Dagbok 1809

av Christiane Koren

[April]

Paaskeaften – April, 1ste

Og, som det dog undertiden gaaer, den gik bædre, end jeg torde haabe. Min kiære, vennehulde Rikke fik saa meget at smaaesysle med, Fogden kom ind i Landhusholdningsvæsenet, som er hans Yndlingsmaterie, og Vangensten, som kom did, var ogsaa her, den Stund han var der, go aa ha – kort, selv da Vangensten, som virkelig i meget er Original – og Hertel var borte, og kun vi faa igien, gik Aftnen saa godt ved afvexlende Samtaler, som vi stræbte, ikke skulde gaae istaae, og Kl: henimod 10 forlode vi dem, de Gode, temmelig roelige – Men naar de nu ere ene, o, da falder Savnet vel dobbelt tungt tilbage paa de arme Hierter, som Tidens formildende Haand allene kan, langsomt, men s‹ikke›rt, skiænke de lindrende Balsamdraaber –

144Ney, ikke allene: Hellige Venskab! Lyksaliggiørende Religion! – hvad vare da I?

Underlig blev mit Inderste giennemrystet i Gaar, da jeg sad her og skrev. Lille Rasmus Borchsenius, laae og ledte om Billedbøger under mit lille Bord, hvor jeg har lagt nogle, der ikke rummes i Skabet, og der fandt og flyede han mig et Brev, endnu forseglet. Det var fra Dig, dyrebare Maja C, formodentlig kommet strax efter hiin skrækkelige Flugt fra mit Hiem, ak Gud! thi det var skrevet – Saras Dødsdag. Du vidste, hun var syg – Sally B: havde meldt Dig det. Men hvordan kunde Du tænke Dig, det var til Døden? Og dog, dog siger Du saa ahnende, da Du taler om de ventede Juleglæder ved vor Samling. «Jeg veed ikke hvordan det er, men det er mig, som om jeg saae alle disse Glæder giennem en Taage» – Ja, det var den skrækkelige Taage, som omgav, som i disse samme Øyeblik Du skrev, nedtrykte og bedøvede Din arme, ulykkelige Moer Korens Siæl – den Taage var det, Du ømme medfølende Veninde, som mørknede Dit ahnende Hierte‹…› hver smilende Udsigt –

I Dag er det den gode Thrine Biltzings Bryllupsdag. Gud give, den maae blive Grundvolden til hendes hele Livs Lyksalighed! og giid den gode Moder kunde see ned fra sin Himmel, og vide sin Thrine lykkelig! Dog, det kan hun, det kan hun vist. O! ingen forsøge at røve mig den glade Vished: at vore elskede Bortgangne omsvæve os, vore Skytsengle –

145Fremdeles den 1ste April. Børnene anstrænger sig for at faae narret hverandre, og mig lykkedes det, at faae Sally i en Hast overende i Sengen i Morges, for at see ud i Haven efter Melin, som var i Brudgomspynt, med en høy Hue fuld af høye Fiær paa Hovedet. Endnu ikke ret opvaagnet af en Drøm «om Præsten Tybring som var kommet i Barselseng» gneed hun Øynene, og satte sig endnu mere op for at see Melin i sin Pynt, og paa mine gientagne Spørgsmaal: men seer Du ham da ikke? saae hun virkelig tilsidst Toppen af ham, forsikkrede hun. Men da jeg nu hurtig forlod Kammeret med et: det er den første April i Dag, Sally! – Ja da maa I troe, hun blev ret spirant. Børnenes Hovering har end meer forøget hendes Harme, saa hun først besluttede, at blive i Sengen hele Dagen – ventelig for derfra fra Tiid til Tiid at see Melins smukke Top eller Hale (a la Oncle Eric) men det faldt hende dog for eensformigt, og nu ligger hun, men her i Sophaen, ganske bragt til Roelighed ved Læsningen i den sandelig skiønne Valeria, som jeg kan takke for den Roe jeg har

Som et Sidestykke hertil, maae jeg fortælle Eder, mine Elskede, om et Brev, Nella Møller fik i en af disse Dage fra en Soldat – Faderen til den lille Pige, vi tog til os, da han blev udcomanderet, og Moderen laae dødssyg – hvori han beklager sig over «at være sadt i Forlegenhed af et Halvstørklæde, 146som han beder, hun ey maae tage til Fortrydelse, da han af sin Gage ikke er istand til at faae det mindste til Oberst (saa staaer der) etc –

Forrige Paaskeaften havde Folk andet at tænke paa, end slige Narrestreger og Spøg. «Gud give, vi aldrig maae opleve en saadan Paaske mere!» sagde jeg – o, jeg mindes det saa godt – da min Vilhelm og Jes reed til Byen herfra – og da reed Vilhelm der, saa sund, saa i sin hele Elskværdighed, og Sara stod hos mig, og saae efter de elskede Brødre, med sit Himmelblik – og nu –

1ste Paaskedag

Hvor stille og roeligt er det denne, frem for det forrige Aars første Paaskedag. Ak! det var Storm uden om mig – i mit, og mangt et Hierte stormer det vel nu langt stærkere. Men Han, som bød hiin Storm gaae os forbi uden at skade os, han vil ogsaa byde Stille til de smerteligblødende Hierters Banken. O! de mange tusende smerteligblødende Hierter! Aviserne, som Posten i Dag bragte, indeholder intet, nesten intet uden Jammer og Ødelæggelse. Oversvømmelser, Sneeskrid, Ildløs – alle Elementer i Forening med det end voldsommere Menneske, for at hærje og udbrede Elendighed. Jeg udholdt ikke at læse det alt – Nok, jeg saae hvordan Fædre – Mødre, stode smertestumme Tilskuere ved deres Børns Undergang blandt Bølgerne, under de nedstyrtende Ruiner – og derfra sank Siælens Blik paa min Vilhelms, min Saras stille Dødsleye, hvorpaa 147de, omgivet af deres Elskede, Elskende, blidt udaandede de sidste Aandedrag, sødt og stille gik fra sine Elskedes Arme i Guds Arme, ubøyede af Modgangs som af Lidenskabernes Storme, en Rose, en Lilie optaget af en øm Vennehaand, for at omplantes under en skiønnere Himmel[.] Saaledes ogsaa Din Thrine, min Rikke! saaledes alle Dine fire, alle mine fem Forudgangne

Vor kiære Sally B: har i Dag sin slemme Hovedpine, og har lagt sig lidt. Maja sidder hos hende. Jes er ude omkring, og nu fulgte lille Lina lille Luise Radik, som blev her i Fredags, tilbage til Plogstad. Min Koren sidder hos mig og studerer sin Politik, kort, alt er saa modsat den forrige Paaskefest – Og er det ikke i Dag den mærkværdige hæderlige 2den April? Jo! og Din Fødselsdag, mit kiære Lisebarn! og Gud skee Lov, efter et Brev fra vor kiære Moer Cappelen i Gaar, haaber jeg Du, da Din Frederich igien er fuldkommen rask, kan høytideligholde den med et let, freydigt Hierte. Det give Dig Gud! denne og mange Fødselsdage!

O! at den i Aar blev en nye, men ublodig, Hædersdag for det dyrebare Danmark, det elskede Norge!

