Dagbok 1809

av Christiane Koren

August.

275Tirsdag 1ste Der mødte mig ingen paa Plogstad i Gaar. Veyret var saa uroeligt, og de troede fuldt og fast at finde mig her hiemme. En T‹…›ime efter dem kom jeg, og uden at være vaad, skiøndt det regnede uophørligt.

Aa ja, der er altiid godt at være paa Plogstad, det veed I nok, mine Kiære. Men i Gaar var den snilde, gode Fut upasselig, og skiøndt det med Guds Hielp var ubetydeligt, hvilede dog Rikkes Blik for ængsteligt paa hans blege Ansigt, paa hver af hans Bevægelser, til at jeg kunde været ret roelig. Saadan Angst er saa smitsom. Jeg skal nu have Bud og høre, hvordan det staaer til, og tillige til Naboegaarden, Oppen. Den unge Frue Keilhau, som for 10 Dage siden fik sig en rask Dreng, var meget syg i Gaar, og hendes Mand og Moder utrøstelige. Gud lade dem alle i Dag være gladere!

De Unge havde dandset paa Gierdrum, hvor de altiid stræber at fornøye sine Giæster paa den rette Maade. Gamle Horster og en Datter var der, og saa alle vore, ingen flere. Dog dandsede de til Kl 4. Min stakkels Zarine var den Eneste, som ikke havde glædet sig der. Med et tungt Hierte dandser man ikke let. Hun var syg i Gaar, og er ikke frisk i Dag –

Fetter Christie gik lige af Dandsen i Kiærren. Giid det maae bekomme ham vel! og min gode Hertel ogsaa. De fulgtes ad til Næss.

Fredag 4de I mange Dage har jeg nu ikke talt med Eder, mine Elskede. Tirsdagaften kom de gode Kreftings, og bliver her nok til i Morgen, mener jeg. Onsdag var jeg med dem til Houg, hvorhen de nu til Høsten skal flytte, de gode, retskafne 276Mennesker, flytte fra Levebrød, en peen, beqvæm Boelig, fra det Sted, Kaja Krefting er fød og har tilbragt nesten sin hele Levetiid, kort, fra Alt. Gud give, der forinden maatte aabnes blidere Udsigter for dem, og at de kunde flytte fra det dem før saa kiære, nu med Grund forhadte Hurdalen, til noget bædre. Men saa snart gaaer det vel ikke, desværre! Vi bad den snurrige Skriver saa vakkert blive med os til Houg, men det var, sagde han, umueligt; og da vi saa kommer did, staaer han lys levende i Dørren og tager imod os. Vi havde nær skreget, og tog ham grangivelig for et Gienfærd. Telja var nok saa glad i Besøget, og i Stilhed geskiæftig med at skaffe os Eftersvælg etc – Hun trives saa godt i denne Eensomhed, som dog imellem bliver, og er især i denne Tiid ofte bleven afbrudt ved Børnenes Besøg. Hele Dage og Nætter tilbringer Smaaepigerne der, og Gutterne følger dem did og henter dem.

I Dag er Jessen min i et ikke saa behageligt Ærinde. Den unge Frue Keilhau skal være saa overmaade slet. Han reed nu did for at skaffe os nøyagtig at vide hvordan det staaer til, og jeg venter ham saa ængstelig. Den arme Mand, den endnu armere Moder! Gud trøste dem, og give dem Glæde for denne Qval. Men jeg frygter, de mister hende. Det er det andet Tilbagefald, og i Dag 14 Dage siden hun kom ned –

Aften Hun skal være noget bædre, og Walbohm har godt Haab. I Nat var der intet. Gud lade nu ikke dette atter og skrækkeligere forsvinde! Min Rikke havde vaaget det meste af Natten hos hende, og var lidt upasselig.

Et vennehuldt men formodentlig – thi Dato havde det ikke – gammelt Brev bragte Jes mig fra min Sally – det var kommet med Bud fra Horsters –

277Og nu er igien alt i fuld Allarm. Soldater og alt Melitair tilbagekaldes (mange havde Permission paa lang Tiid) og ordnes. Tolvtusend Mand Svenske, siger Rygtet, skal staae ved eller drage til vore Grændser paa Vingers Kanten. Det var længe siden saadanne Rygter nu foruroeligede os. Mig ængster de ikke. Noget ugreyt maae der vel være; men jeg haaber, Gud skee Lov, stedse det beste, hvad Krigsrygter angaaer, og sætter overalt ikke megen Liid til dem.

