IX.

Der var kommet et vist nynnende Liv over Cecilie, – noget fartfuldt elastisk i Gangen, noget af det Skjær, et gjemt Smil laaner Blikket. Hun vidste, der var kun otte Dage, til Fasting skulde ud paa Togtet med Korvetten, der nu laa helt udrigget paa Havnen færdig til at faa Kommandoen heist.

Hun havde vidst det før og havt Uger mere at regne med; men der var kommet ligesom et eget Fuglekvidder over Tanken med Varsel om noget, der kunde hænde. Der var noget . . . noget – siden det sidste Møde i Haven . . . Hun tilbragte Tiden i en urolig Lykkefølelse.

Han havde sine Tjenesteforretninger ombord, og hun fulgte om Morgenen den fine hvide slanke Jolle med de Par Sluproere i og ham, som sad og styrede til og fraborde, naar han i et eller andet Tjenesteærinde lod sig sætte iland.

Tirsdag Morgen havde hun lovet at tage Farvel med Laura Fock, som skulde reise med Dampskibet og blive borte hele Sommeren. Hun maatte være der betids for at kunne følge hende ned paa Bryggen. Det var ogsaa alt andet end usandsynligt, at hun kunde komme til at træffe Fasting dernede. En af Korvettens Joller laa allerede ved Kaien og ventede paa ham.

Hun var oppe og klædt før Klokken seks. Hun havde ligget vaagen længe før og hørt Vagtparaden og Tappenstregen gaa ud af Værftsporten.

Morgenen var saa vaarblank skinnende lys med en og anden seilende Sky. Rullegardinet havde hun sat op paa skraa i Karmen, og Solstrimen faldt akkurat ind paa Marthes Næsetip, saa at hun vaagnede og lidt forstyrret begyndte at spørge, idetsamme Cecilie gik ud af Døren.

Det var saa friskt derude, medens hun skyndte sig opover, og Ænderne dukkede og snadrede saa lydt i Luften dernedenfor Gjerdet paa Kirkedammen.

Uhret paa Kirketaarnet viste ikke mere end snart halv syv, saa det endnu var for tidligt at gaa ind til Focks.

Hun lænede sig mod Gjerdet og saa ned paa Dammen. Tværstangen var umalet og næsten glatpoleret af alt det Kirkefolk, som pleiede at hænge der før Kirketid og glane ned paa Ænderne.

Hun kunde ikke tænke paa andet end, at hun kanske kom til at træffe Fasting, og hun grublede slet ikke paa, hvad hun skulde sige eller svare; det blot ligesom beroligede at klemme Siden, hvori det bankede, ind til Træværket.

Klokken slog syv deroppe, før hun tænkte det, og nogle Minuter efter var hun paa Trappen hos Focks.

Vinduerne stod endnu aabne efter Rengjøringen om Morgenen, og de var netop færdig med Indpakningen. Der var mere end god Tid; Dampskibet gik jo først halv ni, saa de kunde spise Frokost i al Mag.

«Men for en nydelig blaarudet Kjole Du har paa, Cecilie. Naar har Du faat den?» modtog Laura hende.

«Naa det maa jeg sige, den sidder ordentlig!» erklærede Fru Fock, idet hun studerede hende rundt. «Den er næsten for koket,» kom det med et lidet ubehersket Drag ved Munden. «Du kunde trænge til at lære lidt Snit af hende, Laura,» tog hun sig igjen paa det behageligste. «Men det er jo saa forstaaeligt, at Cecilie kan ha anderledes Væsen og Façon paa sig, som har saadan erkjendt Verdensdame til Mor.

Aa luk Vinduet, Jess!» bad hun sin Søn, som var Kadetaspirant. Han havde alt, før Cecilie kom, slugt sin Frokost for at skynde sig paa Skolen.

De drak Kaffe under Formaninger og Forsigtighedsregler fra Fru Fock til Datteren om Reisen indimellem Venindernes Passiar om Udsigterne for Sommeren.

«Her tænker vi paa at faa istand Seilture . . . Damer og Herrer,» – oplyste Jess vigtig. «Vi skal faa Bøllings store Seilbaad saa ofte, vi vil.»

«Det er vel Aspiranterne, som skal være Haner i Kurven da, naar alle andre er bortreist,» bemærkede Laura søsterlig impertinent.

«Klokken er snart halv otte, Du maa vist skynde Dig paa Skolen, Jess,» mindede Fru Fock.

Jess begyndte lidt rød og befippet at ordne sammen Bøgerne, der nederdrægtig nok faldt ud af Remmen og udover i Sofaen, hvor Cecilie sad.

