XX

105Han gik den næste Tid meget omkring i Huset eller ude i Haven. Eller ude paa Marken lige ned til Myren, hvor der altid gik nogle Heste og aad af den vaade Klinte. Af og til stødte han paa en Mand eller en Kone, som han, ved at snakke med, hørte, havde tjent hos hans Fader eller ialfald havde kjendt ham. Alle disse saa nøjere paa ham, da de fik høre, hvem han var. Faa af dem talte noget om Dagene fra dengang hans Fader leved. Kun sagde allesammen, baade fordi de syntes, de maatte sige noget, og fordi de mente det: «Ja, han var en god Mand, Fredrik Grøben.» Nils Hall snakked ingen om, og faa talte om Moderen.

En hvidskjægget Husmand sagde: «Hvor gammel er du?» – «Tolv Aar.» – Og Husmanden sagde bare: «Ja, ja . . . i Verden er Strid.»

En Eftermiddag gik han længer afsted end vanlig og naaede en lav Hytte, netop som han troede at være længst borte fra Mennesker. Han var træt og tørstig og gik indenfor. Midt paa Gulvet ved Peisen sad en gammel Kone og bandt langsomt og 106besværligt paa et Uldklæde. Hun hørte først ikke, at han kom, men da han sagde: «God Kvæld!» saa hun op med nogle store, agtpaagivende Øjne. Han bad om Vand, og det blev givet ham. Efter at have drukket, satte han sig ned, og de talte sammen. I Førstningen samtalede de om Varmen, som havde været om Sommeren, og Kulden sidste Vinter. Saa spurgte han om, hvor længe hun havde været her. Den gamle svared, at hun havde været der, siden hun flytted fra Fredrik Grøben. Havde hun været der? – Ja, tredive Aar og mere.

Nu fortalte han, at han var Søn af Fredrik Grøben, og den gamle løfted Øjenlaagene langsomt, som naar Dækket tages af gamle Tinkrus, og hun stirred paa ham længe.

«Er du Sønnen?» spurgte hun saa.

Ja, han var Fredrik Grøbens Søn, og hvem var hun, hvad hed hun?

Den gamle sagde bare: «Saa du er Fredrik Grøbens Søn. Nu er det Aar og Dag, siden han døde. Hans Øjne var gode, dem huser jeg bedst af hele Manden, de laa under svære Bryn; de var som Kjøn i en Granskau.»

De talte meget sammen. Den gamle 107kjendte alt saa nøje, de forskjellige Kammerser, Lofterne og Gaardenes Rum.

En Stund efter fik han høre, at hun havde været Hønsekone og Havekone hos hans Far, og at hun hed Marja. De sad og snakked meget sammen; hun var samtidig baade sløv og skarp. Hun saa tidt agtpaagivent hen for sig, medens hun talte, som vilde hun vogte paa, hvad hun selv sagde. Og hver Gang hun havde snakket en Stund om det Grøbenske Hus, brød hun af og gav sig til at fortælle om en Sau, som var kommen bort fra hende forrige Aar, og som hun endnu ikke havde fundet igjen.

Det var sent paa Aften, da han gik tilbage. Han gik afsted gjennem Skoven, hvor Luften stod stille og sov, hvor en sjelden Gang en Natfugl rørte sig. Han gik over Moen, hvor en langsom, hvid Taage snart hæved sig, saa den dækked alt, snart sænked sig, saa Fjeldkammen paa den anden Side for en Stund blev synlig.

Den gamle Marjas Ord havde givet den unge Gut noget at føle. Hun havde jo intet bestemt sagt, men hendes Ord var til Talens Indhold som mørke Vinduer, der giver Husets Indre Udseende af Tomhed, men som pludselig kan lyses op ved et Lys, der vistnok 108intet bestemt røber, men som dog fortæller, at der findes noget der indenfor.

Hvad hun talte, havde ialfald virket did, at han fik Lyst til at tale med hende endnu engang.

