Da Majoren førte Krig

Hr. premier Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren havde som Capitaine været Commandant paa en Skjærgaardsfæstning, som i sin Tid var anlagt af en eller anden Christian for at forsvare Kysten mod alskens rêgende Gesindel og Sjørøvere.

Nu for Tiden var der ingen Sjørøvere mere; Garnisonens Hovedstyrke laa i Byen et Par Mil øster, men Skjærgaardsfæstningen var endnu ikke nedlagt. – Og man maatte kjende daværende Capitaine v. Knarren ilde, om man troede, han med nogen Mine forraadte, at Christiansøs Fortificationer maaske kunde være en liden Smule forældede.

Nei, nei! Man maatte ikke saameget som trække paa Smilebaandene hverken af de lave, morkne Volde eller de smaa løierlige Kanoner, som laa og kiggede ud mellem de græsgrodde Muraabninger. Tværtom! Den brave Capitaine svor ofte nok paa, at Mage til Befæstning fandtes der ikke paa hele Kysten, og han bedyrede, at han intet høiere Ønske 8havde end en passelig stor og vel armeret fiendtlig Flaade ude i Sundet, som han kunde muntre sig med at skyde sønder og sammen. –

Dog dette skulde ikke ske; Aarene gled stille hen, uden at den forfærdelige Fæstning fik vise, hvad den duede til. – Kun en eneste Gang havde Capitainen Anledning til at bruge de farlige Kanoner til krigersk Gjerning; og det var dengang han erklærede Strandstedet Græshavn Krig og bombarderede Ingemar Tørresen uden Naade og Barmhjertighed.

Græshavn laa paa Fastlandet indenfor Christiansø. I Tidernes Løb var der voxet op et Snes Huse derinde, og det temmelig anseelige Huse. De fleste af dem var saare gamle – helt fra den Tid, da Sjøen var fuld af Røvere og det derfor var tryggest at være under Beskyttelse af Fæstningens Kanoner.

Der var Toldbod med Varehuser og Brygger. Der var Gjæstgiveri med Dansesal og Skjænkestue. Der var flere Kjøbmandshuser, hvoraf især Ingemar Tørresens udmærkede sig ved staselige Bygninger.

Capitaine v. Knarren handlede med Ingemar Tørresen. Han havde Kontrabog med ham, og denne Kontrabog greiede hans Husholderske Jomfru Pepperlee med megen Præcision; thi Jomfru Pepperlee var et meget nøiagtigt og ordentligt Fruentimmer.

Det eneste, Capitaine v. Knarren ikke vilde have opført i denne Bog, var den Vin og det Brændevin, 9han fortærede, samt den Tobak han brugte. «Det skal vi ordne unter uns, Tørresen,» pleiede han at sige; og Tørresen var taalmodig som et Lam; han krævede aldrig Capitainen uden ved hvert Nytaar; men da sendte altid v. Knarren Regningen tilbage i Følge med en Invitation til Capitainens Nytaarsselskab, da der kom Rangspersoner fra Byen, som pleiede at være der flere Dage itræk.

Naar denne Invitation var afsendt, slog Capitainen sig tilro; nu mente han, at Tørresen havde faaet rigeligt Vederlag for sine mangfoldige Flasker.

Og Tørresen var – som før sagt – en godlidende Mand, der lod det gaa Aar efter Aar, uden at han mukkede.

Grunden til den store Strid mellem Tørresen og v. Knarren var et stort Fad Madeira, som Tørresen havde faaet hjem fra England. Han havde saamænd selv været derover og hentet det, og havde faaet det til en ganske latterlig billig Pris, hvilket naturligvis gjorde det dobbelt dyrebart.

To Gange om Aaret pleiede Tørresen at reise til Engelland i en stor Slup og hente Varer. Naar han kom hjem fra disse Ture, pleiede han gjerne at invitere «Rangspersonerne» i det lille Strandsted ombord, forat de skulde smage paa Varerne. Rangspersonerne bestod af Tolderen og Oldermanden samt en udtjent Skipper, som var Tørresens Svoger. Desforuden (selvfølgelig!) Capitainen samt de Løitnanter, der tilfældigvis tjenestgjorde.

10Der blev trakteret godt hos Tørresen, og det var ikke bare hjemførte Varer, han diskede op med; nei! han serverede saamænd baade god norsk Fisk og salt Kjød og hjemmebagte Kager i en eneste Forvirring.

