Jægerne paa Vibleskau

219Halte-Guri havde ikke faaet Blund paa Øinene hele Natten; hun havde siddet borte i Skorstenen og nøret paa Varmen, hvergang den holdt paa at dø ud, og stundimellem havde hun smaasnakket halvhøit med sig selv og skjændt og truet med mange uforstaaelige Ord.

I Drengestuen, der hun sad, havde hun i Nattens Løb hørt de stygge Haust inde fra Hovedgaarden, hvor den afskedigede Lieutenant Bjarne Brause havde sanket sammen sit Jagtselskab, som idag skulde gaa efter Haren rundt om Smaasjøerne i Paradis. Og Lieutenant Brauses Jægervenner var høirøstede Folk, især naar det led udpaa Natten og Drikken virkede, og det blev saa tæt af Tobaksrøg inde i Stuerne, at alle Vinduer maatte aabnes. – Da kunde en høre Kjæmpernes Stemmer langveis i den stille Høstnat, snart i samlet Bulder, snart en for en, naar de holdt Taler for hverandre. Det hændte ogsaa, at nogen sang. En lys, ungdommelig Stemme var det, og med smægtende Klang. Alle vidste, at det var den lokkede Magister 220paa Liselyst, som sang de bedrøvelige, men smukke Elskovsviser, og man kunde godt stanse udenfor og lytte; thi de melankolske Toner passede egentlig saa godt med den stille, dunkle Høstnat.

Iaar havde nu Levenet været saa rent overhændigt, og Halte-Guri kunde ikke begribe, hvordan de andre kunde ligge stille og sove i de brede Fladsenge langs Væggen. Baade en og to Gange havde hun været borte og rusket i Fjøspigen, den brede, flegmatiske Karen Roland: «aa Kors! aa Kors! Karen! nu stingjer de hinanden saavisst derover!» – Men Karen havde ikke saa meget som lukket Øinene op; bare vendt sin tunge Krop under Fælden, saa Halmen knaste og Sengen skreg. – «Lêt dem stingje!» havde hun svaret med dyb grødet Stemme.

Og saa havde Halte-Guri sukket klagende og karret sig hen til Skorstenen igjen. Der ulmede endnu nogle Glør paa Pallen, de lyste svagt i Mørket; og hendes sammenkrøbne Skikkelse blev skræmmende og uvirkelig i dette dystre døende Ildskjær; der hun sad og rokkede og rokkede paa Overkroppen, saa Hovedet dinglede frem og tilbage med Hætten flagrende som Flaggermusvinger om Ørene. Og nu stappede hun Kridtpibestumpen; hun havde ikke Tobak; hun brugte en Blanding af Snus og tørret Mos; det gnistrede om hende, da hun tændte med en Glo fra Pelsen. Og da saa hun ud som den skinbarlige Hex.

Udover Natten begyndte det efterhaanden at blive roligere derover; tilsidst var det bare to Stemmer 221igjen, to dybe, alvorlige Mandsstemmer, som hun kjendte: den ene var Lieutenantens og den anden var Major v. Knarrens. – Hun vidste saa godt, at slig blev de to Karle siddende til den lyse Morgen, og ingen af dem rokkede sig fra Bordet selv nu, naar alle Gjæsterne havde givet sig over. Men skjønt hun var sikker paa, at ingen af dem vilde gjøre hende noget ondt, saa var det nu det, at hun havde faaet slig en Angest i sin Krop, og slet ikke kunde finde Hvile nogetsteds. Derfor holdt hun sig i sin Krog, nørede op, naar Gløderne holdt paa at slukne, røgte mangfoldige Snadder og skjændte lidt nu og da paa sit uforstaaelige Hexesprog.

Endelig var det, som hun skimtede en svag graa Plet etsteds ude i Drengestuens Mørke; hun vidste, at derborte var Vinduet, og at den graa Plet var Morgenen, som begyndte at gry.

