Auktionen

290«Dette er dog platterdings umuligt!»

Majoren spilede sine runde Øine vidt op, og hans Gab aabnedes paa Gløt, hvilket var det ubedrageligste Kjendetegn paa, at han var overvældet. Og saa, at der i «Adressecomptoirs-Efterretningerne» kunde staa noget, der overraskede ham i den Grad!

«Den Himmelhund er gaaet ganske fra Snøfsen,» brumlede han igjen og blæste en Røgsky nedover «Efterretningerne», saa den lille Avislap et Øieblik forsvandt …

Bassen Brause sælge Vibleskau! – Og ved offentlig Auktion! Her stod det jo kundgjort i Bladet: Vaaningshus og Udhuse af enhver Art og tilliggende Herligheder, hvoriblandt en temmelig god Saug.

Naa ja, den Saug ja, tænkte Majoren, den kunde vel neppe kaldes temmelig god. Den var raadnet ned, saa Vandet brast tværsigjennem Renden, og Græs og Slyngplanter groede udover Skurets Vægge. Men ak! hvor knyttede der sig 291ikke mange skjønne Minder til denne «temmelig gode Saug»! Thi der var det jo, Lieutenanten og hans Venner saamangen god Gang havde indtaget sin medbragte Frokost, naar de var paa Jagt ude ved Voilevatne. –

Endvidere: redskaber af enhver Art og Besætning. – Hm ja! Redskaber ja – det var den rene Ynk, og Besætningen bestod ikkun af tvende gamle Kjør, en Gris, nogle Høns og en Saueflok. Ja, og saa Bella ikke at forglemme! Nu var Bella tyve Aar mindst, og blind paa det ene Øie; det var en Komedie at se Bassen Brause, den svære Karl, komme ridende paa det affældige Dyr.

Men den var dog for god til at sælges ved offentlig Auktion, der blev «kundgjort» – fy for al Ulykke! kundgjort som en almindelig Høker kundgjør sine Urtepotter i Avisen til billigste Pris …

Endvidere alskens Løsøre, saasom Møbler, Dækketøi, Sølv, Postelin …

«Verrückt!» knurrede Majoren, krammede Avislappen sammen i en Tull og kastede den hen i en Krog.

Lidt efter sad han i Sadlen, og udover til Paradis bar det, saa fort hans Hest kunde springe. –

– Da Majoren kom ridende opover Bakken til Vibleskau, saa han allerede langt bortefra Lieutenanten staa paa Tunet.

Allerede dette mishagede ham. Thi en Kavaler, der har kundgjort sin egen Auktion i «Efterretningen», burde efter Majorens Formening helst 292sidde ensom i et mørkt Værelse og skamme sig bag nedrullede Gardiner.

Men der stod den Karl midt paa Tunet, som om intet var paafærde. Og da Majoren kom nærmere og fik se Bassen Brauses velfornøiede Mine og opdagede, at han var klædt paa til Jagt og havde Flora og Diana i Kobbel, – ja, da fortørnedes han overmaade paa sin Ven og maatte beherske sig af alle Kræfter for ikke at sige ham sin Mening strax – baade høilydt og eftertrykkeligt. Men han lignede en glorød Sprænggranat, da han gik ind i Huset. Og da de havde faaet Døren forsvarlig lukket, brast det løs.

Hvad de forbandede Drengestreger skulde betyde? Var det gjort for Morskabs Skyld, vilde han – Deuwel hole! – sige, at det var den nederdrægtigste Morskab, han nogensinde havde været Vidne til.

Ak nei, saavisst var det ikke Morskab! Det var nok det melankoliske Alvor, svarede Bassen.

Majoren gloede paa ham og fik et Udtryk fuldt af Foragt. «Alvor mig hid og Alvor mig did,» blæste han. «Indbilder Du mig, at Du for fuldt Alvor vil sælge Vibleskau til hvilkensomhelst Bondedreng?»

«Ja, desværre,» sagde Lieutenanten stilfærdig. Det var nok den haarde Nødvendighed.

Majoren maatte tage sig en Tur nedad Gulvet og tilbage igjen, før han kunde tale. Endelig stansede han foran Lieutenanten, skrævende og med Hænderne i Siden.

