Slaget ved Kjeldvig

22Naar premier Major Ulrich Friederich Schousboe von Knarren var paa Fisketur, skulde man man tage sig ivare for at forstyrre ham. Thi gjorde nogen det, da blev Majoren meget vred og tordnede, saa det ljomede mellem Fjeldene. Selv ikke hans bedste Ven Consul Seehuusen vovede at tale til ham, naar han stod med sin Bambus Fiskestang og stirrede paa Vandet med sine frygtelige Knebelsbarter strittende til alle Kanter. Og dette uagtet Majoren altid fiskede i Consulens Fiskevande; saa havde han gjort alle Dage, og der er al Grund til at tro, at Majoren tilsidst ansaa Fiskevandene for sin personlige Eiendom, som ikke vedkom hverken Consulen eller nogen anden.

Der var urolige Tider om Dagene; Folk i Byen talte ene og alene om Krigen. Rædselen fra 1801 sad endnu Hvermand i Blodet her, hvor alles Ve og Vel afhang af Handel og Skibsfart. Mange af Byens bedste Skibe var snappede op af Fienden og beslaglagte med sin Ladning. Og Majoren for sit Vedkommende var virkelig bedrøvet over, at 23Consul Jan Seehuusen var den, der havde lidt det største Tab.

Hver Dag aflagde Krigeren sin sædvanlige Visit hos Jan og fik rigtignok ogsaa hver Dag sit lille Glas; men det var dog ikke som i gamle rolige Tider, da alskens Skjæmt og Munterhed krydrede Samtalen. For Majoren havde Consul Jan altid staaet som den mægtige Handelsherre, hvis Rigdom var bundløs, og han havde fundet det ganske i sin Orden, at Consulen havde stillet en Skaal fuld af blanke Dalere midt paa sit Bord, forat Majoren skulde kunne forsyne sig heraf, naar han ønskede, uden at have videre Vrøvl.

Men nu var alt forandret. Jan sad alt i et og klynkede, og han kunde aldeles ikke tale om andet end sine uhyre Tab.

«Bliver det saaledes ved,» sagde han, «saa er det alt forbi, inden Aaret er omme.»

«Naa,» svarede saa Majoren, «Lykken kehrer sig ofte om. Og store Hændelser kan arrivere inden Nyaaret.»

«Store Ting; ja – men det bliver dog immer store Ulykker,» sukkede den arme Consul.

Engang havde han i sin Fortvilelse talt om, at det vistnok var bedst at indskrænke sig i Tide og sælge baade det herlige Landsæde Mon Plaisir og Byhuset.

Men da fór Majoren op! «Sælge Mon Plaisir! Maatte da hellere Drolen æde Mon Plaisir! Sælge denne Perle til Rakkeren og hans Moster og selv æde Mask ligervis som den forlorede Søn mellem 24Svinene! Heller vil jeg se dig hængt, min Godeste!» – Men Consulen hang med Hovedet, og en Dag saa Majoren til sin særdeles Rædsel, at der i Byens lille Avislap stod et Avertissement, hvori Consul Jan Seehuusen erklærede det for sin Agt at realisere alle sine Eiendomme i By og paa Land. Disse Eiendomme blev regnede op i Avisen; det tog en hel liden Spalte. Først af alt nævnedes Landgaarden Bjørnedalen, kaldet Mon Paisir, med Tilliggelser og Herligheder, Skove og Vande, Saugbrug og Kværnbrug, Agerland og Eng, Have og smukt beplantet Park. –

Se da blev Major Ulrich von Knarren rasende. Saa rasende blev han, at han ikke engang kunde gaa ned til Consulen for at skamme ham ud.

«Jeg kommer til at slaa ham platterdings fordærvet,» mumlede han ved sig selv.

For at faa Blodets Kog til at stilne udrustede han sig til en Fisketur. Thi af Erfarenhed vidste han, at intet bringer den bitre Galde til at formildes saa vel som Bevægelse i Herrens smukke Natur.

Men da Majoren havde gaaet en Mils Vei, da han havde passeret Mon Plaisir og beundret dets sjeldne Skjønhed, erindret alle de gode og glade Stunder, han havde tilbragt der isammen med Jan, og tænkt paa. hvor saart det vilde være, om det skulde gaa over i Rakkets taabelige Hænder, – ja da forvandlede hans Vrede sig til en inderlig Sørgmodighed og en hjertelig Medlidenhed med den stakkels Ven.