Hun bankede sin Snaddestump ud og stagede sig ved Hjælp af sin Stok tværsover Gulvet. Hun snublede over etpar Træsko, og siden rendte hun mod en Bænk, som uformodet stod iveien, – og hvergang hostede hun af Sinne som en Lemæn og slog ilskt om sig med Stokken. Men tilslut naaede hun dog hen til Vinduet og forsøgte at se ud af dets grønlige, blyindfattede Rude. Men Glasset var dugget til; Høsten stod udenfor med sin fugtige Kulde, og herinde var det kvalmt og varmt af Skorstensild og mange sovende Mennesker. Guri tørrede omhyggelig Duggen fra Ruden med sin brune Klo; men der var saamæn ikke 222saameget som et Skimt at se, uden Omridsene af Prokuratorens Vogn, som var blevet staaende midt paa Tunet igaaraftes, og saa en Lysprik længst tilbage fra det Vindu, hvor Majoren og Lieutenanten endnu sad og talte med sine dybe afmaalte Stemmer.

Halte-Guri stavrede sig tilbake til Skorstenen, denne Gang gik hun i en stor Bue udenom Bænken og Trætøflerne, men skottede derbort og brummede forbitret.

Nu gav hun sig til at gjøre op Varme paa Glørne; hun stillede kløvede Furustokker paa Ende og lagde tørt Løv indunder dem. Saa pustede hun paa Glørne, der laa allerunderst, og lidt efter slog en blank Flamme tværsigjennem Kvaset og fængede næsten strax i den tørre Ved, saa Gnisterne spragede og sprat lang Vei. Hun hentede noget surt Øl ned fra Skorstenspallen; det stod i en grøn tilstøvet Flaske og var visst baade gjæret og gammelt, for Korken fløi med et Smeld op af Flaskehalsen, strax hun tog i den. Men hun heldte det lunkne Øl i en Blikkop, som hun satte over en Glo, indtil det blev rygende varmt; – saa drak hun det i smaa Slurker og sukkede velbehageligt.

Varmen og Lyset fra Skorstenen gjorde det uroligt blandt de sovende rundt om Væggene; – det knirkede og knagede under de tunge Kroppe. – Nu og da hørtes et langt Gjæsp, der endte i et klagende: Aa ja, ja! – Tilsidst var der en, som reiste sig i Sengen nederst ved Bislagdøren: «Sidder hun alt og godgjør sig, Mor?»

223Det var Vedhuggerens Stemme; han var mod Forventning blid i Maalet; – kanske han troede, at halte-Guri vilde gi ham en varm Skaal paa Sengen? Høh; men det skulde blive Snak og Løgn, det. Vilde han have noget, fik kan komme selv.

Bedst at gjøre sig døv og dum, saa slap en Bryderiet.

Og Halte-Guri gjorde sig døv og dum, hun; og slurpede den varme Morgendrik i sig, saa Søren Vedhuggers to-tre brune Tandstumper løb i Vand, og han steg ud paa Gulvet i sine graa Strie-Underbuxer og med Uldsokkerne surrede om Knæet med rødtbroderede Kvindfolke-Strømpebaand.

«Ja, her har forvisst været Spêl inat!» begyndte Guri, alt medens han kom tassende henover Gulvet paa Hoseladderne.

«Jeg har saamænd ikke hørt Dusten,» peb Søren; – Stemmen hans var rusten efter Nattesøvnen, saa han maatte harke og rømme sig og spytte i Varmen en lang Stund, før han rigtig kunde bruge den.

«Haassen er det, I sover!» skjændte Guri og heldte nyt Øl i Koppen. «Slig en Domenering! Og slig en Hausting som af Varg og den Vonde! Somtider var jeg saa ræd, at jeg troede, jeg skulde gaa til.»

«Er der nogen, som endda sidder kvar?»

Søren nedlod sig paa Skorstenen med Ryggen vendt mod Varmen (han troede, at det var et saa ufeilbarligt Middel for at drive ud al Frost og 224Fælighed, som kunde have sat sig fast i Kroppen, medens han sov).

«Gu sidder de kvar – to Mand – Løtnanten og Majoren, kan du vide. De er jo rent ugudelige, de to. Men de andre er saa fæle til at fljuge over Trap og paa Tun, og saa er det altid sligt Skraal med dem. Isærdeleshed Prokkeratteren – han der Bitterkorn – han fljuger og burer som en Tordivel, Natten saa lang, Natten saa lang,» og hun burede og svingede frem og tilbage med den Arm, hun havde fri, for at vise, hvordan Prokkeratteren bar sig.