__________

Saa ogsaa Du, elskede Maja! fandt, at den unge Knudsen fra Trundhiem lignede min Vilhelm, og Don Pedro, at han lignede Sara? Ja, det fandt vi alle paa Tøyen, hvor han var den Morgen, vi toge herhid. Meget lignede han dem begge – Stakkels Bergh, han bliver alt slettere og slettere. Jeg fik ogsaa Brev fra ham. Maaskee staaer han snart ved Maalet –

148Anden Paaskedag. Saa er det da nuden sidste Dag, for denne – for lang Tiid, min Sally saadan sidder hos mig. Føret vil blive slemt for det kiære Barn, og nu gruer jeg ogsaa for det for Jesses Skyld. Den Gut giør mig dog saa ofte angst. Der har han, da han i Gaar kiørte med sin unge vælige Hoppe, væltet, og slaaet Benet, saa han i Dag gaaer og humper. Vel er det, haaber jeg, af ingen Betydenhed, men dog slemt nok, da han maae reyse i Morgen[.] ak! og meer end nok til at bringe flere Griller ind i mit arme Hoved, før jeg nu veed, det er ganske godt.

Walbohm skal være meget syg. Jomfr: Keilhau som er der i Huset, har lagt for Døden, var i Aftes uden alt Haab, men er i Dag bædre, hvortil vel Elskerens uventede Nærværelse har bidraget meget[.] Ak! ingen Moder havde begrædt hende, var hun gaaet bort; og neppe vilde Faderen taget sig hendes Død saa nær, som han tager sig den Forbindelse hun, aldeles mod hans Villie har indgaaet, som han voldsomt har villet afbryde, og maaskee derved ført sit Barn paa Gravens Rand. Efter hvad vi Kortsynede indsee, vilde den stille Grav været hende det beste Tilflugtsted. Han, som seer Alt, seer det vel anderledes, siden han har givet hende tilbage til Elskeren og Livet –

149Nella, Maja og Hanna Bull staaer nu herinde i al sin Paaskepynt, og skal i Kirken og offre. Det foer mig saa igiennem Siælen, da Maja mi kom ind, med Saras lyserøde Kiole paa, den Kiole, hun holdt saa af, og som klædte hende saa godt. Og hvad klædte hende ikke? O Gud! hvor staaer de ikke for mig – hvor seer jeg dem ikke! Da jeg kom ned i Morges, sad Jes og læste, og i den bøyede Stilling, og med en brun Frakke paa, saae han Vilhelm saa liig, at jeg uvilkaarlig udraabte det dyre Navn, og Jes foer i Veyret – og var saa bleeg, syntes jeg. Da fik jeg først vide, han havde stødt sit Been

Eftermidd: Nu kom Christies. Et sandt Billede af den Stundesløse sidder jeg her, omgivet med Breve og Papirer, og veed ikke, hvad jeg først skal tage fat paa og lægge bort, og maae alt imellem ind til de kiære Fremmede. Saa jager jeg stakkels Sally ind at holde dem med Selskab i mit Sted, imens jeg faaer ryddet lidt op omkring mig, og i min Hiærne. Kun Præsten Munthe er mere stundesløs endnu end jeg, og hans Søn, troer jeg, mere end vi begge. Med Faderen, som skal giftes, er det intet Under – thi da er man jo «som uden Sandser» – men Andreas? Dog, imellem os, mine Venner, han har nok samme Speculationer, kun mere hemmeligt – Nella i det mindste forsikkrer det, og hun er hans Fortroelige.

150Tirsdag 4de Alt er saa tungt og nedslaaende i Dag. Min elskede Sally er syg, Jes ussel i sit Been – hvor dobbelt ubehagelig giør dette den altiid i sig selv ubehagelige Skilsmisse – Nu kan jeg dog slet ikke være roelig, før jeg for det første hører, de ere komne godt ind, de Gode, Elskede. Jeg beholdt dem saa giærne; men for Skolens Skyld maae Gutten min ind, og for Førets Skyld vil Sally ikke giærne bie længere. Gud være med dem, og lade dem ikke betale for dyrt den Glæde, deres Nærværelse har forskaffet os, og de selv har havt her –

Tak, min Sally, gode, dyrebare Pige! tak for hver Time. Lev nu vel, og lad os samles roelige igien!

__________

I Aftes fik jeg en nydelige Lyseplade med Skiærm over, ledsaget af et saa hiertelig venskabeligt Brev fra den gamle Fader Leganger. Som han slutter sit Brev, vil jeg slutte dette Dagboghefte:

«Gud glæde Eder i denne og mange Høytider, indtil vore Siæle glæde sig ved med hinanden at tilbede Gud paa hiin Side Overgangen i Forklarelsernes Fest!» – Amen, gode Olding! og til vi kan sees Ansigt til Ansigt med vore Forudgangne!

151Tirsdag 4de April. Ene maatte min Sally reyse. Walbohm svoer frygtelig paa, at Jes skulde blive i Roe nogle Dage, da han ellers ikke indestod for de værste Følger af det Stød, han ved Væltingen fik har faaet paa Benet, som nu er ubetydeligt, men ved Bevægelse og Støden kan blive, maae blive slemt. Det er mig og os alle høyst ubehageligt, og endskiøndt jeg ikke troer Tingen saa farlig, som den gode W: giør den, har jeg dog ikke Mod til at trodse mod hans Magtsprog.

Og nu er Du borte, min hulde Sally! og her er bleven saa ødt igien i det lille grønne Kammer, da Du ikke længer sidder hos mig paa Sophaen, da jeg ikke hører Dig, ikke seer Dine vemodsfulde Øyne saa blidt heftede paa mig – naar Din Læbe taug, talte de, et Sprog, som ethvert Hierte, organiseret som mit, maae forstaae. Og saa endnu engang Tak, Du Gode, for Din Nærværelse! og Gud ledsage Dig, og lade Touren være Din Helbred saa gavnlig, som den og Opholdet her, har været Din Siæl, Din Aand det – thi her kan jeg jo nok slutte fra mig selv til Dig, mit Hiertes Veninde!

I Dag er det Biltzings Fødselsdag, min gode, min altiid kiære Biltzings. Som gift Mand hilser han denne Dag første Gang. Giid han hilse den ofte og med Glæde!

Min Koren er borte, Hertel borte (og henter Lina) Maria hos Præsten, Hanna med hende – Jes ligger ene inde i Stuen med sit syge Been – ene, med mit ikke friske Hierte sidder jeg her –

152Onsd: 5te Ney, den slemme Hovedpine har ikke, som jeg engang troede, taget sin Afskeed for stedse. Med Vaaren vender den tilbage, og voldsommere, som havde den ved sin lange Udeblivelse sanket nye Kræfter. Og lad den da rase. Hvad nytter det, at stampe mod Braadden?

Nesten mechanisk vente mine Skridt sig mod Din Kammerdør, min Sally, hvor jeg nu var bleven vant til at sige Dig Godmorgen – det Kammer, hvor min anden Sara sagde Livet og os alle God Nat, som jeg siden hiin frygtelige Aften, da jeg sagde sidste Gang: God Nat, min Sara! – (det var et langt God Nat) uden at hun hørte eller svarte eller saae paa mig, kun engang havde vovet mig ind i, indtil nu, da Din Nærværelse, hulde Pige, atter giorde mig fortroelig med det – Og nu er det atter tomt, ogsaa min Sally B: har forladt det, skiøndt med Guds Hielp for kortere Tiid –

I Dag vil jeg da faae vide, hvordan Du kom ind i det afskyelige Føre, om Du var frisk? Og saa kommer min lille gode Zarine tilbage – jeg savner hende ret meget, og dobbelt nu, da ogsaa Sally mi er borte.