293«Jeg forstaar Deuwel hole! intet Muk derudaf!» – Og han væltede sit Hoved frem og tilbage for at betegne, hvor ubegribeligt det forekom ham.

Lieutenanten sukkede og begyndte at fortælle.

Det var Bitterkorn, som havde voldt det hele. Lige siden hin Høstjagt, da hans Kjøter Pan blev fældet, havde den elendige Holstener chikaneret Bassen Brause paa alle optænkelige Maader. Og før den Tid havde Lieutenanten været saa uforsigtig at give sig ganske i det Menneskes Vold, og han kunde ikke paa nogen Maade komme løs fra ham mere. Hele Vinteren havde Bæstet sendt ham de mest uforskammede Rykkerbreve, sidste Gang havde han truet med at jage ham fra Gaarden og sælge Vibleskau og alt hvad hans var, for at faa sit Tilgodehavende. Og for at undgaa en saadan Skam havde Lieutenanten foretrukket at sælge altsammen frivillig og gjøre det saa bekjendt som muligt, forat ikke Prokuratoren skulde faa Tid til at gaa og prale af sine Planer.

Da Bassen Brause havde endt sin traurige Fortælling, tog Majoren ham i begge Skuldre og ruskede ham frem og tilbage, medens han stirrede ham strengt ind i Øinene.

«Og hvorfor har han ikke nævnt et Ord herom før? Hvorfor kom han ikke først til sine gamle gode Venner. – Hvorfor kom han ikke først til mig?»

«Til Dig, Major –?» Lieutenanten lo himmelhøit.

«Netop til mig! Det vilde selvfølgelig have 294været mig en smal Sag at ordne det Lapperi!» svarede Majoren værdig og kjærtegnede sine Barter.

«Du ordne? Du, der selv er fattig som en Stodder. – Paa hvad Maade, min bedste?»

Majoren gjorde en rund Haandbevægelse:

«Jeg kunde jo for Exempel have kjøbt det hele – underhaanden, forstaar Du, uden at nogen skulde have faaet sin Næse derudi.»

Lieutenanten fik sig et nyt Latteranfald. – Men Pengene? Hvorfra skulde han have faaet Pengene?

«Penge –!» sagde Majoren foragtelig. «Jeg staar aldrig fast for Penge. Jeg har – mellem os – mit aarlige Regnskab med min Ven Jan Seehuusen. – Og han havde sikkerlig ved en slig Anledning forstrukket mig med en lidt betydeligere Sum.»

Lieutenanten smilte endnu; – men saa sukkede han og sagde, at nu var der ialfald ikke mere at gjøre ved den Ting.

«Ikke det?» brumlede Majoren. «Saa det tror han ikke? Meget vel. Men nu siger jeg: Tillader Du, at jeg inden Aften ordner det saa, at alle Bitterkorns Fordringer paa Dig er overdragne Consul Jan Seehuusen? Naa, min Far? Jeg raader Dig til at samtykke; thi behageligere Mand end min Ven Jan er i Forretninger, findes der slet ikke; det kan jeg forsikre Dig af mangeaarig Erfaring.»

Lieutenanten sad et Øieblik i Tanker. Saa gik han hen til Vinduet og saa ud. Majoren tidde; det forundrede ham ikke, at hans geniale Paafund kom overraskende for den stakkars plagede Bassen 295Brause; – det var bare ærgerligt, at han ikke havde betroet sig til Majoren for længe siden, saa havde de sluppet den skandaløse Kundgjørelse i «Efterretningerne».

Endelig vendte Lieutenanten sig. Han var meget, meget alvorlig. Langsomt gik han hen til Majoren og trykkede hans Haand.

«Jeg takker Dig, kjære Major,» sagde han. «Men jeg kan ikke tage imod dette. Jeg forbyder Dig at nævne noget saadant for Consulen. Jeg vil ikke have det.»

– Det hjalp ikke alt, hvad Majoren skjændte og bar sig. Bassen Brause var urokkelig. Dette var intet Paafund, sagde han. Hvad han nu gjorde, var Resultatet af mange lange Tiders nøiagtige Overveielse.

