V

En Time endnu og det lysnede mod Morgen.

I denne Time havde noget uforklarligt foregaaet: tre store Lynglimt havde flammet op og havde atter slukket ud; og for hvert af disse lagde Stormen sig mere og mere til Ro. Det var som en Tegnsudvexling foregik 161i et dunkelt, mægtigt Sprog, der fik en til at tro, at der i Havets og Vindenes Kaos eksisterede Liv, Forstand og Vilje.

Stormen blev mere og mere tam. Den knurrede vistnok og gjorde endnu sine Sprang, men det var kun før den helt fik komme til Ro.

Men da Dagen havde varet nogle Timer, var Luften blikstille, og Bølgerne blev trætte og strakte sig lange, som var de begjærlige efter at synke til Søvn i Dybet.

«Hundestjernen» laa ganske stille og rørtes næppe af Dønningerne. Ombord havde man travlt med at samle Sejlenes revne Klude og binde dem sammen til Nødsignal. Haabet begyndte at røres. Man havde Vand ombord, Skibsbrød for en Uge, tørret Fisk og en Del saltet Kjød. Og Føden hjalp til Haab, og Haabet hjalp igjen til Lyst efter Føde. Kokken tog fat og tændte Ild paa Kabyssen. Og det vared ikke længe, før et Maaltid var færdigt, bestaaende af Suppe med salt Kjød, Løg og Poteter i. Alle spiste begjærlig. Til Maden drak man Vand med nogle Draaber Vin i.

Den Gang spiste alle paa Dækket og bænkede omkring samme Bord. Den simple Matros ved Siden af Styrmand og Kaptejn. 162Nylig havde alle følt sig lige smaa overfor Havets og Vindenes Magt.

Under Maaltidet talte man om en af Mandskabet, der i Nattens Løb var skyllet overbord. Alle, som kjendte ham, fortalte om hans gode Egenskaber, og til Slutning hented Kaptejnen Thomas à Kempis og læste et Stykke for at mindes den døde. Og medens man spiste, fik ogsaa en Matros Mad, der var bleven saaret ved, at Storbommen slog om i et Vindkast. Det var netop den Matros, Mika Peter stod og talte med Natten før Stormen kom, og det skal siges, at den gamle Sjømand plejed ham omhyggelig og baded hans Tindinger med kolde Klude, dem Doktoren gjorde i Stand for ham.

Middagstimen kom, og Eftermiddagstimen kom og gik. Uafladelig spejded man efter Skib i Horizonten. Den blev klar. Intet Punkt saas paa den hvide Linje, der slog Ring om Havets Blaa.

Efterhaanden som de sene Eftermiddagstimer begyndte at indfinde sig, paakom alle en tung Træthed. Hidtil havde først de lange Timers Skræk, siden det kommende Haab holdt de fleste vaagne. Nu sad alle og døsede; de gad ikke engang gaa ned. Trætheden overvælded og bøjed dem under sig, 163hvor de sad. En Dvale havde bredt sig over dem. Kun Doktoren gik endnu langsomt frem og tilbage forud. Denne Mand syntes at grunde over noget, selv nu, da alle var trygge. Han saa ofte ned i Havet. Pludselig lagde han Øret til Dækket og stod saa hurtig op og gik ned i Rummet. Lidt efter kom han op, blegere end ellers. Han gik hen til de sovende, saa paa dem med et eget Blik. Saa raabte han højt:

«Hør!»

De Skibbrudnes Søvn var vistnok tung; men Angsten sad dem endnu i Livet. Derfor for de fleste op som ved et Slag.

«Hør!» raabte Doktoren igjen. «Sov ikke mere! Skibet er sprunget læk; det har længe suget Vand. Om faa Timer synker vi!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.