Dagbok 1809

av Christiane Koren

[Februar]

76Februarj 3die Ja, her har I mig igien, dyrebare, me‹d›sørgende Venner! I ønske, jeg skal vedblive dette Arbeyde, ønske det, fordi I troer det arme nedtrykte – til Graven nedtrykte Hierte skal slaae lettere – og længere naar det udtømmer sig i Klager ved Eders Barm, i Eders Barm, og hid, mener I, skal jeg tye som til Eders Bryst, i Eders Arme –

Og stærkt maae det være, dette Hierte, som to saadanne Slag i hinanden, ikke knuste med et –

Ogsaa hun borte, min Sara, min Siæls Veninde, min Stytte, da Vilhelm faldt, alles vores Stytte – mit Hiertes Fryd, mine Øynes Lyst. Hun er gaaet til Wilhelm. Jeg vidste, hun snart maatte gaae til ham. Faa Dage efter hans Bortgang hørte jeg, han kaldte hende. Til min Koren, til den dybt nedbøyede Fader sagde jeg det, fordi jeg maatte betroe min Siæleangst til Een, fordi ingen kunde føle og dele den som han. Han bad og skiændte og stræbte at udrydde den skrækkelige Tanke af min Siæl. Men den havde fæstet for dybe Rødder i dens Inderste. Dog, over mine Læber kunde jeg ikke mere bringe den græsselige Vished: Hun gaaer snart til ham. Ofte vilde jeg klage min Angst for Dig, dyrebare Maja, for vor elskede Egerven, da I i de kummerfulde Dage sad her saa kiærligt hos mig; men 77jeg kunde ikke, jeg følte det vilde ryste mig for stærkt. Men kun Gud, kun han, som lagde sin Haand saa tungt paa det arme Moderhierte, veed, hvad jeg leed fra det Øyeblik, hiint Raab – jeg syntes, min Vilhelm stod her uden for mit Vindue og kaldte høyt: Sara! – Nat og Dag, naar jeg vaagede og sov, lød, lød som Dødsbud i mit sønderrevne Inderste. Og da hun nu blev syg, da hun sank ned paa Sygeleyet – ney, jeg vil ikke forsøge at giøre Eder begribeligt hvad jeg leed. Er det sandt, at Uvished er det meest martrende af alle Onder, saa leed jeg mere, om mere kunde lides, i disse fiorten frygtelige Dage, end – da de og alt var forbi –

Ja, det er forbi. Den 9de Decbr, 21 Dage før hun fyldte sit 19de Aar, sov hun sødt og blidt hen i sin Vilhelms Favn. «Jeg kommer, jeg kommer, Vilhelm Vilhelm jeg kommer!» sagde hun, smilende og blidt nogle Timer før den rene Siæl ganske forenede sig med hans. Da stod han hos hende, hendes Engel, aabnede sine Arme for at modtage hende, den Ventede, for at føre hende ind til sin Faders Herlighed. De vare hinanden alt her paa Jorden, deres Siæle vare Eet, som deres hele Udvortes bare det samme Præg, den ædle, rene, lyse Siæls Præg saa umiskiendeligt i sin skiønne Indhyldning.

78Hvordan jeg mange Gange kan være saa roelig, begriber jeg ikke, og hvordan mange Gange den voldsomste Storm med et kan lægge sig, og alting smile omkring mig, som i mit Livs lykkelige Dage. O jo, jeg begriber det: De omsvæve mig, de elskede Bortgangne. Og naar deres Savn vil knuse det jamrende Moderhiærte, saa træder de frem for den gode Fader, og han læser deres Bøn for den trøsteløse Moder i deres himmelske Vemodssmiil og deres Taare, og opfylder den ømme barnlige Bøn; at de maae aande Fred i min Siæl, og Haab, Evighedens Haab, og Giensamlingens Haab og Vished. Og roelig seer jeg da ud i Fremtiden, den er ikke længere mørk og glædetom som før, og mørknes den, falder Savn og de lykkelige svundne Dages Minde for smerteligt paa det vaandefulde Hierte, saa seer jeg hastig henover den formørkede Dal, og det skiønne lyse Land paa hiin Side vinker mig, og straaler fornyet Mod og Kraft i min Siæl. «Jeg kommer, Sara, Vilhelm, jeg kommer!» siger jeg da, og det er mig, som var jeg alt der og hos dem.

Men længe tør jeg ikke dvæle ved det salige Syn. Længslen did og til dem bliver da for smertelig, bliver Marter. Og det maae den ikke. Jeg skal vandre giennem den mørke Dal med faste Skridt –

79Giennem Torne skal du gaae,
Vil du Seyerskrandsen naae –

__________

O! alnaadens Gud! lad mig ikke modtvillig lukke mit Øye for de Lysstraaler der endnu leder mig giennem den mørke Dal, ikke træde kold og uskiønsom forbi de sødtduftende Blomster, som endnu smiler paa min Vey til Graven, som saa giærne vilde qvæle Tornene, og, naar de ey kan det, læge hvor disse saare –

__________

Den niende Decbr, mit Livs skrækkeligste Dag, endnu mere sønderknusende end hiin 4de Novbr – ak! da havde jeg jo hende endnu – forlod jeg i et Slags Bedøvelse Sørgehiemmet. Endnu seer jeg dem alle, da jeg kom ned i den kolde Stue, som blege tause Skygger staae og svæve omkring mig, alles Blik, de taarefulde tunge Blik fastheftede paa mig, og i dem alle saa læseligt: arme ulykkelige Moder! hvordan kan du udholde dette? Jeg havde ingen Taare, ingen Følelse, det var mig alt som en græsselig Drøm. Da jeg gik forbi Kammeret, hvori hun laae, den blege Engel, vilde mine Fødder machinmæssig bære mig did – de vare jo saa længe vante til den tunge Gang derind. Men Hertel, den ubegribelig standhaftige, faste, og dog saa dybtfølende, saa dybtsaarede Hertel, kom derfra 80nesten bærende den mere døde end levende Mørk, som endelig vilde see sin Siæls Yndling engang endnu, og udholdt det ikke. Jeg klædte mig selv paa, glæmte end ikke mit Strikketøy, og hvad jeg ellers pleyer tage med mig. Jeg maae have forekommet dem alle som en Nattevandrer, og stort mere Bevidsthed havde jeg vel heller ikke. Den vaagnede først paa Veyen, da jeg savnede den Ring, som faa Øyeblik før havde sadt paa Saras varme Finger, som Hertel tog af den kolde Haand og satte paa min ligesaa kolde. Vi kom til Gierdrum, min dybtbøyede Koren og jeg. Derfra skulde vi Dagen efter tage til Tøyen, fra Tøyen til Strømsøe. Ney, I Dyrebare! I fordrer ikke nogen omstændelig Beskrivelse over de første græsselige Dage, og heller ikke kan jeg give Eder den. At alle giorde alt, hvad Mennesket kan optænke og udføre til vor Jammers Formildelse, paa Gierdrum; hos Bispens (hvorhen vi tog, min Koren og jeg, medens Børnene og Saras trøstesløse Ven og trøstesløse Veninde, Bergh og Kista Hertel, toge til Tøyen for at forberede den kiære, endnu svage Lotta til hvad hun endnu ey vidste – Presidenten havde ikke kundet sige hende det) – paa det, nesten saa dybt som Hovind sørgende Tøyen, hvor vi bleve i nogle Dage, og siden, siden paa Strømsøe – O! 81først hisset, først naar vi atter forenes med de dyrebare Bortgangne, først da lærer jeg et Sprog hvori jeg kan takke Eder, takke Eder Alle, I Ædle Ømme, for hvad I har giort for mig og Mine –

