XII

203Hun begroves syv Dage efter. En ung Præst, som netop var kommen til Stedet og ikke kjendte hende, havde før han skrev Ligtalen, talt med Bønder og Folk om hende, men det han hørte, gjorde ham ikke meget klog. Saa klog blev han dog, at han forstod, at den gamle Dame havde været livsalig og smuk, da hun var ung, at hun havde syndet og var underlig, da hun blev gammel, og den unge Præst, som havde i Minde to smukke Damer, han havde kjendt, medens han studerede ved Universitetet, og som havde været hans hemmelige Glæde – den unge Præst blev rørt, læste gjennem nogle Breve, der dufted af presset Rose, og skrev Ligtalen ad af et venligt Hjerte.

Medens den unge Præst holdt denne Tale ved Kisten for nogle faa tilstedeværende, blev han var en Mand, der fra en Krog saa paa ham som paa en med hvem han fra Fødselen var Fjende. Præsten saa forbauset paa ham igjen; tidt syntes han at mærke en Sjæl, der sukked bag de stirrende Øjne.

Da Præsten havde kasted de tre Skuffer Jord paa Kisten og fjernet sig, vendte han sig om efter den ukjendte, men saa ham 204ikke mere. Han spurgte andre ud om ham; men ingen vidste, hvem det var.

Men nu er noget at fortælle, som den, hvem det hændte, har vanskelig for at huske i klare Træk. Det synes ham tidt, at det hele maa have været en Aabenbaring eller en af de Drømme, der kommer, naar Blodet har Feber.

Den, hvem det vederfaredes, var Præsten, og det gjorde, at han, der i Grunden var livsglad, blev en af de sorgfulde og milde.

Sent paa Aften samme Dag, da Præsten skulde gaa ind paa sit Sovekammer, ringede det paa hans Portklokke. Klokken var en af dem, hvis smedede Malmklang dirrer gjennem Væg og Stokværk.

Den unge Præst gik til Vinduet og aabnede det. Han saa nu, at et Menneske stod dernede . . . han syntes at skimte et hvidt Ansigt, der vendtes mod ham: «Kom ned,» raabte det, «kom ned. Der er en, som trænger din Hjælp . . . en, som er i den yderste Nød.»

Den unge Præst havde gode Forsætter om at være nidkjær i sin Gjerning, han blev bevæget, trak i sin Samarie, hentede Kalken med Vinen og Guldæsken med Brødet og gik 205 ned og aabnede Porten. Han saa nu straks, at denne Mand, der hentede ham, var den samme, der ved den gamle Fru Halls Begravelse havde stirret paa ham som paa en Fjende.

«Hvem er det, som trænger min Hjælp?» spurgte den unge Præst rolig.

«Kom med mig, saa skal jeg vise Vejen.»

Den fremmede Mand gik foran, og Præsten fulgte. Pludselig standsede den sidste: «Sig mig først, hvem det er,» sagde han.

«Jeg er hendes Søn, som pines,» svared den anden, «kom kun.»

Og de gik videre. Præsten talte ikke mere, en forunderlig Magt gjorde ham stiv og stum.

De gik helt til Byens sidste Huse og forbi dem, langs det lange Stakit, der førte til Kirkegaardens Grave.

«Hvorfor ringer ikke Klokkerne bestandig?» spurgte Manden stille.

Præsten vaktes ved disse Ord. Han standsede.

«Jeg vil vide, hvor du fører mig;» raabte han. «Sig det! Jeg vil vide det.»

Men nu var det, som den anden rørtes: Røsten, Øjnene, hans Hænder, alt blev 206anderledes og mægtigere end hos andre Mennesker.

«Kom,» hvisked han og hans Haand pressed sig om Præstens Arm stærk og ubetvingelig. «Du skal følge mig, Præst! Du skal følge mig.»

Den unge Præst følte sig svag ved Siden af denne. Han kjendte, at han gik noget ondt imøde; men han standsede ikke. De gik videre og standsede foran Kirkegaardens Port. Manden aabnede, Præsten hviskede et hæst nej – og gik ind. De gik ikke langs Vejen, der førte Kirkegaarden omkring; men de gik mellem Grave, smaa og store, nogle med Kors, andre med Sten, andre uden Kors og Sten, nogle høje, andre udviskede. Engang imellem standsed Manden og bøjed sig over en eller anden Grav, som om han lyttede. Saa gik han videre.