Det skranglede i Bislagdøren; der var en, som vilde ind, men ikke kunde faa Slaaen op. Han hug i Klinken Gang paa Gang, saa Jernet sang, men det hjalp ikke; lige stængt var Døren. –

«Det er en af Fremmedkuskerne, som har sovet i Løen,» sagde Søren. «Heisan, som han slider i den skakke Laasen. Men lad ham bare staa.»

«Ja, lad ham bare staa,» sagde Guri og halede Blikskaalen ned fra Gloen.

Pludselig lød der en rasende Ed og et Spark af en Støvle, og Døren røg op med et Skrangel og et Skrig saa langt og ynkværdigt, at alle vaagnede, som i Stuen sov.

«Dævlen til Greier her paa Vibleskau,» skreg han, som kom ind. Døren slængte han i, saa den røg ilaas med samme Skrammel og Spektakel som sidst. «Og Dævlen til Folk, som ikke lukker op for Fremmede.»

«Gudsigne og Goddag – det pleier vi at si’ først 225her paa Gaarden,» svarede Søren med hykkelsk Blidhed. Han havde netop tænkt at reise sig, for Varmen sved allerede ordentlig gjennem Strieskjorten; men nu blev han alligevel siddende fuld al gudhengiven Sagtmodighed; saa fik han heller bie og smutte henpaa Bænken, saasnart han kunde faa gjort det med Værdighed.

Den Fremmede var kommen helt hen i Skorstenslyset; nu saa alle, at det var Gaardsgutten hos Prokuratoren. En kunde strax skjønne, at den Karen var indefra Byen; thi han var stramt klædt, havde Snorer i Trøien og blanke Støvler, som rigtig straalede af Finhed.

«Jeg gir Dævlen i hvad I pleier at sige ner paa Bondelandet,» svarede han overmodigt; men idetsamme gik han hen til den flegmatiske Karen, – den eneste, som endnu sov med tykke Snork under sin Fæld.

«Men Jenter er her lel!» sagde han og kyssede og karesserede den store Pige overmaade.

Karen vaagnede endelig, i stort Sinne.

«Kan du la Folk sove, Byslark.» sagde hun og smeldte den overmodige midt i Ansigtet, saa han tumlede tilbage. Dermed vendte hun sig rolig til Væggen igjen.

Han vidste ikke rigtig, hvordan han skulde tage dette. Lægge paa et Kvindsolk for fuldt Alvor gik ikke rigtig godt an, og desuden – det var en respektabel Næve, hun havde ført. Saa valgte han at le og gnide sig i Hænderne og tage det hele som Skøi. Han satte sig ned hos de andre: havde 226de kanske en Slurk Øl til en kulsken Krop? – Huttetu, som de havde frosset i Løen inat. Saa var det ikke underligt, at en kunde have Lyst til at varme sig efterpaa, det være sig paa det ene eller det andet, hehe!

Jo, det kunde nok hænde sig, at den Fyren var belevenl! Og saa de deilige Klæderne, som sad paa ham, som han skulde været en rigtig Kavaler af en Storkar!

Men aldrig før havde han faaet det varme Øl i Kroppen, saa tog han til at prale igjen. Han havde tjent hos ganske andre Folk end Prokuratoren, hvem han talte om med en viss nedladende Venskabelighed og kaldte ret og slet Bitterkorn, uden at bryde sig om Titelen.

Nei, han havde tjent hos sjelve Stiftamtmanden i Staden, og der havde han baade kjørt med to og med fire; og Hestene havde havt Strudsfjær i Toppen, og der havde været Strudsfjær paa Vognen med, og det var gruelig galant, for det betød saameget som, at Stiftamtmanden var af kongeligt Blod. Men før han kom til Stiftamtmanden havde han været endnu høiere paa Straa, for da havde han været Livkusk hos en dansk Greve, og dette at være Livkusk var noget overordentligt, for der var bare fire Grever i hele Danmark, som fik Lov til at holde Livkusk. Og hos ham havde Hestene spist af Marmorkrybber, og Stalden havde været saa stor og saa høi som en passelig Kirke her paa disse Kanter.