*

25Som før sagt: naar Majoren var paa Fisketur, taalte han ingen Forstyrrelse. – I hine Tider var det ikke ofte, at dannede Mennesker gik om med Fiskestang paa Nakken. Naar derfor Bønderne traf Majoren i Skauen, troede de først, at han var en Fant; thi som han havde rigget sig ud, skulde ingen have seet. – Men gav Bonden sig til at gysse paa Fanten, og bad ham pakke sig, da skulde De have hørt Komedie! Ak, hvormange Injurieprocesser den arme Major vilde have faaet paa Halsen, om han havde levet i vor humane Tid; – og da han havde skræmt Vettet af etpar skikkelige Gaardmænd, blev han snart en Sagnfigur, en Vætte, som spøgte i svarte Skauen, og som alle maatte bede Gud bevare sig fra at møde.

Paa denne Maade fik Majoren det, som han vilde; ganske alene gik han om i sine kjære Skauer, og de fleste Mennesker, han mødte, veg forskrækkede tilside for ham.

Idag var han naturligvis i daarligere Humør end sædvanlig. – Han tænkte paa sin Ven Jan, og han tænkte paa sit ulykkelige Fædreland, der visselig gik store Storme imøde. Fordybet i disse Tanker vandrede han fra Tjern til Tjern, og uden at han vidste af det, var han kommen lige ned imod Sjøkanten. Men netop som han saa sig forundret om for at orientere sig, hørte han et forskrækkeligt Spektakel oppe i Skautykningen.

Det braskede og knagede over Kvist og Stein, saa Majoren ikke vilde være bleven forundret, om 26der var kommen en hel Bjørn galopperende ud af Vidnisset.

Men nei, der kom ingen Bjørn; men der kom et stort ungt, sterkt Kvindfolk farende, saa Mosen sprutede.

«Heisan,» raabte Majoren for at stanse hende, thi hun fór afgaarde uden at se eller sanse nogenting.

Ved at høre Majorens Stemme kvak hun til, stansede og stirrede paa ham med store, vetskræmte Øine. Majoren kjendte hende; det var jo Lodsoldermand Kjeldvigs unge Kone Todne. Det var rigtig et Stadsfruentimmer, især slig hun stod der, rød og forpustet, Barmen i Storm, Haaret vildt og gyldent om det sterke Ansigt, og Næseborene dirrende og opspilede som paa en ung skræmt Fole.

Som sædvanlig øvede Kvindeskjønhed et dybt Indtryk paa Majoren; han tog sin Kasket dybt af, bukkede sirlig og sagde: «Min smukke Madame! Hvortil denne Ilfærdighed? ­–­ ­­–» Men før han fik sagt sin smukke Kompliment til Ende, stod Kvindfolket ved hans Side, greb ham i Armen med begge Hænder og skreg: «Engelskmændene! Engelskmændene!»

Majoren tog alting med Ro, og han forhastede sig heller ikke nu. Han satte Fiskekrogen fast og lænede Stangen op mod et Træ, før han vendte sig mod Todne Kjeldvig. Men da han først vendte sig, var han ogsaa frygtelig at se. Han satte Hænderne i Siden, fnyste med Øine, Bryn 27og Barter og buldrede: «Engelskmændene! Har det Rak gjort Landgang?»

Todne havde endnu ikke rigtig faaet Veiret igjen. «Ja,» gispede hun stødvis, «de er dernede – i Kjeldvigen.»

«Kreuz!» sagde Majoren og dreiede sig høire om paa sin Støvlehæl. – «Kom, Madame, vi maa ned i Bygden og skaffe Folkehjælp. Og jeg vil være en Kanalje, om ikke det Rak skal komme lidt geläufigere heraus, end de kom herein!»

