III

Medens Kaptejn, Styrmand og de tre Mænd samt Moderen med hendes to smaa spiste til Aften nedenunder, stod to Mænd ved Roret og styrede. Den ene var en gammel Mand; det kunde man med Tryghed sige, men vanskeligere var det at afgjøre, om han var treds eller halvfjerds eller endnu ældre. Han havde vistnok levet baade under Polens Kulde og under Tropens Varme. Han var vistnok hærdet i den Grad, at Vejret ikke mere kunde bide paa ham. Ja, man vilde i det hele nødig tro, at denne plumpe, levende Mand kunde falde for noget Stød. Om denne furede Pande fik et noksaa dybt Hug, vilde det neppe dræbe ham. Ja, ved at iagttage hans langsomme, sejge Bevægelser, der havde noget ved sig af Hvalens træge, 143men kraftige Slag med Lufferne, ved at mærke den tykke Krops Urokkelighed kunde man tro, at det menneskelige Legemes sædvanlige fine Aarenet og Benbygning her havde forenklet sig, saa han kunde ansees for et stort laverestaaende Væsen. Men et af disse, der i al sin Enkelthed og sin raa Sammenføjning er meget sejglivede.

Den Mand, han stod sammen med, var meget yngre. Ogsaa hans Ansigt bar Mærker efter et Liv ført for alle Vinde, et Liv, der havde prøvet alt. Men der var noget forstenet ved hans Træk. Der var særlig, naar han stod stille og stirrede, noget som et langt Spørgsmaal i hans Mine, der, hvis det varede længe, kom til at virke som et dumpt Skrig. Meget ofte virked Ansigtet som følelsesløst. Men man anede, at denne Følelsesløshed var et Resultat af et Livs Erfaring. En raa Religion, en Visdom. Thi Livets onde Tilskikkelser frembringer hos mange Medlidenhed, men kun hos dem, for hvem endnu Haabet lever, saa de gjerne hjælper andre, som de selv gjerne vil hjælpes. Hos dem, der har lidt altfor meget, og for hvem alt Haab er døet, hos dem dør Medlidenheden, og istedet kommer den golde Resignation, Forsteningen.

144Han talte med den gamle Mand, sagte og jævnt. De snakked om det Liv, de havde ført paa nogle Øer, hvor Skibet havde ligget i syv Dage. De havde levet der et underligt Liv i den højeste Vellyst og den dybeste Dødsfrygt: Kvinderne var ualmindelig dejlige med brungylden Solhud og høje, yppigslanke Legemer, men Mandskabet taalte ikke Luften der; en ond Feber havde hærjet blandt dem, og mere end en Tredjedel af Mandskabet havde bukket under for den.

Efter en Pause kom deres Samtale ind paa Mødet med det fremmede Skib fra Nord. Den gamle sagde, at det var et af disse Skibe, der ligger paa Fiske langt oppe i de kolde Have. Han fortalte mange Ting deroppe fra; thi han havde selv været der fire Gange. Siden talte han om det store Uvejr, som Skibets Fører havde forudsagt og mumled noget utydeligt, der hørtes som en Knurren uden Mening. Flere Gange tog han en slidt Skindlue af Hovedet og lukkede Øjnene med det samme.

«Ja, ja,» sagde han engang efter en saadan Manøvre, «vi faar se imorgen.»

En Stund efter vedblev han:

«Jeg vil gjerne spørge dig om en Ting i Aften, som jeg længe har tænkt paa at 145spørge dig om. Engang skal vi jo dø. Og jeg begynder nu at blive gammel. Andre vilde sige, om de var paa min Alder: «jeg er gammel.» Men for at snakke rent ud: hvad vil du sige, naar du engang taler om mig. Vil du da sige: Mika Peter var min Ven, eller vil du sige: Mika Peter var min Fiende?»

«Paa det Spørgsmaal kan jeg ikke svare saadan uden videre.»

«Kan du ikke?»

«Nej, for jeg ved ikke, hvad der kommer nu, siden du har været. Og jeg ved ikke, hvad der var kommen, om du ikke havde været. Men hvis du vil have Svar nu, saa kan jeg svare dig ved at fortælle dig noget, som engang skal have hændt. Der kom et vildt Skovdyr og tog et Barn med sig, og Barnet voksed op hos det vilde Skovdyr, og det blev ikke uligt et Dyr. Men Skovdyret var snil imod Barnet paa sit Vis og forsvared det mod alle, som det mente vilde Barnet ondt. Ja, selv naar Folk kom til det og maaske vilde det godt, saa viste Skovdyret Tænder. Og hvem kunde vredes paa det derfor? Det viste jo Tænder, fordi det troed at man vilde Barnet ondt. Se slig mener jeg om dig og mig. Jeg tror, at du har 146faaet mig til at blive som du selv, omend jeg kanske var født til en syngende Engel. Men da du selv er ond, skader det mig ikke nu. Den ene Skarv hakker ikke Øjet ud paa den anden.»

