Dagbok 1808

av Christiane Koren

December

1ste Saa er den da begyndt, den Maaned, Julemaaneden, som vi alle før, de Ventede og Ventende, modtoge med saa høy Jubel. Med bittre Taare hilser jeg dig nu. Kummerfulde Minder seer jeg i dig overalt imøde. Det uvisse Haab, at see Dig, elskede Maja C, og Din vennehulde Kreds, og min Egersøn og hans Lise, ak! selv dette, opfyldes det end, er for mig som Solen omtaaget af Sneeskyerne. Haabet smiler ikke mere Kraft i min Siæl, saa lidt som Solen nu varmer den kolde haarde Jord, saa lidt som dens Straaler smelter Snedækket paa Vilhelms Vugge –

Og veed jeg, om jeg seer Eder, I Dyrebare! Mig er det nesten usandsynligt, at Sara kan blive saa frisk til den Tiid, at hun kan tage ud. Hun er lige mat, kan ikke spise, ikke sidde oppe, ikke engang læse et Brev fra sin Kista, finder ingen Lise i at høre mig læse, taler lidt eller intet. O ja! ofte er min Siæl bedrøvet indtil Døden –

Men Walbohm skiænder paa mig, de skiænde alle, og siger hun er bædre. Giennem mine Taare seer maaskee ogsaa alt mørkere ud, end det er. Imidlertiid vil jeg stræbe at holde mit Blik – min Siæls Blik – fastheftet paa Øyeblikket, at ingen nye skuffet Forventning skal forøge mine Hiertenag. –

Seent Tirsdagaften kom min Koren fra Byen, Gud skee Lov frisk, og med trøstende Efterretninger om den velsignede Lottas Helbred, og om min stakkels Jes’s Siæls og Legems Befindende.

72Tak, min Maja, min Sally, min Frederich, for de kiære Breve, han bragte mig fra Eder! I har lidt ondt, meget ondt, elskede Moer Cappelen og Egersøn, paa Eders Hiemtour herfra; og Solen burde lyset Eder saa blidt, Vindene saa mildt omviftet Eder paa denne Reyse, denne ømme Kiærlighedsreyse. Men I ere dog saa raske efter den, forsikkrer I Begge, og Tanken om denne Eders Reyses saa skiønt opnaaede Hensigt, har trodset Regn og Storm og Mørke, paa de fæle Veye, over det end fælere Sund, og Venskabs huldeste Skytsengel har omsvævet Eder (som den overalt omsvæver Eder) og bortfjærnet alle Farer, alle ubehagelige Følger af Kuld og Væde.

Og Dig, elskede Sally, endnu et moderligt Kys for begge Dine saa sødt, saa veemodsfuld sødt trøstende Breve, og for Du har skrevet til vore Dyrebare dernede, ak! som maaskee endnu ere uvidende om den elskede Broders Død, om deres Fader og Moder Korens usigelige Kummer. Ja, tunge, barnlig hede vil Eders Taare flyde, I Gode! O! flød de ved mit Hierte! Kunde jeg samle Eder om mig, alle I, som ere mig saa kiære, alle I, som saa giærne tog denne Lidelsens Kalk fra mig, deelte den med mig og forsødede den! Ja, I vil forsøde den – Tidens mildnende Haand og Eders Kiærlighed vil det, skiøndt det nu ofte synes mig saa umueligt, den kan forsødes, den bittre Malurtdrik. Men saa vender mit Øye sig til Dig, Maja, som tabte saa meget, og hvis bittre Siælslidelse nu er forvandlet til bliid stille Veemod, og til Eder, som tabte Alt –

«See dig omkring, kom dem ihu
Som bære tifold meer end du,
Og ey saa hastig trættes.» –

_______________

73«Sieldne lykkelige Vilhelm! Kort og behagelig var din Vey. Kunde det længste Liv vel givet dig mere? Elsket, begrædt og savnet efterlader du lutter Venner, ikke een Uven – ingen kan eller vil fordunkle dit Eftermæle –» Saa skriver Du, min Sally; og Dit Ønske blev opfyldt: mine Taare flød milde og lindrende, og hvert Ord prægede sig i mit Hierte, sank som Balsamdraaber i dets Inderste. Hvad Du her siger, har jeg sagt, siger jeg mig selv saa ofte. Det er den nesten eneste Modvægt, jeg kan give min Kummer. Det giorde det lidende Hierte saa godt, Du Hulde! at Du saaledes fandt denne Stræng, nesten den eneste, hvis Berørelse ikke smerter, den eneste, som toner stille Roe i min Siæl –