«Der kommer de» sagde vi i Aftes, vi hørte Bielder – Det var min Koren og Hertel, og Lina – hun afkastede Reysetøyet og stod der – en lille Amor (paa Øyenbindet nær) i Drengeklæder, saa nysselig, at I ikke kan troe det. Men mig lokkede dette uskyldige Spøg Taare i Øynene: I Saras og Vilhelms Opvæxt, havde vi tidt denne Moroe, mens vi boede i Edsberg. Vor Naboe Lassen havde en Søn (min Albrect og en Datter af lige Alder med S. og V: og saa for byttede 153vi ofte deres Dragter – og saaledes stode de nu for mig, og den hele svundne Tiid og de svundne Glæder –

Jes er bædre i sit Been i Dag, og Walbohm giver Haab om, han Søndag kan komme til at reyse. Stakkels Walbohm har selv været syg, hans Kone ligger, Jomfr. Keilhau svæver endnu mellem Liv og Død. Arme Fabritius, han vaager Nat og Dag hos hende. Hans Komme kaldte hende tilbage til Livet. Siælen er stærkere end før, siger Walbohm – om nu den kan meddele Legemet noget af sin Kraft? Ak! jeg har seet det Modsatte være Tilfældet.

Eftermidd: Der lyde de sørgelige Klokker igien, der sluger Graven atter en ung haabefuld Pige, Forældrenes Glæde, ak! og en god, brav Ynglings Brud. Han kom hiem (han er Melitair) for at see hende døe, for at følge hende til Jorden, ligesom den ulykkelige B‹x› her – ligesom maaskee den arme Fabr: Hun blev begravet, den vakkre 21 Aars Pige i Dag, fra Gislevold, hvor hendes Forældre boer, fra Naboegaarden til Doctorens, hvor Keilhau ligger, svævende mellem Liv og Død – arme Fabritius! Arme unge Mand, som i Dag saae dit Alt nedsænkt i Graven! Arme Forældre! O! alle vi Arme!!

__________

Mad: Høfke kom her i Formidd: fra Hurdalen, og skal til Smaalehnene. Hende, denne Gode, Retskafne, vilde maaskee Døden være velkommen. Ikke frisk, ikke lykkelig, uden Hiem (dobbelt savneligt for den, som engang havde det) med Hiertet fuldt af Kummer for sine Nærmeste –

Ak! Sorgens Søn (Datter) forgiæves sukker
Med aabne Arme mod den Grav,
Som sig saa villigen oplukker
For den, der alt for Livet gav –

154Torsd: 6te I Gaar mod Aftenen kom den gode unge Præst Ottesen hid, og er nu en Tour paa Gierdrum, for at tage den brave Chrystie hid med sig, da vi i Aften venter min egen Capitajn Gedde paa sin Tour til Trondhiem. Først da jeg og Koren havde køyet, kom vor lille Zarine, endnu senere end hun, Lieut. Gill, som har været her i Huset. Fabritius, hvis Pærle (Margaretha) igien giver ham Haab om at blive hans Dages Prydelse NB ham giver hun nu dette Haab – er her ogsaa, og alle disse forrykte unge Mennesker – Jes humper med paa sit ene Been – giør nu nogen græsselige Spectakler. I visse Øyeblik forekommer det mig som i hine lykkelige Dage. Ak! men med et er den lykkelige Drøm forbi, og Opvaagnelsen paa deres Grav (hvor Tankerne stedse standser) saa smertelig. Dog Tak dig, milde Fader deroppe, at mit Hierte endnu er aabent for andres Glæder, at disse vel undertiden kan lokke Veemods, men aldrig Mismods bittre Taare i mine Øyne!

Stakkels min elskede Sally, som var saa syg paa Veyen ind! dog Gud skee Lov, at Du nu er i Roe hos de kiære Gamle, hos Din ømme Tulla, er, haaber jeg, rask i Dag, og tænker halv glad, halv sørgmodig paa de, ak alt for snart svundne Dage. Og Tak, Du Gode, at Du trods Din vedholdende Hovedpine skrev, og saa langt og omstændeligt til Din Moer Koren, som kun et Brev fra Dig selv kunde nogenlunde beroelige. Saa sandt er det «at Kiærlighed giør os det Tungeste let» – Geschichterne – ney, kiære Sally, dem skal jeg sandelig ikke uden med din udtrykkelige Tilladelse fortælle her –

155Fred: 7de Kl blev 10 i Aftes, inden Gedde kom, og nesten vare vi ude af Vent. Nu er han reyst, den unge, for at bruge et af hans egne Udtryk yderst elskværdige Mand, og mine Velsignelser følger ham, den gode Søn, den troefaste Ven, det ædle Menneske[.] At han ikke kom til Plogstad, ikke fik see sin Ungdoms Veninde, Rikke Borchsenius, smertede ham saa meget; men det var ham umueligt, da han skulde reyse 9 Mile i Dag, og være i Trondhiem d: 12te –

Ottesen, Fader Mørk og Hertel toge til Nannestad; men Ottesen kommer hid igien i Morgen, da han har Hovind meget kiært. Det er ogsaa en sielden brav ung Mand. Og at alle gode Mennesker finder sig saa fornøyede paa Hovind, ogsaa nu, det ikke mere som før er Glædens Sæde, det er dog virkelig saa smigrende, giør Hiertet – mit Hierte saa godt. Frue Wærner, som har besøgt sin Mand i Høland, er her med sin Datter. Fredshaabet viser sig saa tydeligt paa hendes Ansigt, paa mange Ansigter, som Bekymring for Mand, Søn eller Broder før formørkede. Gud lade deres, alles vores Haab gaae i Opfyldelse!

Jeg giør nu en lille Tour til min elskede Rikke, for at bringe hende hendes Ven, Wilhelms, mange Hilsener, og Beklagelser over, at han ikke fik see hende og hendes Mand.

Fabritius skal styre mig, første Gang siden i Fior Vaar, da jeg fra Christiania kom efter ham paa hans første Marsch til Vinger, og han med et: «til Venstre! Holdt!» bragte mig igiennem den frygtelige, eller snarere Medynkendflydende Allee «gevorbne Venner» – hvoraf saa mange kort efter faldt «for Konge for Arne for Friehed i Nord» – De vare lykksalige.

156Den ottende April

Den Dag, da min Katty blev Verden foræret,
Mig blev en Veninde og Dotter beskiæret
Thi signes du, ottende Dag i April!
Imens jeg er til.

Saa hilsede jeg for 13 Aar siden denne Dag, Din Dag, dyrebare Thrine Treschow! Saa hilser jeg denne, og de, jeg herneden endnu skal opleve. O! fik Du i Dag mit lange Brev med Jomfr: Wexels! (men hun er maaskee ikke reyst endnu) det vilde været Dig en velkommen Hilsen paa denne Dag, som Gud give Dig, Dyrebare! ofte at see igien, glad og lykkelig i Din elskede Kreds – blandt lutter Glade! – ak! og engang igien i Dit Norge, blandt os! Lad mig dog trykke Din Syvald til mit Hierte før jeg døer! – –

__________

Min Rikke var saa nedslagen, saa modløs i Gaar. Jeg kunde trøstet hende, men jeg torde ikke: thi jeg følte, at Moderhiertet endnu blødte for stærkt til, at min Balsamdraabe kunde virke. Men opløst i Taare forfeylede den dog ikke ganske sin Virkning. At jeg har Trøst for andre – ney, Elskede! Eder undres dette ikke.

