Reisedagbok for turen til Kongsberg 1805

av Christiane Koren

[7. til 16. august 1805]


Giellebek 7de August 1805

Mismodig forlod jeg Tøyen i Dag – glad forlader jeg aldrig dette skiønne Sted, disse ædle, hiertensgode Mennesker; men min fromme LottaLotta] Charlotte Amalie Brix Bull (1763—1844) havde havt en saa slem Nat, var endnu meget syg, men fulgte desuagtet SkriverenSkriveren] Johan Koren (1758—1825), SallySally] Sara Jessine Diderichsen Koren (1789—1808) og mig ned til Enden af Alleen, da vi Kl henimod 2 endelig kom afsted. Foran kiørte HertelHertel] Peter Andreas Hertel (1769—?) og BrockBrock] Henric Andreas Brock (1778—1833) (Præsten fra Nannestad) og ved Mad: Møllers PortMad: Møllers Port] Frideriche Lovise Milling (1757—?) giorde vi første Halt for at tage liden NellaNella] Petronelle Margrethe Møller (1784—1838) med, som altsaa indtog 4de Plads i vor Vogn. Regnen begyndte alt, og fulgte os lige hertil, hvor vi deels herfor, deels fordi vi ei i 3 a 4 Timer kunde faae Skyds, besluttede at blive Natten over. Her er fuldt af Alskens Mennesker, som Regnen har jaget hid. Til Lykke kom vi først, og har faaet 2 Værelser, dem ingen skal tage fra os.

Mit Hoved er saa slemt, og jeg har ei havt alt det Gode af den deilige Vei, de end deiligere Situationer heromkring, som jeg kunde havt. Nu har jeg jaget dem ud, alle Herrerne (som veed at adlyde) mens jeg lægger mig. De leer og støier herudenfor saa selv Regnens Pladsken bedøves. Præsten især er reent forstyrret. God Nat, mine Elskede, for hvem disse Linier ere bestemte, sov sødt, uden Hovedpine og Frygt for kiære Fraværende –

Den 8de, min WilhelmsWilhelms] Claus Wilhelm Koren (1791—1808) 14de Fødselsdag, skal vi helligholde ved at skue Naturen i sin Pragt fra Paradiisbakkerne. Regnen vil vedblive, synes det. Vi vil see at forsvare os mod den saa godt mueligt. Der er forspendt, indpakket, drukket Caffe, altsaa til Vogns –

2Ak det faldt mig saa tungt paa Hiertet, da jeg i Dag reiste forbi det hyggelige Frederiksberg, Mindet om der tilbragte glade uforglæmmelige Timer i vor ædle BullsBull] ikke identifisert og hans behagelige Families Omgang, Mindet om disse – om saa meget – mine Taare blandede sig med Himlens, min Siæl dvælede med dyb Veemodighed ved de henfarne Dages, de aldrig tilbagevendende Dages Minde – –


Hochsund – Torsdag Aften de 8de

Muntre og glade, til Trods for den strømmende Regn, sad vi alle, rullede vi alle ned over Paradiisbakkerne, til Trods endog for Taagen som saa misundelig tildækkede den hele skiønne Egn med sit uigiennemtrængelige Slør. Alt som vi nærmede os Bragnæss, tiltog Regnen, og i samme Grad aftog vore Hestes Kræfter. De vare saa udpinte, det vilde været grusomt som forgiæves at tvinge dem. Vi bleve da enige om, at vi skulde holde ved Begyndelsen af denne lange underlig situerede Bye, imens Hertel og Brock, som kiørte med egne Heste, jog afsted til vort Bestemmelsessted (hos en Mad: Bagge, GiæstgiverskeMad: Bagge, Giæstgiverske] Margarethe Omer (1763—?)) og sendte os Hestene tilbage. En lille stakkels Skydsgut græd og jamrede sig. Vi giorde alt for at trøste ham og os selv. Vandet rendte ned ad min hele venstre Side, hvor det havde fundet Vei giennem al min Indhyldning, til det Inderste. Imidlertiid holdte vi der heelt taalmodige uden for en stoer vakker graae Gaard. «Hvem boer der?» spurgte vi en Forbigaaende. Capit: HübschCapit: Hübsch] ikke identifisert – «Nu» mente jeg, han maae vel være en smuk Mand, og foreslog – 3– for Spøg, kan I tænke – mit Følge at tage ham i Øiesyn. Efter en god Tiimes Holden og Bløden, kom Hestene tilbage, og vi de slæbte os frem til bemeldte Madame, som var stiv og dyr og i en Pokkers Tiid. Men her traf jeg en Jomfr: BorrJomfr: Borr] Augustine Cathrine Bohr (1778—?), som jeg kiendte fra Edsberg, hvor hun havde været i Huset hos HiortHiort] Peder Hiort (1762—?) paa Lechum, en god, velvillig dansk Pige, som var saa god og omhyggelig for os alle. Da jeg havde faaet nogenlunde ombyttet, vort Tøi var blevet tørt, vi havde spiist og drukket Caffe, kom vi hertil i godt Veir, paa deilige Veie; men jeg følte en stærk Feberrysten, og tør ei vove mig over Sundet til Eger Præstegrd, som ligger saa indbydende for mig, før i Morgen.