Men da Majoren paa Liv og Død vilde vide, hvad Lieutenanten tænkte at foretage sig, naar Auktionen var afholdt, svarede Basen Brause:

«Det bliver min Hemmelighed. Men jeg lover Dig, at Du ikke skal faa Skam af mig, min kjære Major v. Knarren.»

Og saa smilte han med et stolt og besynderligt Smil. – –

*

Hver Aften sad Vedhuggeren og Lægdekjærringen sammen i Drengestuen og klagede. Den søvnige Melkepige Karen tog det mer med Ro; hun sagde ialfald lidet. Men det behøvedes ikke; thi de to andre talte saa meget mer. Især var Halte-Guri 296utrøstelig. Hun havde nu vænnet sig til at anse Vibleskau som sit egentlige Tilholdssted, og hun vidste sikkert, at Lieutenanten vilde dele sit Brød med hende, saalænge han havde en Skorpe igjen. Det var jo noksaa rimeligt ogsaa, mente hun; thi hun havde ikke for intet tjent Fruen fra Berge – den skjønne Rebekka – i saa mange Aar.

Og nu var alt forbi! Nu skulde Lieutenanten fra Vibleskau! Aa, Herre Jeh, saa ondt, at sligt skulde hænde sig!

Sidste Kveld før Auktionen sad de som sædvanlig sammen om Skorstenen og spiste. Nu havde de gjort sit sørgelige Dagsværk: bundet alle Smaating sammen i Bundter, saa det kunde sælges underet. Thi Lieutenanten vilde ikke, at Auktionen skulde vare mere end den ene Dag. Det fik være færdigt inden Kveld altsammen. Og da blev der ikke Tid til at raabe op alskens Ubetydeligheder hver for sig.

Nu var de færdige, og nu sad de om Skorstenen for sidste Gang.

Halte-Guri græd sine modige Taarer, og Vedhuggeren sad og tænkte med Angst paa sin Fremtid.

Men Karen Roland laa som sædvanlig og smaasov med Overkroppen op i en af Sengene. Hun kunde umulig have Hjerte i Livet, Karen Rolan!

Da hørte de pludselig nogen komme over Tunet.

Hvem mon det kunde være?

297Skridtene kom lige hen imod Drengestuen; der var nogen, som tog i Laasen, – saa aabnedes Døren, og ind kom Lieutenanten.

Han satte sig hen til dem ved Skorstenen og begyndte at snakke med dem, og han sagde, at de skulde ikke sørge over, at de nu skulde fra Vibleskau; for de skulde ingen Nød komme til at lide. Det havde han sørget for. – Saa tog han frem en Flaske og nogle Glas, og saa skulde de drikke et Glas allesammen. Og saa takkede han dem alle for den Tid, de havde været sammen, og saa drak de, men Halte-Guri satte det i Vrange og hostede altsammen op igjen. Og det var Synd, for det var sød deilig Vin, som flød henover Tungen lig Manna.

Han trykkede dem i Næven hver og en, – ogsaa den søvnige Karen, som var vaagnet i saa god betids, at hun havde faaet sin Portion af Vinen, det Utyske. – Men Halte-Guri gjorde han nu særlig Stads af; han klappede hende paa Skulderen og takkede hende, fordi hun havde været saa god – baade nu og i gammel Tid.

I gammel Tid! Ak Herre, der skulde ikke mere til, saa svømmede Halte-Guri hen i Taarer, og hun græd længe, efter at han forlængst var gaaet sin Vei; – ja, hun græd den udslagne Aften, det gamle Kræ!

– Bassen Brause blev siddende oppe paa sit Værelse: – endnu var der meget at ordne til imorgen – en hel Kasse med Breve, som skulde gjennemlæses og brændes et for et. Der var kun 298en eneste liden Bunke, som blev skaanet. Det maatte være meget gamle Breve; thi Omslagspapiret var gulnet og slidt. –

Da Kassen var tom, og det sidste Papirark laa som en sprød Askehob inde i Ovnen, sad Lieutenanten stille en lang Stund med Haanden for Øinene. Talglyset holdt paa at brænde ned i Stagen og blaffede nu og da høit op fra den lange osende Væge. Men han mærkede intet. Han sad endnu med Haanden for Øinene, urørlig, som om han sov. Trist og nøgent var Værelset, hvori han sad. Hvergang Lyset blaffede op, saa man de øde Vægge og de tomme Vinduer, der stirrede paa den tunge sammensunkne Skikkelse borte ved det enslige Bord.