Løverdag 5te Det fortiæner de heller ikke. Ved Midd: Tiid kom Fetter Christie. Han har hørt de samme Rygter, men for Resten ere de der, skiøndt saa nær Grændserne, og just de truede, i sædvanlig Roe. Lidt efter ham kom Proctr Smith og den gale Præst Gamborg. Kreftings kommer neppe til at reyse i Dag, da det regner uophørligt.

Og efter mit Bestik ere I nu, Du dyrebare Maja og Thrina mi, paa Veyen til Tøyen, hvor I bliver over i Morgen, og kommer Mandag, i Følge med de andre Elskede, til Hovind og Eders Moer Koren. Mon jeg tager feyl? Det er vor Sally som har sadt mig dette saa fast i Hovedet. Ak! maaskee er den Tiid, jeg saa længselfuld seer imøde, endnu langt borte. Hvem tør giøre sig Regning paa noget i denne ustadige, kummerrige Verden? Troede Keilhau sig ikke lykkelig? Var Sophies Moder ikke bleven ung igien i sine Børn? Og maaskee flyder deres Taare i dette Øyeblik paa det kolde Støv, paa den hele Lævning af deres korte Glæde. Hun skal være uden Rædning, sagde de tidlig i Morges, altsaa nu vel allerede – hos Sara og Vilhelm, den Lykkelige! Ak men de som staae igien, og kun seer den af Smerter nedbrudte tomme Boelig –

Søndag 6te Da de vare borte i Dag – Kreftings reyste først, siden min Koren med hele Ungdomsflokken, og det var mig saa trangt om Hiertet, og min Barm endnu var vaad af mine egne og 278min Majas Taare, gik jeg hen at høre lille Mørk (som var her før han gik i Guds Huus, og gav de kiære Reysende sin Velsignelse) Nella fulgte mig, og Mad: Giørup, som ogsaa var kommet hid i Afskedsbesøg. Det var en ret god, vist meget udarbeydet Tale, men i en saadan Stemning som min da finder intet andet Adgang til Hiertet end hvad der rører eller smigrer det. Derfor fandt jeg vel ogsaa denne Tale usædvanlig lang, og saa snart den var endt, gik vi hiem. Jeg var ikke ved Graven. I Selskab gaaer jeg ikke did –

Men med Eder, I Dyrebare, som jeg nu med Vished tør vente i Morgen, med Eder, mine andre Jeg’er, skal jeg gaae did, gaae did i Morgen, Aarsdagen efter at Vilhelm sidste Gang forlod det elskede Hiem –

Gud skee Lov, at I da kommer! Dit Brev, min Maja C: som giorde mit glade Haab til Vished, fik jeg i Aftes, just som jeg skulde gaae til Sengs, og slumrede saa sødt ind, ved Gientagelsen af hvad Du skriver: «Naar du har læst dette, og sovet en Nat, iler din Maja og Thrinesara og Lotta og Sally i dine Arme» – Jeg satte to Nætter istædenfor een – imod Sædvane kom Posten i Aftes.

Efter at Frue Keilhau havde taget Afskeed med alle Sine, og siden lagt flere Timer maalløs, glimtede Livet igien frem i Dødens Nat, og kaldte Haab og Mod tilbage i de trøstesløse Hierter. Der skal nu være alt Formodning om hendes Helbredelse, men langsomt vil det gaae. O! naar det kun gaaer fremad! Snart vil nu den lykkelige Moder og Mand forvinde deres navnløse Qvide, føle den forvandlet til navnløs Glæde. Gud give dem det!

