[Juni]

1^ste Junj – Onsdag.

Store, glædelige Begivenheder forkynder denne Dag, tør vi sætte Liid til Rygter, som dog synes at være øste af aldeles paalidelige Kilder. Svensken har forladt Vinger, trukket sig aldeles tilbage, og vore Folk ere nu i Sverrig, hvor man mener, Russer eller Svensker ^Franske maae have giort Indfald. Gud allene veed Sammenhængen. Noget er der upaatvivlelig skeet. O Gud! maatte det nu snart være til Ende med alle disse Grusomheder, disse Blodbad! Arme ulykkelige Sverrig! ^Dig forestaaer dig nu en Pintsaften saa ængstlig, og vel ængsteligere, end vor Paaskeaften var! Fader i Himmelen! giør dem menneskelige, de som Seyrens bliver, de, som overvindes! –

Kl er nu 7, og jeg har ikke før været istand til, at skrive, at tænke, saa underligt et Indtryk har hiin Efterretning giort paa mit hele Væsen. Nu har vi været ude og skulde fisket, i hele 3 Timer har jeg sadt ved det pladskende Vand med Strikketøyet i Haanden, Maja og Lina ved mine Fødder, alle overskyggede af et Slags Telt, den opfindsomme Hertel med min Broders Hielp 88fik indrettet, da her i Nærheden intet Træe eller Skygge er. Undertiden sad jeg ene, og da kunde mine Tanker faaet Tiid til at ordne sig; men snart vare de efter de bortdragne Svenske, snart hos den ulykkelige Ulfsparres (saa hedder han, ikke Alssparres) Familie, som nu maaskee har modtaget Tidenden om hans Fald; snart sad jeg ved Stranden paa Amager mellem min Sarotje og min gode Adam, mine Øyne og mit Hierte i Castrup, som jeg tilsidst virkelig syntes at see paa den anden Side af Liøgodtkiæret – derfra spadserede de til Vestervold, i Kirsebærgangen, hvor Thrine og Maja D: sad og talte om Norge og os – snart hos den til Reysen indpakkende Moer Cappelen paa det deylige stille Ejdsfos – o! jeg vilde trætte Eder alt for meget, skulde jeg fortælle Eder de utrættelige Tankers hele Omvandring. Og saa kunde I have Grund til at spørge mig: «om det var Tanke-Dagbog jeg skrev?» Dog, det er den jo tildeels virkelig ogsaa.

Et Byebud bragte mig Brev fra min Sally B: og det tredie, fjerde Hefte af disse Blade. Det kiære Barn! snart skal jeg see hende. De bragte ogsaa, tilligemed et meget interessant Brev fra den forstandige Mad: Hansten, 2 og 23 af Budstikken, som hun var saa god at befordre i Wilhelms Forfald. Af disse saae jeg nu, alt fra Vinger, som jeg skulde meldt i mit alt begyndte Brev til Egersønnen, indrykket. Jeg lader det altsaa beroe dermed til videre, om jeg maaskee kunde faae noget fuldstændigere om de sidste Begivenheder at melde. O! havde disse Efterret: nogle Dage før indløbet, vare de blevne bekræftede, maaskee pakkede jeg da nu ogsaa ind til min Schiens Reyse – dog, lad os ey tænke derpaa.

89Torsdag 2^den Aa, hvem der kunde ^lade det være. I Dag skulde jeg været paa Strømsøe i min Majas hyggelige Boelig, stelt mig nok saa godt med Rachel, i Morgen – i hendes Arme, i min Majas vennehulde Arme – Ney, lad os hellere tale om andre Ting – Om Politik siden, naar Posten er kommet. Lidt om Husvæsnet. Vi har nu slaaet vor Boepæl i Haven i mit Heggelysthus, hvor vi i Morges under Fuglesang, i Blomsterduft drak Caffe. Der syer, strikker, læser, fortæller vi. Men bedst som vi sad, kom Sarotje og bragte den sørgelige Tidende, at Rotterne havde fortæret et Tiur og 2 Røyer i Iiskjælderen, og saaledes taget forlods hvad vi havde holdt saa sparsomt Huus med, for at have Pintsesteeg. I maae vide, vi har aldrig nogen Vaar seet saa lidet Vildt som denne, hvad da let lader sig forklare af Mangel paa Jægere og Krudt. Dog, slige Modgange keyonerer ikke i et Lysthus, omringet af Barna sine, i saadan en velsignet Luft. Men nu tog det paa at blæse lidt stærkt, og saa kom Melin og jamrede over, at Jordlopperne afæder alle hans Planter, saa fort han sætter dem. Det var slemt; Kaal er Amagerindens beste Mad. Dog, Lina læste just om en Mand, som havde mistet sit Been og nu gik med et af Træe, og fandt, at det var ham ulige fordelagtigere, end da han havde sit sunde Been; ingen Ligtorne, ingen Myg uleyligede ham o.s.v. Jeg havde just begyndt med Moralen som deraf lod sig uddrage, da det ^den tredie Hiobs Post kom, Ane nemlig med mine pene strikkede Vanter, som paa Blegen var blevet sorte istæden for hvide, da der var kommet sort Farve paa den (til denne Kongesorg, mætta, har vi ikke giort andet end sværtet) og da Vinden nu var blevet saa stærk, at vi maatte pakke ind og afbryde vor skiønne Leyr, var jeg vist blevet «ungeduldig», havde jeg ikke just som sagt holdt Forelæsning over Taalmodighed, og hvor godt det er os, at finde den 90gode Side, da enhver Ting, havde jeg nyelig sagt, kan sees fra to – Nu kunde jeg i alt ovenmældte ingen saadan Side finde i en Hast; men for ikke at modsige mig selv, og maaskee faae et irettesæ^ttennde Spørgsmaal af den lille næsvise Tøs, taug jeg, og lod det blive ved Hovedrysten og et: «det var leyt!» Dog er min Fortiæneste herved paa ingen Maade at lignes med den gode Hiobs (min Ungdoms eller rettere Barndoms Yndling) da baade de som bragte disse Sørgeposter, og de, som hørte dem med mig, istæden for at spotte, saagar klagede i mit Sted.

Aften Det var en grumme tør Post, men en des deyligere Regn er der faldet, og Jorden staaer nu end mere prangende end tilforn, Træerne dufter lifligere, alt føler sig styrket, qvæget, glædet. Det har tordnet meget stærkt. Især vare 2 eller 3 Slag overmaade stærke, og det paa det blaalige Lyn hastig fulgte Skrald, hvorved hele Huset rystede, sagde os, det var temmelig nær.

Jeg fik, foruden en grumme flau Tiid, et Brev fra min kiære Storm Bull; men som, da det var skrevet strax efter den i Budstikken omtalte Affaire ved Bergen, ikke indeholdt det mindste andet, end hvad vi længe før vidste. Det var ikke hans Skyld, stakkels Gut. Men jeg blev dog en Smule harm derover, da der vare saa meget fra Bergen, jeg ønskede at vide. Han lovede snart Brev igien. Vi faaer da see, om han holder Ord. Det tør blive bædre.

En heel Pakke Aviser fra Martj og April fik vi da ogsaa, hvori jeg nu, under Tordenens Rullen, har læst alle Artikler fra Danm: iblandt andet, hans høysalige Majestets, den gode gamle Christians naragtige Ligpynt. Dog, det er en gl Skik her følges, og det vilde ordentlig giort mig ondt, skulde han savnet den Pomp, hans Forfædre var skrinlagt i. Saa har vel Fredrich ogsaa tænkt. Han havde nu vel ikke savnet den; men – kort, han burde dog ikke i Alt betægnes som en ulykkelig landflygtig Mand. Han hviler langt fra sin Caroline. Hans ‹…› pyntede Støv, 91ikke han – o ney! See ikke længere saa veemodsfuldt paa mig, ulykkelige Fyrstinde! Nu har du ham jo, og al Misforstaaelse er forbi. Det var en tung Drøm, hvoraf I nu begge ere vaagnede til glad Virkelighed –

I seer, mine Elskede! jeg i Dag ikke er istand til at politisere. Det er overalt saa ganske uden for mit Fag. Men da disse Blade maaskee kan blive læste om flere Aar, saa troer jeg det er passeligt, at giæmme her de Rygter, Meninger, etc, som Dagens Anliggender medfører. Allerede seer jeg, i de faa Blade som siden de Svenskes Indfald her, ere skrevne, saa mange Modsigelser, saa mange ugrundede, og dog ^som aldeles paalidelige fortalte Ting, at jeg baade smiler og harmer mig over det. Men det er saa rigtigt hvad der siges i Thekla etsteds: at falske, ugrundede Rygter aldrig har større Tumleplads, end i de Egne, hvor Krigen føres. I morgen mere om Rygter, Fordomme, Overtroe – etc etc – Bliver ikke bange, mine Gode! men takker mig, at jeg opsætter at skrive herom i det Tusmørke, som den skyefulde Himmel i Forening med den skyggende Heg og Løn uden for dette Kammers eneste Vindue, foraarsager. I Morgen, maaskee i Solskin, vil vist det altsammen blive mindre schanderhaft.

Fredag 3^die Lykkelig lykkelig Reyse, elskede Maja! alle I kiære, lykkelig Reyse! O! det vil den blive, og fornøyelig. Kl er nu 8. Kiender jeg den aarle H^r Peder ret, saa ere I alt længe siden ude. Giid dette deylige Veyr vedblive, og alle Glæder ledsage Eder, som mine kiærligste Ønsker! –

Det var ved Rygterne vi standsede i Gaar. Nu maae jeg først berigtige et Par Feyl – dog, jeg troer, det kun er een, i min sidste Krigsnyehed. Den unge kiække Mand, som saa bestemt udfordrede Døden, hedde ey Alssparre, men Ulfssparre. Den gode Urban, som skrev strax efter Affairen, maae man tilgive saadanne smaae Urigtigheder. Der faldt Gud skee Lov ogsaa et mindre Tal, 92end han angav – ak! og dog alt for mange. 24 bleve fangne, ligesaa mange faldt; kun 1 af vore faldt, 3 bleve saarede. Hidtil have vi været heldige, ikke mistet mange i Forhold til de Svenske som ere faldne. Men nu, midt inde i det fiendtlige Land, o, maaskee vendes nu Bladet om – det er en altfor ængstelig Tanke –