Og alt skulde «svømme».

Denne ulyksalige Gang var det Madeiraen, alt skulde «svømme» i. Og det kunde alle de rare Ting godt gjøre; thi Madeiraen var god – ja, den var ligefrem fortrinlig, og det mærkelige var, at jo mere Capitaine v. Knarren drak af den, desto mere behagede den ham.

Men da Maaltidet var slut, elskede han den saa forfærdeligt, at han slog tungt i Bordet: «Deuwel hole – om andre end hans Fars Søn skulde røre den elskelige Vin med sine Læber. Tørresen, Du skikker mig strax Fadet ud – hele Fadet forstaas.»

Tørresen svarede bare ha og ja og slikkede sig om sin Mund og smilte i sine tynde Skjæggestubber og troede, at den brave Capitaine primede og vilde glemme det hele til imorgen tidlig.

Men Tørresen kjendte ikke vor vældige Capitaine! Som om kan skulde prime, fordi han havde svælget nogle Flasker Vin! Han, hvis prægtige Vom kunde rumme et halvt Anker, uden at hans Hjerne lod sig anfægte deraf!

Nei – Capitainen sad tværtimod den skjønne sensommerkveld og saa paa Stjernerne og drømte om, hvilken Glæde det vilde blive, naar han nu snart kunde holde et stort Selskab for Consul 11Seehuusen og nogle andre Venner inde fra Byen – tænk for en Glæde det da vilde være at traktere dem kraftigen med et helt Fad af denne guddommelige Madeira! Og for en nyttig Mand egentlig Tørresen var! Der gaar det Fæ hen og plumper op i et sligt Fad, hvis Mage man skulde lede længe efter.

Ja, han var en brav Mand Tørresen! Han skulde inviteres; bitterdød skulde han inviteres til det store Selskab; og besynderlig fuld skulde han skjænkes, – thi lidt Glæde maatte han dog ogsaa have, naar han havde været saa flink. Og desuden blev han saa pudserlig, naar han var fuld, sang Viser og græd og faldt regelmæssig under Bordet, hvilket var et stort Held for de øvrige Gjæster, da de holdt sig saa meget længere fastende, naar de altid havde Tørresen foran sig.

– Capitaine Ulrich Friederich Schousboe von Knarren blev gaaende paa Fæstningsvolden længe den Nat. Stjernerne blinkede saa skjønt ned i den stille Sjø, hvor nu og da en liden Fisk sprat op og lavede en fin Ring udover den blanke Flade.

*

Tidlig næste Morgen løb Fæstningens største Baad roet af fire sterke Soldater ind til Tørresens Brygge. Lille Tørresen stod i Skjulet og huggede Ved, da en af Soldaterne traadte ind til ham, hilste og sagde, at de kom fra Capitainen for at hente det, han nok vidste.

12Men Tørresen vidste ingenting. Han rystede forfærdet paa sit runde Hoved og satte Øxen fra sig ved Siden af Huggestabben.

«Forlade mig om jeg ved nogenting,» svarede han og gjorde sig uskyldig som en Kylling og dertilmed ynkelig i Maalet. «Jeg husker saamænd aldrig Dusten af, hvad som Capitainen sagde udpaa Kvelden, thi sandt at sige havde jeg en liden Pidsk paa.»

Dette var nu Løgn i den gode Tørresens Hals; thi for det første havde han været unaturlig forsigtig med Madeiraen, eftersom han var Vært – og Tørresen var altid beleven, naar han var Vært. Og for det andet var Tørresen saaledes beskaffen, at han end ikke i den mest fantastiske Beruselse glemte noget, der lignede Forretning.

Men Tørresen var listig, og han vilde vinde Tid for at udspekulere, hvordan han skulde lure Capitainen og redde Madeiraen.

Jaja – saa fik Soldaterne ro tilbage igjen for at spørge om, hvad det var for noget, Tørresen skulde huske.

