Kommandørens Døttre

av Jonas Lie

II.

Rul rul rul rul, – rul rul rul rul, – rul rul rul rul, rul rul . . . gik det paa Pianoet derinde i Stuen.

«Tror Du ikke, vi kunde faa Lov til at gaa ned paa Badehuset og bade idag, Cecilie?» afbrød Marthe Øvingen.

Cecilie sad ved Vinduet og syde; men keg af og til ud af Ruden.

«Det er jo det deiligste Solskin og ordentlig hedt,» pustede hun. «Kan Du ikke prøve, Cecilie! Mama siger ikke nei til Dig.»

Cecilie gik ud, og Marthe tog igjen med et nyt Opbud af Iver paa med sit rul, rul Øvelsesskalaen op og ned . . .

«Naa?» . . .

«Vi faar ikke Lov. Mama siger, det er for koldt i Vandet saa sent i September.»

Rul rul rul, – fortsatte det saa med Ærgrelsens Kraft. «Gid vi var i Kristiansfeldt igjen! Jeg synes Mama gjerne kunde høste ind Bergamotterne idag . . . Hvad ser Du saa ud efter hele Tiden, Cecilie? Ser Du Jan? – det er snart mod Middag.

Nei hvad er det, Du ser saa efter?» sprang hun hen til Vinduet. – «Aa, bare Karsten og Far – og Fasting . . . Mon Fasting skal hid?»

«Jeg saa ikke den Vei!» paastod Cecilie hidsigt; «og hvorfor skulde Fasting just hid, maa jeg spørge?»

Hun trak i det samme Hodet hastig tilbage.

Han saa stivt og opmærksomt ind og hilste meget venligt til Marthe, der nikkede igjen som til en god Ven og bekjendt.

«Hvorfor stak Du Dig undaf, Cecilie?» vedblev hun barnagtig ærtende.

«Det gaar i Spisestudøren!» stansede hun med ét og skyndte sig hen til Pianoet.

Rul, rul, rul, rul . . .

«Var det Mama, tror Du?» Hun lyttede. – «Nei bare Nella.»

Cecilie havde nu flyttet Plads til den modsatte Side af Sybordet.

«Du mener, Fasting kan komme tilbage igjen?» Marthe stak nysgjerrig Hodet ind i Vinduskarmen for at se længst muligt; det var et rødligt Haar, der vred og krøllede sig stridt væksterlig helt ud til Toppen.

«Hør Marthe, jeg synes rigtig, Du skulde øve nu, saa Du engang blev færdig! Forresten véd Du godt, at jeg ikke bryr mig om, enten Fasting gaar frem eller tilbage.»

«Bi lidt, bi lidt, der kommer nogen,» vedblev Marthe ufortrøden paa Udkig bag Søsteren.

Cecilie bøiede sig hastig ind til Gardinet.

«Aa det er bare tykke Sørensen; nei hvor han stabber . . .

Og der er Jan!» raabte hun med den lidt opsnuppede Næse omtrent fladtrykt mod Ruden.

«Jeg lukker Vinduet op, Cecilie! Han kan godt klyve ind igjennem det. Jan! Jan!» vinkede hun ud.

«Er Du gal, Marthe; vil Du lukke igjen!»

«Der er jo ingen, som ser det.»

«Ingen, som ser det? Fasting gik jo der; – og desuden, – luk bare igjen, siger jeg Dig.»

Der stod en Strid om Vinduet. Marthes magre tynde Arme trodsede tappert imod for at holde det aabent.

Det smekkedes i netop, som Jan stod under det, ikke uvillig til at efterfølge Anmodningen.

Nu kom han imidlertid ind i Stuen den rigtige Vei; men med en overmaade bekymret Bedemandsmine, og hans ellers saa lystige Ansigt saa trykket og beklemt ud. Den lave kraftige Pande med den svarte Lug over bar den rene Sorg.

«Hvad er det, Jan?» fo’r de begge forskrækket imod ham.

Han rystede bedrøvet paa Hodet . . . «Naar Uheldet er ude, saa er det ude,» sagde han trist og satte sig hen paa en Stol.

«Men der maa da være en Maade at klare det paa . . . det er da umuligt, at sligt ikke kan gjøres om?» grundede han øiensynlig i Vaande.

«Hvilket da, Jan?»