– Saa det var rimeligt, at han nu kaldte sin 227Herre ret og slet Bitterkorn og ikke brydde sig om hans Titel –

Jo mere han snadrede og skrød, desto livligere blev han i sine Bevægelser. Saalænge han endnu holdt sig til Stiftamtmanden af det kongelige Blod, sad han og gned sine Støvler med en rødtærnet Lommeklud; snart satte han ét Ben frem, snart et andet – snart lagde han endog det ene over sit andet Knæ og pustede paa Lakket, før han gned. Og saa strakte han dem stundimellem begge to frem imod Skorstenen, lagde Hovedet paa Skakke og betragtede dem kjælent.

Men da han i sin Beretning naaede helt til Greven, blev han saa spræk, at han umulig kunde sidde stille paa Bænken, men sprang frem og tog Gulvet op og ned i nogle snodige smaa Trin, som om han dansede en slags Polskdans, og hele Tiden gik han med Tommelfingrene i Ærmegabene og de andre Fingre strittende ud til alle Kanter, og hele Tiden fløi han og skottede ned paa Støvlerne, som han satte saa sirligt, at det var rent som en Komedie.

Og saa rendte han ud af Bislagdøren uden at sige hverken Tak eller Farvel, og derude hørte de, at han satte i at plystre, saa det trillede.

«Haa tro dette var for Slag?» sagde Søren og klorede sig betænkt i Hovedet.

«Du min Skaber for et Spettakel!» sagde Guri og hev nogle Granstokker ind paa Varmen; – hun var ærgerlig, fordi hun var bleven saa brat 228afbrudt i sin Beretning om alle Nattens Viderværdigheder, men nu tog hun sin Mon igjen.

Hun havde hørt Magisteren synge, og hun havde hørt Prokkeratteren bure og brumme som en Tordivel; engang havde han saamænd været helt henne ved Bislagdøren og tustet med Laasen, og da havde hun mest holdt paa at støkke ihjel. Og hun havde hørt det tasse og krybe om hele Huset og flire i Krogene af Smaadævler, som kom gjennem Luften, fordi de kjendte det lugte af Svovl fra al den Bandingen og det Syndens Maskepi, som dreves oppe i Løtnantens Stuer.

– Efterhaanden var de to andre Kvindfolk, som havde sovet i Drengestuen inat, komne til; det var Lene, Husmandskonen, som skulde hjælpe til i Selskabsdagene, og den døsige Karen Roland, som sad paa Bænken og halvsov og knappede Stakken og skubbede det svære gule Haar indunder Hovedtørklædet.

«Men naa er det Synd om Løtnanten, ligevel,» sluttede Guri. «De andre er nogle fæle Skarn og nogle Ugudeligheder; men Løtnanten, han har faaet sit Kors her i Livet dengangen I ved, da hun gik hen og døde, Fruen paa Berge.»

Hertil taug allesammen stille; thi alle kjendte de Historien om Lieutenant Brause og den deilige Frue paa Berge; Halte-Guri havde saamænd fortalt den saa mange Gange, at de kunde den udenat.

Det var nu blevet ganske lyst udenfor; gjennem det grønne Vindue borte ved Bislaget saa de tydelig 229Husdøren staa vidt aaben paa den anden Side af Tunet.

Den døsige Karen tog etpar Melkespand og slængte dem ugideligt, et over hver Arm. Hun stak de sterke Fødder ind i etpar tunge Træsko og slæbte sig henover mod Døren, saa Skoene klappede langsomt – Slag for Slag – mod Stengulvet.

Ikke før havde hun lukket Døren efter sig, saa hørte de et Vræl fra hende, og ind drattede hun gjennem Bislaget igjen, saa Melkebøtterne hoppede hen over Gulvet, og hun snublede over Svillen, saa lang hun var, og blev liggende næsegrus og skraale.

Dette, at den urokkelige Karen kom med slig unaturlig Fart og foraarsagede slig forskrækkelig Larm, gjorde de andre yderst nysgjerrige, og Søren Vedhugger hoppede afsted paa sine Hoseladder lydløst som et Ekorn.

Aldrig saasnart havde han faaet Gløt ud af Vinduet, saa smaldt han op en stille, men umaadelig Latter og viftede bagover med begge Hænder.

«Gaa væk!» hviskede han indmellem Latteren, «det er ikke noget for Fruentimmer. Gaa væk med Jer.»