Han tog Huen og hilste; men kort efter var han inde igjen; han havde glemt sin engelske Grammatik.

«Kjære, jeg synes, Du gir Dig saadan god Tid, Jess. Var det ikke Dig, som havde slig Hast isted, at Du ikke kunde hjælpe mig med at faa igjen Kuffertlaaget,» skosede Søsteren.

«Han er istand til at komme igjen nok engang han, saalænge Du sidder her, Cecilie,» sagde hun, da han var gaat . . . «Se der, – der har vi Kasketten udenfor! Han keg ind af Vinduet . . .»

Laura og Cecilie vilde gaa iforveien nedover, de havde jo adskillig at tale sammen; Fruen skulde komme kjørende bagefter med Kufferten.

I Gaden stilede alt enkelte av det vanlige Dampbaadspublikum nedover. En gammel Toldbetjent hastede afsted, to tre unge Piger, der havde opdaget hinanden, blev til en Klynge, endel Gutter støiede og skreg, og nede paa Bryggen stod alt nogle Søofficerer og passiarede. Det gav et Ryk i Laura.

«Staa der paa Udstilling, huf nei! – for Bull og Fasting og Jerwel. Det blir ikke nogen Dampbaad paa over en halv Time. Kom lad os vende om.»

«Men hvorfor ialverden . . .»

«Du har sletingen Idé om, hvordan de lægger det ud, Cecilie! Vi kommer naturligvis bare for deres Skyld, – og, naar de saa faar se, at vi har havt saadan Hast, at vi har ladet Mama kjøre bagefter, saa tænker jeg nok de faar noget ud af det!» ivrede Laura.

«Aa pyt, – hvad skulde nu det være at faa noget ud af. Er der noget ondt i, at vi har Moro af at staa og snakke med dem lidt, saa godt som vi kjender dem.»

«Du véd sletikke, hvordan de er, Cecilie. Ja jeg siger Dig bare, at Du skal være forsigtig! De snakker saa rent . . .»

Laura satte sin lille nydelige Trut op, den samme, som hos Moderen havde udviklet sig til en vis Lighed med en sammensnurpet Sypose.

Cecilie saa paa hende:

«Om mig?»

«Ja jeg har aldrig bryd mig om at sige det før. Men siden ingen anden vil det, saa – tænk, de siger, at Du er aldeles . . . aldeles fra Dig i Fasting.»

«Aa Du! . . .»

Cecilie slog lidt usikker Øinene ned.

«Nei det er ikke til at blæse af. Hele Byen snakker om det og passer paa, – saa det var sandelig ikke for min Skyld, at jeg ikke vilde ned paa Bryggen. Der er ingen, som har beskyldt mig for, at jeg vil ha nogen af dem.»

Cecilie stod og pirkede med Parasollen noget Grønsvær op af en Sprække i Brostenene.

«Og var det saa rent galt, om jeg nu vilde ha’ ham?» vovede hun med et trodsigt Blik op aldeles rød i Tindingerne.

«Hvad siger Du, Cecilie? . . . Jeg tror, Du er gal. Du kan da ikke mene . . .»

Cecilie lod uberørt og endog lidt overlegen.

«Véd Du hvad . . . en saadan én, som vil ha’ en et – Mandfolk!»

«Men kjære Laura, hvordan i al Verden kan de da nogengang faa hinanden, naar de ikke vil ha’ hverandre?»

«Vil ha’? vil ha’? – naturligvis kan en ung Pige være forelsket i en Herre; men vise det . . . eller gjøre sig op, at hun vil ha’ ham? – – Naar han nu ikke vil ha’ hende, saa er det jo den største Skandale!»

«Men saa kan de jo paa den Maade ikke nogensinde faa hverandre?»

«Det er da noget, man ikke gjør op med sig selv, før man blir spurgt, Cecilie!» belærte Laura overlegent. «Der er Tanker, man aldeles holder væk fra sig,» sagde hun med Selvfølelse og saa paa hende med de blaa tørkloge Øine.

«Holder man væk fra sig, at man holder af nogen?»

«Man gjør sig da ikke alt saa skrækkelig bevidst op heller. Følelser er virkelig ikke, saa Du kan ta paa dem ligesom med Hænderne. – En ung Pige behøver jo slet ikke at ha gjort noget virkeligt for at bli omsnakket. Men, kommer hun ud for Sladderhistorier, blir hun altid anløbet paa Rygtet, det er da sikkert nok.»

«Men Laura! vilde nu Du for Eksempel tænke saa, naar Du vidste, der ikke var det ringeste i det, og vilde Du bry Dig om, at nogle Fruer og Frøkener og Madamer ude i Byen sad og vævede om Dig ved Kaffekoppen. Jeg vilde ialfald ikke ta mig en Smule nær af det.»