I Anledning af denne Indrykkelse i Sverrig, mener nogle Russerne, andre Franskmændene maae være der, hvad der ogsaa forekommer mig og de Fornuftigere ^{som den} rimeligste Aarsag til dette Skridt. Sandsynligst er dog nok Russernes Komme did. Saa ere andre af den Mening, at de, Svenskerne, havde faaet Nys om, vor Printses Plan at indringe dem som i en Musefælle. («Var det virkelig hans Plan?» Det maae de vide, som paastaaer det. Ellers lader han nok ikke sine Planer til «hemmelige og saa vigtige Foretagender» blive kundbare) En tredie eller fjerde Mening er: at vore Folk havde ved Krogfoss afskaaret dem Veyen for deres Transporter fra Sverrig – Maaskee ere der flere Formodninger; men til mit Øre kom kun disse. Om een af dem, og hvilken? er den rette, vil Tiden vise. Men just for at see det, ere de her saa omstændeligt anførte. Nu, mine kiære Børn! kommer det, som bædre lader sig fortælle ved Solskin end i Tusmørke. Her gaaer et Sagn, at nogle usynlige Væsner ved alle vigtige Begivenheder, især mod og under Ufred, lader sig fornemme. Drager de ud med klingende Spil og Sang før Tropperne, er Seyeren temmelig vis. Men reyser de efter og med langsom, duus Musik og klagende Toner, er det let at giætte, hvad det betyder. Det første var til al Lykke Tilfældet i Vaar, da de, vist 14 Dage før Svenskens Indfald her, muntre og glade droge til Feldts. Og, hvad der er det bedste, for mere end 14 Dage siden ere de ligesaa lystige komne tilbage, og tvivler nu ingen om, at vi har alle vore Folk tilbage og seyrende inden St. Hansaften. Gud lade det skee som de troer! Vist vil de Usynliges Vælde og Ufeylbarhed derved faae en nye Stytte. Men Herre Gud, lad den det! Min individuelle 93Mening tør jeg ikke engang ganske aabenhiertet sige Eder. Kun saa meget, at jeg finder denne Overtroe, om I saa vil, uskadelig, endogsaa from. De, jeg har talt med herom, siger: de veed nok, at Underjordiskt, Usynlige og alt sligt, ikke kan være til, uden Guds Tilladelse, og troer, han ved disse Væsner vil underrette dem om, hvad de med Ængstelighed ønsker at vide. At dette Sagn virkelig har havt en god Indflydelse paa de nedslagne Gemytter, styrket deres Haab og Tilliid, er vist. Maaskee – det tilstaaer jeg Eder villigt – var jeg mindre overbærende med de stakkels Usynlige, havde de forkyndt Uheld og nedstemt de før Forsagte end mere. Ogsaa af denne Aarsag giør jeg ingen Anmærkninger, men vil endnu opvarte Eder med en Anecdot i samme Smag. Tidlig i Vaar, saa snart Krigen med Sverrig var declareret, mødte 3 eller 4 forskiællige Mennesker til forskiællige Tider «Kongen i Egeberg» Formodentlig har I ligesaa lidt som jeg den Ære, at kiende hans Majestæt. Stille og ubemærket styrer han sit Rige. Dog, at han elsker Pragt, naar det behager ham at vise sig for Oververdenens Beboere, kunde I slutte af den Stads, hvori de Mødende saae ham: I Pantser og Hielm, alt af det pure Guld, besat med Ædelstene, en stoer glimrende Fiærbusk i Hielmen – hans Hestetøy rødt Skarlagen, ligeledes besat med Guld og Juveler, Guldskoe under Hestens Fødder, denne stoer, kridthviid, en Man, som nesten naaede Jorden, glimrende som Sølv. At de Mødende vege forfærdede tilside begriber I lettelig – det havde ogsaa vi giort i deres Sted – men hans Majestæt talte til dem i den meest nedladende, milde Tone – det klang som Musik – bad dem være roelige i Henseende til Krigen, og forsikkrede, Norge skulde seyre. De mindre Omstændigheder laae jeg under Fortællingen ikke saa nøye Mærke til, og jeg troer sikkert, I skiænker mig dem.

Nu er Kl 11 – nu havde jeg været paa Reva, i Dine Arme, beste Moer Cappelen! –

94Pintseaften, 4^de Efter at have tilbragt nesten hele Dagen i Gaar i Haven, som i Aar er saa overmaade skyggefuld og indbydende, gik jeg endnu, Kl over 10 en Tour med min Koren og Glutterne, var saa let om Hiertet, saa roelig og tilfreds. Hvorfra kom da de ængstelige Drømme, som vakte mig i Taare? Det var lutter Afskedstagen nesten med alle de Mennesker, jeg elsker. Blandt disse var ogsaa min kiære Maja Devegge, saa bleeg, saa usigelig sørgmodig. Tilsidst var Scenen paa Amager, blandt mange af min Ungdoms, tildeels allerede bortvandrede Venner og Bekiendtere. En ung, vakker Pige fra Taarnbye kiendte mig først igien (jeg havde ikke været der i lang Tiid) og tog mig saa venligt og troefast i Haanden. Ved dette Haandtag og mine Taare vaagnede jeg. Tilgiv mig, mine Elskede! at jeg underholder med Eder med Drømme. Denne var saa besynderlig, var mig saa mærkværdig, jeg veed ikke selv hvorfor. Og tilgiver mig endnu, at jeg ængstes ved Frygt for og Ahnelser om, at det elskede Danmark kan være i nogen Fare, trues med den i det mindste. Eller nogle af mine Dyrebare der. O! hvorfor var Du saa bleeg? min Malla! –

Første Pintsedag

Gud være lovet, at vi kan hilse Pintsdagen roeligere, end Paaskedagen! Eder Alle, I Dyrebare! fjærn og nær, en glad, en velsignet Pintsefest!

Seent i Aftes, just da vi stode færdige at giøre vor sædvanlige Aftentour i Haven, og besee et nyt Anlæg af Hermellin – kom Asessor Ekholm og Kone. De vare paa deres tunge Reyse til Hurdalen. Nu, Kl. 10½, toge de videre. De arme Lidende! Han fremkunstler Munterhed, som ikke er i hans Siæl. Hun er Veemodens sande Billede, Veemodens og Hengivenhedens.

95Deres ulykkelige Fædrelands Skiæbne ligger med deres egen og maaskee lige tungt, paa de arme krænkede Hierter. Gud give dem snart at see en lysere Skiæbne imøde! Nu er den virkelig mørk. Havde de overstaaet disse første bittre Dage! Endnu hviler den, jeg torde besværge ufortiænte Mistanke paa den nedbøyede Mand, og nedbøyer ham maaskee dybest af alt.

O! hvorfor ere vi dog saa tilbøyelige til, at give Mistroe Plads i vor Siæl, den nagende, tærende Mistroe, som saa snart staaer de dybe giftige Rødder for fast til, siden ganske at kunde udryddes? De giøre jo dog, ikke allene den Mistroede, men ogsaa den Mistroende selv ulykkelig, røver ham i det mindste mangen Glæde, ak! og af de Glæder, vi mindst burde ødsle med.

Nu gik Skriveren i Kirke med Poppa, Nella, og de 3 Døttrene sine. Jeg har saa meget med min forestaaende Byereyse at bestille, at jeg maae lade dem gaae for mig. I veed jo, mine Elskede! at jeg, Sarotje og Linchen tænker Tirsdag Morgen, saa aarle Lærken mon slaae, at lade det stande ad Tøyen til. Det er saa underligt, at mine Gutter ikke er hiemme i disse Helligdage. Det er første Gang de ikke er det. Jeg længes saa meget mere efter dem og Frue Lotta, og efter Dig, min Sally, og de flere Kiære derinde, som dog nu ikke beløber sig til saa mange, de nys nævnte fraregnede – Hvor længe jeg bliver inde, er endnu uvist. 8, maaskee 14 Dage. Imidlertiid følger disse Blade mig som min Skygge, og I seer Eders Moer Koren og ^paa Tøyen og overalt som I seer hende paa Hovind, og Menneskene og Tingene om hende, som hun selv seer dem.

Kun om en eneste Drøm, elskte Børn! høre I endnu. Jeg fik, syntes jeg i Nat, et Brev fra Fabritius, i Form af og oprullet som et Landkort. Det var skrevet paa grønt Atlas, og dets Indhold: «Kiæreste Moer Koren! Gladere end nu skrev jeg Dem aldrig før til. Gud skee Lov! Alt er forbi, og vi marcherer nu hæderligt tilbage, hæderligt og hædrede» –

96«Grønt er Haabets Farve» sagde jeg, da jeg aabnede det besynderlige Brev. Maatte denne, kun denne Drøm gaae i Opfyldelse! Men siger ikke Sagnet: at som oftest det Modsatte af Drømme indtræffer? Det forbyde Gud! «Som oftest» er ikke altiid – Dog, det var et Skyggeværk, ey mere. Og nu – der er min Haand! i lang, lang Tiid intet saadant Drømmerie mere –

Kl 7½ Først nu kom Posten. Skiøndt det er seent, og mit Hoved fortumlet, formodentlig af Hæggeblomsternes stærke Uddunstning efter en velsignet Regn (jeg bygger og boer i Haven) kan jeg dog umuelig have Rast eller Roe, før jeg har takket min elskede dyrebare Egersøn for hver Linie i det sønlige, ømme hiertelige Brev. Nu er jeg glad ved, ikke at have bortsendt mit længe færdige Brev, da jeg kan lægge lidt til, og tage alt med mig selv til Byen. Gud signe min ædle Frederich, og hans gode Lisebarn evindelig, Amen!

Anden Pintsedag 6^te Jeg fik ogsaa Brev i Gaar fra Jomfr: Wold i Bergen: Frue Bull har været meget syg, og er stedse svagelig, saa hendes Levedage vel ikke bliver mange. Hvem som kiendte hende for 12, 14 Aar siden, skulde vel ikke troet, hun kunde levet til nu. Vor ædle Justiskar er brav frisk. Det glæder mig ordentlig at see hans Navn og hans Breve i Budstikken. Mindre glæder det mig, at see hans Haand uden paa alle de Breve, vi faaer fra en Cousine Bull (hans Syster) da den inden i er saa aldeles forskiællig.

I Dag kommer vist nok en Mængde Mennesker hid, da det er Offerdag her ved Kirken. Deels herfor, deels fordi jeg har lidt af hvert at sysle med (for det meste her, ved Skriverbordet) inden min Bortreyse i Morgen tidlig, troer jeg neppe, jeg kommer i Kirken. Skriveren skiænder da vel lidt, Barna maaskee end mere

Vi faaer see, hvordan vi best kan ene det ene med det andet.

97Kl 6 Den kiære Husfred er go aa ha, derfor gik jeg i Kirken med alt mit Husgesinde, Skriveren og Telja undtagen. En heel Deel fulgte med os hiem, Frue Wærner med sin ulykkelige Svigerindes Børn, Proctr Sollner, Giørup og Kone – Præsten Munthe, som prædikede og tog sit, meget smale Pintseoffer, her ved Kirken. Alle ere de her endnu, og jeg skal pakke ind, og har endnu Frue Rohweder med Sine i Vente, som sagde i Guds Huus, hun vilde i Qvællingen see til mit. Men jeg maae jo tage Afskeed med Eder, mine Elskede! før jeg forlader Hovind. Og saa maae jeg Kiære min Nød for Eder: at en stærk Hvirvelvind, fast en Orcan, tog en deylig stoer, ja den største Green af den vakkre Løn, som staaer her uden for mit Vindue, som den gode Biltzing plantede her da jeg sidst var i Kbhn, paa Korens Fødselsdag.

Der er Frue Rohweder – Farvel da, mine Elskede Elskelige! Farvel fra Hovind! dog, ikke for mange Dage tænker jeg – Vi tales ved i Morgen eller Onsdag paa Tøyen –

_______________

Tøyen 7^de Junj (paa hvilken Dag jeg for 25 Aar siden første Gang – som voxen – saae min Koren)

Kl 5 var jeg reysefærdig, men Linchen og det øvrige først henimod 7, da vi efter en kiærlig og vidtløftig Afskeed, som med stakkels Maja især var lidt virkelig vemodig, begyndte vort Tog i den lille Vogn, trukken af en brun og en sort Hest, styrede af Sr Aslak. Vor første Bekymring var, at vi ikke havde sagt den syge Gunder Farvel, som især foruroeligede Sarotje, hvis Yndling han er (stakkels Gut! han har været ret ussel i over 8 Dage, dog nu bædre) Da Heden herover havde sadt 98havde sadt sig, fandt vi, Morgenstunden var kold, og pakkede os lidt bædre ind. Mødte da ingen videre Viderværdigheder, end at jeg paa Moe, ved at gaae lige ind i min sædvanlige lille Stue, fandt 4, 5 unge Herrer i færd med at giøre deres Toilet. Jeg var, kan I tænke, i Hast ude af Dørren, og tids nok for at holde Døttrene mine fra at komme i samme Alteration som Mama. Sarotje giorde ellers den meget rigtige Anmærkning: at naar g‹…›alt skulde være, var det dog bædre, det traf mig, end hende – Vi indtoge derpaa vor Froekost i et net lille Værelse oven over, men hvor vi bleve stærkt uleyliget af de smaae sorte hoppende Dyr, som fandt os at være god Froekost for dem. Efter denne Opdagelse, som faldt lidt seent, forføyede vi os flux derfra, og i Vognen, og fortsatte den øvrige Vey meget behageligtden øvrige Vey meget behageligt] er skrevet på slutten av seningen, men så markert flyttet ved bruk av en lang strek paa nogle smaae Regnbyger nær.

