Dagbok 1809

av Christiane Koren

August [forts.]

117de Tøyen. Det var d: 15de vi kom hid; men først nu har jeg faaet en roelig Stund for min Dagbog. Dette, mine Elskede, kan jeg ikke bædre giøre Eder begribeligt, end ved at gaae tilbage til Baggaarden paa Hovind hvor vi stege i Vognen, og saa Skridt for Skridt til min kiære Lottas Chatoul, hvorved jeg nu sidder.

Kl: 11½ forlod jeg med mine elskede Tre og den gode Bergh, Hovind, min Koren, min Lina og Telja. Zarine og Nella og Christie fulgte os til Moe – Hertel var paa Forretninger. Veyr og Føre var som om I havde bestilt os det, og jeg har aldrig giort en hurtigere, og høyst sielden en saa behagelig Byetour. Hiemad vil det i alle Henseender gaae anderledes. Hestene stode overalt færdige, og kun to Gange vare vi som snareste af Vognen. Foruden unge Mad: Wangensten fra Vildberg, som kom fra min gode Moer Messel, mødte vi Major Darrhe, ledsagende Grev Mørner til Kongsvinger, maaskee lige til Stokholm. En Kareth med 4 Heste i Bredde er et sieldent Møde i disse Egne. Et mindre sieldent, mig langt kiærere, var min Majas hernede i Alleen, og lille Hanna Bulls. Lotta og Thrine stege af og gik over Engene, saa de nok saa stadseligt modtoge os her ved Haveporten. En Søe-Lieut: Bull modtog os ogsaa der. Han var kommet fra Kbhn Dagen før, men havde intet med til mig. Jeg kiendte ham fra fordum Tiid

2Her var denne Aften ingen uden Jessen min. Presidenten var hiemme, og paa sin hvide Hest. Han har, mellom os sagt, et godt Øye til Thrina mi, og blev han – det Gud forbyde! – Enkemand, I kan troe mig, hun bragte hans Princip: ikke at gifte sig anden Gang, stærkt til at vakle. Med noget, som vedkommer mig endnu nærmere, tier jeg, ogsaa fordi I kan have noget at giætte paa.

I Gaar var her et underligt Lag. Til Middag blev budne: Doctr. Møllers, Politiemesterens, Arnesens, Wulfsbergs Just: Wexels, Jomfr: Wolderne, Pilen Palen, og Capit‹…› Gedde, en yngere Broder af min Wilhelm Gedde, som nu er i Trondhiem. «Og hvori var nu det underlige?» Deri, mine Børn, at her, paa Prahl og Gedde nær, kom – lutter Mardamer – Alle Mændene vare udbudne i Øst og Vest. Mad: Wulfsb: lovede at komme, men fandt for godt at blive borte, uden at sende Afbud, men Lotta fandt for godt, ikke at bie efter hende, da den øvrige Dame Klub var samlet. Gedde, en flink ung Mand, brav som Broderen, men mindre interessant ved første Bekiendtskab, snakker dygtigt, lille Prahl er ogsaa skaaret ret godt for Tungebaand, og Presidenten, veed I Alle, er heller ikke stum. Ved Bordet var det altsaa ganske conversabelt. Men da vi havde spiist, gik Værten og Gedde til Byen, Prahl røgte Tobak ude i frie Luft, Bergh, som er, desværre (eller maaskee for ham desbædre) meget svag, sov Midd: Søvn, og nu var der en almindelig Pause, den Frue Møller og jeg, saa sagtelig afbrød ved at tale om hvad der laae os saa smerteligt paa Hiertet. Hendes hele 3Væsen udtrykker stille Hengivenhed i Guds Villie, hendes Taare synes stedse færdige at bryde frem, og bryder dog ikke frem.

Jeg saae her for første Gang Frue Weideman, hvis Udvortes ikke strax indtager, men som ved sin Godlidenhed, sit forbindtlige forekommende Væsen, maae vinde Yndest, og er da vis paa – siger de som kiender hende – at beholde den.