«Aa, jeg min Dumrian! – har ikke Kommandøren vist Jer Brevene?»

«Hvilke Breve . . . Hvorfra?»

«Naa saa I véd det ikke, – naa saa! – Ja da da er det nok ikke rigtig af mig at komme med det . . . Men det er da umuligt, at det ikke skulde kunne gjøres om,» mumlede han for sig selv, – «umuligt! umuligt! . . .»

«Men hvad for noget, Jan!» rystede Cecilie ham i Armen, medens Marthe stod fortabt af Skræk.

«Det er nu heller ingen Manér det at gifte de unge Piger bort ved Lodtrækning; – men det skal være Lov der i Brødremenigheden i Kristiansfeldt. Véd I noget om der virkelig er en saadan Lov?»

«Naturligvis bare for Brødremenighedens Medlemmer,» sagde Cecilie.

«Ja men nu er Ulykken, at de har holdt Lodtrækning og tat Jer to med, som var i Pensionen.»

«Os?»

«Der er kommet Brev idag. Kommandøren har været aldeles ude af det.»

«Os?»

«– for det er nok en hellig Handling, som er uangribelig, staar der.»

«Os?» . . . Marthe saa ulykkelig hen paa Cecilie.

«Den ene af Jer, jeg véd ikke, hvem det er, har faat Nummer for Menighedens ældste, som skal være to og otti Aar og saare behøve Pleie i sine sidste Støvets Aar, staar der; og den anden har faat en Broder, som har været gift før og har ni Børn . . . og er Snusfabrikant. Han maler al den Snus, de behøver baade Brødrene og Søstrene der – paa syv store Snuskværne . . .»

«Aa din Skøier!»

Marthe kom sig af sin dybe Panik ved, at Cecilie pludselig lige harmfuld som lettet regalerte Jan med et ganske velrettet Ørefigen; han havde virkelig et Øieblik overrumplet hende!

«Og det tror Du, Du kunde indbilde os, – saadant noget dumt! Er det den Slags, Du sidder og grubler ud paa Navigationsskolen?»

«Aa Du var frygtelig bange for Snushandleren, Cecilie! Det nytter ikke at nægte det. I stod, som I var bortgiftet begge to,» fornøiede han sig.

«Jeg lar mig ikke ta, min kjære Jan! Men Du skal ha det igjen, vær rolig!» lovede Cecilie og satte sig værdigt hen ved Sybordet.

Der skulde hun uvilkaarligt og mod alt, hvad hun havde tænkt, komme til at hilse saa ekstra straalende til Fasting, som ganske rigtig netop vendte tilbage fra Maskinværkstedet med en Papirrulle under Armen.

Jans Mor var en Halvsøster af Kommandøren. Hans Far, Doktor Børresen i Nordfjord, var for nogle Aar siden forulykket paa en Embedsreise, – et Slag for Familien, som førte til, at Jan, den ældste Søn, maatte tages ud af Borgerskolen og gaa tilsjøs. Kommandøren havde taget sig endel af ham og nu, han læste til Styrmandseksamen, og det lod til at være trangt om Ressourcerne havde han budt sin Slægtning at bo der i Huset.

Saasnart Værftsklokken ringede Middagshvilen ind for Arbeidsstokken, holdtes der Udkig af Søstrene efter Jan, der ventedes fra Navigationsskolen. Han indfandt sig da ogsaa tidligst mulig i Bevidstheden om, at de tre nok skulde udfylde den gnavne Halvtime, før man gik tilbords. –

– Fruen øste op Fiskesuppe til Middagen med Boller og Portulak, – det var Sønnens Yndlingsret.

«Og saa «Fisk paa Fad», Mama!» hilste Karsten den ny Ret, som kom. – «Apropos! vi har faat Invitation ud til Konsul Wanckel paa Landstedet. Jeg hører, det skal være for os Officerer paa Korvetten . . . blir nok galant. The, lidt Dans, meget Champagne.»

«Aa-aa,» udstødte Marthe ivrig, «jeg faar da ogsaa være med, naar det er ude paa Landstedet, Mama?»

«Plag mig ikke, Barn! Det blir ved, at Du venter med at komme ud i Selskab til næste Aar.»

