syntes som om Begges mødtes — og at den gode Schäfer ikke har spillet Clärchen uden Følger for sin Hjertefred. — Primadonna Mayer skal have faaet Wirsing til at opsige Schreiber-Kirchberger. Denne havde neml. med Grund besværet sig over at komme for lidt frem i «første» Partier og ytret privatim at hun da vel maatte gaa sin Vei. Men Mayer fik Theaterdirektøren til at forekomme hendes Opsigelse med sin. Nu – jeg gaar ogsaa snart bort og da kan man stelle sig som man vil det gaar mig ikke an! Jeg sagde før at 2^den Akt i Eury^th behagede mig mindre end tredie; det veed jeg dog ikke nu. Vel udført vil 2^den Akt maaskee være fuldk. saa god som 3^die mens dog Begge staa tilbage for 1^ste. Den hele Finale i 2^den Akt til Ex er høist dramatisk og fuld af skjøn Musik. I 3^die er Hovedinteressen Euryanthes og Adolars Duett og hd^s paafølgende Scene i Forladtheden. Men hertil hører en stor Sangerinde og Skuespillerinde. Musiken er for Hovedpart^s Vedk. usædvanlig svær og byder sikkert ogsaa i Orchesteret ganske alvorlige Sager.

21. Sachsisk Busstag. Foraars-Jevndøgn. Det mildeste herligste Foraarsveir. Al Verden er ude at spadsere og man seer Damer med deres Sytøi sidde ved aabne Vinduer. Ja hos Bonnerand sidde endog endeel Giæster og drikke Caffe i det Frie. Idag for et Aar siden var her fuld Vinter.
(MK: Beethovens Fantasi f. Pfte med Chor og Orch.) — Laant hos Schurman B^s 9^de Sinfoni (Czerny. arr. 4^h). — Schumanns Kreisleriana. Neue Ausgabe b Whistling. — Variationen v. Mendelssohn. B^d op 83 Nachgel. Werk. Meget smukke og anvendelige for Elever af Betydenhed.
Hos Klemm: Schumanns «Waldscenen». Cherubinis C^m Requiem; Klaveerudtog –.

22. Ny Musik i Orgeltimen: Orgel-Archiv v. Becker u. Ritter; II Heft. Vorspiel v Becker 4^st. (n^o 2). Ialt 12 Stykker. (Leipzig. Friese. 20 ng.)I Theatret: Fra Diavolo. Ingen udmærket Opførelse. Günthers Zerline er 20 Aar for gammel. Dog er hun flink og i 2^den Akt ganske pikant. Widemann er for tør. Milord Behr for grov i sin Comik Milady Buck bedre end jeg kunde vente bliver dog altid Buck. Lorenzo Qvint temmelig ynkelig. Ballmann som Beppo en Skandal. Stürmer Giacomo ret god. Verten: Steinbeck slet. Widemann synger Diavolo ret godt og især den famose Arie men savner Lethed og Elegantse i Spil og Friskhed og Blødhed i Røsten. Orchestret naturligviis Hovedinteressen.

23. Endelig Vaardag. Jeg skulde været med Norman hos Freges men N. var ikke vel og alene vilde jeg ei gaa derhen. — (Min Vertindes Present: Røghuen!).

25. Brev fra Hjemmet; fra Axel. Hjobspost om Malthes Sejer i Vandspringssagen. Forlig sluttet saa at Moder betaler en Erstatning af 100 Sp og desuden Omkostningerne, Daarlige Pengeudsigter desformedelst! — Endnu ubestemt med Theodors Reise. — Moder var syg den Dag Brevet sendtes. — Jernbanesagen afgjort i Storthinget d 15^de efter tre Dages Debat. Den kgl. Prop. bifaldtes med 82 mod 24 St. Man jublede paa Galleriet og bragte siden Schweigaard mfl Vivat. — I Levanger var Alt roligt. Kongen reiste d 10^de — Hallager er forlovet med Agnes Rustad (!). — Fru Oberstl Møller †. – – –