279Mand: 7de Hvad fattes dig? Glæder du dig da ikke, arme underlige Hierte, de saa længe og længselfuld Ventede imøde? O! I Elskede! det vilde glæde, og glæder sig vist, det arme underlige Hierte, Eders Komme imøde. Og hvad skulde kunde glæde det mere? Men jeg er meget syg i Dag, sygere end jeg længe har været. Brystet har i flere Dage været usselt, men i Dag er Hovedet saa slemt, og den gamle Mathed, som jeg nu troede jaget saa temmelig paa Flugten, har gientaget sit Herredømme med fornyet Vælde. Nu har jeg lagt nogle Timer. Da jeg stod op var det værre, end nu, saa jeg haaber, det skal blive bædre til jeg har Eder her – ja, det maae blive bædre, blive fuldkommen godt i Eders Arme. Jeg overlægger nu med mig selv og Pigebørnene og Christie, om jeg tør tage Eder imøde, Dyrebare, hvad der var mit Forsæt, om det skulde giøre Hovedet værre eller bædre. Veyret seer ublidt ud, dog, Hiertet kiærer sig hverken om Hovedet eller Veyret, og skynder mig til det glade Møde. Men endnu er det for tidligt, thi stort før Middag har I ey sluppet fra det venlige Tøyen, og kan altsaa neppe være her før Kl 7 eller 8, og nu er den først 4. Gud give, I alt vare her! Naar jeg helder det syge Hoved til Eders Barm, vil Heden og Smerten afkiøles, det veed jeg – og hvor meget mere vil da ikke det syge Hierte der finde Styrke og Qvægelse! Ak, først da og der skal de smertelige Minder om ikke forstumme, dog formildes –

Aften Kl 8½ Nu ere de her, de Elskede. Zarine, Lina og jeg mødte dem, Christie var Kudsk. Men ingen, ak! ingen Sara. Bergh var med dem. Han er bleven maver og blegere –Min Maja, Lotta, Thrinesara ere saa raske, Gud skee Lov, og muntre

280Ottende August

Da det gryede ad Dagen, laae jeg vaagen. Regnen styrtede fra Himmelen. Den græd for mig. Selv kunde jeg ikke græde. Og skrive kan jeg ikke heller –

O! havde jeg nu ikke Dem. Til dem maae jeg – der hører jeg, de kommer ned –

__________

Saaledes Vilhelm, ved Din Grav, i stum smertelig Beklæmmelse har jeg da helligholdt den ottende August. O evige Gud! kunde jeg tænkt, jeg saaledes skulde helligholde den –

Men er det ikke i Dag 10 Aar siden jeg skrev (Du var i Bergen med Din Fader)

Hvis Vilhelm, naar mit Moderøye
Naar ømme Faderhaand ey meer
Paa Livets Vey hans Leder er,
I Lasters Aag sig skulde bøye,
Gud! lad da før min Taare væde
Den dyre, skyldfrie Ynglings Lig –
Knust skal mit Hierte takke dig
Fordi du røved det sin Glæde –

__________

Gud tog den dyre skyldfrie Yndling – om fra Lastens, om fra Kummerens Vey? Til Salighed og Glæde tog han ham. Omplantede han ham tidlig, reen og uskyldig i sin Urtegaard – Der dufter du sødt, min Vilhelm! der dufter du sødt min Sara! og nu ere I om mig – jeg føler det – thi Fred synker i mit Hierte – I synke til det –

281Onsdag 9de Min dyrebare Maja og Thrinesara var med mig ved Graven i Gaar. Tak for I vare med mig, og for Eders tause Taare! – Du skal ogsaa gaae did med mig, min Lotta! Alle de, som ere mit Hierte nær, bliver mig det end mere, ubegribelig mere der. –

Vi vare siden i Vilhelmsminde, dog meest uden for den lille Stue, som endnu ikke er færdigt. En deyligere Aften sluttede aldrig den velsignede, evigvelsignede 8de Aug. Vi sad saa godt. Poppe stod og paraderede paa Trappen da vi kom derop, og satte sig naturligviis ned hos os. Hertel havde foranstaltet Kirsebær og Champagne, Gud veed hvorfra, og 3 Salver bød vore Elskede første Gang velkommen til Vilhelmsminde. Det dundrer ‹…› stoltelig blandt Fieldene. Min kiære Maja er ikke saa ret glad i Skud, og Thrine spildte den deylige Drik ned over Brystet, da det dundrede første Gang –