Ja, og saa hvilede vi et nyt Sted, hvor et Par gl Folk, en altiid leende Mand og en meget alvorlig, nesten suur, med Hovedet rystende Kone, modtoge os. Vi snakkede alle, selv Lina, hvad der faldt os ind, roste den i Væv staaende vakkre Vadmel, glædede os over de mange smukke Blomster, som i Potter, Krus og Glas vare overalt i Vinduer og paa Ovnen, fordi vi vist alle fandt det lige trykkende at sidde hos dette tause, surseende Væsen, og giærne vilde drage hende ind i en Samtale. Men længe var det forgiæves. Endelig kom en ung Kone, hendes Systerdatter, ind med sit Maanedsgamle Barn, hvis Fader ^var Soldat, altsaa siden Paaske fraværende; og 99nu havde vi saa rige og almeninteresserende Materier at tale om, at den Gamle med engang fik sit Tungebaand løsnet, og den unge, venlige Moder saa glad saae til sit slumrende Barn, ‹…› medens hendes Tanker vare hos dets Fader; thi det saae og mærkede jeg saa tydeligt. Det var som vi nu alle havde kiendt hinanden i lang Tiid, og neste Gang er jeg vis paa, gamle Mutter modtager os blidere.

Er det ikke sandt, elskede Barna mine, at der er noget piinligt i, at tilbringe, om det kun er et Qvarteer, i et taust, surseende Menneskes Selskab, især naar vi paa ingen Maade kan undgaae dets Nærværelse? Det finder i det mindste jeg; og altiid har det lykkedes mig, naar dette Tilfælde har mødt mig, at faae denne Ubehagelighed hævet. Deraf slutter jeg, at saadan tilsyneladende Vrantenhed som oftest ‹…› ^{kommer deraf} at man ikke træffer de rette Toner, og bliver kied af, efter et Par feyl Greb, at giøre nye Forsøg for at finde dem. I forstaaer mig dog vel?

Kl 3 vare vi paa det deylige Tøyen, hvor vi fandt alt, ogsaa den brave President, nu i høyeste Velgaaende, alle glade ved vor høye Ankomst, og blandt disse Alle, mine lange Gutter – (ogsaa Jes er nu voxet mig over Hovedet –) som strax kom i Floxerie med Lina. Dog maatte Sr Wilhelm igien til Tokodil Brættet med Presidenten, hvor siden Sarotje løste ham af. Og er dette Dagens og Reysens sandfærdige Hændelser, og fuldstændige paa nogle Smaaeting nær, blandt hvilke Du vist ikke, min kiære Lisemoer, vil glæmme den behørige Caffe –

100Fredag 10^de

Jeg er, som I seer, mine Elskelige! kommen i stoer Gield til min Dagbog og Eder. Ikke heller tør jeg med Vished love den afbetalt paa engang, endnu mindre, at det skal blive stort anderledes i al den Tiid, jeg er her. Vi saae ikke hverandre i saa lang Tiid, min Lotta og jeg, og har stedse, endog saa efter mindre Mellemrum, saa meget at tale om, vil saa giærne være sammen, og da, det indseer I selv, Børn! er ingen Skrivning at tænke paa. Ogsaa er det sagt i et Par Ord, hvordan vi har tilbragt disse Dage. Torsdag – ney, først Onsdag, vare vi ganske allene, og Presidenten hiemme til om Eftermidd:, da han efter et Par Timers Forløb kom til os igien, og gik fast hele denne Dag ret fornøyeligt med allehaande Samtaler; kun lidt fik jeg skrevet paa mit Brev til Egersønnen, som da endelig blev færdigt i Gaar, og er med 5^te Hefte af Dagbogen (Brevet selv var en Dagbog) medbragt af velvise Presidenten selv til Byen og Posthuset. I Gaar ventede vi Sally B: efter Løfte til Moer Bull og Kista; men der kom ingen Sally; skiøndt Veyret just var passende at spadsere i. Maae kun det kiære Barn ikke være bleven syg. I Dag haaber jeg, hun kommer; og deels herfor, deels for lidt Hovedvees og megen Varmes Skyld, følger jeg ikke med Sarotje og Kista til Byen i Eftermidd: Saa var i Gaar Aftes min Willa og Jes her, Presidenten hiemme den ganske Dag, fik sig et Slag i Brættet med Sarotje og en Piqvet med Wilhelm, hvilken sidste hævnede sin altiid tabende Syster. Vi fulgte de snilde Gutterne mine til Alleeporten, og gik saa alle hiem i Sæng, og dermed har I Regnskab for disse tvende Dage, i Korthed, Sandhed og Eenfoldighed.

101Men stærkt ligger det mig paa Hierte, at bede den gode Platou om Tilgivelse for den strænge Dom, jeg feldte over ham. Tingene hænger ganske anderledes sammen end jeg har hørt og troet det, anderledes, end selv de langt bædre underrettede troede det. Den gamle stive Patron har i Følelsen af sin nye Værdighed (som just burde giøre ham sin Uværdighed føleligere) sadt sig i Hovedet, at hans Datter var for fornem for en ucharacteriseret ung Skolelærer, og har aldeles nægtet den i alle andre Henseender saa saare agtværdige unge Mand, hendes Haand. Alle Forsøg paa at bøye hans Halstarrighed, have været forgiæves. Mama er nok heller ikke den Lysens Engel, hendes Udvortes lover, og har i sin Regieringstiid ikke blidnet, tværtimod end mere forbittret den haarde Faders Hierte mod sine gode, retskafne Børn. De skal have lidt uendelig meget. Og hvem tør nu, jeg vil ikke engang sige dadle, men blot tvivle om, Platou handlede ret i, at udrive sin gode fromme og elskede Pige fra den grove Faders Mishandlinger og den fine hykkelske Moders fiendske Omgang? Ligesaa urigtigt min Mening var i Henseende til dette Forhold mellem, især Moderen og Børnene, ligesaa feylagtig var det Rygte, at de Begge skulde taget sig det saa nær. Den fieldstærke Gamle leed intet ved sin Ærgelse, og hans meget føljsomme Gemahlinde iagttog blot Velanstændigheden, da hun som det synes, «lover den udvortes Tugt» –

Brylluppet var i Ladegaarden (dog bleve de viede hos Pavels) hvor de nu for Tiden ere. Anden Pintsed: var Selskab for 102dem hos Bispens, hvor ogsaa Presidentens var. Den unge Kone var saa forsagt og nedslaaet, Platou heller ikke munter. Og det giør deres Hierter Ære, vidner for dem, at ikke Letsindighed har forledt dem til et ubetænksomt, overilet Skridt, men at Pligter mod dem selv har tvunget dem til en Handling, der i det mindste synes at have fornærmet Pligter mod andre.

«Naar Pligter Krig mod Pligter føre,
Hvo kan paa Pligt da Regning giøre?»

staaer der, jeg troer, Gud forlade min Synd! i Thronfølgen i Sidon –

_______________

11^te – «den bedrøvede 11 Junj» Der kom ingen Sally i Gaar heller, og ikke et Ord høre vi fra hende. Nu vil jeg see det an i Dag, og bliver det da det samme i Morgen faae en af mine Gutter hen til hende, og høre om hun er syg, som jeg saa meget frygter for, hun er.

Kista, Sarotje, Lina og Hanna Bull giorde i Gaar mange Visitter, og ariverede trætte og sultne tilbage fulgt af begge mine Hr Sønner, Kl 7 slet. Imidlertiid havde min kiære Lotte og jeg i uforstyrret Roe tilbragt Eftermiddagen. Jeg troer ikke, der i lang Tiid har været saa frit for Fremmede og Besøg paa Tøyen, som i de Dage, vi har været her. Ikke et Menneske har været her, mine Gutter undtagne, som da nesten kan regnes for at høre Huset til. I det mindste kunde de ikke have det mere hiemmeligt og kiærligere hos deres Forældre, end de har det her. Det Gud 103lønne den brave retskafne President og hans ædle Lotta! Han er nu vandret til Byen, og jeg sidder her for at smaasnakke lidt med de elskte Barna mine, og skrive til den snurrige Fetter Randulff, egentlig paa Presidentens Vegne, og Frue Lotta gik nu neyende bort, efter at have indbudet mig til Froekost. Til denne føler jeg just ingen Trang, men vel til at see ned til dem, hvordan de har det, og om Linchen har udsovet og udhvilet sig –

Rygterne lyde nu frygtelige om mange engelskeengelske] rettet fra: e‹…› ved overskriving Skibes Landgang (ikke Skibenes, Mandskabets) paa flere Stæder ved Vestkanten. Maaskee faaer vi vide noget bestemtere herom ved Presidentens Tilbagekomst, og derfor skal I indtil videre forskaanes, mine Elskelige, for at sættes i, jeg vil haabe unødig, Angest.

Løverd Aften. Den var ikke saa bedrøvet eller bedrøvelig endda, denne 11^te Junj. Ved Middagstide kom min Sally, heed og desværre ikke frisk. Dog, den Efterretning, Presidenten bragte os: at der nu ikke var flere Svenske i Norge, NB paa fiendtligt Sæt, end bag paa hans Haand, og at Rygtet om Vestkantens Fare var aldeles ugrundet, dette, siger jeg, tilligemed en liden Midd: Luur, giorde det kiære Barn saa qvik, og nu gik hun herfra, Kl. 11, og lidt senere en heel Slump Mandsperfolk, som Presidenten ganske i sin sædvanlige Maneer havde indbuden til Aftens, hans Lotta uafvidende, som dog var lie bli lel. Det var Sommerhilm, Hetting, en rask dansk ung Mand, Capitajn Gedde, Lieut: Widding, Hegerman, Aamodt – Platou og hans Svogre vare budne, men kom ey. Det var et ret morsomt Lag for saa vidt. Min Wilhelm kom ogsaa, og uden Bryllupsklæder, 104men fik alligevel en Plads ved det giæstfrie Bord. Kun een Ting har bekymret mig. Vor Sally bragte mig Dit Brev, elskede Maja, hvori Du saa vennehuldt klager over Dit feylslagne Haab at faae mig med Dig til Schien, og glæder Dig over «hvad der ved Din Hiemkomst skal modtage Dig fra Din Moer Koren» Ak! og nu maae Du alt være tilbage og Pakken, som skulde modtage Dig, ligger her endnu, og kan ey komme bort før Onsdag. Saa snart havde jeg ikke ventet Dig tilbage; og dog er jeg glad ved, at vide Dig mig saa meget nærmere igien. Var Du kun endnu paa Strømsøe Onsdag! Dette store Dagb. Hefte skal da følge det andet Ragerie, giid det erstattede nogenlunde Din feylslagne Venten! Den er saa ubehagelig; jeg kiender den godt.

