Major v. Knarrens curieuse Affaire

50Hr. premier Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarrens Bedrifter var mangfoldige, og skjønt jeg har fortalt endel af dem, staar der dog mindst ligesaa mange tilbage. – Han var lige uforlignelig i Balsalen som foran sine Soldater, og hans Skikkelse, som nu for Tiden vilde have forekommet Folk mægtig overdreven, var for hundrede Aar siden typisk for en tapper Kriger.

Major v. Knarren havde i sin Ungdom, da han «laa udenvælts», havt en Mængde Dueller, som det dengang sømmede sig en forvoven ung Officer. Som oftest var naturligvis Aarsagen en affaire d’amour, men det hændte ogsaa, at Grunden kunde være en anden – som for Exempel dengang, da han paa en Dag sloges med tre forskjellige holstenske Officerer, om hvorvidt Hamborg eller Kjøbenhavn var Verdens skjønneste Stad. Det siger sig selv, at Ulrich Friederich Schousboe von Knarren forsvarede Kjøbenhavn saa mandigen, at der paa den ene Dag flød gode tre Potter holstensk Adelsblod.

51Men siden han var kommet hjem til sine Fædres By, havde der været mindre Anledning til saadanne fornøielige Adspredelser. Selv om det ofte kriblede i hans Fingre efter at give de danske Junkere paa Pelsen, naar de udtalte sig haanligt om hans høitelskede Barndomsegn, saa blev der aldrig nogen Anledning dertil; thi de tog sig smukt i Vare for at tirre den glubske Major. De vidste jo, at der ikke i hele den danske Armé fandtes hans Mage til at fægte, og de vidste ogsaa, at han ikke for intet havde ladet sit Valgsprog: Immer bereit! indgravere omkring sine Fædres Familiesegl.

Saavidt jeg ved havde Majoren kun en eneste Affære, efterat han var kommen hjem, men denne Affære glædede Majoren saameget mere, som den var leveret, efterat han var blevet tyk og tung og henved de femti Aar.

*

Naar Consul Jan Seehuusens Frue, født Comtesse von Baaren, havde Fødselsdag, blev der altid holdt et meget stort Selskab, og det siger sig selv, at Majoren, som var Consul Jans allerbedste Ven, var stadig Gjæst i disse Selskaber, og stadig holdt den samme schwungvolle Tale for Comtessen, skjønt han i sit Hjerte altid kaldte hende det forbandede høinæsede Fruentimmer.

Disse Selskaber begyndte tidligt og endte sent, som Tidens Skik var, og de pleiede at være særdeles 52fornøielige. Consul Jan var den muntreste Vært, og selv den syrlige Værtinde pleiede den Dag at være nogenlunde manerlig.

En Værts Rolle i de Dage var ikke let, og det var intet usædvanligt, at han var den første, som gav sig over og faldt under Bordet. Men Consul Jan pleiede at være en sober Mand, som paa den elskværdigste Maade tog sig af «Ligene» og bragte dem i Seng; men et Aar hændte det mærkværdige, at Consul Jan med engang «gav sig over», medens han sad ved Kortbordet og spillede Kort, drak og røgte Tobak af sin lange hollandske Kridtpibe.

Major v. Knarren bandede noget rent aparte; men da det ikke hjalp, da Consul Jan tværtimod al Skik og Brug lagde sig fremover Spillebordet og snorkede, og det uagtet han sad med de brillianteste Trumfer paa Haanden, da skjønte Majoren, at det var Alvor. Og som ærekjær Mand vilde han ikke, at denne Tort skulde vederfares hans Ven, men tog ham i sine sterke Arme og bar ham ud af en Sidedør, opad Trappen og ind paa hans Værelse. Han forsøgte ogsaa at faa Støvlerne af Consulen, men det maatte han opgive og nøiede sig med at brede Dynerne godt over ham, forat han ikke skulde fryse. Derefter satte han et Krus koldt Vand paa Stolen ved Sengen, forat hans Ven kunde have noget at døve sin Tørst med, naar han vaagnede. Da han var færdig hermed, slukkede kan Lyset og begav sig ned i Stuerne igjen. 53

Men paa Trappen mødte han Comtessen. Hvad disse to Personer talte om, hører ikke hid, men jeg kan forsikre, at Samtalen ikke var venlig fra nogen af Siderne. Saa uvenlig var den, at Majoren tilsidst slog Sporerne sammen, tog sin Hat og sin Sabel og raslede ud af Huset, brusende af Harme.