26. Baade igaar og idag Concertprøve. Idag var den fuldstændig da igaar kun Sinf. og Loreley Finalen prøvedes. Jeg var der ikke igaar. — Det var en kolossal Affære idag! — Først spillede M^me Wartel fra Paris, en ganske fortræffelig Kunstnerinde, der ogsaa skal skrive aandrige Feuill^s i la Patrie, Webers herlige Concertstück. Hendes Spil er belivet, meget fiint, brillant og nobelt musikalsk. Det er en ikke ung Dame med et klogt charakteristisk Ansigt. Hun seer ægte parisisk ud; skj. snarere styg end smuk var hun dog ret elegant og gracieus.
Saa kom Cherubini som jeg altid har saa kjær; dennegang med sin fyrige Ouv. til «les Abencerages». (Intr. pathetisk og en fulminant All^o).
Derefter prøvedes de 3 første Satser af Beethovens 9^de Sinfoni. Vistnok maa denne Kolos høres oftere for ret at forstaaes men jeg kan ikke sige at den kom mig saa extravagant og undertiden saa vovelig for som Mange have sagt. Vældig, umaadelig høit flyvende er den men i det Hele er dog alt saa skjønt tillige! Første Sats er pathetisk d moll. Anden uendelig frisk Scherzo i to Tempi 3/4 og 4/4. Tredie den aller deiligste meest ophøiede. Adagio med indflettet andet Motiv i Andante, (B dur) Her er intet uforstaaeligt. Heller ikke i Scherzoen. Første Sats har dog et og andet som man maa gjøre sig fortrolig med. — Nu afbrødes denne Opførelse af «Corsar»arien (Biancas) som Frl Mayer sang. Derefter kom Loreley-Finalen, af 1^ste Akt af Mendelssohns ufuldendte Opera af dette Navn. Skjøn, dramatisk interessant Musik, dog kanskee vel mendelsohnsk. — Endelig kom den gigantiske sidste Sats af Sinfonien neml Chor-Finalen over den Schillerske Ode an die Freude. Først indtr. Orch. alene med en Art Tilbageerindring af de forrige Satser og ‹…›^{man hører i Orch. allerede} Recit. og det paaf. Chor. Den simple populære Chormelodi høres først unisont i Bas-Strygeinstr. og udvikler sig derefter i fuldt Tutti, først uden, saa med Figuration. Saa indtr Bas Solo reciterende. Tanken er vel her maa Sangen til — i denne Ode til Glæden er Instrumentalmassen utilstrækkelig. Nu følger en vidunderlig blandet Sinfoni for Chor (med Soli) og Orchester der i sine forskj. Tempi og Modul og Figurationer vistnok ofte gaar en vovelig Gang men dog i det Hele gjør et umaadeligt sublimt Indtryk (t Ex. dette: Seid umschlungen Millionen!) Men et saadant Værk maatte høres mange Gange.

27. 20^de og sidste Abonnementconcert. Salen er overfuld og Heden utaalelig. Den Mængde Musik overvælder og udmatter; men det er dog en prægtig Concert!

