Major v. Knarren

av Vilhelm Krag

Bassen Brauses Historie

241Halte-Guri likte sig aldrig saa godt, som naar hun kunde sidde i Skumringen og fortælle Historien om Løtnant Brause. Da rokkede hun frem og tilbage med Kroppen, og jo mørkere Historien blev, desto mørkere blev hendes Stemme, indtil alle, som hørte paa hende, grøssede af Uhygge, som om de havde hørt en rigtig fæl Spøgelseshistorie.

Og naar hun havde fortalt sig færdig, gjentog hun altid det samme: «Det er Synd for Løtnanten! Vorherre har været heller streng mod den arme Tingen nu og alle Tider.»

Det lød som et vemodigt Omkvæd efter en mørk og rar Vise.

Halte-Guri begyndte altid sin Historie med at skildre Presten Flemming, som hun kjendte nøie, eftersom hun havde tjent ham tro og længe.

Hr. Peder Povelsen Flemming residerede lange Tider høit oppe i Fjeldbygden. Kaldet var lidet og besværligt og Almuen ugudelig og henfalden til allehaande Laster.

242Særlig huserede Drikken slemt imellem Bønderne, og med Drikken kom Slagsmaal og ofte Mord og Drab. Og hvad værst var: Om Søndagen, naar Almuen kom til Kirke, havde hver Mand Flaske med, saaledes at den Vending: at tage paa Kirketur, vilde sige omtrent det samme som at tage sig en forfærdelig Rus.

Der blev drukket paa Kirkegaarden, paa Gravene og inde i Vaabenhuset, og en hellig Pintsedag hændte det, at etpar drukne Mænd løb op i Klammeri midt under Gudstjenesten, og i Kampens Hede kom de væltende ind i selve Guds Hus med de værste Eder og Forbandelser og laa og baskede helt frempaa Kirkegulvet.

Da var det, den sterke Hr. Peder gik ned af sin Stol. I fuldt Ornat begav han sig hen til Slagsbrødrene, løftede dem op en i hver Krave og slæbte dem ud af Kirken, ud af Kirkegaarden og helt ned paa Veien, hvor han dunkede deres drukne Skaller mod hinanden, saa det ligefrem dundrede, og Blodet sprang dem af Næse og Mund.

Det var ikke den eneste Gang, den kjæmpesterke Prest tugtede sine ugudelige Sognebørn med en haard Næve; og egentlig holdt Folk af ham derfor.

Thi han gik sjelden eller aldrig til Lensmand for at faa de skyldige dømt efter Lovens Bud. Han straffede dem selv. Havde de forbrudt sig svare mod Guds Lov, saa ikke hverken Tordentale eller legemlig Tugt var tilstrækkelig, da dømte han selv Synderen enten til klingende Bod eller 243til at stande offentlig til Skrifte eller til anden Forsmædelse, og han sørgede altid for, at hans Straf var frygtet og følelig.

Visselig kunde Peder Flemming have faaet et andet og behageligere Kald; thi han var en dygtig Mand. Men han blev der, han var. Han opfattede sin Stilling som en Kaldelse fra Herren den høieste selv. Han troede saa visst, at netop han var udkaaret til at være disse vildfarende Sjæles Profet.

Derfor blev han siddende i sit fattige Kald i lange Tider.

Der hænger endnu et Billede af ham i Fjeldbygdens Kirke. Det viser ham som en svær Mand med et frygteligt Blik under tætte, lave Bryn. Hans Skjæg er stort og redet udover Brystet; men Barten er klippet omkring Munden, saa denne vises tydelig. Læberne er tykke og sterktrøde og løber sammen i Mundvigerne til et Udtryk, som taler om en Vilje, der i sit Overmod bliver til Foragt, ja Væmmelse for Svagheden. Og det synes ogsaa at røbe brutal Sanselighed, som har raset, men som er stængt tilbage med sterke hvide sammenbidte Tænder.

Og som han sidder der, med Bibelbogen krystet ind til Hjertet med den ene Haand, og den anden løftet i Veiret med tre strakte sværgende Fingre, faar man et uforglemmeligt Billede af denne ukuelig haarde Mand, der gik sin Retfærdighedens Vei tværs igjennem Menneskjæbner og ikke skalv, om 244han trampede jordisk Lykke til døde under sine faste Profettrin.

Denne mørke og strenge Mands Hjem var ligesaa mørkt og strengt som han selv. Det laa indunder det bratte Fjeldstup, der kastede sin Skygge tværsover Dalen. Selv høisommers varede det til langt udpaa Formiddagen, før Solen naaede Prestegaardsvinduerne, og om Vinteren laa Skyggerne over Tunet i maanedsvis.

Puritansk var ogsaa Værelsernes Udstyr; i Storstuen stod der en lav Sofa med blankslidt nedsittet Skindtræk. Saa var der nogle Træstole, kaffebrune af Ælde, og et Klaffebord, hvori Dødningeuret sad og tikkede Dag og Nat.

Og i de andre Stuer var Udstyret endnu fattigere; midt paa Gulvet nogle Planker paa to Træbrikker, det skulde betyde et Bord. En Langbænk paa den ene Side, en Slagbænk paa den anden, en Trækrak ved Peisen og en Seng i Hjørnet. En Skindfæld var det eneste Overbredsel og Halm var Underdyne.

Prestefruen var død for mangfoldige Aar siden; men dog groede der op et sky lidet Væsen i dette Prestehjem – en liden Pige ved Navn Rebekka. Hun var tynd og graa, med en Skjærhed i Huden, som de Væsener faar, der lever meget i Skyggen, og med store, rædde Øine, som flygtede, hvergang nogen streifede hende med sit Blik.

Der var i alle hendes Bevægelser noget pludseligt, som blev hun stadig skræmt. Og naar hun sad alene, var det lille Hoved altid bøiet tilbage 245som hun sad og lyttede. Hørte hun bare nogen gaa udenfor, rykkede hun til, spilede Øinene op, som en der pludselig bliver vækket, pressede Læberne angst sammen og saa sig om til alle Kanter.

Lille Rebekka var ræd for alt og alle. Men mest for sin Far. Den sterke, strenge Mand! Hvor hun frygtede hans Øine, der tviholdt hende som to Staalklør og tvang hendes arme Ansigt til at udholde Pinen, uden at hun nogensinde turde bøie Hovedet for at skjule sig.

Hun frygtede disse Øine mere end hans forfærdelige Haand, som dog kunde svinge Birkeriset saa ubønhørlig over hendes stakkars magre Krop.

Ja, hun frygtede Øinene tifold mere; for det at maatte udholde deres forfærdelige Vrede, var ikke alene en fysisk Pine, men en Sjælevaande, der bragte hendes Hjerte til at stormbanke og hele hendes Legeme til at skjælve.

Hvor hun gruede til hver Formiddag, naar han skulde gjennemgaa Lexerne med hende, og til hvert Maaltid, naar hun skulde sidde og tie og høre paa ham tie og frygte for, at han skulde de begynde at tale.

Den, der skal være streng mod andre, maa først være streng mod sig selv og sine egne, sagde Hr. Peder Flemming; og i Sandhed! han holdt sit Ord!

Endog efterat Rebekka var blevet konfirmeret, vedvarede denne hans meningsløse Strenghed. Han gjorde slet ingen Forskjel. – Han mindedes ikke, 246at Barnet holdt paa at blive en ung Kvinde. Hans Næve faldt lige haard, og hans Ris var lige redebont nu som da.

Paa denne Tid blev pludselig Presten Flemming rammet af en stor Ulykke. – Han mistede sin Stemme. Lange Tider kunde han være ganske stum, men i Regelen var hans Stemme som en hæs Hvisken.

Han stred en tung Strid med sin Gud i denne Tid, denne haarde Prest, som havde været saa uryggelig viss paa, at netop Gud den høieste havde kaldet ham Hr. Peder som sin Profet mellem de uvidende og ugudelige.

Og nu tog denne Gud Stemmen fra ham! Herre, Du høie Herre! Hvorfor dog dette? Havde han ikke baaret sit Kors og vidnet Guds Ære i alle Aar? Havde han ikke svunget Tugtens Svøbe og tvunget de gjenstridige Nakker? Og nu, naar hans Arbeide holdt paa at lykkes, netop nu slog Herren sin Tjener med Stumhed! Herre, hvorfor! Forklar mig Din Mening, Herre i det høieste!

Hr. Peder kjæmpede med sin Gud, og hans Haar graanede i Kampen og hans Nakke bøiede sig og hans Blik blev sygt. Han maatte reise sin Vei, bort fra det Folk, hvortil han var kaldet, bort fra Vingaarden! Gud Herren havde forbandet ham og slaaet hans Røst med Stumhed, paa det at han ikke længer skulde vidne om Guds Ære!

– Lægerne forordnede et mildt Klima, og saa 247kom Presten Flemming til at bo paa en liden Gaard ved Sjøen ude i Paradis.

Da Rebekka kom did, var hun sytten Aar.

*

Hun kom til Paradis om Vaaren, da alt var stadset til i nyt og festligt Skrud, aa! hun vilde neppe tro sine Øine. Hun havde aldrig været udenfor Fjeldbygdens trange Kløft, og den svarte Naaleskov mod Syd havde altid staaet der og stængt.