«Nei véd Du hvad, Marthemor! Du er sandelig for grøn en Kart,» stadfæstede Karsten. «Jeg har nok med at bibringe din Søster Rudimenterne.»

«Tak, Karsten! din Søster skal ikke bry Dig, jeg har ingen Lyst til at gaa,» sagde Cecilie lavt og saa ned i Tallerkenen.

«Snik, Snak, Cecilie!» afbrød Mama utaalmodig.

«Nei gaa ikke i Selskab, Du Cecilie!» harcellerede Karsten. «Kavalererne er saa rent slemme i denne onde Verden, – især da mod Dig, – saa paatrængende til at engagere! Der er ogsaa sørget for en Whist til Papa, ser jeg.»

«Saa, – nu gaar det løs med Turneringen! levér det til din Mor,» skød Kommandøren Indbydelsesbilletten fra sig henover Dugen. «Jeg for min Del agter at ligge fortøiet i min Seng Klokken ti.» Han spiste rask væk, saa det graa Skjæg bevægede sig ved Kjæverne.

«Ja det er unægtelig det mageligste, Witt! Men jeg har ikke let for at indse, at vi, som har Pligt til at repræsentere, bare kan svare: Nei Tak, jeg ligger helst i min Seng!»

«Min Tjenestepligt fordrer, at jeg skal staa op om Morgenen; den Side, som kræver ogsaa at være oppe udover Natten, faar Du besørge.»

«Man faar dog vise, at man sætter Pris paa Konsulens Opmærksomhed baade mod Etaten og os personlig. – Han er nu vel blevet omtrent vor rigeste Skibsreder!» kom det med Vægt paa det sidste Argument.

«Ja ja, drag afsted. Jeg nægter aldeles at være forpligtet udenfor Bygrænsen,» satte Kommandøren i.

«Saa! Ja saa tænker jeg, ogsaa vi holder os til Bygrænsen og gjør os det hyggeligt hjemme iaften,» lød det i mild opgivende Tone.

Kommandøren syntes ikke at have noget at erindre mod den Udvei; han var optaget af at suge ud et Fiskehoved.

«Det vil jo bli en rigtig glædelig Opmuntring baade for Karsten og os andre nu, han netop er kommet hjem,» fortsatte Mama.

«Karsten kan jo gaa, har han Lyst!»

«Fra os nu? – nei det vil jeg rigtignok frabede mig, Witt! Du kan ikke mene, hvad Du der siger; det var nu lidt hjerteløst, rent ud sagt. Saadan Hensynsløshed.»

«Naa, naa, Mama, naar nu Far ikke synes om at reise med,» fandt Karsten det hensigtsmæssigt at lægge ind.

«Maa jeg be, Karsten! Far er endnu hverken saa svag eller saa gammel, at han behøver at ty til Undskyldninger, som kanske kunde passe for en Pensionist, – og som mildest talt gjør os alle latterlige.

Kommandøren rettede sig bistert; hans ni og seksti Aar og Spørgsmaalet om at søge Afsked var hans saare Punkt.

«Og Karsten kan da sandelig ikke gaa hen og forsvare sig med din Bygrænse uden at bli til den rene Latter for sine Kammerater,» forfulgte hun sit vundne Overtag. «Men, – naar Du vil det, Witt, saa faar vi trøste os saa godt, vi kan herhjemme iaften,» lagde hun til med noget, der skulde være hengiven Resignation.

Kommandøren saa paa hende. Der var slemme Uveirsskyer isigte. Han sad øiensynlig stedt i Valget mellem «Aftenens Hygge» og «Bygrænsen» . . .

«Jeg forudser saa tilstrækkelig nok af Selskabelighed, naar Karsten skal gaa ledig herhjemme i hele Vinter lige fra Korvetten er lagt op,» udbrød han bidsk.

Der fulgte en lummer Pause, hvorunder Karsten trommede paa Bordet og kræmtede.

«Min Bestemmelse skal Du faa, naar jeg kommer fra Værftet i Eftermiddag, Jutta! Du faar ha den Godhed at vente saalænge.»

Kommandørinden forstod, at «Bygrænsen» var falden; men kunde ikke dy sig for at replicere til Sidehugget mod Karsten.

«Gaa herhjemme, siger Du, Witt, – Karsten? Som han ikke gjør sin Pligt i sin Tjeneste her som Ekvipagemester? – som vi ikke maa være saa inderlig glade og taknemmelige, saalænge vi bare faar beholde ham?»

