Major v. Knarren og Spøgeriet

36En Dag i Oktober, da Hr. premier Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren som sædvanlig kom ind til sin Ven Consul Jan Seehuusen, var der til Majorens Forundring en Bondemand paa «Comptoiret». I Regelen pleiede Jan at holde sit private Kontor helligt, som han kaldte det; – dér kom kun hans Fuldmægtig og hans allernærmeste Venner, og af disse igjen var det bare Majoren, som var en daglig Gjæst.

Baade Consulen og Bondemanden saa meget betænkte ud, og Consulens Haar, der som sædvanligt havde været smukt tilrettelagt om Morgenen, var nu ganske uordentligt paa Grund af, at han altfor ivrigt havde revet sig i Hovedet med sine lange, nervøse Fingre.

«Was s’los?» spurgte Majoren, idet han satte sin Sabel og Gehænget fra sig i en Krog.

Men Consulen svarede ham ikke; og Bondemanden, som Majoren saa var en af Folkene paa Seehuusens Landsæde Mon Plaisir, sukkede flere Gange dybt nede i det Uldtørklæde, han havde surret flere Gange om Halsen.

37«Jeg kommer ud til Dig senere,» sagde endelig Consulen til Bondemanden. «Kanske jeg tager derud paa Lørdag, hvis Veiret er saapasse.»

Dermed gik Bondemanden, og Majoren slap sin tunge Krop ned i sin brede Stol, og medens han knappede op de sædvanlige to Knapper i sin Uniformsvest, brummede han morskt i sine uhyre Barter: «Kreuz! Hvad er her passeret! Du ser mig jo ud som en Bedemand.»

Consulen havde lukket Skabet op og fundet frem Vinen, og medens han endnu stod med Flasken og Glas i Haanden, sagde han med en underlig generet Stemme, som om han ikke rigtig vidste, om han skulde tage det hele alvorligt eller slaa det hen i Spøg:

«Naa – det er Tjenerne paa Mon Plaisir. De paastaar, at det spøger derude nu igjen.»

Men da skulde man have seet Majoren! Han reiste Bust, saa begge de lange Barter strittede. Der buldrede noget dybt nede i Maven paa ham, men han fandt slet ikke Ord, – han bare brast ud i en forfærdelig Latter, som varede saa længe og var saa enorm, at han fandt det raadeligst at knappe op endnu etpar Knapper i Uniformsvesten.

Consulen lo generet med og fyldte skyndsomt Glassene, men først da Majoren havde slugt etpar af disse, faldt der saa megen Ro over ham, at han kunde puste ud en lang hollandsk Ed og baldyre sig paa, at det var noget Rak, alt som boede derude paa Mon Plaisir.

38«Men det er alligevel ganske besynderligt,» indvendte Consulen efter et lidet Opnold. «Sige hvad man vil: Det denne Mand fortalte mig, er dog ganske underligt.»

«Var det ikke Tønnes?» spurgte Majoren glubskt.

«Jovist var det Tønnes – Din gamle Ven Tønnes,» ærtede Consul Jan.

«Tønnes!» sagde Majoren; han udtalte Navnet med en uendelig dyb Foragt. «Det Fæ! Værre Vankundighedens Kreatur findes der dog ikke i det hele Stift. Det var jo ham, som nægtede at følge mig paa Jagt, fordi det tilfældigvis var Torsdag, og der var rabet en Sten ned foran ham, da han gik paa Veien. Det betyder Død, sagde han. Ih, Du godeste Himmel! Og til saadant Snak kan Du, en velbildet Mand, laane Dit Øre!»

Consulen sad endnu med sit underfundige Smil, og der var ingen, som kunde tirre Majoren op til en saa rasende Nysgjerrighed som hans Ven Jan, naar han sad slig – taus og smilende og med nedslagne Øine, som om han vidste Alverdens interessante Hemmeligheder.

«Du ser saa drollig ud, kjære Broder! Lad os da engang høre! Naa – heraus med alle disse geheime Affairer, saa vi kan komme til en Ende med det hele!»

Consulen nippede til sit Glas; havde aldrig Majoren hørt nævne Damen med Pibekraven?

«Damen?» sagde Majoren og spærrede Øinene vidt op. «Er det til og med et Fruentimmer, som skræmmer dem Livet af derude!»