Derfor blev hun ganske blændet af alt Solskinnet og al den blanke Blidhed, hun her mødte. Hun, der havde levet sit Liv midt i Strengheden, Alvoret og de tungsindige Skygger: nu mødte hun Smil overalt, overalt! De tindrede i Smaasjøen, som gik og skøied i Kjilen, de vinkede til hende fra Ungskovens Løv, som dirrede i Brisen, de hilste hende paa den brede trygge Eng, som laa der i Fred for Skred og Flom og al Fjeldbygdens Angst, bare smilte, smilte hende imøde i sit rige og sunde Velvære.

Rebekka syntes ogsaa, at Menneskene her var ganske anderledes end dem, hun havde mødt før i sit Liv. Ansigterne her var lyse som Engene, syntes hun; der oppe i Fjeldbygden havde Folk været mørkere af Haar og Hud. Der havde ligesom været en Skygge henover dem. Og Øinene havde ligget saa dybt inde i Hoderne, alvorlige som Fjeldvande paa Ødevidden.

248Men her, hvor hun nu var! Her lo jo Folk af ingen Ting! Og muntre var de i Kroppen ogsaa, som unge Foler. Ja, om det saa var Sproget, saa var det uendelig meget mere godsligt end Fjeldfolkenes malmtunge Maal. Her pludred Folk lystigt som Bækken, der strømmer med Solblink og Smil i, og med tusen smaa Fossefald og Latter og Glæde hele Veien nedover.

Denne Vaar – den første, da Rebekka kom til Paradis, mødte hun den unge Lieutenant Bjarne Brause.

*

Der er i de fleste Menneskers Liv en gylden Tid.

Da bliver selv de graa Hjerter gode, der kommer Reisning og Fest selv over de Skikkelser, som før var krummede af Hverdagens Slid, og der kommer Glædeglans selv i de fattigste Øine.

Lad saa Videnskaben komme og forklare Menneskenes gyldne Tid med en kløgtig Formel; – Videnskaben er jo som oftest splidagtig med sig selv, og ad Aare kommer en endnu kløgtigere Formel og slaar den første ihjel.

Men Digteren har Ret; thi fra Evighed har de besunget denne Hjerternes Blomstringsstund og til Evighed skal de besynge den, saalænge der findes Hjerter, som blomstrer, og Sind, som synger derom.

*

249Der kommer en Solstraale ind bag Gardinet; da tændes Dit Sind i Glæde. Udenfor staar Vaaren og venter paa Dig. – Og Vaaren har pyntet Alverden ud med det lyseste Løv. Og Vaaren har hentet fra fjerne Land baade Stær og Gjøg, baade Maaltrost og Havesanger. Og Blodet slaar i saa sær en Takt; – hvad er det monstro? Hvad bringer den Dag, som kommer.

Du ruller Gardinet fra Vinduet op; – der staar et blomsterstrødd Æbletræ; det skinner snehvidt, men dog med en Glød af rosenrødt mellem det hvide.

Aa, tag mig, Solskin! Aa, tag mig, Vaar! Aa, tag mig alt hvad Vaaren monne bringe!

*

Altfor høi og spinkel saa Rebekka ud. Hendes hjemmesydde fattige sorte Kjole hang om hendes skraa Skuldre og smale Hofter; et brunt Bælte holdt den sammen om Livet, og i det brune Bælte sad en gammel blankslidt Sølvspænde – det var al den Stads, hun eiede.

Paa Hovedet havde hun en flad Straahat, som blev bøiet ned over begge Ører af et sort Baand, hun knyttede i en Sløife under Hagen. Paa Fødderne havde hun tykke Støvler, som en af Fjeldbygdens Skomagere havde klumpet sammen til hende.

Hun saa ganske ud som et Fattigmandsbarn. Og det stak saa af hernede i Paradis, hvor der 250dog fandtes Damer, som pyntede sig med Datidens letfærdigt-skjønne Flitter og strøede sine Skikkelser over med Blomster og brogede Silkebaand.

Rebekka saa med Undren og Beundring paa dem; men ikke ønskede hun sig Silkesko istedetfor sine jernsømmede Fedtlærsstøvler. Thi hun var sig selv saa sikkert bevidst, at hun var styg. Aldrig skulde hun være med der, hvor Glæden var. Thi foran hende stod jo hendes Fader med de strenge Øine og stængte Veien.

Nei, hun misundte saavisst ingen. Hun var ydmyg til Bunden af sin Sjæl. Hun syntes bare, det var saa altfor stor en Lykke, at hun skulde have faaet Lov til at komme hidned, hvor alt var saa vakkert og hvor alt smilte hende imøde.

Presten Flemming sad i sin Stol og granskede Guds Ord. Han gik aldrig noget Sted. Egnens Honoratiores kom paa Visit til ham. Han sad der stum bag sit graanende Skjæg og saa paa de Besøgende med sine vilde Øine. Derfor kom ingen til ham to Gange. Han gjengjældte heller ingen Visit. Han blev siddende, der han sad, og kjæmpe med sin Gud.

Af Medlidenhed bad man Rebekka til sig. Hun fik ikke Lov til at gaa. – Hun var selv glad over det; thi hun skammede sig over at komme sammen med de finklædte Damer og de muntre Mennesker, – saa styg hun var, og saa keitet og bondsk, hun maatte forekomme dem alle.

Første gang hun saa Lieutenant Brause var en Søndag ved Kirken. Hun kom alene; hendes Far 251havde en af sine ondeste Dage, da han ikke engang kjendte sig værdig til at sætte sin Fod i Guds Hus.

Nu traf det sig saa, at netop som Rebekka kom til Kirkegaardsgrinden, stod hele Sogneprestens Familie der, og midt i Kredsen en ung Officer i fuld Uniform, som skinnede rød, hvid og gylden i det sterke Solskin.

Det var første Gang, Rebekka havde seet en Uniform, og hun syntes den var deilig! Hun stjal sig til at gaa langsomt opover Kirkebakken for rigtig at se – nyt og mærkværdigt som dette var for hende.

Da Presten fik Øie paa hende, forsøgte hun først at smyge sig væk; men hun blev kaldt hen til dem og forestillet for ham i den mærkværdige Dragt; – hun holdt paa at synke i Jorden af Undseelse.

Men da hun havde faaet gjemt sig i en Krog af Kirken langt fra de andre, begyndte hendes Hjerte at hamre, og hun syntes, hun havde oplevet en stor Begivenhed.

Lille Rebekka! Hun hørte ikke meget paa Prækenen den Søndag!

Hendes Tanker var urolige og lyse; de flagred hid og did lig Sommerfugle i Solskin. Udenfor Vinduet stod en ung Birk og neiede i Brisen; hun kunde ikke faa sine Øine fra de smaa glitrende Blade. Nu kom der en Bogfink og satte sig paa de yderste Kviste; hun kunde se den sang, troede at høre det ogsaa. Den fløi bort, men kom igjen; 252hun blev ganske glad i Bogfinken og Birkebladene; – og med engang kom der strømmende indover hende en Følelse af umaadelig Lykke. – Det var, som hun slet ikke kunde bære den, – som hun maatte springe ud af den mørke Kirke, ud i Solskinnet bort til et Sted, hvor der var ganske ensomt og grønt af Løv, og hvor hun kunde ligge paa Ryggen og se op i den blaa Himmel og lukke Øinene og lade Solen skinne paa Ansigtet og høre Bogfinken synge sin Vise.

– Da Gudstjenesten var forbi, skyndte hun sig ud af en Bagdør og nedad Veien; hun var saa ræd for, at hun skulde træffe nogen af Prestens.

Men da hun var kommen et Stykke, saa hun ikke kunde se Kirken mere, satte hun sig ved Veikanten i det høie Græs.

Hun havde ikke siddet længe, før hun hørte raske Skridt, og før hun rigtig fik summet sig, saa hun Lieutenant Brause staa foran sig.

Helst vilde hun have lagt paa Sprang, saa ræd blev hun. Men hun blev staaende ganske urørlig med dybt sænket Hoved.

Han havde sprunget efter hende for at spørge fra Prestens, om hun ikke vilde blive der og spise Middag.

Hun fik saavidt hvisket et lidet Neitak; men det var hende umuligt at faa sagt mere. Da han begyndte at gaa nedover Veien fulgte hun viljeløs, men hørte knapt alt det, han spurgte og bad. Hun følte sig bare saa grænseløst skamfuld, og saa ulykkelig.

253Videre og videre gik de nedover Skovstien, og nærmere og nærmere kom de til hendes Fars Hus. Pludselig fôr der en Skræk gjennem hende: tænk om Far fik se hende sammen med en fremmed – ovenikjøbet en ung vakker Mand.

Hele Barndomsrædslen rislede gjennem hende, og før hun fik tænkt sig om, var hun paa Sprang henover Markeme – hjem, bare hjem.

Han blev staaende tilbage, maabende af Forundring. Han lo først lidt, saa gik han nogle Skridt, stansede og saa efter hende.