Men da de vel havde lagt fra Bryggen, smat han ind i sin Krambod og fandt frem den Skuffe, hvori han opbevarede v. Knarrens Regninger. De laa smukt bundtede sammen, Aargang for Aargang. I en Fart havde han regnet ud, at Capitainen tilsammen havde brugt for 275 Rigsdaler og 6½ Skilling i de tre Aar han havde havt Mellemregning med ham. Kom saa Fadet til, blev det noget som 350 Rigsdaler; og han maatte da være 13gal, om han gik hen og forærede den tykke Brumlebasse alle de deilige Penge. – Jo længere han overveiede Capitainens Frækhed, desto sintere blev han; og skjønt Tørresen i Hverdagslaget ikke pleiede at bande, er jeg dog ræd for, der den Dag kom en ganske liden Ed over hans Læber: før skulde han lade sig flaa, før han gav den deilige Madeira fra sig.

Da v. Knarren fik Budet med Soldaterne, gryntede han først lidt, men tænkte derefter som saa – at – ja! Tørresen blev jo altid fuld, det Bæst! og sagde derefter til Soldaterne, at de bare skulde sige Madeiraen! saa huskede nok Tørresen, hvad det var.

Derefter gik han op paa Fæstningsvolden og tog sig sin sædvanlige Morgenrunde og var i lige saa godt Humør, som han havde været om Aftenen.

De fire Soldater tumlene ind i Tørresens Krambod saa hastig, at Klokken paa Døren stod og singlede længe efter.

Madeiraen! sagde alle fire paa engang.

«Aa ja vist!» sagde den træske Tørresen og smilte som en Orm. Men om de ikke først vilde levere Capitainen det Brevet.

Nei, Soldaterne var komne for at hente Madeiraen. De kunde ikke vende tilbage nok engang med uforrettet Sag.

«Aldrig bryd Jer, Godtfolk,» svarede Tørresen og lo indvendig og saa ud, som om han havde Løier fore. «Det er bare noget Capitainen og jeg har mellem os.»

14Jaja. Soldaterne syntes ikke de andet turde; naar det var noget sligt, som de to havde imellem sig, saa –

De afsted igjen.

Capitainen stod paa Bryggen og ventede. Han slikkede sig om Munden af Spænding; thi han var ovenikjøbet tørst.

Men da han saa, at der ikke var noget Fad i Baaden, men da derimod en af Soldaterne overrakte ham et Brev; da brast der frem fra hans brede Mund en Hoben af Ord, som var forfærdelige.

Han rev Konvolutten op og saa til sit Raseri Regninger: Bunker med Regninger – tre tykke Bunker med lange Regninger falde ned i sin Haand. Dertilmed et lidet Brev skrevet paa blaat Papir med Tørresens gruelige Skrifttegn.

S. T. Hans Høy Velbaarenhed
Hr. Capitæin von Knaren.
Anbelangende Madæra. Saa hafer I End Nu Intet Der paa betalt og er. – Jeg en fatig man! Og mæd Stor famælj! Saa maate Jeg ydmygtist anmode Æders Høy Velbaarenhed. Betale mig vedlaxt Telgaade Havende! Hvilket til Samen Lagt blifer 350 rdl. og 3½ sk.
Ærbødigstg tæner
Ingemar Tørresen.

Guder! Man skulde have seet ham! Ja, man skulde have seet ham! Thi længe sagde han intet. Men han saa ud! Guder!

15Endelig gik han fra Bryggen opover Stien til sin Bolig, og han snakkede høilydt paa et Sprog Soldaterne ikke forstod, men det forstod de dog tilfulde, at nu var Capitainen i sit værste Hjørne, saa det var bedst at sidde, hvor de sad, indtil de fik anden Ordre.

Og det gjorde de ret i, for en Stund efter kom han tilbage, og da saa han ikke blidere ud, end da han gik. Han gav Korporalen, som styrede Baaden, et lidet Brev og befalede ham barskt at fli det til den Karnøffel af en Kræmmer. Marsch!

Da den snedige Tørresen havde snudd og vendt Brevet nogle Gange og pillet ved v. Knarrens stolte Segl med den gamle Skude i Skjoldet og den væbnede Arm paa Hjælmen, – vovede han endelig at aabne det, og han læste til sin Bestyrtelse følgende:

Hvis ey Madæiraen er hær paa Fæstningen inden Middags Tider denne Dag, saa skyder jeg dit usle Huus Sønder og Sammen mæd mine Kanoner.
U. F. S. v. Knarren.