«Jeg siger, at Selskabeligheden ruinerer vore unge Mennesker, gjør dem bløde og slappe i Tøiet, saa de mister den rette Ærgjerrighed. I Karstens Sted,» ivrede Kommandøren med en infernalsk Fistel, «havde jeg nu været i engelsk, fransk, amerikansk, pokkerivoldsk Tjeneste ude i Verden og arbeidet mig op til noget i min sømilitære Videnskab, udvidet min Horisont, – saa jeg engang kunde naa noget klækkeligt herhjemme. Men i det Sted skal man danse og kurtisere og være Løve i nogle smaa Cirkler . . .»

Karsten gjorde et Ryk med Stolen.

«Witt! . . . betænker Du, hvad der kan komme ud af dette?» stansede Kommandørinden sin Mand betydende.

«Ja det er saamæn ikke min Lyst at gaa her til Forargelse hjemme!» henslængte Karsten brøsigt. «For den Sags Skyld kan jeg gi mig i hvad Tjeneste, det skal være.»

«Der ser Du, Witt, hvad det fører til,» lød det jammerfuldt. Tanken om, at hendes Øiesten skulde gaa i udenlandsk Tjeneste var Kommandørindens Panik.

«Jeg mener, at en Søofficer, som virkelig vil være en Sjømand, skal søge sin Uddannelse gjennem Gjerning paa Sjøen,» retirerede Kommandøren. «I Karstens Sted tog jeg tusen Gange hellere end det Slaraffenleben en Løitnantpost paa et af Statens Dampskibe, som gaar rundt Kysten. – Paa Nordland antager jeg, han temmelig snart kunde bli Chef.»

«Takker saameget, Far, hellere da i fransk Tjeneste end det Hundearbeide der nordpaa.»

«Gud bevare Dig, Mand! Karsten skulde gaa hen og grundlægge en ødelagt Helse i Vinterveir og Træk og Væde der nord? – med Rheumatisme og Gigt for alle sine Dage; jeg maa sige, Du taler uforsvarligt.»

«Aa jeg tænker ikke, en ung Officer grundlægger farlig mere Helse ved at gaa og drive paa Gagen og ingenting bestille Aaret rundt, – slænge sig væk paa Billarder og Restaurationer og alt det der. Jeg saa dem nu langt tryggere ude paa et ordentligt Vintertogt.»

«Har Du da ikke en Tanke for mig, Witt? Har jeg mere end denne ene Søn? – og ham skulde jeg vide ude i de værste Farvande . . . Jeg vilde ikke faa Ro hverken Dag eller Nat!»

Hun sad overvældet som den levende Bebreidelse.

«Du ser mig nu straks baade sunket og forlist, Mama. Men jeg har ofte spekuleret paa et Par Aarstid i udenlandsk Tjeneste, for en Sjømand kan det gaa for samme Vasken,» yttrede Karsten med ligegyldig Mandighed. «Det er da ingen Evighed, Mor!»

«Ja komme ud!» optog Jan ivrig. «Aldrig har jeg set slige Manofwarer – med Damp da, – som paa Rheden af Bombay; Kanoner ud af Gluggene saa store som Kværnstene. Og naar de skjød, dundrede det, saa –»

«Karsten er heldigvis ikke i den Stilling, at han er nødt til at fare paa den anden Side af Jorden som Skibsgut!» afbrød Kommandørinden ham med et Træk ved Munden, som hun bemærkede ham dybt nede i et Skibsrum.

«Jutta!» kræmtede Kommandøren hvast mindende.

Med et stivt Smil ned mod Dugen lagde hun omhyggelig Servietten sammen ind i Sølvringen. Stolen skjødes tilbage, og med en Værdighed, hvori der lumrede som af en overhedet Kakkelovn, strøg hun høitidelig ud af Døren.

Under den almindelige Taushed skrabede straks efter ogsaa Kommandørens Stol. Han gik lige ind paa Kontoret. Jan og Karsten forsvandt hver sin Vei.

At Kommandørinden ikke var i naadigt Hjørne, hørte gamle Nella, som stod ved Strygebrættet i Pigekammeret, alt paa den hæftige Knirken af Skridtene indover det lange Kjøkkengulv. Nella havde kastet alt andet og straks taget fat paa Cecilies Kjole til iaften.