Fogden var temmelig munter. Endeel forunderlige Ting, som han har fundet ved at grave i en Sandhoug, sysselsatte ham og os alle meget. Jeg siger med rette forunderlige Ting: thi det var lutter Pialter; Stykker af uldene Tepper og Klæder, noget af Ælde opædt Jærn som contrasterede saa mod to hele ufortærede Traadnøgler, der tilligemed en Trækkenaal og noget andet Ragerie syntes at have lagt i en Æske, som overalt det Hele var saa besynderlig sammensat, syntes saa nyt og saa gammelt‹,› 157men alt høyst ubetydeligt, undtagen ved denne Contrast mellem For- og Nutiid. Alt havde lagt i en Kiste, som faldt saa reent i Støv, at ikke dens Form kunde spores, men en Ligkiste syntes det ey at have været, og intet at have tilhørt noget Begravelsessted. Ligkister brugtes jo ey heller, da man begrov de Døde i Høye. Om denne Høys Ælde vidnede 4 overmaade store Graner, omhuggede af den forrige Eyer, men hvis Stubber og Rødder endnu staaer der. Der skal, det forstaaer sig, fortsættes med Gravningen.

Fast end mere end herved morede Fogden sig over sin Naboes, fordum Regimets: Qvartmstr: nu Krigscomsr Hansens Tilbagekomst efter et Aars Ophold i Kbhn, og nu sidst fra en engelsk Fregat, som tog det Fartøy, han var paa, og hvor han maatte holde ud i 10 Dage. Beskrivelsen over dette hans Tog, hans Frygt, hans Formaning til Mandskabet at forholde sig roeligt, hans Opmuntring til en lille 14 Aars Pige, en Jomfr: Carlsen fra Drøbak – alt det gientaget af den Canalie, (i beste Forstand) Futen mener jeg, kan I troe, var heel lysteligt. Iøvrigt opførte de engelske Officerer sig saa godt og artigt som mueligt, trøstede den grædende Jomfrue og forærede hende en peen Syepose og mangehaande Smaaeting for at muntre hende, og gav, da de Fangne endelig med et Parlamentairskib bleve sendte til Norge, dem en god Madkurv, Viin etc med paa Hiemveyen. Hvad der maatte være en retfølende Dansk eller Norsk tungere, end eget Uheld, var at Røverne – i det mindste disses Handtlangere – i de samme Dage toge en dansk Ostindiefarer, tilhørende Tutein i Kbhn – som man siger, fik de denne ved Capitajnens, en indfød Engelskmands, Forræderie – for ham burde dog ingen Gallie være for høy.

158Søndag 9de Nu reyste Jes, reyste som han kom, allene. Hans Been var langt fra ikke godt, hans Sind forstemt. Det er mit ogsaa, i smertelig høy Grad. Derfor, mine Elskede, vil jeg, kan jeg ikke underholde mig med Eder. Min Arm er ret slem; og kanskee det var godt, om den var endnu værre: det lykkes undertiden de legemlige Lidelser at bedøve Siælens – og hvad ere hine mod disse?

Jeg fik i Dag Brev fra den gode Syster Inger (Madam Flood i Schien) Hun er heller ikke lykkelig. Hvem er lykkelig? –

Mandag 10de Jeg haabede, min dybe hvileløse Kummer var bleven, var i det mindste paa Veyen at blive – Resignation, stille vemodsfuld Hengivenhed. Hvad er det da nu, som truer at giennemnage den tynde Hinde,Hinde] rettet fra: Hynde ved overskriving som havde begyndt at trække sig over det dybe, ulægelige Saar? Jeg veed det ikke. Dog, veed jeg slet intet? O! at jeg intet vidste!

Alnaadens Gud! bortfjærn denne qvælende Tanke fra min Siæl! Jes er jo god, er jo Vilhelms, Saras Broder. Ney, han kan aldrig forsætlig bedrøve mig.

Tirsd: 11te Jes kom, i Følge med den snilde Præst Ottesen, Gud skee Lov vel til Byen, skiøndt først over Midnat. Hans Been, skriver den hiertelig velvillige Præst (han havde selv ey Tiid at melde det) er temmelig godt efter Reysen, saa han Mandag var paa Skolen.

Courerer reyser nu frit frem og tilbage giennem Sverrig. Et godt Varsel, som alle antage for Forbud paa den ønskede, signede Fred

159Torsd: 13de For flere Dage, lige til Søndag maae jeg nu tage Afskeed med Eder, mine Elskede! Jeg reyser i Eftermiddag til Plogstad, derfra i Morgen til Brylluppet hos Munthe, og tager atter Natteqvarteer paa Plogstad. Thi da jeg nu rimeligviis ikke i lang lang Tiid vil faae det og min kiære Rikke igien at see, vil vi giøre Samværstiden saa lang som muelig. Og det skulde man altiid giøre i denne Verden, hvor jo dog alting er saa ustadigt og kort.

I Nat tænkte jeg ikke at komme enten til Plogstad eller Bryllup. Jeg drømte jeg var saa syg, og laae besvimet paa Gulvet, og da jeg paa engang vaagnede af Drøm og Besvimelse var jeg virkelig saa mat, saa syg, at jeg neppe kunde røre mig, saa det vel maae have været lidt meer, end blot Drøm.

Mat er jeg rigtig nok endnu, men det er jeg – meer og mindre – de fleste Morgener. Det maae være de evindelige, ofte saa ængstelige Drømme, der betager Søvnen sin vante velgiørende Indflydelse paa et svagt Legeme. Sindet maae da vel være, naar Søvnen skal skaffe Kræfter, i det mindste ikke sygt.

Hvor de Ungerne mine ere lykkelige og muntre! Efter Pigers almindelige Skik driller de hverandre med Kiærester, og Lina erklærer sig reent ud for Capitajn Gedde, og synger:

«Jeg giærne vilde med ham døe – Og Geddes Uniform er rø» –

Og giærne havde jeg ham til Svigersøn, Lina mi, var du kun en halv Snees Aar ældre. Saa fik jeg mig en Wilhelm igien. Ogsaa min gode Sorenskriver Christie hedder Wilhelm, og det glæder mig ordentligt, at disse to sieldne Mænd, mine Venner, har dette mig af alle kiæreste Navn. –

160Sønd: 16de Jeg havde ret tænkt, jeg skulde sætte mig hen og fortælle Eder vidt og bredt om Brylluppet mine elskelige Venner! men det er nok forbi (som med saa meget andet) med mine Fortællingsgaver, i dette Fag i det mindste. Dog, hvad jeg har og formaaer, giver jeg Eder giærne. Og imidlertiid skal mit Hierte tvinges til Taushed, da jeg blot vil fortælle.