Men da blev Fruentimmerne dobbelt nysgjerrige, og baade Halte-Guri og Husmandskonen borede sig fremunder hans Arme.

De kom saa sent, at de bare fik se de svære Rygge af Majoren og Lieutenanten, som med Ridestøvler paa Fødderne og Haandklæde om Lænderne, 230men ellers splitternøgne marscherede midt i Morgenkulden nedover mod Haven. De saa de umaadelige Nakker og Skuldrenes Muskelknuder, som fortsattes i de knortede Arme, og de saa de umaadelige lodne Laar, som forsvandt i de blanke Støvler; og Kvindfolkene hvinede halvt af Rædsel, halvt af Morskab, selv Karen kom til sig selv, krabbede op og vilde se med de andre, men da var det for sent.

De hørte etpar tunge Plask i den lille Dam i Haven og saa en Prusten som af Hvaler, stundom et Grynt eller et Brøl af Velbehag.

Det var de to tapre Nattehelte, som nu tog sit Morgenbad. En Stund efter kom de tilbage kobberrøde af Kulde; men da havde alle Kvindfolkene lagt sig med Hovederne i Sengene af lutter Blufærdighed.

Udenfor Huset stansede de; Lieutenanten gik ind i Gangen og hentede et krumt Jagthorn, og da han kom tilbage og havde stillet sig op ved Majorens Side, raabte denne med en Stemme, der tordnede med mange Ekkoer ud imellem Fjeldene paa begge Sider af den morgenstille Dal: «Hei op, Kamerater! Hver Mand paa Post! Reveille!» – Og Lieutenanten tudede i det krumme Horn en hel liden Melodi; tudede den to Gange, hvoraf rigtignok den sidste klang noget forkjølet.

Der kom etpar forsovede Ansigter frem i Vinduerne ovenpaa; ærgerlige, strax de kom frem over Vindueskarmen, men da de fik se de to nøgne, dampende Kjæmper, der stod i stramt Givagt ude 231paa Tunet, var Grættenheden strøgen bort: Magisteren trillede en fin, skarp Damelatter i Sky, den forhenværende Regimentschirurg stønnede asthmatisk og maatte snart fjerne sig for ikke at faa Apoplexi, men værst skraalede Prokurator Bitterkorn og gjentog paa sit skrækkelige gebrokne Kaudervælsk: «Dat er dajlikt Flesk, det derre! Hvor majet koste Bismerpundet?»

Men da Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren mønstrede de forpjuskede Ansigter, savnede han ét og spurgte strengt: «Hvor er den elendige Hører? Frem med Sild! Hører han! Ommund Sild! Kan han komme sig frem?»

Ingen havde imidlertid Greie paa den stakkars Hører fra den latinske Skole i Byen, en ynkelig mager Person, som var taget med i Laget, fordi han kunde bruges ved Kortbordet, men forøvrigt hverken kunde drikke eller jage som de andre.

Og nu spankulerede de to Kavalerer md i Huset, kastede noget Tøi paa sig og begyndte at gjennemstreife Værelserne for at finde Pædagogen.

Der blev ledt under Bordet i Spisestuen, hvor nogen paastod at have seet ham ligge og snorke allerede tidlig paa Aftenen, der blev ledt i Sovekamre og Gange, men der var det ikke den mindste Sild.

Pigerne blev strengelig afhørt af Lieutenanten selv; men de bare kniste og lo; thi hvem kunde nu ogsaa inbilde sig for fuldt Alvor, at de havde noget Kjendskab til den traurige Mandsling! Saa 232gik Jægerne i Flok og Følge fra Loft til Kjælder og raabte alle som én Mund: Sild! Sild! – Ja, Magisteren improviserede endog et lidet idiotisk Vers, som gjorde megen Lykke. Det lød saaledes og blev sunget i Kor:

Sild! Sild!
Kom frem om du vil,
er du snil!

Men der var slet ingen Sild at finde. Man spredte sig ud i Gaarden, man besøgte de sælsomste Steder og gjennemsøgte dem baade oventil og nedentil. Man gik i Fjøs og i Stald, i Grisehus og i Kornbinge.

Man ledte sig sultne og tørste og forargede; – Prokuratoren saa sit Snit til at komme hen i sin Vogn, hvor han havde gjemt en Lærke i Skrinet.