«Læg det hele bort!» lød det. «Har Du ikke fundet for godt at gjøre det før, saa skal vi ikke ha det sjusket af i sidste Øieblik.»

«Kommandørinden befalte, jeg skulde stryge Gardinerne og Mansjetskjorterne Mandag og Tirsdag, og saa var det Vinduspudsningen. Men Kjolen skal nok bli færdig, der er god Tid.»

«Du burde vidst saameget som, at Cecilie maa ha sit Tøi iorden. Et Menneske, som har været i vort Hus i tyve Aar, skulde dog vide lidt Besked, synes jeg, – at der kan komme noget paa hvert Øieblik. Men det lader virkelig til, at man først maa henvende sig til Dig for at kunne gaa ud en Aften. Det er en forfærdelig Uorden! Takket være Dig, faar Cecilie nu være hjemme eller brillere i mørk Hverdagskjole. Læg det hele væk . . .

Jeg véd ikke engang om nogen af os er i Humør til at reise! endte hun yderligere knusende, idet hun med en tung Bebreidelsens Vægt igjen styrede indover.

Det udtryksfuldeste i Nellas Ansigt, det altid bekymrede Mundparti med den lange gule Kind op til Ørespidsen stod fuld af stille, haardnakket Stædighed; hun stred bare ivrig videre neddukket i sit.

Der havde gjennem de mange Aars Slidninger udviklet sig en særegen Taktik imellem dem. Kommandørinden havde sin Styrke i Angrebet, Nella i Defensiven. Kommandørinden var som en Orkan, der, efter at have sendt sine Stormstød ud, igjen lagde sig, medens Nella, i Øieblikket omblæst, ikke havde andet at ty til end en haardnakket, dagelang mut Uforsonlighed, hvori hun gik utilgjængelig for selv de finest udtænkte Tilnærmelser.

Hendes komplette Uundværlighed havde bevist sig gjennem en Række Kriser, som før i Tiden gjerne toppede i Opsigelser, der igjen ligesaa stadig blev taget tilbage.

Det var Kommandørinden en moralsk Fornødenhed at vide alt i Orden og i pudset blank, præsentabel Stand; kunde hun fæstet hele Verdensordenens Uhrværk med Skruer, vilde det været hendes Fuldkommenhedsideal. Og vaske og støve og rydde, det kunde ingen som Nella! – At der ikraft af en eller anden særlig til Stillingen hørende Nødvendighed maatte være «fint og blaast» hos Kommandørens, var tilslut gaat Nella i Blodet som en hidsende Ærgjerrighed. Travl og fuld af Omsorger gik hun der mellem dem som en lukket Æske, hvor de alle gjemte hulter til bulter baade sine Humørsudbrud og sine Hjertensmeninger. Hun var, saa at sige, Husets samlede Fortrolighed, samtidig den Søplekasse og den Bomuld, hvori det blev forvaret altsammen – baade for og imod. Hendes Taushed fortolkedes som det selvfølgelige samtykkende Ekko; det Tilfælde, at de modstridende Meninger skulde rive sig mod hinanden og danne nogen Hvirvel i hendes Hjerne, forudsattes ikke. Og lige vigtigt og lige presserende var det for Nella, enten det gjaldt en Sorg i Huset, eller det var en Skjorte, som havde faat en Rynke under Jernet. – – – – – – – – – – –


– Inde ved Kaffeen var der taust og trykket.

Kommandørinden sad i Sofaen og tog Drag af Lugteflasken, medens Smaapigerne svævede som Skygger og hviskede.

Karsten slentrede opgivet med Koppen og plystrede.

Jan slugte sin Kaffe og gik.

«Det er mærkværdigt, at han endelig havde den Takt at gaa!» udbrød Kommandørinden nervøst. «Det er en sand Plage at føle de Øine paa sig hele Tiden . . . En saadan Matrosgut i vort Hus og ved vort Bord hele Vinteren igjennem! Han forstaar aldeles ikke sin Stilling, formelig som han tillader sig at holde en Mening – paa den ligeberettigede Slægts Vegne . . .