Vi lever deylige Dage, og skal leve endnu nogle slige, Gud skee Lov! Ak! i Dag 8 Dage ere de forbi. Dog, maaskee endda ikke: Muelig følger jeg med mine Elskede, og tilbringer nogle Dage – Fortsættelsen af disse – paa vort kiære Tøyen. I Morgen skal vi nok til Munthes. Det er et ikke aldeles behageligt Intermezzo i Tingenes Gang – Men «hvem veed, hvortil det er godt?» siger Dall –

Ney, saa forstyrret som den Lotta og Thrina er, kan I aldrig troe. I Aftes maatte jeg ind og holde Huus med dem, og i Morges var det det samme. Der sad Thrine i Dørtærskelen mellem begge Kamrene, og begge Madamerne laae i hver sin Seng, Maja blot leende, men Lotta i fuld Spectacel med 282Thrinebarnet. De har saaledes holdt ved den hele Dag, men nu er her paa engang bleven roeligt, da alle de forstyrrede Mennesker, alle, undtagen min Maja, Skriveren, Telja, Lina og jeg, vi Gamle Adstadige ere gaaet til en Auction her i Naboelaget. Moer Cappelen – I skulde see hende, hvordan hun sidder oppe paa Sahlen med et stort Bord fuldt af gamle Breve, de fleste Drømme fra fordums Tiid, som jeg har lige lidt Mod til at tilintetgiøre og tilbagekalde i Erindringen. Hun har nu saa glad og vennehuldt paataget sig at ordne dem hver for sig, og hvad der havde været mig et herkuliskt Arbeyde, har hun bragt istand i et Par Timer.

At leve saadan som nu, og som jeg levede paa Ejdsfoss, og mange Gange paa Tøyen, naar vi ere der uforstyrrede, er dog virkeligt Liv. O! at Du ikke forøger dette Livs Levenhed, elskede, savnede Sally, det allene dæmper denne imellem. Vore Hierter ere ofte hos Dig, Dit vist ikke sieldnere hos os. Var Du endda fuldkommen frisk, og kunde vi haabe at samles endnu i Høst paa Hovind. Haabe det? ja, det vil, det maae vi.

Og imens her nu er saa stille, vil jeg skrive til Dig, Du kiære Barn! og faaer jeg Tiid, ogsaa til min gode Wilhelm i Bergen, som jeg længe siden har begyndt et Brev til. I Gaar fik jeg Brev fra lille Dolly Bull. Det er længe længe siden jeg saae noget fra den Kant – Hun er altiid den samme Dolly, som jeg saae og stedse seer hende for mine Øyne. Og mon de andre ikke ere det, skiøndt de tier.

Har jeg sagt Eder – ney troer jeg – at vi Fredag kan vente den brave President for anden eller høyt tredie Gang hid, og den lige brave Don Pedro for første? Vi veed, maae I være visse paa, at vurdere det sieldne Besøg –

283Fredag 11te Ja, saa vare vi da paa Ullensager Præstgrd. Der var foruden os ingen uden den naragtige Klokker Windholdt fra Christiania, og hans Datter. Vi var jo dog samlede, og saa gik Tiden, skiøndt ikke som den gaaer her i vort eget Lag. Bedst gik den da vi henimod Aften vare i Kirken, hvor Jomfr: Windholdt spillede paa Orgelet, og siden Lieut: Haushe. Begge spiller godt og færdigt; men jeg veed nok hvem jeg, og flere med mig ønskede i deres Sted. Ja, kiære Egerprovst, havde De sadt der, da havde jeg faaet Fatimes Sang, og saa meget af det, mit Hierte følte og saa ofte føler Trang til igien at høre. «Kan Hiertet høre?» – O ja til visse.