Min Rikke fandt jeg taalelig frisk, efter hendes Maade, men Sindet stedse lige sygt. Hun bad mig saa alvorligt ikke at overtale hende til at tage med i Brylluppet, at jeg, som naar jeg kan, giærne sætter mig i Næstens Sted, – og her kunde jeg det ret for Alvor – strax, skiøndt mismodig, fandt mig i denne første Streeg i min Regning. I denne min Regning var Prologen og Epilogen – Opholdet paa Plogstad – som I nok kan forestille Eder, endeel mere lovende end Stykket selv – Bryllupsstadsen. Koren kom ogsaa did Torsdagaften, og den gik saare godt. Men snee- og stormfuld frembrød Fredag, Høytidsmorgenen. Saa meget det, i Bryllupsklæder, lod sig giøre, pakkede jeg mig ind, især da vi skulde i Kirken; men at det dog ey var tilstrækkeligt føler jeg endnu i denne Stund.

Toget fra Præstegaarden til Kirken var, da Klokkerne ringede, og vi – 50 Slæder – kom sagtelig frem, rigtig mere ligt et Lig- end et Brudetog. Mit Hierte var inderlig beklæmt, og blev det meer og meer ved alle de Minder som saa voldsomt stormede ind paa mig ved Indtrædelsen i denne Kirke, hvor jeg saa længe ikke var, og, da jeg sidst var der –

161Hvilke Forandringer! Hvor mange borte! ogsaa min fromme Mad: Munthe, hvis Plads nu alt skulde besættes, besættes med en Person, som jeg neppe troer, hun har seet. Og nu Provst Finkenhagen, som forrettede Vielsen, den arme, dybt nedbøyede Fader, som af Venskab (og sandelig, det kalder jeg Venskab) for sin Ungdomsven Munthe, havde revet sig fra sin Søns, sit eneste virkelig haabefulde Barns Syge- og snart Dødsleye, og nu stod der, som saae han overalt, hvad han vel ogsaa giorde, den 22 Aars Yngling, udtæret, gispende i Dødens Arme. At hans Tale, der forekom mig og os alle mere som Ligtale over den afdøde Mad: Munthe og Brudgommens Biographie, end Brudetale, var, hvad vor kiære Egerprovst kalder tarvelig, undredes, kunde, under disse Omstændigheder, ingen undres over. Arme, arme Fader! jeg saae og følte hvordan hans Hierte blødte, og mit blødte med ham, som da jeg forlod Sara Dødsleye sidste Gang, som naar jeg tænker mig det, tænker mig for Vilhelms, da han sidste Gang vendte sig om og sagde: «Fader, i dine Hænder befaler jeg min Aand!» Jeg talte siden meget med den lidende Fader, og græd med ham. Havde hans Søn alt været død, vilde det lykkedes mig, det veed jeg, at bringe et Glimt af Trøst i hans Siæl. Men i den skrækkelig, meer end alle Dødsqvaler martrende Periode, som foregaaer denne sidste, alt opløsende Scene, vilde ingen Engels Veltalenhed være mægtig til at forskaffe det under hvileløse Qvaler arbeydende Hierte et Øyebliks Lise. Arme Fader! arme, arme ulykkelige Moder! Gud see i Naade til Eder, og til de mange i denne ‹Time›, til alle Tider martrede Fader- og Moderhierter!!!

162Ved Bordet, det forstaaer sig, blev drukket Skaaler og siunget. De havde plaget mig saa her, især Andreas, om en Vise.: Jeg Bryllupsviser! Jeg fandt hendelseviis i en tydsk Visebog en, som med lidt Forandring og under en velklingende Melodie, gik ret godt med, saa meget mere, som Zarine, Nella og et Par til i Selskabet, sang den nok saa deyligt. Kun havde jeg ønsket, den stakkels Finkenhagen havde faaet Lov, som han selv saa hiertelig ønskede, at tage hiem strax han kom fra Kirken. Hvordan hans Hierte slog Takten til de glade Hurraraab, sagde mit eget mig. Vaager, den legemlig igienfødte Vaager, er ganske den Gamle, kun lidt meer moderat i sit Spøg[.] Jeg fattedes min Rikke, fattedes, ak! saa meget. Dog, saa længe jeg kan undlade det, fordærver jeg ingens Glæde. Selv Finkenhagen smilede jo naar de andre loe og sang og klinkede.

Den nu værende unge Mad. Munthe, er sikkert en god, hiertelig sagtmodig Skabning, og af fuldt Hierte bad jeg og beder til Gud, at hun maae vorde lykkelig. Munthe er cholerisk heftig i høy Grad, men dog vist en retskaffen Mand. Han vil ikke miskiende sin gode Sannas Værd, det haaber jeg som jeg ønsker det. Først Kl henimod 2 kom vi til Plogstad, min Koren og jeg, anført af vor kiære, den Dag ret lystige Vært, og fandt vor kiære Vertinde oppe og ventende os, og sladdrede endnu en halv Times Tiid inden vi køyede – Men saa Løverdagen, som jeg især havde glædet mig til, den gik mig saa slemt til Spilde. O! I troer ikke, hvor syg jeg var, mine Dyrebare, hvor jeg skræmte og bedrøvede min ømme kiærlige Rikke. Fra Morgenstunden var mit Hoved som altiid efter Nattesvier, tungt og slemt, men opad Dagen, da min Koren var reyst, blev det værre, og allerværst, da Walbohm kom, med et saa Sorgforkyndende Aasyn, og hans Hilsen lød: 163«I Gaar til Glæde, i Dag til Sorg!» Mit hele Legeme skialv, inden han fik forklaret sig, og holdt ikke op siden heller. Det er den brave Gudmundsen, som atter er bleven heftig angreben, og slige Tilbagefald, især hvor Kræfterne, som der, ere saa faa, ‹…› maae jo være frygteligere, end det første Angreb (Dog bragte Walbohm nogen Trøst med tilbage, og haaber, han er uden Fare) – Jeg maatte tilsengs, og havde et Par ret slemme, slemme Timer. Dog, efter en stærk Vometering (som gamle Frue Holler i Hurdalen kalder det) fik jeg en Times bliid, qvægende Søvn, og stod op smertefrie og let, skiøndt grumme mat. Det Onde var snart glæmt da det var forbi; men saa var ogsaa Tiden at være hos disse mine saa kiære Venner, forbi, og – for lang Tiid forbi. Jeg tog saa underlig bevæget Afskeed først med Rikke og hendes og min egen Fut, og Barna, og dem alle; siden med Føret. Atter stod det hele Mellemrum, siden jeg forrige Vaar sidste Gang kiørte i Slæde, med alle sine Skræk- og Kummers-Scener for mig – Her hiemme vare de glade og muntre, Gud skee Lov! men et Brev fra min Jes, som siger, at hans Been nøder ham til at være hiemme og ligge, og som i det Hele er i hans sædvanlige Klagetone, stemmede mere med mine Underveysbetragtninger, end den muntre Ungdoms Glæde, og derfor bleve de ogsaa fortsatte selv i Søvnens Skiød, hvor jeg kun saae Syge og Døende og Lidende, og er derfor ikke brav i Dag.