39Consulen nikkede. «Et Fruentimmer – et ungt Fruentimmer, Major, som kommer hver Nat Klokken tolv slet og spadserer gjennem alle Værelser. Undertiden gaar hun ogsaa langs Jasminhækken udenfor Huset. Hvad siger Du? Neivist; – det ved jeg nok; – Du er ikke bange for Fruentimmer, hverken om Dagen eller om Natten – især naar de er unge. Men ser Du, min bedste! De arme Folk er ganske om en Hals og saa frygtagtige, at de holder til ude i Drengestuen og Laaven; ingen tør mere sove i selve Huset, efterat denne Dame med Pibekraven er begyndt at husere.»

«Kreuz!» sagde Major v. Knarren, «lad dog de Stympere sove, hvor de vil. Det har de vel fortjent for sin Behjertethed.»

«Men det underligste,» fortsatte Consulen uforstyrrelig – «det underligste ved denne Historie er dog den Ting, at min salig Fader engang har nævnt for mig den selvsamme Dame med Pibekraven. En Tid lang havde hun huseret paa samme Vis derude, dengang da han var ung. Jeg skulde egentlig have Lyst til at undersøge Sagen nærmere, men i Øieblikket har jeg saa meget at udrette herinde i Byen, at det falder mig vanskeligt at echappere, var det saa kun en enkelt Time.»

«Hvad det angaar,» svarede Majoren og trak med begge Hænder sine Barter stoltelig ud til Siderne – «hvad det angaar, kan Du være rolig. Det kan sagtens ordnes, uden at Du behøver at uleilige Dig et eneste Minut.»

«Og hvordan skulde vel dette kunne ske –? 46Til hvem skulde jeg vel kunne overlade en saa delikat Affære?» sagde Consulen og gjorde sig ganske taabelig.

«Selvfølgelig til Ulrich Friederich Schousboe von Knarren,» svarede Majoren og tømte sit Bæger.

*

Det var bitterlig surt den Eftermiddag, da Majoren red afsted udover til Mon Plaisir. En isnende Sydost stod indover fra Sjøen og bragte med sig Regn og Skodde og Uhygge. Havet var blygraat og øde; – naar Vinden rev Skoddesløret tilside, saa man Skum og Sprøit langt ude; men herinde gik Sjøen og klasked dvaskt mod Fjeld og Brygge.

Major v. Knarren likte sig aldeles ikke i sligt et utrivsligt Veir. Det derangerede hans martialske Udseende aldeles, og naar Regnen havde pisket ham længe i Ansigtet, og Barterne hang dyvaade og dryppende nedover paa begge Sider af Munden, skulde man ikke kunne kjende Majoren igjen, saa bedrøvelig saa han ud.

Da han naaede Mon Plaisir var han derfor ikke til at spøge med; – det var i Skumringen; og den store Gaardsplads laa ganske øde og trøstesløs i det graa, vaade Veir. Først da Majoren havde brølt paa Tønnes nogle Gange, saa Ekkoet skraldede mellem de forskjellige Bygninger, kom der et levende Væsen tilsyne borte fra Drengestuen, og et stort Ildslys faldt ud over al den blanke Væde, i det samme Døren aabnedes.

41Og nu kan det hænde, at han fik Fart i Folkene! Hans gjaldende Røst kaldte dem frem fra Stald og Kammers; de ligefrem myldrede over Gaarden! Om det saa var den gamle Lægdekjærring, saa krabbed hun sig hen til Døren og stod der og rystede paa Hoved og Hænder og gloede med vidtaaben Mund.

Og der blev lyst i Hovedbygningens Stuer og Kjøkken; – der brasedes i Pander, der duftede af stegt Kjød, der klirrede af Flasker og smeldtes med Døre, som om der ikke fandtes det paa Jorderig, der kunde kaldes Spøgelser.

Snart havde ogsaa Majoren indrettet sig koseligt inde i Husets inderste og mindste Værelse; det var den fine Fru Seehuusens Kabinet, og det var egentlig ganske ulovligt at sidde der, men netop derfor morede det Majoren saa meget.

