Dagbok 1809

av Christiane Koren

[Juli]

242Løverdag Julj – 1ste
Ensformig lykkelige gik Timerne siden jeg her sidst talte med mine Elskede. Smaae Skyer paa den klare blaa Himmel maae jo stedse minde os om, at et Uveyr kan bryde løs, i det mindste minde os om, at «intet Lys herneden er uden Skygge» – saa har Sally ikke været rask i Forgaaraftes og i Gaar Morges – saa har vi forgiæves ventet Efterretning fra Frue Lotta, om vi kunde vente hende hid eller ey – alt til i Dag Middags. Da kom den kiære Don Pedro selv med Brevet fra vor elskede Lotta og den deylige Efterretning: at vi Tirsd: skal see, ikke allene hende og Lina mi, men selve den brave President. Her var Gammen over al den Gaard: Saaledes bliver vi, Sally og jeg, her en, i det Hele to Dage længere, end vor første Bestemmelse var. Onsd: skulde vi været i Christ: nu kommer vi der Onsdag Torsdag: Thi kun en eneste Dag kan det kiære Ægtepar blive over paa det tryllende Ejdsfoss. Dog, i een heel Sommerdag kan sees og nydes og føles meget. Presidenten saae aldrig dette velsignede Sted, min Lotta kun i Høstens alt ublide Dage, ikke som nu, prangende i al sin Herlighed. Og foruden denne ønskede Tidende, og Vished om, at mine Glutter vare raske (jeg begyndte alt at ængstes over, de kunde fattes noget, og Tausheden have denne Grund) bragte vor kiære flinke Vært mig et Brev, saa langt, saa fyldestgiørende, saa usigelig kiært fra min hulde dyrebare C: Treschow, fra min elskede varme Maja D: O! hvilke Breve! Barnligømt var stedse alt, hvad jeg fik fra de Gode: men saa lange 243og omstændelige vare de senere Breve ikke, som disse. Den første Deel af min Dagbog og nogle Hefter af den anden, er da sikker kommet Eder tilhænde, og Moer Korens Bog og Moer Korens Breve og Viser, som søde Sigvald kalder dem, har glædet og bedrøvet, men baade under Smiil og Taare interesseret de elskede Døttrene mine, som jeg forudsaae, forudfølte det. Selv Din, med saa høye og vigtige Ting idelig beskiæftigede T:, elskede Catharine, finder en ikke ubehagelig Afvexling i at giennembladdre mit Hverdagssnak – (I kan om I vil, mine Børn, ogsaa tage dette for en Borger) Men det er jo fra hans dyre Norge, og om det og i det, disse Blade kommer og handler og skrives, af hans og hans dyrebare Kattys Moer Koren –

Ene, uden at see et eneste fremmet Menneske, levede vi disse sidste Dage. I Dag er gl: Foged og Amtsforvalter Strange, og hans Søn her. Da Sally, det kiære Barn, i Gaar Formiddag var kommet ned til os, men sad saa bleeg og mat, kom en heel Pakke Bøger, svenske og tydske, de sidste directe fra Kbhn, hidsendtede fra Fader Cappelen. Synet af disse udbredte Liv og Rødme paa de blege Kinder, og den stakkels danske Tilskuer, som vi havde taget ned for at udpille noget af til den Dags Trøst og Opbyggelse, maatte indtil videre spadsere tilbage i Majas Boghylde. Maaskee meer en anden Gang om de Nyeankomne for hvem den troe Svend, Tilskueren, maatte vige, og veeg med sin sædvanlige Beskedenhed, skiøndt med et lille sarkastiskt Smiil, som om han vilde sige: «I fordrer mig nok snart frem igien – Jeg kiender Hr Schlegel og Tieck –» –

244«Hvad vil din Maja med dem?» – Min Maja vil giærne glæde alle Menesker, og for alt sine Venner efter yderste Evne. Det var for at opfylde et av den nu bortgangne Arboes Ønsker, hun skrev om disse, og mueligt kan noget af det være snurrigt nok. Men ak! «Hiertet, som det skulde glædet – ak! det Hierte slaaer ey meer!» –

Saa var der endnu i denne Pakke Die Weihe der Kraft. Det har jeg læst; men fandt den Forventning skuffet som jeg giorde mig om det, deels efter en Recension i algem: Literat: Zeitung, deels efter Begyndelsen, som lover meget. Den har enkelte deylige Scener, det er vist; men der er saa meget sammendynget, og – jeg veed ikke, saadan har jeg ikke tænkt mig min kiække Morten Luther, som han her, for alt mod Slutningen, males.