De kom ogsaa til den Grav, Præsten havde talt ved om Formiddagen, da standsed Manden og bøjede sig, som om han lytted.

«Hører du ikke?» hvisked han, «hun er ikke død. Hun ligger dernede og piber.»

«Hvad er det for Tale, du bruger?» raabte Præsten i Forferdelse; thi den andens Øje skinned, saa det hvide saas: «Vogt dig for dine Ord.»

207Men da rejste Manden sig og hvisked:

«Hvad ved du, som ingenting ved. Jeg ved det. Men Du kan bede for hende, bed! Du skal!»

«Det er ikke sandt,» raabte Præsten, «hun har faaet Saligheden.»

«Hun har ikke!» raabte Manden. «Ingen har faaet den; ingen der ikke har grædt Blod. Først da springer Salighedsblomsten. Gaa omkring her, hør ved Gravene. Hør, hvordan de ligger dernede og piber; de skriger ikke, de kvæles dybt nede. Det er for trangt. De lever alligevel. Ingenting dør. Gaa omkring her og bed for alle. Men bed først her . . . bed længe . . . gaa saa omkring til de andre . . . du vil ikke blive færdig paa længe.»

Nu greb han Præsten i Arm og i Nakke, saa denne frygtede Døden.

«Ja, ja jeg skal!» raabte han. «Jeg skal! jeg skal! Men giv mig Ro. Jeg er selv syndig, jeg har syndet mod mange Bud, og jeg kan ingenting af mig selv, jeg er Løgner og Horkarl; men lad mig hente noget, en Sten, som ligger over et Barn, der døde ligesom det fødtes . . . en hvid Sten . . . det vil hjælpe at knæle paa den.»

«Hvad vil det hjælpe? af et Barn? Hent 208en Sten, der ligger over det elendigste Menneske, han som havde Sygdom og Sjælesot . . . han som brændtes i Smerte og Angst og langsom Nød. Hent den Sten og knæl paa den.»

«Men jeg tror nok Barnets hvide Sten vil hjælpe. Jeg skal løbe hurtig; jeg kommer tilbage igjen. Jeg kommer tilbage . . . her er Samarien, hold den saalænge, den hindrer . . . men lad mig faa Lov til at hente Stenen. Det skal blive godt, det skal blive godt, Amen.»

Og den unge Præst gik først nogle Skridt men løb saa afsted, traadte paa de dødes Grave, fandt ikke Porten i Mørket, men krøb over Muren, trods den var høj, naaede over med saarede Fingre, det han ikke mærkede, løb ad Vejen mod Byen i Flugt for det, som han ventede vilde forfølge ham og løbe hurtigere end han. Og mod en Mand, der kom ham i Møde uden at tænke paa ondt, skreg han: «Frels mig! frels mig! der er en efter, der er en efter mig! en gal! . . .hør, der skriger han! frels mig!»

Den anden blev pludselig rædselsslagen – helst ved de to Skrig, der kom fra der, hvorfra Præsten kom. De løb begge som 209for Døden eller for det evige, naaede Præstens Hus og stod stille indenfor og lytted.

Og lidt efter hørte de nogen komme. Og det trykkede paa Porten, saa Præsten trak nok en Slaa for Døren. Derpaa lød som et Uvejr af høje, larmende Ord, Folk samledes, trods det var sent, nogle dybe Mandsrøster raabte . . . . man kjæmpede . . . . saa endelig blev alt stille og Larmen fjernede sig.

Tidlig om Morgenen, medens Solen holdt paa at rinde, og den første Morgenfugl sang, gik den unge Præst til Kirkegaarden, hvor han havde været om Natten. Han fandt sin Samarie igjen, men den var flænget til sidste Trævl. Kalken og Guldæsken med det viede Brød fandt han ogsaa. (Hvornaar og hvorledes de faldt ham af Hænderne, vidste han ikke). Brødet laa paa Jorden, opblødt af Duggen. Dug tindrede ogsaa ved Morgensolens Straaler paa Guldæsken og paa Kalkens Guld, der den laa henslængt paa den sorte Jord med en Flig af Samariens sorte Silkeklæde over Foden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.