V

Kort efter – i Juli – stod Brylluppet i Stilhed, og Dagen efter rejste de nygifte til Hamburg. Saa meget vidste alle, men ingen vidste mer. Naar Præsten gik paa Besøg til sine Sognebørn, lod han jo nok, som vidste han Besked, men som om han ikke vilde indvie nogen anden i det, han sagde altid: ja saa taler vi ikke mere om den Sag; men han vidste tilsidst ikke mere om dette end enhver anden.

Mere end halvandet Aar blev Hr. Fredrik Grøben og hans unge Kone borte. Saa kom de igjen en Dag uden at have sagt et Ord fra ikke engang til Hans Hall, hvem de overraskede i sin Have plantende Løg. Dette, at de kom igjen, var noget, der fortaltes som en stor Nyhed. Hvordan saa Parret ud? og hvordan lod de til at enes? havde de Børn sammen? saa de havde en liden Gut! . . . . 41kanske de havde det godt. Det var tidt, det gik bedst med de ulige.

Den unge Frue var den, som holdt Forundringen længst ilive. Hun kom som en Aabenbaring for alle her. Hun var ikke som Egnens Kvinder, hvoraf de fleste mere eller mindre ligned graa Myrfugle. Hun var som en af de store Guldfugle, der en sjelden Gang bringes hjem fra fjerne, rige Lande. Alle, som saa hende, syntes, at hun var for fin til at røres ved. Saa glindsende og fornem. Saadan maatte en Gudsengel se ud; en af de store Engle.

Fru Ulrikke var nu høj og fyldig, et matgyldent Ansigt med Øjne, der ligesom var lange og smale, fordi hun aldrig holdt dem vidt aabne, men med sænkede Laag. Hendes Hage var trods de nitten Aar meget yppig, og Halsen meget rund og næsten blank ved den stramme Hud. Men under de lystne Bryster var Livet smalt. Hun gjorde i det hele Indtryk af Smækkerhed, der gav hendes unge Yppighed noget forlokkende. Alle Mænd, som saa hende, maatte vende sig efter hende flere Gange.

Jeg sagde før, at Folkene syntes, hun ligned en af de store Engle; men hun havde ikke været mange Dage paa Gaarden, hun 42havde ikke givet Folkene mange Øjekast, og hun havde ikke talt ret meget, før de hviskede til hverandre: hun er vist ikke god. Bare se de Øjne, hun har. De er ikke venlige.

Og det varede ikke længe derpaa igjen, før hun var ligefrem ilde likt af Gaardens Folk. Følelsen gik imod hende som imod en Fiende. Den kom over Husmændene og over Tyendet. Ganske som af sig selv groede den frem. Derfor skulde det ikke meget til, før en og anden fik bittert Nag til hende: da hun en tre fire Gange havde snakket til Staldkarlen, fordi han ikke striglet Hestene godt nok, havde hun gjort det i en Tone og seet ham an paa en Maade, der gav Karlen Lyst til at flaa hende (det var hans egne Ord til flere). Og da hun med sine smukke Sko nogle Gange havde gledet i den Urenhed, Hønsene kasted fra sig her og der, saa lod hun Hønsekonen Marja stænge dem inde i et snevert Hegn, hvori de maatte gaa den lange Dag indestængte, istedetfor at være fri som før. Men dette brændte den gamle Marja i Sindet, saa hun aldrig siden blev den unge Frue var, uden at hun tog en Ed i sin Mund.

Men dette med Staldkarlen og Hønsekonen havde ingenting at sige, om ikke Fruens Hjerte havde været Bøndernes Hjerter fremmed. 43Simple Folk kan finde sig i noget af hvert af sit Herskab, naar de kun merker, at Herskabels Hjerter slaar for dem. Som nu, hvad taalte de ikke af den forrige Herskabsfrue, da hun blev gammel? Thi da blev hun meget vredagtig og bandede og skjældte Pigerne ud for Møgmære, og Karlene for Møgdunke, og naar en af Tyendet bad om en ny Kjole eller et nyt Tørklæde, saa – det hændte, selv om hun gav dem, hvad de bad om – sagde hun (med tynd Stemme): kjøb! kjøb! kjøb! sagde Kyllingen, (med grov Stemme): betal! betal! betal! sagde Hanen. Ja hun luggede endog. Selv den tykke rødhaarederødhaarede] rettet fra: rødbaarede (trykkfeil) Hans Flaaland luggede hun, fordi han en Eftermiddag ikke vilde kjøre hende, straks hun bad ham. Men det havde ikke Gaardens Folk lagt sig tungt paa Hjertet. Ja da det rygtedes, at Gamlefruen havde lugget den tykke Hans, saa lo Folkene, saa de fik ondt deraf og likte hende lige godt for det, ja kanske bedre. Fordi de kjendte hende tilbunds og vidste, at hun til syvende og sidst var god og var en af deres, saa de aldrig vilde faa det ondt, saalænge hun leved.

Men nu var de bedrøvede, fordi de merkede, at en vildfremmed var kommen til 44Gaarden, som aldrig vilde blive en rigtig Madmor for dem.

Og hvad der laa paa dem som en Byrde var, at Hr. Fredrik Grøben ikke saa fornøjet ud.

Han arbejded nok som for nogle Aar siden og færdedes mellem dem som da. Men det var alligevel ikke den Mand, de dengang havde kjendt. Heller ikke var det Manden fra hin Høst, han lærte Ulrikke Hall at kjende. Han havde aldrig de smukke Klæder paa mere. Han var ikke som Fuglen, der rejser Fjær ved Vaartid, og som Fisken, der blinker med sine blankeste Skjæl. Al Stads var lagt bort.

Ingen skulde dog se paa Fredrik Grøben, at noget havde rørt ham dybere. Han stod tidlig op og gik sin Runde paa Markerne. Senere paa Dagen tog han selv Del i Markarbejdet, eller han red omkring og paasaa, at alt gik, som det skulde gaa. Og sin lille Gut var han meget optaget af. Naar Ægteparret sad i Haven ved Aftenstide, var det Faderen, som helst havde Gutten paa sit Fang og lærte ham at udtale de første vanskelige Ord.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.