Ungdommen tog nu over til en gl: Klokker BakkeKlokker Bakke] Hans Jan Backer (1732—1809) paa hiin Side Sundet, hos hvem Hertel har gaaet i Skole; og nu vil jeg forsøge at kujonere min Feber ved nogle Øiebliks Hvile.

Kl 10 – Af Hvilen blev intet. Mit Hoved tillod ingen, og jeg stod netop af Sengen, da alle kom tilbage, og med dem den snilde Dahl,Dahl] ikke identifisert som forsøgte alt for at faae mig og os alle med til Smiths.Smiths] Frederik Schmidt (1771—1840) Dog, vi vare alt rangerede her, og nu hviler de fleste – snart Eders Moer Koren med.

Den 9de Morgen Ikke saa meget for at ønske Eder god Morgen, mine Elskelige, som for at give Eder en christelig Advarsel, skriver jeg disse Linier her endnu. Reiser I nogensinde denne Vei, saa tag ei ind hos gl: Margrethe Pær AndersensMargrethe Pær Andersens] Margrete Andersen (1727—?) – om hun end lever saa længe. Her er forbistret dyrt og uhyggeligt oven i Kiøbet. Nu med underlige Fornemmelser til Eger Præst –

4I Hougs Pstgrd ‹…› modtog os Dahl med sin sædvanlige Godmodighed; Præsten lidt vrippen, for vi ei havde taget lige dertil, hans lille Kone hiertelig godmodig og bliid; og da vi nu havde samlet os (Brock og Hertel reiste lige til DietensDietens] Friderich Christoph Ditten (1761—1832), hvor vi skulde komme efter om Aftenen) begyndte der en Overtalelse og Striid. Præstefolkene havde med Haand og Mund lovet Madam CappelenMadam Cappelen] Christine Marie (Maja) Klein (1766—1849), vi skulde komme med dem til Eidsfoss. Det var nesten umueligt; men alle disse Mennesker havde sadt sit Hierte hertil. Endelig blev der giort et slags Vaabenstilstand – os blev givet Tiid at overlægge Tingen med vort Følge, og vi bleve paa alle Sider roelige.

Nu var der saa meget, jeg skulde sige Eder, mine Dyrebare, og nu er just Tiden som allerknappest. Dog nei, jeg vil være oprigtig – ikke Tidens Knaphed forvirrer mig – jeg kan ikke blive enig med mig selv om Maaden at fortælle paa. Alle I, som læser dette, veed hvordan Forholdet har været – fra og til – mellem F: Smith og mig, hvor inderlig kiær han engang var mig, hvordan vort Venskabsbaand brast, hvordan det igien lidt efter lidt er knyttet sammen. Hvem kan see hans blide blaa Øie uden at vorde ham god? Hvem kan kiende hans Aands og Hiertes Fortrin, uden at agte ham? Han kom mig, jeg ikke ham imøde – burde, kunde jeg støde den Haand, han saa venligt, med dette sønlige Blik rakte mig, tilbage? Dog, jeg skriver en Dagbog, en Reise- ingen Hierte-journal. Hvorfor ærindrer I mig ikke om det?