«Haa, haa,» knurred den gamle, «du snakker, som om du selv var den eneste. Du kalder mig et vildt Dyr. Hvad ved du fra først af om mig. Ligesaa lidet som jeg, da jeg var ung, vidste om de gamle, som kanske havde haft det værre. Hvad ved du, om jeg ikke ogsaa var født til en syngende Engel? Tror du, at det lille Barn, som ligger i Svøbet, er en Varulv? Nej, men hvad kan det ikke blive? Slig som jeg ser ud nu med Krop og Sjæl, saa jeg ikke ud dengang, da jeg havde fint Haar og blanke Øjne, og min Mor kaldte mig Mikken.»

«Hvad du var, det ved jeg ikke, men jeg ved bare, at du har rørt mig. Vi har sejlet længe omkring, og jeg har ofte sammen med dig seet Himlen mørkne mod Storm. Og da har jeg mangen Gang ønsket at sidde, hvor der var grønt, og hvor der lød Sange fra Fugle og glade Folk. Hvem ved, hvor jeg havde sidddet . . . . hvem ved det, siger jeg . . . . hvis ikke du havde taget mig. Jeg er ingen Ulv. Saalænge vi var sammen og mest 147for lang Tid siden, kjendte jeg sultne Munde hos mig, som ej havde faaet, hvad de hungred efter. Jeg har kjendt dem længe . . . . . nu tier de! Ja, nu tier de, selv naar jeg kjender efter. Der ligger bare det kolde tilbage, som ikke rører sig og ikke varmer.»

«Du vil nok sige, naar jeg er borte: Mika Peter var mit Livs Uven.»

«Jeg vil sige: Mika Peter har rørt mig. Og jeg vil sige: Gud Fader i Himlen, har han rørt mig slig, at jeg har svid derfor, saa lad ham nu selv svide. Det vil jeg sige. Men hvorfor taler du, om hvad jeg vil sige, iaften? Før har du ikke agtet det, jeg vilde sige, for meget værd. Du sagde ofte, naar jeg blev sorgfuld, at jeg blev vaad og raadden. Begynder du nu selv at blive vaad og raadden?»

Den gamle Sjømand svared ikke straks. Han stod først en Stund og tænkte sig om, saa sagde han:

«Det er saa underligt, naar det lider mod Enden. Jeg tror, det lider mod Enden. Dengang min Fader mærked, det gik paa Slutten, drømte han, at han faldt i dybe Vande. Og i de sidste Nætter har jeg steget ned i Afgrunde, som var evige. Først syntes jeg – og det var vel et Minde fra, da jeg var ung – at jeg stod paa «Svanen», som sejled 148mod Ishavet, og at vi skulde hugge Sæl og Hvalros, men vi sejled og sejled og kom ikke frem. Og tilslut kom vi til en stor Hej, et stort Berg, og det var selve Vinteren, som var frossen. Og omkring os begyndte det at skinne med hvide Sjøer langt ud til der, ens Øjne ikke kunde se længer . . . . Slig var Drømmen, og ikke bare den, men mange andre. Og ofte, naar jeg har vaagned mod Dag, er det, som jeg havde gaaet over dybe Slug, og det er, som jeg havde faret evindelig lange Veje. Slig har jeg havt det. Men jeg siger det ikke for at klage. For Livet holder jeg ikke af. Og ikke skal jeg græde, naar jeg dør, ligesaalidt som jeg har grædt, mens jeg har levet. Men det har jeg kjendt i alle de Drømme, at det var et Fingerpeg, det var Gufs fra Evigheden. Men naar jeg engang er borte enten før eller siden, saa tænk dig om og erindre dig, hvor du var for meget længe siden og gaa efter, hvad du mindes. Hvis jeg kunde, sagde jeg dig alt, men jeg kan ikke. En har givet mig Livet, for at jeg skulde være hans Træl. Men tro, hvad jeg siger, havde jeg dengang vidst, hvad jeg nu ved, havde jeg heller ladet Livet fare dengang.»

149Den gamle Mand taug, og den unge svared ham ikke. Nogle Øjeblikke gik hen, uden at nogen af dem talte. De behøved ikke at give Agt paa Roret, Vinden var stilnet af, Trækket i Luften fra Vest var netop stærkt nok til at holde Sejlene buede og til at drive Skibet frem.

Pludselig sagde den gamle:

«Der kommer nogen.»