Han strakte sig i en spinkel Armstol og placerede sine Fødder paa Kakkelovnspladen for at faa sig varm og tør saa fort som muligt. Og for endmere at faa Kulden ud af Kroppen fik han en gloende hed Toddy, og da den var tømt i et Drag (thi ellers duede den ikke!), da befandt Majoren sig meget bedre og tændte sin lange hollandske Kridtpibe. Da han saa havde ædt et vældigt Fad Oxekjød og drukket en Flaske Rhinskvin dertil, beordrede han den ene efter den anden af Tjenestefolkene ind, forat han kunde tage dem i Forhør.

Nei – naar de stod ligeoverfor Majoren, som nu havde faaet sit martialske Udseende igjen, da havde de saavist ikke seet noget videre. Det havde 42de ikke. Ja, hørt tale om et og andet saan, jo, se det kunde ikke benægtes, det kunde det ikke; men Folk siger saameget, – især Fruentimmer; – der er jo ingen Ende paa alt det, de ser og hører.

Men da saa Turen kom til Pigerne, gik det ikke stort bedre; en og anden stak i at stortude, naar Majoren brølte op, og tilslut blev han saa forbitret, at han jagede dem paa Porten allesammen og satte sig magelig tilrette i Stolen med en hel Tobaksbox og en ny Flaske Rhinskvin foran sig.

Han kastede nogle svære Kubber md paa Varmen, indtil det blev saa hedt i Stuen, at han maatte kaste baade Frakke og Vest; men Majoren likte at have det godt og varmt om sig og saa lidet Klæder paa som muligt.

Pludselig bankede det sagte paa Døren.

Majoren kvap op, tog Piben ud af Munden og lyttede. Vinden suste og Regnen slog mod Ruderne og Ovnen buldrede; nei! det havde naturligvis ikke været noget.

Saa bankede det sagte igjen.

Himmelkreutz! brummede Majoren, reiste sig op af stolen og skrævede hen til Døren, som han rev op med en saadan Heftighed, at den arme Tønnes, der stod udenfor, vilde have kantet baglængs, hvis ikke Majoren havde grebet ham i Kraven og halt ham ind.

«Naa, saa er det dig, din Hallunk,» sagde Majoren og slap Tønnes, øiensynlig skuffet over det magre Bytte. «Hvad er det han vil –? Kan han tale?»

43Jo, det var bare det, at Tønnes gjerne vilde spørge, om det var noget, Majoren vilde, for hvis det ikke dét var, saa vilde de gjerne spørge, om de kunde gaa over i Drengestuen og lægge sig. «Ja, for det er jo sent paa Kvælden,» lagde han til, da han opdagede Majorens haanlige Udtryk.

Haahaa jovist! Jo, de kunde bare gaa; ellers kunde kanske dette Fruentimmer komme og ta’ dem, hva? Hun kunde gjerne komme og ta’ dem alle syv voxne, sterke Mandfolk –! Om de ikke heller vilde løbe lige hjem og gjemme sig bag Mors Skjørter! Jo, det var Karer det! Modige og tapre Karer.

Men da Tønnes skulde til at aabne Døren for at gaa, sagde han pludselig følgende: «Dere skulde nødig friste Gud Vorherre!»

Majoren løftede Hovedet, som om han havde hørt feil. Hvad behager, sagde Tønnes noget?

«Dere skulde ikke friste Gud Vorherre,» gjentog Tønnes monotont.

«Marche!» kommanderede Major v. Knarren og pegte ud. Tønnes gled stille bort og lukkede Døren forsigtig, som for ikke at forstyrre nogen.

Da Tønnes var gaaet, tog Majoren frem to Pistoler, og lagde dem paa Bordet ved Siden af sig. For hvis der var nogen, som vilde drive Gjæk med Mon Plaisir og hans Ven Jan, da havde de fortjent en af Majorens gode Kugler. Han saa efter, at Ladningen var i Orden, og da alt befandtes at være som det skulde være, fyldte han sit Glas, trak Vedkurven frem og lagde sine Ben hen paa 44den, medens han anbragte sin øvrige Krop saa mageligt som muligt i Fru Seehuusens fine Stol.