Tanden faldt glødende ned i Talgen og sluknede med en døende Fræsen.

Da fór han op og saa sig omkring. Et blegt Skimmer fra den aftagende Maane faldt indad Vinduet. Det var langt over Midnat.

Han famlede sig ud i Gangen, hvor han fandt et nyt Lys langt inde i et Væggeskab. Han fik det tændt og sat i Stagen, gik saa ud og vækkede sine Hunde, der sov nedenunder. De blev forundrede, troede, at de skulde paa Jagt, snøftede og skreg af Glæde. Men de skulde ikke paa Jagt. De gik ovenpaa alle tre. Han stillede Lyset paa Bordet, satte sig i Stolen og snakkede med Diana og Flora. De forstod ham ikke, men sprang op til ham, en paa hver Side. Og han tog dem om Halsen; trykkede deres Hoveder ind til sit 299og vuggede frem og tilbage, medens de logrede og peb. –

Da han lidt efter reiste sig, troede de to, at de atter skulde ned til sine Sovepladse; men han kaldte dem til sig; – de skulde være hos ham i hele Nat, sagde han, og inat skulde ingen af dem sove.

Han gik hen til Hjørnevinduet, der hvor Maaneskinnet lyste, og han saa ud i Natten. Han kaldte Hundene op til sig; de stillede sig med sine Forpoter i Vindueskarmen, en paa hver Side af ham, og han tog dem igjen om Halsen, og han talte igjen til dem med sin dybe alvorlige Stemme. Han talte til dem om de skjønne Dage, de havde havt sammen paa Vibleskau, – om de mangfoldige Trakter indover Heierne, hvor de tre kjendte hver Sten og hvert Straa; – han nævnte hvert Sted ved Navn, som de tre kjendte. Og for hver Gang han nævnte et af Navnene, bjeffede Hundene og ulede sørgelig.

Atter gik han hen til Bordet og satte sig med Hundene tæt hos sig. Han tog den sidste lille Brevpakke, løste Baandet varsomt, foldede dem ud et for et og lagde dem foran sig.

– Det var en spæd Pigeskrift; Bogstaverne var rørende ubehjælpelige, som et Barns.

«Kiere Bassen Brause …» Han læste Rebbekas Breve igjennem et for et. Og et for et tog han dem og stak dem ind i Lyset. Papiret krøllede sig, efterhvert som Ilden fortærede det, og de store Bogstaver gled langsomt ind i Tilintetgjørelsen. –

300Derefter satte Bassen Brause sig til at skrive, og nu sad Hundene og stirrede paa ham, tause, ængstelige; thi slig havde de aldrig før seet sin Herre.

S. T. Hr. premier Major U. F. S. v. Knarren

Min kjere Ven!
Dette skriver jeg til Dig, min kjere Major, Natten før Auktionen holdes over min Gaard og Eiendom. Imorgen vil jeg atter see Dig og tale med Dig, men Imorgen til Aften, naar Du faar dette i Hænde, er jeg ikke mere iblandt de Levende. Jeg skriver dette til Dig nu allerede, forat Du kan til Fulde forstaae, at hvad jeg gjør, det gjør jeg med fuldeligt Overlæg, og fordi jeg finder, at det er det sidste og eneste, jeg endnu har tilbage at gjøre. Thi Livet var mig aldrig kjert; dog levede jeg det, saalænge det kunde taales. Men nu finder jeg Tiden at være kommen, da det bør endes, frivilligt og med Ære, som det sømmer sig en gammel Soldat.