Vor kiære Sally var her ogsaa, men saa bleeg og mat. Vi undredes mellem os, alle vi, hvorfor et Selskab af lutter Fruentimmer saa sieldent bliver taalelig interessant. Da disse Blade ikke skal læses af vort Kiøn allene, maatte jeg fornægte dette for meget, om jeg her nedskrev Resultatet af hiin vor Undring. Henimod Aften kom Justi‹t›. Wexels, Politiemesteren, Præst Ottesen, og Edvard Munk‹,› og nu blev der ‹…› Liv og Munterhed overalt. Weideman er rigtig saa morsom gal, og langt tækkeligere, end jeg fandt ham ved mit sidste korte Ophold i Kbhn[.] Han vil paa sine Tourer til Toten besøge Hovind, og hans lille Kone ønskede det kunde skee jo før jo heller, hvad der heller ikke skulde være mig imod. Jeg har nok før sagt Eder, at han alt i Kbhn fandt ud, jeg var hans Tante, og naturligviis vedbliver jeg nu at være det. Min gode Ottesen var som han pleyer, interessant og ved sin Beskedenhed og Blidhed saa elskelig for at bruge et af min ædle Dichmans Yndlingsudtryk om denne en af hans Yndlings Elever. Blandt disse var ogsaa Edvard Munk, som jeg lærte at kiende i Dichmans Hus. Blot den Enthusiasme hvormed de taler om deres uforglæmmelige Lærer, maatte giøre dem mig kiære

4Da endeel af denne Sværm, hvoriblandt min Jes, gik hiem fra Tøyen, kom den nye Printz, Frederich kiørende, og spurgte dem om Veyen til Stadtholderen. Han fandt det underligt, at alle Folk i Christiania sovede saa tidligt, som han formodede, da han nesten ingen Steds saae Lys.

I Eftermiddag er min elskede Maja med sin og min Thrina, og fulgt af vor Lotta, i Visit hos den lille Grevinde Wedel. I Formiddag vare de to første hos Egebergs, hvor de til stoer Trøst og Opbyggelse, især for Thrinebarnet, traf en Oncle Borthig fra Riisøer, og havde en Conversats med ham, som siden gav Stof til mange andre. Men ved denne Morgenvisit blev et halvt Haab vi havde, heel tilintetgiort: I Morgen maae de Elskede reyse, da vi dog fast troede at beholde dem til i MorgenLøverdag saa vi kunde saa deyligt havt Morgendagen i Roe. De Fremmede, Don Pedro ventede forrige Tirsdag, kommer først til Ejdsfoss paa Løverdag, og saa vil den gode Kone ikke, at han skal vente hende forgiæves, og det saa meget mindre, som han var saa snild, intet at have imod hun blev hos mig og paa Tøyen skiøndt han ventede dem den Gang med Vished. Og hvem tør eller bør have noget herimod?

Fredag 18de

«Men ak! de Timer henile saa brat,
Snart er den sidste henrunden.
Neppe forsvinder den mørke Nat,
Saa er’ de Begge forsvunden –»

5Disse Linier lød for mit Hierte da jeg lagde mig i Aftes, og – «de er nu Begge forsvunden» – den gode svage Bergh med dem. Naar, I Dyrebare! seer jeg Eder igien? Tak for disse Dage, disse Øyeblikke, hvoraf ethvert var nydelserigt som det kunde været en heel Dag, imens enhver Dag gik som det kunde været et Øyeblik!

Vor Sally, som kom for at sige de Kiære endnu et Farvel, er ogsaa borte – det er Eftermidd: Min Lotta og Kistamoer venter mig ud paa Bænken i Haven – Det er os nu Alle saa eensomt, og vi har saa kort Tiid at være samlede i – derfor iler jeg til dem –