Bragte Posten – som endnu, Kl over 11 ikke er kommet – mig et godt, kiært Brev, f.E: fra Eger eller Strømsøe – fra andre Stæder kan jeg nu intet vente – det vilde give mig meer Styrke og Qvægelse, end den Æggedosis, lille Hanna Bull just nu tracterede mig med. –

164Eftermidd: «Dig skee som du troer!» sagde jeg, da min Maja bragte mig en heel Hoben Breve, blandt hvilke jeg strax kiendte de to ventede fra min gode Moer Cappelen og Egerprovsten. Ogsaa et fra de gode Døttrene mine i Kbhn, og et fra min Sally B, saa hierteligt, saa varmt som hun er selv. Det fra mine Elskede dernede var saa kort, sagde mig saa lidet af alt det, jeg vilde vide; men selv dette lidet saae og følte jeg kom fra varme, barnlige Hierter. Hvad der giorde mig det kiære Brev – hvordan skal jeg kalde det? – mindre tilfredsstillende, var det meget lutter Sørgelige det indeholdt. Den ulykkelige Frue Tønder Lund! – ogsaa hendes Søn, hendes Ældste, borte, den friske blomstrende Dreng saa pludselig revet af hendes Arme! og det Sørgelige, Sørgeligere end Alt for de Paagieldende – den ulykkelige forvildede Ynglings, N: R: Ø – ds bundløse Elendighed, hvori han selv saa ubesindig – (thi meer end ubesindig og forledt kunde den Ulykkelige ey være) – har styrtet sig –

Ney, der er en langt høyere Grad af Kummer, end den at see sin Siæls Yndlinger, de Haabefulde, Skyldløse, den blomstrende Pige og Yngling nedsænket i Graven – der er en langt høyere Grad af Lidelser – ulykkelige, tre Gange ulykkelige Forældre! – for Eder veed jeg ingen Trøst paa Jorden. Kun Be‹vid›stheden om, at I selv intet have at bebreyde Eder – kun det kan holde Eder fra at knuses under den skrækkeligste af alle Lidelsers Vægt – og den, gode, retskafne gamle Ø-d, den Bevidsthed har du, den, og Gud styrke dig for din øvrige elskede Børneflok! Arme Sophie! Arme Albertine, naar denne Efterretning engang naaer dig!

Jeg fik endnu Svar fra unge Grev Wædel paa et i et meget vigtigt Anliggende skrevet Brev, et saa hierteligt, forbindtligt Brev[.] Og han lover at opfylde mit Ønske, og vil sikkert holde det! Gud glæde ham, som han har glædet mig ved dette Løfte – og jeg trængte 165i Dag saa meget til lidt Glæde. Der var nogle Øyeblik en fremmed bitter Følelse i min Siæl. Den er der ikke mere; men Stædet, hvor den laae, er endnu ømt – I maae jo vide alt, mine Elskede! men herom kan jeg dog intet videre sige Eder – intet, uden at jeg vil stræbe at glæmme. Og dette, siger jo mange, er det eneste Middel til at udholde det hernede. Dog, Gud lade det aldrig komme saa vidt med mig, mig, som Erindringen er saa usigelig meget, for dette Liv meer end Haabet, det saa ofte og saa bittert skuffende Haab –

Tirsdag 18de Vi har havt et lidet Efterføre i disse Dage – det gaaer allerede bort igien – og paa dette havde vi nu Besøg af den brave Nannestad Præst, som kom med sin Datter og Jomfr: Jensen i Formidd: og reyste nu, henimod Aften, i Regn og Slud tilbage. Hans Kone er ikke ret frisk, og hvor man hører, er Syge – ogsaa her har Vold lagt i et Par Dage, dog kun af Forkiølelse. Gud skee Tak, Gudmundsen er igien ganske i Bædring, og at hans Kone har skiænket ham en rask Dreng, og selv er rask, bidrager vel sit til hans hurtigere Helbredelse.

I Gaar og i Dag har jeg affærdiget en grumme Hoben Breve, som har taget ret baade paa de aandelige og legemlige Kræfter. Og til hvem alle disse? Til min Lotta, min Maja C: min Sally, min Egersøn, min Jes, Præsten Ottesen, og Grev Wædel. At skrive til denne Sidste, koster mig ikke nær saa meget, som naar jeg ellers var nødt til – hvad Gud skee Lov var sielden, og aldrig for mig selv – at skrive til Stoermænd. Han er saa ungdommelig god,saa ligefrem hiertelig. Det er Skade, han skal være Greve – dog, paa den Post, Forsynet har sadt ham, kan og vil han vist virke til det Gode.

166Løverd: 22de Din Fødselsdag, min Barndoms og Ungdoms første Veninde, min elskede Maria, Du, som nu alt mere end 18 Aar hviler i den stille Grav, hvor Din troefaste Staal, min ædle Lærer, saa snart fulgte Dig! – Endnu har jeg et lidet Digt – Hiertets Følelser i jammerlige Riim – til som denne Dag aflokkede min villige Pen. Den og Rimet «var villigt» men «Tankerne skrøbelige» dog flød ogsaa disse lige fra det unge Hierte, og klang ikke endda saa ilde, alt hvad man kunde fordre af en 10, 12 Aars Glut, naar det ikke ‹…› «lad sligt fare!»

At tænke sig saa en 30 Aar eller mere tilbage i Tiden, er underligt nok. Og det staaer alt saa levende for mig, som om kun et Aar istæden for disse mange laae mellem den og denne 22de April. «30, 40 Aar fremad – hvilken Evighed! tilbage – hvor hastig opslugte i Tidens alt fortærende Hav!» – Dog, hvad skal disse Hverdags Sententser her? Egentlig intet, mine Elskede! men saa i Førefaldet maae I tage til takke, og i Vaarkniben, som udbreder sig baade over Aand og Legeme tillige, og om just ikke fordærver, dog har en, i det mindste ikke gunstig Indflydelse, især paa Dagbog-Stoffet.

I Dag er jeg bleven færdig med Oversættelsen af Eudocia. Den første Deel gik saa hastig og let, denne saa seent og tungt fra Haanden. Ak! hiin var fuldendt i de lykkelige Dage, længe, længe før Høsten, mit Livs og alle dets Glæders mørke Høstdage, som ingen Vaar, ingen Sommer mere vil afløse – kun den barske, stormfulde Vinter, der dog imellem skiænker en stille, klar – men kold Dag –

Wolds Sygdom er bleven alvorligere, end vi troede, den skulde blevet. I Gaar var han meget slet, men er lidt bædre i Dag. Det er stedse ængsteligt, naar der er nogen Syg i Huset.

Min lille Dorthe, som var overmaade ussel et Par Dage, er nu saa færm, som hun nesten aldrig før har været. Hun leed saa taalmodig, det lille Dyr. –

167Søndag 23de Tak, min elskede Lotta, for Dit velsignede muntre og opmuntrende Brev! Saa fik jeg et fra min Jes – hvis Been er bædre – fra den stakkels forstemte Bergh, der dog ogsaa, hvad det legemlige Onde angaaer, er i Bædring – og fra Præst Ottesen, som melder, ligesom Lottamoer, alskens Nyeheder, Norges, og især denne Egns Regierings og Bestyrelsesvæsen angaaende. Kaas kommer op igien – Moltke ned – Ak! men om den retskafne Tønder-Lund intet, intet, uden meer og meer Vished om, at han ey længer er til.

Wold er i Dag overmaade slet, tvivler selv om, at han vil staae det over, og Walbohms Taushed giver lidet Haab. Det er sørgeligt. Det unge, blomstrende Menneske, i Dag 8 Dage endnu oppe iblandt os, og atter i Dag 8 Dage maaskee – ikke mere blandt de Levende. Gud veed, det er sørgeligt. Jeg har ikke været hos ham siden de første Dage han blev syg. Jeg kan ikke. Gud give det, til Død eller Liv – (o Gud, helst det sidste!) – var vel forbi!