Dog intet mere herom. Jeg ved, min kjere Major, at Du vil respektere min Handlemaade og finde den honnet. Nu beder jeg Dig som min Ven sørge for gamle Bella, som jeg ikke vil skille mig af med, ei heller har Hjerte til at ofre en Kugle. Der har altid været noget ved det Dyr, der gjorde mig svag om Hjertet som var hun et Fruentimmer. Diana og Flora derimod skal følge mig og faa en hæderlig Afslutning. 301Hvis Du selv har Hjerte dertil, saa giv ogsaa Bella en Kugle, men lad den aldrig komme i andre Hænder end Dine. Mine Vaaben beder jeg Dig ogsaa at beholde. Der er etpar smukke Stykker deriblandt, som jeg ved, Du finder Behag i. Jeg sender Dig ogsaa mit retsligt opsatte Testamente, som jeg beder Dig forføie over. Du vil heraf se, at mine Tjenere samt en Kvinde ved Navn Guri skal erholde, hvad der muligens kunde blive tilovers ifra min Auktion.

Saa Farvel, kjere Major! Tak for Dit mandige Venskab, der altid har været mig dyrebart, og vær for en sidste Gang hilset fra Din
gamle Kamerat
Bjarne v. Brause.

Han var ingen Brevskriver, den graanede Lieutenant, og det voldte ham umaadelig meget Besvær at faa kradset disse Linjer ned. Gang paa Gang maatte Fjærpennen spidses; thi han var saa tung paa Haanden, at Splitterne altfor snart mistede sin Elasticitet og sprigede hver til sin Kant.

Da han endelig var færdig, laa Dæmringen graa udenfor Vinduerne, og en Fugl var allerede begyndt at synge. Han slukkede Lyset, som nu næsten var brændt ned, gik hen til Vinduet og læste Brevet igjennem. Saa foldede han det sammen, forseglede det og stak det ind i sin Inderlomme.

«Saa Flora! Saa Diana!» raabte han, saa det 302rungede i det tomme Værelse. «Kom nu! Paa Jagt skal vi! Paa Jagt! Endnu en eneste Gang paa Jagt!» –

En Stund efter drog de ivei alle tre; – Lieutenanten sang med en haard og ru Stemme; – han løftede sit Hoved høit – Hallo! Hallo! hujede han, hver Gang Omkvædet kom.

Bag Aaserne om Voilevatne rødmede Skyerne allerede; i Græsset laa Natteduggen, fin og graa som Spindelvæv. – Saa Flora! Saa Diana! Afsted med Jer!

Hallo! Hallo!

*

Skarevis strømmede Mennesker til Auktionen paa Vibleskau. Der kom venligsindede, som vilde husvales i billig Medlidenhed over den stakkars ruinerede Lieutenant, og der kom ildesindede, der vilde glædes ved at se en af «Storkarenes» Hjem vrængt ud og ind og solgt Rub og Stub til Hr. Hvemsomhelst.

Men hverken de venligsindede eller de ildesindede fandt noget af det, de søgte.

Allerede naar Folk kom til den store Bakke op til Vibleskau, hørte de slig Larm oppefra Gaarden, der ikke pleiede at komme fra et Sorgens Hus, som dette burde være. Der klang den lystigste Felelaat, og Latter og Hvin, som var der Bryllup deroppe. Og vakte dette Folks Forundring allerede i Bakken, saa blev denne til ren Maalløshed, naar man kom ind paa Tunet. For der var en 303Vrimmel og en Munterhed og et Traktement, som om det var en Storkar, der holdt et dundrende Gjæstebud.

Paa Laavebroen stod Spillemanden og gned Felen det bedste han kunde. Og Gutter og Jenter dansede, og de lo, lo, for dette syntes de var det snodigste, de nogensinde havde været med paa. Og paa Tunet var der dækket to lange Borde, der var bugnende fulde af Brød og Smør, og og Skinke og Spegemad og to Ankere med skummende Øl, og her kunde hver og en forsyne sig, alt hvad han orkede. Hvergang et Fad blev tomt, kom der et fuldt istedet; ja, var ikke dette et Mirakel, saa var ingenting Mirakel.

Selv gik Lieutenanten om i fuld Uniform saa fin at det skinnede om ham! Fjær i Hatten og Sabel ved Siden og blanke Støvler og hvide Hansker; minsandten! han saa rigtig ud som en Mand, der maatte gaa fra Gaard og Grund!