Budstikken var i Dag virkelig, ligesom N^o 24, kort men fyndig. Jeg har vel fortalt Eder, hvor haant Poppa kastede denne, N^o 24, fordi hun ikke saa mere end de Par Linier. Og de vare saa vigtige, og denne i Dag er det ey mindre. – I Anledning af Falsens Opfordring: «I Morgen at takke Herren i hans Templer o s v» slog vi væds, Frue Lotta og jeg. Hun siger, han kommer ikke i Kirke, jeg det Modsatte, og skal vi nu did selv, dog ikke just for at faae see, hvis Rettens er, men for at høre Fader Pavels. Imidlertid giælder det hele 4 ß –

Søndag 12^te Den slemme Hovedpine, som giør saa mangen Streeg i min Regning, forbød ogsaa Kirkegangen i Dag. Sarotje og Kista vare ved Slottet. De vare usigelig glade over, at de havde været der. Pavels’s Bøn om og for Freden, hvori Taksigelse for Fiendens Bortfjærnelse fra vort Land, skal 105især have været deylig. Jo, Falsen var der rigtig nok, og jeg er altsaa nu 4 ß rigere, og, hvad mere er, triumpherer ubarmhiertigt over Lottamoer, som smaaebander Etatsraadens utidige Gudsfrygt, som hun er saa formastelig at kalde det. Mig syntes det saa tydeligt, Manden maatte gaae did, hvor han henfordrer andre. En af Løverdags Selskabet, jeg troer Hetting, giorde vel den Indvending, at han, Falsen, som Medlem af Regieringscomiss: kunde have brugt det vi, som Regentere formularviis bruger det. Jeg indvendte atter: at han havde været for kort ved Rorets Styrelse, til at kunde komme saa i med at lege Konge; men fik til Svar: at intet skal være lettere og snarere at komme i med end just det. Dog, hvem der havde dømt rettest, vide I nu, mine Børn!

Lille Zarine Biltzing fulgte hiem fra Kirken med Sarotje og Kista, og Jomfr: Wolderne kom her til Middag. Siden ^kom den agtværdige Madam Hansteen med mine Sønner, og vi sad om det grønne Bord i den grønne Forstue paa grønne Stole i Prat som kunde passe til alt dette Grønne, da lille Gina Smith kom ind giennem den grønne Havedør, og alting vedblev endnu at spille i Haabets muntre Farve, men see! «Som naar Lynet farer ud fra en enkelt mørk, paa den ellers klare Himmel ubemærket Skye, og i samme Nu Tordenen ruller hen over de, endnu mere Forundredes end Forfærdedes Hoveder» saa fore vi op fra de grønne Stole, da den i hviid Manteline indsvøbte Frue Majorinde von Brock kom langsomt opstigende af den graa Stentrappe, neyende og pustende ind ad Dørren – Her stormer saa mange Tirader til (thi I veed selv, hvor mange Malerier 106en pludselig Skræk har givet og fremdeles vil give Stof til –) at jeg overlader Eders egen Phantasie at udmale vor i det Hele og i sine enkelte Dele.

Dagen er da gledet saa la la; men rigtig frit aandede vi dog først, da vi havde seet Fruen neye sidste Gang nederst i Bakken, og den hvide Mantelines Glimt forsvandt mellem Træerne.

Mandag 13^de Kl. var vist over 12, inden vi lagde os, Frue Lotta og jeg, her paa den store Sahl i hver sin lille Seng. Jeg lavede mig til min første Slum, da jeg hørte Trin nærme sig, Dørren aabnes, og Presidentens Stemme: «Sover I her?» Uden Indgang fortalte han nu den glade Tidende (at han bragte en saadan begreb jeg strax af det ‹…› ^usædvanlige Besøg), at min Arild Hvidtfeldt havde taget 300^de Svenske, 12 Officerer deriblandt, ^{ved Fridhld}, kort, alt hvad den i Dag udkomne Budstikke fortæller Eder. Ja vist blev jeg fornøyet. Men jeg havde troet, Svensken var aldeles borte fra Norge. Nu maaskee er han det. Med Længsel venter jeg Budstikken for at erfare de nærmere Omstændigheder; og meget gav jeg til, at kunde faae alle disse Efterretninger til Hovind i en Hast. Men før Torsdag gaaer der ingen Post eller Bud –

Gud skee Lov! de lever vel hiemme, siger Gina Smith, som kom lige derfra. Hun bragte mig et Klagebrev fra de ulykkelige Ekholms; som i Hurdalen (Gina er nu for Tiden der hos Forvalter Kreftings) finder sig saa reent forknyttet[.] Gud give, jeg kunde giøre noget for disse Lidende! Den arme Kone især troer jeg ikke, kan længe udholde det saa –

107Onsdag 15^de Junj Da jeg Mandag Eftermidd: vilde gaae op og fortælle Eder, at gamle Frue Widding og hendes Datter var her, et, just ikke videre interessant Selskab, kom Pastor Wulfsberg med Kone og Datter, Prahl med sin Datter. Endnu seer den stakkels Præst saa ussel ud; men de, som har seet ham det første han begyndte at gaae ud, forsikkrer, han nu seer ud som Sundheden selv imod da. Jeg frygter, hans Levedage ikke vil blive mange. Gud give, min Frygt var ugrundet! Uden sand Smerte kan neppe nogen see dette mandligskiønne sunde Legeme saa nedbrudt. At Siælen ikke befinder sig vel i den svage Hytte, er begribeligt, og arbeyder maaskee end mere paa dennes ganske Nedbrydelse.

Han var misnøyet med Tiden i alle Henseender. «Den kryber frem ligesom jeg» sagde han, og hvilken Tiid han meente, veed jeg ikke. Rimeligviis flere Slags. Det er nok ellers især Bogtrykker-Cabale, at det gaaer saa langsomt med hans Blad. Det giorde ham ondt, at hans ham i Herren saa elskelige Hr. Broder paa Eger syntes at være lidt misfornøyet med ham – han vilde forklaret sig nærmere; men da blev det almindelige Feldtskrig «Boston!» givet, og jeg havde ikke stort mere godt af ham hele Aftenen. Hans Kone, Presidenten og Prahl vare de Medspillende. Ved et Bostonbord er det Forræderi at tale hvad ey vedkommer det al Sands og Samling udfordrende Spil, og derfor, da jeg ikke forstaaer synderlig af dette, sad jeg taus med mit Strikketøy. Saa meget 108forstod jeg imidlertiid, at Mad. Wulfsberre (som den lille utækkelige Prahlunge udtaler det) spillede temmelig uoverlagt og friskt, uagtet hendes Mands meget sagtmodige Advarsler, og den vripne Pilen Palens sure Miner, naar hun var hans Makker, og spillede feyl. Hun var ellers rigtig saa godlidende, saa passelig munter, ikke saa reent ustyrlig som hun pleyer være. Hun vittres nok skulde I see, mine Børn! og sandelig, hun har nu i lang Tiid gaaet i en haard Skole. Pilen kom i Klammer med Presidenten, Politiken angaaendes, og nu saae jeg for første Gang hans, Prahls, saa berygtede glubske Talje. Bull saae, det morede os, og gav ey efter. Jeg troede, de vare komne i Haandgemæng. Men ogsaa her kom Boston’n (det var efter Aftensmaaltidet) imellem, og jævnede Tingen. Kun den arme Madame Wulfsberre maatte end mere døye de «lynende Blik, naar alt ikke gik som Brug er og Skik, og Spillet slog Klik.»

I Gaar laae jeg nesten hele Dagen. Min Sally kom om Eftermidd: Det blev bædre med mig mod Aftenen, og jeg vovede mig i Følge med min Lotta, og alle Jomfruerne ud for at see de fangne Svenske indpassere. Vi vare paa Vaterlandsbroe, Jomfr: ved Egeberg, men see! da fik vi høre, de først skal komme i Dag. Og i Dag regner det uophørligt. Denne Regn forhindrer ogsaa en nye Kirkegaards Indvielse (noget nedenfor Agers Kirke), hvortilved vi alle havde bestemt os at være nærværende vist med nogle Hundrede flere. I Dag er jeg taalelig brav. Det kommer an paa, om det bliver Tilfældet, naar denne 109Høytidelighed engang gaaer for sig, og om det skeer, mens vi ere her. Endelig er min Pakke borte til min elskede Maja. Var den kun alt i hendes Hænder! Men af min Egersøns, eller fra ham veed hun dog vist, før hun faaer mit Brev, at jeg er uskyldig i hendes feylslagne Forventning. Hu tu tu! det er saa koldt, saa ufysent som Lottamoer kalder det. Presidenten sidder nu og træsker i Brættet med Sarotje. Vi beholder ham hiemme hele Dagen, som er en Raritet. Men nu føler jeg paa mig, Caffen er færdig og inde – Den skal giøre godt i dette ufysne Veyr.

Torsd: 16^de Og end værre er det i Dag. Gud hielpe mig, jeg kommer ikke til Byen i alle disse mange Dage. Er Veyret godt, er mit Hoved ondt, og saaledes omvendt. I Gaar kom den halve Deel af de fangne Svenske, den anden halve kommer i Dag, Officererne i Morgen. Børnene vare nede og saae deres stille sørgmodige Indtog. Heller ikke har vi Aarsag at glæde os til flere, og det saa mange, Fortærere i det nu nesten hielpeløse Land. Det hører til Krigens øvrige Elendigheder. Før oplivedes dog Modet ved et enkelt Kornskibs Komme. Ræddedes end ikke alle derved, eller for lang Tiid, var det dog trøsteligt, og styrkede Haabet om fjærnere Hielp. Men nu optages alt, Korn og Post. Selv mit Mod begynder at synke. Dog ney! Det er kun dette traurige Veyr der i Dag giør mig lidt mismodig, og at jeg ikke siden Søndag har seet mine Gutter, og at jeg nu skal skrive for de ulykkelige Ekholms –

110Løverdag 18^de Torsdagaften kom Gutterne mine, og dobbelt velkommen var Wilhelmus, som bragte mig Brev fra min elskede Egersøn. Deraf seer jeg, min Maja C. Løverdag; i Dag 8^de Dage, er kommet tilbage, lykkelig og vel med alle sine. Men hvorfor intet Ord fra Dig selv? hulde Veninde! Min Uefterrettelighed kunde bedrøve men ikke fornærme Dig: thi sikkert følte Du, den var ufrievillig. Dog, Gud skee Tak for jeg veed Dig frisk, veed alting vel i Din Familie, og takket være De, kiæreste Provstemand, for denne Efterretning, som for det hele Brev, det jeg dog nok først faaer besvaret fra mit egentlige Hiem. Nu har jeg været her saa nær i 14 Dage, og endnu er der saa meget usnakket med min velsignede Lottamoer, og endnu har Barna kun faaet en Historie (og liden var den) og endnu har jeg kun været den ene Gang i Gaar i Byen, og kommer der neppe mere denne Sinde – Men Gaar[s]dagens Hendelser maae have et særskildt Afsnit.