Min Sara, min Vilhelm, som var om os, som saae, hvordan I forenede Eder i Stræben efter at mildne vor grændseløse Kummer, o! de nedbeder Velsignelser over Eder. «Fader, siger de, maaskee vare de elskede Sydskende, som endnu vandrer i den mørke Dal, hvor de trænge saa meget til den ledende Fader- og Moderhaand, maaskee vare de nu forældreløse, om ikke alle disse Dyrebare med forenede Kræfter havde holdt dem i Veyret, da Kummeren truede at knuse dem i Støvet. Vor Moder – o tilgiv, himmelske Fader, dette Suk for hende, den kiærlige bedrøvede, til Døden bedrøvede Moder – maaskee laae hun nu hensegnet under sin navnløse Kummer, havde ikke disse Ædle taget hende saa kiærligt iblandt sig. Hun havde jo ikke engang Taare. Først i deres flød hendes. Fader! du, kun du kan giengielde dem det!» «Og vil det» – Ja han vil det, han, som ene kan. I Elskede Alle paa Tøyen og Strømsøe, og min Egersøn! Jeg har kun Taare og Følelse for Eders Kiærlighed, Eders usigelige Kiærlighed – og for Din, min Sally B –

82Løverd: 4de Stille henglede Dagene hos Dig, elskede troefaste Maja! Du borttørrede ikke mine Taare, Du græd med mig; Du blandede intet Trøstens Ord i mine bange Klager, Du klagede med mig. Dit Hierte har blødt som mit, og Du vidste, saa dybe Saar kunde ikke forbindes, maatte selv Venskabs lette Haand berøre med yderste Varsomhed. Du forstyrrede ikke min Eensomhed, forsøgte ikke at adsprede mig. Medens Din ædle Don Pedro, der satte sig i min Korens, som Du Dig i mit Sted, ved Reyser, ved at giøre den til Virksomhed saa vante Skriver, idelig opmærksom paa nye Gienstande, som maatte interessere ham, medens vor hulde Thrine deelte sig mellem min i Begyndelsen saa forsagte, saa nedtrykte Maja, og den lykkelige muntre Lina, og mig, var Du ganske min. Selv da Thankes Familie saa uformodentlig overraskede Dig, og vor stille Roe med et blev afbrudt, var Du min som før, havde jeg og mine de samme Beqvæmheder, den samme uforstyrrede Roelighed, og, hvad der var meer end alt dette, Din og Din og min Thrines Selskab som før – Et nyt Stød traf Dig og Dine Elskede, skrækkeligt opreves paa nye de aldrig lægte, ved Tidens Haand neppe forbundne Saar, i Omsteds Død. Han gik til sin store og lille Petra, savnet, som Faa savnes, elsket og begrædt. Da saae Du, hvorfor Din elskede Petra var Dig 83berøvet: Hendes ømme varme Hierte skulde ikke briste under den unævnelige Kummers Byrde, hendes korte skiønne Liv skulde ikke formørkes ved nogen Skye – som min Sara, som min Vilhelm, skulde hun naae det hellige Land, uden at kiende andet af Livets Pillegrimsvandring, end blide Solskinsdage, lune maanlyse Aftner – O! de Lykkelige! de Lyksalige!

__________

Juleaften skulde den troe Hertel følge med min stakkels Jes til Strømsøe. Han havde været her hiemme, været med Hertel paa Tingene, og – fulgt sin Sara til sit Hvilested hos Vilhelm. Jeg var den Dag meget syg, min Maja og Thrine sadde tause ved min Seng, en af dem blev stedse hos mig. Imellem var jeg oppe, men ikke længe, før om Aftenen, da jeg nødig vilde, de kiære Ventede skulde finde mig liggende. Ogsaa kom den unge Sorenskriver Christie did, som jeg ønskede, endnu engang at see og tale med. (Han havde giort sig Regning paa, at tilbringe en glad Juul her paa Hovind, og derfor ilet saa meget med sin Reyse – en glad Juul paa Hovind! – o! forbi, forbi!) Alle vare saa usædvanlig stille, og jo længere det leed imod den Tiid jeg ventede min Jes og Hertel, jo stillere bleve de; dog, jeg var for svag paa Siæl og Legeme til at mærke det da. Naar jeg saae ud af Vinduet, og undredes, hvor de bleve af, tog Moer Cappelen eller Thrine mig i sine 84Arme, og sagde imellem: der kunde vel være kommet Hindringer, mueligt, de ikke kom den Aften, osv. – men det hørte jeg ikke, jeg vidste, de maatte komme – Og da de nu endelig kom, Kl 8: – hvor fløy alle dem imøde, hvor zittrede min Maja C og Thrine, og udbrød i Tak til Gud, at vi havde dem. Denne ængstelige Glæde var mig, selv i min daværende Bedøvelse paafaldende[.] Men da jeg siden efter fik høre dens Aarsag! O! tænk Eder, Elskede, fra Fredag Formidd: til Løverdagaften havde min ømme Moer C: og min Thrine og de Alle gaaet i den hierteligste Angest. Rygtet havde sagt, at min Jes var død, at Hertel laae uden Haab. Gud tilgive den eller dem fra hvem det græsselige Rygte havde sit Udspring. Ondskab var det vist ikke, snarere maaskee Frygt som har givet den første Anledning hertil. Gud være lovet, at det var usandt! Men hvad de leed, de ømme velsignede Venner, o, det kan I selv forestille Eder, I, som elsker os som de.