Hougs Pstgrd er gammeldags, men rummelig og beqvæm. Den nuværende Beboer har pyntet den meget. Overalt er peent, men 5men simpelt. Saaledes i det Hele. Mad: Smith er nu ligesaa yndet af alle, som hun i Begyndelsen hun kom til Eger, var det modsatte. Der er kun een Mening om, at han har omdannet hende fra en egensindig lunefuld Dame til en jævn, tækkelig Husmoder, en bliid forekommende Værtinde; dem begge, efter mine Tanker, til lige Hæder – Atter atter ude af min Vei –

Vi gik en Tour før vi spiste, var i et lille vakkert Granholt, saa ligt mit paa Mustorp; inde paa Kirkegaarden hvor vi besøgte den unge Mad: OmstedsMad: Omsteds] Petronelle Cappelen (1785—1804) simple Gravsted. Omkring det er plantet adskillige Træer, som vare opvoxede med hende; de vare nemlig plantede ved paa hendes Fødselsdag. Ak, kunde da de glade lykkelige Forældre forudseet, hvor snart de skulde omplantes, saaledes omplantes – hvor vilde de da, som nu ved den sidste Omplantning, vandet dem med bittre Taare – –

Jeg saae saa tydelig den utrøstelige Moder ved den rædningsløse elskede elskede Datters Smerteleie, ved den aabne Kiste, farende tilbage ved Synet af de Ødelæggelser, Dødens skrækkelige Ledsager, Forraadnelsen, havde anrettet paa den unge, hulde, blomstrende Skabnings Ansigt, ved at see de Øine brustne, som nyelig smilte Fryd i Moderhiertet, de Læber blaa, sortnede, som et Par Dage før jublede høit Haabets gladeste Sang den lyse, glædelovende Fremtiid imøde – –

Følger mig atter tilbage, mine Elskede, til Præsteboeligen, hvor fra vi nu, ugiærne, skilles, efter at have spiist og drukket Caffe, og givet Løfter om et længere Ophold paa Hiemtouren.

Veien hertil Raaen, kan ei kiøres uden Fare. Vi lod altsaa Vognen holde ved Fiskum Vandet, og roede i en Baad, den gode Capit. Dietten har havde ladet møde ved Rustøen, i det blideste Veir, den smilende Aftenrødme, til det vakkre, høitliggende Raaen, hvor Capit: hans fortræffelige Hustroe, hans snilde Børn og Brock og Hertel modtoge os saa glade. Vort faste Forsæt var at tage til Kongsberg 6efter en kort Visit her, men derpaa er ei at tænke. Her skal komme Fremmede i Morgen, dog ere vore Heste bestilte til Kl: 5 i Morgen Eftermidd:

Den 10de Kl er nu 7, og alt er færdigt til Reisen. Her er ingen uden Amtmand Hofgaard og hans meget tækkelige KoneAmtmand Hofgaard og hans meget tækkelige Kone] Andreas Hofgaard (1748—1811) og Maria Gustava Gahn (1753—1839), og en meget gammel Mand, Krum, med en heller ikke ung SønKrum, med heller ikke ung Søn] Jens Andreas Krum (1730—1808) og Lars Christian Jensen (1755—1835). Alle øvrige Indbudne lod sig undskylde. Det var mig ei tilpas, da jeg giærne gad kiendt nogle af dem, især Præsten HeberPræsten Heber] Carl Wilhelm Heber (1771—1839). Mad: SmithMad Smith] Maren Elisabeth (Lise) Oppen (1778—1841) kunde nok ogsaa kommet. Præsten fulgte med Dahl til Kongsberg i Aftes, i fuld Vished om, at vi skulde kommet der. Han er nu vist lidt stødt, fordi vi hastede saa fra Prstgrd: og blev her. Men du faaer taale det, Puus! – Farvel fra det vakkre Raaen – sikkert for altiid Farvel herfra; thi kommer jeg end paa disse Kanter, bliver det dog neppe hid, da Dietten har solgt Gaarden, og flytter til Kongsberg. Al Ungdommen var i Morges paa det smukke Fossesholm, hvorhen vi alle bleve budne; men neppe kan komme denne Gang.