Besynderlige Pigebarn! Javisst var det mod alle Regler at lægge paa Sprang uden nogensomhelst Grund, – men man fik jo huske paa, hvordan hendes Barndom havde været. Han havde hørt meget om Presten Flemming og hans mørke Strenghed og hans haarde Skjæbne. Sammen med den underlige Særling havde Barnet levet hele sit Liv. – Hvad Under da, at hun var blevet forskræmt? Hvad Under, at hun ikke var som de andre? Hvad Under, at hun flygtede som en ung Hind bort over Markerne.

Og saa var der noget rørende over hendes unge Hoved, som var saa dybt bøiet, – og noget saa blygt over de nedslagne Øine, – og noget saa jomfrueligt over hele Rebekka Flemming.

I dybe Tanker gik Lieutenant Brause tilbage til Prestegaarden.

*

254For en Forvirring der kan herske i saadant lidet Pigehoved! Som det kan storme fra Øst og Vest og Nord og Syd paa samme Tid! Skam og Skræk, Sorg og Græmmelse, og saa en uendelig Følelse af Forladthed!

Saasnart hun var kommet til det første Skauholt, stansede hun, skjulte sig – med begge Hænder trykkede mod den bølgende lille Barm – stirrede.

Og da hun saa ham langsomt gaa sin Vei, da maatte hun først græde, men se efter ham igjen, hikstende, skjulende sig, men med strakt Hals og Taarerne drivende nedover Kinderne.

Og da det sidste Glimt af det røde, hvide og gyldne for sidste Gang glinsede frem mellem Trærne, og da det alt blev stille og øde, da maatte hun græde igjen – længe –; og hvergang hun forsøgte at reise sig, kom der noget nyt hun maatte græde for.

Indtil hun pludselig fór op ved en forfærdelig Tanke: Middagen! Tænk om det skrækkelige hændte, at hun kom forsent til Middagen!

Hun sprang, sprang, saa fort hendes tykke Støvler vilde bære hende, gjennem Ulænde og Myr, over Veien, gjennem Havegrinden hen til Døren. Den aabnede hun stille som en Tyv, dødsangst for hvad der nu skulde ske – hvad han skulde spørge om, og hvad i Guds Navn hun skulde svare. Der var ingen i Gangen, ingen i Spisestuen. Hun listede sig paa Taa ud i Kjøkkenet; der stod Guri, Pigen.

255«Hvor er han?» hviskede Rebekka.

«Paa Værelset sit,» hviskede Guri igjen. «Han har forlangt Maden op, og han har sagt, at han ikke maa forstyrres.»

Rebekka traf et dybt Lettelsens Suk.

«Aa, Gud ske Lov!»

*

I flere Dage derefter turde ikke Rebekka sætte sin Fod udenfor Døren. Hun kunde ikke tænke sig Muligheden af at træffe ham igjen. Hvad maatte han tro om hende? Hun havde jo opført sig saa tosset og upassende, som bare hun kunde finde paa. Og hvis han havde fortalt det paa Prestegaarden, hvor maatte de ikke da le hende ud, – den uopdragne Bondetøs!

Nogle Aftener senere kom Guri og fortalte, at Lieutenanten, som var i Besøg paa Prestegaarden, havde gaaet forbi paa Veien ret som det var baade igaar og idag; – det saa ganske ud, som han gik for at træffe nogen.

Rebekka blev blussende rød og skyndte sig ud af Værelset uden at svare.

Hun forstod slet ikke dette. Hvorfor ialverden vilde han træffe hende, tro? – Han var ikke ude af hendes Tanker hverken Dag eller Nat; hele hendes Væsen dirrede af Angst; men samtidig var der ogsaa Nysgjerrighed. – Hvad monstro han mente om hende? Han maatte jo synes, hun var det mest uopdragne Pigebarn, han endnu havde 256truffet. Men hvorfor vilde kan da træffe hende? Hvad ialverden kunde kan have at tale med hende om?

Fredagen kom en al Prestedøtrene paa Visit.

Hun vilde invitere Rebekka til Søndag. – Da var det nu rent, som det svimlede for hende. – Vidste de da ikke, hvordan hun havde opført sig?

Men Prestedatteren sad der i sin fine, renstrøgne Sommerdragt, mild og venlig, som om ingenting var hændt.

Rebekka vidste slet ikke, hvad hun skulde svare …

«Ja, for Far syntes, I maatte have det saa ensomt her. Og dette maatte især være ondt for Frøken Rebekka, mente Far. Og saa – paa Søndag kommer der nogen unge Mennesker til os. Vi skulde gjøre det lidt hyggeligt for min Fætter Lieutenanten, som er paa Besøg. Og saa vilde vi saa gjerne, om Frøken Rebekka vilde komme med.»

Men Frøken Rebekka svarede ingenting; sad og pillede forlegent med Bæltet paa sin Kjole.

«Og min latter Lieutenanten vilde især sætte slig Pris paa, om Frøken Rebekka vilde komme. Han var saa kjed over, at Presten Flemming var saa daarlig sidste Søndag, at Frøken Rebekka ikke turde blive med hjem til os.»

Der gik et stik af Glæde gjennem hende fra Isse til Fod. Hun turde ikke se op, ikke røre sig, forat ikke den anden skulde lægge Mærke til nogen pludselig Forandring i hendes Udtryk.

257Han havde skjult alt for dem! Han havde løiet for at beskytte hende! Hvor ædelt det var gjort af ham! Hvor ydmygt taknemlig hun var derfor!

Men hun turde ikke møde Prestegaardsfrøkenens Øine; hun fik tilslut mumlet noget om, at hun først maatte spørge Far. Hvis hun fik Lov af ham, saa –

Det utænkelige hændte, at Rebekka fik Lov til at gaa ud i Selskab. Rigtignok var det bare en Søndagseftermiddag til Prestegaarden; men Rebekka troede ialfald ikke sine egne Øren, da hun virkelig fik Lov til at gaa. – At saa stor Lykke skulde times hende!

– Guri Pige blev meget opskjørtet, da hun fik høre, at Rebekka skulde i Selskab. Thi hvad ialverden skulde Frøkenen gaa i!

Ja, selvfølgelig mente Rebekka, at hun fik gaa i sin sorte Søndagskjole; thi andre havde hun ikke. Guri Pige rystede paa Hovedet.

«Og Skotøi?» spurgte hun.

Ja, det var næsten det værste; thi de fæle Fjeldsko, hun pleiede at slarke omkring i, dem kunde hun ved Gud ikke være bekjendt af.

Hvis hun da ikke kunde laane Guris egne Høitidssko?

De blev passede, og det viste sig, at de sad noksaa godt; kun var de en hel del for store. Men det gjorde ingenting! Aa, hvor deilige og lette de var at gaa paa! Som at svæve i Luften, syntes Rebekka.

De listede sig op paa Loftet en Eftermiddag 258og ledte igjennem nogle Kasser og Kufferter, som der stod. Der vidste de, laa nogle Ting fra Rebekkas Moder; kanske de der kunde finde et og andet, som kunde bruges.

Rebekka syntes igrunden dette var noget henimod Helligbrøde og Krænkelse af Dødens Fred. Hun var heller ikke til at formaa at røre ved nogen af Kjolerne, som laa sirlig lagt sammen i en Kasse for sig. Men i en Tine laa der noget Skrab sammenrullet; – der var et forkrøllet Slør, en liden hvid Strimmel, der lignede Knipling, en Brosche, hvis Naal var brukket af – altsammen udbrugte, kasserede Ting, som man ikke skulde tro kunde due til nogetsomhelst. Men Rebekka var nu engang ikke til at bevæge til at se andetsteds, og saa maatte de nøie sig med, hvad de fandt i Tinen.

«Men bare jeg faar Lov af Far,» sagde Rebekka.

Saa maatte hun skjælvende ind og bede om Lov til at benytte Skrabet.

«Er du ikke god nok som du er?» hviskede han med sin hæse, sluknede Stemme. Men da han fik se, hvad det var, hun havde fundet at pynte sig med, slog han ærgerlig ud med Haanden og bad hende lade sig være i Fred.

Hvor omhyggeligt Sløret og Kniplingen blev vasket i lunkent Sæbevand, og hvilken Glæde der var, da det viste sig, at de blev ganske hvide igjen – ganske som nykjøbte, sagde Guri Pige! Og for en Omhu med Strygejernet, at det ikke skulde svide Klenodierne, og for et Mas for at 259faa krummet en Naal til, saa den kunde bruges i Broschen!

Og for en Prøving og Passing for at finde, hvor det vilde tage sig bedst ud! Indtil det blev saa, at Sløret skulde knyttes over Hatten istedetfor det sorte Baand, som nu var der, og Kniplingen skulde syes fast rundt Halsen; for der lyste den hele Kjolen saa nydelig op, og Broschen skulde fæstes midt paa Brystet – for Sikkerheds Skyld satte Guri Pige nogle forsvarlige Nest i Naalen.

Og da saa Rebekka havde faaet Guris Sko paa og nogle Blomster paa Hatten og i Bæltet, forsikrede Guri, at nu var Frøkenen næsten ligesaa fin som nogen af de andre Frøkener, som kom paa Prestegaarden.

Det var meget, altfor meget sagt.

Men lykkelig var hun, lykkeligere end nogen af de andre i de fine Kjoler.