Uden for Kirken besøgte jeg de mange mig hellige Slumrestæder. Min Johan Enewolds og Linas. Høyt Græs groede indenfor det lille Stakit. Dog, de slumrer sødt under det, som Sara og Wilhelm under sine Blomster. De ligger sammen, en Gang imellem kan jeg see til deres Hvilested. Men min Førstefødte, min Maria ligger ene og saa langt borte. Det synes mig rigtig som hun skedte Uret, og ofte, som om de alle, disse 3 tidlig Bortgangne skedte Uret, fordi mine Taare ikke mere flyder saadan for dem, og vel aldrig flød saa bittre for dem som for de nu saa smertelig Savnede.

Ogsaa min elskede Rikkes Børn og Syster besøgte jeg, og den søde elskelige Thrine stod saa levende for mig i al sin yndefulde Munterhed, og den gode taaliglidende Lise Rafn med sit blege fromme Ansigt. Mit sidste Besøg var til den blide, vennehulde Mad: Munthes lave, stille Seng –

Sov sødt, alle I Gode, Elskede! omsvævede af Uskylds og Roelighedens Engle!

284En Præst Lund fra Wardal kom om Eftermiddagen med sin Datter paa Hiemtouren fra Christiania. Det er den for sin kunstige Udskiæring saa navnkundige Lund, en godlidende ærværdig Præstemand. Hans 17 Aars gl Datter, en høy temmelig rank ‹…›‹Blondine› var saa vakker. Hendes Ansigt havde et eneste Præg: Fromhed og Uskyld, og andet Sprog talte heller ikke de store blaae Øyne. Min unge Fetter Christie saae hende, tog sin Sax og sit sorte papiir, ilte ned i Haven, og flux var hendes Silhouet færdigt, og saa lignende, som det sorte Papir kunde blive det søde blonde Fjæs. «Kiender De dette Silhouet?» spurgte jeg Præstemanden «Ih, det er for Gud min Datter!» udbrød han heel forundret og glad, og takkede den unge Kunstner ret forbindtligt. Før vi toge bort, opvartede Windholdt os med et Miniatur Fyrværkerie som gik nok saa prægtigt. Han er meget for at fornøye Selskabet, den løyerlige Fyr.

Kl 11½ vare vi hiemme, hvor Hertel og Telja og Theen toge saa venligt mod os. Skriveren – som havde været paa en Forretning, var alt i Seng, og skiændte ikke, da jeg kom op, skiøndt vi havde sadt en god Time og sladdret efter vi kom hiem, hvad han ellers altiid pleyer være von for. Men han er ligesom jeg og vi alle saa glad i disse Dage, at jeg ikke veed hvad der skulde giøre ham von –

Løverdag 12te Og end gladere er han nu, og vi alle med ham[.] I Gaar ventede vi, som I veed, Fader Cappelen og Presidenten. Vi havde ventet dem til Middag, men da Klokken blev 2½ spiste vi, og – satte os, her i mitn Sopha Maja mi og jeg, i Dagligstuen Lottamoer og Thrinebarnet, og de andre hist og her, til en lille 285 Middagsblund. Den blev ikke saa lille endda. Tænk, Kl var halvfem, da vi kom ind, og nu skyndte vi os til Wilhelmsminde, hvor vi skulde drikke Caffe og vente de kiære Reysende[.] Maja posterte sig ved et Vindue hvorfra hun strax kunde see sin Don Pedro, og havde ikke sadt der ret længe, før hun øynede ham ved Presidentens Side. Ikke lidt forundrede saae de det vrimle oppe paa Bakken og rundt om et lille peent nyt sexkantet Huus. Det fandt deres hele Bifald, og Caffen, sagde de, kunde intet Sted smagt bædre, end der. Fader C: synes ‹…›veralt grumme godt om Hovind, Presidenten ligesaa om alle de senere Forandringer (det er 3 Aar siden han var her) og min Koren og de ere i en Bevægelse, og sidder netop mens de spiser. En Ængstelse havde vi, og nu nyelig er den overstaaet. Cappelen flyede sin Maja et Brev, og fortalte tillige, der kom Fremmede til Ejdsfoss d: 16de[.] Provsten Sørensen havde meldt sig did, og selv bedt det Selskab, han ønskede sig der. Lidt lettere blev jeg om Hiertet da Maja sagde: Hans Kone kommer ikke med, seer jeg. Men først i dette Øyeblik blev det dog ret og paa Rigtighedsmaadebestemt afgiort, at det bliver ved den første Bestemmelse, vi beholde de Elskede til Tirsdag –

Mændene de Ilfærdige undtagne – (det er Gud og dem at takke at de bliver her til i Morgenaften) – og saa følger jeg med – det er just min Jes’s Geburtsdag – og er inde et Par Dage.