«Du tænker virkelig saa underlig, Cecilie! Det er vist, fordi Du har været saa længe borte i Pensionen derover; man kommer saa rent ud af det med alt herhjemme . . . Man kan jo ikke hæve sig over alting; og Herrerne selv, tror Du ikke, de snakker mellem sig og ler og harcellerer?»

«Nu skal Du virkelig fortælle mig, Laura, hvad det er, jeg siger eller gjør, som de kritiserer!» tog Cecilie hidsigt i.

«Jeg siger jo bare saadan i Almindelighed,» kom det lidt befippet. – «Andre kunde nok ogsaa ha været en Smule i Vinden i Vinter, om man vilde git sig saa ganske hen og ikke tænkt paa at være forsigtig og udsætte sig . . . Du er saa underlig nyværpet, Cecilie! Du tror, Du kan være ligedan mod Herrer som mod Damer. Du kan da tænke Dig, der blir lagt noget helt andet ind i alt, hvad man gjør og siger til dem, og at de morer sig skrækkelig, hvis de ser, én smægter for sig. Nei, man maa aldrig lade dem vide, hvor de har én. Saamæn, det er en hel Kunst at holde sig i den rette Stilling til dem . . .»

Den lille Laura Fock var blevet helt veltalende over alle de mystiske Farer, en ung Pige løber i det almindelige Omdømme, om Mandfolkeverdenens hule Grund og om det ubevidste rette kvindelige Instinkt.

– I vel afpasset Tid kom de ned paa Bryggen, Cecilie med en uhyggelig indvendig Frostfølelse og Ansigtet stivt som en Maske . . .

Hun gik forbi Officererne, mødte Fastings varmt vedhængende Øie med en let ligegyldig Mine og hilste saa særdeles venlig paa gamle Kaptein Meyer, som idag øiensynlig optog al hendes Interesse, – han og hans Hustru og hans Børn, som hun maatte have Besked om. Deres Søn Kadetten skulde ud med Korvetten.

Kaptein Fock og Frue kom til fra Vognen. Et Par andre Søofficersfamilier, der ventede nogen fra Dampskibet, indfandt sig ogsaa. Man saa alt Røgen fra Indløbet.

«De har været tidlig oppe idag, Frøken Witt!» indledede Fasting, idet han kom hen til hende.

«Hvor véd De det?»

Cecilies Øie gled hastig hen over Omgivelsen. Hun havde en trykkende sky Følelse af at have hele Selskabets forskende Blikke paa sig – hele Bysladderen.

«Aa jeg har mine Kikkerter ude – Spioneri, forstaar De,» lo han.

«Kikkerter ude efter . . .» hørte hun hviskende bag sig.

«Og i Sommer spaserer De vel om Morgenerne paa Værftsvolden; jeg kommer til at tænke mig Dem der.»

«Paa Volden i Solstegen?»

Hun syntes, Laura Focks Mine blev saa egen delikat undvigende.

«Der stryger slig deilig Morgenbris i Heden. Jeg gik ofte med træt Hode der, mens jeg læste til Eksamen. Men det var, før De var her, Frøken Cecilie! Jeg spaar, De kommer til at vandre der.»

«Det maatte da være for at sværme og sukke udover Sjøen sammen med Torgersen, som humper der paa Træbenet!» lo Cecilie spodsk; hun saa, der begyndte at danne sig som et tomt Rum om dem.

«Kaptein Meyers Søn skal jo ud med Korvetten?» yttrede hun for at drage de andre ind med i Samtalen. «Og De skal jo være med, Hr. Fasting . . . Jo-o, ikke sandt? . . . Naar skal den lette?» spurgte hun henkastet.

«Det er en Statshemmelighed, Frøken Witt!» spøgte han i en egen underlig Tone. «Man maatte ha’ en saa ubetinget Tillid til den, man betroede sig til; – og Tillid véd De, man skal vogte sig for i denne Verden . . . De har naturligvis vidst det, men glemt det i samme Øieblik med alle smukke Damers Ret!»

Han var blevet meget bleg og vendte sig for at hjælpe Laura Fock ned i Baaden.

Cecilie syntes bare et Øieblik, at han lige som sank nedenfor Bryggetrappen.

Bagefter, da man skiltes, – hun tog med Villie en Omvei forbi ham, – hilsede hun ham næsten ydmyg bønlig.

Og han, – det kom, som hun livnede op igjen, med en Hjertebanken over hende, – han forstod det! hilste saa underlig bevæget; men lidt sørgmodig alligevel . . .

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.