Anden Juledag reyste Thankes, og vor gamle roelige Samliv begyndte igien. Kun havde vi giærne beholdt vor kiære Hertel længere, men hans Nærværelse herhiemme var saa nødvendig. Tredie Juledag forlod han os. Vi bleve til 3die Jan: og de ædle Mennesker lode os endda saa nødig reyse, brugte alle Bevæggrunde for at beholde os længere. Men vi maatte see, 85hvordan det stod til med de Elskede paa Tøyen, maatte være Hovind nærmere, og skridtviis komme det nærmere. Til Eger kom vi ikke, saae vor kiære Provst kun en eneste Gang. Muelig seer jeg ham i hans Hiem, og Lisebarnet, som jeg slet ikke fik see, mod Vinterens Slutning. Hvad der giorde den tunge Afskeed fra det cappelske evigvelsignede Huus end tungere, var, at min Maja C: i flere Dage leed af en smertelig Tandpine. Og jeg maatte forlade hende, da den var paa det høyeste. Men mit Hierte blev hos Eder, I Sieldne! blev der, hvor det havde fundet Hvile i sin Træthed, en Havn mod de voldsomme Storme ved den troefaste, af lige Storme rystede Majabarn, og ved min Sara-Thrines – thi som min Saras vogtede hendes ømme, ofte vaadeBlik paa min mindste Bevægelse – dog, jeg vilde jo ikke forsøge at sige hvad I vare mig, hvad I giorde for mig. I Himlen har Sara og Vilhelm sagt det, og en Engel tægnet det i Livsens Bog.

__________

Med lige Ømhed modtoges vi paa det kiære, o, alt for kiære Tøyen. Her vare vi en heel Maaned, min Koren giorde nogle Toure hiem, og kom ind igien. Hertel kom ind i Markedet, og Zarine Biltzing og Nella Møller og den stakkels Bergh. Vor Sally kom der saa ofte hun kunde, og mange, som jeg giærne stedse seer, og intet Øye blev tørt, selv ikke det mandlige, naar det mødte mit, og alle, selv de som aldrig saae mig, delte mit og Mines Tab, vilde 86lindret den, om de havde kunnet det. Saadan vare de elskede, de Bortgangne. Ja, det er sødt, sødt og bittert, at de vare saaledes elskede, og nu – er borte –

«Er du da gaaet bort, Gutten min! kommer du aldrig til mig igien?» jamrede Hertel, da hans Vilhelm, hans Kiæreste paa Jorden, sov hen i hans Arm. Ogsaa Sara slumrede ind i sin sidste Søvn i hans troe Vennearm.

__________

Presidenten havde været meget syg mens vi vare paa Strømsøe, dog fandt vi ham Gud skee Lov brav da vi kom tilbage, og vor elskede Lotta ligesaa, paa nogen Tandpine nær, som blev værre og værre og udmattede hende ganske. Dog gik den over imod den Tiid vi skulde reyse hiem, og da det kiære syge Barn, Sally, ikke torde, eller rettere, ikke fik Lov af de frygtsomme Gamle at reyse – o, det kostede os begge mange Taare – vilde hun endelig følge med, den Gode. Den 30te Jan: toge vi fra det blide Tøyen, hvor, som her, ethvert Fied minder om dem, hvor Vilhelm savnes, om mueligt smerteligere end her –

Min Jes har faaet noget af sit Mod igien, er roelig, ja endog munter undertiden. Nødig saae jeg ham forlade sit gamle Logie og den sieldne, moderlig sindede Mad: Hansten. Men her mindede alt ham saa smerteligt om sit store Tab, her, hvor hans Broder, Ven og Leder levede de lykkelige Dage med ham –

Han logerer nu hos Bøyesens paa Torvet i Christiania

__________

87Efter Aftale og Løfte toge vi – det var i Dag 8te Dage – først til Gierdrum Præstegaard – Farvel, Tøyen! Farvel, gode, ædle President! Farvel, Bergh, min Saras Ven, min Ven! og Gud ledsage Dig! Farvel, dyrebare, min Saras og min dyrebare Kista! Hav Tak for alt, al Eders Omhu og Kiærlighed, den Gud kun kan lønne, og først hisset, hvor vi ikke mere sige hinanden Farvel –

Jeg var ingenstæder i Byen, uden en eneste Gang hos Pavels. Der var vor Sally og Rasmussen, og Moer Bull, min Koren, Maja, Lina og jeg. Det var mig en tung Aften, et tungt Møde med Rasmussen, som med Arnesen, de eneste af Skolelærerne jeg saae – o! hvor de har elsket ham! ethvert Øyekast siger mig det, og siger: «Moder, hvilken Søn har du tabt! arme Moder! og hvilken Datter!» Tabt! ney – o ney! – kun for en kort Tiid – maaskee en saare kort – ere de forud i det lykkelige Land, og bereder mig Værelser i deres Faders Huus –

__________

Paa Skolen var Høytidelighed, Musik, en Tale af Biskoppen o.s.v. i Anledning af vor gode Konges, vist ham ikke glædelige Fødselsdag. Jeg var der ikke – jeg kunde ikke see dette Sted igien, hvor jeg havde seet min Vilhelm min Siæls Yndling og Stolthed, seet ham med saa glade, saa ‹…› høye Forventninger, og nu skulde savne ham, og hans Sted ikke mere findes paa Jorden –

88Min gode Egersøn var i Byen til Geburtsdagshøytiden, og paa Tøyen en kort og en længere Visit. Han bragte mig et Brev fra min Moer Cappelen –

Paa Tøyen besvarede jeg det kiære kiære klagende Brev fra Eder, I Dyrebare dernede, da I havde hørt min Vilhelms Død – og naar nu det andet skrækkelige Dødsbudskab træffer Eders ømme barnlige Hierter

Det var med en Capit: Munk, nu forlovet med lille Dorthea Bull, jeg sendte Eder dette lange under tusend Taare skrevne Brev. Giid han og det kom vel og snart til Eder! Saa seer I da, jeg lever, har overlevet dem, er stærk – I forestillede Eder det neppe, og mig selv er det saa underligt. Naar hører jeg fra Eder! Isen hindrer al Færsel mellem Danmark og Norge – Først i Martj Maaned troer de, den vil komme i Gang igien. Hvilken lang Tiid! ak! Tidens Vinger bevæge sig ikke mere saa raskt som før. Har den endnu Vinger?

Endnu maae jeg dog, før jeg forlader Tøyen – og for ikke at skrive stedse i een Tone – fortælle Eder, at Flohr, som forestod Skolehøytiden, havde udelukket alle ugifte Fruentimmer derfra. De fik ingen Billetter. Desuagtet vare der adskillige, hørte vi. Men opbragte vare de vel mod ham, tænker jeg, og friede han i denne Tiid, imens denne Uartighed var dem i frisk Minde, fik han vist Kurven. Sligt er dog nok hans mindste Sorg.