Og han var nu saa gild og venlig; ønskede hver og en velkommen og bad dem tage for sig af hvad Huset formaaede, – han var en Vært, som en kunde være bekjendt af at være i Gjæstebud hos!

Inde i Storstuen sad hans Venner baade fra Byen og rundt om fra Paradis. Og de syntes ogsaa at være kommen bare for Kommers; for de skaalede og sang og holdt Taler, saa en kunde høre det lang Vei. Ja, saamænd var dette den stadseligste Auktion, nogen kunde drømme om.

Og solen skinnede saa velsignet, og Fuglene 304sang omkap med Felen og Magisteren; men inde i Drengestuen sad Lensmanden og raabte op stort og smaat, i bunkevis, saa Husene ryddedes i en Fart. Det var noget andet, end som Folk var vant til, naar de kunde sidde og knibe sig fra Halvskilling til Halvskilling opover – endda det bare gjaldt en skarve Morter eller Spade!

Prokurator Bitterkorns Fuldmægtig sad ved Siden af Lensmanden. Fra først af havde han en Mine, som om han allerede eiede det hele; for han havde jo Ordre til at kjøbe Gaarden, hvis den da ikke kom altfor høit op; men det gjorde den Skarvegaarden naturligvis ikke. Han skulde byde præcis, hvad Lieutenanten skyldte Prokuratoren, og saa fik han Tilslaget, og saa var den Affære i Orden.

Allerede ved Middagstider var Fjøs og Laave tømt for hvad der fandtes, og nu kom Dagens store spændende Øieblik: nu skulde Vibleskau sælges!

Der blev en liden Stans i Auktionen; thi nu gik der Bud ind i Storstuen for at hente de «fine». Strax Budet kom, blev der en Larm af Stole, som skjøves tilbage, og der kom de, Arm i Arm, – Consul Seehuusen og Majoren gik først, og saa kom Magisteren og Regimentschirurgen og Døble paa Skar og hvad de hed allesammen. Prægtige var de at se til – i Uniformer eller i civile Stadsklæder; men Magisteren var i Panser og Plade.

I Drengestuen blev der strax gjort Plads for dem; men ingen af dem satte sig. De blev staaende 305muntre og smaasnakkende nede ved Døren; de smilte velfornøiede allesammen, – og Almuesfolk blev nu ganske overbevist om, at det hele var Komedie.

Lensmanden raabte Vibleskau op, og redegiorde derefter udførlig for alle Gaardens Herligheder.

Da han var færdig hermed, faldt der strax et Bud.

Der gik et stille Aah! henover Forsamlingen, saa svimlende var Budet, og Prokuratorens Fuldmægtig gloede sig fuldstændig taabelig om – hørte han ret? Thi det var nøiagtig tre hundrede Daler mere, end hvad Lieutenanten skyldte Prokuratoren, og altsaa havde Fuldmægtigen intet mere her at bestille. Kunde det være muligt?

Lensmanden troede nok heller ikke sine egne Øren, for han spurgte op igjen, og nede fra Døren hørtes endnu engang ganske tydelig den svimlende Sum.

«Ingen bedre?» spurgte Lensmanden; men da brast hele Forsamlingen ud i Latter; for der kunde da ikke findes nogen, som var endda galnere.

Saa faldt Hammeren, Kjøbesummen førtes ind i Protokollen, og Lensmanden spurgte efter Navnet.

«Jan Seehuusen,» svartes der fra Døren.

Atter gik der et Aah! henover Forsamlingen; – aaja, nu forstod de det; og der begyndte en ivrig Hvisken og Spørgen rundt om, og alle sammen skulde de række Hals for at se Jan Seehuusen.

Men han havde strax forladt Lokalet sammen med Majoren, som nu holdt ham endnu fastere i 306Armen end sidst og saa sig om hid og did – prustende af Tilfredshed med Jan og sig selv, og olm af Lyst efter at faa «den forbandede Holstener» mellem Neglene.

Fioli, fiolei! sang Felen, og Dansen gik paany over Tunet; med Tramp i Jorden, med Klask paa Læggen, med Klunk paa Strengen og spræke Hop.

