Dagbok 1809

av Christiane Koren

Decber

1141ste Fredag. Hvor ofte ønsker jeg i denne Tiid, i dette sidste Aar, at der ingen Tidsskifter var til, eller at jeg i det mindste ingen Erindring havde for dem. Dog, hvem veed, om jeg altiid vilde ønske saa? og, var aldeles Forglæmmelse os god, den milde himmelske Fader vilde ikke have nægtet os den. Ney, jeg veed, jeg føler, hvorfor vi maae mindes hver smertelig som hver frydefuld Dag – og de første stærkere, uudslætteligere, end de sidste. Erindringen om disse skal vel ogsaa følge os i Evigheden, at vi kunde sammenligne dem, de jordiske lykkelige med de evige lykkelige Dage. Men Mindet om hine – o! jeg veed jo, hvordan det giennembæver hver Nærve i mit Inderste, efter en overstanden Fare, som nu, da min Maria var udrevet af Dødens allerede aaabnede Arme; at tænke mig min Angst, min Smerte, og Overgangen fra Angst og Smerte til Haab – Vished – Glæde – Og nu efter den sidste Overgang fra Kummer, Smerte, Uvisheds martrende Angst, til Vished, til Glæder, dem jeg tryg tør kalde mine – O ney, uden hiint Minde skulde selv Evighedens Glæder være mindre Glæder – thi er ikke «hver vor Taare talt», talt for at lønnes med himmelske Fryd? –

115Løverdag 2den Hvor jeg i Nat har drømt om Dig, gode Sally, og saa inderligt, saa martrende. Hvordan mon det er med Din Moder? med Dig? med alle Dine? Jeg skal skrive i Dag med et Bud som gaaer ind i Morgen, men med det faaer jeg dog intet Svar fra Dig, Du Gode! Dog, paa Tøyen veed de, om alt er vel hos Dig. Og det give Gud, det maae være! Til min Lotta har jeg ogsaa skrevet, og endelig kom da et Brev bort til min Maja C: som til min store Ærgelse har lagt her, lagt færdigt, forseglet her hele forrige Uge, da det blev forglæmt at sendes med Posten. Jeg har ellers saa meget Skriverie i disse Dage, og takker Gud for jeg har det, og fordi jeg føler, selv i disse bittre Mindedage, Drift og Lyst til at arbeyde. O! først naar denne Lyst, denne sande Trang til Virksomhed forlader os, først da er Mennesket ulykkeligt, da er det «Fortvivlelsen, vis paa sin Seyer, hentræder for Offeret, og det styrtes, berøvet Mod og Kraft, i de kolde, dræbende Arme –»

Søndag 3die Her var saa deyligt, da jeg traadde her ind i Morges, reent, varmt, vellugtende. «Nu skal du giøre dig tilgode her saa lang som Dagen er – (den er desværre kun kort) tænkte jeg, og i Aften igien begynde den nogen Tiid afbrudte Forelæsning for de sig alt dertil glædende Børn. Maaskee – blev jeg ved at tænke, kommer min kiære Rikke i Dag, og saa» –

116Her afbrødes jeg i mine Formodninger ved Biælders Lyd udenfor i Gaarden. Saa tidligt pleyer Rikke aldrig at være ude – heller ikke var det hendes Slæde, men – Hr Munthes og hans Madames – See det var en Streeg ______ saa lang, i min Regning. Herre Gud, den korte Dag bliver vist lang nok i dette hiertelig flaue Selskab – og det fra Morgenstunden af – o Vee, o Vok! Var jeg ikke harm paa dette Ægtepar, fik det endda være[.] Men I veed jo, de har været uartige imod min gode Poppe – Hertel glæder sig ved, at han skal begynde Tingtouren i Dag, han og Lunde. Gud skee Lov, min Koren beholder vi dog til i Morgen

Hu! tu! tu! kiære Fruer, Madamer og høviske Møer

Aften Kl 5. De ere alt reyste, og nu skulde jeg saa roeligt sadt mig hen blandt de kiære glade Ungerne mine, og begyndt St. Julien, men nu savner jeg min Sara-Ring, som er gledet, Gud veed naar, og hvor, af min Finger, og ingen, ingenstæder at finde. Alle i hele Huset med hver sit Lys giennemsøger hver Krog, men endnu hidtil forgiæves. Den er mig saa dyrebar. Endnu staaer det – og vil vel evig staae lige levende for mig, da Hertel – paa Løverd: er det et Aar siden – satte den taus paa min Finger. Det var Dødsbudskabet. Er den «trilled i hendes Grav» – som Valborgs Trolovelsesring? –

117Onsdag 6te Forgiæves ventede jeg endnu i Mandags hele Dagen efter den slemme Rikke. Men saa kunde jeg ikke bare mig længer, og tog did i Gaar. Hele Veyen ventede jeg, nesten med Vished, at møde Madamen, men Madamen sad smukt hiemme og – ventede mig. Hun holdt for afgiort, da jeg saa ofte – fordi vi tænker saa temmelig eens – træffer hendes Tanker, at jeg nu ogsaa vidste, hun havde i Sinde først at komme naar der bliver Ting her, som efter hendes Regning skulde blive Fredag, men – at en Futemadam ikke veed sligt bædre! – det er først Mandag i neste Uge, og nu seer jeg hende neppe før. Lina lovede jeg skulde komme til sin Ludniska sidst i Ugen.

Den lille Kiælling var ret rask, Gud skee Lov, og glædede sig til en Smaalehnstour, vi skal giøre sammen, hun, jeg, Skriver, Fut, og Hertel. I veed engang for alle, mine Elskede, hvor godt Dagen gaaer paa Plogstad –

Rasmus vaagnede sin Moder forgangen Nat – det er hans Skik, naar noget vigtigt falder ham ind at spørge om – med det Spørgsmaal: «Moer, hvem holder du meest af, han Faer eller hu Moer Koren?» – Ih Faer, kan du tænke – «Det er nok kun lidt, de» – At imidlertiid den troehiertige Guts naive Spørsgsmaal smigrede mig, begriber I nok, mine Venner! Han er sin Moders Søn.