Tørresen tænkte sig om længe og vel. Og efterhaanden blev han lidt roligere tilsinds. Thi dette kunde dog aldrig være Mandens Alvor. Gud Herren bevares! Skyde en ærlig Mands Hus ned, ikkun derfor, at han ikke vilde udlevere et Fad fin Madeira! Skulde man hørt Mage! Nei, det var bare for at skræmme ham! Pyt, v. Knarren 16troede, at han kunde lure en simpel Mand paa den Maade; men saa skulde han se, at han havde troet feil. – Hihi, smilte Tørresen indfult, nei saamænd om det gik for sig paa den Maade!

Derpaa gik Tørreseen atter ud i Vedskjulet og tog fat paa Bjerkeveden. Men det var saa rart med det; han fik ikke rigtig Fred paa sig alligevel, og ret som det var, faldt han i dybe Tanker.

Jøssu Navn – en kunde aldrig vide, hvad sligt et balstyrigt Menneske kunde finde paa! Skjønt slig Galenskab – –!

Tørresen havde havt en Moster, som var en klog Kone, der havde det med Ordsprog. Og et af hendes Ordsprog lød paa hendes eget klangfulde Sprog saalunde: Det er forsent at snyda seg, naar Nasa er af.

Og ja saa forlade mig var ikke det sandt! Naar Nasa er af, saa er det bitterdød forsent at snyda seg. Og skjød den gale Capitaine hele Kramboden sønder og sammen, var det forsent at klage. Desuden kom en saa sjelden nogen Vei med slige Storfolk; de fik altid snudd og vendt det slig, at de fik Ret, selv om de havde den skinbarligste Uret.

Ja. Tørresen tyggede paa dette, og han satte Øxen bort og klorede sig i sit Hode og spyttede fortrædelig bort i Flisehaugen. Han tog sig et Rend ud paa Bryggen – bare saan ganske tilfældig – for at se, hvordan de havde det ude paa Fæstningen.

Nu skinnede rigtignok Morgensolen ret imod 17ham, og Sjøen glimtede i Morgenbrisen; det var et Glitter og en Blinking, saa det var Uraad at skjelne nogenting. Men saa sandelig var der ikke noget usædvanligt, som gik for sig derude! Ja – Bitterdød var der ikke nogle, som gik og fingrede med Kanonerne.

Tørresen blev hed om Ørene og rystede paa Hodet.

Bevares! sagde han. Manden skulde paa Dollhuset.

Men for Sikkerheds Skyld – ja for Sikkerheds Skyld gik han ind i Kramboden og fik sin Dreng med ned i Kjælderen og trillede det kjære, dyrebare Vinfad op paa Bryggen og lagde en Presenning over, forat ingen skulde kunne se, hvad det var, om der skulde komme nogen.

For Sikkerheds Skyld! – Det var jo snapt at trille det ned igjen, naar det værste var over.

Saa gik han hen til sin Ven, den gamle Tolder Sandreb. Børre Sandreb var den ængsteligste Mand i Verden, og han klagede altid. Han havde en overtroisk Skræk for Overordnede – for Folk, der havde Guld paa Luen og som var «fine».

«Jøss, Tørresen,» sagde Tolder Sandreb, «giv Dig med det samme. Skik bare Madeiraen derud. Hvad kan der ikke komme ud af det? Aa, hvad kan der ikke komme ud af det?»

Men det sagde Sandreb altid – hvad kan der ikke komme ud af det, var hans Livs evindelige Omkvæd.

Jamæn, Tørresen holdt paa sin Ret. Var det 18hans Madeira eller var det Capitainens Madeira? Naa. Og at han vilde have sine Penge, var der noget ufornuftigt i det? Havde kanske ikke han, Tørresen, været taalmodig – ja som et Lam taalmodig – i tre samfulde Aar? Og skulde en fattig Mand finde sig i alle Tingen! – Høh! – Nei, før skulde han se Huset brænde ned til Grunden, før saa gik han til Kongen sjel, og Kongen var en grei Mand mod Smaafolk, det vidste en da.

Men Tolder Sandreb holdt paa med sit. «Aldrig æns det, Tørresen. Der kan aldrig komme andet end vondt ud af det. Aldrig i Evigheden.»

Tolder Sandreb var i Regelen en gammel Vævebøtte, men pludselig sagde han en Ting, som der var Mening i:

«Gaa Du bare ind til Consul Seehuusen,» sagde han. «Det er en fin Mand og en god Mand og en rig Mand. Ja Du kjender ham sagtens bedre end som jeg. Men bare gaa Du ind til ham og sig, at saa og saa er det, for han er Knarrens bedste Ven, og han greier det nok altsammen, skal Du bare se.»