*

Denne dag var en gylden Dag i Rebekka Flemmings Liv.

Der kom ingen igjen senere, der var som denne. Saa salig fra den tidlige Morgen, da Solen kom ind bag Gardinet og tændte hendes Sind i frysende Forventning. – Hun vidste det: udenfor stod Vaaren og vented paa hende. Og pyntet var Alverden med det lyseste Løv. Og Vaaren havde hentet fra fjerne Lande baade Stær og Gjøg, baade Maaltrost og Havesanger. Og Blodet slog i saa 260sær en Takt: hvad var det monstro? Hvad bragte vel Dagen, som kom?

Hun rullede Gardinet hurtig op: se! der stod et blomsterstrød Æbletræ; det skinnede snehvidt, men dog med en Glød af rosenrødt mellem det hvide.

Det var den gyldne Dag i Rebekka Flemmings Liv; den Dag, da det for første Gang jublede i hendes Hjerte: Aa, tag mig, Solskin! Aa, tag mig, Vaar! Aa, tag mig alt, hvad Vaaren monne bringe!

*

Da hun kyssede sin Far til Afsked, sagde han: «Husk paa at tage Din Gud med Dig!» Saa gik hun, saa tryg i sin Glæde, fordi hun virkelig skulde have Lov til at være fornøiet en hel lang Dag.

Hun var ikke engang saa dødsens angst for at træffe Lieutenant Brause igjen; og det undrene hende lidt selv. Hun som for faa Dage siden ikke turde tænke sig Muligheden af at møde ham i dette Liv. Men kanske det var, fordi han havde tiet om hendes Uopdragenhed, ja endog løiet for hendes Skyld. Det gjorde, at hun følte ham som sin Ven. Ak, hvor det var deiligt at vide om et Menneske, som vilde hjælpe hende! Hun, som altid før bare havde følt sig ganske alene.

– Men det var jo underligt nok, da de traffes. Hun var saa ræd for, at han skulde smile, saadan underfundigt og forstaaende. For hvis han det 261gjorde, da vilde det ligesom være at minde hende om det, hun mindst af alt vilde, han skulde mindes.

Men han var bare høflig og galant. Hun havde aldrig troet, noget Menneske kunde føre sig saa smukt. Saa mandigt, saa værdigt. – Hun stjal sig til at se paa hans Ansigt, engang han stod og talte med nogle andre. Det var netop som hun havde tænkt sig det. Høit fra Øienbrynene til Haarroden, smalt nedover Kinderne og ud i Hagen; etpar tætte, brune Bakkenbarter helt ned til Kalvekrydset gjorde Ansigtet endnu smalere og ædlere. – Og Udtrykket var fribaarent, muntert og dog alvorligt.

Og saa i et helt Blik saa hun denne sterke Mand fra Hoved til Fod, – saa vakker som intet hun havde tænkt. Og han var det, som havde løiet, forat de ikke skulde le af hende.

Ja, idag var alt deiligt. Selv Salmesangen, som drævede efter den snøvlende Kirkesanger, forekom hende høitidelig; og Prækenen, som fulgte, hørte hun paa i spændt Andagt. – Den handlede om Guds Godhed.

Oprigtig talt havde Rebekka hørt saa lidet om Guds Godhed, men saa meget mere om hans Strenghed og hans ubarmhjertige Retfærdighed.

Men denne blide Prest talte saa smukt om Guds Godhed, at hun tilslut neppe turde tro sine egne Øren. Hendes Sjæl fyldtes af Taknemlighed, og hun fik Taarer i Øinene, fordi hun følte sig saa ganske uværdig til at sidde her og have det saa godt og høre saa mange deilige og trøstende Ord om ham deroppe og os hernede.

262Og saa Kjøreturen fra Kirken til Prestegaarden i en bred og magelig Vogn og to Heste for – to svære Heste, mindst dobbelt saa store som den lille raggede Folen, de havde havt hjemme i Fjeldbygden. Og saa Prestegaarden selv, lys og bred, ligesom den vilde sige velkommen hid! til alle, som kom kjørende ind paa Tunet. Og rundt om Gaarden en deilig Have med alskens mærkværdige Urter, som hun aldrig havde seet før, og en Frugthave, der stod i et Drev af Blomster. Hun maatte ogsaa være med ud i Fjøset og se paa de mange blanke Kjør, og bag Fjøset var en Dam med Ænder og Gjæs; – der var slet ingen Ende paa denne Prestegaards Herligheder. Hun gik taus omkring og gjorde bare store Øine.

Og Middagsbordet var dækket under to store Trær foran Huset: og al den deilige Mad! – Og tænk! hun fik rød Vin til! Og saa muntert et Maaltid! Presten selv gik foran med Skjemt og Historier, saa alle sammen lo omkap; Rebekka maatte selv le med; – men ret som det var tog hun sig i det: gik dette an? Var det ikke Synd at le, naar man sad ved Middagsbordet? «Husk paa at tage Din Gud med Dig,» havde Far sagt.

Men mærkværdigst af alt var dog, da hele Selskabet om Eftermiddagen gav sig til at lege! Paa en hellig Søndagseftermiddag! Og Presten selv var med, og hvad værre var, han spillede Violin, og de andre sang dertil. Aldrig turde hun fortælle Far dette. For dette maatte da være galt! – Hun havde ikke Lyst til at være med; i Høiden 263kunde hun jo se paa, for morsomt var det! Men allesammen gik ligesom ud fra, at hun naturligvis skulde lege med de andre; de sagde, hvordan hun skulde gjøre, og hvor hun skulde staa, og før hun vidste Ordet af det, var hun midt oppe i Legen, sang med de andre, dansede og sprang akkurat som de andre sagde, hun skulde gjøre, og da hun først havde lært Legen, sagde de hun var saa flink, og da blev hun stolt og glad og legte videre.

Men hele Tiden med lidt ond Samvittighed i sit Hjerte; og Gang paa Gang kom Farens Stemme i hendes Øre: Har du Din Gud med nu?

Hun var derfor paa en Maade noksaa lettet, da Legen sluttede, saa morsom den end havde været. Samtidig havde Legens Munterhed gjort det af med hendes Forsagthed; nu turde hun saamænd snakke løs med alle sammen, især med Lieutenanten. For han havde et eget Lag at smaaprate paa, som gjorde hende saa tryg. – Og saa var han saa løierlig! Alt det, han kunde finde paa at sige og gjøre! Bare det, at de kaldte ham Bassen allesammen istedetfor Bjarne, som i Virkeligheden var hans Navn. Tænk at kalde ham, store pene Manden, for Bassen, som han havde været en liden Gut.

Og saa var det snodigste af altsammen, at han akkurat lignede til at hede Bassen. Der var noget inderlig barnsligt og gemytligt og snilt ved ham, akkurat som ved det Navnet, og sandelig havde hun ikke selv flere Gange været paa Nippet til at kalde ham saa.

264Da Solen skulde til at gaa ned, tog de en Rotur indover Paradiskjilen. Og den Rotur var det deiligste af altsammen. Blikstille laa Vandet henimellem Markerne og indunder de store Trær, som enten var halvt udsprugne allerede eller stod fulde af Knopper. Aa, som de speilede sig, Himlen og Trærne og Landet rundt om og de svanehvide Baader med lysklædte Mennesker i. – Og saa blev der sunget snart fra en Baad, snart fra en anden, snart fra etpar høie Damestemmer snart en dyb smægtende Mandsrøst.

Aa, denne Tur paa det speilblanke Vand i de svanehvide Baader! Aa, hvor hun siden levede den om, hørte Sangen, som dengang blev sunget, saa plasket af Aarerne, saa Bassen Brauses krøllede Haar og hans lyse-lyseblaa Øine, som hvilede i hendes mange Gange og lange Stunder ad Gangen. –

*

De fulgte hende helt hjem. Et lystigt Selskab, der lo og støiede, der de stod udenfor Presten Flemmings Dør og skulde sige Farvel til Rebekka. Kanske stod de lidt længe, som det hænder, naar unge Mennesker, som har været sammen en hel vakker Vaardag, skal skilles ad, skjønt de har den største Lyst til at blive sammen endnu mange Timer.

Kanhænde de blev der lidt længe; – for pludselig stod Pastor Flemming stor og mørk og barhodet i Døren og saa paa dem. – De hilste alle 265ærbødigt paa ham; men han besvarede ikke Hilsenen, bare blev staaende der og stirre paa dem med sine strenge Øine.

Da blev allesammen bange, som om de havde gjort noget galt. De sagde i Hast Farvel til Rebekka, og gik hurtig bort. Ingen af dem talte et Ord, saalænge Huset var i Sigte. –

Da Rebekka kom ind i den halvmørke Stue, spurgte Pastoren hende med sin hæse Stemme: «Har du saa havt Din Gud med Dig idag?»

Og han saa forskende paa hende, som han vilde udgrunde hendes Sjæls Hemmeligheder. En Stund varede dette; saa pegede han ud og hviskede: Gaa i Seng! – Hun gjorde Mine til at ville kysse ham som ellers; men han bare pegede ud.