Nu skulde man begynde med at sælge alt, hvad der fandtes i Vaaningshuset. Der gik et stille Bud til Bassen Brause: om det kanske ikke var nødvendigt at gaa videre i Forretningen?

Men Lieutenanten smilte saa rart; jo, selvfølgelig, skulde de gaa videre: Rub og Stub skulde sælges inden Kveld.

Og Lensmanden drog afgaarde – med Hornbriller paa Næsen, Gaasepen bag Øret, Protokollen under Armen og en dyrebar Flaske tungt svaiende i den side Baglomme. Han satte sig i det store Kjøkken, og nu blev det solgt i en forfærdelig Fart alt hvad i Huset fandtes. Værelse paa Værelse blev ribbet for det fattige Indbo; tilsidst kom Turen til Storstuen, hvor de fine Folk endnu sad og pokulerede.

Men saamænd maatte de nu ud!

Med Flaske og Glas i Haand gik de over til Lysthuset, som laa paa Haugen ret over Lieutenantens Badedam.

Men nedover Bakken fra Vibleskau sneg Prokuratorens Fuldmægtig sig ligesaa slukøret, som han havde været hovmodig, da han kom. – Og 307saa at han ikke havde havt Tid til at være med paa Kalaset som alle de andre, der havde ædt sig gode og mætte ved Bordene ude paa Tunet! Gad vide, hvormange hundrede Daler den gale Lieutenanten havde givet ud til Traktement? – Huf ja – og Bitterkorn! Han skulde vel bli rasende! Han som havde gaaet og været saa sjælfornøiet, fordi han nu endelig skulde faa knækket Nakken paa den hovmodige Krabat!

Oppe i Lysthuset holdt Major v. Knarren en vældig Tale for sin Ven Værten – den tapre Soldat, den ypperlige Jæger, den brave Kamerat. Han kunde ikke lade være at mindes en viss Herre, – en viss Karnøffel af en gemen Holstener, – Consulen prikkede urolig paa ham; men det hjalp ikke, thi da Majoren kom til Karnøffelen, var hans Røst som Kartovernes Drøn.

Men Magisteren sad og sang med sin blanke Stemme en vemodig Sang om Livet, som gaar, og Haaret, som graaner, og Døden, som venter os alle. –

*

Endelig var alle de fremmede borte; de sidste Vogne hørtes skranglende nedover Veien til Voilevatne.

Halte-Guri stod paa Tunet og snufsede; for nu skulde hun afsted fra Vibleskau. Men først maatte hun sige Farvel til Lieutenanten, som var inde en sidste Tur i de tomme Værelserne. Begge Bikjer havde han med sig. Der kom han; – i fuld 308Uniform var han endnu, og i Bæltet stak der tre lange, blanke Pistoler.

Der blev slig en Graad paa Halte-Guri, at hun knapt kunde snakke et forstaaeligt Ord. Hun spurgte hele Tiden om det samme, og det var, hvorhelst Løttenanten nu agtede sig hen –! Om det var sandt, at han skulde gaa i Krigen igjen? For det maatte han slettes ikke; – Halte-Guri havde drømt om Skrubber i hele Nat, og røde Skrubber, og det skulde betyde noget saa fælt, at hun ikke turde sige det. Men i Krig maatte han slet ikke gaa.

Lieutenanten trøstede hende, saa godt han kunde, og sagde, at nei, det var saamænd ikke sandt – han skulde ikke i Krigen. Og saa stak han en Rigsdaler til hende, og saa var der en Taksigelse og Velsignelse hele Bakken nedover.

Nu var det bare Vedhuggeren igjen. Han stod og stængte Drengestuedøren og knyttede Nøglen sammen med alle de andre Nøglerne i Huset, for saa skulde de gives til Consulen, var det sagt ham.

Ja, Lieutenanten sagde det samme, og saa gav han ham et stort svært Brev med Laksegl paa og sagde, at det maatte han være forsigtig med og fly til Majoren i denne Kveld. Han kunde tage Bella og kjøre afsted i den fine Kjærren; det var det eneste paa Gaarden som endnu ikke var solgt.