Det var da i Gaar henimod Middag, at den nye Kirkegaard uden for Byen skulde indvies. Did havde vi giærne taget, Frue Lotta og jeg: men Presidentens Heste vare i Skyds, vi havde fast bestemt en Spadsertour til Byen, og vovede derfor ikke, at sætte vore Kræfter paa saa stærke Prøver. Kista og Sarotje vare der, og fandt sig meget opbyggede, om ved Bispens meget gode Tale, eller ved Synet af Menneskevrimlen (og blandt disse nogle af de fangne svenske Officerer, og atter blandt disse et Par meget vakkre) eller ved det alt, ja, seer I vel, det tør jeg ikke saa lige bestemme. Moer Bull, hendes Hanna 111og min Linchen, havde imidlertiid Maden færdig og Bordet dækket til Herskabet kom, og nesten havde vi afspiist, da ogsaa hans Velvished kom svedende deels af Hede, deels af Smerte i sin ene, jeg troer høyre, Hæl, hvori, efter hans eget Udsagn, «Fanden har bidt ham». Dog, det er virkelig for smerteligt at spøge med, og jeg giorde det ikke, om han ikke selv tog det fra den lette Side, som han overalt er et Exempel af Taalmodighed i legemlige Lidelser. Naa, saa hvilte vi lidt, saa drak vi Caffe, klædte os, og begyndte Toget til Byen. Lottamoer og jeg gik foran, os fulgte alle 4 Jomfruerne vore, først til Rosteds, hvor vi sladdrede en Stund med Fruen i Huset og hendes Frue Syster (Professoren var ey hiemme) saa til Politiemesters, der var ingen hiemme, eller vilde ey være det – og endelig – til Fæstningen og Pavels. «Naa saa er jeg her da virkelig?» sagde jeg, da den tækkelige Frue Pavels med sit mindste Barn paa Armen, de to andre ved Siden af sig, selv aabnede Dørren for os, og med saa umiskiendelig Fornøyelse modtog os. Strax efter kom Fatter Pavels, og tilsidst Presidenten. Det var, det veed Gud, en deylig Aften. Skade, den var saa kort! Dog, vi nyttede den saa husholdriske som mueligt. Først vare vi ovre i Exercierhuset, hvor de 347 Svensker har sit Værtskab. Vi maatte krybe ind af et lille firkantet Hul («Saa lille var det dog vel ikke, siden Mutter kunde komme ind og ud af det?» Sa’ han de? Hr. Provst!) Her blev jeg saa underlig tilmode. Denne Vrimmel af lystige og nedslagne 112velklædte og pialtede Mennesker, alle beskiæftigede, med at spise, drikke, sye, lappe, de fleste med Kort, nogle faa ene og allene med dem selv og deres Kummer. Blandt disse tildrog sig især et ungt vakkert Menneske min og de fleste af Følgets Opmærksomhed. Han laae paa sin Straaesæk med den venstre Haand under det forgræmmede Ansigt, den saarede Høyre paa det vist blødende Hierte, Øynene fastheftede paa sit Straae. I hvor ofte jeg gik forbi, i hvor tidt Scenen om ham forandredes, saae jeg ham ikke forandre denne Stilling, ikke opløfte sit mørke Øye. Jeg frygtede at saare ham end mere ved at standse længe hvor han laae, og kunde ikke for alt det jeg veed, giort ham et Spørgsmaal. Der sørges ellers for at giøre disse arme Menneske deres Skiæbne saa taalelig, som alle sammenstødende mislige Omstændigheder vil tillade det. Den vakkre, høystinteressante Capitayn Gedde gik rundt om, talte med dem, sørgede for dem. Det lønne Gud ham! Nogle af de fangne Officerer havde været der nede i Gaar Morges, og grædt bittre Harmstaare, da de saae sig og dem saaledes igien samlede. Det skal have været meget rørende. O! det kan man tænke sig. Mere end engang tænkte jeg mig i Wallensteins Lager, og lyttede efter den raske Krigssang.

Om denne blev ey talt et ord; men om Oversætteren og Hustroe og Eger desmere. Ved Bordet drak vi Eders Skaal, elskelige Provstepar! og klinkede, og min nye Datter (thi Maja Pavels vil ogsaa være min Datter) ønskede 113det blev hende mueligt, i Sommer igien at giøre en Egertour; men dertil saae hun ingen Udvey. «Vi vilde trøste os med, sagde hun, «at vi kanskee kan blive samlede her i Sommer.» Aa ja! trøste os med det, kan vi. Pavels er en langt bædre Vært, end man skulde formode, og en ligesaa uformodet opmærksom og kiærlig Fader. Med den fulde hiertens Barnslighed hænger de tre raske venlige Børn ikke allene ved den ømme Moder, hvis Blik følger dem overalt; men ogsaa ved den alvorlige, efter Anseende sig om intet bekymrende Fader; og hvor Børn saaledes deler sin Vedhængen mellem Forældrene, er man vis paa, at disse ere lykkelige Ægtefolk, lykkelige i alle sine Forhold, og fortiæner at være det. Jeg i det mindste har aldrig fundet mig skuffet ved at slutte saaledes.

Før vi spiste gik vi endnu en Tour om Volden, en af de deyligste Spadsertoure man kan ønske sig. Dog, de fæle Mordredskaber ønskede jeg bort, borte af og unødvendige paa Jorden. Man forstyrres saa sørgeligt i sin Glæde over alt hvad her forener sig saa blidt til Siælens Qvægelse, naar Øyet falder fra disse Gienstande til de hæslige Kanoner, de gyselige Kugler, de tykke med Skydehuller giennembrudte Mure. Og et endnu, fast det værste af alt, de sammenlænkede ulyksalige Mennesker, som gustne og hentærede her slæber sig omkring – Ney, det er den græsseligste Contrast der kan tænkes: Naturen saa skiøn, den tænkende Skabning saa fornedret, saa under Dyret fornedret. En saadan Aften som denne var, føler man denne Modsigelse indtil Smertelighed, aftvinger den bittre Taare. Hvem kunde først vove at lægge Jærn om en Haand og Fod, skabt som hans egen? Ja, jeg veed, det ey kan være anderledes; men 114kan det trøste? kan det beroelige? O! hvor maae de sukke efter den dobbelte Forløsning fra Livets dobbelte Lænker! Hisset maae dog være Erstatning for hver qvalfuld Stund de Ulykkelige fra det menneskelige Samqvem Udstødte her udaander, smeddede til den forsmædelige Skubkarre. En graa Olding med stille Kummer i det udslukte Blik gienkaldte mig saa levende Alamontades, den Ædles Minde. Hvem veed, hvad ^{der var} den første umærkelige Anledning eller Aarsag til mange af disse Elendiges Brøde! Maaskee en Spire til det høyeste Ædle, naar den var blevet pleyet og opelsket ved en kiærlig ledende Haand. o! det er en dræbende Tanke. Gud var ikke Gud, ikke en retfærdig Fader, gaves hisset ingen Erstatning, intet Vederlag for de utallige Lidelser, hvorunder Utallige saa – jeg tør ikke sige uforskyldt, men alt for haardt rævsede, sukker og forgaaer.

I har engang for alle, alle mine Elskelige som læser disse Blade, frietaget mig for Undskyldninger, om jeg end svæver aldrig saa langt uden for Maal og Grændse; eller rettere, der existerer ingen Grændse intet Maal. Tanken ‹h›ar sit frie Spil. Vi vende nu altsaa tilbage til Slotspræstens –

«Det er skades det mørkner saa. Jeg havde ret tænkt paa, at hiemsøge Præstens Boghylder, hvor jeg er vis paa at finde noget til Trøst og Opbyggelse, da jeg i denne Tiid er udelukket fra alle Hielpekilder» neppe vare disse Ord sagte, før Præsten foer afsted med en Lyseplade, og kom ind med et Lys, og nu gik med mig Hylde for Hylde, skiændende alt imellem paa sin Kone, som kom for Skade at sige: «Det er lutter Gammelt» Jeg fandt imidlertiid noget, og det ikke endda saa lidet, om ey ganske Nyt, dog Nyt for mig, og har meer i Vente. I seer altsaa, mine Venner, at det i alle Henseender var mig en herlig Aften.

115Frue Pavels spillede Aladdins Vuggevise og et Par andre Smaaestykker, ogsaa Fatimes Aftensang, for os, og hendes Claudine og Mariane sang saa nydeligt med hende; kun forstyrrede den lille herskesyge Claudine Harmonien lidt imellem, ved at tage Tonen reent fra den mindre Syster. Det er ellers hyggelige Børn, og Lina fandt sig saa godt fornøyet med deres Selskab, som jeg og vi alle med Forældrenes.

Kl: henimod 11 gik vi, fulgt til Porten af Præsteparret, udrustet mod den truende Regn med laante Tørklæder, Peltser, etc, i morsomme Samtaler om den deylige Aften, og glæmte Trætheden, og glædedes blot ved, Regnen lod det blive ved Trudsel. Presidenten kiørte lidt før vi gik med sin syge Hæl og Lina, og sendte mig Kariolen imøde ved Vaterlandsbroe, som jeg ret fornøyet steg ind i, ikke saa træt som øm i Fødderne af de ujævne Stengader med et Par jammerlig tyndsaalede Skoe –

Og saa var Dagens Hendelser endte. «Ikke for tidligt» siger I maaskee, mine Elskede! og dog er der lidt endnu tilbage. Rygtet lyder atter frygteligt om Svenskens ved Fhld indstrømmende Styrke. Men Capit: Gedde trøstede os med, at det P-D-d ingen Fare havde. Gud give det! Ja,

«Almægtige Hærernes Herre!
Giv Nordmanden Seyer og Ære!»

_______________

Søndag 19^de Da vi skulde gaae til Bords i Dag – Jomfrue Wolderne, Jomfr: Messel, og et ungt Menneske, Hiort, vare her – kom Præst Wulfsberg og Kone med tvende smaae Biskebasker – saa kalder Oncle Erich Smaaepiger – og Wittrup.

116Den giæstfrie Tøyenfrue fik ved den flinke Kistas Hielp flux dækket et større Bord, stegt en Pande Lax til o.s.v – og nu vilde den egensindige Præstinde paa ingen Maade blive, men Præsten erklærede, han paa ingen Maade vilde gaae, og derved blev det. Madamen vandrede tilbage med Wittrup og sine Smaae, og den nu ret for Alvor sig bædrende Wulfsberg blev her den hele udslagne Dag, den vi ret fornøyelig tilbragte. Da kom det kiære lange Dagbogbrev fra min elskede Maja C, som jeg maatte stiæle mig til at læse, som glædede og bedrøvede mig, alt som Du, Gode! havde havt en god eller slem Stund, og harmede mig, da jeg saae, hvordan de Afskyelige eller den Afskyelige, havde faret med mit elskte Thrinebarns deylige Chatoul og hvad deri fandtes. Ja sandelig det var ærgeligt, og giid den lumpne Person maatte blive opdaget, skiøndt det vakkre sønderbrudte Chatoul derved ikke bliver helbredet. Dette velsignede Brev skal følge mig i Morgen paa Hiemtouren, og der læses med mere Andagt, og besvares fra mit Hovind. Sally Barnet skrev ogsaa lidt, og takkede for Laanet af Lina mi i Gaar, og sendte hende en lille grøn Krands, og Sarotje en nydelig gul Rose. Jeg fik ey skrevet hende et Ord til, det kiære Barn, da her nu vrimler af Mennesker – den gode Pavels med sin, jo mere man kiender hende, jo elskværdigere Hustroe, og sin Claudine, samt tvende Jomfruer ^{og Prost Ottesen} – Mad: Wulfsberg, som det drog efter med, hun burde hente Manden sin, og foruden mine H^r Sønner, en 5, 6 unge Mennesker, kort, i alt ere vi henved 30 Stykker af begge Kiøn og alle Aldre – Det er just ey nyt her, hvor 117alle finder sig strax som hiemme. Og tænk, der tvang disse gale Præster mig til, at spille Boston, som jeg ikke har havt mindste Begreb om, og sagtens ikke har det endnu, skiøndt de forsikkrede, det gik ypperligt. Det var med Pavels, hans Kone og Wulfsberg – endelig kom dennes Kone og løste mig af. For at giøre mig det indlysende, hvor let det var lært, fortalte baade Slotspræsten og hans Frue, at min Egersøn havde lært det paa i et Qvarterstiid, og sagde i den Anledning mange smukke Ting saavel om Sønnen som om og til Moderen.