Hun gik – det var første Gang, dette havde hændt, at hun ikke havde kysset sin Far til Godnat. Og idet hun klædte af sig og bad sin Aftenbøn, hørte hun hans tunge Trin i Stuerne nedenunder.

– Men hun var saa træt, saa salig og træt. Og midt i Aftenbønnen sovnede hun og drømte hele Dagen op igjen.

*

En Ting forstod Rebekka efter den Aften, at ligesaa visst som hun længtede efter sine Venner fra hin Søndag, ligesaa visst var hendes Far imod dem. Hver Dag stod der Kamp i hende mellem hendes brændende Lyst til at gaa paa de Veie, hvor hun vidste, hendes Veninder spadserede, og 266den dybe Skræk for at gjøre Faren imod. Det var Kampen mellem alt i hendes Sind og hendes Legeme, som længtede mod Lys og Glæde, og alt som fyldte hende med Angst – ikke alene Farens Straf, men det, der næsten var ensbetydende hermed: religiøse Ængstelser, Guds Gjengjældelse, Helvede. –

Det var en Kamp, som skaffede hende urolige Dage og søvnløse Nætter, saa hun i Løbet af kort Tid blev bleg og jammerlig at se paa.

Men saa hændte det jo, at hun kunde træffe Veninderne ganske tilfældigt – og da kom Glæden saa meget sterkere over hende; – hun blev rent ustyrlig, snakkede og lo ustanselig som for at tage alt med, saalænge der var Tid. Og Blodet sprang op i Kinderne, og Øinene videde sig ud og blev taareblanke; hun saa ud, som hun havde Feber.

Efter det første af disse Møder løi hun for sin Far. Første Gang løi hun al af Skræk; men da hun saa, det gik godt, løi hun næste Gang med Overlæg.

Bagefter havde hun det forfærdeligste Samvittighedsnag; hun gav tusinde hellige Løfter, hun bad tusinde brændende Bønner. Men hvad hjalp det? – Naar Djævelen næste Gang fristede hende, gav hun sig atter over, og naar hun først havde givet sig over, glemte hun alt, saalænge Moroen stod paa – for saa at faa desto større Skrupler, naar hun atter vaagnede til Besindelse.

Hvad nyttede det, at Prestegaardsdøtrene forsøgte at berolige hende! Hun gjorde slet intet 267galt, sagde de. Hun gik og spadserte pent og anstændigt sammen med dem og deres Fætter; og det var da passende Selskab! Prestegaardsfolkene i Bygden! Kunde hendes Far forlange noget anstændigere?

Ja, de kunde sagtens snakke! De som havde en Far, der tillod dem at være lystige og glade – ja, som selv gik foran i Legen og spillede Violin dertil! De behøvede sagtens ikke at lyve for en saadan Prest!

Men hun! – Aa, Straffen kom nok! Engang maatte det jo gaa galt, og da blev det forfærdeligt.

Og den arme Rebekka havde Ret; – galt gik det, og galere end hun havde troet muligt. –

En Aftenstund kom de spadserende henad Veien, Prestegaardsdøtrene, Bassen Brause og Rebekka. Nu vilde Tilfældet, at Prestegaardsdøtrene var blevet lidt tilbage for at plukke nogle Blomster, som stod ved Veikanten, saaledes at Rebekka og Lieutenanten blev gaaende et Stykke foran dem.

Som de nu gar i sin bedste Passiar, leende og snakkende, staar Presten Flemming midt foran dem, som skudt op af Jorden.

I det samme Rebekka saa ham, var det som al Bevidsthed forlod hende. Hun blev som lam over hele Kroppen; og dog gik hun mekanisk videre, stiv som en Søvngjængerske, med Øinene fæstede paa ham, den forfærdelige.

Lieutenanten, som strax forstod Situationen, gik hen til Presten, hilste artig, nævnte sit Navn og 268begyndte at forklare; hans Kusiner, Prestens Døtre, var strax herved.

«Gaa Jer Vei!» hviskede Presten.

Saa vendte han sig og gik nedover Veien, etpar Skridt efter Rebekka.

Lieutenanten fulgte med et Stykke – forklarende og undskyldende. Presten vendte sig og løftede sin Stok.

Da løb Lieutenanten i sin Fortvilelse tilbage for at hente Damerne. Han raabte høit paa deres Navne.

Og medens Rebekka gik nedover Veien, med Faderens Skridt tæt bag sig, hørte hun hans angstfulde Stemme kalde fjernere – fjernere.

… De stod ligeoverfor hverandre i Presten Flemmings Værelse.

«Du har været ulydig mod din Faders Bud,» hviskede han.

Taushed.

«Svar!» kom det haardt og sterkt.

«Ja.»

«Det er hverken første eller eneste Gang?» –

«Nei!» pressede hun frem; – ingen kunde lvve op i de Øine.

«Du har løiet for din Fader?»

«Ja.»

«Og det er heller ikke hverken første eller eneste Gang?»

«Nei.»

Han stod et Øieblik stille, pustede tungt. Saa gik han hen til Skabet. Tog riset.

269«Da skal jeg ogsaa vise dig, at du ikke er voxet fra Riset.»

Men da han kom imod hende, med det frygtelige Ris i sin høire Haand og den venstre løftet for at gribe hende, – da skyllede der over hele hendes Legeme en hed Skam: Ikke dette! Ikke dette! Før skulde en af dem dø!

Hun rykkede tilbage, med begge Næver knyttede – Munden halvt aaben, Øinene stirrende truende mod denne forfærdelige.

«Du maa ikke,» hun kjendte ikke sin egen Stemme, alt foregik aa fjernt. Han greb fat i hendes Arm.

«Jeg vil ikke,» skreg hun.

Og hun sled sin Arm løs, slog ham i Ansigtet med sin lille knyttede Haand og blev staaende lænet tæt imod Væggen.

«Jeg vil ikke,» hviskede hun. «Du har ikke Lov, jeg vil ikke.»

Han strøg sig henover Kindet, hvor Slaget havde rammet. – Han saa paa hende, – og der kom en viss vaagnende Forundring i Blikket. Og med engang steg der en brændende Skamrødme op i hans Ansigt, en blodigbrun Blusselens Rødme, der gik helt op i Haarroden – hans Blik vaklede for hendes, han slog sine egne Øine ned, og hans Skikkelse sank. Han vendte sig, gik de Par Skridt hen til Vinduet, blev staaende der med Ryggen vendt mod hende.

Hun blev staaende i samme Stilling, som ventende paa, at han skulde komme igjen; Læberne 270bevægede sig endnu til de samme Ord: «Du har ikke Lov. Jeg vil ikke.»

Længe stod de slig, Far og Datter.

Endelig kom det borte fra Vinduet: «Gaa ind paa Dit Værelse.»

Hun gik.

Et Øieblik efter hørte hun hans Skridt henimod hendes Dør. I samme Nu stod hun som før, rede til at kjæmpe for Livet.

Hun hørte hans Haand tage i Døren; men den blev ikke aabnet. Det var som han betænkte sig; – saa blev Nøglen vredet om i Laasen og de tunge Skridt fjernede sig. De var ikke saa faste som ellers; de nølede, som om de var tvivlraadige eller i dyb Vaande.

*

Den næste Formiddag kom Bygdens godlidende Prestemand til Flemming. Han skulde forklare det hele, skulde Prestemanden, og tale den rasende Fader tilrette. Min bedste Broder, det hele har jo kun været ganske uskyldigt. –

Presten Flemming sad tungt i Stolen. Det graa Skjæg flommede nedover Brystet; Øinene saa ikke hvast paa den, der talte, som de pleiede. De flakkede rundt, eller de stirrede tomt fremfor sig.

Og naar saa den godlidende forsøgte at vække Flemmings Opmærksomhed med et: «Hører I det, kjære Broder?» – da løftede Flemming kun svagt paa Øienlaagene, rystede tungt paa Hovedet og hviskede: «Det er ikke det! Det er ikke det

271Ja, saa sukkede Prestemanden og vidste ikke bedre Raad end at sige Farvel og gaa sin Vei med uforrettet Sag.

Senere paa Dagen, da Guri havde været paa Vei til Landkræmmeren, havde Prestedøtrene passet hende op og faaet vide, hvad hun vidste: at Rebekka sad indespærret paa sit Kammer, og at Presten sad ligeoverfor paa sit Værelse med Døren aaben, saa det var Uraad at komme ind til hende, selv om en ogsaa kunde have noksaa god Lyst til baade at faa høre et og andet og bringe det arme Kræ en Draabe Trøst. –

Samme Eftermiddag kom Guri Pige forskræmt op til Presten Flemming og sagde, at der var nogen nedenunder, som bad om at faa snakke med ham.

Da han kom ned, stod Lieutenant Brause der. Presten kom ikke længer end midt i Døren; der braastansede han.

«Jeg kommer her for at bede Jer, Hr. Pastor Flemming, høre mig i Rolighed kun et Øieblik» – begyndte Lieutenanten.

Presten gik nogle truende Skridt imod han; den unge Mand taug, men stod urokkelig, fortrak ikke en Mine og udholdt Prestens hadefulde Blik.

«I er en skammelig Forfører,» hvæsede Presten ham op i hans Ansigt.