Lieutenanten gik selv ind til Bella og sælede paa den, og han klappede den og snakkede til 309den rigtig saa besynderlig kjærligt, syntes Vedhuggeren. Og saa kom Turen til ham selv; Farvel, Farvel –; men saa sandelig troede ikke Vedhuggeren, det var sandt Lieutenanten vilde gaa i Krigen, saa alvorlig var han, da han sagde Farvel.

Dermed kjørte ogsaa Vedhuggeren fra Vibleskau, belæsset med Nøgler og Breve og urolige Tanker.

Nu var bare Lieutenanten og hans to Hunde igjen. Stjernerne tændtes deroppe; der stod Damp over Engene. Men paa Tunet var alt stille. Mørkt og stængt laa Huset med alle sine slukte Vinduer. Mørke og stængte laa Drengestue og Stald, Fjøs og Laave. Intet Stamp af Bella, intet Pust af Kjørene, intet Kluk fra Hønsene engang.

Dødt var det alt paa Vibleskau.

Og da han gik nedover Veien mod Voilevatne, klang hans Skridt skarpt og rart i Ensomheden mellem alle de døde Huse.

Diana og Flora gik ved hans Side stille og forundrede. De forstod ingenting af alt det, som var foregaaet idag. De forstod heller ikke, hvorfor de gik ud i Skauen nu – saa sent. Ei heller, at han ikke havde Gevær med, bare de tre smaa løierlige Pistoler.

De forstod ikke, hvorfor han stansede saa længe og saa udover Kjilen, sidste Gang de kunde øine den fra Veien. Og her snakkede han ogsaa noget uforstaaeligt ud for sig og strøg sig over Øinene.

Rart var det altsammen. Flora peb lidt; hun var altid ræd af sig; men saa klappede Lieutenanten 310den og snakkede saa inderlig snilt til den, at den blev ude af sig selv af Lykke.

Rart var det; – for de gik en anden Vei, end de pleiede. Og han havde dem i Kobbel hele Tiden. Det kunde ikke nytte at se spørgende paa ham; – han var ligesom saa langt borte fra dem.

De kom til en liden Lysning i Skoven. Her satte han sig ned mellem dem. De krøb op til ham og slikkede hans Ansigt og Hænder.

Der lød et Skud. Der lød et til. Diana og Flora laa døde i Græsset.

Han tog Hatten med den høie Fjærbusk af og satte den forsigtig ned paa Jorden. Saa lagde han sig mellem sine to Hunde, hvis Legemer endnu bævede. Han stirrede op mot Himlen, hvor nu alle Nattens Stjerner skinnede og glimrede. Et Stjerneskud skar sig straalende tværsover Skoven og sluknede lige brat, som det tændtes.

Saa lukkede han sine Øine.

Det tredie Skud faldt drønnende i Kvelden.

*

Major Ulrich Friedrich Schousboe von Knarren marscherede i Spidsen for sit Kompagni, og Regimentsmusiken spillede en Marsch værdig en Soldat. Thi med fuld Honnør skulde Bassen Brause stedes til Jorden; det havde Majoren svoret paa.

Da Kisten var sænket, befalede Majoren Fyr! og der knaldede en Salut, som Skik og Brug var for en Officer, der havde været i Krig.

311Men tre Gange knaldede Salverne; thi Majoren mente, at Bassen Brause var dem alle tre værd: først en som Soldat, saa en som Jæger, saa en som brav Kamerat.

Med Hatten i Haanden steg han saa op paa Graven og saa ned til sin Ven. Og nu vilde Majoren holde en liden Tale; men ved Gud! han kunde ikke! Han kunde ikke; thi han græd! Ja sandelig strømmede Taarerne ud af hans store runde Øine, og han saa vidunderlig løierlig ud, som han stod der, tyk og tapper i sine høie blanke Støvler, med Sabelen høit løftet i den sterke Arm, med de berømte Barter strittende af Mod og den røde prægtige Næse stolt og straalende midt i Ansigtet – og saa Taarer over det hele! Taarer over den stolte røde Næse, Taarer over de barkete Kinder, Taarer Dryp for Dryp ned i de berømte Barter!

Og Munden blev staaende paa Gløt – og hele Hr. premier Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren hulkede som et Barn over sin døde Ven.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.