Petraminde, et Lyststed, unge Omstedunge Omsted] Niels Omsted (1771—1808) lod bygge til sin elskte, nu tabte Petra og sig, skal især være deiligt, og et Echo skal der være, som er mageløst. Egentlig hedder det Petraborg; men vi har omdøbt det Petraminde. Det klinger sødere – og er passeligere, da hun, det er nævnt efter, ei er mere –


7Kongsberg d: 11te Søndag

Lille Mariane DiettenLille Mariane Dietten] Mariane Birgitte Friderichsdatter (1790—?) fulgte med os i Vognen, Sally reed med hendes Broderhendes broder] Johan Christian Friderichsen eller Ernst Hans Friderichsen den halve Vei hid, og vi skildtes ugiærne fra de gode kiære Børn. Det var ogsaa som om den sidste Halvvei blev mere og mere øde, som vi nærmede os Kongsberg.

Jeg veed ikke hvordan det var, mit Hierte blev saa klæmt, jeg aandede saa tungt, og alle sadde vi tause. Det er en sørgelig Egn om Kongsberg, isaær paa denne Side, og det Stille som hærskede, ikke allene uden for Byen, men i alle dens Gader, var mig saa smertelig paafaldende. Ja alt, lige til den krybende Ydmyghed hvormed de gule gustne arme smaa Væsner bukkede og neiede for os, nesten i Støvet, giorde mig saa ængstelig. En Grund til denne Ængstelighed laae allerede i min Siæl paa hele Veien hid, ved Forestillingen om den Mængde nu snart brødløse, elendige Familiers Jammer, naar de skal forlade Fødestædet, det fædrene Arnested, de Elsktes Grave – Paa alle Ansigter læste jeg Mismod og Kummer; og Kammerjunker PetersenKammerjunker Petersen] Peter Petersen (1767—1850), som logerer her, hos ZimmermannsZimmermanns] Christian Friderich Svabe Zimmerman (1761—?) og Johanne Dorothea Katarina f. Poppe (1761—?), og er ‹…› i den Comission som er nedsadt i Anledning af Sølvværkets Ophævelse, bekræfter kun alt for meget, at jeg læste ret. Dog, til Dagens Orden!

Vi kom hid Kl: 9. Vort Logie var bestilt, og vi har det her ret beqvæmt, vakkert og godt. I Dag har vi været i Kirken, den deilige lyse høie, reele Kirke, paa nogle Smaating nær, et ret Herrens Tempel. Provst HaslevProvst Haslev] Poul Haslef (1763—1811) prækede en 8ved intet udmærket Præken. Vi blev i Kirken til alt var forbi, for at besee den rigtig, og fik endog see det kostelige Alter- og Prækestoltøi, som von Cappelenvon Cappelen] Peder Juel von Cappelen (1763—1837) har bes skiænket hertil, hvorpaa hans Navn paraderer, iblandt øvrigt og under Jesu af Nazaret’s Navn paa – jeg troer Messehagen[.] Al denne Stads kommer kun til offentlig Skue de 3 store Høitidsdage. Skulde det ikke være en Reise værd?

Vi giorde en kort Visit hos Provstens, som jeg kiender fra Hadeland, hvor han var Cappellan i Gran. Der var Justiitsraad BollJustiitsraad Boll] Petter Georg Boll, (1742—1814) med sin hele Familie (hans Kone er Syster til Provstinde Haslev) og endeel andre Mennesker som frokosterede, men som jeg for Tidens Korthed Skyld ei fik tage i Øiesyn[.] Kan vel ogsaa mest være det samme. Frue Boll skal ellers være en ypperlig Kone. Hertels Svoger, PoppePoppe] Knud Severin Poppe (1760—1813) (hans Tittel tør jeg ei skrive af Frygt for at sige det galt) er en prægtig, godmodig, jovialsk Mand, hans Konehans Kone] Maren Magdalene Poppe, født Hertel (1765—1833) en tækkelig jævn Kone, ligefrem og oprigtig som Sydskende hendes. Overalt var det gode, velvillige Mennesker alle de, som hørte til den Kreds. Poppe og Kone vare med os i Kirken, og did ere vi budne i Aften. Men først skal vi ud og giøre Visitter, og det i al vor Pomp – saa vil Hertel det.