• 1. Cherubini. Ouv. «Abencerages». Overordentlig frisk og tiltalende. Aldeles yndige ere oftere forekommende pp. Satser. Hovedmotivet i moll. Sidetemaet dur i en let, frisk, chevaleresk Charakteer.
• 2. Rietz Arie af Der Corsar. udf. af Frl. Mayer. (langweilig!)
• 3. Webers store Concertstück (i C.) livfuldt og pikant udf af Madame Th. Wartel fra Paris. (Stærk Applaus og Fremkaldelse.)
• 4. Finale af Mendelssohns ufuldendte Opera Loreley, Text af Geibel. Neml Finalen af 1^ste Akt hvor den fortvivlede Leonore giver sig Luft- og Vandgeisterne i Vold for at faa Hævn over den troløse Pfalzgreve. — Texten er god og Musiken svarer fortræffelig til Ordene. Den er meget lidenskabelig dramatisk og indeholder i Overflod de vante Mendelsohnske Skjønheder men ogsaa det hos ham Stereotype og Maniereerte. Det hele er en Vexelsang mellem Aandernes Chor og Leonores klagende Solo. Frl Mayer sang Leonore. Choret var ganske flinkt. II. Beethovens 9^de Sinfoni m. Chor-Finalen. Det maa gjentages at Bekjendtskabet med et saadant gigantisk Værk ikke gjøres med een og heller ikke med to Gange. Men et vældigt Indtryk faar man dog og i Hovedsagen forstaar man dog saa omtr. hvad han vil. Mindst klar er mig 1^ste Sats. Denne virkelig grandiose Polyfoni, den svindlende Bevægelse i de i hinanden indviklede Stemmer lader En ofte tabe Traaden — og dog er alt en saa streng logisk Udvikling og Gjennemføring af det igrunden yderst simple (men storartede!) Hovedmotiv. — 2^den Sats er en rastløs Ilen; man maa næsten snappe efter Veiret; men hvor klart er alt her! Det henrivende 3/4 Hovedmotiv som idelig farer om i de forskj. Instrumenter og ogsaa indsættes af Pauken — alt saa contrapunktisk vidunderligt; baseret paa den dybeste Erfaring i Fuge og Imitation. Og saa det andet pastorale Motiv i 4/4! — den rhytmiske Anordning — de prægtige Pauser; og Slutningen!! Ja det er en Fryd at høre paa! — 3^die Sats Adagio med Andante er atter en rolig ophøiet Sjælsudstrømning — vistnok et Mønster paa en symfonisk Adagio — saa bred og harmonisk fuld og baseret paa saa simple Motiver! Høist indviklede ere her Stemmerne alteftersom Grundtanken mere og mere udvikler sig. Hvem uden ene Beethoven kunde være saa lang og bred og dog fra først til sidst saa skjøn, saa spændende interessant!
  Chorfinalen er vidt og bredt drøftet af alskens Musikcritici. Det er en vovelig Idee og staar næsten paa Grændsen der hvor det Tilladelige ophører. Men uhyre gribende er Virkningen. En mere fuldtonende og korrekt Udf. af Chorene og Solierne var at ønske. Men selv som den var gjorde Udf. dog et stort Indtryk paa mig, om end langtfra alt var mig fuldstændig klart. Her maa man ofte høre, og endda studere Partitur og Claveerudtog for ret at blive sig bevidst hvad der boer i denne Kolos og hvilken Magt den har i sin Heelhed og i sine Detailler. — Og saa er da den sidste Gewandhausconcert forbi — den sidste visselig for mig! –

30. En kold Regndag med Hagl og Solglimt. Om Fm. hos Fru Frege hvor jeg ventede at faa Normans Trio at høre. Men han havde spildet Blæk over de afskrevne Stemmer og saaledes blev der intet af den ventede Fornøielse. Denne Matinée var overhovedet noget «langweilig». Et Udvalg stygge Damer sang Mendelssohns 3 Katholske Motetter (for Nonnerne i Trinità). under Langers Instruktion. Siden spillede en Hr Rakemann fra Bremen med Rönntgen og Grabau Beethovens Trio i Es. op 1 N^o 1. — Hr Rakemann skal være en meget gedigen Pianist; dette Foredrag vidnede egentlig blot om en meget betænkelig Tørhed. — Desværre sang Fru Frege ikke Solo. Norman blev til Middag; Bremer, Hr Reissmann fra Weimar og jeg gik i Hotel d. Saxe. –