Bring en Kop ind paa Kontoret, Cecilie! ha Sukker og Fløde i. Du kan glæde din Far med at ingen af os reiser i Selskab iaften. Jeg kjender min Hovedpine i Anmarsch,» udbrød hun lummer.

«Nei, Gamlen skal ikke sige mange Ord, før jeg gaar til England,» endte Karsten høit en Ærgrelsens Tankerække. «By mig den Hunderute nordpaa!» – Moderen skulde føle Tyngden, – det var ikke hans Skyld, om han blev hjemme.

Hun sad og sukkede under Presset som i en Skruestik.

«Men hvorfor skulde det nu endelig være nordpaa, Karsten?» kom det forsigtig fra hendes efter Udveie søgende Tanke. – «End her sydpaa, min egen Gut, . . . med et af Statens gode Dampskibe?»

«Næstkommanderende? – ja det er jo en forgyldt Slavestilling . . . me-n hvor slaver man ikke?»

«Fra Vaaren af naturligvis, – var det saa galt, Karsten,» vedblev hun mere og mere ivrig.

Kommandørinden havde faat en lys Indgivelse. Tog Karsten en saadan Ansættelse, kom hun til at se ham hver anden Uge, naar Dampskibet anløb Stedet; – og Faren for udenlandsk Tjeneste var fjernet.

Da Cecilie kom tilbage, var der et helt Omslag i Luften. Karsten lod til at være noksaa vundet for Mamas Idé; og Mama var midt inde i det, talte om Fars store Indflydelse, og hvilket Dampskib der skulde være det bedste . . .

«Jeg ser Dig staa paa Kommandobrættet, Karsten, og vinke til os her i Vinduerne med Uniformshuen og Far passe paa paa Volden med Kikkerten. Det skulde bli noget for din Mor at gaa op til Kristiania med dit Dampskib!

Aa, kjære Dig, Cecilie,» afbrød hun sig selv, – «gaa ud og se, om Nella er svært sur, Du. Sig, Du skal ha din lilla Kjole paa iaften, og at Mama sa’, at hun stolte paa Nella med Pibeskjørtet. Bed hende lægge frem til Far. Spøg lidt med hende, Du. Og se her, ta med Dig Kaffe ud til hende – og to Tvebakker . . .»


Jan saa jo godt, at Marthe kom lidt fortudet frem, da de andre skulde kjøre afsted til Selskabet.

Der vankede Formaninger fra Kommandørinden helt til ud af Vognen:

Marthe skulde læse sine Lekser og saa tilsengs, ingen Ramlen paa Pianoet! Kommandørinden havde selv tat Nøglen. Jan fik hjælpe Nella med at bære Blomsterne ind fra Havetrappen, det blev vist koldt til Natten, – «og Aftensmaden op paa Værelset, Jan! Du har vist saa nok at læse til imorgen? Nella hænger ind Gadedørsnøglen Klokken ni . . .

Du rydder op og ordner overalt, Nella!» bøiede hun sig med en sidste Ordre ud af Vognen, idet den rullede afsted. – – – – – – – – – – – – – – – – –

Skulde de spille lidt Fjerbold i Salen?

Kaste Ring ude paa Gaardspladsen? – bare et Øieblik?

Spise Ribs i Haven?

Marthe rystede paa Hovedet til alt, hvad Jan fore slog; det var bedst, hun satte sig til at puge Fransken. – «Eller Jan! skal vi skynde os ned i Prammen og ro i Kanalen . . . bare lidt, før det skumrer?»

At ro var det morsomste, hun vidste! Men saa maatte han baade faa laant Aarer og løse Baaden. Hun skulde springe hen til den gamle Olsen, Opsynsmanden, for at faa Nøglen til Lænken.

Hun fo’r afsted knyttende Hatten i Farten, og havde alt været oppe hos Opsynsmanden, da Jan kom traskende med Aarerne paa Nakken.

Arbeidsstokken havde forladt Værftet, og den sidste Sol faldt endnu kun paa Bagsiden og Tagspidserne af den Række numererede gule Bygningsskur, hvori Kanonrobaadene opbevaredes.

Oppe paa Volden kastede de fem, seks Signalkanoner langstrakte Skygger. De stod der paa sine gammeldags Lavetter med Træhuse over Fænghullerne, Mundingen i Veiret og en høi Mine af at beskytte Havnen, hvor der laa et Par overtækkede Orlogsskrog.