Hovind Søndag 20de

Og derfor fik I ey mere derfra, mine Elskede, fordi vi vilde nytte de faa Øyeblikke saa meget mueligt, og min Dagbog fulgte mig, men De ikke, de velsignede Tøyenmennesker. Men jeg er derved, seer jeg, kommet reent ud af min Tour, og I maae derfor behage, at forlade mit roelige grønne Kammer, hvor det er saa godt og hyggeligt, og sætte Eder med mig i Sophaen i Dagligstuen paa Tøyen, hvor Gud veed det ogsaa kan være godt og hyggeligt, og var det Torsd: Eftermidd da jeg og Kista mi sad’ ene i fortroelig Snak, som afbrødes ved en Banken paa Dørren. Den aabnedes, og ind treen tvende Jomfrue Munker, Edvards og Storm Munks Systre. Den ene af disse var nyelig ariveret fra Bergen, hvor hun i endeel Aar har været i Huset hos Apotheker Bulls, et besynderlig forskruet Pigebarn, som taler i lutter Kunstudtryk, eller, som 6vor Sally – der og saa har seet hende – meget rigtig kalder det Bogsprog. Hvad der giør dette end mere ubehageligpaafaldende, er et til disse zirlige Udtryk og Vendinger aldeles upassende huult og skurrende Taleorgan[.] Det giorde mig ondt for det stakkels Pigebarn, og maaskee var det mueligt, at vænne hende af med disse Fraser, og saa blev hun vist ganske bra. Om Bergen og dens Beboere talte hun meget, og paa sit Viis temmelig bittert. Stiftamtmandens Familie og nogle faa Enkelte bleve allene undtagne fra det Ak og Vee, som udraabtes over det Hele. Systeren til denne slet ikke vakkre Pige, var nesten grim, men stille, uden Unoder, og saa faldt slet intet i Øynene, og hun var glæmt naar man ikke mere saae hende.

Jeg havde faaet dette Systerpar ud i Haven imens Kista lavede Thebordet til, og see – Hu!tu!tu! kiære Børn! – da kom Ridder Bagges Frue, og Frøken Jul som virkelig er en meget kiøn Pige, bliid og snaksom til Maade. Lidt efter indtraf vor kiære Værtinde, som steeg af ved Haveporten, formodentlig ahnende hvor meget vi behøvede hendes Nærværelse, Kista og jeg – thi Maja K: Johanna og Sophie Pechel holdt sig sammen i Haven – De andre kiære To giorde endnu en lille Tour til vor Sallys Hovind, for at hilse paa de Gamle der. Strax efter Lotta kom Mad: Wulfsberg, og, som det altiid gaaer‹,› man kan ikke være ret vreed paa hende naar hun kommer med alt sit Galskab. Hun gav 7grundige – tilsyneladende i det mindste – Undskyldninger for sin Udeblivelse, og fik Tilgivelse for Alt, med et: «Gak bort og synd ikke mere!»

Saa kom min Maja og Thrine, og siden Edvard Munk for at hente Systrene sine, og Kl 10½ gik den hele Flok, Mad: Wulfsberg undtagen, som endnu sladdrede en Stund, og saa kiørte hiem for at komme snart til sin ventende Dreng. Men sandelig, hun er mindre forstyrret, end hun har været. Hendes Præst var reyst i al Gesvindighed til sin Fader.

Min Jes, som har havt lidt ondt i Øynene, var bædre, og fulgte Frue Bagge og den smukke Nella Jul hiem.

Fredag Formiddag kom vor kiære Sally – Kl 11 toge de Elskede bort. Nu ere de i Roe hos den snilde Don Pedro, paa det kiære Ejdsfoss, og der er nu ogsaa Presidenteren, som gav Maja det Løfte med sig, at komme efter Løverdag, og holdt det. Bergh fulgte med de kiære To, og er nu ogsaa paa Ejdsfoss[.] Guds Fred og Held og Velsignelser med Eder, over Eder, hvorhen I vandrer! og over Dig, dyrebare Lotta, og alt, hvad der omgiver Dig! Nu ere vi adskildte – – dog, endnu er jeg jo her paa Tøyen –