En nærmed sig, det var Doktoren. Han havde sin Frakke kastet løst om Skulderen. Han standsede foran de to.

«Nu,» sagde han, «er det Eder». I er meget sammen. Fader og Søn?

«Nej.»

«Jeg har ofte iagttaget Eder, I har maaske fælles Hjemstavn.»

«Vi har ingen Hjemstavn,» svarede den gamle.

«Har I ikke? Det var da besynderligt. Sjøfolk plejer da at have et Hjem, selv om de sejler aldrig saa meget.»

«Naar en sejler mange Aar ad Gangen, kommer kjendte Folk væk. Mange flytter og mange dør.»

«Hvad tænker I saa paa under Eders lange Reiser, har I ingenting at stunde efter.»

150De to Mænd svared ikke.

«Mange Sjøfolk er religiøse, maaske beder I til Gud?»

Den unge smiled i Mørket, saa hans Øjne blinkede.

Den gamle svared:

«Han har aldrig havt os.»

«Vi sejler for alle Vinde; vi lader det staa til,» sagde den unge.

«Men derfor kan I have et Maal. Derfor kan I bruge Kompas.»

«Kompas kan bruges,» sagde den unge i en egen Tone, «og Himlens Stjerner kan bruges. Og al Forstand. Men kommer de onde Storme, af dem en kalder for Herrens Storme, saa nytter ofte ikke Kompas, og Skyer skjuler Stjernerne. Jeg ved, at mange store Skibe er gaaet under.»

«Min Ven,» sagde Doktoren, «jeg læser Kummer hos dig. Hvoraf det kommer, ved jeg ikke; men jeg synes, at jeg engang før har seet dine Øjne. Og dit Ansigt. Maaske det er, fordi jeg før har truffet Mennesker, bøjede af Sorg. Sorgen gjør ofte Mennesker lige. Men hvordan nu det forholder sig, saa vær forvisset om, at du har Gud. Tro ikke andet. Den som har Smerte, har Gud.»

151«I, som er klog, faar da sige mig, hvor jeg skal finde ham.»

Doktoren tænkte sig om. Han lagde Haanden paa Rattet og saa langt bort.

«Ja,» sagde han, «du skal finde Gud. Jeg har fundet ham. Jeg tror paa Gud. Jo længere vi kloge lever, jo tydeligere ser vi, at vi kun klimprer paa de første Strenge af et Instrument, som er uendeligt, og hvis mindste Streng vi ikke selv har forarbejdet, men som vi kun har famlet os frem til. Ja, ja . . . du skal finde din Gud. Og hvor skal du finde ham. Spørger du mig, vilde jeg svare, at du skal søge ham ad den Vej, du stævner. Du skal aabne dit Blik mere og mere, og du skal tilsidst se ham. Om du stirrer mod det store intet, – find ham der; thi ogsaa der findes han. Det store intet eller den store Evighed, hvad er Forskjellen. Jeg taler disse Ord til dig, thi jeg tror, at du har Forstand. Og jeg skal sige dig, at mange før dig har søgt ham. Disse lod engang Templer bygge for en Gud, som de kaldte den ukjendte Gud. Mon ikke han er din?» Doktoren taug et Øjeblik.

«Hvor denne Nat er underlig,» mumled han. «Jeg synes, den er lummer, men 152Horisonten er klar. Se den store, røde Stjerne langt dernede, hvor den spejler sig i Havet». . .

«Ja, Du ukjendte Gud,» fortsatte han efter en Pause og løfted sit Ansigt mod Stjernehimlen. «Man bygged engang Templer for dig. Mange Aar er gaaet, siden disse Templer stod. De er sunkne. Og dog har mange Mennesker, der tvivler og søger, og som kaldes Fornægtere, sit Tempel for dig, du sælsomme Gud, hvis Nærvær de aner, og hvem de tror paa i sit Hjertets Dyb. I ensomme Stunder, naar Hjertet banker, og Blodet suser. I Stunder, hvori der grundes over noget, som aldrig kan findes Forklaring paa. I Stunder, da Livets store Hvorfor trænger sig ind paa en.»

Doktoren hæved sin Stemme:

«Du ukjendte Gud!» raabte han, «du har dine Templer endnu. Overalt, hvor Menneskene bygger. Jeg har gaaet i store Byer, hvor alt var Travlhed, stakket Glæde og langvarig Sorg. Du var der! Jeg har gaaet i de fattiges Kvarterer, gjennem mørke Gyder, hvor en svag Citar klang ud fra et Vindue, i hvis Aabning en pjanket Dalila sad. Og her i Lasten kunde jeg pludselig skjælve . . . jeg mærked noget som et Pust fra dig. Og jeg har gaaet blandt Fjeldene, hvor Luften 153var ren, da var du der. Og nu jeg sejler her paa Havet, nu mærker jeg dit Pust i den ukjendte Nat.