Medens de nu gik opover gjennem Skauen, kom den smukke Madame Todne saavidt til sig selv, at hun fik fortalt, hvordan det hele var gaaet for sig. Lodsoldermanden var i Byen sammen med Tolderen, saa der var ingen Mandfolk tilstede. Som nu Madamen stod i Kjøkkenet og kogte Grød, hørte hun Tolderens Kone skrige udenfor Døren. Da hun gik ud for at se, hvad der var paafærde, fik hun Øie paa Konen, som med sine to Smaabørn løb opad Landeveien, saa fort hun kunde. I næste Øieblik hørte hun Leven nede fra Havnen; hun vendte sig og saa en Jolle fuld af engelske Matroser komme roende indimod Bryggen. I en Fart var hun inde i Stuen for ialfald at faa Sølvskeerne med sig, og hun fik ogsaa fat i dem og svøbte dem ind i et Silketørklæde, som Lodsoldermanden havde faaet efter sine Forældre og derfor satte megen Pris paa. – Men da hun vilde smutte bort med dette sit Bytte, var allerede Orlogsgasterne komne iland. En af dem fik Øie paa hende og gav sig til at ælte hende. 28Han fik ogsaa tilslut Tag i hende og greb hende om Livet; men da blev hun saa ræd, at det sortnede for Øinene, og hun ikke sansede stort. Men ét huskede hun siden, og det var, at hun havde smeldt alle de store Sølvskeerne i Tindingen paa Krabaten, saa han slap Taget. Da hun mærkede dette, lod hun bare Sølvskeerne og Silketørklædet og altsammen drysse i Veien og lagde tilfjelds.

«Røverpak!» bandede Majoren. Fik han nu bare fat i et halv Snes Mandfolk nede i Bygden og dertil etpar Muskedonnere og nogle Pistoler, saa skulde der nok blive holdt Justits.

Men omkring den lille Annexkirke traf de bare Kvindfolk, som jamrede. Ja, der var rigtignok nogle gamle Kaller med Stav og Toplue; men de jamrede værre end de værste Fruentimmer. Majoren gjorde sig rent bøs og vilde vide, hvor de unge Karer var; om de kanske havde gjemt sig rent væk, fordi de var ræd for Trøien.

Men da baldyrede Konerne sig, den ene høitideligere end den anden: nei, saamænd om her fandtes et Karfolk i hele Sognet! De var taget til Kongens Tjeneste paa Land eller Sjø, og de tre-fire, som de havde sparet, laa saamænd paa Hugst inde i Skauen.

Majoren sled sig i Barterne og fik et uovervindeligt Udtryk i Øinene.

«Men Buxer findes der vel i Sognet?» spurgte han.

29«Hæ –?» De skjønte ikke, hvor han vilde hen. «Buxer.»

«Javel! Buxer, Mandfolkebuxer.»

Begribeligvis fandtes der baade Mandfolkebuxer og Mandfolkekufter; men hvad kunde det nytte, naar der ingen Mandfolk var til at putte ind i Habitten?

Nu satte Majoren sig i Positur. «Enhver Kvinde, der har sin Krops fulde Førlighed, har uden Nølen og Vægring at begive sig hjem, iføre sig Mandfolkeklæder og saaledes udklædt vende hid tilbake medbringende, hvad de besidde af Vaaben, det være sig Bøsser, Pistoler, Sabler, Øxer, Høgafler eller Møggreb.» –

Men da opløftede Kvinderne et stort Skrig. De truede med Næverne mod ham, de skreg, de skjældte, ja en gammel, tandløs Lægdekjærring spyttede efter Majoren, saa det drev nedover hendes Hage.

Om han stod her og gjorde Nar af dem – hvad? Klæde sig i Buxer – anstændige Fruentimmer klæde sig i Buxer – haahaa! Ja, han troede vel, det skulde kunne gaa. Aa nei, aanei san; saa dumme var de nok ikke, om de var enfoldige Bønder.

Alene Lodsoldermandens Todne tog det rolig; hun gik hen til Majoren og spurgte, om han ikke troede, det kunde gaa an, at de gik løs paa Fienden klædte i sin Fruentimmerdragt.

«Engelskmændene render ikke for Skjørter, om 30der saa end kommer en hel Hærskare,» svarede Majoren. «Men kommer der et Snes bevæbnede Buxer stormende imod dem, da render de som ynkværdige Harer. Men hvo kan vel explicere dette for disse uvidende Bønder, isærdeleshed naar de tilmed ikkun er Fruentimmer? Jeg vil Eders Frelse! I staar den jo selv imod. Snart vil Fienden have plyndret den hele Bygd. Efterretning om lignende Evenements er arriveret fra mangfoldige Steder vester. Men som sagt: naar I selv staar Eders Frelse imod, kan jeg ikkun fluxens begive mig tilbage til min Fiskestang.»