Ja, det var saamænd noget at tænke paa, og da Tørresen henimod Middagstider kom hjem, sagde han til Krambodgutten, at han ligesaa godt kunde trille Fadet ned i Storbaaden og holde sig rede til at ro afsted; Tjenestejenten kunde være med og hjælpe.

*

Capitaine Ulrich Friederich Schousboe von Knarren stod paa Fæstningsvolden med Kikkerten i 19den ene Haand og Uret i den anden. De fire smaa Kanoner stak sine blankpudsede Hoveder op over Voldenes Grønsvær; de var omhyggelig ladet og indstillet og indsigtet; Capitainen havde selv indsigtet dem, og da traf de nok, hvad de pegte paa.

Den ene af dem pegte paa Fjeldet tilhøire for Kramboden, den anden paa et lidet Hus paa en Knat, bag hvis hjerteprydede Dør Tørresen tilbragte sit Livs gladeste Timer. Den tredie pegte paa Tørresens Sjøbod og den fjerde paa hans høie og tykke Skorstenspibe.

«Naar vi er komne saa langt,» sagde Capitainen, «og Bæstet endnu ikke har kapituleret, da begynder den egentlige Kanonade.»

KI. 12 slet tordnede den første Kanon, saa det klirrede i Vinduerne rundt hele Havnen. Selv om ikke Christiansøs Kanoner var videre farlige, saa smaldt de som en Ulykke.

Klask! sagde det i Fjeldvæggen, saa Smaastenene sprøitede.

«Benjamin,» skreg Tørresen, han stod paa Vagt i Vedskjulet, «Benjamin og Tea – skynd Jer i Baaden og ro alt, hvad I kan.»

Selv løb han ud paa Bryggen og viftede med et stort hvidt Lagen alt, hvad han orkede.

Bum! smaldt det igjen og Kratch! sagde det oppe i Tørresens lille Refugium.

Tørresen holdt paa at gaa fra Sands og Samling af Forskrækkelse. Han skreg og viftede, viftede og skreg «Hei –er Dere galne! Hei naa kommer 20Madeiraen! Benjamin og Tea – Gud hjælpe os alle – Fort nu! Fort nu!»

Capitaine v. Knarren saa godt Tørresens Forfærdelse; han kunde saa udmærket følge alt, hvad der foregik inde paa Land, thi han havde en udmærket Kikkert, som Consul Seehuusen havde foræret ham, engang han kom fra England. Capitainen saa ogsaa særdeles vel, at Madeiraen var ombord i Storbaaden; men Bæsterne kunde have godt af en liden Forskrækkelse, og desuden var der to Skud igjen i Kanonerne, og det var ikke noget at spare paa de Par Kugler.

I en Fart fik han dreiet Kanonerne om – og Bum! vandede en Kugle langs Land, tæt forbi Toldbodens Brygge, saa den arme Sandreb, der skulde beobachte Affæren fra sin Gadetrap, faldt overende med et høit Skrig. Strax efter kom det fjerde Skud, som tog Retning ud Havnen paa den anden Kant og hensatte Beboerne paa denne Side i den høieste Rædsel.

«Saa!» sagde Capitainen. «Nu har vi sat os i Respekt.» Han slog Kikkerten sammen med et Smeld og gik nedover for at modtage sin Tribut.

*

Da Tørresen nogle Dage derefter kom hjem fra Byen, var han over al Maade tilfreds, og der var fra den Tid af ikke Nei i hans Mund, hvad saa Capitaine v. Knarren kunde finde paa at bestille. Nei, langtifra var det ligt sig? Og Capitainen tilgav 21ham snart, da han saa, at Manden virkelig angrede sin usømmelige Opførsel.

Ja, der blev slig en Stads med Tørresen og v. Knarren, at det var svært. Efterat Tørresen havde fjernet de sidste Spor af deres Kontrovers og endog pyntet sit Refugium med et lidet Vindue med Gardin foran, var der ingen af dem, som nævnte noget mere om den Affære.

Men hver Gang Consul Seehuusen besøgte v. Knarren og traf lille Tørresen, da smilte de to til hinanden paa en underfundig Maade, som om de havde en liden munter Hemmelighed sig imellem.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.