Ogsaa til Øhlenslæger skrev jeg paa Tøyen. Den for hvad der kan glæde mig saa omhyggelige Præst Wulfsberg, 89paatog sig at besørge det under Ministerens, Dreyers, Addresse. O! maatte han faae det, det sørgelige Brev, det moderlige! Fra min Haand, jeg veed det vist, skal Balsam dryppe i det Saar, for hvilket jeg ikke kunde skaane hans Hierte. Arme, kiære Adam! Hun gik bort, bort fra os, ogsaa fra Dig, Din Syster, Din Sarotje, som Du til Livets sidste Stund var saa meget – som Du hisset skal være mere – som Du aldrig glæmmer.

__________

I Dag 8te Dage, d: 30te f M kom vi til Gierdrum, min velsignede Lottamoer, min Koren, Hanna Bull, Zarine, Maja, Lina og jeg. Saa kiærligt modtoge de brave Præstefolk os, og end kiærligere vor troefaste Hertel og Telja. Giensamlingen mellem hende og Lina, den søde Lina, som er alles Kiæledægge, især Presidentens og Faer Cappelens, alles vores Opmuntring, var som imellem Moderen og det længe savnede Barn. Hverken Lina eller Maja veeg fra den kiære kiære Telja hele Aftenen, og fulgte hiem med hende og deres ey mindre kiære Hertel. Vi bleve der om Natten, og Tirsdag Eftermidd: d: sidste Jan: toge vi derfra, ledsagede af det hele Huus. Det var et af mit Livs tungeste Øyeblikke, da jeg saae Hovind igien – –

Efter den ædle Hertels Foranstaltning var her de, jeg helst pleyer see her, kom ogsaa min elskede Rikke, skiøndt hun ikke var frisk, og hendes Borchsenius – Saadan at samles igien – Gud o Gud!!! –

90Vi kunde ikke undgaae, i Torsdags at giøre et Besøg hos Munthe. I Gaar vare vi hos Fogdens. Nu det er forbi, er jeg tilfreds med, at have været første Gang paa Plogstad, i den nye vakkre Boelig, i stort blandet Selskab, og fulgt did og hiem af min Lotta og alle mine Elskede her –

I Dag den 6te – vi kunde ey slippe det – maae vi til Ritmester Ingiers. Ellers vilde min Lotta reyst i Dag[.] Saa er det da godt, jeg beholder henne saa meget længer[.] Men nu er det ogsaa forbi. Hun li kommer ikke her tilbage, men ligger i Nat, for at være over en Miil længere paa Hiemveyen i Morgen, i Ullensager Præstegaard. Jeg kan ikke forlade hende, kommer altsaa ikke hiem før engang i Morgen.

De mener det saa godt, med deres Indbydelser, troer det skal adsprede og muntre mig. O! vidste de, hvor det just er det Modsatte!

Jeg elsker meer mit Suk, min Sorg, min Taare
Min Mathed selv behager mig saa saare –

__________

Saa Tak, min Lotta, ømme hulde Veninde! fordi Du fulgte mig, fordi Du blev saa længe, Du kunde for al al Din Godhed og Kiærlighed, alle Dine Taare for vore Elskede Bortgangne, og for mig!

__________

91Onsdag 8de Febr: Hvor det er stille overalt, og saaledes bliver det nu herefter – – Kl 11 i Gaar Formidd: reyste min kiære Lotta fra Ullensager Præstgrd. Hertel fulgte hende, og kommer, da han har Forretninger paa Hiemveyen, ikke her igien før Løverdag. Min Koren kommer vel heller ikke før. Poppenheim, som har været her hele Tiden, fulgte med tilbage i Gaar. Jeg læser lidt imellem, saa længe mit Bryst holder det ud, for hende, Zarine og Smaaepigerne; men allerhelst er jeg her, ene med min Sorg, mine Bøger og mit Skriverie.

Vor elskte Lotta fik det ferdigskrevne Dagboghefte med sig. Hid tyer jeg, som I seer, saa ofte jeg kan. Hun havde deyligt Veyr, og jeg haaber, Touren skal virke til hendes fulde Bædring. Ogsaa Tanken om, at det var en sand Kiærlighedsreyse, at hendes Nærværelse gav hendes stakkels Veninde saa mangen bliid Stund, vil bidrage sit til de gode Følger. Og saa Tak, Du Gode! for hvert Øyeblik vi nu i saa lang – og tung Tiid – har tilbragt sammen, for hver Din kiærlige Bestræbelse at formilde min Kummer, for hvert ømt Blik, hver Taare! –

Jeg og mit Følge fik ey Lov at tage fra Ullensgr før over Middag. Det er en svær Kulde, og jeg føler, det ikke er mig tiænligt at være ude, som det overalt er mig tiænligst at være hiemme og i min aldeles uforstyrrede Roe.

Men denne Følelse skal ikke bringe mig til at miskiende alle de gode Menneskers Bestræbelser for, paa deres Viis, at muntre mig. Deres kiærlige Hensigt fortiæner min Tak 92Tak og Erkientlighed ligesaa fuldt, som om de opnaaede den. De dømme mig efter sig – og hvad kan Mennesket mere? Paa Maastad i Mandags var, blandt de Mange, min kiære, egen Rikke, jeg havde min Lotta med, og den blide Zarine, hvis Øyne saa troet vogter paa alle mine Bevægelser, og min kiære Hertel; der var en velsignet Børneflok, og efter Sædvane holdt de sig stedse til mig, især et Par Smaa-Piger, som ikke veeg fra mig, og passede meget nøyere paa mine Tal – vi spillede Lotterie – end jeg som ganske roelig kunde strikke paa min Linastrømpe. De bleve ordentlig ærgelige paa den, som trak slet for mig og jublede høyt, naar brav mange af mine Tal kom ud.