De maatte skynde sig, skulde der blive nogen Tid til at ro.

De fandt Prammen halv nedsænket og fuld af Sjø.

Medens Jan stod og øste den læns, kunde han ikke lade være at undre sig over, hvilke Kræfter der stak i hende.

Hun trak den tunge, vastrukne Baad til sig efter Fæstelænken. Meningen var at faa Foden hen paa den svære Landtrosse over til Skroget af Briggen, som laa forhalet til Kaien for at faa Vintertag over sig. Hun prøvede og prøvede:

«Nu gaar jeg!» raabte hun hændigt ballancerende.

«Nu gaar jeg, Jan!» . . . fulgte det ængsteligt. Hun havde vovet Foden ud over Dobbeltstikket paa Trossen, og den svære Knude viste sig at hindre Tilbagetoget.

«Falder jeg, Jan, saa – pas paa!» . . . lød det beklemt.

Hun stod og turde hverken gaa frem eller tilbage, – indtil hun med en pludselig Beslutning tog Fart.

«Jan!» lød det bjerget; hun havde faat Tag i Risbundten over i Briggens Klyds.

«Kan Du gjøre mig det efter!» hoverede hun oppe fra Rælingen.

«Jeg siger Dig, Marthe,» fo’r han sint op og slængte Øsekarret, – «det var bare paa et Haar. Du kunde faldt og slaat Dig fordærvet mod Prammen!»

«Staa ikke der og skjænd; men skynd Dig og øs og kom og læg Baaden under.»

«Nei nu kan Du bese Briggen.»

«Kom straks, hører Du . . . kom, siger jeg Dig!»

«Aa Du kan øve Dig lidt i Navigation.»

«Her er virkelig hyggeligt ombord; jeg tror, jeg vil la’ være at ro,» gik hun resigneret nynnende . . .

«Nu husker jeg det, jeg maa skynde mig hjem og læse Gramatiken.»

«Nei nu er Baaden knusk tør, Marthe!» raabte han og lagde til med Prammen.

«Bæ for det, – Du maatte da komme!» – og med et overmodigt Hop var hun nede i den.

«Nu ror vi opover, jeg tar den ene Aare.»

Hun satte sig hen paa Fortoften og bed i den største Ivrighed Tænderne sammen, medens hun trak i Aaren, saa det gik hvidt i Vandet under Bladet. Han stod og skaadede.

«Jan!» stoppede hun pludselig op ildrød efter den første Anstrengelse . . . «Devold, Du kan tro, jeg har havt Moro af ham i Eftermiddag. Han kiger altid paa den venstre Skulder, hvor han har Epauletten, siden han blev Kadetunderofficer. Han kom saadan ganske ligegyldig hen til Haveporten, hvor jeg stod, og begyndte:

«De skal vel i Selskab iaften, Frøken Marthe?»

«Det er netop det, jeg ikke skal, Hr. Devold!» takkede jeg ham for hans behagelige Efterspørgsel. Men da skulde Du ha set hans Ansigt, – det blev saa langt som saa! Han stod rent fortabt og gabte.

Men da jeg saa sagde: Ikke jeg, men Far og Mor og – Cecilie, da blev Fjæset rent firkantet af Fryd og Salighed. Han hostede og stottede og prøvede at lade, som om det ikke var for at faa vide netop det, han var kommet; men han gik saa mærkelig straks sin Vei.

De er gruelig fornøielige saadanne forlibte Herrer. De gaar og lister sig og lurer og lader som ingenting. Devold er nu den sjette, som jeg ved er forgabet i Cecilie; det vil sige ordentlig. Først er det nu Fasting –»

«Ja han blir nu den øverste af dem allesammen,» udbrød Jan. «En kan se paa ham, at det er en Mand!»

«Jeg skulde da vel tro, Du kan se det paa Karsten ogsaa?» føg Marthe op; – «og Du siger, at Fasting er den første.»

«Ja det faar bli staaende ved det, ser Du, Marthe. Han og saa gamle Kommandøren. Hui, hvad det kunde blet af Gamlingen, om han havde faat slaat Armene rigtig ud! Du ligner ham lidt over Skuldrene, Marthe.»

«Jeg?» udbrød hun hidsig.