118Torsdag 7de I Dag et Aar – da kom Du, gode troefaste Kista, og den arme Bergh, kom haabfulde, glade – kom – for at see hende døe[.] I Morgen og Overmorgen – hvordan overleves saadanne Dage, naar Erindringen allene synes dræbende! O mine Elskede! lad mig heller intet tale med Eder i disse tunge Dage. Jeg kan dog intet sige Eder uden hvad I veed, intet om andre Ting – Jeg vil skrive til Bergh –

Den 9deI dagboka står det et kryss eller et kors etter datoen, 9.12.1808 døde hennes datter Sara. – Endnu er min Ring ikke funden, ak, og findes vel aldrig mere. Og nu, just ved denne Tiid, er det et Aar siden Hertel satte den paa min Finger, og den sagde mig: hun er ey mere. Hver Gang jeg har seet paa den, har den gientaget: hun er ey mere – og nu det tomme Sted hvor den sad, det siger det samme. Og seer jeg ikke overalt de tomme Stæder, hvor hun sad, gik og stod? –

Jeg har tidt tænkt paa, om det ikke var Feyghed, at jeg saaledes flygtede fra mit Hiem. Jeg kunde jo dog ikke flye mig selv, og Døden – o, hvor glad havde jeg græbet hans kolde Haand, trykket den til, ind i det hede brændende blødende Hierte –

__________

I disse Dage har jeg omskrevet og forandret noget i min Thora, og om Aftenen, alt fra vi tænder Lys til vi lægger os, læser jeg for Børnene. Mit Hierte faaer ikke Lov at raade sig selv et Øyeblik. Dertil er det endnu for svagt. Men saa om Natten, naar jeg ikke kan sove – det hendes Gud skee Lov ikke ofte, men dog imellem 119og i disse Nætter har det hendt sig – da lykkes det mig mindre at inddysse det, og jeg faaer vel lade det raade sig selv. Da jeg i Dag imod Morgenstunden faldt i Søvn, vaktes jeg af en huul, tung Storm, og af Regnen, som pidskede paa Vinduerne. Og hvad der da var min første Tanke, og at det var den samme jeg sov ind med, og at alle alle de skrækkelige Scener paa engang trængte sig for min Siæl –

Jeg læste for længe i Aftes, dette og den søvnløse Nat har giort mit Hoved saa forvirret, og hver Gang nu Hovedet giør ondt, føler jeg saadan Smerte i Brystet. Jeg beder Gud saa inderlig om, at jeg ikke maae blive syg, og at jeg maae blive hos min ædle Koren og hans elskede Børn, og alle de Ædle Elskede, som mit Liv er kiært. Endnu i Nat, med Hovedet paa Saras Pude, den Pude, hendes Hoved hvilede paa da hendes reene Siæl gik til Gud og Vilhelm, bad jeg herom –

Eftermid. Jeg var saa søvnig og træt, og for i det mindste at faae Hvile laae jeg lidt her paa Sophaen, og faldt ogsaa i Søvn. Men de sørgelige Gravklokker vakte mig, og nu banker mit Hierte saa høyt, at jeg knap kan holde Pennen. Det er en ung Kone, som begraves i Dag, hernede fra Krogfoss. Jeg var i hendes Bryllup for 7 Aar siden. Nu stormer det ikke mere saa frygteligt. Med Regnen lagde Stormen sig, som de fleste Livets Storme, de indre og ydre, lægge sig med Regn – Taare. O! sørgelige Klokker! Dog, ringer 120ikke de, og først de, til den rette Hvile? Har ikke da alle Storme lagt sig? Kun af Gravens Søvn vækker ingen Storm, ingen Regn, intet Uveyr os mere. Og hvorfor da kalde denne Ringen sørgelig?

Søndag 10de Det var en glad Post. Tak her for det første, dyrebare Lotta og Maja, for de velsignede Breve. Saa muntert saae jeg i lang Tiid intet fra min Lottamoer. Det varmede mit Hierte; og Mindet om vort smertelige Møde i Dag et Aar, og faa Dage efter med Dig, uforglæmmelige Maja, og al, al Eders unævnelige Ømhed mod mig og Mine, I sieldne Mennesker Alle – ja, varmes ikke Hiertet herved, hvad skulde da varme det? Foruden disse vennehulde Breve et fra min Jes, blot fuldt af Juletanker og Juleglæder, som han alt nyder i Haabet, og som Gud lade ham nyde virkelig og uforstyrret, med sine unge Venner, som følger ham, blandt sine Elskede her.

Ogsaa min kiære, min troe Kista kommer, og liden Hanna Bull. I Dag 14 Dage har jeg dem her med Guds Hielp i god Roe. Endelig var ogsaa i Dag Brev fra Asessor Ekholm fra Stokholm. Han og hans virkelig elskværdige Hustroe lever saa lykkeligt, har i deres Vennekreds forglæmt alle udstandne Gienvordigheder – dog ney, ikke glæmt dem, mindes dem kun for at forhøye Nydelsen af deres nuværende 121Lykke, og mindes med dem de Venner, de tilbagelod i Norge. Blandt disse kan jeg med Sandhed sige, jeg var, er og bliver. Jeg leed inderlig med og for disse gode forfulgte Mennesker, og glæder mig nu inderlig over deres Lykke

Hu, hvilket Sludveyr! Min Lina, som fulgte med Tingfolkene til Gierdrum, og i Morgen skulde komme fra Plogstad, hvorhen hun føytede fra Gierdrum, og hvorfra min kiære Rikke selv vilde bringe hende hid, frygter jeg nu, kommer ikke, altsaa heller ikke Rikka mi. Dog, det tør vel forandres til i Morgen.