Men Todne holdt ham tilbage; «tøv et Bêl,» sagde hun, «saa skal jeg nok tale dem til rette, og selv skal jeg være den første, der gaar dem fore med et godt Exempel.»

Det gik dog ikke saa hurtig, som hun havde troet; thi fik hun dem end snart overbevist om, at dette med Buxerne var en Nødvendighed, saa blev det dog vanskeligere at overvinde deres Frygtagtighed. Bevare sig; – skulde nu ogsaa stakkars Fruentimmer ud og slaaes mod Engelskmanden! Ak ja, det var onde Tider, det var onde Tider!

Men da den utrættelige Todne med græsselige Farver udmalede, hvordan Fienden muligens vilde komme hidop, brænde deres Gaarde, bortføre deres Kvæg, æde deres Lefser og gjøre det som værre var med de Fruentimmer, de mødte, da blev de ganske ynkelige og ganske overbeviste. De gik hjem allesammen, fort og stille; nogle græd og tørrede Øinene; men der var intet andet fore.

31Ingen Major i Verden har vel nogensinde kommanderet et saa mærkværdigt Korps, som det Major Ulrich von Knarren hin Eftermiddag førte i Kamp mod Engelskmændene. – Ingen Maskerade kan nogensinde have havt løierligere Figurer end disse bredvoxne, hoftebrede Bondekvinder, iførte trikotstramme Knæbenklæder, og Overklædninger af de vidunderligste Façoner. Nogle havde Vadmelskofter med Læderbælte om Livet, andre sidskjødede Frakker, hvis Snipper daskede dem helt nede om de sterke Lægge. Atter andre havde fundet afdankede Militærkjoler fra Fædrenes Tid og havde prægtige Chakoer paa Hovedet. Bevæbningen var endnu vidunderligere. De fleste havde valgt Høgafler og Møggreb; nogle havde Øxer og Ljaaer; en kom med en afdanket Morgenstjerne, som i sin Tid havde tilhørt Vægteren i Byen. – Men Skydevaaben turde de ikke føre. Det var nu dette med Smeldet! Og saa kunde de saa kleint lade! Jaja; Majoren fik tage Skydningen paa sig; han ladede fire Pistoler, som man havde bragt ham. To af disse stak han selv i Lommen, de to andre betroede han til sin Vaabendrager Todne, der havde lovet at holde sig i Hælene paa ham hele Tiden. Om Livet spændte han et rigtigt Sværd, som var hvast og blankt, eftersom det til Hverdags brugtes til at hugge Ved med, og netop var slebet Dagen i Forveien.

Og saa fremad Marsch!

Troppen bestod af femten «Mand», iberegnet Todne og Majoren. Ordren var let og grei: de 32skulde fordele sig i Skovbrynet rundt om Kjeldsvigen og ikke røre sig, førend de saa Majoren gaa frem og skyde sin Pistol af mod Engelskmændene. Men da skulde de ogsaa hyle og brøle som lutter Djævle og styrte frem med «fældede Bajonetter».

Som én Mand lovede de, at de skulde gjøre sin Pligt; og dermed krøb de sin Vei til Siderne ind i Kratskauen. Majoren og Todne gik lige frem; snart hørte de Larmen nede fra Havnen og smøg sig behændigt fra Tue til Tue. Skauen aabnede sig; Furutræerne blev mere og mere knortede og krumme, og det blev slet ikke saa let at skjule sig bag dem, ialfald naar man var saa tung og tyk som Major v. Knarren. Dog var en overdreven Forsigtighed ganske unødvendig; thi Engelskmændene agtede ikke paa noget; de halede ud af Hus og Stabbur alt det, der fandtes, men gjorde det med stor Ro og Gemytlighed, lo og morede sig, naar de fandt noget mærkværdigt. Til sin Beroligelse saa Majoren, at de fleste var ubevæbnede; det syntes som om hele denne Landgang var gjort ene og alene for Moro.

«Ja, det skal Drolen æde mig blive Morskab!» brummede Majoren og heldte Krudt paa Panden. Han fulgte med Øiet Skaukanten og opdagede, at de fleste Mandskaber allerede var paa Post. «Hold nu Pistolerne i Orden,» hviskede han til Todne, «nu fanger vi an.»