I hine urolige Tider, da Verden var fuld af Kamp og Havet fuldt af Krigsskibe, var det naturligt, at alle Nationers Fartøier tyede ind til den bekvemme norske Havn, hvor de ofte blev liggende i Maaneder, indtil de atter turde begive sig paa Vei. Den lille By vrimlede derfor af Sjøfolk, og de brede Gader var saa lystige og brogede, som de aldrig havde været hverken før eller siden. Og disse Sjøfolk skulde have noget at fordrive Tiden med, derfor groede der op Kaffehuse, Skjænkestuer og Dansesale snartsagt i hver Gade. I Dansesalene gik det lystigt til; især var der en, som var bekjendt; – den havde et visst fornemt Præg, eftersom der væsentlig kom Skippere og andre mere velstaaende Personer. Det hændte ikke sjelden, at Byens Folk kiggede indom denne Sal – Laurasalen som den kaldtes. Man vilde se paa Morskaben, hed det, og Værten, en gammel fordrukken Tysker, stellede det altid godt for Byens fine unge Herrer, placerede dem paa en Forhøining i den ene Ende af Salen, skjænkede dem en extra god Kanarievin og bragte dem Kortspil og Kridtpiber.

Major v. Knarren havde en enkelt Gang før været paa Laurasalen, det var engang han havde 54været i daarligt Humør paa Grund af en smuk Dames Knibskhed. Iaften var han atter i et forskrækkeligt Hjørne, han formelig fræsede, og da han traadte ind i Salen, saa han skrækindjagende ud. Den rødnæsede Tysker bukkede sig halvt til Jorden og var Ivrigheden selv; – ja, han skaffede endog Majoren en bred skindbetrukken Lænestol op paa Forhøiningen og kom selv springende med en støvet, tykmavet Flaske.

«Ach,» sagde han og smattede med Tungen, saa det formelig plaskede, «dat er en dailich Vin. Dat er som Blut af en Tigerlöfe.»

Og Blut af en Tigerlöfe var netop, hvad Majoren trængte.

Foruden Majoren sad der to unge Herrer af Byen; – men han var ikke i Humør til at mænge sig med nogen iaften; han tømte etpar Bægre i en Fart, nøs saa det drønede, og stoppede Piben med sort og sterk Tobak. Da en Stund var gaaet, saa det ud, som om han befandt sig endel bedre; thi han spændte Gehænget op, hægtede det over en stolryg og knappede etpar Knapper op i den snevre Uniformsvest. Saa blæste han en mægtig Røgsky ud i Luften, gav sine Barter en pragtfuld Sving opad og begyndte at se paa Folket.

Hele Lokalet var fuldt af Mennesker, og Larmen var saa sterk, at det kun var med Møie, den skrøbelige Musik fra etpar Strygeinstrumenter kunde trænge frem til de Dansende. Rigtignok understøttedes Strygeinstrumenterne stundom af et Valdhorn, der hvinede paa den frækkeste og falskeste 55Maade, men dette Valdhorn skulde tillige tage imod Betaling af de Dansende, saa det i hvert Øieblik maatte afbryde sit Traktement.

Lige under de konditioneredes Forhøining sad der et helt Selskab fremmede Sjøfolk omkring en spinkel og latterlig Fyr, der i længere Tid havde opholdt sig i Byen og forarget Indvaanerne ved sine gale Streger og sin mageløse Ødselhed. Han kaldte sig hollandsk Baron og fortalte, at han var flygtet hidop paa Grund af politiske Forfølgelser; men dette troede Majoren for sin Part ikke et Muk af. «Den Nellikbaron,» havde han ofte sagt til sin Ven Consul Jan, «han ser mig ud til at have tilbragt sin Barndom med at sælge Krydderier bag en Disk og saa i et ubevogtet Øieblik at have rendt afsted med Høkerens Pengeskuffe.»