Det blev eensomt da de vare borte, har jeg sagt Eder, og kunde ladet det være, thi det begreb I nok lell. Sara, det kiære Barn, maatte, skiøndt selv syg, hiem til sin sygere Moder, og gik Kl 4. Jes kom om Aftenen med sin kiære Ven Steen – ellers var der ingen. Presidenten arbeydede med at faae Hast paa en for 8 Forbrydelser anklaget Person, imens vi, Lotta, Kista, Smaapigerne og jeg, smaaesnakkede ved vort Sye- og Strikketøy, ved Rips og Stikkelsbær – saa var ogsaa denne Aften forbi –

8Løverdag havde jeg bestemt at reyse Kl 11; men den blev 12 og 1 før Aslak kom tilbage fra Byen, det havde regnet og truede med Uveyr. Saa hiertelig bad min ømme Lotta, min kiærlige Kista, min hulde Maja og den gode Hanna jeg skulde blive over, men mit Løfte bryder jeg ugiærne, og jeg vidste, hvor de ventede migmig] rettet fra: ‹…› ved overskriving her hiemme. Halv to var jeg reysefærdig, efter at have udrustet mig mod Dagens øvrige Besværligheder med en Aalesuppe – «hun var deylig, Madam!» – og en Kop Caffe, som sprudede i Koppen, og medtaget søde saftfulde Stikkelsbær, som Sally sendte mig med en lille venlig Farvel Sæddel, og den første modne Aprikos, min Lotta tog af sine forgyldte Træer – og de ømmeste Afskedskys og Omfavnelser af dem Alle, de Dyrebare, som efter Skik og Brug fulgte mig til Haveporten, og viftede mig Farvel til fra Sahlsvinduerne. Min Maja stod som en Statue paa Havegiærdet, og hende saae jeg endnu, da Vinduerne og hele Bygningen var forsvunden. Farvel da, Farvel da I Velsignede, og Tak for hver Stund – Snart sees vi igien.

Rundt om os regnede det, men ingen Draabe faldt paa os. Det tordnede stærkt, og lynede, og det kom os alt nærmere, men vi ere tappre Folk, jeg og vi Aslak, og skrækkes ikke saa let. Da vi kom til Moe, vrimlede det af Eqvipager, men jeg saae kun en ussel syg Mand i en fraspendt Kariol, som hiertelig bad om Huslye – det var den arme Camrd: Horn, som strax kiendte mig som jeg ham, og klagede mig sin Nød. Han kom tilbage fra Sverrig, hvor han havde brugt 9Badet, som det lod, ikke til stoer Nytte. Han blev da ved Aslaks og Tiænerens Hielp baaret ind i Huset, og fik Løfte om Seng. To tykke fede Trøndere – Kiøbmænd, troer jeg – sad imidlertiid roelig ved deres Caffe i det eneste beqvæmme Værelse der var, NB beqvæmt for en Syg – ovenpaa kunde de havt det ligesaa godt, men dette havde de nu engang taget i Besiddelse, og besad det drabeligt.

Det var ikke kiønt giort af Dine ellers saa brave Landsmænd, min kiære President!

Imens jeg var paa Moe, tordnede det forfærdeligt, men kun kort. Jeg fornyede under Lyn og Skrald et gammelt ubetydeligt Bekiendtskab med en Frue Hygen, som var kommet did for at møde sin Mand fra Vinger. Arme Kone, hendes eneste Barn, en ellers ganske vakker Dreng, var saa stærkt haremundet, som jeg nogentiid har seet nogen være. Kl 9 var jeg paa mit Hovind, hvor jeg fandt Præsten Brock med sin Gina og deres lille Datter. De ere her endnu, og følger med os i Morgen til Hurdalen. Frue Werner med begge sine Børn er her – Nu reyste Fetter Christie, efter at have været her i 14 Dage. Men vi seer ham nu vel neppe saa snart igien, det gode Barn. Og mig, mine Dyrebare, seer I nu ikke igien her før Fredag. Da det, efter al Formodning, er sidste Gang jeg er i Hurdalen, vist sidste Gang der hos Kreftings, kan jeg ikke blive der kortere, end til Torsdagaften. Det er længe jeg skal sige Farvel med Eder og disse Blade. Zarine og Lina mi følger med mig, Hertel er der, og Koren kommer did –

10Løverd: 26de Nesten en heel Uge siden jeg saae dig, kiære Dagbog! Saa længe vare vi i lang Tiid ikke adskildte. Ja, var det Sidste Gang jeg besøgte Kreftings i Hurdalen, saa holdt jeg ogsaa ud der. Torsdag skulde vi taget hiem, det var bestemt, men da var det et saa rasende Veyr, at jeg ikke i flere Aar har hørt og seet det værre. Torden og styrtende Regn til seent paa Aftenen, saa vi takkede Gud for at være i saa hyggeligt Lye.