Et Øieblik etter stod han fremme foran Skauen: «Richtet Euch!» brølede han, saa Ekkoet rullede 33om hele den lille Havn. Engelskmændene dernede kvak til – Knald! der smaldt Majorens Pistol, og Kuglen peb over Hovederne paa Sjøfolkene. Og i næste Øieblik myldrede der frem fra alle Buske og Trær en Skare hylende, hvinende Djævle, der hoppede nedover Bakkerne svingende alskens morderiske Vaaben over sine Hoveder. En panisk Skræk greb Matroserne; de slap, hvad de havde i Hænderne; de sprang i Sjøen og svømmede hen til Jollen, og det, der var bragt ombord i denne, blev skyndsomt kastet i Sjøen for ikke at være iveien.

Det var bare en eneste én, som beholdt Fatningen. Det var en liden Baadsmand; en bitteliden, sint Helt, som skjældte og smældte og ladede sin Pistol og brændte den af imod den forreste Fiende.

Kuglen fløi ret over Hovedet paa Majoren, og der gik et Chok gjennem hans tapre Hær. Men da Majoren hørte Lyden af Kuglen og lugtede Røgen af Krudtet, da flammede et Raseri op i ham, som gjorde ham ganske og aldeles vild. Han brølede som en Bjørn og satte afsted imod den lille Helt, der nu ganske rolig stod og ladede sin Pistol paany, medens hans Folk allerede havde lagt Jollen fra Land.

Den lille Helt var næsten færdig med sit Skud, da Majoren kom brusende over ham; – ja som naar en rasende Ørn slaar ned over en liden hvæsende Lemæn, slig saa det ud, da Majoren slog Klo i Baadsmanden, én Næve i Nakken og en Næve i Bagen og bar ham udover Stenbryggen 34og hev ham som en Stok høit op i Luften – en Gang rundt – og saa nydeligt paa Hovedet bardus i Sjøen. Rap som en Sælhund dukkede den lille Fyr op lidt efter og svømmede hen til Jollen, hvor han vaad og skamfuld kravlede ombord.

Saa sattes alle Aarer i Vandet og i et Nu var Jollen forsvundet.

Det hele var gaaet saa hurtigt, at Majorens Hær ikke var kommet længere end halvveis ned af Bakken; derfra havde de været Vidne til Majorens raske Daad; og nu, da Engelskmanden var ude af Syne, kom de seiersberusede ned til Bryggen og lo og græd om hinanden.

Og selv de, som forhen aldrig havde kunnet fordrage Majoren, de omfavnede ham nu og kyssede ham og kaldte ham «Far», som om han havde været en hel Prest.

Men da de siden betragtede hinanden og opdagede, hvor latterlige de saa ud allesammen, da blev der en Lystighed, som gik over alle Grænser. De gav sig til at excercere paa Løier, de præsenterede sine Møggreb og skjød af sine Øxer og lo dertil, saa de faldt overende af bare Latter.

Majoren tog sin Seir med Ro. Det kogte endnu lidt i ham; men det værste var dog gaaet over, da han havde kastet Engelskmanden i Sjøen. – Nu var Aftenen nær; han paakaldte sine Troppers Opmærksomhed, takkede dem i høitidelige Ord for den udmærkede Orden og Konduite, de havde udvist under Slaget, og bemærkede, at han vilde sige som den store Napoleon: Med saadanne 35Tropper skulde jeg erobre den ganske Verden; noget, de brave Jomfruer og Madamer atter faldt i Henrykkelse over.

– Længe efterat Majoren var gaaet tilbage til sit Fiskevand, blev Kvinderne siddende tilbage hos Todne Kjeldvig. De sang og glædede sig og fortalte; og efterhvert som de fortalte, opdagede hver enkelt, at hun havde oplevet de mærkværdigste Farer og Eventyr under Slaget, og da de skiltes, var de alle enige om, at de var nogle store Helte, som nok skulde lære Røveren en anden Gang, hvis han vovede at stige iland.

Men Todne selv, der var sterk i Pennen, satte det hele i Stil og berettede derom i Byens lille Avislap, hvor man endnu den Dag idag kan læse om, hvordan det gik til, da Kvindfolkene jagede Engelskmanden tilsjøs.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.