31. I Theatret: Scribes ^{(og Legouvés)} nye Lystspil «Les Contes de la reine de Navarre» «Die Erzählungen der Königin v. Navarra». Man har her Forf. af Et Glas Vand lyslevende for sig, skj. vistnok det nye Stykke ikke ganske ^{er skrevet af Scribe og heller ikke ganske} kan maale sig med dette. Men ogsaa her er en fortræffelig Intrigue, en fiin, aandrig Dialog og overhovedet en decideret Virtuositet i den dramatiske Behandling. Scenen spilles i Madrid og Scribe griber ogsaa her et bekjendt historisk Sujet og benytter det saa frit at der bliver overmaade lidt af det Historiske tilbage. Pointen saa god den er, er ^{dog nok} virkelig Scribes egen. Franz d 1^ste er Carl d 5^tes Fange og Kongens Søster Margarethe af Navarra bevirker sin Broders … ^Befrielse ved en Intrigue, hun ved den falske Ministers, Guatinaras, Bistand spiller Keiseren. Hun er da ogsaa Hovedfiguren og er udrustet med al mulig fransk Finesse. Men ogsaa Carl d 5^te er fiin og kløgtig og denne Kamp mellem to aandrige Personligheder er mesterlig fremstillet ihvorvel en Smule stærkt paa Historiens Bekostning. Franz d 1^ste staar i Baggrunden og har egentl kun een Bravourscene hvor han fremstilles som den preux chevalier i Sammenligning med Carls politiske Trædskhed. De øvrige Figurer spille alle med i Intrigen og Ingen er egentlig unyttig. Carls Søster Eleonore elsker hemmelig den kgl. Fange og Dr Margaretes Seier er at tvinge Carl til at frigive Fangen og tilmed bifalde hans ægteskab ^Giftermaal med sin Søster. – Mindre interessant er den temmelig dumme letsindige Isabelle af Portugal, Carl’s bestemte Brud. Derimod er Kabinetskriveren, den skinsyge Babieza høist underholdende; hans meget omtalte kokette Kone er en vigtig Person i Stykket men kommer ei tilsyne. Comedien har 5 Akter; 1^ste gaar temmelig nyktern men i 2^den begynder Interessen at stige og i 3^die er Spændingen uhyre stærk og havde man ei Scribe for sig kunde man være bange for en Udmattelse i de to følgende. Men han har altid en Pointe in mente; i det øieblik man mener: nu skal det løse sig komme nye Knuder. — Udførelsen var i det Hele kun middelmaadig. Det Ensemble som her udfordres kan neppe tydske Skuespillere præstere ialfald ikke Leipzigske. Bedst var Kläger som Carl d 5^te. Han er en talentfuld Skuespiller og havde ogsaa her sine fortræffelige Momenter. Men saadan ret heel og holden var han ikke. Frl. Schäfer som Margarete var ret flink men ikke udmærket. Hendes Spil mangler Enhed, Finhed og Nuancerthed. Frl Arenz var en meget slet Isabelle; Frau Kläger passede ikke ret for sin Rolle (Eleonore). Hr. v. Othegraven som Franz var som O. altid er. Ret gode vare derimod Guttmann og Lange (Guatinara og Babieza). Huset var tyndt besat og Leipzigerne synes ei ret at goutere det fine Lystspil. Nu — Spillet gjør meget — og en saa ægte fransk Comedie maa spilles fransk — d.v.s. med Liv og Naturlighed, og Slag i Slag. –
– Fra Lejebibl: Moritz Brühls tydske Bearbeidelse af Lockharts Memoirs og The Life of Sir Walter Scott. (Walter Scott u. seine Freunde. Leipzig Kollmann. ‹…› 5 Bind). Et høist interessant Værk hvor man lærer at kjende Scott i hans hele personlige Elskværdighed og virkelig ganske grandiose literære Virksomhed. I 3^die Bind som omfatter Aarene fra 1812–18, læser man de historiske Data m.H.t. hans Optrædelse som Forf af Waverley-Novels. — Her ere ogsaa Beretningerne om Lockharts første Sammentræf med Scott; fortræffelige Skildringer af Scotts Privatliv i Edingburgh, paa Abbottsford (Boghandler Constable; begge Ballantynes m.m.fl.). Ogsaa Scotts Sammentræf med Lord Byron omtales i dette Bind. –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.