VI

Høsten kom.

Høsten kan komme paa to Maader. Den kan komme med Storm og med Rimfrost som Sølv, og den kan drysse Sol over de døde Blade. Pesten, som slaar Træerne, kan flamme op og blusse med rødt og grønt. 185Men denne Dødens Blod og Edder fletter sig ind og gjør Smerten stor og gjør den skjøn efter Sommerens Lyst.

Men Høsten kan ogsaa komme med Taage, Taage uafladelig. Eller en langsom Regn. En Række Nætter, der staar stille og ligner sorte Støtter, en Række Dage – den ene efter den anden – som et Følge af blege Mennesker med glædeløse Øjne, der gaar stille forbi.

Saadan var denne Høst. Den kom med Taage og gik med Taage. Nu og da kunde det lysne, og et flygtigt Solstrejf kom til Syne; men næste Øjeblik var Taagen der igjen. Det var alt, om nogle Dage bar med saavidt Tørvejr, at man kunde færdes ude uden at blive vaad.

I disse Opholdsdage plejed Fru Ulrikke gaa ud med Aase og den ene af de to gamle Husmænd. De plejed at gaa over Moen ad en Sti, som var lagt af en Vejbygger for nogle Aar siden, da Vej lagdes paa den anden Side. Stien var bleven brugt til at trille Fyld til den egentlige Vej, og det vistes endnu efter Aars Forløb ved den Puksten, der laa strøet paa begge Sider af den.

De plejed aldrig at gaa længe, blot en halv Time; i Højden én. Til de naaede did, 186Skoven begyndte. Saa plejed de at vende og gaa langsomt tilbage til Huset igjen.

En Eftermiddag gik de saaledes afsted. Fru Ulrikke ved Siden af Aase, saa den gamle Husmand to Skridt bag. Aase fortalte om, hvad Bønderne havde sagt hende om Grøden: Fodret var godt nok fra først af; men det kom daarlig i Hus, Kornet var ikke godt, det blev ikke modent; thi Solen havde manglet.

Da de havde gaaet et Stykke Vej, blev Fru Ulrikke træt; hun vilde gjerne sidde. Saa gik de til Højen med den gamle Stenbænk paa. Der satte de sig. Fru Ulrikke svarede ikke mere paa, hvad Aase sagde, og en Stund efter faldt hun endog i Søvn. Hun lukkede ialfald Øjnene og dubbede med Hovedet.

De to ved hendes Side snakkede da ikke mere sammen. Husmanden sad urørlig og pusted regelmæssig. Aase bandt paa en rød Strømpe. Thi hun var meget forfengelig til sine Tider, og Fanteblodet, hvoraf hun havde noget i sine Aarer, og som gjorde hendes Øjne og Haar saa sorte, gav hende Lyst til stærke Kulører.

Pludselig kom en Mand over Moen hen mod dem. Han nærmed sig hurtig. Først syntes det, som om han ikke bemærkede 187dem; men om lidt fæsted hans Øjne sig paa Fru Ulrikke. Da han var nogle Skridt borte, svinged han til Siden, men saa hele Tiden did bort, hvor de sad. Endog medens han vendte Ryggen til, havde han sit Hoved halvt drejet om mod dem.

De to sad stille og saa efter ham. De havde aldrig seet ham før . . . . hvorfor stirrede han slig?

Men da Manden nærmede sig tredje Gang, vaagnede Fru Ulrikke som ved et Ryk. Hendes Øjne mødte den fremmede Mands. De blev hængende ved hans og blev større og større, medens hendes Træk stivnede, og hendes Mund aabned sig halvt. Saa gav hun sig pludselig til at skrige, skreg stygt og uafladelig.

Manden fortsatte sin Gang, stirred paa hende hele Tiden, kom temmelig nær, vendte endnu en Gang om og fjærnede sig. Men hans Øjne hang ved hende, til han selv tabte sig i Tusmørket, som var begyndt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.