Mand: 2‹4›de Med Wold det samme, snarere værre end bædre – Det er, som sagt, Vaarkniben, ogsaa i Henseende til Dagbogen. Der forefalder intet i det eensformige Liv at melde om, og Gud skee Lov, saa længe intet bryder den roelige Eensformighed! Men da I nu, min Siæls Dyrebare, ere blevne vante til disse Blade, til i det mindste hver Maaned at faae et Hefte, saa faaer jeg udfylde det med hvad der falder mig ind. «Og det giør du jo, og har giort alle Aarstider igiennem, Moer Koren!» Tildeels, mit kiære Barn! – (jeg veed ikke, hvem af Eder det var, som talede) – Og I vil jo have det saa, mener jeg. Ikke blot det tørre: «Den og den Dag var Veyret slet (godt) N: N: var her, kom Kl – slet – og reyste igien Kl – slet.» «Tys! Tys! Moer vor! For Guds Skyld intet saadant» – Ja seer I, det vidste jeg vel.

168«Denne Fortale lover just intet Overordentligt» –
Og faldt det Eder nogensinde ind, at vente det her?
«Ney, men dog»- «Kom med hvad du har, og uden nogen videre Indgang. Du har jo vant os til at tage til takke med hvad du byder os. Hvortil da nu alle disse Omsvøb?»

Seer I, Elskede, Jeg sad her og saae paa den ulykkelige Carolines hulde vemodsfulde Ansigt – I veed, hun hænger her lige over mit Skriverbord – og saa tænkte jeg atter paa, hvad der saa ofte under Oversættelsen af Eudocia faldt mig ind, hvilken Lighed der var mellem disse tvende Fyrstinders Skiæbne, og hvordan Menneskene i det femte og 18de Aar hundrede vare aldeles de samme, hvordan Cabalen blomstrede vel saa frodig under den svage barnagtige Theodos’s som under den svage barnagtige Christians Regiering, hvordan det Constantinopelitanske og Kiøbenhavnske Hof spillede med Uskyld og Menneskeværd, som havde det sidste gaaet i Skole hos det første. De iblandt Eder, mine Gode, som endnu ikke har læst Eudocia (hvortil den sande Historie aldeles gav Stoffet) læse den saa snart mueligt, om ikke for andet, saa for denne Sammenlignings Skyld. Trækker engang – til Eders Menneskekundskabs Forøgelse – en Paralel mellem Eudocia – Caroline. Paulin – Struense. Theodos – Christian. Pulcheria vilde jeg ikke giærne giøre ganske til Sidestykke af hiin gamle hadske Matrone, som drev det diævelske Værk i de nyere Tider, som dog hiin Printsesse med alle sine unægtelige Fuldkommenheder lod det drive ved sine Falconier og Heraklier. Men nok! Eudocia hensmægtede Resten af sit Liv i et Kloster – Caroline i Celle – Paulin, og den aldeles uskyldige, den ædle Zoe, hendes eneste Veninde, blødte for Bøddelsværdet.

169– Struense, mindre brødefuld end Paulin, Brandt, ikke saa ædel, men dog uskyldig som Zoe – deelte denne skrækkelige Skiæbne med Eudocias ulykkelige Venner – Dog, jeg har jo alt engang sagt nok! – og maaskee har I længesiden sagt det. Men endnu maae jeg gientage det: paafaldende er Ligheden i begge disse ulykkelige Regentinders Skiæbne nesten fra først til sidst.

Aften Jeg var i Formidd: oppe og saae til Vold. Efter mit Øyesyn og Ahnelse, er hans Tilstand ikke saa farlig, som jeg havde forestillet mig den, men kan desværre derfor være farlig nok. Dog finder alle ham nu bædre, end han i disse sidste Dage har været.

Med samme var jeg for første Gang inde og besøgte Melin i hans nyeindrettede Værelse. I den Anledning fortalte han mig, at gamle General Krogh paa Mork «ogsaa kom saaledes ind og besøgte ham paa sit Kammer 14 Dage før han døde, og at det forekom ham saa ligt mit Besøg i Dag, naar han ret saae paa mig, osv» – Altsaa kunde jeg nu efter Melins Forudsigelse giøre mit Testamente; men da hans Spaadomme – og Spaadomme af dette Slags er han stedse ved Haanden med – endnu ikke en eneste Gang ere indtrufne, saa lader jeg det nok for det første beroe med mit Huses Beskikkelse. Barna her, især Maria og Zarine, bleve ret harmelige paa den arme Stymper, og Lina sagde: «Veed du hvad, min Moer (saa begynder hun giærne sine Haranger) Melin er ret en stoer Nar, og du maae inte troe ham, for saa – er du ogsaa en Nar, vilde hun maaskee sagt; men det blev til: er du rigtig saa ley» –

170Tirsd: 25de Jeg har, siden jeg kom hiem igien til mit forladte Hovind, læst for mine kiære, glade Tilhørerinder, Eudocia, Hermann v. Unna, og adskilligt andet. Og nu – giæt, hvad jeg i Aftes begyndte paa for dem? Saa men hverken meer eller mindre end den gamle – Sigvardt. Den har i nesten 10 Aar været borte fra mig, uden at jeg vidste hvor, og da jeg ved en Leylighed uformodentlig fik den igien, var det mig ordentlig, som om en Ven efter lang Fraværelse giorde mig et Besøg. Ak Gud! hvor mange Erindringer kalder denne Sigvardt tilbage! Jeg har faaet den af Dichman i vort Bekiendtskabs første Dage. Stædet, Tiden‹,› han selv, den blide, vemodige Yngling, stod saa levende for mig, da den gamle Bog igien var i mine Hænder. Den, Stoltzs Digte, Stolbergs Jamber, og Lieder zweier Lebenden har jeg faaet af ham; men af dem alle er ingen, deres fortrinligere Værd uagtet, mig kiær som Sigvardt. Talte jeg med Eder, kunde jeg sige Eder, hvorfor. –

Vold lader til at være noget bædre i Dag. Men jeg har lært, smertelig lært, ikke at lade mig skuffe ved denne Bædreladen – Han vilde ugiærne døe; og hvilket ungt Menneske (tidt er det ogsaa Tilfældet med ældre) vil ikke det? Min Sara og Vilhelm gik vel heller ikke giærne fra deres Elskede, dog veed jeg, de gik villigt, da Faderen deroppe kaldte dem. «Fader, i dine Hænder befaler jeg min Aand!» – «Vilhelm, jeg kommer!» – med disse Ord gik de. Vilhelms allerede fra Støvet løsrevne Aand saae Faderens Hærlighed – Saras længe fortroelig med Tanken om Overgangen herfra did, saae den forklarede Broder, rakte den ledende Engel Haanden, og sagde smilende: «Vilhelm, jeg kommer!» – Men fra mig gik de – O Gud! o Gud! Dog, jeg gaaer jo til dem –

171Aften I Dag har jeg første Gang hørt Stæren, og seet Linærlen, skiøndt de begge længesiden skal have ladet sig baade høre og see. Det regner, er saa traurigt og stille. Men for Jorden er jo Veyret saaledes som nu meest velgiørende; og for det menneskelige Sind er jo en stille, alvorlig Time ogsaa velgiørende.