Majoren sad netop og gloede ret paa Nellikbaronen, da en ganske ung lyshaaret Pige kom forbi det lystige Selskab. En to tre havde Hollænderen grebet hende om Livet, væltet hende op i sit Skjød og kysset hende ganske overmaade, tiltrods for at Pigen baade klorede og skreg.

Nu var Majoren ikke den Mand, som i Almindelighed blev moralsk bevæget, om Pigerne paa Laurasalen fik et Kys mere eller mindre, men iaften skulde der intet til for at vække hans Vrede; og desuden havde han længe havt et Horn i Siden paa Nellikbaronen.

«Max,» raabte han saa det knaldede gjennem Salen, og Værten kom springende og bukkede saa hans Pidsk stod ret op i Luften. «Tag mig den Tøs herhen.» 56

Den unge Pige, som endelig var kommen løs fra Hollænderen og stod og rettede lidt paa sine Falbelader, blev endmere forskrækket, end hun i Forveien var, ved at stedes for Majorens mørke Ansigt. Hun neiede sig halvt til Jorden, og Taarerne stod hende i Øinene.

«Hvad heder Du, min Tøs»

«Henriette,» svarede hun bævende og pillede sig ved sit Livbaand.

«Og hvem er Din Fader? Er han her fra Staden?»

Pigen rødmede dybt og det bævrede om Munden.

«Ja,» svarede hun grædende. «Det er Hans, de kalder Hans Flink eller Hans paa Hjørnet.»

«Hans Flink!» raabte Majoren og reiste sig op i Stolen. «Det er da vel Mare ikke Musketeren?»

Men nu græd Henriette, saa det ikke var Svar at faa.

«Skam Dig, Tøs,» sagde Majoren og tog hende i Armen; det var en ung myg Arm, som det var en Fornøielse at tage i. «Hvad tror Du Din ærlige Fader vilde sige, om han hørte, at Du render paa Laurasalen og lod Dig bekysse af de Fandens forløbne Hollændere. Er der ikke Lydighed igjen i Fruentimmerne? Gak Du hjem, Dit Skarn, og fordrist Dig ikke en anden Gang til at gaa herhen, ellers skal minsandt Krabasken danse en anden Dans paa Din Ende.»

Nu slap han hendes Arm, og hun gik tudende afsted, men i samme Øieblik, hun skulde passere 57Hollænderen, greb kan fat i hende paany og vilde kysse hende.

«Läss de Mädel,» tordnede det i det samme fra Majoren.

Hollænderen fór op, og Henriette smuttede væk.

«Was sagten Sie, Mynheer!» sagde den unge Fyr og stillede sig i Positur.

«Läss de Mädel – Mannike!» svarede Majoren med en Stemme, som var langsom af Foragt.

«Men Hr. Major,» hviskede de unge Herrer ved Sidebordet. «Dette bliver Skandale! Hr. Major!»

Den brave Max, som veirede Slagsmaal, havde i et Nu kaldt fire bomstærke Drabanter frem, Musiken taug stille, og de fire Kjæmper puffede Publikum lempelig ud.

Hollænderen traadte op paa Forhøiningen – tæt foran Majoren – de stirrede hinanden ind i Øinene, men Majoren sad fremdeles magelig i Stolen og røgte sin Pibe. Hollænderens Selskab havde ligeledes reist sig og var gaaet hen under Forhøiningen for at være behjælpelig, om det skulde trænges.

«Ich bin Baron van Reeth!» sagde Hollænderen og satte Haanden i Siden.

«Sie sind ein verdammter Vindbeutel,» svarede Majoren rolig og pustede en vældig Røgsky op i Ansigtet paa Hollænderen.

Nu kunde ikke denne holde sig længere; han strøg med sin flade Haand alt hvad der stod paa Majorens Bord ned paa Gulvet: Lyset og Stagen, den dyrebare Flaske, Glasset og Tobaksdaasen. Samtidig begyndte Hollænderens Selskab at haanle 58og udstøde de frygteligste Trudsler mod Majoren, medens Herrerne fra Byen stod bag Majorens Stol og prikkede ham paa Skulderen: «Hr. Major! Hold op! Det bliver Skandale! Hr. Major.»