Vor Christian, Sverrigs Thronarving, elskes af alle Stænder med høy Enthusiasme, skriver Ekholm. Ak, som vi kan I dog umuelig elske ham, I gode Svenske? Os tilhører han, og kun blandt os kan han blive lykkelig, ikke paa en Throne, vel det haardeste Sæde paa Jorden, og mindst paa denne Throne – Freden skal være sluttet, siges der. Da forlader han os vel snart. Det er en ængstelig Tanke.

Mandag 11te For Tøeveyrets Skyld kan Rikke ikke komme i Dag – Og naar holdt Veyr og Føre mig fra Plogstad, naar der kun var mindste Muelighed ‹…› at komme frem? Jeg havde glædet mig saa til denne Dag. Maae jeg da ikke mere det? Nu kommer Lina heller ikke. I Morgen henter vi hende.

122Onsdag 13de I Mandags Aftes kom et Forbud og meldte den unge Lieut: Bull, og strax efter kom han og i Følge med ham en Franskmand; som kun talte enkelte danske Ord, og forstod ogsaa saare lidt af Sproget. Det var en Emigrant, sagde Bull, som dog nyelig havde lært at kiende ham, og jeg troer, neppe vidste hans Navn ret, i det mindste gav han ham forskiællige. Det var en midaldrende Mand med et godmodigt Ansigt. I Gaar Formiddag reyste de. Bull er en udmærket vakker, endnu ikke ganske udvoxet Yngling, med et godt velvilligt Hierte, en rask Gut. Skulde I vel troe, mine Elskede, at, i denne ridderlige Tiid han var den første Ridder (af de nye) jeg saae for mine Øyne? Lykken har føyet ham meget. Han er nu gaaet ind i Ingenieur Choret, og kom nyelig op fra Danmark, hvor han har fulgt Kongen paa General Mynstringen i Provincerne[.] Naar man nu tænker, at han ikke er fuldt 20 Aar, saa maae man jo holde ham en lille Smule Overmod tilgode, om det end nu og da udartede til hvad man kalder Pralerie. Det giver sig med Alderen. Han reyser nu hiem til den lykkelige Moder, som ikke har seet ham i mange Aar, som saa mangen Gang har svævet i Dødsangst for denne hendes Hiertes Yndling, da hun vidste ham svævende i Dødsfare. Hun boer paa Landet nogle Miil fra Trondhiem. Gud lade intet forstyrre den lykkelige Moders Glæde! Og Gud give alle gode Mødre saadan Glæde – ak! den eneste virkelige Glæde for en Moder!

123Bedst som jeg sad i Gaar Formiddag, strax efter de Reysende vare borte, kom her to smaae nysselige Siællandspiger hoppende ind i Kammeret. Det var Luise Radik og Lina mi, som min Rikke havde giort denne Stads til, der klædte hende saa godt. Luise havde jeg før seet i denne Dragt. Og ja men var det min gode Rikke selv, som bragte mig Ungen min; hendes Rasmus og Jomfr: Heyde vare med hende, men Fogden fik ingen Tiid at komme hiid fra Tinget[.] Jeg var – I saae det nok – vreed paa Rikke for hun ikke kom Mandag. Stakkels Barn, hun var nok undskyldt, da hun maatte holde Sengen den hele Dag. Det var altsaa ikke Føret der afskrækkede hende; men hun vilde ikke bedrøve mig, derfor talte hun intet om, at hun var syg. Tilgiv mig, ømme hulde Rikke! Jeg skal aldrig giøre det mere.

Fabritius kom hiid fra Byen og bragte den Efterretning: at Freden med Sverrig var bleven bekiendtgiort, og Kongen, den nu regierende, død. Men det sidste tør nok, som han selv sagde, behøve Bekræftelse. Og saa er Dagens Nyehed ikke andet end al den Stads der i Anledning af Freden skal være i Christiania. 10000rd skal være bestemt til Ball, Ilumination, Æresporter, etc etc –

124John Collet skal især have travlt med Maden, Bordene, og alt, hvad der vedkommer Ganen[.] Jeg veed nok hvordan Freden anderledes og bædre kunde hædres, men da – dog, lad os see det an. Min Lotta skrev saa muntert og morsomt med Bull, ogsaa til Lina havde hun et lille kiærligt Tantelottebrev, som han skulde havt 3 Kys for i Postpenge. Da hun nu ey var hiemme, lovede jeg den vakkre unge Brevdrager at sætte Capitalen paa Renter for ham til hun kom igien.

Hvor tungt det er, at man intet Bud kan faae til Byen i denne Tiid. Her ligger saa mangehaande som skulde derind, og til Maja mi. O! i Dag et Aar, Du Elskede, hvor sank jeg da trøstesløs i Dine Arme –

Jeg skal i Morgen følge Tingfolkene til Nannestad, om jeg bliver saa frisk. I flere Dage har jeg ret været ussel.

Den 14de Alle og alt er færdigt til Afreysen. Men først, elskede, dyrebare Thrinasara, først min moderlige Lykønskning, min beste Velsignelse over Dig og denne Din Dag! Ogsaa i Dag vil Du tænke paa Din Moer Koren, og den sidste 125fiortende December – jeg skal aldrig glæmme den. Da kaldte jeg Dig første Gang min Thrinasara mens Du laae høytgrædende ved min Barm, og Saras Aand svævede om os –

Mine ædle dyrebare Venner, tager alle, Moder, Fader, Datter imod min inderligste, min moderligste Lykønskning! Mit hele Huus deler den eller deeltager, istemmer den med Eders Moer Koren. Usynlig, som Saras Aand hiint Øyeblik, omsvæver jeg Dig nu, Du sieldne, elskelige Barn! og hendes systerlige Aand, og min moderlige Aand skal evig omsvæve Dig, og nedbede Himlens bedste Velsignelser over Dig og alle Dine –