Her logerer og spiser for nærværende Tiid ingen uden den snilde Petersen og vi. Ved Bordet fornyede vi det gamle Bekiendtskab m‹…›med ham, og kom herved naturligviis til at tale om gamle Dage og om de tabte Venner, hvis Savn han kan føle som kun Faa kan det. Her glider hans Dage ret sørgeligt, skildt fra sin hulde Viv, og daglig omgivet med af Jammer og Klager, som han ikke formaaer at standse – Alt for meget for et Hierte som hans –

9Aften Alle de Tourer ere da forbi, Gud skee Lov! alle de Visitter, mener jeg. Vi har beseet Semenariet, hvor det godlidende, artige Asessor EsmarchAsessor Esmarch] Jens Esmark (1762—1839) viste os allevægne omkring, Hans Kone traf vi ei hiemme. Siden vare vi hos Asessor StenstrupsAsessor Stenstrups] Paul Steenstrup (1772—1864) og Mathea (Thea) Bernhardine Collett (1779—1847), et Par jævne, godmodige Folk. Han især var jeg ret indtaget i; men hvad Konen tabte i sit Personlige, vandt hun igien, for mig, ved den Inderlighed, hvormed hun talte om min kiære Marthe LieMarthe Lie] Marte Margrete Lie (1761—?), med hvem hun er opvoxet, og elsker saa høit. Hertel har været der i Huset før han kom til os. Ogsaa i ham vare begge de Gamle glade, og glade i at vide saa vel han som TeljaTelja] ikke identifisert pike hos Korens levede vel. Vi bleve ei mangestæder modtagne, som vel var, da jeg længtes efter Thee og Hvile, som jeg fandt med meget mere godt hos min snilde Moer Poppe, hvor vi tilbragte Aftenen ret fornøieligt og med megen Latter. Den arme Lieut: HorstLieut: Horst] ikke identifisert marksjeider ved Sølvverket, som Nicoline BrünichNicoline Brünich] Nicoline Christiane Brünnich (1779—?), eller rettere hendes skammelige ModerWibecke Schou] Wibecke Schou (1746—1820) skildte ved Forstanden og nesten ved Livet, logerer der; han var inde hele Tiden, og ret munter; men seer saae vildt og ængsteligt paa os alle imellem. Han har i øvrigt slet intet ved sig, som interesserer, synes mig, uden for saa vidt hans Skiæbne aftvinger os Medynk. Det er skrækkeligt, saaledes som denne elendige, lumpne Qvinde, Fr: Br. har behandlet Horst og et andet ungt Menneske her, hvordan hun har 10anvendt den nedrigste Optrækkerskes Kunster for at udsuge disse arme Mennesker til det yderste. Strafværdig, afskyelig strafværdig er den Moder, som endog ved den bittreste Armod lader sig tvinge til at opofre sine Børns Uskyldighed, at sælge dem for at opholde dette stakkels korte Liv. Men nu den Moder, som har – bør i det minste have – mere end rigeligt Udkomme, som det man kalder Lykke efter sine underlige Griller har sadt saa høit til Skue, naar denne Moder af ussel Vindesyge giør sine Døttre til Lokkemad, afretter, tvinger dem til at blive Sirener for at frarøve Ynglingen sin sidste Skiærv, og, hvad der er noget mere, sin Troe og Tilliid paa Mennesker, sit Hiertes Roe – hvilket Uhyre sætter vi da ved Siden af hende? og hvilken Pige er ynkværdigst, eller mere tabt for Sæderne og Dyden, hiint Offer for Moderens Armod og slette Opdragelse? eller denne, som blev staaende paa Bredden af den Afgrund hvori hun – med List eller Tvang – maatte henlokke og nedstyrte Elskeren? – –

I Morgen skal vi til Gruerne, og hertil glæder vi os alle. Men en heed, trættende Dag vil det vel blive, og hertil hviler vi os alle –

Mand: 12te

«O Vee den første Stund, da Biergets mørke Huler
Ved graadig Lyst til Guld blev Dyds og Glædes Grav!
Man fandt det gule Støv, som klogt Naturen skiuler» – –

