IV

Fire Maaneder efter at Nils Hall var forsvunden, rejste Fru Ulrikke bort og blev borte Aar efter Aar. Til Forvalteren skrev hun altid, at hun maaske kom hjem til næste Aar; men hun kom ikke. Maaske Forvalteren kunde have givet Forklaring herpaa, men han gav ingen. Han var en meget taus Mand, der ikke havde noget at gjøre med Folk.

Mange mente, at hans Taushed kom af, at han boed i det Grøbenske Hus og blev smittet af de stille Gange og de øde Vægge; men fra disse kunde den vel næppe komme; thi selv beboede han et Par smaa Værelser i Husets yderste Fløj. Han gik kun en daglig Runde gjennem Huset for at paase, at alt var i Orden, og det var altid i Orden.

178Den gamle Have skaffed ham dog ofte Bryderi. Ikke alene skulde Træerne eftersees og beklippes; men Tyve hjemsøgte den ofte og stjal Frugt. Men derfor var Forvalteren ivrig til at vaage over Haven; thi Frugten vilde han selv æde. Det var især om Natten, at de letvindte Knægte klatred over Plankeværket for at samle Æblerne og Blommerne, og det var paa det Vis umuligt at fakke dem. Derfor slog Forvalteren i Taabelighed i Blinde; thi om kun nogen snakked eller lo i Nærheden, blev han nidkjær og gik til Vinduet og raabte ud, at de var Rakkere og Tyveknægte.

Det var hans Skade, at han gjorde dette; thi fra nu af fik han værre Ting at strides med. De unge Folk hidsedes let op, og det blev dem en sand Glæde at finde mørke Kroge og Skygger udenfor Huset og staa der og synge og skrige. Selv om Forvalteren da havde lagt sig, stod han straks op og skreg igjen. Men disse unge Folk, hvem intet i Verden tyngede, havde fremdeles megen Glæde af at blive staaende udenfor Huset og synge videre. Ja tidt naar det var Maaneskin, kunde tre eller fire komme langsomt gaaende med hverandre under Armen, tudende i Haanden som i Valdhorn og syngende forrykte Viser saa falskt og højrøstet, 179at det endte i en voldsom Latter. Ogsaa da var Forvalteren paafærde og prøved at faa dem væk. Men det nytted ham ikke. De bare raabte til ham, der han skjændte fra Vinduet, at det var Alfarvej, de gik paa, og at ingen kunde forbyde dem at gaa. Og vilde han klage paa dem, fordi de sang, fik han hente Lensmanden. Oftest blev det da kun til, at Forvalteren skjældte dem ud, og at de svared igjen med værre Ting, hvorpaa Forvalteren svared med endnu værre, hvorpaa de igjen svared med de allerværste.

«Din Natugle!»

«I Grisengle!»

«Din Hugorm!»

«I Skidttraster.»

Var der muntre Piger med, gik det mest udover dem, og de tiede ikke.

«I Satans Lokkemad!»

«Dit skaldede Fæhode!»

«I Hekser! I Tøser!»

«Dit fede Svin!»

Gaardens Brug gik forresten som før. Forvalteren var ikke den ærligste og den dueligste; men de første tre Aar slog Vejret godt ind, saa Grøden blev rig. Lidt efter lidt vænned man sig til at betragte Forvalteren som Gaardens virkelige Herre. Han 180lagde sig ogsaa til et storagtigt Væsen, skjød Maven frem og holdt den ene Haand oftest knytted paa sin Bag, medens den anden fingererede ved et kosteligt Signet, som han havde kjøbt, og som hang i hans Urkjæde. Han talte endog med langsom, dyb Stemme og lod til at have det vel.

Det lærte han ogsaa efterhaanden, at man ikke skal tirre det unge Blod. Han lod under megen Forsagelse sine Skjældsord gaa sin Vej i det stille, naar de sang og skreg udenfor, og Tiden, som udretter meget, udretted ogsaa, at de unge Folk efterhaanden hørte op med at synge paa de mørke Steder og paa de maanebeskinnede Landeveje. Og Dage og Maaneder og Aar gled lydløst hen over det Grøbenske Hus. – –

Efter tolv Aars Forløb rygtedes det en Dag, uden at et eneste Ord var gaaet i Forvejen, at Fru Ulrikke ikke skulde komme i Dag eller i Morgen eller om et Aar; men at hun var kommen. Ingen havde dog seet hende endnu, og om nogen kom Huset forbi, saa han her ingen Forandring. Fremdeles hang afblegede Gardiner for mange Værelsers Vinduer.

Men da en Maaneds Tid var gaaet, havde en og anden seet hende og kunde fortælle, 181hvordan hun syntes at have det. Hun var bleven gammel, og hendes Haar var hvidt. Men hendes Ansigt var rødmusset og fyldigt, og hendes Øjne havde ikke helt tabt den Glans, de engang havde ejet.

Det første, hun gjorde, var at afskedige Forvalteren; thi det viste sig, at han havde taget meget andet end Havens Frugt af det, som ikke tilkom ham.

Dette, at hun gav Forvalteren Løbepas uden videre og endda mange strænge Ord med paa Vejen, skulde tyde paa, at hun ikke var forknyt. Men noget, der fortalte, at hun nok ikke var tryg, var de tre store Hunde, som hun havde bragt med sig fra Udlandet, og som skulde bruges til at forsvare hende. Mod hvem var ikke godt at sige.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.