«Hr. Pastoren gjør mig Uret, I har ingen Ret til at kalde mig en skammelig Forfører. – Og hvis I hører mig tilende, skal I selv maatte bekjende …»

272«Ti!» skreg Presten, og hans Ansigt fortrak sig af Smerte. «I har taget mit Barn ifra mig med Eders syndige Kunster. Gaa, og kom ikke mere for mine Øine.» Og han pegte ud.

«Jeg forlanger, at I hører mig,» sagde Brause sterkt, men ganske roligt. «Hr. Pastor Flemming, jeg kommer her for at bede Jer give mig Jeres Datter Rebekka til Hustru. Saasandt jeg er en hæderlig Mand: jeg elsker hende af hele min Sjæl og skal til min Død ikke have nogen anden Attraa end den: at gjøre hende lykkelig.»

Presten Flemming mønstrede ham fra øverst til nederst, og han lo. Han vilde sige noget, men besindede sig, gik hen til Udgangsdøren. aabnede den og sagde:

«Nu kan det være nok.»

«I viser mig Døren? Men er I da forrykt? Hvad har jeg da forbrudt? Hvad vil I?»

«Hvad jeg vil? Jeg vil redde nendes Sjæl for Gud, den rettfærdige.»

*

Da Guri Pige samme Aften leverede Bakken med Aftenspise ind til Rebekka, laa der under Tallerkenen et lidet blaat Brev.

S. T. Velbyrdige
Frøken Rebecka Flemming!

Min høit erede Frøken. Ieg har idag anholt om Eders Haand hos Eders Fader Pastor Flemming. Han har svaret mig med at vise mig Døren. Men hvad Livet saa end bringer, staar dette mit Ord til Eder ved Magt fra nu af og til min sidste Dag, saasandt jeg er en ærlig Soldat og Gud er mig naadig. Svar mig, elskede Rebecka, om Eders Sind staar til mig, som mit til Eders, og jeg sværger, at én Gang skal der rinde gladere Tider for os begge. Thi Gud hjælper trofaste Hjerter og giver den dydige Kjærlighed sin Belønning. Svar mig saa fort I det kan, og læg Eders Svar, der hvor I fandt mit Brev, saa vil Overbringeren af dette sørge for, at Eders Svar kommer rettelig i mine Hænder. –

Den Eder altid tro tjenende, haabende, bedende og elskende og til Døden hengivne
Bjarne Brause.

Herpaa svarede Rebekka:

Kiere Bjarne Brause. Mine Øine kan slettes intet se at skrive; thi ere de blendede af Taarer, baade Sorgens, men dog mest af alt Gledens. O, kiere, kiere Elskede! Du spørger om mit Sind staar til dig, og jeg kan intet svare dig, thi mit Hierte er saa fuldt og mine Taarer flyder uden Stansning. O, kiere Elskede! Om jeg skulde vente paa dig til min Lok den graanede, saa vilde dog Vente Tiden blive salig, fordi jeg vidste, at du havde det samme Haab.

Modtag her fra mit Fengsel al mit Hiertes Tak, som jeg ikke kan udtrykke, da jeg ikkun er en dum lille Pige, der intet kan udtrykke af hvad hun føler. Men ver inderlig hilset fra din dig evig elskende
Rebekka.

*

Havde Livet faret nænsommere frem mod Rebekka og ladet hendes Væsen folde sig ud i Lys og Harmoni, vilde hun først langsomt være vaagnet til Bevidstheden om at være Kvinde og at være uopløselig knyttet til en Mand. Hun var jo endnu halvt et Barn; – og havde end Skjæbnen brutalt tvunget hende til at føle som en voxen Kvinde, var hendes Følelser dog endnu halvt instinktive. Hendes Kjærlighed til Bassen Brause var et ræd Barns Hengivenhed for den, i hvis Arm hun var sikker for al Verdens Straf og Forfølgelse.

Men hvor denne jomfruelige Hengivenhed var skjøn og ren i sin uendelige Tilbedelse! Hvor den var ydmyg og uden Grændser.

Og hvor mange snehvide Drømme der blev drømt i det lille Kammer, især naar Solen gik ned og Kjilens Vand laa speilblankt mellem Markerne og en svanehvid Baad en og anden Gang gled stille forbi dernede, og der langt bortefra klang en længselsfuld Sang, hvis Ord hun ikke kunde høre.

*

275Nu og da kom der et lidet Brev fra Lieutenant Brause. Hun kyssede det og gjemte det paa sit Bryst, og hver Aften, før hun gik tilro, læste hun dem alle opigjen og opigjen.

En Dag kom der en liden fortvivlet Seddel; – han maatte reise; Tjenesten kaldte ham langt bort! – ak, og han maatte lade hende alene tilbage.

Men han maatte dog se hende før han drog sin Vei, saa at han ialfald kunde bringe med sig et sidste Minde om hende. Han vilde komme inat i Haven fremfor Huset; – da maatte hun sidde i sit aabne Vindu og tilvifte ham en sidste Hilsen.

Det var en deilig Maiaften. Der var Duft af mange Blomster, der var Sang af mange Fugle, der var dæmpet Lys og en matskyet Maanehimmel. Der var dunkel Luft og en underlig Stilhed fuld af Hemmelighed og sagte Hvisken.

Rebekka sad ved Vinduet helt fra Solen begyndte at vige, til det sidste Guld døde om Aaserne. Hun saa Himlen skyes og graane, hun saa den lysne igjen af Maaneskin. Hun saa alt og hørte alt; men høiest hørte hun sit eget bankende Hjerte. Hun holdt Pusten; – det raslede i Trærne nede i Haven; men det var bare en Fugl, som satte sig. Den fløitede svagt, men tidde atter stille. Lidt efter fløi den.

En og anden Gang hørte hun Støi inde fra Huset. Det var Faderens tunge Steg, naar han vandrede i sit Værelse og kjæmpede med sin Gud.

Tilsidst blev dog ogsaa denne Støi sjeldnere; 276– nu havde han vel lagt sig paa sin haarde Brix derinde for at hvile etpar Timer.

Lidt over Midnat hørte hun Trin henover Græsset. Der stod han, hun ventede paa. Hun skimtede saavidt hans Skikkelse under Trærne. Hun reiste sig op og strakte begge Hænder mod ham. Han vilde komme nærmere, men hun vinkede advarende, og han blev staaende under Trærne.

Med et larmede det bag hende; Døren reves op med et Brag, Faderen stod der. Hun skreg, og sprang iseng.

Han gik langsomt hen til Vinduet, saa ud, lukkede det og gik uden at sige et Ord. – Han lod Døren staa aaben efter sig; han lod ogsaa sin Dør staa aaben og tændte Lys inde hos sig.

Hun turde ikke røre sig. Hun borede Ansigtet ned i Puden og hulkede lydløst. Der var en Stemme inde i hende, som sagde, at nu skulde hun aldrig se ham mere, ham, som var hendes Glæde og Lyst paa Jorden.

*

En halv Mils Vei fra Presten Flemmings Hus – paa den anden Side af Kjilen – boede Capitaine Stener Horn paa Berge. Han var omtrent jevnaldrende med Presten og en Barndomsven af denne.

Han var Enkemand og havde i de Aar han havde boet i Paradis levet ganske afsondret fra alle andre. 277Folk syntes, han var en Særling, men lod ham forøvrigt skjøtte sig selv.

I den senere Tid var han begyndt at kjøre oftere og oftere indom Presten, og de to kunde sidde i timevis paa det mørke Studerværelse og tale sammen. Ingen vidste, hvad de drøftede, men sagtens var det alvorlige religiøse Spørgsmaal; thi man vidste, at Stener Horn var en Grubler, som studerede Skrifterne.

Etpar Dage efter at Lieutenant Brause var reist, blev Rebekka kaldt ind til sin Far. Stener Horn var da tilstede. – Hun blev befalet at læse høit for dem i en Postille. – Det var en Prædiken om Synden og dens Forbandelse; isærdeleshed Synden mod den Helligaand, Gjenstridigheden mod Naaden.

Da hun havde læst Prædikenen, fik hun gaa igjen.

Dette gjentog sig flere Gange udover Sommeren – tilsidst blev det Regel hver Dag, at hun sad derinde en Times Tid og læste for dem.

Sankte Hansdag kom Presten og sagde, at hun skulde klæde sig paa og følge med paa en Kjøretur til Berge for at besøge Capitainen. Det var første Gang, hun havde været ude paa flere Maaneder.

En Uges Tid efter sagde hendes Far, at hun skulde faa Tilladelse til at kjøre en Tur med Stener Horn alene. Hun blev forundret; – hvad skulde dette betyde –? Hun saa forskende paa sin Far; men han vendte Ansigtet bort. Hun kom 278til at tænke paa, at hun ikke havde seet hans Øine siden hin Aften.

Egentlig havde hun slet ikke Lyst til denne Kjøretur; hun kunde ikke selv gjøre sig Rede hvorfor. Men hvorfor skulde hun gjøre sin Far imod i slige Smaating –? Naar alt kom til alt, skulde kanske dette betyde, at hendes Far begyndte at indse, at han havde været for streng. – Kanhænde Stener Horn havde talt ham tilrette i de lange Samtaler. – Hvem kunde vide?

