X

Men det forstod han: at det ikke nytted at gjøre sit Ægteskab helt, at det fra først af var bygget paa Sand. Men nu, da det hos han, der saa sent var bleven vakt: det elskende 59Menneske, var bleven skuffet, nu da han blev nødt til at dæmme op for sin stærke Kjærlighedsfølelse, nu brød den sig Vej andetsteds: han blev en stærk Drømmer, og han blev, hvad en og anden i den Grøbenske Slægt havde været før ham: en Grubler over vanskelige Ting.

Saa var det, at han især gav sig til at sysle med Stjernevidenskaben. Sine gamle Bøger, dem han havde skaffet sig hint skjæbnesvangre Aar, han lærte Ulrikke Hall at kjende, tog han atter frem, og han kjøbte nye, der omhandled Himlens Kloder, ligefra den sluknende Maane og den kolde Neptun til de fjerne glødende Lystaager, hvor endnu ei findes Liv, men hvor det rige Liv engang skal spire, naar vor Sol er slukket ud, og naar Jorden er en Sten.

I Byen boed en gammel jødisk Læge, der havde megen Forstand paa alskens Videnskaber. Han var kommen did for en halv Snes Aar siden og havde kun beskjæftiget sig med Læsning og Granskning. Ingen kunde sige, hvorfor, og hvorfra han kom, men det Ord gik, at han, hvor han havde været før, havde lidt Overlast for sin Tros Skyld. Sin meste Tid tilbragte han paa sit Studereværelse, hvor han havde mange sjeldne Ting paa 60Vægge, paa Hylder. Der kunde ligge en liden Æske paa Bordet, som saa ud til at kunne gjemme ganske uskyldige Ting som et Sølvhjærte, af dem unge Piger bærer paa Brystet. Men aabned man den, kunde man maaske se en tørret grøn Flue eller en liden indskrumpen Orm.

Han laa tidt mange Timer med sin Hov nede ved Stranden, i trange Smug og Kroge, hvor alskens underligt Kryb gik omkring i et stillestaaende Vand. Disse Kryb voldte ham meget Studium: der fandtes blandt dem saa mange Afarter, der overraskede ved deres Udseende. Men naar han nu og da vilde have de rene Arter, laa han hos Fiskerne, der trak sine Garn ude paa Havet.

Men Doktoren saa ikke alene i Mikroskopet, tidt havde man set ham staaende i en Lund udenfor Byen støttet til et Træ og med en lang Kikkert iagttagende Stjernehimlen.

Til denne Mand gik nu Fredrik Grøben ofte. De første Gange kom han kun for at faa Forklaring paa et eller andet, han ikke af sig selv forstod, og han gik igjen, saasnart Oplysningen var ham givet. (Han skjønte jo nok, at Doktoren ikke var af dem, der let stifter Bekjendtskaber). Men senere hen blev 61han siddende ofte flere Timer, og de samtalede om mangt og meget.

Det kunde ogsaa hænde, at Fredrik Grøben lod spænde Heste for og tog den gamle med paa Kjøretur. Da sad denne og lod sig magelig vugge af Vognens Fjedre. Tidt virked da den friske Luft og den lille Flaske Vin, de havde med, derhen, at den gamle Mand kom rent bort fra sit Stjernetyderi og sine Kryb og gav sig til at snakke om alt, hvad han saa, eller hvad han havde set: den Rytter (og han kunde pege paa en eller anden ung Officer tilhest), hvor han sad smukt i Sadlen! Eller: hvor var den Skov vakker! Og han kunde fortælle om Skovene i Syd-Spanien, der var saa tætløvede, at de i Afstand saa sorte ud.

Men under disse Kjøreture var han ikke den samme som hjemme i sit Kammer. Han var ikke den stille Vismand, som omsluttede vældige Ting i sin Tanke. Jordens Farve forstyrrede her. Endog om fremmed Ungdom, der kom dem i Møde, spurgte han ivrig ud, og han beundrede højlig de unge Piger, naar de var smukke, og de unge Mænd, naar de havde store, kraftige Kroppe og kjække Træk.