Men se! nu reiste Major v. Knarren sig i sin Vælde, og han var blaa i Ansigtet, da han lagde Kridtpiben paa Bordet og greb Baronen under begge Arme.

Han løftede den spinkle Tingest op, saa de tynde Ben sprællede i Luften, og pludselig susede disse Ben nedimellem Selskabet; ja, han meiede dem tilside med deres egen Vært, han gik Skridt for Skridt nedigjennem Salen og svingede det arme Kadaver frem og tilbake, indtil Salen var ganske tom. Ude paa Gangen tog de fire Drabanter sig videre af Hollænderne og kastede dem en for en ned ad Trapperne; og da den sidste var expederet, stablede Majoren den fortumlede Baron paa Benene og sendte ham med et hjerteligt Spark efter de andre.

Saa pustede han lettet ud, strøg sig tilfreds om Barterne og sagde rolig: «Saa, Max! Lad mig nu faa en frisk Flaske og en ny Daase Tobak.» Dermed trinede han atter op paa den conditionerede Forhøining, inviterede de to bekymrede unge Herrer fra Byen til at tage et Glas med sig, tændte sin Pibe over Lyset og nedlod sig med et velbehageligt Snøft i den store hæderfulde Lænestol.

Der blev nu drukket og røgt i flere Timer, og de unge Herrer berømmede Majorens Daad i høie Toner, og Majoren blev mere og mere vel tilfreds og gav sig til at fortælle drabelige Historier fra sin Ungdom. Tilsidst gav han Max Ordre til at dække et Frokostbord med alskens gode salte Retter, og Max, der fremfor alt vilde staa sig vel med «fine Folk» i Byen, havde snart sat frem alt, hvad Huset formaaede af Spise, og det var ikke saa ganske lidet.

Som de nu skulde til at hugge løs paa al den gode Mad, blev der banket haardt paa Døren, og Max, som atter troede, at det var ude med ham, blev ganske og aldeles befippet, hoppede rundt og rev sig i sit tynde Haar. «Herrjeh! Ich armer Mensch! Herrjeh!»

Men da der stadig blev banket, maatte han tilsidst vove sig ned i Gangen, hvor han gav sig til at spørge, om hvem det var, som forstyrrede Nattefreden.

Majoren og hans Selskab var altfor optaget af den gode Mad til at lægge Mærke til den kleinmodige Tysker, som kom tuslende hen til Majorens Stol, prikkede ham paa Skulderen og hviskede: «Deres Høivelbaarenhed! Der er jemand, som vil træffe deres Høivelbaarenhed!»

Majoren, som sad med et Skinkeben mellem sine svære Kjæver, lod sig ikke forstyrre. «Herein med de Karle!» gumlede han mellem Tænderne, men gnavede urokkelig videre.

To høie og korrekt antrukne Herrer kom marscherende ind af Døren paa en egen høitidelig Maade. Deres Ansigter var meget alvorlige og deres Kompliment paafaldende reserveret.

60«Det er Hr. premier Major v. Knarren, vi har den Ære at se?» spurgte den ene paa Tysk.

«Ham selv skinbarlig!» svarede Majoren og tørrede sig om Munden med en Snip af Dugen.

«Vi kommer fra vor Ven Baron v. Reeth. Deres Høivelbaarenhed kan antagelig forstaa i hvilken Anledning.»

«Jeg kan Djævelen!» svarede Majoren. «Ser jeg en anden Gang den unge Snøffel behandle en af Byens unge Piger paa en lignende Maade som iaften, kan jeg forsikre mine Herrer, at den lille Baron skal faa med mig at bestille, saa han sent skal glemme det.»

«Deres Høivelbevaarenhed kan altsaa ikke bevæges til at gjøre Hr. Baron v. Reeth en passende Undskyldning?»

Majoren svarede noget meget uartigt.