_______________

Fredag 2den «Hvorfor kommer du til dine Venner, blot med dit tunge vaandefulde Hierte? hvorfor ikke ogsaa naar det et Øyeblik imellem slaaer lettere?» har jeg i Dag flere Gange spurgt mig selv. Min Sara synes virkelig at være bædre i Dag, har sadt oppe, og spiist lidt. Jeg har Aarsag til at troe hende bædre og roeligere. Dette vilde jeg skrevet før i Dag; men nu ringer de traurige Klokker, nu nedsænkes en Yngling i Graven, som gik til Confirmation med min Sara, en Jammers Søn. Han har lagt siden, nu i 4 Aar, verkbruden og lidende. Hans Lidelser ere endte, kun blide, nesten Glædes Taare, flyde ved hans Grav. O! min Vilhelm! min Vilhelm! det er mig, som det var dig de nu først ringede til Hvile – nu først!!!

74Mandag 5te I Gaar var jeg i Begreb med, at yttre Eder min Glæde over min Saras tilsyneladende Bædring. Da kom Asessor Ekholm og Kone, paa deres anden Forvisningsreyse, og for at tage Afskeed. De skal nu til Mandal. De gode Mennesker, den interessante, stillelidende Kone! Jeg seer dem vel neppe mere i dette Liv. Hestene vare bestilte, og vi fik dem ikke til at bie længere, end Middag over. Ja, min Sara var i Gaar, især mod Aftenen, saa brav, som jeg længe ikke saae hende; men i Nat har hun ey sovet stort, og er langt fra ikke saa livlig at see paa, som i Gaar. Lidt Roe tør med Guds Hielp give hende lidt flere Kræfter. Men nu ere de alle reyste til Gierdrum Ting, og her er saa ødt, saa stille. Forvalter Krefting kom her i Aftes, og tog til Byen i Dag; med ham sendte jeg en lille Geburtsdags Gave, Vos’s Luise, til min kiære Thrine C: og et Par Linier til min Maja.

Torsdag 8de

«Mørke ere mine Dage,
Som et Tusmørk al min Fryd –»

_______________

Sara var atter i Tirsdagsaftes og i Gaar saa brav, sov, spiste og var munter. Henimod Aften kom den unge Bergh, som nyelig er kommet op fra Kbhn, og med ham den gode Kista Hertel. Vi vidste, de skulde komme, vidste det vilde glæde vor elskte Syge, ak! og ventede meget af dette Besøg. Det lader, som hun har mindre Kræfter til Glæde end til Sorg – dog, nu har hun ingen til nogen af Delene. Hun er yderlig mat i Dag, har ey sovet meget.

Med faderlig Bekymring ilte Presidenten til Thulstrup, da han hørte, Saras Sygdom var saa alvorlig, og Thulstrup lovede, at giøre sig færdig paa første Vink, og komme hid, endskiøndt det for 75Sygehusets Skyld falder ham saa vanskeligt, at være borte fra Byen. Bergh og min Jes var ogsaa hos ham før de reyste, (Bergh og Kista) men traf kun hans Kone, som yttrede saa øm Deeltagelse i min og Mines Sorg, at Jes blev ganske indtaget i den skiønne, blide Kone. Ja, kunde Deeltagelse og Ømhed have ræddet min Vilhelm, kunde den skaffe min Sara de tabte Kræfter igien – o! da var jeg endnu den lykkelige, misundelseværdige Moder, som – for saa kort siden –

Den mageløse Hertel reyste selv i Nat til Byen for at hente Thulstrup, som vi vist venter i Aften. Gud give med Trøst og Helbredelse! Sara længes nu selv saa meget efter ham. Ogsaa for at beroelige min stakkels Jes, som Efterretningen om hans Systers Sygdom atter har nedtrykt saa saare, og den gode President og min ømme Lotta, reyste Hertel selv ind. Fra Lottas endnu matte Haand fik jeg de første Linier i Gaar med de Kommende. Baade hun og hendes saa bra President gav Kista ingen Roe, før hun kom afsted, i hvor nødvendig hendes Nærværelse var paa Tøyen. O! mine Venner ere Venner i Ordets hellige Forstand, ere det i Trængslens mørke Timer – og bliver det hisset i de lyse, de aldrig formørkede –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1808

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.