Det er et ærefrygtbydende Syn, at see denne gode moderlige Moder omgivet af alle de velsignede sunde, muntre Glutter – hun har 11 Levende, de 9 hiemme. Gode, lykkelige Moder! o! at intet Uveyr maae bryde løst over din huslige, salige Fred! Hendes ældste Søn er saa gammel som min Vilhelm var, en vakker, beskeden Yngling, hendes ældste Datter et Aar yngere end min Sara – ak Gud – ogsaa – var – det er skrækkeligt, skrækkeligt –

__________

Jomfr: Ingier er ikke smuk, har ikke, hvad man i Verden kalder Dannelse, men hvad jeg, hvad sikkert I alle mine Elskede kalder saa. Hun er dannet i den stille huslige Kreds til en god Husmoder, til at blive hvad hendes Moder er, og hun er sandelig meget. Hvad der fornæmmelig giør mig hende interessant er den hiertelige Ømhed hvormed hun hænger ved sine smaae Sydskende, og de ved hende, den 93virkelig moderlige Omhu hun bærer for dem, og som de Smaae veed saa godt at sætte Priis paa. Med sin mindste to Aars gl: Syster paa Armen er hun rigtig vakker, og den Lille er ingenstæder saa giærne som hos Aaga – saa forandrer hun Navnet Aasla, som jeg synes, til dets Fordeel. Men flere end jeg og de Smaae veed at skiønne paa Pigen: En temmelig aldrende Enkemand her i Naboelavet har i denne Tiid friet til hende men faaet et ligesaa beskedent som bestemt Ney –

__________

I Eftermidd: venter vi Nella Møller hiem fra Byen. Mueligt bringer hun mig noget fra Dig, min Maja C – det er længe, ak længesiden jeg hørte noget fra Dig – I Dag seer Du maaskee unge Bergh, som paa sin Reyse til Tønsberg (hvor han paa saare fordelagtige Conditioner skal gives Time-Information) saa giærne vilde see Dig og Dine, og har Brev med fra mig, og saa mange laante Bøger. Det vil være Dig og vor Thrine smertelig kiært at see ham –

Min lille eller yngste Maja, var i Gaar første Gang hos Fader Mørk som tilkommende Confirmant. Det er tidligt –hun var først 14 Aar i Octbr – og jeg veed ikke selv ret, hvorfor hun skal gaae saa tidligt, hvorfor jeg ønsker det. Maaskee for ikke herefter at knæle saa eensom med min Koren for Altaret –

__________

Fredag 10de Nella kom først i Aftes. Tak, min Moer Cappelen, for Brevet med hende. Det bar som alt fra Dig, Din 94Din kiærlige Siæls Præg. Men dog bedrøvede det mig saa meget, det ømme Brev: Nesten betages mig alt Haab om at see Dig, Du Gode, paa Hovind i Vinter; og det haabede jeg dog saa vist, og glæmte – allerede nu: at intet jordiskt Haab bør fæste Rødder i min Siæl – Tak, I Hulde! min Lotta, min Sally! for Eders velsignede Breve. Jeg takker Gud, fordi Du, elskede Lotta, i den strænge Kuld kom saa rask og vel til Dit kiære Hiem, fandt alt vel der, og er det selv efter Reysen. Dog, ikke alt: Den stakkels vakkre Yngling, Colbiørnsen, som nu er bleven syg paa Tøyen, som om der stedse skulde være noget at ængstes over. Men Nella forsikkrer, det ey er farligt. Mere venter jeg at faae vide af vor brave Hertel i Morgen, og af det lovede Brev fra min Kista. –

Mad. Vangensten, og hendes Svigerinde, Madam Holbye, var her i Gaar. Ogsaa Fabritius kom. Ethvert saadant Møde, som gienkalder de lykkelige Dage, de svundne lykkelige, er mig saa tungt. Disse, alle disse have deelt saa mange af de lykkelige Dages Glæder med mig og Mine. Min gode Thrine V: græd saa hede Taare ved min Barm. De qvæger og smerter, saadanne Taare. Dog ney, de kan ey andet end qvæge. Hvor det var mig kiært, min elskte Maja! at jeg havde alt sendt Dig et Dagboghefte, før Du saa varsomt og ømt yttrede Dit Ønske: at jeg vilde fortsætte den. –

95O! hvormed kan jeg, jeg vil ey tale om Giengield – men hvormed kan jeg vise, at jeg føler dybt i mit saarede Hiertes Inderste, hvad I ere mig, hvad I har giort for mig, at det er ved Eder dette Hierte slaaer endnu, og slaaer de endnu muelige Glæder imøde – hvad andet Vidnesbyrd herom kan jeg give Eder, end mine Bestræbelser for at opfylde Eders kiærlige Ønsker – og naar jeg opfylder dem, hvad giør jeg da? Paalægger mig nye Forpligtelser: thi er ikke mit og Mines Vel, min Beroeligelse og Siælefred, Gienstanden for disse Eders vennekiærlige Ønsker?

Naar Dødningklokken i hver Tone lyder,
Naar hvert et Fjed om svundne Glæder minder,
Naar Haabet har opreyst sin stille Throne
Blandt friske Grave, blandt de Elsktes Grave;
Naar Hiertets dybe Saar i Stilhed bløder,
Og Verden ligger for os tom og øde,
Da er der kun een Punkt – foruden Graven –
Hvorved det vaandefulde Hierte hviler:
O Venskab; Himlens Datter! Du allene
Forbinder Hiertet, saa det ey forbløder –
Din lette Haand allene smerter ikke.
Du lader Saaret mildt og sagte bløde:
Du veed, at Saar, som ikke bløde, æddres –

__________

96Løverd 11te I Dag ringes en Mand til Hvile, som er frossen ihiel. Han var meget ordentlig, ædruelig og brav, men plaget af Hovedsvimmel. Den har formodentlig overfaldt ham paa denne, hans sidste Vandring.

Frygt aldrig for Vinterens mørkeste Skye –
Du slumrer i Lye.

__________

Søndag 12te Posten kom først i Morges. Den bragte mig tre ret behagelige Breve, et fra min gode Kista med Efterretninger om, at alt er saare vel paa det velsignede Tøyen, kun ikke den vakkre unge Colbiørnsen som er der i et Besøg – dog det veed I jo. Men farligt er hans Tilfælde imidlertiid ikke. Min Lotta vedbliver at være færm efter sin Tour. Den troe Kista lider – ak, jeg veed det – paa Siæl og Legeme, men klager ikke, fordi hun som hendes sieldne Broder allene lever for dem, de elsker, kun lider naar de lider, glædes naar de ere glade.

Det andet Brev var fra den brave unge Sorenskriver Christi, et meget interessant Brev, det tredie fra en af min tidligste Ungdoms beste Veninder, Apotheker Bulls Kone i Bergen. Vel har jeg ofte, og med Grund, været fortrydelig paa denne forunderlige Kone, men naar jeg læser hendes Breve, og naar jeg saae hende, saa er, saa var alt glæmt, og det er og var mig atter som for 5, 6 og 20 Aar siden – Den reneste Ømhed, den varmeste Deeltagelse aander dette hele lange Brev, og stod hun nu for mig, Edvard Storms siælfulde Syster, jeg sank grædende til hendes Bryst, og afbad, at jeg ikke altiid havde, ikke 97altiid kunde elske hende. Hendes Storm har været meget syg. Min Vilhelms og endnu mere min Saras Død har rystet ham stærkt. Hvor han var mig kiær, denne høyst elskværdige Yngling! hvor Sara var ham kiær!