«Karsten er bare som en pen rigget Barkebaad, som hans Far nu vil stage ud slig, som han sjøl gjerne vilde ha seilet. Men ser Du, Karsten har ikke den Natur.»

«Véd Du hvad, Karsten . . .» reiste hun sig.

«Han vilde ta Vand ind og søkke, skulde han ud slig som Gamlen tænker. Gamlen er bare gal, fordi han sjel ikke har været nok ivei.»

«Jeg synes, Du er baade uopdragen og raa,» tog Marthe i. «Du hørte i Middags?»

«Ja han blev kjørt ud i Dampskibsfarten.»

«Jeg vil hjem, siger jeg Dig! Vær saa god og vend, jeg vil hjem.» Hun tog i med Aaren paa sin Side og vendte Baaden.

«Men Marthe, Du skjønner da –»

Marthe svarte ikke.

«Karsten kan være meget bra for det; – han er jo en overmaade dygtig Officer.»

«Tak, maa jeg faa komme paa Land.»

«Og jeg mener jo ogsaa, han er snil, bare lidt, lidt formeget Mors Søn – og vék i Fisken,» – var han saa uheldig at lægge til, idet Baaden var ved Bryggetrappen.

«Tak for din gode Mening om ham, Jan,» kniksede hun deroppe fra, før hun med fornærmet Reisning tog Veien hjemover.

«Marthe . . . Marthe!» lød det bagom hende.

Marthe blot skyndte paa.

«Marthe!» hørte hun igjen, – «Du maa da betænke, vi kan ikke fare i sligt Optog lige op til Huset.»

Farten bare øgedes. – Sligt Optog? . . . hun maatte se sig om bare et Glimt; men det var nok til at faa hende til at stanse.

Jan fo’r efter med hendes Hat paa Hodet.

«Jeg troede, Du vilde ha Hatten med Dig, Marthe?»

«Tak, kom hid med den.»

«Faar ikke det Fillebaandet op igjen, forsikkrer jeg Dig. Det er gaat galt i Farten med Halvstikket, blet Blaaknude. Jeg vil være hængt, om jeg faar den Hatten af mig!»

«Riv ikke Baandet, hører Du; Mor blir vred. Hører Du! Jeg skal knytte op . . .»

Hun plukkede Knuden op under Hagen paa ham og begyndte interesseret at passe Hatten, saa til den ene og saa til den anden Side. Med et:

«Aa fy, hvor fæl!» rev hun den puldselig af ham og fo’r afsted.

Ud af Dagligstuvinduet stak gamle Nella sit ivrig speidende Hoved.

«Vi var bare lidt nede ved Kanalen, Nella.»

«Jeg siger, Di gjør mig ulykkelig engang! Der skulde bli et Hus, om Kommandørinden fik vide, at det var slig, Du drev Læsningen din, Jan. Og Marthe, som bare skulde lære Leksen og lægge sig . . .»

«Jeg maa faa sidde i Sengen lidt og læse, mens Du venter paa dem, Nella, – bare en halv Time,» bad Marthe.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kommandørens Døttre

Romanen Kommandørens Døttre ble utgitt i 1886. Boken ble en salgssuksess, men Lie ble anklaget for å være for pessimistisk og dyster.

Som i Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.

Handlingen er bygget opp rundt familien With. Allerede i starten av boken kommer det tydelig fram at døtrene Cecilie og Marthes oppdragelse skiller seg sterkt fra sønnen Karstens. Den forskjellige oppdragelsen og forskjellene i forventningene til kjønnene fører til misforståelse og mistillit mellom kjønnene. Rett etter utgivelsen skriver Lie: «Jeg har sét [...] Kvinder [...] gaa der som visnede Stilke [...] fulde af Bitterhed og Misforstaaelser og uden Spor af Anvendelse for deres rige, saftfulde Kræfter og Evner – og har fundet ud, at det kom af den megen Unatur og Kunstighed i Opdragelse og det dermed i Sammenhæng staaende senere vredne Omgangsliv, der gjør Kløften mellem begge Kjøn til et rent kunstigt Fantasiforhold fuldt af Vranghed og Misforstaaelse.» (brev til Gunnar af Geijerstam 14/12 1886, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 959-60)

Bokens tittel henspiller på Camilla Colletts store kvinnesaksroman, Amtmandens Døtre.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (NB digital)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.