Fredrik Grøben holdt tilsidst op at hente 62den gamle til Kjøreture og besøgte ham kun i hans Hjem.

En Ettermiddag, han gik til den gamle Mand, sad denne og skrev. Dagslyset var endnu saa stærkt, at han skrev uden Lys. Endnu, medens han skrev, talte han nogle Ord med Fredrik Grøben, som havde sat sig i en dyb Lænestol i Værelsets inderste Skygge.

«Jeg er snart færdig. Det er kun nogle Sætninger, jeg skriver af fra en gammel Bog, jeg har faaet til Laans. I GrundenGrunden] rettet fra: Grunder (trykkfeil) har den vel intet Værd, men den er en ganske aparte Bog. Den indeholder en hel Del Spaadomme. Nogle er vistnok uden al Mening, men enkelte høres ud, som kom de fra alvorlige Mænd, der har havt klare Øjne og været lydhøre. Som, jeg havde nær sagt, har kunnet se og høre fjerne Ting, Som nu det:

Om to hundrede Aar.
Naar Menneskene kommer til Landet,
Hvor Guld er at finde i Havsens Sand,
Og ved Træets Rod, og hvor Perler graa hentes i Floderne
Kostelige, duftende Urter i Skovene:
Da kan jeg spaa,
At den gode Tid oprinder for Spanien.

… Se dette skrev en spansk Munk to hundrede Aar før Amerikas Opdagelse.

63Men saa er den næste, skreven af en fransk Munk i det 12te Aarhundrede ganske uforstaaelig, saa vidt jeg kan se. Hør blot:

Naar Orion berører Havet med sin Taa,
Og Hundestjernen stiger hvid fra Sø,
Da kommer onde Dunster i Luften, hvori aandes.
Og Menneskenes Børn skulle forgaa.

Dette er uforstaaeligt… Naar Hundestjernen faar den hvide Farve, «stiger hvid fra Sjø». Jeg ved jo nok, at Sirius i den graa Oldtid af Digterne omtales som «rød»; men længe før denne Munk fødtes, skinned den hvid. Allerede en Astrolog, der levede omkring Aar 800 efter Christus, Hippias fra Sicilien, fortæller, at han giver Agt paa Sirius ɔ: Hundestjernens mælkehvide Glans.»

«Det er sælsomt med de Spaadomme af gamle Munke,» sagde Fredrik Grøben, «de dvæler gjerne ved Jordens Undergang.»

«De gjør meget ofte det,» svarede den gamle Mand langsomt. «Men ret beset er det ikke saa sælsomt. De virkelig ærlige Munke var vældige Mennesker. Maaske aldrig har nogen levet saa kraftig som de levede i sin Celle. Thi I kan vel være enig med mig i, det at leve er ikke ensbesydende med det at gjøre Hvirvelvind, de lever ikke kraftigst, der 64tidt for Hoben synes at leve kraftigst, det at leve er ikke det samme som det at synes at leve. En Fange i Lænker og en vild Rytter, hvem mon lever stærkest?»

«Og nu disse Munke,» vedblev han efter en Pause, hvori han havde lænet sig tilbage. «Det var Mennesker med en brændende Higen mod den salige Lykke, som ikke findes paa Jorden. Men de var altsaa Mennesker, de fandt den heller ikke i sin Celle. Og de havde i Egenskab af Mennesker Sanser og Begjær. Fra Klostret saa de maaske Jordens Liv. De saa røde Roser og hvide Kvinder. Og Vellyst. Og det jordiske Menneske hos dem kjæmped med det higende, aandelige Menneske, en fortvivlet Kamp. Indtil de maaske sad stille og trætte og kun drømte om Altings Ende, om Jordens Brand, Solens Sluknen, om Maanen, der flygted ud i Mørket, rød og skrækkelig, om Stjernernes Forsvinden under Havets Brusen og Himlens Fortæren ved Ild og om den almægtige Guds Komme i Skyen.»