Løverdag 16de Da jeg satte mig i Slæden, var jeg virkelig syg, men lod mig intet mærke. Det pleyer undertiden at blive bædre, naar jeg kommer ud i Luften. Det havde det maaskee ogsaa nu, om ikke det fatale Sludveyr havde tvunget mig til, at pakke mig saa tind, at Guds Veyr og Vind ikke kunde trænge igienem. Den næsvise Regn vilde trængt med, og den var jeg ey tiænt med at tage imod. Bædre end jeg var blev jeg ikke paa Humble, hvor Verten, Lehnsmand Riis, den før tykke, fede røde Riis, kom ud og tog imod mig, bleeg og 126guul og blaa som en Dødning. Han havde været syg, hørte (og saae jeg) og skulde nu være i Bædring – det hørte jeg virkelig kun. Det var sørgeligt at see de mange Smaaerollinger, med saa megen Formodning om, at de snart bliver faderløse. Selv den ellers alt for færme, uqvindelige Madam Riis havde Sorgen givet lidt mere af sit Kiøns Stempel og jeg har aldrig i mine Dage talt saa meget med hende. Hun var ømmere mod Manden, mod Børnene, mod alle, og Taarene stode hende tidt i Øynene. «Ved alt dette blive vi bædre Mennesker» tænkte jeg. For at føye den stakkels Kone, blev jeg der Middag over, og da det ey blev Middag før Kl over to, var det en lille Geduldprøve. Min kiære Fut havde ogsaa været syg om Natten, og saae daarlig ud. Jeg paalagde Fabritius, som var der, at faae et Bud til vor stakkels bekymrede Rikke, for at lade hende vide hvor rask Futen var bleven, og – det er dog en brav Gut den Urban – han havde alt paa egen Haand foranstaltet det. Han holder hiertelig af sin Coucine, og der gives vel heller neppe en moderligere Coucine –

Pastor Bierk var der, men Koren og jeg reyste til Præstegaarden før han, hvor den snilde Moer Bierk og de Alle modtog os med saa hiertelig Glæde.

127Den «smag- men ikke skyggeløse» (thi han har en svær Bygning) Over Krigscmsr Hansen var der, og Lieutn: Hanche. Efter Skig og Brug vidste disse gode Præstefolk ikke alt det Gode de skulde finde paa at vise os, og da jeg havde ondt i Halsen, smurte Moer Bierk den med saa meget Syltetøy og GodtGodt, at den virkelig nu er ganske bra. I veed, mine Elskelige, engang for alle, hvor vel jeg er der. Nu savnede jeg rigtig nok min lille Elsemoer, som i nogentiid har været i Byen «at lære Sømmen sye og læse lære» – Hun kommer hiem i Dag 8 Dage – (Da kommer ogsaa min Jes og min Kista og den anden kiære Ungdom hid.) Præsten spurgte meget til sin gamle Egerven, og fortalte mangen Anecdot fra det norske Selskab, hvortil Anledningen især var dette Selskabs gamle Vertindes, Madam Juuls Død, som nyelig var bleven ham meldt fra Trondhiem (hvor hun var i den angelske Stiftelse) ved Jomfr: Jensen, som endnu er der.

Mon ingen af Eder er bleven opmærksom paa, at jeg i Dag har skrevet et nyt Slags NB? Præsten havde et Brev fra min Sara, som han giæmmer som en Helligdom. Deruden paastod et saadant NB, og nu seer jeg hende hver Gang jeg skriver dette.

128Da vi kom hiem Fredagaften, sad alle mine Jomfruer i fuld Slagtning. Den travle Tiid nu sætter alle Hænder i Bevægelse –

Søndag 17de Breve fra Kbhn, kun 11 Dage gamle – Det var en virkelig Nyehed. Og saa ømme barnlige Breve! o, modtager derfor, I Dyrebare, ogsaa her, min ømme moderlige Tak. Snart skulde I faae den egentligere, I Gode, I altiid de Samme!

Og saa er Ohlenslæger igien kommet tilbage til sit Hiem, sit Danmark, sine Elskedes Kreds – Hvor underligt det rystede mit hele Væsen, denne Efterretning. Jeg kunde ikke holde Brevet i de zittrende Hænder, det var, som han havde staaet for mig, og den hele svundne Tiid. Denne vil evindelig staae for mig – ak! men han vel aldrig – ikke en Hilsen fra ham i de mange Aar, ikke i dette sidste, dette smertelige – og et af mine Breve veed jeg dog, han har faaet. Hvem skulde troet Dig istand til saadan Forglæmmelse, Adam min evigdyrebare Adam! Ney, mit Hierte kan ikke glæmme. Mon det ikke var mig bædre, om det kunde? O, ney, ney! heller forbløde det ved Mindet om sine Savn, og bringe dette dog saaledes over med i Evigheden, hvor intet Savn er mere – hvor jeg, uden hiint Minde, ingen Glæde kan tænke mig muelig –

129Tirsdag 19de Hvor jeg har malet i alle disse Dage! Allerede er nu en Pakke færdig, og skal afsendes med et 8 Octavsider fuldskrevet Brev til de velsignede kbhnske Døttre, et til Lottamoer, til Thrinesara, til Sally, til Kista. Gud veed, hvor alt dette kommer fra! og endda har jeg et kiærligt ubesvaret Brev liggende her fra min Maja C –

I Dag er det bleven fortalt som upaatvivlelig Vished, at Freden er bleven bekiendtgiort. Hvorfor glæder denne Efterretning mig ikke? Er mit Hierte da saa trangt, at dets Kummer og Savn giør det følesløst mod det Almindeliges Lykke? Ney, lad mig ikke giøre dig Uret, mit stakkels Hierte. Intet enkelt Menneskes Lykke er dig ligegyldigt, intet enkelt Væsens Lidelse lader dig blive følesløst – men at du, og især i visse Øyeblik, føler, at

«Hele Livets Fryd og Kummer
Ey er et Ønske, ey en Taare værd» –

hvad kan du for det? stakkels Hierte!