O! skulde jeg nu mistet dem Alle i Morgen, hvilken smertelig Streeg i min Regning. Gud skee Lov, nu aander jeg frit igien, og Lotta og Maja og Thrina ligsaa. Vi kan ingen deelt Interesse have. Havde Lina ikke hængt sig saa fast ved Don Pedro og ikke sluppet uden at slippe ham før hun var bønhørt, havde vi vel en Stund endnu været i Uvished – Fra vor dyrebare 286Sally bragte Faer Cappelen et Brev, nogle faa sørgmodige Linier istæden for det kiære syge Barn selv. Men nu seer jeg Dig snart, Du Gode, trykker Dig til mit moderlige Bryst, og da skal det blive bædre, meget bædre med Dig.

Nu leer Presidenten saa det skingrer hid. Han har vist giort Don Pedro kaput – de spiller Piqvet – eller andet Uheld er mødt Modspilleren. Oven paa holder Frue Lotta og Thrina et lysteligt Huus. Det er meget længe siden mit Hovind havde overalt et saa smilende Udseende.

Søndag 13de Pastor Chrystie og Kone var her i Gaar Middag og til Kl 12, da Beterne før ingen Ende tog. Med disse havde vi Qvindfolk intet at skaffe, og Dagen gleed os deyligt hen som de øvrige – ney, gleed ikke, fløy som de alle flyver, disse velsignede Øyebliksdage. At min Rikke ikke kommer, er forunderligt, da hun dog er frisk, og den stakkels Frue Keilhau nu i fuld Bædring efter mange Lidelser og imod al Forventning. Rikke har været saa troeligt hos hende, Dage og Nætter[.] I Dag venter vi alle fra Munthes. Vor brave President og Don Pedro vil forlade os i Eftermiddag – vil maaskee mindre end maae. Og saa er det kun een Dag til – dog, «vær nøysom mit Hierte!»

Mand: 14de Fra Munthes kom ingen uden Pastoren selv, som maatte komme, fordi han skulde præke – desværre, skulde[.] Vi vare i Kirken, Maja, Lotta, Thrina, Zarine, Bergh og jeg. Saa ussel har jeg rigtig aldrig før hørt min Sogneherre, og jeg sad harm, rød og bleg paa hans Vegne. Satan, Arvesynd og aandelig Hovmodighed var den Axel hvorom alt dreye‹…› 287sig. Den første, Satan gav han knyttede Næver, og giorde ham til en mægtig Herre paa Jorderige, den anden, Arvesynden, var et raaddent Træes Frugter og aandelig Hovmodighed pukkede paa sit Værd o.s.v. «Han bortrydder for Gud enhver Smule Godt af Jorden» sagde Bergh. Thrine og Zarine prostituerede sig for at giøre Manden paa Prækestolen Selskab, dog paa en anden Maade, og som bør komme paa Munthes Regning med det øvrige; thi hvem kunde andet end ærgre sig eller lee? og er det sidste ikke i alt Fald Tegn til en bædre Natur?

Da vi kom ind i Haven (vi gaaer stedse, som I veed, der igiennem til Kirken) kom min kiære Rikke mig imøde, og jeg slap min Majas Haand, og ilede til hendes Barm, og vilde saa giærne siden deelt mig, og delte mig ogsaa imellem alle disse elskelige Væsner som omgav mig Lykkelige.

Da vi havde spiist, foer begge Mændene sammen som de kom. Presidenten var hele Tiden saa velsignet gal, og min gode Don Pedro fandt sig saa tilfreds paa Hovind, at vi nok tør haabe at see ham her oftere. O! det har været kostelige Dage. Jeg sagde det i Gaar til min Rikke: «Hvor kunde jeg tænkt, jeg nogensinde meer kunde blive saa glad, som jeg har været i disse Dage?»

