X

Forholdet mellem Fru Ulrikke og hendes Pige havde før været fortroligt, og det blev 196efterhaanden endnu fortroligere. Fru Ulrikke havde altid syntes om den vakre, dovne Pige, og nu, da hun blev siddende inde den hele Dag, og Aase saa at sige ikke forlod hende, snakked hun meget med Aase og fortalte hende meget, som hun ikke havde fortalt nogen anden.

Men udpaa Vaarkanten hændte det, at Aase begyndte at blive borte fra sin Frue ofte Timer ad Gangen. Og at hun viste en Uro, som ikke var let at blive klog paa. Ja, det hændte, at Fru Ulrikke laa den ene Nat efter den anden og vented i sin Seng paa Aase, som aldrig kom. Og at hun, naar Aase endelig kom, neppe blev hørt paa.

Men en Dag snakked Fru Ulrikke med de to Husmænd; raabte dem ind i Øret sin Forundring over Aase, som før havde været saa paapasselig, og som nu var saa ligeglad. Hun fik tilbage, at Aase havde hele to Kjærester, en Rytter fra en Komedianttrup, som havde Telt udenfor Byen, og en Soldat, rigtig en stor lyshaaret Svolk, som hun endog var modig nok til at hale indad Bryggerhusvinduet, naar hun vilde være ham nær om Kvælderne.

Fru Ulrikke blev nidkjær for dette. Hun snakked for Aase, og i Førstningen var hun 197meget harm og spurgte, om hun var Tæve, og om hun vilde gjøre hendes Hus til en Bule; ja hun nævnte efterhaanden Ord, som er værre end de kan siges; hun brugte i det hele værre Ord, end hun behøvede – hvad Koner, som har været lystne og smukke, medens de var unge, plejer at gjøre, naar de bliver gamle og ensomme. Og den hele Tid spurgte hun Aase ud, som om det var hende om at gjøre at faa nøje Rede paa, hvad der havde gaaet for sig mellem hende og de to Mandfolk. Og da ikke Aase svarede stort, skreg hun op om, at hun nok vidste det selv! Aase kunde ligesaa godt fortælle det aabent . . . . saa skulde hun kanske prøve paa at glemme det. Hvad havde saa Soldaten og Rytteren gjort med hende?

Saa svared Aase: Hun begyndte med at sige, at hvis hendes Frue ikke var fornøjet med hende, saa kunde hun, Aase, rejse.

Fru Ulrikke svarede, at det havde hun aldrig hverken sagt eller tænkt.

Aase sad lige rolig og snakkede videre. Hun fortalte noksaa modig om sig selv og Soldaten og Rytteren. Af og til smilede hun og saa dovent og ligegyldigt hen for sig. Og da Fru Ulrikke greb hende i hendes runde, fyldige Arme og spurgte: «Og saa mere, 198hvad gjorde han saa? . . . .» – saa lo Aase ganske ubekymret og sagde: «Det kan vel Fruen selv tænke.»

Men omend Fru Ulrikke, efter alt at dømme, var opbragt, sagde hun ikke Aase op, ja forbød hende ikke engang at være sammen med sine to Kjærester. Engang, da Aase kom ind ad Døren, lo Fru Ulrikke endog og spurgte, hvor hun nu havde været. Jo, hun var nok en svær en! Og Aase modsagde hende ikke, men sagde bare: «Folk var vel ikke skikkeligere, da Fruen var ung?»

I det hele maa det siges, at de to, den gamle Frue og hendes Pige, blev ligefrem gode Venner. Det var, som de havde noget sammen. Engang, da Aase gjentog sit, om at Ungdommen før i Tiden vel ikke var bedre, svarede Fru Ulrikke med en Latter og gav sig til at fortælle mange Ting om sig selv, saa Aase neppe vilde tro, hvad hun hørte. Hun havde aldrig ventet, at hendes Frue skulde gaa saa lige løs paa det. Men det gjorde hun; det var, som gamle, hede Dage var kommen hende i Sindet og havde gjort hende ør.

Det var første Gang Fru Ulrikke betroede sin Pige Ting, der gjaldt hende selv; men det blev ikke sidste Gang. Næsten hver 199Aften, naar Mørket kom, sad hun og fik Samtalen til at glide ind paa Ting, som hun ikke kunde glemme.

De sad da ofte, de to sammen, og snakked i en Tone, som de bedst selv forstod. Deres Hvisken lød uafbrudt, og mens de hvisked sammen og fortalte hinanden hemmelige Ting, blev den gamle Frues Øjne større, hendes gamle Kinder fik Farve, og hun saa slig ud, at Aase mange Gange sagde: «Ja, jeg begriber nok, at Fruen har været noget til Lokkefugl!» Og det likte Fru Ulrikke. Hun rejste sig da halvt i Stolen og hvisked og fortalte . . . Aase hørte efter, og hun prøvede at svare med sin Rytter og sin Soldat. Men den gamle lo: «det er alligevel ingenting mod mine.» Og nu kom mange Herrer efter hinanden i Rad, Mænd med Øjne, som havde brændt, naar de havde set paa hende. Tidt var det som disse Blikke endnu virkede paa den Gamle, saa hun blev hed og fortalte, hvad disse Herrer havde sagt i de Stunder, da de begge havde glødet; ja hun fortalte, hvilke Ord de havde brugt for at prise hendes Bryster og hendes Lænder, og hvorledes de havde kysset hende.

Og hendes gamle Øjne brændte heftigere end før, hendes Mund aabnedes, saa Aase 200kunde kjende den varme Aande, som steg fra hende.

Men bag det hele laa en hemmelig Angst paa Lur, der gjorde, at den ivrige Mund kunde lukkes igjen, og Øjnene kunde se vagtsomt omkring sig. Om kun Vinden peb i Tagskægget, eller nogle Regndraaber slog mod Ruden, spurgte hun Aase: «hvad var det, der larmede?»

Det var, som om hun sad og frygtede noget, der maaske nærmede sig i Mørket derude.

Men naar hun atter begyndte sin Tale, brugte hun stærkere Ord end før, og tidt naar hun brugte de værste, gav hun sig til at le. Ja tidt lo hun, saa det hørtes, som hun for Latteren ikke fik Rum til at puste.

Men i disse Aftener var Luften en egen i dette Værelse, hvor de to Fruentimmer sad. Der drev om i den en Sky af Vellyst, Liv, Blod og Dødsangst, der syntes at virke paa dem, saa de tilsidst efter at have sviret i stærke Ord og Latter, sank hen i Døs, før de skulde sove for Natten.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.