Der er meget og det bedste endnu i Vente for os giennem de samme kiære Hænder. Gud give kun Fred igien og frie Samqvæm med det elskede Fødeland. Atter lyder jo Rygterne saa krigerske. Naar skal det ende?

Søn: 2den I Aftes, da jeg gik med Maja i Haven for mig en Rose at faae (Aarets Førstegrøde) kom Pastor Wettergren og unge Gram fra Strømsøe hid. Præsten er en jevn, godmodig Mand, og Gram har jeg altiid syntes godt om, og synes det meer, jo nærmere jeg lærer kiende ham[.] Han er altiid den samme, bliid og velvillig, og især giør hans sønlige Hengivenhed til en unaturlig Fader, der har arbeydet imod, som andre Fædre for deres Børns Lykke, ham, den stedse tilbagesatte Søn, meget agtværdig i mine og sikkert i alle Retskafnes Øyne. Han bliver her nok, troer jeg, i nogle Dage.

245Aldeles ejdsfossisk har denne Dag ikke været. Det har regnet noget, og vi har for det meste maattet holde os inden de 4 Vægge – Dog havde jeg vel det, i hvor godt Veyret end var blevet, fordi mit slemme Hoved et Par Gange har nødt mig til sengs. Og nu sidder Maja mi her, og vi skal, da Veyret er opklaret, en Tour ud i Lunden, hvor Sally sidder læsende oppe i Gyngen, og hvor vi vel ogsaa finder mit elskte Thrinebarn

Mand: 3die De ere nu alle borte, ogsaa Don Pedro, som dog kommer hiem igien i Aften. Vi kom nu fra den velsignede Lund, hvor vi sad’ omgivet af Bøger, Maja og jeg, uden at læse. Nu ere de gaaet ud en Tour, men længere, end jeg troede mig til at følge dem, Moer Cappelen, Thrina og Sally, som alle ere vante til at gaae langt og meget, og ikke faaer min moderlige Tilladelse at lade denne Vane fare, fordi jeg ikke mere har Kræfter nok – er maaskee ogsaa lidt for doven til, at holde det ud med dem. Hvad var det selskabelige Livs – ikke at tale om Venskabs-Behagelighed, om man ikke kunde foretage sig hvad man havde Lyst til, og fandt gavnligt?

Gram og Wettergren toge først bort henimod Aften, og vi har leet, og Ungdommen tumlet sig ret lystigt, og giort Alskens Spectacler. Gram er saa godlidende smaaemunter; hans Svoger Præsten derimod meget stille, nesten hypochondrisk hvad der i hans Stilling er naturligt: foruden mange unge Mennesker, han læser privat for i sit Huus, forestaaer han, med kun en Enestes Hielp, en heel Skole, er, kort sagt, en plaget Mand.

Og var det nu i Morgenaften ved denne Tiid, o! da vare I her vist, I elskede, Inderligventede! Mon I ikke tager et Stykke 246paa Veyen i Aften? Det troer vi alle, og glæde os til, at vi desfør skal see Eder i Morgen. Vel kan jeg ikke ønske de Timer, jeg endnu skal faae være her, Vinger – ak! og de flyver jo alt for raskt, flyver, jo mere vi ønskede at holde dem tilbage – ere jo snart bortfløyne – men kun Natten ønsker jeg forbi, NB naar vi alt ere tilkøys[.] Og dog, ogsaa da ophører ikke vort glade Samliv: Vor elskede Maja og Thrinebarnet skiftes til at tage den tredie Seng i Besiddelse, og vi har nu slumret ind og vaagnet disse sidste Nætter under den barnligovergivne Thrines uskyldige Spøg –

Men jeg frygter, mine Spadserende, som jeg skulde møde i Fiskerhuset (hvor vi indtage vort Aftensmaaltiid, ‹…› det er udlagt: spiser til Aftens i denne himmelskiønne Aftenstund, som da ganske tilbringes der) kommer did før jeg, og saa kommer de ey længer, end til Dørren, fordi Nøglen er her i min Pose. Hiertet stunder desuden til dem og den lille nysselige Boelig. God Nat, I andre Dyrebare, som Gud give hver for sig saa skiøn en Aften som denne er – og bliver!