Da hele Herskaren gik eller stormede til Byen, fulgte vi dem til Enden af Alleen. Jeg gik med Frue Pavels. Hun fortalte, hendes Mand havde skrevet til Egerprovstefolkene og bedt dem saa meget, komme til dem i Sommer; men at den arme plagede Provst ikke havde lovet det, da han havde saa bandsat travlt. Hvad kan da jeg og Hovind vente? Dog, lad os ey sørge for, ey tænke paa den Dag i Morgen, ikke, i det mindste, plage os før, i og efter Tiden.

Mandag 20^de. Nu tænker I, elskede Venner! jeg er her for at sige Eder Farvel fra Tøyen. Alting er ogsaa indpakket, alting parat. Men den fortredelige inconseqvente Gr: M: som er saa gavmild paa Løfter, fordi han ikke tænker videre paa at opfylde dem, er Skyld i, min Reyse gaaer i Staae til i Morgen, og maaskee reyser jeg da lige klog; men længere kan jeg ey blive; og det er mig smerteligt nok, at tænke mig min Korens og Majas og de Øvriges forgiæves Venten i Aften; men jeg vil dog hellere svige denne Forventning, end en vigtigere. Denne er Magazinkorn angaaende.

118Min menneskekiærlige Skriver havde ikke Hierte til at sige en Bedende Ney, saa længe han havde Sædekorn, og vilde, kunde neppe giort det, om han end havde forudseet hvad nu maaskee bliver Tilfældet: at han vilde komme til selv at mangle til sit Huses Fornødenheder. Jeg siger med en gammel Kone, som i fordum Dage tiænte paa Mork, da alle Folkene engang jamrede sig over indtruffen Misvæxt: «Jeg troer paa honnem, som har teet os saa mykke Godt» – Den ædle, eviguforglæmmelige Hedevig kom saa glad ind og fortalte os den Samtale, hun havde været Vidne til, og det gav Anledning til en mellem os, hendes Forældre, yngste Broder og mig, som jeg ofte har tænkt paa i denne Tiid, som har styrket mit Haab og min Tilliid naar de, Gud skee Tak kun i enkelte Øyeblik, har behøvet Bestyrkelse.

Kl: 6½ Og nu Farvel fra Tøyen, mine Dyrebare! fra det kiære deylige Tøyen. Tidlig i Morgen tænker vi at tage ud, for at være paa det velsignede Hovind i Betids. Ak! nu venter de alt, gaaer os maaskee i Møde – det er saa tung en Tanke. Men min Lotta er saa glad i, at beholde os disse Timer længere. Jeg vil nu igien ned til hende, Kista, Sarotje, den godlidende Zarine Biltzing, som er her med en lille morsom Gut, Forvalter Wetlesens, hvis Moder – Barnets neml: døde for kort siden. Den lille Lykkelige føler ey sit uerstattelige Tab. I Formidd: var Nella Møller og hendes ældre Syster her. De kom begge i Gaar fra Hovind, da Aslak kom med Hestene efter os –

Farvel, Farvel fra Tøyen!

119Onsdag 22^de God Dag, God Dag fra Hovind! Om I vil, Godmorgen! thi først nu, Kl: 3 Eftermidd: er jeg rigtig staaet op, da den slemme Hovedpine tvang mig til Sengs, saa snart jeg havde expideret 3 Breve: til min Lotta med et Bud som gik ind; til Ekholm med Posten, og til Præsten Munthe, som er saa god at laane os Korn til vi faaer fra Byen.

Det var en deylig Hiemtour i Gaar, det ønskeligste Reyseveyr, det beste Føre. Kl 11 forlod vi Tøyen, dets hulde Ejerinde, liden Hanna Bull, og den gode velvillige Kista Hertel. Presidenten var gaaet et Par Timer før til Byen og Raadstuen. At vi først havde faaet en deylig Frokost kan I nok tænke, elskte Venner! og ligeledes, at Lina fik Madpose med paa Veyen. Hun var i Begyndelsen lidt taus og vranten; men Forestillingen om den ventende Telja og Maja og den lille Have, og de smaae Kyllinger og Ellinger, opmuntrede hende snart, og hun holdt os siden ved godt Prat til først Søvnen og siden Madlysten giorde smaae Afbrydelser. Det gik som jeg tænkte: Den gamle Matrone i Bondkollen (saa kaldes vort nye Hvilested. Om det er skrevet ret, for staae derhen) modtog osos] rettet fra: og ved overskriving meget blidelig og snaksom, og førte os ind i sit Stadsværelse, der tillige var Giæste- og Klædekammer. Her staaer 2 Sænge, hænger alle Væggene skiulte af Gangklæder, røde Damastes Kontusser, blaa Atlaskes lange Kaaber o.s.v. alt ret lysteligt at skue. Men vi bleve lidt adspredte, og just ikke behageligt, i vore morsomme Betragtninger, ved en Moder med 2 Børn, som inderlig jamrede sig over, at hun ikke kunde faae kiøbt det mindste til Børnene eller sig og Manden, som ogsaa vandrede med, (de hørte alle hiemme i Næss) Jeg havde faaet en Spylkum Mælk, den delte jeg med hende, og det deylige friske Brød; Madposen ligesaa; og havde jeg været saa sulten, som jeg 120var mæt, vilde min Hunger blevet stillet ved at see den lille 3 Aars gamle Drengs Hiertensglæde ved Synet af Maden, og Moderens ved at see ham fortære den. Hun giæmte det overblevne Brød uden selv at tage en Bid, og giærne havde jeg ogsaa givet hende det andet jeg havde tilbage, om jeg ikke havde forudseet, Lina snart vilde blive sulten. Det blev hun inden vi kom til Moe. Her fik jeg saadan Lyst til Caffe (det er nu længe siden I hørte noget om denne Lyst) men huskte paa, jeg var reent pengelæns, hvad jeg aldrig veed, har hendet mig paa nogen Reyse. Sarotje troede det var mit Spøg, baade at jeg var saa bankerot, og at jeg endda vilde have Caffe. Men hun fik snart Troen om begge Delene i Hænderne, og jeg drak min Credit Caffe, der var saa god som mueligt, med megen Smag. Hun tog ogsaa til Takke med en Kop, og vi fandt alle, at det var saa peent og nysseligt overalt i den lille nye Stue, hvor vi nu vare, uforstyrrede af Springfyrer, som sidst forjoge os derfra. Men saa hørte vi, der nyelig havde været Begravelse, hvad ogsaa de udenfor staaende Granbuske sagde os. Og det var en lille rask vakker 5 Aars gl: Pige, som var død i Kopperne. Jeg havde ikke Hierte til at tale med Moderen om Vaccinationen, som rimeligviis havde ræddet hende hendes Barn. Det var nu for seent. Hendes yngste Barn havde ogsaa havt dem, de slemme Kopper, og var nu efter dem meget syg. Naar skal denne Gift blive udryddet af Jorden? Den kunde blive det, var ey Fordomme mod alt Nyt saa indgroede og uudryddelige.

121Kl. henimod 7 kom vi hid. Maja mødte os ved ‹L›iøgodt Kiæret, hvor vi i Sommer har vor Blegvold. I Gaar havde det arme Barn redet os over en Miil imøde. Derfor mødte ingen os i Dag; thi det var ikke egentlig for vor Skyld, hun var gaaet saa langt.

Men siæleglade modtoge de os alle herhiemme, og efter en kort Hvile, maatte jeg ud for at besee alle de nye Indretninger i Haven, alle de Bænke, de saa peent har faaet henstrøet over hele den store Have, hvor i Aar Træer og alt pranger i fuldt Flor, hvor alt seer saa smilende og venligt ud. Her udenfor mit Vindue har den i at glæde andre utrættelige Hertel plantet saa mange Blomster, her blomstrer endnu et Syringtræe – O! her er saa deyligt hvorhen jeg vender mig, og dobbelt deyligt bliver det ved Tanken om, at det er Kiærlighed og Venskab og hiertelig Velvillie, der giør alt dette –

Melin har overvundet de slemme Orme og Jordlopper ved sin Taalmodighed, og nu staaer den 4 og 5 Gang plantede Kaal ret godt. Hans Meloner ere alt nesten fuldvoxne, og alt øvrigt staaer meget prægtigt.

Jeg har nu, Kl 6, været henne og hilset paa min Høy, paa Frue Lotta, det er: hendes af hende selv plantede Løn midt paa Høyen. Ogsaa der er saa velsignet vakkert. Vi bleve lidt dynkede paa Hiemveyen; men det er saa bliid og velgiørende en Regn, at det er en Lyst at blive lidt vaad. Nu kom ogsaa min Koren tilbage fra en Forretning i Gierdrum nu skinner Solen igien, og jeg maae atter ud, maaskee ned at see det nye Anlæg paa Raknehougen. God Nat, Elskte! God 122Nat, beste min Lotta! som nu ogsaa læser disse Blade. Du har savnet Dine bortreyste Venner meget i Dag, det veed jeg. Men nu faaer du snart mit Brev og hvad der er til af disse Blade – og saa sees vi snart igien haaber jeg. Snart? Ney! jeg tør ey troe det bliver saa meget snart – O! min Maja, Gud veed, jeg tør ikke tænke paa Indbydelsen i Dit vennehulde Brev. Ney, jeg vil ikke tænke paa andet, end at alt kan forandres i en Hast, forandres til det Bædre – God Nat, mine Dyrebare!

St: Hans Qvællen.

Nu først har jeg været paa Raknehougen, hvor min gode Koren blot for at skaffe nogle arme ^fattige Mennesker lidt at fortiæne, har begyndt et Anlæg, han saa længe vi har boet her, har havt i Sinde, men andre vigtigere Arbeyder tilintetgiort. Det bliver vist vakkert, naar det kommer istand, som da ikke kan blive saa snart. Gud give, vi kunde indvie det ved en Fredsfest! da skulde det nok blive færdigt i en Hast!