«Deres Høivelbaarenhed vil da maaske være af den Godhed at give Hr. Baron v. Reeth Opreisning paa en anden Maade?»

Majoren svarede ikke strax; han gloede helt dumt paa de fremmede; – men med et gik det op for ham, hvad det var, og han lo, ja han lo, saa Taarerne trillede, og en Knap sprang i hans Uniformsvest. «Himmelkreutz!» skreg han. «Den lille Pibestilk vil slaas! Ah! Det er for meget for en ussel Synder.»

De to Udlændinger stod som to Støtter og forandrede ikke en Mine under Majorens Latteranfald; men da han var nogenlunde kommen til Ro igjen, begyndte de igjen: «Deres Høivelbaarenhed 61er altsaa villig til at give Hr. Baron v. Reeth den Opreisning, som en Mand af hans Rang maa forlange for at rense sin Ære?»

«Mine Herrer!» svarede Majoren, og nu reiste han sig op i sin fulde Høide. «Det er letsindigt af Jer at overbringe dette Budskab. Den Dreng har faaet en Paamindelse i fremmed Land af en Officer; dermed burde I lade det forblive. Nuvel! Jeg skal gjøre ham den Ære at krydse Klinger med ham, og han kan da smigre sig med at have havt en Affære med den bedste Fægter i Hans Majestæt den danske Konges Armé. Første Omgang slaar jeg ham hans Sabel ud af Haanden, anden Gang slaar jeg ham atter hans Sabel ud af Haanden, og har han Lyst til at prøve en tredje Omgang – da mine Herrer!» og nu saa Majoren forfærdelig ud, «dann schlage ich ihm den Schädel ein!» – –

Jeg er beredt naarsomhelst, men først vil jeg æde mig mæt. Max! et Krus Øl og et godt Glas Brændevin til at skylle den lille Hollænderdreng ned med.»

*

En Times Tid senere sad Majoren og de to Herrer fra Byen i en Vogn og rullede afsted til den Plads, som var udseet til Scene for Duellen. Majoren var i et prægtigt Humør; ja, han sang endog med sin fæle Stemme, – det var en gammel Jægervise med Halli! og Hallo! i Omkvædet.

Morgenen var ogsaa meget smuk og blank; der var 62Dugg paa nysprunget Løv og Fuglesang trillende i Luften. Intet Spor af Træthed efter den anstrængende Nat var at spore i den brave Krigers brede Fjæs; tværtimod! han tindrede af Morgenfryd og Glæde over det fortræffelige Liv.

Da de var naaet frem til Valpladsen, saa de, at de andre allerede var kommet, og de andre var lige urokkeligt høitidelige som de selv var muntre og glade.

Der udvexledes Hilsener mellem Sekundanterne; derefter trykkede Duellanterne hinandens Hænder; men det morede Majoren at klemme saa haardt til, at den arme lille Baron hoppede høit af Smerte.

Sablerne blev nu tagne frem, maalt og diskuteret, og hver af Duellanterne blev tilslut overrakt den, som var bestemt for ham. Majoren lod Fingeren glide prøvende henover Eggen og gjorde derpaa nogle truende Hug i Luften; saa raabte han til den ene af sine Sekundanter: «Skjænk mig først et høit Glas Brændevin!» Og da dette var tømt, stønnede han dybt og erklærede sig «bereit»!

Den lille Baron sloges saa godt, han kunde. Til en Begyndelse var han meget hidsig og paagaaende, men Majoren parerede magelig og urokkelig. Det saa ganske haabløst ud; denne spinkle Fyr, som kjæmpede i sit Ansigts Sved, uden at det lod til at genere Majoren det ringeste. Hvad vil der ske, naar denne Kjæmpe tog i for Alvor?

Med et saaes Hollænderens Sabel blinkende høit oppe i Luften; det kom saa overraskende for alle – 63særlig for Baronen selv, der blev ganske taabelig i Ansigtet. Men Majoren stak sin Sabel ganske rolig ned i Grønsværet, saa den blev staaende.

«Første Gang!» sagde han. «Hei der, et høit Glas Brændevin til – saa gaar vi strax videre, hvis Herren saa ønsker.»