__________

Saa er det Fastelavnssøndag i Dag! Den forrige Fastelavnssøndag – o Gud! o Gud! da vare alle mine 5 Børn forsamlede her, og skulde om Aftenen til Ball – det sidste Ball hvorpaa de vare samlede. Jeg var hos Dig, elskede Maja, jeg og min Koren og vor Sally B: Jeg mindes alting saa grant, hvor jeg var lykkelig, hvor alt smilede saa himmelskt omkring mig! Kun Frygten, at de dyrebare Børn skulde forkiøle sig i det onde, kolde Sneefog, foruroeligede mig lidt. Men saa stolede jeg paa min forsigtige Hertel, og paa den forstandige, om sig selv og alle saa omhufulde Sara – Ja, de havde en glad, en herlig Aften[.] Paa intet Ball, sagde de alle, havde de saaledes glædet sig –

Vi havde ogsaa en glad, en herlig Aften. Vor kiære Egerprovst kom da vi vare stegne fra Middags Bordet – der var stort Selskab – Kl: over 12, da alle vare borte, sad vi endnu en Time vist, inde i den lille hyggelige, fortroelige Stue, sladdrede, sang og hørte paa Sang, saa Don Pedro vaagnede, og min Koren gik til Sengs –

Es ware gute Zeiten, die nun vorbei sind –

__________

98Tirsdag 14de I lang Tiid har jeg ikke glædet mig saa til noget, som til en Tour, jeg i Gaar skulde giort til Plogstad, hvor jeg skulde blevet til i Dag. Jeg har jo i nesten et halvt Aar blot seet min elskede Rikke. Ikke en eneste god fortroelig Time har vi sadt sammen som vi pleyede. Ak! men da var ogsaa alting anderledes – –

Veyret raser uden Ophør fra i Gaar Nat, Sneefog og Storm, og jeg er mismodig over at see mit Forsæt tilintetgiort. Men tilsidst lærer man jo dog vel, at finde sig i saaledes at see sine Forsætter, Planer, Ønsker, Haab, og alle Gienstande for dette Jordlivs Drømme, tilintetgiorte.

Jeg har vist ofte sagt Eder, Elskede, hvor glad jeg var, hvor jeg takkede Gud, fordi han blandt sine andre store Velgiærninger – o! jeg var meget lykkelig – ogsaa gav mig den, en af de største: at beholde min hele ungdommelige Varme, min hele, fast barnagtige Glæde over mange Smaaeting. Da bad jeg, med fuld Tilliid, som Barnet beder: «Fader, forund mig at blive saaledes Barn til min Dødsstund, til jeg som Barn gaaer ind i din Himmel!» Men ogsaa det er forbi. Jeg er ældedes skrækkelig. Sneese Aar ere tilbagelagte i disse 4 Maaneder – endnu ikke 4 Maaneder – det er smerteligt forbi –

99O! ney, gode, kiærlige, strænge Fader deroppe, jeg er ikke uskiønsom! Jeg er ikke, ved de Glæder du har berøvet mig, blevet følesløs ved de, jeg har tilbage. De høye, store, rene, de som skulde følge med mig i Evigheden, fornyes og forhærliges der, har jeg tilbage.

Der, Ædle, Store Herlige, Schiller, Ewald, Herder, og I andre deres Brødre, der skal jeg takke Eder for nogle af mit Livs lykkeligste Timer, takke Eder fordi I, som troefaste Venner, som min Siæls Venner, ikke forlode mig i Livets bittreste Timer, ikke lode Eder afskrække ved det kolde, ligegyldige Blik hvormed jeg vel ofte gleed hen over Eders Trøst- og Fred- og Haab-aandende Blade, men vare altiid lige redebonde lige færdige til at giøre nye Forsøg paa at bringe Lys og Haab og Roe ind i det mørke haabløse trætte Hierte. Og dig, ædle, eneste Jean Paul! ogsaa dig skal jeg først see der, hvor Herder og Ewald og Schiller, hvor min Sara og Vilhelm og mine tre Smaae, og Dichmann,Dichmann] rettet fra: Dichmand ved overskriving og Fader og Moder, og min ædle Lærer og hans Marie og de flere Forudgangne alt nu kiende dine herlige Brødre – der skal jeg først kunde sige dig, hvad du her var mig, du, for hvem det menneskelige, det qvindelige, moderlige Hierte, bævende af Fryd, blødende i navnløs Smerte ligger aabent, som en opslaaet Bog. Kan den Fred 100den Himmelfred, som maae boe i en Siæl som din, herneden forøges, o! da maatte den forøges, om du kunde see de milde, de lindrende Taare, du i disse Kummersdage saa ofte har aflokket mine tørre, hedehede] rettet fra: hete ved overskriving Øyne.

__________

I, mine Dyrebare, som kiender og elsker ham som jeg, til Eder siger jeg intet. Men I, mine Elskede, som ikke kiender ham, lader Eder ikke afskrække ved Mængdens Domme, og, har I trodset disse, overvind ogsaa – hvad der maaskee falder Eder endnu vanskeligere – den Kiedsomhed eller Harme over det meget Uvedkommende, tidt Uudgrundelige, han indvæver i alle sine Værker, meer eller mindre (Gud veed, store, underlige Mand, hvorfor) men gaae ‹…› modige og utrættede frem, og jeg vil tabe Eders Tilliid for Fremtiden, om I ikke finder Eder rigelig lønnet, ikke takker Eders Moer Koren, som aabnede Eder denne rige, uudtømmelige Kilde til den reneste Siælenydelse.