I Dag har jeg ret gaaet meget, sadt meget ude, og her i mit Kammer er saa mørkt af Træerne, at jeg, kommet ind fra Dagen, neppe seer. Et Brev til min elskte Egersøn, og et til min Moer Cappelen, har jeg begyndt paa; men de kommer saa ikke bort før Søndag, derfor hviler de, hviler nok endogsaa i Morgen, da jeg, bliver det ‹T›ørre-Veyr, tager til min Rikke B: som jeg nu saa inderlig længes efter. Maaskee faaer Koren selv reyse til Byen Søndag, da der intet kom med Posten i Dag angaaende det lovede Korn. Det er en smuk ordholden Mand, den samme Greve –

123Løverd: 25^de Jo, det blev et vakkert Tørreveyr i Gaar. Da jeg var kommet lidt over halvveys, kom en Regn og Torden Byge, som hverken jeg eller væsle Røen taalte, hvorfor vi søgte Skiul i den første beste Hytte NB jeg i, han udenfor den, hvor han giorde Kaprioler ved hvert Skrald. Endelig blev der en Pause, hvori jeg vovede mig videre, og var netop kommet af Kariolen ^{paa Plogstad}, da Regnen atter styrtede ned, vældigere end før, og Torden og Lyn ledsagede den; saa vedvarede det; med smaae Ophold, til Kl 8, og stærkere Torden erindrer jeg neppe. Da jeg kom ind og saae en melitair Hat og Sabel hængende, troede jeg flux, det var den gode Fabritius, som var der; men det var Wilhelm Radik, Cadet, Fogdens Systersøn, min lille Lodviskas Broder. Min kiære Rikke var saa vidt rask; men meget bekymret for sin Mand, der i et Par Dage havde skrantet, formodentlig af Forkiølelse. Det har med Guds Hielp intet at betyde; men for denne ømme Siæl, der i dette svage Legeme taaler endnu mindre end før, er langt ubetydeligere Ting ængstelige. Naturligt var det, at denne til uafbrudt Virksomhed vante Fut, nu var lidt gnaddrig ved intet at kunde foretage sig; men hans Vrantenhed var saa morsom, at den adspredte os den Ængstelighed, som endog de aldeles ikke Frygtsomme nesten altiid føler i stærkt Tordenveyr, hvortil da de tillukte Værelser bidrager sit. Herved, ved det søde lille Thrinebarns uskyldige Glæde selv over Skraldet og Lynet, gleed det haarde Veyr fast ubemærkt forbi. Et Par Øyeblik vare vi i St: Hansløvhytten, hvor vi tænkte saa deyligt at drikke vor Caffe, men maatte tage til Takke med den i Stuen. Saa gik den hele udslagne Dag 124ved Samtaler, lidt Læsning i Tilskueren, hvoraf jeg fik en heel Pakke hiem, og tænker at sende min Maja og Egerprovsten nogle, der vare, som Svensken siger, altfor vakkre – paa norskt: altfor gode til, at ikke flere skulde glæde sig over dem. Guldbergs Digt til Carl Jessens Hustroe (som ogsaa var deriblandt) havde deylige Stæder, men forekom mig i det Hele noget usammenhængende. Maaskee forstod jeg det ikke ret ved denne eneste flygtige Giennemlæsning. Den fromme milddømmende Rikke paatog sig nu ikke mere at forsvare Professor Ole, som hun ellers pleyer, da hun synes ham for ilde medhandlet i Intellig:bladet; men derimod sagde hun, da jeg skiændte paa vor Gr: M: for hans Uefterrettelighed: «Kiære Moer Koren, du pleyer ikke at dømme saa haardt. Han feyler vist; men han feyler sikkert imod sin Villie, kanskee fordi han er altfor god, og ikke kan sige Ney.» – Dertil lod sig meget sige; men jeg sagde intet, og følte blot med lidt Harme mod mig selv, at jeg virkelig i senere Tiid er blevet strængere mod Nestens, giid kun ogsaa mod mine egne! – Feyl end tilforn. Det er ingen behagelig Opdagelse; men takket være Du, min gode Rikke! fordi Du giorde mig opmærksom paa den.

O! hvem iblandt os, mine Elskelige! har ikke følt, hvor megen Beroeligelse, hvor megen Tilfredshed det medfører, at dømme blidt, at forsvare den anklagede Neste? og hvor det Modsatte hævner sig ved bittre Efterveer?

Paa min Hiemvey kom mig en gammel 70 Aars gammel bleeg, forgrædt Kone imøde. Hun var, da vi boede paa Lundberg, vor Naboekone, stille og ordentlig, og jeg leed hende saa godt. Det lod, som hun havde ventet mig, og vilde bede 125mig om min Forbøn, eller Raad, som hun kaldte det. Hendes Søn er dømt til 4 Ugers Tugthusarbeyde for Tyverie. Nu er hans Gield saa stoer, at alt maae sælges. «Hvad skal der blive af disse Kryb?» sagde hun, og viste paa hans 2 smaae Børn, som klyngede sig til hende, «naar de nu ikke har et Tag at skiule sig under –» Og min utaalmodige Hest vilde ey staae, Rægnen hang over mit Hoved – og saa forlod jeg den arme ulykkelige Gamle med et: Gud hielpe dig! som hun vel neppe hørte. Ak! ikke et Trøstens Ord til hendes knuste Hierte, endskiøndt jeg saae og følte, hun dog ventede det – og det fordi Hesten ey stod, fordi jeg frygtede for at blive vaad – Da jeg kom hiem, sad i Sophaen mellem de glade Mennesker, drak min Thee, som stod færdig, rødmede jeg, bankede mit Hierte af Skamfuldhed og Sorg over min Haardhed – Hele Natten stod den blege forgrædte, mod Graven skiælvende Kari Tangen for mig, og til hendes øvrige Kummerstræk, havde min Haardhed, hendes svegne Forventning endnu føyet et –

Mandag 27^de I Gaar var jeg atter ret rask, det er, frie for Hovedpine; men der hvilede (og hviler endnu i Dag, skiøndt Gud skee Lov i mindre Grad) en Tunghed over mig, som giorde mig uskikket nesten til alt. Dog skrev jeg med vort Byebud til min Moer Cappelen et temmelig langt, til min Lotta er kortere Brev, og sluttede et til Egersønnen, læste ikke et Ord, før Posten bragte Budstikken, Tiden, et Brev fra Urbanns, og et saare ubetydeligt fra Skolelærer Arnesen, strikkede og tog op igien, sad for Resten i Haven, og alle havde vi det i vor Eenlighed ret godt –

126Fra Plogstad har jeg intet hørt siden Gaar ^Løverdags, lille Radik og hans Syster var her. Da var han ^Fogden Gud skee Lov bædre, og Walbohm, som jeg i Gaar talte med, forsikkrer han snart skal blive fuldkommen vel. Det give Gud!

Fabritius skriver, at en Skieløber, som blev giort til Fange i Vaar i Soler, kom, som Deserteur, til Edskoven, hvor hans Ven Urban, har Feldtvagt, og har lagt en Tiid. (Det er lige paa Grændsen, og han er ofte inde i Sverrig. De har giort sig Løvhytter ^der, og han beskriver deres patriarchalske Levemaade saare romantisk) Denne Skieløber har bragt Bekræftelse paa et Rygte de, siger han, længe har hørt deroppe: at Russen skulde være i Nærheden af Stokholm, som nu formodentlig var i hans Vold og Magt. Ikke fordi jeg fæster mindste Liid til dette, for vor Sag saa gunstige Rygte; men fordi jeg finder Moroe i, at fortælle Eder hvad der saadan spargeres blandt Folk; og fordi det kan blive interessant engang i Fremtiden at see tilbage paa alt dette, og skille det Sande fra det Falske.

Ellers skal nu ogsaa de sidste Tropper af de Usynlige være kommen tilbage, og end mere jublende end de forrige. Ogsaa har mange flere Mennesker hørt disse. Jeg gad ogsaa have hørt dem. Hvad der dog kan være i alt dette? En Grund maae dette Sagn have: thi «ganske uden Ild ryger ingen Brand.» «Der er flere Ting i Himlen og paa Jorden, end vore Philosopher drømmer om», siger jeg i fuld Overbevisning med Hamlet.

127Tirsdag 28^de Hvilken Hede, hvilken trykkende Luft! Det har tordnet stærkt, men langt borte – nesten troer jeg, det kommer tilbage, det mørknes stærkt, og er saa forfærdelig qvalmt. Jeg er ene hiemme med min Koren, Maja og Lina. Poppenheim, Telja, og Sarotje toge tidlig i Dag til Houg, vor Avlsgaard, for at lave Gammelost etc –

Vort Byebud kom nu, bragte de stakkels 5 Tdr. Havre, og Løfte om andre 5, som den braven President har faaet udtigget. Gud skee Lov for noget! Med Forsynlighed maaskee vi nu slipper ud selv; men ak! for andre har vi intet, eller saa saare lidet. Vi blander Brødmelet med Mose og Nælder. Det gaar traadt ned for de stakkels Mennesker; men saa faaer de dog altiid noget til at synke det ned med, og heller ikke er det stærkt blandet. Giid det ikke var værre for de Fleste, end for vore Folk! Men desværre, faa har det saa godt. O! hvor skiøn, hvor ualmindelig skiøn denne Sommer er, fristes jeg dog ofte til at ønske, det var Høsten, at vi kunde see den Hungrige mættet. Med giærrige Øyne betragter jeg og glæder mig over ^mine hver Dag voxende Kartofler. Giid de vare spisefærdige, hvor skulde jeg da glæde mange, og ingen mere, end mig selv. Ney, det er en aldeles Umuelighed at glæde sig, naar saa mange Mennesker sukker over Savnet af Livets første Nødvendigheder. Dog, den Jeremiade kiender I.

128Fra min elskede Lottamoer fik jeg ogsaa et langt Brev. Hendes Længsel efter sin Jørgen tiltager, alt som det bliver umueligere, at faae høre fra ham. O! giid Din Ahnelse: at han skulde komme (som Du en Dag havde i saa høy og martrende en Grad) havde været sand! Gud give, den snart maae blive det! Og hvem veed, om det ikke kan skee?

Nye Skiændigheder i Budstikken om den vanslægtede forvorpne Britte – Nye Beviis paa vore raske Nordmænds Mod og Aandsnærværelse. Saa var det et ubetaleligt Indfald af den Skipper Johansen, som borede Hul i sit Skib, saa det sank under Røvernes Fødder, just som de med Hurraraab betraadde det. Maatte de saaledes flygte, svegne i deres Haab og beskiæmmede fra hver Udaad!

Tordenen lader sig høre igien. Endnu langt borte, dog, frygter jeg, den nærmer sig. Havde jeg kun mine Jomfruer hiemme. De tør vel blive vaskede –

Seent i Gaaraftes besøgte vi, jeg, min Koren, Barna og Hertel «de Dødes Have» og gamle Scheitlis Grav, som vi nu har faaet oppyntet, og hvorom vi skal plante Træer og Blomster. «Her skal ogsaa Skriveren ligge» sagde gamle Christopher, som malede Rammen om Pladen. Hvorfra kom den underlige Gysen som giennemfoer mig ved disse Ord? Og kan I sige mig, mine Elskede! at ^hvorfor Graven har noget langt skrækkeligere ved sig, end Tanken om Døden?

129Eller er dette ikke Tilfældet med Alle, maaskee blot med mig? Dog, for endeel kan jeg besvare mig selv dette Spørgsmaal. Den Umuelighed det er for det sandselige Menneske, at giøre sig et tydeligt Begreb om Legemets ganske Ufølsomhed, giør Forestillingen om denne Nedpakken i den sorte kolde Jord, saa skrækkelig, i det mindste naar denne Forestilling paatrænger sig os, udrevet, saa at sige, med ^af sit Sammenhæng med andre dertil hørende Forestillinger eller Omstændigheder. Og sandelig, en saadan skiøn Sommeraften, naar Varme, Liv, Fylde og Kraft giennemstrømmer hele Naturen, har hiin Forestilling noget Skrækkeligere end ellers. Dog kun i de første Øyeblik for den, der ikke daarlig søger ^stedse at undgaae Fortroelighed med Tanken om Død og Grav. «Det er dog en deylig Aften!» sagde Sarotje, og løftede sine blaae veemodsfulde Øyne til den blaae skyefrie Himmel. Jeg troede at læse mine egne ovenmeldte Følelser i dette Blik, og for at indgyde hendes Hierte Mod (og mit eget) svarede jeg: « Ja tilvisse, min Sara! men her oven over er det endnu deyligere. Der skal Nydelsen af en skiøn Time som denne, ikke forstyrres ved Frygten for – (Graven havde jeg nær sagt) at den neste skal blive mindre skiøn» –

Onsdag 29^de Det blev ved at tordne og lyne til Kl over 9 i Aftes. Da kom mine Jomfruer, (har jeg sagt, at Nella er i Byen?) Hertel og lille Giørup foran dem som for at berede dem Veyen. Jeg aandede meget lettere, da jeg havde faaet dem hiem og alle samlet om mig.