Og nu er da efter al Formodning; alle mine Hurdalstourer forbi. At Gaarsdagen havde meget Trykkende for mig, at det sidste Gang gienlød i mit Inderste nesten ved alt hvad jeg saae eller foretog mig der, kan I let tænke Eder, mine Elskede, ligesom at jeg ikke var den Eneste, som havde denne Følelse. Men vi vogtede os vel for at give denne Følelse Ord, og behøvede det heller ikke, da den stod læselig nok i alles Ansigter. Imidlertiid bærer Krefting sin virkelig tunge Skiæbne som Mand, og med et Mod, som Bevidstheden om, ikke at have forskyldt en saadan Skiæbne, ene er i Stand til at give. Hans Hustroe ligner ham heri fuldkommen, og af samme Grund: de har begge troelig opfyldt og opfylder hver sit Kalds Pligter – og den roelige Tilliid hvormed de seer Fremtiden imøde, er allerede deres Belønning, er, vil jeg haabe til Gud, et Forbud paa at denne Fremtiid igien vil blive dem saa lys, som Nutiden er mørk –

Tirsdag vare vi paa Præsteg: hos Molzhaus. Der er det et sørgeligt Syn at det fordum saa raske – nesten vel raske. Mad: Molzhau, nu svæve om som 11en Skygge, uden noget ret Brug af den hele høyre Side, uden at kunde forklare sig. Dog har hun, siger de, været meget uslere. Jeg saae hende nu første Gang i denne Tilstand, hvori hun har været i to Aar, og hvorved denne før trængende – og talrige – Familie, kommer alt meer og meer tilbage. Af 10 Børn er 7 hiemme, til deels smaae, men alle ret vakkre, meget velskabte, og stedse rene og pene. Munthe har for længe siden taget en af Døttrene til sig som sit eget Barn, og bevist sig ved alle Leyligheder, som en sand Ven af den til Forundring eenfoldige Molzhau.

Onsdagen den 23de, min Linas 8de Aars Fødselsdag, blev celebereret nok saa høytideligt med de sidste Flasker Viin, sagde Krefting, han havde i sin Kiælder, og alle de Smaae forærede hende hver en lille Ting. De glædede sig saa i hverandre, og græd i Gaar bittre Skilsmissetaare. Præsten Brocks bleve tilbage der. Arme Jette Degen er meget syg, mere, troer jeg, end hun selv veed. Hun klager i det mindste ikke, og gaaer, eller rettere slæber sig frem til hun ikke mere kan røre sig. Det kom mig for, som jeg ikke skulde see hende mere i dette Liv. Og hvor lykkelig var hun, gik hun bort herfra, hvor hun har havt saa faa glade og mange tunge Dage, til blidere Egne, til min Sara, hvis Tab hun uophørlig begræder. Arme, gode ulykkelige Jette! der skal dine ‹Bræk› og Mangler forsvinde, og Lønnen for det Gode, du her saa ærlig vilde [,]om end ikke altiid, ja kun sielden, kunde, blive dig fuldelig tildeelt.