Men da Kampen fortsattes, saa det spøgeligt ud for den lille Hollænder; thi Majoren tog nu lidt haardere i end sidst, og hans Modstander havde mere end nok at gjøre med at holde ham fra Livet. Og saa kom det Øieblik, som alle ventede paa, da Majoren med et fast utroligt Udfald slyngede sin Modstanders Sabel ud af hans Haand; – ingen kunde begribe, hvad for et djævelsk Kneb Majoren havde benyttet, men det stod nu klart for alle, hvilken Fægter han var, og at hans Modstanders Liv ganske og aldeles var i hans Hænder.

«Anden Gang!» meldte Major v. Knarren. «Hvis den unge Herre ønsker at fortsætte, er jeg strax til Tjeneste – men jeg ønsker kun at sige, at nu er min Taalmodighed tilende, nu er det Alvor, mine Herrer, og – dritte Mal schlage ich ihm den Schädel ein.»

Og medens hans Sekundant atter bragte ham et høibenet Glas Brændevin, trak de høitidelige udenlandske Herrer sig tilside for at raadslaa, og en Stund efter kom de dybt bukkende tilbage og fortalte, at deres Ven var let saaret og ikke kunde fortsætte Kampen. Majoren kneb det ene Øie til og smilte, idet han sagde: «Vil De gratulere Deres 64Ven og ønske ham tillykke med Livet.» Derefter hilste man atter paa hinanden, og Majoren og de to Herrer fra Byen gik til sin Vogn.

*

Det var langt ud paa Formiddagen, da Majoren kom til Byen; – han sagde Farvel og Tak til sine Sekundanter og begav sig strax op til sin Ven Consul Jan Seehuusen.

Jan Seehuusen sad syg paa sit Comptoir. Han saa paa Majoren med et Blik fuldt af Jammer.

«Nu?» sagde Majoren, «Du ser mig krank ud, min bedste?»

Consulen rystede paa Hovedet. «Vor Herre bevares for en Opvaagnen!» mumlede han. «Legemet og Sjælen i lige ussel Forfatning! Og Comtessen! Oh Himmel!»

«Comtessen?» spurgte Majoren og huskede pludselig, at alle denne Nats Oplevelser egentlig skrev sig fra hans Sammenstød med Værtinden.

«Hun er reist til Mon Plaisir! Furieuse!»

«Min gode Broder,» sagde Majoren, «lader os gaa over i Byhuset og gjøre os tilgode i Dit Spisekammer. Der maa sikkert være adskillige lækre Sager igjen efter Gaarsdagen. Og jeg har en glubsk Appetit; thi jeg har ikke været af Klæderne paa tredive Timer.»

Consul Jan satte et forskrækket Ansigt op.

«Din Spidsbub,» hviskede han og truede med Fingrene til Majoren, «hvor har Du saa været henne inat?»

65«Blandt andet paa Laurasalen,» svarede han og strøg sine Barter, medens han glad saa sin Vens Forfærdelse.

«Ih, Vorherre bevares,» raabte Consulen og skottede sig om, som han var bange for, at nogen skulde have hørt det. «Paa Laurasalen – og i fuld Uniform?»

«I fuld Uniform!» nikkede Majoren. «Tilslut bankede jeg op et hollandsk Skibsmandskab og ryddede Salen med egen Haand.»

Consulen stønnede. «Du bliver hængt før Aaret er omme, Dit Bæst.»

«Item har jeg havt mig en curiøs Affære paa Morgenkvisten. Jeg blev udfordret ­– –»

«Men Gud, du vil dog vel aldrig duellere?»

«Har allerede gjort det!»

«Har Du ogsaa duelleret –! Nei hør, min bedste! Dette er formeget af det gode! Lad os strax gaa over i Spisekammeret, saa maa Du nøiagtigen beskrive, hvordan Du Din Spidsbub og Slagsbroder har tilbragt Natten, medens jeg stakkels Mand har hvilet i Morphei og Bacchi Arme»

Saa spadserede de to Venner over Gaden; Fuglene sang i de dybe Haver om, hvor lykkeligt det var at leve i de Dage – – –!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.