«Dyds og Glædes Grav» – vist nok blev det det; men denne Hiertets, Sædernes Fare, faldt ikke idet Sandselige, truede ei nær ved. Derimod stod Døden med udstrakte Arme, som omspendte den hele underjordiske Hule, truende at giøre hver Forvover som torde stige ned, til sit Rov. Dog, i tusindviis stege de ned, saae den dristig i det frygtelige Aasyn, gik i dens aabne Strube som til en Dands –

11Her blev jeg afbrudt ved Visitter – Hertels Broder og Kone, Asessor Stenstrup’s Kone – og en Jomfrue PromJomfrue Prom] Anne Lyng Prom (1787—1861). De drak Thee og sladdrede et Par Timer bort. Frue Stenstrup, som i Gaar, mest om Molla Lie. Ungdommen, og med dem Skriveren, er gaaet ud at spadsere, jeg sidder her ganske ene, det scumler alt, og ei tør jeg see ud giennem Vinduet, da her staaer fuldt af Tiggere fra Dørren til Kirkemuren (vi boer lige over for Kirken) samlede i et Øieblik – da jeg havde givet en elendig Moder med 2 ‘usse Børn’ lidt: En saadan Mængde Betlere saae jeg aldrig før paa engang. Det Dødsstille i Gaderne; kun afbrudt ved disse Elendiges Jamren, er mig nesten uudholdeligt – Lad os ligesaa godt igien vende tilbage til Gruerne – der er ogsaa ængsteligt, men ei som her.

Vi kiørte en halv Miil, det sidste af den var frygteligt fælt, siden gik vi op ad det Bratteste. Alt saae vi, hvordan Metallerne bleve udbrudte, stødte, rensede, adskildte – det interesserede mig kun for saa vidt; man maae beundre alt hvad der ved menneskelig Eftergranskning er bragt til ‹…› Fuldkommenhed. Men nu stod jeg svimlende ved en af Hulerne, saae dem stige ned ad den frygtelige Stie, hurtige, som Ekhorn klavrer i Grenene – saae nu ei længere dem, kun de brændende Fakler med den dødblaae Flamme. Sara vilde endelig derned; det var som om en usynlig Magt drev hende, og al min Overtalelse var forgiæves, kun min Angst holde hende tilbage; men hun var hele Tiden mismodig – er det endnu – over sit tilintetgiorde Ønske.

Vi fik siden see en Grue i Dagen, som det heder i deres Sprog, Bergsproget, det vil sige, en indstillet, hvori ei længer arbeidedes. Den laae som en Dal aaben for os, og saae vi der, da Stiger og alt var i sin Orden, den hele Indretning. Poppe lod minere eller skyde dernede, og aldrig hørte mit Øre noget høitideligere, aldrig 12ventede jeg noget saaledes deelt mellem Længsel og Frygt – jeg kunde kalde det i vellystig Angst – som det andet Skud. Jorden bævede, hvor vi stode. Echoet gientog tog Skraldet tifold, Stenene praslede som stærkeste Haglbye ned i Afgrunden. Sandelig, det var gyselig skiøndt.

Vi vare siden inde i den af BrunichBrunich] Morten Thrane Brünnich (1737—1827) anlagte Stoll, gik i den udhulede Klippe, hvor vi imellem maatte bukke os, langs de vaade sorte Vægge langt, meget langt, til det inderste af Stollen, hvor der var anlagt Fyr, som jeg tendte med en Fakkel, sandsynligviis for sidste Gang. For kort Tiid siden var i denne Stoll død en Mand og en Hest, begge formodentlig qvalt af Røgen, da Manden havde vovet sig ind før Røgen havde sadt sig. Hans Fakkel var slukt, og med den hans Livslys –

Vi sad en Stund ved Udgangen, og det var skræksomt at see den sorte Røg trænge sig giennem den trange Hvælving. Paa Tilbagevein vare vi i deres Bedehuus, hvor de Morgen og Aften holder Bøn. Ak, vel maae de bede, vel maae de sukke «Vi gaaer til Døden hvor vi gaaer!» –

Trætte og hede stege vi igien til Vogns. Mit hoved var lidt fortumlet, mit Hierte maaskee endnu mere. Da vi havde spiist, laae jeg en Timestiid. Det styrkede.