Men netop som han med megen Forsigtighed skulde lukke Skrinet, opfangede hans Øre en besynderlig Lyd fra Karossens Indre. – Han gløttede ind bag Vogndøren: – snork, sagde det i Mørket, og en ussel tynd Fod sprikede tilveirs op fra Bunden af Vognen.

Der laa Ommund Sild! Derfra blev han trukket frem blaafrossen, nysende, dødssyg, skjælvende over hele sit skrøbelige Skabilken.

Majoren tog ham paa sine Arme, som et Barn, og bar ham ind i Huset, opad Trapperne, puttede ham i sin egen urørte Seng, dækkede ham til med Puder og Dyner, heldte varme Drikke i ham og kommanderede: Sov nu, du armselige Kryb! Hvorefter han stængte Døren og gik til de andre, der stod og gjorde sig færdige til at tage afsted paa Jagten.

Hundene var koblede og stod paa Gaardspladsen yre og uregjerlige af Glæde. De var af den forskjelligste Finhed og Afstamning. Der var Lieutenantens to berømte Tisper Flora og Diana, som dannet beherskede sine Følelser, bare peb lidt nu og da og frøs af Glæde. – Der var Majorens gamle halvblinde Hugaf, en ren Knækkenbeiner at se paa, men endnu letlivet og udholdende, naar den først havde faaet Fod. Og der var mange flere, slanke og fede, guløiede og mørkøiede – en med Dunkerblod i sine Aarer; den havde et Øie som en sluknet Opal og et andet grumt som en Tigers. Der var spidshalede og slaphalede – der var lige indtil Prokuratorens Pan, der trods sit stolte Navn var den usleste Bastard, den øiensynligste mangegenerations-Kjøter, som nogensinde havde været koblet til Jagt paa Vibleskau. Og slig som den bar sig! Gjøede og sprang og grisede, saa de to fornemme Damer Flora og Diana saa ganske skamfulde til den anden Side.

Og dog havde Prokuratoren vovet at sidde inat og prale af dette Kreatur! Han havde vovet – ja, han havde virkelig vovet at paastaa, at denne Paria skulde gjøre sine Sager vel saa godt som Lieutenantens berømte Damer! Tilslut havde han endog villet parere paa den imod Flora og Diana; da havde Brause forladt Salen. Han kunde simpelthen ikke mere stvre sig. Havde ikke denne 234Pengeflaaer været Gjæst i hans Hus, skulde han have været paa Hovedet nedad Trapperne i en Fart. Men Naar han først var kommet her, saa –.

Og hvorfor var han saa kommet i Lieutenantens gemytlige Jagtselskab, uden fordi at den graahærdede Kriger skyldte Prokuratoren saa forfærdelig mange Penge! Ak, der var ingen Løsning paa det Regnestykke! Derfor og ene derfor var den forløbne Holstener inviteret blandt gode Nordmænd; derfor havde Lieutenanten tiet, selv da Flora og Diana – hans Stolthed paa Jorden – blev fornærmede ved at sammenlignes med dette raggede Fantetryne! Men slig som denne bar sig idag, var over al Beskrivelse; det var en Skam for al anstændig Jagt; han turde næsten ikke se hen paa sine to Damer. De maatte jo foragte ham; thi hvad var det for Slags Selskab han bød dem!

Men Prokuratoren skrød værre end nogensinde; jo usømmeligere Kreaturet bar sig, desto tydeligere blev hans Begeistring og desto heftigere udfordrede han alle de øvrige anstændige Jagthunde til at komme an mod dette Gneldrekræ!

Lieutenanten og Majoren gik i Spidsen; – «jeg taaler ikke det Menneske,» sagde Brause sagte til sin Ven. «Havde jeg kun de lumpne Rigsdaler, skulde han først faa dem i sit stygge Aasyn og derefter en hjertelig Dragt Prygl som Rentepenge.»

«Berolige Dig, Kamerat,» sagde v. Knarren, skjønt han ogsaa var meget fortørnet, «Du skal nok se, 235Dyret kommer til at blamere sig. Og da kommer Turen til os!»