Majoren tænkte paa mange hverdagslige Ting; han havde sine Pengesorger og sine tjenstlige Ærgrelser, han havde sine Jagtfelter og sine Fiskesteder, han havde opdaget en smuk Dame, som var ny i Byen, – kort sagt Majoren havde nok at tænke paa. Og før han selv vidste Ordet af det, begyndte Fru Seehuusens spinkle Uhrværk at slaa og slaa, og da det havde slaaet tolv Slag, begyndte det at spille en munter Melodi; – en Balletdanserinde kom frem i Feltet over Skiven og dansede en liden Dans, og da den havde danset tilende, gjorde hun et Knix og trak sig tilbage.

Men da blev alt saa pludselig stille. Det hverken regnede eller blæste mere; Majoren gik hen og traf Gardinet tilside; Maanen var kommet frem derude og skinnede over den sorte, vædeblinkende Jord.

Saa, tænkte Majoren, nu skal det altsaa gaa løs. Han satte sig atter henne ved Ovnen og uvilkaarlig lyttede han efter hver Lyd, som sprang frem i Stilheden; – Uhrets fine regelmæssige Dikken; den ulmende Lyd af Ilden, som holdt paa at dø ud i Ovnen, Tagdryppet udenfra, nu og da et Knæk i Væggen eller en Larm inde fra et af Værelserne, saadan som man altid hører i gamle Træhuse.

Men der kom Mare! intet Spøgelse.

Majoren blev tilsidst søvnig af al denne Venten, og da Klokken var halv et, havde han gabet saalænge, at han besluttede at gaa tilsengs.

45Det Værelse han skulde sove i, laa i den anden Fløi af Huset. Da han nu havde slukket alle Lys uden det, han havde i Lygten, og rodet Gløderne sammen i en Haug bagerst i Ovnen, tænkte han et Øieblik paa at gaa ud af en liden Dør yderst i Fløien, spadsere tværsover Gaarden og smutte ind af en lignende Dør i den Fløi af Huset, hvor han skulde ligge. Det vilde have været det bekvemmeste, men saa faldt det Majoren ind, at det dog kunde være artigt at gjøre en Runde i alle Værelserne og se efter, om alt var i sin Orden.

Han iførte sig atter sin Vest og Frakke, stak Pistolerne til sig og tog sin lille Lygte.

Det sterke høstlige Maaneskin trængte ind imellem Gardinernes Aabninger og drog lange Strimer gjennem det mørke Værelse. Da Majoren aabnede Døren ind til den store Dansesal, blev han ganske blændet; thi her væltede Maaneskinnet ind af sex høie Vinduer, saa Salen laa som i en eneste lysende Røg.

Men pludselig stansede Majoren; der fór et Ryk igjennem ham; thi i den anden Ende af Værelset lige ved den Dør, han skulde ud af, midt i Maaneskinnet stod en høi Dame med det blege Ansigt indrammet i en hvid Pibekrave.

Hun stirrede paa ham et Øieblik, saa gik Døren lydløst op, og hun gled bort.

Det kan ikke nægtes, at Majorens Hjerte bankede heftig, og han glemte ganske Pistolerne. Hvad ialverden var dette for noget? Han havde jo seet hende ganske tydeligt, – det blege alvorlige 46Ansigt, den høie Pande med det tæt tilbagestrøgne Haar. Og Døren var gaaet op – lydløst – den forbistrede Salsdør, som altid pleiede at skrige langt og længe, naar man aabnede den.

Visvas! brummede Majoren og bed Tænderne rasende sammen. Jeg skal min Salighed lære Kvinden – og han stampede afsted henover det bonede Gulv, saa det drønede. Han rev Døren op (holloi! nu skreg den minsandt!), men blev staaende med Haanden knyttet om Dørgrebet; thi i samme Nu saa han den høie Kvindeskikkelse glide gjennem Døren ind til Spisestuen.

Men nu blev Majoren vred for Alvor og i tre Spring var han over den smale Havestue og inde i Spisestuen – der stod Skikkelsen henne ved Gangdøren – Majoren efter – udaf Døren, ud i den mørke Gang, hvor kun en enkelt Maanestraale sneg sig ind af Ruden ovenover den første Trappeafsats.

Det stod hun i Maanestraalen.

«Hvem er du, dit Belials Kreatur?» brølede Majoren og stormede op ad Trappen – det kriblede lidt Rædsel nedad Ryggen paa ham, men det bevirkede kun, at han brølede saa meget høiere. «Stig frem om du tør, du Helvedes Udsending. Hvad har du her at gjøre ved Nattetider? Hvorfor har du ikke Fred, der du er, men maa gaa her omkring og irre som et gement Gespent! Svar mig, hvis du har Talens Evne, men kom ikke mere for mine Øine – ellers,» og nu huskede han først paa sine Pistoler; han rev 47frem en af dem og knaldede den af i Blinde ud i Mørket.