Torsdag 21de Jeg sad og tænkte paa, hvad jeg kun er istand til at tænke paa i Dag, hvilken græsselig Dag dette var for et Aar siden. Og saa begyndte de sørgelige Klokker, og det foer isnende giennem min Siæl – Det er mig, som om de paa nye kaldte min Sara, min Siæls Elskede, til Graven, til Hvile hos Vilhelm. Hvor var det godt, at hvile hos Eder!

130Det var underligt – Du mindes det vist, dyrebare Maja C; jeg kunde ingen Formodning have om, hvad Dag Begravelsen var her, og dog vidste jeg det saa bestemt, hørte Klokkerne, saae alle de blege Ansigter, de røde Øyne omkring Kisten, saae denne nedsænket i Jordens Skiød, i dens roelige, lune Moderskiød, hvor Vilhelm ventede hende – han havde jo kaldt – heruden for mit Vindue saae jeg, hørte jeg ham jo kalde: Sara! Sara! – og saa maatte hun jo gaae til ham. Og nu hviler de saa sødeligt ved hinandens Side. O! hvor blødt og lunt og godt –

Min Koren er reyst til Byen i Morges. Først seent i Aftes kom han hiem fra Tingene. Med ham følger al den glade Ungdom tilbage herud.

Aften. Saa er hun ogsaa gaaet bort, min kiære gamle Veninde, min Korens Syster og ømmeste Ungdoms Veninde, Grethe Bull. Fromme, eyegode Siæl, Du havde Himlen i dit Hierte, thi din Glæde var at glæde andre, dit hele Liv var Opofrelse, Selvfornægtelse. Dit Støv hviler sødt, og hisset har du alt favnet dine Forudgangne, og blandt disse din Vilhelm, om hvem du spaaede, fast med moderlig Glæde: at han 131skulde blive en udmærket Mand, sin Families Glæde og Stolthed. Det sidste var han – ak men saa kort. Men han skal blive det igien –

Dit Brev, dyrebare Lotta, Dit ømme sørgmodige Brev gav mig lindrende Taare, som nu flyder saa let, som ikke vilde flyde før, ikke fra Øyet, skiøndt Hiertet, det følte jeg, svømmede i Taare. Dit kiære Brev, fra hvilket jeg syntes høre Dit ængstede Hiertes stille Sukke, (ak! Du havde heller ingen Taare) og den kiendte, elskede Haand, vor ædle Justiskars, som jeg efter saa lang Tiids Forløb saae igien, det alt virkede mægtigt, men velgiørende paa mig, og jeg aander nu lettere, end før i Dag, skiøndt jeg seer Dig, min Lotta, saa inderlig bedrøvet. Men nu sidder min Koren hos Dig, nu fortæller han om Hovind, og hører om Dagens Begivenheder, og saa snakker Du ogsaa Dit Hierte lettere, Du Gode, thi jeg veed, hvor systerlig Du elsker min Koren, og han fortiæner det, og han fortiæner det, baade Din og Din Lawsons og alle ædle Menneskers Kiærlighed og Venskab –

Den brave Fetter Christie er her, og bliver her Julen over.

132Fredag 22de Et retskaffent Ægteskab er vist nok en Ære og Lykke, og Held og Priis den gode Jomfrue, som bliver Kone og Moder, og erhværver sig i en større Virkekreds større Indflydelse paa, større Fortiænester af Menneskeslægten. Men naar man siger, at Qvinden, uden at være Kone og Moder, aldeles ikke kan opfylde sin Bestemmelse, siger man en fast bespottelig Usandhed, og beviser, at man aldrig har betragtet Livet i det Hele, aldrig kastet et Blik ud over dette Livs faa Aar. Ogsaa den Eensomme, der gaaer hen ad sin stille Bane i Uskyld og Reenhed, med Fliid og Orden, med Fred og Roe i sit Hierte, behielpelig mod alle, er høyst agtværdig, er en Velsignelse for de Venner og Beslægtede som behøve hendes Raad og Daad, og vil sikkert ikke hverken her eller hisset forfeyle det hende tilkommende Sted?

Jeg har oftere læst dette Sted (hos Starke) og hver Gang tænkt paa min fromme, elskelige Telja, og flere hendes hende lignende Systre; men da jeg i Aftes atter fik Øye paa det, stod min bortgangne Grethe saa livagtig for mig, som om hun Træk for Træk var malet her. O ney, hun har ikke forfeylet sin Bestemmelse herneden, og høster nu Lønnen for dennes redelige Opfyldelse –

133Der reyser de, 4 Slæder, ind efter Ungdommen. Det var før min gladeste Vent – og er det jo endnu, skiøndt mit taarefulde Blik følger og modtager de Bortreysende og Kommende.

Lieut: Gill, som kom her i Gaar Morges, tog nu ogsaa bort, og Lunde, som kommer igien med de andre Unge, og med min Koren i Morgen –

Juleaften

De kom i god Betiids, de kiære Unger. Min egen Kista og liden Hanna Bull, min Jes, Steen og Horn, hans Meddisciple, og lille Wenzel, bekiendt under Titlen Majoren. Horn – Cancellirds. Søn – som jeg ikke har seet før, er en kortvillig Person, og slægter sit Folkefærd paa. Saadan som han i Aftes fik mig til at lee, har jeg ikke leet i langsommelige Tiid, og neppe tænkt mig mueligt.