__________

Hans Hesperus, hans Unsichtbare Loge, hans Titan – læs dem, de tvende første for alt, og, i hans Leben des Quintus Fixlein, som i disse eensomme Dage saa hærlig vederqvæger mig, læs deri Die Mondsfinsterniss, den deyligste af alle Allegorier, saa herderskskiøn, og Der Tod eines Engels, og endelig, Rosamunde og Eugenius – 101Denne sidste, den i unævnelige Lidelser forsmægtende Kones og Moders: «Maae jeg endnu ikke døe?» Gud, hvor ryster det Siælen i sit Inderste! og da nu endelig «Fredens Engel brød det himmelske lidende Hierte» og den forudgangne Søn og Mage modtoge den Forklarede – «Und die Wellen der Wonne schlugen hoch über die selige Welt zusammen, und alle Glückliche und alle Kinder sahen unsere Kugel an, die noch im Schatten zitterte –»

__________

Ja wohl ist sie in Schatten. Aber der Mensch ist höher als sein Ort: er sieht empor und schlägt die Flügel seiner Seele auf, und wenn die sechzig Minuten, die wir sechzig Jahre nennen, ausgeschlagen haben: so erhebt er sich, und entzündet sich steigend, und die Asche seines Gefieders fället zurück, und die enthülte Seele kömt allein, ohne Erde und rein wie ein Ton, in der Höhe an  –

__________

Løverd: 18de Om Onsdagen blev det endelig godt Veyr, og jeg begav mig til Plogstad, hvor jeg, hvad aldrig er hendet før, ikke fandt min Rikke hiemme. Hun var paa en Auction (hvor ogsaa min Koren var) men kom hiem nogle Timer efter mig. I denne Mellemtiid tumlede jeg mig med de søde, vakkre Glutter, og den husraadige Jomfrue Heyde skaffede deylig Caffe tilveye. Saa kom min velsignede Rikke, glad over at see sin Moer Koren, men harmfuld over, 102hun ikke havde modtaget hende som sædvanligt – saa kom min Koren, og endelig han Faer siøl, kiørende sit Auctionsgods hiem, og saa blev jeg der hele Torsdagen over, og om Eftermidd: kom Jomfruene mine herfra, og Lina mi, hvilken sidste blev igien hos mig, og i Gaar atter tilbage hos de Smaae, og har jeg Haab og Løfte om at see alle, de Smaae og Store her i Morgen, og har saa Eders Moer Koren levet nogle, ja mange behagelige Øyeblikke, de behageligste, vemodsfuldgladeste ene med sin saa ganske sympathiserende Rikke, og seer nu Morgendagen imøde med Haab om slige flere.

Vor Sognepræst kom i Gaar hiem fra Hedemarken, hvor han har udkaaret sig en Brud, Obrist Meyers Datter, som skal være en huslig brav Pige, men er meget grim og, at see til, utækkelig. Arme Andreas sørger meget over dette sin Faders nye og hastige Valg. Han er virkelig syg, og har lagt nesten i tre Dage. Ney, jeg undres ikke over det: Det maae være en smertelig Følelse at see en saa dyrebar Persons Plads besadt med en Vildfremmed. Og end ubehageligere maae dette være for den anden Søn i Kbhn, som finder ved sin Tilbagekomst alting saa forandret paa engang. Ja, tilvisse er meget forandret, sørgelig forandret, siden han forlod sit Hiem og Norge

__________

103Søndag 19de Atter en velsignet Post, to Breve fra min dyrebare Maja C, to lange, kiære Majabreve – Men intet fra Eger, aldrig noget fra Eger. Dog jo, mange og barnlige Hilsener ved vor M: C, og det er noget, er meget – men før var det dog anderledes. Nu kan det vel ikke være anderledes. Ney, min altiid lige troefaste Søn, lige ømme Ven, jeg veed jo, det kan ikke være anderledes. Og nu er der jo saa meget, som ikke kan det. I hine sørgelige Dage, da min ædle Dichmans Død nedtrykkede mig saa skrækkelig, o! hvad var da ikke disse sønlige Breve mig! Og nu – ere mine Dage nu glædelige? – –

Tilgiv mig, min gode Frederich! Gud veed, det er ikke Bebreydelse, men det faldt saa tungt paa mit Hierte nu med engang –

O! Maja! Maja! hvad Du er mig, giengielde Gud Dig hernede og deroppe!

Og atter har min elskede hulde Lotta havt den fatale Tandpine i saa høy Grad, at hun har holdt Sengen. Jeg troede saa vist, Du Gode, at Din Kiærlighedstour hid skulde bortfjærnet alt saadant Onde fra Dig. Ganske frisk er jeg heller ikke i Dag; men min Rikke kommer jo, og min Lina, og de flere Kiære fra Plogstad – Efter 8 Dages Fraværelse kom Hertel hiem i Nat, og skal igien hele neste Uge være borte; og jeg savner ham saa nødig.

I Gaar kom ogsaa min ulykkelige Broder tilbage fra det Sted, min Koren og Hertel havde faaet ham til, og hvor vi troede, han for stedse skulde blevet. Det var mig en stoer Lettelse – Men nu er ogsaa det forbi. Det har nedslaget mig meget –

104Mandag 20de De vare her, alle de Gode kom, og bragte mig min Lina, som vi nu alle begyndte alt for meget at savne. Men det lille søde Thrinebarn var ikke med: Det blæste lidt, og saa torde den ømme Moder ikke tage sin lille Yndling ud. Den raske Rasmus og lille Lodviska Radik var med min gode Fut og min Rikkemoer, og Dagen gik saa godt, skiøndt jeg ikke var saa aldeles frisk. Lille Fader Mørk, som saa ofte seer til os, hvis Hierte hører os saa ganske til, var her ogsaa, og med ham den underlige Original, Klokker Windholdt fra Christiania.

Torsdag 23de I Gaar prækede Munthe her ved Kirken, første Gang for sin unge Brud. Børnene var der, og Zarine troede vist han vilde præket over Brylluppet i Cana Galilæa – og det i Fasten – det er nogle ugudelige Unger –

Vi vare alle budne til Walboms til Middag. Da jeg var i Færd med at læse og udskrive det sidste af min Jean Paul, for at faae den og mit Brev sendt min Maja C: kom Major Krohg og Kone og Frue Leganger, og af mit Arbeyde blev ey mere den Gang. Vi vilde da blevet hiemme; men Doctoren kom selv, for at faae os alle did, og saa blev det. De vare især komne hid for at faae mig op til sig; men jeg har ikke bestemt mig dertil endnu. Hiemmet er mig saa kiært, mine Sysler her saa velgiørende for mit Sind – det koster mig meget kun for en Dag at forlade det, endogsaa naar Touren gaaer til min Rikke; dog, er jeg der først, er jeg for vel til at angre det. Men der er det ogsaa en anden Sag. O! jeg miskiender ikke alle disse gode kiærlige Menneskers Kappelyst 105i at vise mig Venskab og Ømhed, saa lidt som jeg er urimelig nok til at fordre eller vente de alle skal kunde have min Maalestok for hvad der er Interessant; og de kan være det hver paa sin Maade i høy Grad; men nu maae jeg enten være ene med mit lidende Hierte, eller kunde helde det til et ligefølende. Den gamle, med alle sine Mangler dybt og varmt følende Professor Leganger lod mig hilse: at han havde giort sit vakkre Studeerkammer saa peent, og lagt saa mange Bøger frem til mig. Men mit lille grønne Kammer er det dog ikke. Sara, Vilhelm, og I, mine end Levende Elskte, har ikke helliget det, som dette, med Eders hulde Nærværelse – Eders Minder – Her svæver de dyrebare Bortgangne saa idelig om mig – – I Nat har jeg begrædt dem, som nyelig tabte, saa smerteligt at mit høytbankende Hierte vakte mig. Siden var Natten saa lang. Saa faldt jeg i Søvn igien, og syntes jeg var i Kbhn hos mine elskede Døttre, og fortalte dem og Kamjkr Krohg mit Tab, og de græd med mig, og mine Taare vakte mig atter, og da var det Gud skee Lov Morgen. –