Dette Knald bragte den vrede Major nogenlunde til Besindelse igjen, og da han havde gaaet sig en Runde helt op paa øverste Loft, blev han enig med sig selv om, at det hele ikke havde været noget andet end en af Husets Tjenestefolk, der vilde skræmme ham; thi hvem har nogensinde hørt om et Knald, der kan bevirke, at et Spøgelse forsvinder?

Nonsens! Men imorgen skulde han forhøre Tjenestefolkene igjen, og da skulde ingen kunne narre ham.

Dermed gik han ind paa sit Værelse, klædte sig af og gik iseng. Men for Sikkerheds Skyld lod han Lyset brænde.

Ud paa Morgensiden fór Majoren pludselig op af sin dybeste Slummer, ved at der gik en sterk Trækvind gjennem Værelset, og i Halvsøvne saa han Lyset ved sin Seng flakke i Vinden og slukke.

Da blev han lysende vaagen og rev Sengeomhængene tilside; – der stod Damen med Pibekraven lige ved Siden af ham. Hun gjorde et Tegn med Haanden, gled henimod Døren, aabnede den og gjorde paany det samme Tegn: hun bad ham følge med.

Uden at betænke sig stod Majoren op af sin Seng og fulgte. Da han kom ud af Sovekammerdøren, saa han hende staa ved Trappen, og da han var kommet ned af Trapperne, saa han hende staa ved Havestuedøren. Han saa Døren aabnes, 48og han saa hende glide ud gjennem Døraabningen, men da han selv kom derhen, var Døren aflaast. Han dreiede Nøglen om, og da han kom ud, stod hun nedenfor Trappen og vinkede.

Han fulgte.

Hun stansede ved Husets østre Hjørne. Hun løftede sin Haand, pegte paa Jorden og saa paa ham med de store mørke Øine. Saa var det ligesom hendes Skikkelse blev utydeligere, Omridsene viskedes ud i Mørket – længst saa han det blege Ansigt med den høie Pande og de mørke Øine. Saa viskedes ogsaa det bort.

Majoren gik hen til det Sted, hvor Skikkelsen havde staaet. Han lagde sig paa alle fire for at undersøge, hvad det kunde være, hun havde pegt paa. Men der var slet intet usædvanligt at se. Der stod nogle forpjuskede Rosenbusker og frøs i den fugtige Natteluft.

Majoren kneb sig i Armen, men han var ganske vaagen, og da han idetsamme nøs tre Gange, var der ikke Tvivl længere. Han lagde ogsaa først nu Mærke til, at han stod i bare Skjorten, og at det var forskrækkelig koldt; – Maanen stod rød og i Aftagende henne over Aaskanten, og det dryppede ensformigt fra Tagrenden.

Der var intet andet at gjøre end at gaa op paa sit Værelse og lægge sig i sin gode Seng igjen. Men nu fik han ikke sove mere; han laa og grublede sig halvt fordærvet paa, hvad dette kunde have været, – og jo mere han spekulerede, des vredere blev han; thi dette at et Fruentimmer – 49det være sig levende eller dødt – ved Nattetid skulde kunne lokke Premiermajor Ulrich Friederich Schousboe von Knarren med sig ud paa Marken og det i bare Skjorten – det var dog ganske upassende og høist uforskammet.

*

Hvordan det nu var eller ikke: et er sikkert, at siden den Aften saaes aldrig Damen med Pibekraven paa Mon Plaisir.

Der fortælles rigtignok, at Majoren og Consulen senhøstes Dag gav sig til at grave egenhændigt i Jorden ret udenfor Mon Plaisirs østre Hjørne. Og det bliver ogsaa sagt, at de to Herrer tilsidst fandt et lidet Barneskelet, som de i al Stilhed fik Presten til at give en kristelig Begravelse paa Kirkegaarden.

Men hvordan dette forholder sig, er ikke godt at blive klog paa; thi Consulen og Majoren blev altid tause, naar nogen nævnte Spøgelset paa Mon Plaisir.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.