130Men et mere mayestætiskt Veyr har jeg i lang Tiid ikke seet. Solen skinnede paa enkelte Stæder, paa andre oplystes det virkelig lidt frygtelige Mørke blot ved de stærke Lyn. Skraldene vare stærke og vedholdende. Jeg erindrer aldrig at have hørt dem saa lange. Med alt det var det ikke saa nær, at vi kunde frygte. St. Hansdag har det slaaet ned i Heni, Anexet til Gierdrum, og hvad der er underligst, strax ved Kirken i et Giærde. Lynet pleyer ellers søge Kirketaarnene. Heroppe paa Moen skal det ogsaa samme Dag have splittet en stor Gran.

Stakkels min Maja Koren! Der er hun grædende med sin døde Canariefugl. Den var saa munter endnu i Formiddag, sang, fløy omkring, og madede sin paa Redet liggende Mage. Hun vil nu vel ogsaa, mener Maja, græmme sig ihiel. Paa Unger er det nu ikke at tænke, da hun alt forlader sine Æg. Og om et Par Dage vare disse Smaae i Vente, og alle Tilberedelser færdige til deres Modtagelse. Hun begraver nu sin lille Yndling i Haven i Lystqvarteret under en Rosenbusk – og sikkert falder en, vel flere kiærlige Taare paa den lille Grav. Linas flyder altiid sympathetiskt med Majas – Jeg mindes ret godt fra en endnu tidligere Alder et saadant Savn, og hvordan jeg begræd min døde Lærke, og begrov den, og lagde en Steen af en ituslagen Regnetavle paa Graven, hvor jeg indgrov den Jordedes Navn, Dyder, og min Sorg. Om i Vers eller Prosa mindes jeg ikke. Men vel, at jeg, sidst jeg var paa Castrup, besøgte ogsaa dette Sted, hvor nu naturligviis intet Spor var af alts. Efter meer end 30 Aars Forløb erindrede jeg min tabte Yndling. Sligt er ikke alle Yndlingers Lod –

131Majas Canarifugl var en Foræring af den unge Leganger, og opkaldt, Frederich, efter ham. Sarotje fik en paa samme Tiid, den levede kun faa Dage. Og nu erindrer jeg først, at jeg nok ikke har fortalt Eder den eneste Sorg jeg havde ved Hiemkomsten fra Byen var, at min venlige tamme Dompappe var sluppet ud af Vinduet. Man sagde mig intet før jeg kom op paa Kammeret, og Buur og Fugl var borte. Vil I lee, naar jeg siger Eder, det ikke allene da kostede et Par Taare, men at jeg aldrig kommer op paa eller gaaer ned af Kammeret, uden et Suk over dens Savn. Den fløy for det meste løs omkring, tog sin Føde af min og Korens Haand, og af Børnenes, vaagnede mig ofte om Morgenen ved sin blide vemodige Fløyten, og satte sig, naar jeg var syg, paa Tæppet eller Puden hos mig. Vidste jeg kun, den nu havde det bædre. Men den var som Unge kommet i Fængsel, og veed neppe at bruge sin Friehed. Det kiære lille Dyr! Ogsaa min Koren holdt saa meget af den, skiøndt den giorde ham tusend Spektakler, rev Papirerne ned (smudskede dem vel ogsaa lidt) tog Penne og hvad ikke var ham for tungt, i Næbbet, og engang en lille Kurv, Koren stod og skar paa –

Men nok, meer end nok tænker I vel, mine Gode! af denne Fuglesnak. Naa, saa skal I til Forandring faae et Eventyr. Der var engang en Konge, han hedde Rakne, og boede, siger Sagnet, her paa Hovind og ligger begravet i den store Høy, som efter ham er kaldt Raknehøyen, og hvor nu giøres Anlæg til et Lysthus. Nedenfor Høyen ligger Liøgodt 132Kiæret, og omtalte Sagn siger fremdeles, at «dette er udhulet ved Høyens Opkastning» Virkelig seer det ud, som om den var heel og holden optaget af denne Dybde, og vilde passe net, kunde man igien vælte den did. – Det kan vi nu ikke, og lader den derfor staae. Ja, saa bleger vi da i Sommer ved dette ret vakkre Kiær, og to Piger holder Vagt hver Nat. Denne Vagt holdt nu i Nat min unge Kokkepige Marthe, og den ligealdrende Budeye, Inger. Som de sad ved en Ild de havde opgiort, som de her kalder det, hørte de et svart Bulder inde i Haugen, bleve forfærdede, saae did, saae – tænk Eder de arme Genters Skræk – en stoer stort sort Mand bryde sig igiennem nederst ved Bakkekanten, gaae langsomt forbi dem, og forsvinde midt i en Hulvey, et lille Stykke derfra. Videre gaaer Eventyret ikke. De vare aldeles enige i alt; ogsaa i, ikke at turde vaage der mere, hvad de da ogsaa skal blive forskaanet for, thi i Morgen optages Blegen. Alle formoder nu, at han Majestæt, høy kiæmpelig Ihukommelse! har fundet sig fornærmet ved den Gravning, Plantning o.s.v. over hans Hoved. Men sandelig troede vi just dermed at hædre hans Minde. Og jeg kan ikke tiltroe den salig Regent saa aldeles Mangel paa sund Dømmekraft. Overalt kommer det mig underligt for, at han just skulde vise sig for disse to Frygtsomme, og en Nat, da det tordnede –

«Læser! mon de har sovet?»

Den gode Urbans Brev har jeg besvaret, og Arnesens. Det er saa varmt, mine Børn, at selv et Brevs Skrivning falder lidt i det Besværlige. Men her i mit lille Kammer er godt

133Torsdag sidste Junj Vi har i Dag nydt den himmelske Morgen paa min Høy, hvor vi for første Gang i Sommer drak Caffe, under de glade Smaaefugles Sang, under hele Naturens Jubeleren. Ney, en saadan Vaar og Sommer er sielden i Norge. Jeg har ikke seet dens Mage her, og ikke ofte i Danmark[.] Da jeg kom hiem – jeg og Poppenheim bleve efter de andre en god Stund – mødte min Koren mig med den først udsprungne Rose, ved hvis søde Duft jeg skriver dette. Saa gik vi sammen i Haven og glædede os over at see, hvor alt var voxet, blot fra i Aftes. Sandelig var det nu mueligt, troer jeg, at see Græsset groe. Melin gik stolserende med os, og lod os bemærke hvor alt florerede. Hans Meloner begynder alt at modnes, og hvor man seer hen, smiler et velsignet Aar, en riig Høst af alleslags, os imøde –

Eftermidd: «Brev fra Kbhn, fra de elskede Døttrene mine!» raabte jeg, da vi ved Middagsbordet fik Posten. Hertel aabnede den, og just Eders Brev, I dyrebare fraværende Barna mine! faldt ham ^først, og fra ham mig i Hænderne. Han blev ved at levere omkring, lagde endnu et Par Breve til mig, som jeg ey saae, fordi min hele Siæl var i mine Øyne, og disse paa det kiære, fra Fødelandet og de Elskede komne Papiir. Og see, just med samme Udraab: « Brev fra Norge! « begynder det – Saa er det dog endnu mueligt, at faae høre dernede fra, saa skal jeg nu ogsaa skrive. Erfaring lærer mig jo, hvad et Brev dernedefra er for en Siæleglæde, og omvendt er det samme jo Tilfældet med de Kiære der. Det Væsentligs‹…› 134at I lever og ere friske og vel, alle I Elskede! siger da de kiære Breve mig, og at I intet gladere Øyeblik har end det, hvori I hører fra det dyre Fødeland at ^{hører om} Eders tappre brave Landsmænds hæderlige, udmærkede Fremskridt paa Ærens Bane. Ja, vel maae det være Eder frydeligt, vel maae Eders norske Hierter banke høyt ved Rygtet om, hvordan vi udholde det mod den tredobbelte Fiende: Engelsmanden (den feyge nedrige Krabat) Svensken (som er beklagelsesværdigere end vi) og den blege Hunger. Og naar I engang læser disse Blade, hvori jeg har stræbt at opbevare for Eder og Fremtiden hver mærkelig Omstændighed, især de, som ikke ere saa offentlig bekiendte, vil Eders Hierter banke end stærkere, Eders Taare flyde end varmere –

Men naar I saa kommer hertil, saa vil I see, at Eders Moer Christiane var lidt misnøyet med de kiære Breve, fordi de sagde hende for lidet af det meget hun ønskede at vide. Men det er vel Omstændighedernes, ikke egentlig Eders Skyld, I Gode! O! jeg veed, hvor giærne I vilde glæde mig, saa giærne, som jeg Eder – Derfor nænner jeg heller ikke at sige et eneste Misnøyerøbende Ord i mit Svar. Men inden I seer dette – ak! naar bliver det!!! – har vi vel vexlet mangt er Ord i al moderlig og barnlig Kiærlighed, og saa taaler I nok en lille Smule Skiænden. Ikke?

Gud den Algode give, at denne Post ogsaa havde bragt min elskede Moer Bull, om ikke sin Jørgen selv, saa dog Brev fra ham!

135Herregud! en Nat paa Tøyen drømte jeg, Dahl kom ind ad Dørren, leende og med Breve i Haanden. Den gode Lollik havde sin graa Frakke paa (den, hvori han i Vinter duperte Andreas Munthe) og var saa vennehuld og bliid som han altiid pleyede at være og er. Om ham nævner I heller intet, I kiære slemme Unger!

Og jeg nævner intet om det ømme velsignede Brev fra Dig, Du Dig selv altiid lige Maja Cappelen! Det var det andet, Posten bragte mig, det tredie var fra vor gode Syster Inger i Schien, hvori en lille Sæddel fra Dctr. Jessen.

Dit venskabaandende Brev, min Maja! bedrøvede mig ligesom det Forrige, fordi jeg nødes til at afslaae Dit saa inderlige Ønske, der tillige er mit: snart at see Dig og Dit deylige Eydsfoss. Dog, her besvarer jeg jo ikke det kiære Brev –

Syster Inger (Madam Flood) skriver acurat som hun taler, og hendes Breve interesserer ved deres Naivitet, ligesom hun selv. Ved tidlig og omhyggelig Dannelse, vilde hun sikkert blevet en af sit Kiøns fortrinlig Elskværdige. Ogsaa nu er det umueligt, ikke at elske hende.

Af Ugebladet seer jeg da, Justitsraad Stokfleth er – Gud give det! – himlet. «Han hensov blidt og roeligt» siger hans Datter i Bekiendtgiørelsen. Gud give ogsaa det var saa, til Trøst for hans Børn, for den arme Bella som var ene hos ham. Lad mig afbryde! «Fred være med de Døde! Verden er ikke længer deres Dommer.»

I Morgen har jeg en Tour for til Vildberg, en Barselvisit til min gode Thrine Wangensten, som har faaet sig en Søn. Jeg kommer vel ey hiem før seent Løverdag. Det er tungt at forlade mit vakkre Hovind to Dage – og saa hedt – Maae jeg kun blive rask som i Dag!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.