XXV

De sidste Breve fra Mika Peter var komne fra fjerne Øer, fra ukjendte Kyster. Eller de var skrevne midt paa Oceanet. Det syntes, 128som den gamle Sjømand med Forkjærlighed rejste paa lange Farter.

Sidste Brev var ikke fra Mika Peter, men fra Jonas Grøben. Det skal ikke nægtes, at Nils Halls Haand skalv, da han saa det. Brevet, der var skrevet med haard, men tydelig Haand, lød saa:

«Jeg blev født til Overflod, og jeg har levet fattig. Min Fader døde af Sorg over min Moder. Et Ord har altid lydt for mit Øre, der kom fra Stilhed og blev borte i Stilhed. Jeg ved ikke Ordet tydeligt, men det sagde, at min Moder og en anden voldte min Faders Død. Og disse gav mig i Hænderne paa en Mand, der blev min Ulykke. Jeg har sejlet paa Havet og gaaet igjennem mange Lande. Jeg har levet i Had og Fortvivlelse. Jeg har lidt af Sygdomme og af Nød. Engang kjendte jeg Kjærligheden, men jeg blev af Livets Storme revet fra den. Men I, til hvem jeg raaber, gav mig en Braad i min Sjæl fra min Fader, som døde. Jeg beder om, at I vil rykke Braadden ud, hvis I kan. Meget dræber det urolige Liv, og hvad det ikke dræber, dræber Frygtens Braad i min Sjæl, som I gav mig.»

Aar forløb, og Vaar og Sommer og Høst vexlede. Snart var Nils Hall og Fru Ulrikke 129ude paa Rejse, snart var de hjemme og boede som før i det gamle Hus. Det lod til, at de ikke brød sig om at holde flere Gilder. Der begyndte at sænke sig ligesom en Sky over Huset, og Skyen trængte sig ind i Værelserne: en Sky af Træthed, af Ængstelse, af Venten paa noget ubestemt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.