Fra den varme, troefaste Inger Flood i Schien havde jeg et langt Brev med omstændelig Efterretning om min kiære Jessens sidste Dage og Død. Hun har lidt uendelig meget, den Gode, og tabt i denne sin Læge og Ven enen] rettet fra: et ved overskriving af sit Livs beste Glæder. Mange har tabt, tabt usigelig meget i ham – ak! og jeg min sidste Ungdoms Ven, som jeg endnu stod i nogen Forbindelse med.

«Ak! tilgiv os, at vi græde,
Skiøndt du gik til evig Glæde –»

288siger jeg med Mange – Det var de sidste Linier i en Sang som blev afsiunget ved hans Grav. Selv havde han anordnet alt til sin Jordefærd, og paalagt sine Efterlevende, at begrave ham 24 Timer efter hans Død. Det skedte. Inger Flood var hos ham hele Tiden. «Mindst tænkte jeg, siger hun, at ‹j›eg skulde lukket hans Øyne, men mange Gange tænkte jeg med Glæde paa, han skulde lukke mine» – O! gode Inger, hvor ofte tilintetgiøres saadant Haab og saadanne Ønsker.

Min fromme Lotta sidder nu og læser Mad: Floods Brev, og tørrer sine Øyne. Hun tænker paa sit stakkels Navne, Lotte Jessen, og hendes 8 Faderløse. Gud vil være deres Fader.

Tirsdag 15de min gode Jesses 16de Aars Fødselsdag

Og den sidste af de glade Dage jeg denne Gang havde de Elskede her. Men ‹…› ingen Klage over Eders Flugt, I som Tanken bortilede Timer og Øyeblikke. Erindringen skal gribe og holde Eder. Til den tør jeg sikkert betroe mig. Den sviger aldrig. Haabet vil ofte fortrænge den; men det har tabt sin Magt over mit Hierte. Eller lad Tiedge forklare Eder det, dyrebare Venner:

Die Hofnung lispelt: «Ich durfte durchs Land
Der seligen Traume dich leiten;
Itzt nimm die Erinnrung, ihr reiche die Hand, –
Sie möge dir fürder begleiten!

Verdanke mir immer den rosigen Sinn
Der Stunden voll Leben und Lieder.
Leb wohl! was geblühet hat, ist nun dahin –
Am Grabe dort siehst du mich wieder».

__________

289Lotta og Maja fulgte mig til de Elskedes Sovested i Aftes. Det var mig tungt at tage Afskeed med det endogsaa for disse faa Dage, skiøndt der ofte er ligesaa længe mellem hver Gang, jeg er der. Men saa er jeg dem dog nærmere. Ney, jeg udholdt neppe at forlade det for stedse. Tanken at synke ned til det dyre Støv er alt for sød og styrkende til, at jeg kunde undvære den. Jeg saae siden paa min Thrinesaras og Zarines Øyne, at de ogsaa havde giort dette Afskeds Besøg – Vi havde nesten afspist før de kom tilbords, hvor de sad blot for at udfylde deres Plads.

Gud lønne Eder for Eders Kiærlighed og Deeltagelse og Taare! Og for hver lykkelig Stund I nu atter har givet mig!

Bergh viste mig nu et Silhouet af sin unge Veninde, vor Sara, som Christie har forsøgt at tage efter et, jeg har af hende. Ak! det lignede hende vist som hun laae herinde i Stoerstuen – – han har vel ville havt det saa – jeg spurgte ikke[.] Han havde heller ikke vist mig det, stakkels Gut, havde jeg ikke bedt ham om det.

Nu er alt færdigt til Reysen, og jeg tager Afskeed med Eder Alle, mine Dyrebare, med Alle Eder, for hvem disse Blade skrives, hvis anden Deel nu hermed sluttes, sluttes med unævnelige Følelser af Veemod og Sorg og Glæde, med den varmeste Tak til Gud for hvad han har givet mig i Eder –


«For hvad han tog og hvad han gav
Hans Navn høylovet være!»

Guds Fred med, hans beste Velsignelser over min Siæls Elskede nu og evindeligen – Amen!

__________

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1809

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798 (kommer)
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.