Nu fik jeg Dit Brev, elskede Maja, just da jeg tænkte paa, hvor bitter denne Dag forrige Aar var Dig, Din ømme Thrine, Eder Alle, I Dyrebare, som havde hørt det skrækkelige Rygte om Jes’s Død Hertels Fare, og maatte fortie det, og vidste, hvordan jeg, min Koren og Børnene ventede dem. O I Gode, hvad leed I ikke med og for os! Ogsaa Du mindes disse Dage, Du Elskede, og takker Gud, som gav os Kraft 134til at udholde dem. Min Kista og jeg har sadt her en Times Tiid og talt, ak om de forrige Juler, om vore Hierters Juler. Blot at gienkalde os dem, er Høytiid, sød og smertelig.

Efter flere Aars Forløb, troer jeg, fik jeg ogsaa i Dag Brev fra min troefaste Moer Messel, som nu for en Tiid har taget sin Boepæl paa Vildberg. Did indviterer hun os samtligen i sit eget, sin Broder- og Broderkones Navn, «at vi i denne gode Juul vil komme did og tækkes med et tarveligt Maaltiid af en Mær, de har slagtet, hendes beste Veninde; men beder hun: da samme var til Aars saa ønskes at vide Dagen i Forveyen, paa det Kiødet kan komme paa i betimelig Tiid»

I, som kiende hende, seer, at hun stedse er den samme muntre, lunefulde Ane Messel.

Det er eller her i Egnen intet Ualmindeligt mere at spise Hestekiød. Ogsaa hos Præsten Bierkes har de prøvet det, og fundet det meget godt. Og hvorfor ikke? Et reenligere Dyr end Hesten gives jo ikke. Maaskee vilde de første Mundfulde være lidt slemme at faae ned, men siden gik det nok, tænker jeg. Sikkert, mine Elskelige, skulde I faae nøyaktig Underretning om hiint ventede Giæstebud.

135Juledags Morgen.

Eder Alle, I Dyrebare, Eder Alle, min Siæls Elskede fjærn og nær, en glad, en velsignet Julefest!!!

Nu har jeg deelt alt mit unge Husgesinde i tvende Deele, hvoraf den ene i Dag, den anden i Morgen skal besøge Guds Huus. Er det ikke Ret? Men om det ogsaa er Ret, at jeg selv bliver hiemme? O ja, siger I vist, «saa længe du ikke er ret frisk!» – I Aftes sad jeg og min Koren her inde allene, medens Ungdommen holdt Huus inde, legte Juul og glædede sig det beste de kunde. Men Kl: henimod 7 blev det os saa underligt at sidde saa ene, og vi gik ind til dem, og maatte jeg lege med dem. Jes, Maja og min gode Kista bade alle saa inderligt. Saa tænkte jeg paa, om Sara og Vilhelm havde bedt mig, og om jeg da kunde sagt Ney – og saa blev jeg med dem en lang Stund. Og hvorfor skulde de ikke glæde sig, naar de kan! og mens de kan! O! at de længe maae kunde det!

Anden Juledag. Den for alt og alle opmærksomme Hertel, havde i Aftes sørget for en Spillemand, og Ungdommen dandsede og glædede sig til Kl:12. Den samme Moroe venter dem i Aften. Den løyerlige Horn finder paa tusend Spilopper, og sætter Liv 136i dem alle. Dog ere de Gud skee Lov skikkelig forsynet dermed tilforn. Nu ere de fleste af dem atter i Kirken. Wærners er her, og fler‹…› kommer vel fra Kirken, da det i Dag er Offerdag

Til Vildberg har jeg skrevet og meldt os alle til i Morgen Middag: Gud give, jeg fik Lov til at være hiemme! Men her maae jeg følge med og ønsker giærne at see og tale engang igien med min kiære Ane Messel. Naar jeg først e‹…› kommet i Slæden, gaaer det an, men den Beslutning at reyse bort, at forlade mit lille lu‹…› stille Kammer, koster mig saa meget. Men dette Liv er jo nu engang vor Selvfornægtelses- og Prøvetiid. Saa er jeg ogsaa lidt syg i Dag mine Elskede, har ondt for Brystet, Gigt i Arme‹…› derfor bryder ikke om den alt for alvorlige Tone som saa lidt passer sig til den glade Juul.

Naar I nu om nogle Timer saae mig inde imellem den muntre Sværm, kiendte I ikke den her saa alvorlige Moer Koren igien. Det er kun her jeg er og kan og bør være ganske mig Selv! «Klag‹…› med de Klagende, og smiil i det mindste, om du ikke kan lee, med de Leende» – det holder jeg for een af mine første Pligter. –

1373die Juledag «Lad dem glæde sig mens de kan» – sagde jeg, og see, det var saare kort, de kunde. Da vi sad til Bords i Gaar Middags, efter at Ungdommen havde lagt alle slags Planer; hvordan de skulde bedst og muntrest tilbringe Aftnen, blev først Jes, saa Hertel, og endelig jeg kaldt ud. Det foer igiennem mig som et Stik i Hiertet ved det første, end mere ved det andet Vink, og da jeg nu kom, og paa mit ængstelige: «Gud hvad er der da?» hørte: Cancelliraad Horn er død – Arme, arme Carl Horn, som var Siælen i deres Glæde, som kun tænkte paa, hvordan han kunde opfinde nye Fornøyelser! Hans yngre Broder, en vakker Gut, bragte det sørgelige Budskab, og jeg maatte forberede Carl til at modtage det. Forberede? Ney, mit hele Væsen, mine Taare sagde ham alt, og han forstod mig. Her, hvor saa mange tunge bittre Taare har rundet, randt nu ogsaa hans strømmeviis, og mine med ham, rundeligere, end i lang Tiid. Alle forenede sig i at mildne de arme Børns Sorg. Adolphs, den Yngres, Smerte var ikke mere saa nye. Reysen havde adspredt ham. Ogsaa han forenede sig med de Øvrige at kiæle for Broderen, at tale enkelte Trøstens Ord til ham. Selv min søde Lina gik 138hen og stod hos ham som en Trøstens Engel, og smigrede sig paa hans Skiød. Her kom mange til Middag, Præsten Chrystie om Eftermiddagen. De toge paa Julelege, og Aftenen gik taaleligt endda. Selv begge Præsterne, Munthe og Chrystie, blandede sig imellem Ungdommen, da de havde holdt op at spille Kort. Og jeg veed vist, den største Portion Kys i Pantløsningerne faldt i Hornernes, især Carls Lod.

