VII

Baadens Aarer blev stille lagt ud. De første Aaretag toges dæmpet; ingen talede. Lydløst gled Baaden bort fra det synkende Skib.

De to Mænd, Doktoren og Mika Peter, sad med aabne Øjne; men uden at se. En Stund gik. De hørte nu og da dybe Pust fra Skibets Indre.

Da begyndte Doktoren pludselig at tale. 167Ordene kom klare og tydelige. Ikke en Skjælven i hans Stemme.

«Herre, jeg vil kaste bort alle tomme Ord; hvad har mine selvskabte Lærdomme givet mig? Hvor jeg har gaaet, har din Strenghed fulgt mig. Aar har gaaet, og jeg har ventet paa den Lykke, der hører hvert Menneske til. Men hvor jeg kom, naged noget mig. Her kan ikke være Stedet, sagde jeg til mig selv, hvor Naaden skal falde paa mig! – og heller ikke her! – Herre, nu er jeg kommet did, at Havet sluger mig, ikke under Storm, men i et langsomt Stille. Er da dette mit Livs Fylde?

Jeg kan ikke dø helt! Jeg kan ikke synke! Jeg føler i denne Stund, at Havet er dybt, men at min Sjæl er dybere . . . jeg tror, den er uendelig.»

Fra nu af lød hans Ord som en Hvisken. Det hørtes, som talede han om Ting, der havde hændt for længe siden. Navne kom frem, Ansigter dukked op, der ogsaa havde Kummer ved sig. Men et Navn lød oftere end andres . . . . udtalt hviskende og blødt, som man udtaler Navnet paa et overnaturligtovernaturligt] rettet fra: overnatnrligt (trykkfeil) Væsen, en Drøm eller en elsket Kvinde.

Mika Peter laa paa Knæ ved Doktorens Side. Hans Ansigt anstrengte sig for at 168komme i bedrøvede Folder, men et eget Grin trængte sig frem uafladelig.

«Hæ!» sagde han pludselig, «har du haft slig fin Kjærlighed at sørge for? . . . . Jeg har ikke kunnet sukke for sligt. Mit Liv har ikke artet sig slig, at jeg har kunnet plukke Blomster . . . . Kjærlighed! hæ! Jeg har kun faaet drikke mig fuld og horet, naar Mørket kom; men det vil jeg sige, at alt skulde været anderledes, om han raaded, som du bad til. Hvad godt fik jeg? Ja,» (han knytted Hænderne og Øjnene stirred) «han skylder mig megen Salighed, før vi er kvit, før jeg har faaet godt igjen for alt mit Vonde hernede. Nej! jeg tier ikke. Aldrig har jeg haft sligt Mod som nu. Jeg skriger det lige ud! Aldrig har jeg haft sligt Mod som nu! Nej! jeg tier ikke!»

Skibet vedblev at synke, langsomt, men sikkert. De to Mænd talte ikke mere. En Time gik, og Havet blev blikstille mod Natten. Thi Nordens Aftendæmring fandtes ikke her. Mørket kom hurtig, og Oceanet funkled i et Ildskjær fra Stjerner og Morild.

Nogle Stunder gik, og Skibets Skrog laa under Vand. Lidt efter steg Vandet de to Mænd over Knæerne. Og Skibet sank uafladelig.

169Da var det, som Himlen og Havet prækede Døden og dens Vælde. Og de to stirred hen for sig; noget som en Blegnen greb dem. Deres Ansigter vendtes mod Himlen, deres Læber rørte sig, men stivt. De sank dybere, Vandet naaed deres Bryst, nogle Minutter endnu og kun deres Hoveder var tilbage, der et Øjeblik saa ud, som de svømmede paa Havet. Indtil alene Doktorens stive oprakte Hænder stod mod Himlen. Saa sank ogsaa disse langsomt, og Oceanet laa som før uden Liv langt borte, til det tabte sig i Nattens Mørke.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.