__________

Gamle Fatter Munthe er rigtig meget forliebt. Jeg lagde ey saa meget Mærke til det, som Ungdommen, især den skiælmske Zarine, som havde sit evige Moroe. En god, stadig Pige har han udkaaret sig, lader det til, og Rygtet – som man vel kan troe nu, da Giftetiden jo ellers er Bagtalelsestiden – stadfæster Overeensstemmelsen mellem det Ud- og Indvortes. Hun er mindre end vakker – snarere grim, dog har hun deylige brune Øyne, som lyver meget, om hun ikke er god og har endeel – skiøndt udyrket – Aand.

106Aften. Nu er den udlæst, den velsignede Qvintus Fixlein, med alt det mere dette rige Bind indeholder: Der Tod eines Engels, Eugenius und Rosamunde – o! hvor har især denne sidste rystet mit hele Væsen! Den ulykkelige Enkes, den barnløse Moders gientagne: «Sterb’ ich noch nichts, Algütiger!» – «Sterb ich, sterb ich nicht?» «warum darf ich nicht sterben?» «Darf ich den noch nicht sterben?» – Hun var ene i Verden, forladt af hele Skabningen, og «torde dog ikke døe –» Arme, Arme Moder! «Tør jeg ikke ogsaa døe? Hvorfor tør jeg ikke døe?» – lød det i mit Inderste, da hiint skrækkelige Møde forkyndte mig Vilhelms Død. Det er det naturlige Udbrud af den første bedøvende Siælerystelse – Og da nu ogsaa hun var borte – Ja, det forekom mig som den høyeste Uretfærdighed af Gud, at han ikke tillod mig at følge hende, ham, mine Elskede, som det da syntes mig, mit Alt paa Jorden – –

Nu skal den indpakkes og bortsendes til Dig, Maja mi! og mangen deylig Stund vil den give Eder, I Kiære! og mangen bliid Taare vil den aflokke Eder –

__________

Jeg fik nu fra Byen Brev fra vor elskte Lotta, som er færm igien, og som sendte mig min og sin Majas kiærlige muntre Brev. Men munter var hun ikke, den Gode: hendes længe svage Broder, Fogden Bull, er nu blevet ganske blind. Det er sørgeligt! Men han vedbliver at være Taalmodigheden selv. Saa tager Gud jo intet, uden at give andet igien – og hisset, hisset Alt, meer end Alt.

107Fredag 24 Jeg vilde ikke giærne kiede Eder med mine Drømmerier, Elskelige! men denne Nats Drøm har havt saa megen Indflydelse paa mig, at jeg maae fortælle den. Jeg var hos Dig, Maja mi, og der var stort Selskab, saa jeg var i fuld Pynt. Paa engang blev jeg meget syg. Mit Bryst gik saa stærkt, at alle omkring mig, og jeg selv troede, det snart maatte være forbi. I dette Arbeyde vaagnede jeg, og var giennem svedt og saa mat, at jeg neppe kunde røre mig. Dine blide taarefulde Øyne, elskede Maja, smilte, endnu efter jeg var vaagen, vemodsfuld Fred i min Siæl – og det vilde de, stod Du engang saaledes hos mig. Siden var min Slummer uroelig og afbrudt, saa jeg i Dag er saa ussel, som jeg ikke har været i lang Tiid, saa mat, at jeg neppe kan holde Pennen. Opad Dagen pleyer det altiid at blive bædre – Og nu var den gode Hertel her, og tvang mig til at tage Draaber. De ere bittre, bittre, men gavnlige. Og saa er vel andre Slags Bitterheder ogsaa. Og det Bittreste af alt, Skilsmissen, er jo en Begyndelse til evig Forening, og saa bliver alt Bittert Sødt, naar vi kun kan bringe de usle Sandser til Taushed, saa de ikke nedtvinger Siælen i sin Flugt til det Høyere, Søde, unævnelig Søde, som vel fortiæner at kiøbes med dette usle Livs mange Bitterheder –

Eftermidd: O! lad ingen forsynde sig ved at finde det Udtryk, «Hiertet svømmer i Taare» urimeligt eller latterligt. Mit svømmer i uophørlig tilstrømmende Taare, og som i Dag trænger 108sig saa uopholdelige til Øynene. De flyder strømmeviis, uden at Hiertet slaaer lettere; men Hovedet bliver tungere. Alt bliver tungere og tungere. –

__________

Søndag 28de De troer alle, de gode ømme Mennesker her, at det er mig tiænligt at komme lidt ud imellem, og da Veyret i Gaar var saa blidt, giorde vi, jeg, min Koren, Lina, Hertel, Zarine og Telja mi, en Tour til Nannestad, hvor jeg ikke har været i lang, lang Tiid. Hos disse gode, jævne giæstfrie Præstefolk, er alting saa paa sin gammeldags, saa troet og reelt, saa patriarkalskt, kunde man nesten sige, NB som Patriarklivet i denne Verdens Tiid kan føres. Alt var, kort sagt saare vel, indtil vi vilde tage bort; thi endskiøndt vi strax, for at forekomme alle Foranstaltninger, erklærede, det kun var en Eftermiddags Visit vi giorde, vilde de ikke troe det, eller haabede vel at faae os overtalte til at blive Natten over, saa alle Giæsteværelser vare giennemvarmede og færdige. De bade saa hierteligt, at det rigtig var haardt at vedblive med Ney. Men nu kunde det ikke være anderledes, og vi toge derfra Kl: henimod 10, var hiemme 11½.

Nu, Kl 5 Eftermidd: toge Solner og hans Kone herfra. Det var vel lidt uartigt, jeg ikke bad dem bie; men Koren er borte, Hertel er borte, og jeg orker saa lidt at snakke, især allene, og Mad: Solner er aldeles taus. Barna saae ogsaa giærne, vi bleve ene: thi saa faaer de i Aften høre Slutningen af Endocia. – Her har ingen Kirketiæneste været i Dag. Munthe er i Byen med sin Brud.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1809

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798 (kommer)
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.