Nu staae, sidde, gaae vi alle færdige til Vildbergreysen, 16 i Tallet. Hertel tager til Byen i Morgen i Følge med Chrysties, for at see og høre paa Stadsen paa Fredag. Telja og Lina bliver ene hiemme. Det støyer og klingler, alt er i en Indpakning og Hurlumhey.

Den 28de Dig, elskede Malla Devegge, min første Morgenhilsen, og min moderlige Velsignelse over Dig og denne kiære Dag, Din Fødselsdag. Engang tilbragte vi den samlede og glade paa Schibtved. Husker Du det? O! hvor mange ere gaaet herfra, hvor mange ere siden disse lykkelige Dage revet fra mit Hierte!

Vel dem, som hviler!

Nu reyste begge Hornerne, den tunge sørgelige Reyse til det øde forladte Hiem. Arme Børn! ingen Fader modtager Eder mere. Her har været 139en Striid imellem mit Husgesinde, i Anledning af den ældre Horns Munterhed i Gaar. Dog træde de fleste paa min Side, og de vilde det Alle, forstode at see dybere, havde Erfaring lært dem, hvordan et blødende Hierte ofte bedækkes under et smilende Ansigt. Og sandelig, med Mandskraft kiæmpede Carl Horn imod sin indre Smerte, fordi han saae, hvordan hvert Udbrud af den nedslog alle omkring ham, fordi han ugiærne vilde mørkne nogens muntre Lune i denne, Munterheden helligede Tiid. Hvordan hans Hierte leed, imens han blandede sin Sang mellem de andres, saae jeg, og det glæder mig, jeg takker Gud for, at ogsaa min fromme, blide Maja saae det, og at hun overalt ikke er istand til, at fælde nogen ukiærlig Dom over sin Neste, og at alle Mennesker virkelig er hendes Neste i denne Henseende.

Det var især min ellers saa gode, retskafne Poppenheim, der aldrig taler ondt om noget Menneske, der opholdt sig lidt over Horns Munterhed; men jeg nævnte hende blot min Koren og Hertel, og saa taug hun. Kan nogen stride mod, og betvinge sin Kummer for andres Skyld, saa kan de –

Jeg tænker i denne Tiid saa meget paa den stakkels Jomfrue Horn, hvis Skiæbne har været saa bitter, hvis 140hele Ungdom er svundet hen mellem Angst og Taare. Tidlig mistede hun sin Brudgom, sin Gustav, strax efter en øm, elsket Moder, hvis langvarige haarde Lidelser man kan giøre sig Begreb om, naar man hører Børnene takke Gud, som endte dem ved hendes Død. Og nu Faderens uventede Nedbrydelse, Overgangen fra den fuldkomneste Helbred til Gravens Rand: thi har han nu ikke i meer end et Aar svævet mellem Liv og Død? «Nu er han det beste, han har været siden han blev syg» – sagde Sønnen da han kom hid lille Juleaften, og jeg spurgte om ham. Det var neppe 24 Timer før han ikke var mere. O Gud! hvilke usle – herlige og usle Væsner ere vi!

Hvordan vi levede i Gaar? Ret meget godt. Men af det belovede Hestekiød fik vi intet. Det kunde ey blive mørt, sagde Moer Messel. Hun er sig selv saa liig igien. Den meste Tiid tilbragte hun og jeg i alskens Samtaler, og mang en gammel Anecdot blev opfrisket igien, alvorlige og latterlige. Hun har en uendelig Hukommelse, min kiære Anemoer, især for det comiske, eller rettere, det opvarter hun helst med. Vi kom hiem i god Betids. Liden Agatha M: blev med os –

141Jeg haster saa meget, som I seer, fra Vildberg. Opholdt jeg mig der længere, kom jeg atter til at plage Eder med de evige Jeremiader, det evige Et og det Samme, som dog selv I, Moer Korens Egne, dag engang maae kunde kiedes ved.

I Dag ere vi alle budne til Giørups paa en Kop Caffe, Ungdommen paa en Dands. Jeg faaer derned en Stund, da det er saa nær herved, og disse gode Mennesker sætter saa megen Priis paa, at vi kommer alle. I Morgen er Ball hos Munthes, men did reyser jeg naturligviis ikke; derimod tager jeg Touren til mit kiære Plogstad, som jeg nu i saa lang Tiid ikke har seet, og stedse stunder til.

29de Fredag Det er et rasende Veyr. Ikke for alt torde jeg lade min Maja tage til Ball. Kista vil ikke forlade hende, og jeg vil ikke forlade dem altsaa bliver Plogstadtouren opsadt til i Morgen. Endnu veed de ikke, at jeg bliver hos dem, og har tænkt at oplede noget ret vakkert til Aftenlæsning. Der skal blive en Glæde.

Til min stakkels Rikke, som ikke er frisk, har jeg skrevet. I Morgen, den tunge Morgendag kan vi sørgende Mødre bedst tilbringe sammen i Stilhed.

142Der var ret morsomt hos Giørups, som efter Sædvane havde opbuden alt for at giøre det godt, alt efter hvad der stod i deres Magt, og saadan Bestræbelse allene bør man stræbe at giengielde ved ikke at lade den forfeyle sit Maal. Men Kl 11 tog jeg, de andre lidt senere hiem, da de i Aften skal ud igien.

De har ikke for godt Veyr til Stadsen i Christiania, og alle deres Lamper blæser visseligen ud.