Hundene pleiede aldrig at slippes, før de kom til Voilevatne. Men allerede da de kom i Udkanten af Haven, hørte de Bitterkorns afskyelige Stemme. «Han har Fot! Kan I se, her er Hond! Pan har alt Fot!» Og de saa til sin Forbauselse Pan støve bortover Ageren henimod et lidet tæt Furuholt, hvor der aldrig i Verden havde været Harer før. Med det samme Pan naaede Holtet, hørte de Losen gaa, saa det gneldrede i Morgenluften.

«Hurra!» brølte Tyskeren. «Kan I se! Han har Nase! Gott bevare, sikken en Nase.»

Flora og Diana rykkede ivrigt i Kobbelet; saa gav Lieutenanten dem løs, og de fór afsted i samme Retning, som de havde seet Pan tage.

Men de fandt ingen Fod; de søgte nøiagtig hid og did, sprang henimod Holtet, snusede rundt Kanten, dirrende af Iver.

Ingenting.

Og indefra holtet hørtes Pan’s gneldrende Los fremdeles.

Prokuratoren kom hen til de to Jægere

«Na, Ihre Herrn,» gottede han sig, gned sig i Hænderne og lo, saa der drev vaadt nedad Mundvigerne. «I vilde ikke parere igaaraftes. Godt for Jer, Ihre Herrn! I har kjendt Jere Honte, og I har kjendt min Hont. Ack, for en Nase paa det Dir.»

Lieutenant Brause skar Tænder. Han maatte 236gaa etpar Skridt bort ifra ham. Han forstod ikke dette, dette at hans Venner ikke fandt Fod engang der, hvor den Sau af en Kjøter strax fik los! Hvad gik der af dem. – Og saa dette Menneskes Triumf! –

Lidt etter fik de Øie paa Pan; den sprang ud af Buskadset – halsende af alle Kræfter, men forsvandt strax igjen inde i Furuholtet. Haren saa de ikke noget til.

Da fór der en Mistanke gjennem Lieutenant Brauses Sjæl, og den fyldte den brave Jæger med et forfærdeligt Raseri. Han gjorde sin Bøsse istand og gik bortover Marken.

Prokuratoren var sprunget i Forveien for at stille sig paa Post. Flora og Diana gik skamfulde henne ved Holtets Kant, lyttede nu og da, sprang etpar Gange tvers igjennem Holtet, men kom atter tilbage ganske desorienterede.

Nu kom Pan farende frem fra Holtet igjen. I strygende Fart og for fuld Hals gik det udover Marken, forbi de maabende Dyr, forbi den stolte Eier. – Den rendte som en Streg bortover, men det var rigtignok ingen Hare, den rendte efter!

Da lød der et Knald, og med et standsede Bikjegneldret. Pan laa stille og død paa Marken, men den graahærdede Lieutenant Brause tog ganske rolig sin rygende Bøsse fra Kindet.

«Todt!» raabte han med dyb Stemme. «Todt, Hr. Prokurator Bitterkorn.»

Prokuratoren trampede i Jorden; han rev Hatten 237af sig og slængte den paa Marken, tog den op, satte den paa sit Hoved, – men slængte den paa Marken igjen, og nu snakkede han tysk, saa det trillede.

Hvad han havde vovet? Skyde hans Hund! Hans deilige Hund, som der ikke fandtes Mage til i dette skidne Land! Fordi deres egne Hunde var nogle Mæhæ, som stod og gloede og ikke kunde finde Fod, saa hævnede man sig ved at dræbe og tilintetgjøre sligt et Væsen som Pan.

Da afbrød Lieutenanten ham, afmaalt og værdig og ganske i Ro, efterat han endelig havde faaet væltet sin Vrede af sig. «Jeg saa mig nødsaget, Hr. Prokurator, til at statuere et Exempel, saa vore egne hæderlige Hunde skulde forstaa engang for alle, at naar man gaar paa Jagt, er det en alvorlig Sag, og den Kjøter, der da vover at fixere Jægeren og holde de andre anstændigt jagende Hunde for Nar, den Kjøter fortjener ikkun Døden.»

«Kjøter!» svarede Prokurator Bitterkorn, «I skal faa se, hvad den Kjøter er værd, naar I skal betale mig Erstatning for den.»

«Skriv det paa Regningen, Hr. Prokurator,» svarede Lieutenanten, «og tag Jer godt betalt, som Jer Vane er».