«Og naar den franske Munk,» blev han ved, «taler om, at onde Dunster skal komme i vor Jords Luft, saa ved jeg ikke, hvorfra disse skulde komme. Men man maa dog sige, at der har været Tider, da mangt og meget paa Jorden har artet sig paa en Maade, 65der gav Rum for den Antagelse, at et fremmed, fiendtligt Stof kunde være kommet i den Luft, hvori Menneskene har aandet. Hvorfra? Mon fra en omflakkende Komet? Med dette sigter jeg til den besynderlige Tid, der strakte sig ud over et Tidsrum af flere hundrede Aar, som især viste sine Ejendommeligheder i det fjerde Aarhundrede. Dengang sagde Biskop Zeno af Verona: «Den største Dyd for Menneskene er den at døde Naturen.»

«Hvad havde slaget Menneskene dengang? En aandelig Epidemi ligesaa uforklarlig som de store Epidemier, der angriber Menneskenes Legemer. Har I læst om den umaadelige Sørgmodighed, som dengang havde grebet Menneskene. Har I læst om Helgenerne og deres Liv. En samtidig Historieskriver siger: «Under Suk og Jammer beder de om Barmhjertighed; nogle af dem holder sig ikke værdige til at beskue Himlen, men sidder med Ansigtet gjemt i Hænderne og slaar Hovedet mod Jorden. Huden hænger om Benpiberne paa dem, hentørret som Græs, man hører bare Raabet: «Ve, ve, Naade!» Nogle vover næppe at husvale sin brændende Tørst ved et Par Draaber Vand. Deres Tanker drejer sig om Døden og Evigheden. Deres Knæer har haard Hud af at knæle, deres Øjne og 66Kinder er hule, deres Bryst er oprevet af Slag; de spytter ofte Blod. De bærer skidne Filler, der vrimler af Utøj. Nogle beder om, at man ikke maa begrave dem, men kaste dem bort og lade dem raadne som Kvæg.»

Saadan levede disse, man kjender under Navn af Helgener. Hvilken Elendighed og hvilken Storhed. Thi husk, at mange af dem var unge, smukke Mænd og Kvinder, ofte af høj Byrd, Mennesker, for hvem hele Verden stod aaben med dens Kjærlighed, dens Leg og Lyst. Det er dog noget at lægge Mærke til, at de i al sin, hvad vi vil kalde, Elendighed, i lange Tider er blevne Generalnævnere for al Verdens Smerte og Henrykkelse; . . . . ja Henrykkelse! Tror I ikke, at deres Liv ogsaa førte Glæder med. Jo, visselig, midt i dette Kaos skralded dog Livet. Hvilke dybe, stærke Drømme! Naar jeg læser deres Legender, stiger gjennem Smerteskyen op til mig en Duft som af Roser – denne sælsomme Blomst, der er saa dunkelrød og funklende. Og naar jeg gaar i de gamle Kirker og hører de gamle Sange, hvis Tone og Ord digtedes af disse, saa mærker jeg, hvilken Honning 67der rinder fra disse sørgelige Toner, hvilken Røgelse der stiger; det er, som hørte man en skjult Strengerad dirre under det hele, en Mængde Strenge af Guld og Sølv krandsede med Blomster. Og de toner ligesom længe efter, at Instrumenterne har tiet.

Disse Sange vil altid leve; thi de er digtede til Gud. De er faldne som røde Blodsdraaber, svedte i Angstens Nød og i Haabets Henrykkelse.»

Det var nu blevet ganske mørkt i Værelset, hvor de to Mænd sad. De talte ikke paa en Stund, saa sagde Doktoren langsomt:

«Forstaa mig vel; jeg priser ikke disse altfor brændende Hjerner, disse altfor hede Syner. Men jeg finder, at disse Mennesker har set dybere paa Livet, de har i alle sine Vildfarelser været større Mennesker end den velopdragne Hob. Deres Barmhjærtighed, der plejed Syge og Elendige, den var visselig for manges Vedkommende mere end Medlidenhed, den var Visdom. De knæled der igjennem for Livet i al dets Storhed og Smerte, de knæled for Menneskets Lidelse, det eneste her i Verden, alle skal blotte Hovedet for. Thi al anden Storhed er fra først af Egenkjærlighed, den lønner sig selv, 68den hylder sig selv, og den forbliver gjerne paa Jorden. Kun Lidelsen stræber mod Himlen.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.