Da hun kjørte med Capitainen, stjal hun sig til at se paa ham, saa at han ikke mærkede det.

Det var en bredskuldret, lidt duknakket Skikkelse; Ansigtet beherskedes af en bred Braknæse, Øienbrynene groede helt isammen over Næseroden og var kulsorte, isprængt med hvide Tjafser.

Under Næsen groede nogle tætte, studsede Knurhaar, der var saa strittende stive, at de syntes at maatte kunne knækkes af Stykke for Stykke. Fra nogle vældige Kjæveben sprang Hagen frem saa langt, at Underlæben skjød sig lidt fremmenfor Overlæben og gav Ansigtet sit særegne grætne Udtryk.

Men hvad hun særlig heftede sig ved hos denne Mand, var hans Hænder, som holdt Tømmerne langt fremfor sig. Thi disse Hænder var saa hæslige, at hun blev ganske bange for dem. De var ganske lodne paa Overkanten, og Fingrene var tykke og korte. De lignede Abehænder. Hun kom til at huske paa Sagnene om dem, der kunde 279skabe sig selv om til Varulve. – Stener Horn maatte kunne skabe sig om til saadan en Varulv.

Disse Kjøreture gik temmelig ofte paa Sommeren udover. Hver Gang havde hun den samme hemmelige Ulyst; men hver Gang betvang hun sig, for ikke i Utide at opvække sin Faders Harme. Og desuden – Capitainen gjorde hende intet ondt. Han sagde meget faa Ord. Og hun forlangte heller intet andet end at sidde i Fred i Vognen, indaande den deilige Sommerluft og drømme sine egne Drømme.

Engang havde hun truffet Prestedøtrene paa saadan en Kjøretur. De stansede og saa forundrede paa hende. Hun syntes, at der laa noget af en Bebreidelse i deres Blik. Men saa fort havde de kjørt og saa uventet var Mødet, at de ikke engang havde faaet hilst paa hinanden.

To Gange fik hun Breve fra Lieutenant Brause. Med uendelig megen List blev de bragt fra Prestefrøkenen til Guri Pige og fra Guri Pige til Rebekka. Disse Breve var hendes Haab og hendes Trøst. Naar hendes Mod sank i Ensomheden, læste hun dem, skjønt hun forlængst kunde udenad hvert Ord, som stod i dem.

En Dag under Jul kom hendes Far og fortalte hende, at Capitaine Stener Horn havde anholdt om hendes Haand. Det var hans Agt at holde Bryllup om nogle Maaneder.

Saa uventet korn dette, at hun i Øieblikket ikke kunde fatte det og intet svare. Først da han var 280ude af Døren, begreb hun, hvad dette skulde sige. Hun fôr efter ham ud i Loftgangen.

«Far,» sagde hun, «dette gjør jeg aldrig.»

Han svarede ikke, men aabnede Døren til sit Værelse for at gaa ind.

«Hvordan kan du ville det, naar Du ved, at der er en anden.»

«Netop derfor,» sagde han.

«Netop derfor?»

«For at redde din Sjæl fra Fortabelse.»

Og hans Dør lukkede sig bag ham.

I sin Vaande skrev hun samme Dag til Bassen Brause. For Guds Barmhjertigheds Skyld! Nu maatte han komme! Han maatte redde hende! Han maatte skynde sig; thi hun var saa svag og saa alene! Hvor han saa var, maatte han skynde sig at komme – thi ellers kunde det blive forsent.

Men hun havde liden Tro paa, at dette skulde naa ham i Tide. I sit sidste Brev havde han skrevet, at han skulde ud paa en Expedition, der kunde komme til at vare et helt Aar, saa han ingen fast Adresse kunde give. Hun sendte Brevet til hans sidste Adresse og bad Gud give ham det ihænde i betids.

– Dagene gik som før. Ingen talte mere til hende om den Ting. Og dog – hvor forfærdelig anderledes alt var blevet! Hvor blev ikke denne daglige Andagt sammen med hendes Far og Stener Horn til en Martertime! Alt hvad hun læste fik en uhyggelig Dobbeltbetydning. Mod hende 281var de rettet, disse Skriftens strenge Ord om de gjenstridige. Hende var det, som svarligen havde syndet, og som skulde vende om paa Retfærdighedens Sti. Nu vidste hun, hvorhen de skulde drive hende, disse Bønner og Anraabelser. Bort ifra den, som for hende var Livet, over i Stener Horns sterke og forfærdelige Hænder.

Hun grøssed over hele sit attenaars Legeme, hvergang hun kom til at tænke paa dem, og hun turde aldrig se didbort, hvor han sad, for ikke at faa Øie paa dem.

En Nat drømte hun om dem. Hun kom gaaende nedover Veien. Det var Nat, en deilig Sommernat; – kun gik og saa ned paa Kjilen, som laa med en sagte Dis og skinnede mellem Sivene. Der gled en Baad – en svanehvid Baad frem, og i Baaden sad Bjarne. Hun raabte høit hans Navn; hun jublede – han var kommen! – Gud, han var kommen for at frelse hende i hendes Nød.

Da hørte hun Hovtramp bag sig som af en galopperende Hest. – Hun vendte sig; men det var ingen Hest. Det var et græsseligt Dyr, som kom springende imod hende med rødt, dampende Gab.

Hun skreg, men idetsamme var hun grebet bagfra af to sterke Hænder. – Hun saa dem, som de knyttede sig om hendes Albuer, det var Stener Horns Hænder! Det var Varulven, som tog hende; – hun kjendte hvordan den knugede hende ind til sig, hvordan hendes Kraft svandt.

282Bjarne! klagede hun i sin yderste Gru. Bjarne! Bjarne!

Denne Drøm mindedes hun længe; tilsidst troede hun, at den havde sin egen Betydning, at det saa maatte være, som det var gaaet i Drømmen.

Thi eftersom Dagene gik og blev til Uger, og Ugerne gik og blev til Maaneder, og der ingen Hjælp kom, men hun bare sad der Eftermiddag paa Eftermiddag og blev pint af disse to mørke Mænd, – da svandt hendes Kraft mere og mere; hun kunde virkelig ikke mere staa imod. – Bjarne, Bjarne! klagede hun. Men han var der ikke; hun var ganske alene og saa svag, saa svag.

– Herregud! saa fik de gjøre med hende hvad de vilde! –

Der sad to Sykoner i Storstuen og syede paa hendes Udstyr. Hun lod dem gjøre det. –De tog Maal af hende til en hvid Kjole, som hun skulde vies i. Hun lod det ske. – Hun havde en Følelse, som hun var ganske død indvendig. Ingenting kom hende ligesom ved mere. Hun følte sig ikke mere som et Menneske, der tænker og føler og vil. Hun var jo blevet en Gjenstand, for hvem andre tænkte, følte og vilde. – Og saa var det jo ret og rigtigt, sagde Faren. Selv Gud mente, det var rigtigt; saa stod der i de Bøger, hun maatte læse høit hver Dag. Og da maatte det jo være rigtigt.

Det var bare hver Gang hun kom til at tænke paa Hænderne, at hun grøssede over hele sit Legeme og tværs igjennem sin Sjæl.

283Og hver Aften græd hun. – Græd ganske sløvt; Taarene strømmede som Blodet af en aaben Aare. – Det var ikke over nogen bestemt Ting; men fordi hele hendes Væsen var fuldt af haabløs Sorg, og fordi hun følte sig saa forladt, saa ganske, ganske ensom.

Bjarne! Bjarne!

*

En Dag tidlig paa Vaaren blev hun viet til Stener Horn. – Hun lod det ske, viljeløst og sløvt. Hun svarede sit ja, tonløst og træt. Men idetsamme var det, som hun følte, at nu stængtes den sidste Sti. Og da hun hørte sin Far læse Velsignelse over dette Ægteskab, fik hun pludselig en vild Lyst til at le, skoggerle, hyle af Latter af dem allesammen.

Men hun orked ikke det heller. Hun lod alt ske. – Da de havde klædt hende paa i Brudekjolen, havde hun hele Tiden sagt til sig selv: det er Ligdragten! nu skal du dø! nu er det forbi!

Men nu var det skeet. Hun var viet til Stener Horn; hendes egen Far havde selv gjort det hjemme i deres egen Stue.

Da de kjørte bort sammen om Aftenen, og de kom langsmed den blanke Kjil, hvor hun havde roet hin Søndag, da reiste hun sig halvt i Vognen og saa nedover Vandløbet, saalænge der var et Blink igjen af det.

Men da alt var forsvundet, da satte Rebekka 284sig ned i Vognen igjen og hulkede. Hun skjulte ikke Ansigtet i Hænderne, hun lænede Hovedet tilbage og hulkede haabløst, hjertesaart.

Forbi! Forbi for evig!

*

Efter sit Ægteskab levede Stener Horn ubemærket som før. Ingen saa noget til hverken ham eller hans Hustru, og ingen hørte heller noget om dem; saa tilsidst glemte Folkesnakket dem ganske.

Men de, der havde betragtet Rebekka nøie, vilde have mærket, at der langsomt kom Skjønhed og Styrke over hendes lille trætte Skikkelse, og at der kom et Udtryk af haard Triumf over hendes før saa haabløse Mund.