Løverdag 30te Før Glædensdag paa Hovind. Ak! og nu? Det er den anden Fødselsdag, min Sara, min Eviguforglæmmelige, som Du nu helligholder i Dit rette Hiem, som Du i den egentligste Forstand helligholder. Eller er den 9de Decbr nu maaskee Din Fødselsdag?

Jeg vaagnede mange Gange i Nat af Smerte og Trykning for Brystet. Saa smertelig var mig ikke Natten for 20 Aar siden. O! hvilken Sammenligning! Haab og ventede Glæder forsødede hver Lidelse, og hvad ere legemlige Lidelser mod Siælens! Den kiendte aldrig disse, som kan sammenligne dem med hine 20 Aar! hvilket Tidsrum! Tredieparten af det menneskelige Liv, hvilket Maal endda saa Faa opnaaer. 20 Aar havde hun været i Dag – o Gud! o Gud! –

143Det var desuden en uroelig Nat. Kl 1 kom min Koren, Kl 5 alle de Øvrige hiem fra Munthes[.] De havde moret sig ret godt, hører jeg nu, efter som det dages hos dem: thi endnu, Kl 1: ere de ikke alle komne paa Benene. Men den gamle Præst kunde ikke ganske lade sin syndige Vane, at være grætten. De dandsede længere, end han vilde.

Her hiemme levede vi saa godt i vor Stilhed. Kista, Poppa, Maja, Telja og jeg, læste og snakkede. Somme – jeg nævner ingen – fik sig vel ogsaa en Søvn under Snakken og Læsningen.

Det rasende Veyr vedvarede til det i Dag igien blev for seent til at komme til min kiære Rikke. Og saa gaaer den hele Juul hen, uden at vi sees.

I Morgen tænkte vi, at vilde more nogle unge Mennesker tilligemed de vi har her, ved en Dands. Men vedbliver Veyret at være saa uroeligt, tør vi neppe vove at bede flere, end vi kan skaffe Natterum. De betaler, synes jeg, nogle Timers Fornøyelse for dyrt, ved at reyse lange Veye i ondt Veyr hiem ved Nattetider, eller Morgenen efter Dandsen. Og saa er min høyre Haand; Hertel, ogsaa borte, som kan ordne alt saa behændigt.

144Nytaarsaften.

«Ney, der kommer ingen Hertel i Aften, Veyret er alt for rasende» sagde vi imellem os, og gik til Sengs, fordi de fleste vare udvaagede, og i Aften igien skulde vaage. Neppe havde jeg lagt mig, saa hørte jeg Biælder. «Der er Hertel» – ja, det var ham, og tillige min elskede dyrebare Lotta. Hun havde vovet sig ud i det skrækkelige Veyr, og vilde været tidlig hos mig, fordi hun følte, hvor qvægsomt det vilde være hendes stakkels Veninde, paa denne Dag at have saa mange af sine Elskede om sig som mueligt. Men Føre og Veyr havde tilintetgiort dette kiærlige Forsæt. Dog, I kan tænke Eder, hvor glad jeg kom ud af Sengen, i min Kavay, og i Lottas Arme. Saa sad vi ‹…› nok en rund Time og snakkede om al den Stads ved Festen. Kirkehøytideligheden var det eneste, jeg skulde ønsket at bivaane. Det ere alle eenstemmige i, at 145det var værd at høre og see, men især det første, og blandt dette især Musikken og Pavels Tale. I, som ey vare nærværende, faaer alt dette paa andre Stæder at vide. Kun en Geschichte mellem vor, nu snart savnede Christian August og Justitsraad og Raadman Osterhous, ønskede jeg, jeg kunde fortælle Eder; men den falder en Smule for uhøvisk for disse Blade. Lotta havde været paa Ballet, Hertel ligesaa. Der var Lyst og Gammen uden al Ende. Rosteds har havt et svare Bryderie ved den Omkalfatring paa Skolen. Det skal have taget sig prægtig ud der altsammen, og intet andet Sted i Christiania vilde saa mange Mennesker – over 2000de – kundet rummes. Jeg har ogsaa havt glade, lykkelige Timer i denne Bygning. Ney, jeg kunde ikke udholdt det der, skiønt Lottamoer saa hiertelig havde ønsket mig ved sin Side

146Men neppe vare de glimrende Balgiæster der saa glade af Hiertensgrund, saa almindelig uskyldigmuntre, som mit lille Balselskab her i Aften. Her er ingen uden Husets egne – som da udgiør en betydelig Deel – Lieut: Wærners, Giørups, alle fra Gislevold, og en snild godmodig Lieut: Thorvig. Min lille Faer Mørk har sin Glæde af at see et Par Timer paa de muntre Unge, og især, har Tante Lotta anmærket, følger hans Øye som en Elskers Øye hver min Majas Bevægelse. Han skal præke i Morgen, og kan derfor kun være her kort –

Og saa tænker de, med Dands og Jubel at afskedige det gamle og hilse det nye Aar –

Og saa rækker jeg Eder Haanden, I min Siæls Elskede, til Tak for hver glad, hver trøstefuld, hver lykkelig Stund I skiænkede mig. Hvordan skulde jeg, 147uden Eders ømhedsfulde Ledsagelse tilbagelagt dette smertefulde, tunge Aar?

Mit Hierte er saa beklæmt. Min Tak, min Velsignelse, alle Himlens Velsignelser over Eder, over alt hvad der er Eder – mig dyrebart! God Nat! Musikken toner saa ubeskrivelig Veemod i min Siæl. O! kunde jeg nu have den Musik jeg ønskede! I Øyeblikke som disse, er det mig begribeligt, at Harmonikatoner kan opløse de Baand, som fængsler Siælen til Støvet. God Nat! for hele Aaret God Nat. Er ikke et saadant God Nat, det sidste i et forgangent Aar, et sandt Sindbillede paa vort Livs Farvel – det sidste i det forgangne Liv –

God Nat! Farvel! God Nat!

__________

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1809

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798 (kommer)
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.