Derfor havde du maaske Ret i, hvad du sagde min Ven. Lad det staa til, hvor det saa bærer hen. Gud findes i alt, om du kun magter at se ham. Men denne Skjæbnegud er forfærdelig. Rastløs og uberegnelig som Oceanet . . . Men hvad er det, jeg synes, det brænder paa Mastetoppene.»

De to Sjømænd saa op: smaa blussende Neg stod ud fra Mastetoppene. Nu og da syntes de at krybe nedover Masten og blive borte, men næste Øjeblik var de der igjen, gule som Ildsluer.

«Det er Masteild,» sagde den gamle Sjømand.

«Sankt Elms Ild,» mumled Doktoren, «det er et Tegn paa at Luften har Torden; kjend ogsaa disse lunkne Vindpust. De kjendes som Aandedrag. Jeg synes, I skulde tilkalde Kaptejnen.»

Den gamle Sjømand nikkede og gik agter. Doktoren og den unge blev tilbage.

«Det er et sjeldent Tilfælde,» sagde Doktoren, «her er ingen Skyer, saavidt jeg kan se.»

«Jeg ser, der staar en mørk Skyrand imod Øst,» svared den unge.

154«Det er for mørkt til, at mine Øjne kan se den!» sagde Doktoren. «Men her er ualmindelig stærk Morild og se langt derborte, hvor Havet lyser med Fosforskjær.»

I dette Øjeblik kom Kaptejnen til. Tyven og Gartneren fulgte. Endog Moderen til de to Smaabørn kom med forsigtige Skridt for at se de sjeldne Ildsluer, der blussed fra Mastetoppen.

«Nu Kaptejn,» sagde Doktoren, «det lader til, at vi ikke faa beholde det gode Vejr; de Lys deroppe fortæller ikke noget godt».

Kaptejnen svared ikke straks; men en Stund efter, da han opmærksom havde mønstret Himlen og Havet, sagde han rolig:

«Alt er klart og stille.»

Doktoren svared noget om, at Stilheden var uheldvarslende; men herpaa gav Kaptejnen ham ikke noget Svar. Han blev dog staaende ved Rattet.

Vinden var nu stilnet fuldstændig af. Ikke sjelden slappedes Sejlene og hang og døsede ned af Masterne for saa igjen at strammes, naar et sjeldent Vindpust kom.

Thi af og til kom et Vindpust eller maaske snarere en Luftbølge. Den var tung og besværlig som et Vift fra en umaadelig Fugls Vinge. Forresten gik Natten rolig.

155Men da Morgenen kom, Saa alle, at nogle tykke, graa Dampe laa og dukkede mod Øst. Det var kun de første Øjeblikke, de havde den graa Farve; thi da Solen steg, pranged Skyerne i utallige Farver. De mindede om en fjern Have med tusend brogede Blomster. Af disse Haver, vi læser om i gamle Eventyr, der beboes af salige Mennesker.

Solen steg højere og straalede paa en blaa Himmel, men Skyerne laa, hvor de laa. De hverken hæved sig eller sænked sig.

«De tør ikke komme nærmere for Solen,» sagde Tyven til Gartneren, «vent til Middag, saa jager den dem helt bort.»

Middag kom og gik, og Timerne over Middag kom og gik. Men medens Solen fortsatte sit Kredsløb, blev Skyerne staaende. Ja det var som de tykke, uldne Skyer, der dybt nede saa næsten sorte ud, virked paa Luften; den blev ogsaa tyk og ulden. Alle fik en prikkende Fornemmelse i Huden. Man vilde gjerne vifte noget bort; men man kunde ikke.

Tilsidst gav man mindre Agt paa Banken i Øst. Hver Gang man havde troet, at den hæved sig, var det blot Indbildning. Den lod slet ikke til at have ondt i Sinde. 156Indtil der hen imod Aften kom et Vindkast, saa Skibet krængede. Nu saa alle uvilkaarlig hen mod Banken, og Moderen, der med sine to smaa sad paa Dækket, raabte:

«Nej, se, nu flyver den op.»

Disse enfoldige Ord gjorde en stor Virkning. De bragte med sig en Skræk som for noget levende, og alle forstod dem. Thi i nogle Øjeblikke havde Banken lettet sig, og to umaadelige Skyer havde løsrevet sig fra den sammenhængende Taagemasse, og disse ligned Vinger, der i næste Øjeblik kunde flagre ud over Himlen, trækkende en stor, skyggeagtig Krop efter sig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.