Samtidig hermed begyndte der at tændes en vild Attraaens Brand i Stener Horns Øine. De fulgte hende, hvor hun gik og stod, disse sultne Øine – i evigt, rasende Begjær, som hun hidsede ved sin Kulde og Haan.

Og tilsidst havde hun tæmmet ham, Varulven. Han laa logrende ved hendes Fødder, bastet og bundet. Og hun lod ham forsmægte. Det gjorde godt at se hans Pine. Det var det, som gav hendes Skikkelse Staal og Styrke og tændte den onde Triumf i hendes Øine.

Han var omkring de sexti, hun i Slutten af Tyveaarene, da han faldt i en farlig, snigende Sygdom. Han forstod snart, at der intet Haab mere var for ham. – Han maatte dø. – Og hun, 285som han elskede med et fortærende afsindigt Begjær, hun skulde leve videre, ung, smuk, fuld af Længsler, af Elskov, af Hengivelse, og alt det skulde en anden eie! – Al den Ømhed, hun havde nægtet ham, skulde hun strø for den andens Fødder – alle hendes Ungdoms Roser! – til ham havde hun gjemt dem, til ham og ingen anden.

Og hvad var det? Mon der ikke kom noget nyt i hendes Blik, efterhvert som hendes Ægtefælle sygnede hen? Skinnede der ikke allerede frem en Fryd –? Laa der ikke et jublende Smil skjult i Mundvigerne; bare han vilde gaa hen og dø, saa vilde dette Smil folde sig ud over hele hendes deilige Ansigt i straalende Livsglæde.

Som hans Legeme svandt hen, blev hans Øine mere og mere vagtsomme. Der brændte i dem en fortærende Ild – aa! han vilde leve! han vilde blive her! Ingen anden skulde have hendes Ungdom og hendes Elskov.

Men naar han prøvede paa at reise sig i Sengen, følte han, at hele hans Krop var vissen.

Du skal dø, Stener Horn!

Troede hun ikke, han saa hendes frydefulde Forventning? Troede hun ikke, han lagde Mærke til, hvor hendes Gang var blevet ungdommelig som en Dans? Troede hun ikke, han hørte, hun gik og nynnede i Gangene?

Men nei, det skulde ikke blive noget af! Før skulde han brænde i Helvede. Før skulde han ––.

En Nat kravlede han med utroligt Besvær ud af Sengen og gik de to Skridt hen til Skatollet. Af et hemmeligt Gjemme fandt han frem to Pulvere, og da han var kommet tilbage i sin Seng, gjemte han dem under Hovedpuden.

Da dette var gjort, slukkede han Lyset og sovnede saa rolig, som han ikke havde sovet paa Uger, nei ikke paa Aar.

Den næste Morgen, da hun skulde tage sin Morgendrikke ved hans Seng, sendte han hende ud et Øieblik. Da hun kom tilbake, sad han op støttet til Puden; han havde to feberrøde Pletter i Kinderne og stirrede paa hende stønnende, som om han var meget anstrengt.

Hun lagde Mærke til dette, men sagde dog intet. Hun satte sig i den store Armstol ved Sengen og drak sin Morgendrik Slurk for Slurk helt ud.

… Men da Folk senere paa Dagen kom ind, troede de, at begge sov; Fruen i sin store Stol, Capitainen støttet mod Puderne.

Men de sov ikke. De var døde begge to, Capitaine Stener Horn og hans unge, skjønne Hustru Rebekka.

*

Følgende hændte et Aars Tid senere:

I et Kortselskab, hvor Bjarne Brause var tilstede, blev der ved et af Kortbordene talt om Stener Horn og Hustrus pludselige Død. Man talte dæmpet, forat ikke Brause skulde høre noget; thi alle vidste, at han i sin tidligste Ungdom havde elsket den afdøde Frue, og han havde efter hendes Død været mørk og voldsom. Og skjønt 287han ikke havde nævnt et Ord til noget Menneske, og ingen heller vovede at nævne noget til ham, forstod enhver, at han efter hendes Død var som fortæret af Sorg.

Som sagt, ved Kortbordet taltes der dæmpet sammen om disse Ting. Idetsamme kom der en ung nybagt Officer hen til dem for at se paa Spillet. Denne unge Herre havde en hovmodig Mine og en egen koldt spottende Tone, som stødte alle bort. Men hans Far var en meget høitstaaende Mand, og han havde mange Forbindelser paa de allerhøieste Steder; han var en af dem, der fra Fødselen af var bestemt til engang at blive alles Overordnede; derfor gjaldt det ikke at lægge sig ud med ham, men taale hans anmassende Væsen saalænge som muligt og kanske lidt længer endda.

Da han nærmede sig Kortbordet, forstummede Samtalen strax, thi man var aldrig sikker paa, hvad han kunde finde paa i sin hovmodige Kaadhed.

Han maa alligevel have hørt, hvad Samtalen dreiede sig om, og ærgret sig over, at han ikke fik Lov at være med i den; thi han sagde: «Naa, de Herrer? Jeg hører, det er vor ven Lieutenant Brauses galante Historier, de taler om.»

De andre hyssede paa ham og gjorde Tegn: derborte sad jo Lieutenanten selv; han kunde gjerne høre.

«Ah, quelle affectation, messieurs,» sagde han skraldende høit. Han havde drukket endel og 288følte sig stødt over, at nogen vilde kræve af ham, at han skulde tie, naar han fandt for godt at tale. «Mellem os Kamerater kan man da sagtens faa Lov til at snakke høit om de Ting, vi alle kjender og hvisker om indbyrdes, især naar Gjenstanden for vor Samtale sidder iblandt os. Hvis han finder sig blesseret, maa han dog selv kunne sige fra og forsvare sig, ikke sandt, Lieutenant Brause?»

«Taler man om mig?» svarede Bassen Brause, som intet havde hørt, men var fordybet i Kortspillet.

«Javisst – taler man om Dig. Man diskuterer, om Capitaine Horn paa Grund af sit Navn fra Fødselen af var bestemt til at være Hanrei, eller om Du paa Grund af Dine egne Fortjenester kunde avancere op til at blive Fruens Galan.»

Et Kortbord ravede, Lysene paa Bordpladen faldt overende og Jetonerne dansede, – der knaldede et Slag, og den unge Officer laa overende paa Jorden, saa lang han var.

Øieblikkelig var Lieutenant Brause overmandet af fire haandfaste Karle; men endnu skalv han som et Espeløv over hele sin Krop. Et Øieblik brast der frem en sønderrivende Hulken, som han betvang med en forfærdelig Viljeanspændelse.

Den unge Lieutenant kom strax til sig selv, og ærekjær Kavaler, som han selvfølgelig var, forlangte han Opreisning – fuldt ud og paa Stedet.

I første Omgang fik Bassen Brause et let Streifhug; Sekundanterne traadte imellem og erklærede Affæren afgjort. Men nei – Lieutenant Brause 289vilde ikke. «En af os kommer ikke levende herfra,» sagde han. I næste Omgang rendte han Sabelen tværsigjennem den unge Officer, han døde øieblikkelig. –

Som en Følge af denne Historie maatte Lieutenant Brause tage sin Afsked, som dog blev meddelt ham med fuld Honnør; han fik saaledes Lov til at bære sin Uniform. –

Derefter tumlede han sig udenvælts i mange Aar; var med i mange Affærer, og ikke gik Bassen Brause afveien for Døden, hvor han traf den.

Men Døden vilde ikke have ham.

Da han var omkring de femti Aar, blev han træt af det omflakkende Liv. Han reiste hjem, forsøgte at komme ind i Armeen igjen, men da det blev ham nægtet, havnede han paa Vibleskau i Paradisets Land.

Kanhænde var det, fordi han vilde, at hans Liv skulde slutte der, hvor det engang var begyndt. Kanhænde var det, fordi hun atter begyndte at komme ham saa ganske nær, nu da alt andet var forbi.

I dette lyse Land med sin Ynde og Harmoni var hendes Skjæbne som en tungsindig Klang, der tonede med sin Sorg og Gru under den lyse Ynde i Paradis.

Og nu da Larmen i det fremmede var forstummet i hans Øre, nu fyldte disse Minders mørke Tone atter hans Sind. Ikke stundede han mere noget Sted hen, ikke savnede han længer noget Menneske.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Major v. Knarren

Major v. Knarren (1906) består av en rekke muntre fortellinger om major von Knarren og hans vennekrets, som stadig finner på nye sprell. I fortellingen «Da Majoren førte Krig» kan man for eksempel lese om von Knarren som går til krig på grunn av et fat Madeira. En annen kjent fortelling fra samlingen er «Slaget ved Kjeldvig».

Teksten i bokselskap.no er basert på versjonen i Skrifter, bind 1, 1930.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1906 (nb.no)

Les mer..

Om Vilhelm Krag

Vilhelm Krag er i dag først og fremst kjent som «Sørlandets dikter» og som den som ga landsdelen sitt navn. Krags utgivelser dekker flere sjangere: dikt, prosastykker, romaner, noveller og skuespill. Og ved siden av å være forfatter var han innom en rekke yrker: journalist, instruktør, teatersjef og forlagskonsulent.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.