XVII.

Cecilie var vant til, at Kadetterne og de unge Herrer vendte sig om og saa efter hende, naar hun gik paa Gaden. Det var en noksaa gammel Hyldning nu, og hun havde begyndt at faa en temmelig tør Bevidsthed om Værdien af det. Det var slaat fast, at hun var vakker, og hendes Selvfølelse lod hende ikke et Øieblik tvile om, at hun ogsaa nok vilde være blevet en Smule bemærket i hvilkensomhelst anden By.

Det var jo smigrende at eksistere som en Stue– og Gadedekoration; men hvad saa mere? Det kunde da virkelig ikke kaldes at leve!

Alle de, som havde Arbeide og Interesse, levede; Jan og Marthe levede – saa ondt, de havde det, den ene sørgende i Schweitz, den anden paa Atlanterhavet. Karsten havde skrevet, at Marthe maatte være slagen enten til Skibsreder eller Mægler; hendes største Lyst var desværre endnu at fordybe sig i Skibslisterne i Hotellernes Aviser.

Marthe havde da ialfald nogenting at fordybe sig i; hun græd kanske, naar hun lagde sig paa Puden om Aftenen; – men hun, Cecilie, havde slet ikke det ringeste hverken at græde eller le over; hun havde bare at smile og se til saa godt, hun kunde, at lade være at sige Oprigtigheder, – hun var jo ikke naiv ung nok længer til at dette klædte!

Gaves der da ikke paa Jorden noget for hende at stile paa eller gjøre? Hun var kommet over Modehandlerindestadiet og overhodet al Lyst til at dø med Naalen i Haanden, siden den stakkars stille, forkjørte Jomfru Mathisen en Dag havde faat op af Halsen en liden sammenfiltret Kugle, der viste sig at bestaa af bare afbidte Traadender, som hun maatte ha drøvtygget. Det var vist det eneste mærkelige, der var timets hende i hele hendes trælsomme Liv.

Lærerinde for Smaapiger? – hun vilde ikke for aldrig det ha paa sin Samvittighed at have siddet og lært op alle disse Gaasunger, som skulde strække Halsen og kvæles i al Kunstigheden, – at sige, naar de ikke var begavet med den Sort letvindte Natur som Laura Fock; hun passede ind i alt.

Laura nød ordentlig, naar hun kunde fortælle en Skandalhistorie . . . Den levede saa forfærdelig og den saa rent forskrækkelig; – hvad det nu kunde være, de gjorde. – Hun var saa flad, saa flad, rigtig den sidste, Cecilie kunde ønsket, skulde komme i saa nær Omgangsforhold til Fasting. Han var jo bare Arbeide i Sommer og aldrig ude hos nogen; og Laura interesserede sig nu bare for Havnearbeider og Karter og Fyr!

Cecilie kunde ikke dy sig for at harcellere lidt til Beck over, at Laura lod sin Bror Jess ro sig ud i Baad for at studere, hvorledes de muddrede op Løbet inde paa Havnen.

Men det, at Fasting var der paa Stedet, gjorde Luften ligesom urolig om Cecilie. Hun maatte øve sig i at huske paa, at han nu var hende et ligegyldigt, uvedkommende Menneske. Han holdt paa med sine Planer, drev sit frem; – og hun følte med saadan Tomhed, at det ikke, aldeles ikke, vedkom hende. Hun havde intet Forhold til det, var ikke med; det rørte hende ikke.

Der var Tider, da hun syntes, det rent var som Dødvande om hende.

Naar de tilfældig kunde træffes, blev hun kold som Is. Det var jo ogsaa saa ligegyldigt nu . . .

Hjemme kom der Visiter og Opvartninger og Besøg i den vante gamle Gjænge først paa Sommeren. Der var Snak og Livlighed nok, medens der var fremmede; men ligesom saa forunderlig tomt, naar de var gaat igjen.

Der kunde undertiden komme en saadan ubændig Trang over hende til at arbeide.

«Jeg mener næsten, Du sidder inde med for mange Kræfter, Cecilie,» sagde Kommandørinden en Dag utaalmodig over igjen at blive plaget af hendes urimelige Paafund. «End om Du overholdt lidt mere at spadsere dine Morgen– og Aftenture?»

«Jeg holder virkelig ikke ud Dag efter Dag at ta’ paa mig og gaa og komme hjem igjen – trappe paa Hjulet som et Ekorn i et Bur.»

«Er det dit Hjem, Du taler om? Jeg maa sige, det er en smuk Kompliment. Du vil nok engang komme til at indse, hvilket Gode det er at være Datter i et godt Hjem og bli opvartet og faa det, som man vil, paa hver Finger. Men Menneskene taaler ikke at ha det altfor godt.»

«Ja jeg har det virkelig altfor godt, Mor; det er det, jeg synes. Men det ligger vist ikke for mig at gaa og bare være Datter hele mit Liv.»

«Vil Du endelig ha nogen Beskjæftigelse, saa er der jo saa mange passende naturlige Ting at finde paa. End at lære at male hos Fru Scharfenberg – paa Porcelæn? . . . Og hvorfor driver du ikke paa med Sangen, som Du engang havde saadan Fornøielse af?»

«Fordi jeg ikke har noget Talent, Mor, hverken for det ene eller det andet. Jeg havde lidt Smag; men den kunde jeg jo ikke bruge,» kom det bittert. «Men jeg er jo ikke dum i Hodet, der maatte da kunne være noget at lære?»

«Du kan jo baade tysk og engelsk. Oversæt Bøger.»

«Tak, jeg kjender alle disse pene, passende Beskjæftigelser, som man kan øve hjemme i Stuen!»

«Dette er nu bare Humør og Grættenhed, Cecilie. Du har begge dine Forældre at være til for; jeg skulde tro, det er et noksaa vakkert Kald det. Men det er denne uheldige, urolige Lyst hos Dig til at være noget andet end Du er . . .»

Det endte med, at Cecilie lidt efter tømte Buffeten for Plet og Sølvtøi og gav sig til at gnide og pudse. –

– Kommandørinden gik jo med sine Fremtidsdrømme i Anledning af Karsten.

Han kom nu til at føre et rigt, repræsenterende Hus og var kommet ind i de Livsbetingelser, som hans Natur krævede. Og den, som trode, der manglede Ærgjerrighed! . . . Men Karsten maatte kunne bevæge sig rummelig i Verden akkurat som hun selv altid havde havt Trang til; og det kunde nok hænde, at hans Personlighed nu kom til at bli bemærket.

Hendes Planer om Sønnens Karriere fløi ikke lidet høit.

Og hvilken Hygge for hende, saalænge Karsten fik bo der paa Stedet! Men til Vinteren maatte Marthe føres frem for Alvor; hun havde jo rent ud endt ivaar med at blive Stjerne . . . Hendes Toilette maatte holdes i en vis hjemmetækkelig Stil; det vilde være en Feil at præsentere hende som Pragtblomst. Hun var nydelig i den kirsebærrøde ivaar.

Og Reisen med alle dens ny Indtryk holdt nu vel paa at lufte bort denne Barnenykke, hun havde gaat og drømt og opelsket i Ensomheden. – Og saa fik de slutte den Historie med et vakkert forstandigt Brev til Jan. Han blev saamæn meget bedre tjent med en net Boardingshousjomfru . . .

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.