VIII

Fredrik Grøben gik omkring i Huset. Lige fra første Øjeblik havde dette Selskab ikke behaget ham i hans Hus. Om nogen havde vist ham et lige saa muntert Selskab hos en anden, havde han intet dertil haft at sige; nu var han skamfuld for de mørke, stive Egestole, der maatte bære de halvdrukne leende Mennesker, han skammede sig for de 52stumme Vægge og for de døde Menneskers Portrætter, der hang paa Væggene.

I denne Sindsstemning gik han ud i Haven og traf om ikke længe sin Hustru ved Nils Halls Arm. Det syntes, som kom de fra et gammelt Lysthus, der laa skjult bag Trær og neppe kunde findes af fremmede. De tre mødtes under en af Lygterne, der lyste Haven op. Endog ved dens svage Lys saa Fredrik Grøben, hvor hans Frue blussede, hvor hun havde noget vældigt over sig; et Smil, der smægtede i Øjne og alle Træk, et Haar, der var i Uorden, en med Møje tøjlet Vildhed, der lod ane, at hun havde Besvær med at styre sig saavidt, at hun ikke allerede her for omkring og dansede i Galskab – en vældig Verdenslykke, der fik ham til at stanse og mærke, at hans Safter ogsaa rørtes; tunge, sterke Strømme, sprungne fra Fjeld og Øde.

Nils Hall gik som ellers, bleg og smilende.

«Kjære Svoger,» sagde han, «ikke sandt, det faar jeg Lov at sige? Hvor Selskabet forlyster sig og hvor man er hjertens glade?

Fredrik Grøben saa paa ham: «Naar det blot ikke bliver altfor muntert,» sagde han roligt. «Jeg gaar og ser efter, for finder jeg det, er Festen straks tilende.»

53«Hvad behager, kjære Svoger?»

«Først og fremst har jeg Forpligtelser mod mig selv og mit Hus. Husk paa, at jeg er af gammel Slægt, der i alle Led har haft andre Sæder end disse. Jeg tør ikke bryde overtvært, vil ikke. I har maaske hørt om Træets Krone, der visnede, fordi den rev sig løs fra Roden. Jeg skal være saa overbærende, som jeg kan; men jeg er Mand, Nils Hall, og er selvgod, meget selvgod. I forstaar, ærgres jeg, saa bliver jeg Herren her, jeg forlanger, at man retter sig efter mig.»

Fredrik Grøben talte roligt og langsomt. Han følte selv, at han var den mægtige, og at han havde Ret dertil. Og da Nils Hall ingenting svarede, sagde han haardt: «Fremfor alle maa I huske dette og rette Jer derefter.» Med disse Ord vendte han dem Ryggen og gik. Han hørte sin unge Frue le højt.

Denne Latter gav ham først Lyst til at tugte hende; men om lidt da han mindedes den, blev han overvældet af en Smerte saa dyb, at den kjendtes som Sjælesot. Han stod stille; det suged, det brændte ham, alt hans Blod steg langsomt som en tung Bølge til hans Hoved. Det varede en Stund, før 54han kom til sig selv. Men Smerten laa tilbage og tynged ham med ulidelig Vægt.

Paa Vejen til Huset traf han to Officerer,Officerer,] rettet fra: Officerer (trykkfeil) en gammel og en ung. Den gamle var meget drukken. Han gav den unge nogle Raad naturligvis i Kjærlighedsaffærer. Den unge lo og saa afvekslende paa Hr. Grøben og sin Overordnede. Denne blev lige ved at snakke ligelige] rettet fra: lige lige (trykkfeil) ind i Korridoren og blev tilsidst saa vidtgaaende i sine Raad og brugte saa raa Ord, at han trods sin Drukkenskab blev opmærksom paa det selv, saa op og sagdesagde] rettet fra: sagdn (trykkfeil) spørgende: «hm? . . . hm?» ligesom den kan vække sig selv, der snakke for højt i Søvne.

Men, Fredrik Grøben fandt iaften Behag i at høre paa Manden, fra hvis tykke, leende Mund disse ligeglade Ord kom. Denne Bulbiders mageløse Sorgløshed beroligede ham.

Maaske Nils Hall havde talt nogle Ord med Admiralen, maaske ikke. Hvorom alt er, lidt efter brød Gjæsterne op. Der blev stille i Værelserne og i Salerne; forladte Balsales egne Stilhed.

Men i Korridorerne var der nu Uro og Mumlen. Officererne hjalp Damerne Ydertøjet paa, og Hænderne drev nu sit Spil: 55hurtige, hede Haandtryk, for alle andre usynlige Strejfen af Hals og Barm.

Vognene havde længe ventet. Kuskene var søvnige og klodsede og disse Damer havde jo Slæb. Officererne hjalp ogsaa her til og strakte sig ind i Vognene for at se, om alt var i Orden, og tog for sidste Gang de magtesløse Uskyldigheder i sine Arme paa en Maade, der bragte det unge Blod til at daane.

Knusende havde disse verdenserfare Herrer virket. Der laa ligesom en øm, kurrende Tone tilbage i Luften efter de sidste bløde Ord, de sidste Farvel.

Lige efter tog Officererne Afsked; munter Tale og Latter og Raad lød, før de tog afsted. Saa laa det Grøbenske Hus stille som før. Lysene slukkedes i Værelserne, og nogle Stunder efter sov den hele Egn.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.