12De tre Dage i Hurdalen gik, uagtet den Sørgmodighed som blandede sig i Alt, dog hastigt og som Tiden stedse gaaer mellem gode Mennesker, som vi holder af, og som elsker os. Kl. 6 i Aftes kom vi hiem i det deyligste Veyr, alle som vare borte, og fandt vort Husgesinde forøget med en 19 Aars Yngling, Lunde, som skal være paa Contoiret i Wolds Sted. Han har et tækkeligt Udvortes, og megen Lighed med Platou, som I alle veed, er en af mine Egne[.] Fra min Jes bragte han mig et Brev, som blandt de gode Efterretninger, at alle paa Tøyen vare vel, og hans Øyne igien i god Stand, indeholdt den sørgelige, at den unge Wittrup, Skolelæreren, var farlig syg. Før pleyede man sige: «Han – eller hun – er ung, Ungdommen taaler meget» Ak! nu er det jo nesten det Modsatte. Det vilde blive et haardt Slag for den gamle Fader, hvis nesten eneste Glæde denne Søn hidtil skal have været, om han gik bort – hans Kiæreste vilde naturligviis ogsaa finde det haardt. Men Gud skee Lov, at vi med Vished veed, at hvad der skeer, er det os tiænligste.

Min kiære Hertel var ikke ret rask da vi kom hiem i Aftes, og er det ikke endnu i Dag. Med Guds Hielp bliver han det dog snart, men det er dog ængsteligt, saa længe han ikke er det, saa længe nogen vi holder af, fattes noget.

Det er ogsaa et fælt Veyr, og en Lykke at vi kom hiem i Gaar i et Mellemrum der var ligesom afpasset. Ikke kom jeg til den kiære Grav i Gaar, ikke kommer jeg der i Dag.

13Mandag 28de Og Gud veed, naar jeg kommer der. Det seer traurigt ud med den uophørlige Regn. Kornet svømmer nesten paa Marken. Men lader os ikke forsage. Alt kan jo endnu blive godt, bædre i det mindste, end det tægner til.

To kiære Breve bragte Gaarsposten mig, det ene fra Dig, Du den samme hulde Maja C, fuldt af – hvad Dit Hierte er fuldt af – Ømhed og Kiærlighed[.] Det andet fra min dyrebare Lotta, og i samme nogle Linier fra min yngste Maja, ak! som bedrøvede mig saa meget, skiøndt Aarsagen, efter hendes, efter min Lottas Forsikring, er aldeles forbi. Hun har atter været syg, det fromme Barn, ret syg, skriver Du, elskede Lotta, og føyer til: «men nu aldeles rask igien, og du troer mig jo dog, min Christiane, og veed, jeg kan ikke tale andet, end Sandhed –» Ja, Elskede, jeg troer Dig, jeg troer Eder Begge, og dog er mit Hierte saa underlig beklæmt, og dog maatte jeg, for at stille det nogenlunde tilfreds, sende et Bud ind, for at faae – det Gud give mig! Bekræftelse paa denne trøstende Forsikring. Dette Bud, lille Ole, gik i Morges, og hele Gaarsdagen skrev jeg Breve, han skulde have med sig, og fik derfor intet sagt her, og fik dog heller ikke skrevet til Dig, min Maja, saa Du nu maae vente længe, længe efter at høre fra Din Moer Koren. Men det var endnu ældre, var meget gammel Gield jeg betalte, og derfor, Du Retfærdige! tilgiver Du mig.

Da jeg kom ned i Gaar Morges, flyede min Koren mig Brevene, og sagde: «Jeg har ogsaa faaet Brev fra Fader Cappelen, et Brev, som ret har ydmyget mig. Saa ofte har jeg været i hans Huus, og nydt der saa usigelig mange Prøver paa Godhed og Venskab, og endnu aldrig takket skriftligt; og see nu her!» – Jeg søgte, som det tilkom en god Hustroe, at beroelige min Ægtefældes ømme Samvittighed, uden just at dysse den i Søvn; og glad var han, det 14saae jeg, i sit Brev, som jeg i mit, som jeg vilde været det endnu mere, og i alle mine, om ikke Forestillingen om min Majas Sygdom havde tilbagetrængt alle andre Følelser. Det varede længe, inden jeg kunde tænke mig denne Sygdom som ganske overstaaet. Og tør jeg det nu virkelig? Ja, jeg haaber til Gud, jeg tør det, til Gud og Eder, I ømme omhufulde Væsner som omgiver hende.