Arme Foged Borchsenius, som i Morgen skal til Byen. Nu veed jeg, den ømme Rikke er saa bekymret for ham, og jeg vil selv være det, inden jeg veed ham vel hiemme igien. Walbohm havde redet overende i Gaar, og stødt sig meget. Gud give, min Koren fik Lov at blive i Roe i denne Tiid! Hertel maae forsøge det, stakkels Barn, i hvordan det er. Han er fast aldrig hiemme

Onsd: 26de Og endnu engang: «Dig skee som du troer!» – Med det i Gaar sendte Dagboghefte skrev jeg til Dig, elskede Maja: at det ahnede mig, der hos Horsters laae en Pakke til mig. Og see! bedst som jeg sidder i mine Forelæsninger i Aftes, kommer man ind med et Brev og en Pakke, saa net indsyet i sort Voxdug – strax vidste jeg, hvorfra den kom[.] Og Tak da, Du Gode! for Brev og Pakke, for den herlige ventede Siælenydelse i et nyt Bind af vor Jean Paul!

Hvor dog vore Ideer, kiæreste Maja, saa ofte mødes! Min Oversættelse af hiin deylige Maaneformørkelse «har Du sendt vor gode Syster Inger i Schien, som en lille Erstatning for al den Glæde hun ved at skaffe os denne ædle Digters Arbeyder, skaber sine Veninder» – Og i mit Sidste til hende skrev jeg, at hun neste Gang skulde faae denne Oversættelse – som jeg da ey havde Tiid at reenskrive – «som et lille Beviis paa min Erkiendtlighed» – Du kan troe, dette Møde glædede mig.

172Bededagen – 28de Det kimer og ringer og kalder til Guds Huus. Ak! saa længe har jeg aldrig før været derfra uden at være syg. Syg? Og er jeg da frisk? Ney, mine Elskede, hverken paa Siæl eller Legeme. Men det var mig stedse en Qvægelse for det syge Sind at bede i Templet, i Forening med saa mange Bedende. Ogsaa nu vilde det være det, og jeg veed, mange af de Tilstædeværende vilde bede for og med den nedbøyede Moder. Det er kun den første tunge Gang jeg gruer for. Naar kun den var overstaaet! Det er Feyghed, jeg veed det nok. Men jeg giør jo heller ikke Paastand paa nogen Slags Kiækhed.

«Mener De, det endnu kan vare længe?» spurgte den arme Moder, Provstinde Finkenhagen, Doctoren, da han sidst var der. «Gud! var det kun forbi!» lagde hun til, da den rørte Læge intet kunde svare hende – Og nu er det forbi. I Løverdags blev dette, vel det smerteligste Ønske en Moder kan giøre, opfyldt. Hun er syg og trøstesløs.

O! du vise, gode, strænge Fader! ogsaa for de Saar, som herneden ikke kunde læges, har du Trøstens Balsam. Gyd den i de vaandefulde Hierter! – jeg veed, du kan det –

Vold ligger endnu ligedan, nesten i en Slummer. Men Walbohm vedbliver at forsikkre, der er ingen Fare.

Og saa vil min Saras Kista Hertel og Ovidia Messel, uagtet Føre og Veyr og alle, ikke reent uovervindelige Hindringer, komme herud til min Majas Confirmation Søndag 14 Dage? Gud velsigne dem for det! Og giid det var nu! – Kista skrev det. Fra min elskede Lotta var denne Gang intet; men baade hun og den kiære President er frisk, Gud skee Lov!

Maja, Hanna og Lina ere i Dag budne til Moer Mørk til Middag. Den Lina er en snurrig Glut. Da jeg i Forgaar 173kom til et meget rørende Brev i Siegvart (som hun hører med ualmindelig Opmærksomhed) faldt hun i en saadan Graad, at jeg maatte holde op, og besluttede, ikke at lade hende være meer tilstæde saa længe disse Forelæsninger varede; men hun beder saa meget om det, at jeg ikke kan nægte hende det – som det overalt er vanskeligt, at afslaae, det venlige Barn noget. Jeg skal vel imidlertiid passe det, som jeg pleyer, tage fra og lægge til efter Tiid og Omstændigheder. «Jeg synes, kiære Moer Koren, du kunde nok finde paa at læse noget andet og bædre for Barna dine, end den vandige Siegvart» – Ja men kunne jeg det, baade noget andet og bædre. Men deels har de nu faldt paa at bede mig om at høre denne, og saa vil jeg heller, de skal høre end selv læse den, og – det var for det første – og for det andet, finder jeg ligesaa lidt nu som før, at den arme Siegvart fortiæner det onde Rygte, den er kommet i. Giid vi ingen farligere Romaner havde end den. Der er saa mange rigtige Skildringer af det unge varme Hierte, saa mange, hvori man kiender sig selv igien, og huslige Scener efter Naturen – kort, lad mig min gamle Siegvart være i Roe, mine Elskede! Som jeg forkorter og kalfatrer den hvor jeg troer det behøves, er jeg nesten vis paa, de fleste af Eder ikke skulde kiedes saa meget ved at være blandt mine Tilhørere. Nu vil jeg ogsaa til Slutning, med den Oprigtighed, jeg skylder Eder og mig Selv i disse Blade, tilstaae, at Tilbageerindringen som under denne hele Læsning er saa ‹…› virksom, ikke har den mindste Deel i denne – maaskee unødvendige – Apologie for stakkels Siegvart –

174Løverd: 29de Hvad skal jeg giøre mod de plagende Drømme? De berøver Søvnen enhver Vederqvægelse, og jeg staaer stedse mattere op, end jeg lægger mig. Dog, hvad Raad kan I elskede Fraværende give mig andet end de elskede Nærværende giver mig? Og hvad andet Raad er der vel, end med Taalmod at oppebie den Tiid, jeg igien kan komme ud i Guds frie Luft og faae nogen Motion, saa bliver det vel bædre. Lad os haabe det. – Hu! hvilket Veyr! Snee og Slud og Storm. Da kan man ret føle, hvor godt det er inden de lune Vægge. Jeg føler det ogsaa, og med dyb Taknemmelig. Ak! men som fordum kan jeg dog aldrig føle enten dette eller noget Gode mere. –

Sønd: 30te Kun et eneste Brev i Dag. Det var fra min gode sig altiid Selv lige interessante Fetter Christie, eller, som han blot underskriver sig (fordi han veed hvor dyrebart det Navn er mig) Wilhelm, i Bergen. Men intet Ord om nogen Bull der. Ikke et Ord i al denne Tiid fra min ædle, min evigkiære Stiftamtmand Bull – Gud veed, det er haardt. Er jeg ham og hans Hanna da slet intet mere? Kan man saadan glæmme og forglæmmes? Og skal jeg sørge eller fryde mig over, at jeg intet Begreb kan giøre mig herom?

Jeg lider i disse Dage saa meget i mine Arme; men skulde ey agte det værd at tale om, hvis det ikke – nu det ogsaa er kommet i den høyre – nesten hindrede mig fra at foretage mig noget, og nu nøder mig til at nedlægge Pennen, som Smerten er færdig at rykke mig ud af Haanden –

Endnu ligger Vold ligedan. Gud veed, hvad det vil blive til. Doctoren trøster godt – de andre her mistvivler –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1809

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798 (kommer)
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.