Tirsdag 13de I Dag har vi beseet Mynten, 2ß Liv og Levnet fra Begyndelsen af. Det morer eller interesserer mig altiid at see sysselsatte Mennesker, og endnu mere naar de beskiæftiges med Ting, som ere bragte til en vis Fuldkommenhed. Endskiøndt altsaa jeg ikke kunde glæmme her heller, ved hvor mange Lidelser, maaskee Dødskampe, dette usle Metal, som nu forarbeidedes, var draget frem af Biergets Indvolde, 13glædede jeg mig dog ved den lette Mechanisme, den Hurtighed og Orden hvormed alting gik sin Gang. Denne Tilfredshed forstyrredes ellers fælt da jeg kom ned i Smeltehytten, hvor jeg med Gysen saae den gloende, sydende Metal strømme ud, og hørte – skrækkeligt! – hvordan en Mand for en Tiid siden var styrtet baglends ned i denne Ildhav – jeg udholdt ikke at høre det eller staae der længer –

Vi har atter i Dag været lidt nede hos Stenstrups, som bad os til sig i Morgen, men da er vor Bortreise ganske bestemt. Provsten Haslevs havde været her i Gienvisit – da vi vare borte i Gaar. Underligt nok, at vi ikke ere budne did en eneste Gang her, hvor de ere mine og Korens eneste Bekiendtere, da vi derimod altiid og trængende vare budne til dem, mens de vare i Gran, hvor vi hver Dag maatte sværme omkring. Saa snurrigt gaaer det til i denne Verden.

Og nu Farvel fra Kongsberg, mine Elskelige! Kl 10 i morgen ere Hestene bestilte.


Eger- eller Hougs Præstegaard Onsdag Aften Kl 11

Men vi kom ikke afsted før kl 11½. I de 3 Dage vi vare paa Kongsberg, var det ypperligt Veir; men just som vi satte os i Vognen, kom en stærk Tordenbye, som dog ikke var istand til at true os ned igien. Den vædede os rigtig nok lidt, men vi tørredes igien inden vi kom til Donserud, Skydsskiftet. Her forlod Brock og Hertel os, og tog Jomfruerne med, for at giøre en kort Tour til Raaen, 14og troede de, at være lige saa tidligt ved Rustøen, som vi. Men der holdt vi og ventede mere end 1 Time. Skydsgutten blev utaalmodig, og vi vare just i Begrep med at kiøre, da vi saae dem stige i Baaden. Den gode Capit: Dietten, hans prægtige Kone, og begge Børnene fulgte med, og havde fuld Caffeanstalt med sig. Vi drak og sladdrede, tog Afskeed ved et Glas Madera, og kom hid, just tilpas, da Regnen begyndte at styrte ned.

Præstefolkene toge blide og muntre mod os, dog for det første kun den lille Madame, da han var henne hos sine Høerivrere, og kom hiem ganske giennemblødt, men var lige bli lell – Aftenen har vi sladdret bort, spiist bort, drukket bort i Æggepunsch. Vi bliver her i Morgen over, dog ikke Hertel og Brock, som haster mere end vi.

Dette skriver jeg paa et peent Værelse, hvorhen Vært og Værtinde fulgte os – lige over for sover Nella og Sally – ved Siden af dem Præstefolkene – saa vidt kiender jeg Husets Leilighed. Men Skriveren ligger alt i den sneehvide Seng og venter sin Hustroe –

Den 15de Torsdag I dag er min JesJes] Jess Diderichsen Koren (1793—1867) 12 Aar. Gud Velsigne og bevare ham! Hidtil havde jeg kun Glæde af ham, af alle Glutterne mine. O maae de kun stedse blive gode, retskafne Mennesker – Alle Lidelser troer jeg at kunde bære, uden at synke reent til Jorden, kun ikke den


At see dem vandre Lastens brede Veie –

15Aften Saa fornøielig som denne Dag, gik sielden en Dag borte fra mit Hiem: Da Hertel og Brock – som ei vare at holde – reiste, blev Nella og Sally med ned i en deilig Lund ved Vandet, hvor de vilde sidde et Par Timer og læse – thi Bøger finder man her overalt, og Friehed har man til at benytte sig af dem, eller bruge sin Tiid som man vil –