Prokuratoren blev staaende og glo paa ham en liden Stund, og hans smaa gule Øine tindrede af Had og Hevnlyst. Hans lille Mopsenæse rykkede nu og da paa sig, og hans spidse Musetænder 238saaes i lang aaben Række, ligesom sultne efter at hugge til.

«Det skal I engang komme til at angre, Hr. afskediget Lieutenant Brause,» sagde han, snudde sig raskt paa Hælen og gik. Hans fine Kusk med de blanke Støvler fulgte bagefter ham med Pans afsjælede Legeme i sine Arme.

Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren rystede Lieutenantens Haand: «Handlet som en Jæger! Jeg siger bravo, Bassen Brause.»

Idetsamme kom Diana og Flora snigende opover; de forstod ikke rigtig det hele; de var ængstelige for Skjænd, de stirrede spørgende paa Lieutenanten og logrede med sine Haler.

Men Lieutenanten bredte sine lange Arme ud til et stort Favntag: «Kom begge tol Kom Diana! Kom Flora!» Og ellevilde af Glæde sprang de op paa ham, slikkede hans Ansigt og hans Hænder i uendelig Taknemlighed over, at han ikke havde taget Feil, at han ikke havde troet, de havde forsømt sin Pligt som brave Jagthunde.

«Ja, ja! Vi var flinke begge to! Men slig skal Kjøteren ha det!» Og de kjælede for hinanden og snakkede saa pent til hinanden og roste hinanden, inntil de havde Taarer i Øinene baade Jægeren og Jagthundene. Og de forstod, at han havde forsvaret deres Ære, og at der ikke var noget Menneske i Verden, som det var værd at tjene uden ham, den eneste, den kloge og retfærdige! Da han derfor bad dem gaa og «ta Pus», da stormede de afgaarde yre af Lykke 239lige imod Voilevatne – ind i de store, salige Jagtmarker!

Kusken fik Ordre til at spænde for og komme efter med Vognen: ikke et Øieblik vilde Prokuratoren dvæle i Nærheden af denne Lieutenant eller hvad hans var. Han sparkede afsted nedover Veien, det forteste hans korte Ben og hans tykke Mave kunde tillade.

Da den galante Kusk stod og spændte for, kom Lægdekjærringen krabbende frem fra Drengestuen; kors! hvad dette skulde betyde.

«Hvad dette skulde betyde?» svarede den forhenværende Livkusk og pegte paa Pans drøvelige Kadaver, som laa i Kaleschen. «Tror du, Standsfolk kan være hos slige Bikjedræbere? Her gjør Bitterkorn ham den Ære at besøge ham, denne Sveltihjel af en afdanket Lieutenant. Og hvad er det saa det første han gjør, Værten? Værten, hører du! Han skyder min Sjæl og Salighed Bitterkorns Blodshund, – en fin Støver, Mor, som er værd flere hundrede Rigsdaler. Den skyder han! Men den skal ogsaa blive dyr at betale.» Han var færdig med at spænde for, og idet han svang sig paa Bukken, knaldede han med Pisken og raabte: «Næste Gang Bitterkorn og jeg kommer her paa Gaarden, blir det en anden Dans, kan Du hilse og sige.»

Saa rullede han afsted i skarpt Trav.

Gaardspladsen blev ligesom saa tom, da den store Karosse var borte. lalfald syntes Halte-Guri det. – Hun saa sig omkring, paa Sædehuset, hvor 240Malingen begyndte at skalle af og Tagskjægget begyndte at bugte ind og ud. Paa Udhusbygningerne, som var sadelryggede og forfaldne allesammen; – der var stoppet Kluder i altfor mange Vindueshuller.

Og Kuskens Trudsel sad hende i Øret; – kommer han nogensinde igjen, da kommer Armoden kjørende med ham ind paa Vibleskau.

«Det er Synd for Løtnanten! Vorherre har været heller streng mod det arme Ting nu og alle Tider! Det er Synd for ham.»

Og hun rystede paa sit alvidende Hexehoved og vaggede ind i den svarte Drengestuen til den Krog i Skorstenen, som var hendes.

Men langt borte fra Voilevatne klang Losen muntert ud i Høstmorgenen, og Aspen stod rød og Birken stod gul og Vandet var blikkende stille.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.