Men hvad ere dog disse Drømme! Alle de Nætter, jeg laae i Hurdalen, drømte jeg om Maja Koren, og især en Nat saa ængsteligt, at jeg maatte vaagne min Koren, for at adsprede mig ved at tale med ham. Maaskee var hun den Nat slettest. O! at Gud vilde skaane mig for disse ængstelige Forudsigelser, der ofte martrer mere, end selve Virkeligheden –

Her var ingen i Gaar, uden Faer Mørk og Walbohm som snarest, og mod Aftenen Mad: Giørup.

Jeg har nu ret alvorlig giennemlæst Klingers Reisen vor der Sundfluth og Der Faust der Morgenlænder. Denne sidste har især interesseret mig, og ofte rørt mig til Taare. Den har jeanpaulsk skiønne Stæder, og jeg vilde ønske, I kiendte, og skulde kiende den Alle –

Tirsdag 29de Endelig seer vi Solen igien, og har en Dag som seer ud til at blive regnfrie. Men rigtig kan jeg ikke nyde den. Mit Hoved er slemt, og mit Hierte banker stedse mere mod Oles Tilbagekomst fra Byen. Kan jeg for det? Det er ved Gud ikke Mistvivl om Din Sanddruehed, elskede Lotta, eller min lille Majas. Men seer ikke stedse Moderhiertet Faren «før den kommer, og naar den er forbi»? – Selv I, som ey ere Mødre, vilde tilgive det

15Onsdag 30te Det slaaer atter let og med Tak til Gud, til Gud og Eder, I Elskede paa Tøyen, dette stakkels saa snart foruroeligede Hierte. Hovedet er vel saa slemt som i Gaar, men det er det samme. Da Ole kom blev det værre end det var, og alt Blodet trak sig til Hiertet, inden jeg fik mit Spørgsmaal: hvordan er det med Maria? besvaret. Gud skee evig Lov! hun er fuldkommen rask igien, har dandset i Søndags, og været i Skolen, og skrev nu, og min velsignede Lotta ligesaa, et ømt, muntert Brev, for hvilket Du her modtage min varmeste Tak, Du Gode, for dette, for Alt, hvad Du er mig og Mine! Og let og fro tager jeg nu i Eftermiddag til min kiære Rikke, som jeg i Gaar mens jeg laae fik et saa længselaandende Brev fra, og som jeg har lovet mig selv at see den første Godveyrsdag, og den er i Dag. Min Koren og Lina bliver med mig, og vi bliver der i Nat. I Morgen skal Jomfruerne komme og hente os hiem.

Wittrup er i Bædring af denne Sygdom; men han skal have stærk Tæring, og saa ere hans Dage vel ey mange. Arme Fader! skal du overleve ham, o! da styrke dig det Haab, at Dødens milde Haand snart maae aftørre Oldingens Taare. Oldingens Taare – Jeg læste i Aftes i Sagens Læsebog et Stykke med denne Overskrift af Nordal Brun. Deri siger han: «Taare paa Ungdommens glatte Ansigt ere som stillerindende Bække der glide mellem frem giennem blomstrende Enge. De behage, røre, men forbause ikke. Men naar Taare trille ned over rynkede Kinder, naar Oldingen, prydet i øvrigt med 16Alderdommens hele Majestæt, græder bitterlig: da seer du, fuld af høytidelig Ærefrygt, en Kilde, som brister ud af den skaldede Field‹top›,Field‹top›] rettet fra: Field‹…› ved overskriving som forfærder og fortryller dit Øye tillige, naar den styrter sig ned over over steyle Klipper. Hvo vilde ikke bevæges ved sligt et Syn?

Der er i samme Læsebog af samme Forfatter en Tale over en Fosswinkel i Bergen, som er en af de skiønneste i sit Slags jeg kiender. Deri gienkiender man med Glæd‹…› Einar Tambeskiælvers og Zarines Digter, der nu ellers som desværre flere af hans Medbrødre i Aanden, synes være levende Døde.

__________

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1809

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798 (kommer)
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.