Skriveren min havde ogsaa sneget sig bort med en Bog, Madamen var gaaet lidt bort af Frygt for Torden, og Præsten satte sig med mig nede i Gangen, og forelæste mig, imens jeg strikkede nok saa flittigt, en deilig Oversættelse af den første Sang i mit Yndlingsdigt UraniaUrania] Dikt av Christoph August Tiedge (1752–1841), 1801. Naar I engang faae denne Oversættelse at see, mine Dyrebare, vil I bædre, end her de døde Bogstaver kan sige Eder det, føle, hvordan det var mig ved at høre ham læse dette med sin skiønne, smeltende Stemme, ved at see giennem mine Taare hans mørke blaa Øine vaade, glindsende. Da, som i Aften, da han ved Claveret spillede og sang alle mine egne Viser, – de gamle, som man leer af mig for, naar jeg efter min Følelse, det er Overbevisning (eller omvendt) kalder skiønne – svandt det Mellemrum, hvori han blev mig saa Fremmed, reent bort af min Erindring – han var saa ganske den samme Frederik, som saa giærne kaldte mig Moder, som jeg saa giærne kaldte Søn. Illussionen gik saa vidt i Aften, at jeg i hans Kone, Sally og Nella, saae dig, 16min ældre Sallymin ældre Sally] Sara Bøyesen (1770—1851), KattyKatty] Cathrine Treschow, f. Devegge (1771—1838) og MallaMalla] Marie Devegge (1774—1813), kort, saae os alle som engang en Aften paa Hovind for mange Aar siden, da han sad ved Claveret, og vi saadan omkring ham – –

Tordenen blev stærkere, Regnen ligesaa. Præstinden sad i en mørk Krog, mere angst end syg, endskiøndt hun paastod det Modsatte. Præsten lod spænde for en Vogn for at hente Pigebørnene, som kom hiem tørre og muntre, og det øvrige af Dagen gik – som I alt har seet. Ved Bordet var lidt Forstyrrelse, da Værtinden blægnede ved hvert Lyn, og tilsidst blev nødt til at gaae reent bort. Vi havde alt reist os, da Præsten paa nye fyldte vore Glas, og trykte mig ned paa Stolen – Vi havde glæmt at drikke Jes’s Skaal –

Arme Hertel, arme Brock! hvor de have været henne i det fæle, frygtelige Veir, som her holdt ved i flere Timer, og drog, saa vidt vi kunde see – med dem. De bestiller Heste for os hele Veien, saa vi i Morgenaften kan være paa vort kiære Tøyen –

Fredag den 16de Med alt det kom vi ei hid før Kl over 10 i Aftes, og fandt Bordet dækket, men alle sovede hver i sin Krog, undtagen KistaKista] Kirstine Marie Hertel (1772—?) –

Belæsset med endeel Bøger, fulgt at Præsten og Præstinden, kom vi dygtig vaade til Bragnæss. Her spiste vi Middag, og skildtes fra det giæstmilde, hyggelige Par, med Løfte om, at sees igien i Vinter – Det øvrige af Touren gik fort og godt, Veiret klarede op, og er vi nu her i god Roe, hvor vi agter at hvile godt ud. Stakkels Br: og Hert: havde havt en slem Tour i Torsdags, og været angst for Hestene. Torden slog ned i Bragnæss 2 Stæder, dog Gud skee Lov, uden at giøre stoer Skade.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Reisedagbok for turen til Kongsberg 1805

I august 1805 reiste Christiane Koren med hest og vogn fra Tøyen til Kongsberg. Reisen varte i ti dager, og underveis skrev hun dagbok.

I Korens dagbøker står ofte personlige møter i sentrum for fortellingen. Slik er det også i denne reisedagboken. I tillegg formidler hun et sterkt møte med fattigdommen som preget Kongsberg på denne tiden. Hun beskriver både begeistringen og frykten besøket i gruvene fyller henne med. Like mye som hun fascineres av håndverket og menneskenes driftighet i bergverket, frydes hun over Kongsberg kirkes staselige interiør.

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798 (kommer)
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.