Og alt næste Dag sprang han afsted over Moen og gjennem Skoven, til han naaed hendes Hytte. Han sad længe og snakked med hende. Og den næste atter, og Dagene derpaa løb han ogsaa mod hendes Hytte.

Hendes Tale begyndte at virke. Han begyndte ligesom at frygte for noget, som laa igjen i det store, gamle Hus. Han kjendte sig ensom og fik Lyst til at græde. Værelserne, som laa øde, skræmte ham. Og Marjas Ord om dét Værelse og dét gjorde ham utryg; thi Ordene var ikke blide. Og han troed at forstaa, at den gamle aller inderst bar paa noget, som hun ikke vilde sige, men som gav al hendes anden Snak den egne Smag, der hefted ved den.

I den senere Tid var ogsaa Faderen begyndt at komme ham i Mindet oftere end nogensinde før. Naar han vaagned en lys og lind Morgen, syntes han at se sin Fader som den gode Mand med det milde Blik. Men i sene Aftener, naar han gik alene gjennem den mørke Skov eller kom ind i det 109store Hus fulgt af en Gaardsgut, der lyste for ham, saa kom ogsaa da Faderen ham imøde, men fra Dødsstunden. Han saa de blege aabne Læber og Blikket som fra en, der sank.

En Morgen, han vaagned, stod hans Moder ved hans Seng. Han blev liggende at se paa hende uden at røre sig og uden at tale. Hun klappede ham, men sagde heller ikke noget, Nils Hall saa han ikke noget til. Mens han spiste sammen med sin Moder, sagde hun ham, at Hall kom om Dage.

Dagene gik, men Jonas Grøben kom ikke sin Moder nærmere siden, end han var kommet hende den første Morgen. Han gik næsten oftere end før i Skoven til Marja, og hver Gang han kom tilbage, var han mere og mere urolig. Lidt efter lidt fæstnede Uroen sig hos ham; den sank ned og laa fast i hans Sind. Mange Ting trængte sig ind paa ham. Maaske Egnen med dens Øde og tause Vildhed gjorde sit. Han havde ingen at tro og fortrøste sig til. Han længtes efter sin Fader; tidt mindedes han deres Morgen- og Aftenture, hvor han havde været ubekymret om alt, naar de gik sammen hjem.

110Han var tolv Aar. I den Alder faar Børn Lyst til at lege viltre Lege med sine Jævnaldrende. Ynglingen med det urolige Sind er ikke længere borte, end at han giver sig tilkjende. Men ingen var at lege med her. De viltre Lege er Kraften; men ogsaa Drømmen om Liv og Glæde ligger paa Lur, Higen mod det skinnende. Derfor faar de unge Gutter Lyst til at hente de røde Rognebær i høje Træer; de hvide Vandliljer langt ude i den farlige Myr frister dem. Den første, svage Anelse om Livet, om Kjærligheden rører sig hos dem i deres muntre Sang, i deres Latter og i deres varme Venskaber. Men her blev alt dette kuet. Ingen Blomst, ingen Latter og ingen Sang sprang ud hverken fra Samlivet med Moderen og Stedfaderen, ej heller ved Besøgene hos Marja. Thi den gamle var nu ikke saa forsigtig i sin Tale som før. Vistnok sagde hun endnu intet lige ud; men naar hun talte om de to, kunde Sinnet bryde løs hos hende, saa hun ulte som en gammel Ulv og kom med saadan Tale: «Sig, at hvis han kroer sig, saa kan du binde ham med et Ord. Og kom saa igjen, saa skal jeg sige dig Ordet.» Eller: «Fredrik Grøben var en Falk, Nils Hall 111er en Lus. Her i Verden er det lettere for Lusen end for Falken.»

Det hele var snart for svært for den unge Gut. Det gjorde, at han vistnok tidt viste en Mands Trods, men ligesaa ofte et Barns Følen sig svag: en Lyst til at skjule sig hos en, der kunde bevare ham, hos en, der vilde ham vel.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.