Tirsd: 4de O ja! vist var den skiøn; men da vi vare komne her hiem og sad, som vi altiid sidder, uden at kunde holde op i vore Samtaler, hvis Stof er saa uudtømmeligt, uden at kunde skilles ad, sagde vor Maja: « I Dag er det 5 Aar siden jeg reyste til min Petronelle. Gud, de skrækkelige Dage, som da ventede mig!» – I veed, det var sidste Gang. Grusomme, grusomme Ord! en Moder see sit Barn sidste Gang!! – Behøver jeg sige Eder mere om vor Aften? – Og dog var den skiøn.

247Vor elskede Lotta er kommet, overraskede os i Middagsstunden, da vi først torde vente hende i Aften. Min søde Lina er med; men ingen President. Vi troede det længe ikke, jeg i det mindste var vis paa, han havde skiult sig, for jeg var i Lunden, da de kom. Men desværre, det var alt for sandt. Besynderligt nok, at han skal være den eneste Mand i den hele Bye, som er saa reent lænkebunden –

I vil let troe, at vi alle bleve meget flaue ved den uventede Streeg i vor Regning. Men Gud skee Lov for vor fromme Lotta, og for min Linaunge, som sov saa sødt hos mig paa en Græsbænk i Lunden, medens jeg læste i Herder, og delte mine Tanker og Blik mellem den hulde Sovende og den ædle Digters Arbeyde, og derfra steeg Tankerne til Himmelen, som hvælvede sig saa skiønt over mig, og til Digteren der, i hans rette Fædreneland, og til min Sara, hvis Yndling han var, og til Vilhelm, som den orientalske Poesie saa uendelig interesserede, og til hvem jeg af min Maja vilde laant just det jeg nu læste herover –

Siden har jeg havt en lille Skræk, da Lina faldt ned af alle Trapperne her, dog Gud skee Lov uden at støde sig. Sally hørte det, og deelte min Angst, inden vi saae det søde Barn uskadt, men forskrækket. Huden er lidt af den ene Arm. Stakkels min Moer Bull har slem Tandpine, Sally er heller ikke frie for denne Plage. Kammerraad Dajon og Frue ere her, og hun er men ganske simpel, i en smuk guul Kiortel, og sit Haar i Lokker. See det faaer være nok for i Aften, og er jo heller ikke saa lidt endda –

248Torsd: 5te (en af min Moer Cappelens engang lykkeligste, nu smerteligste Dage i hendes Liv; den dyrebare tabte Datters nu ogsaa tabte Barns Fødselsdag)

Kl: er henimod 8. Saa nær er den sidste Dag, vi skal tilbringe her – i det mindste for denne Gang – forbi. Den sidste af 14 korte, velsignede Dage. Ja, velsignet være de alle! lykkelig var mig uden Undtagelse enhver, men meer og mindre glæderige. Og Ejdsfoss ligger jo dog i Verden – hvor kunde det da være anderledes?

Lottamoer har Gud skee Lov væet ret færm i Dag, og i sit bedste Søndags Houmeur, skiøndt hun, efter en i det hele Raads Navn afsagt Dom, hele Dagen har maattet vandre i sin pene Morgendragt. Vor stakkels Sally havde en slem Nat, og er ikke aldeles saa flink i Dag, som vi ønskede, skiøndt bædre, end vi i Morges haabede, hun skulde blevet. Lina lever in dulci jubilo fra Morgenen til Aftenens Ende. Det lykkelige Barn! alle elske hende[.] Dagen har vi tilbragt saa som saa; ganske som de eensomme var den ikke; men naar vi skal have Fremmede, er Dajons med de bedste, det er baade vist og sandt. Han er en fornuftig, jævn Mand, og Fruen, undtager man hendes alt for ungdommelige Pynt, «saa Gu ganske bra». Ulige mere behageligt eller om I vil mindre trættende, er os dette Ægtepars Selskab, end det rørbyske.

Arme, arme Karen! «Hvem er Karen?» En ung, bliid, venlig Skabning, som feylslaget Kiærlighed har røvet alle Udsigter til Fremtiids Held. Saae I hende, I Gode, hvordan hun just nu sysler omkring herinde – det underlige Smiil, 249den stille Vanvittigheds Præg, vilde trænge som en skarp Piil i Eders Hierter, som den trænger i mit. Hun er, som min Maja siger, en sand Pandant til Yoriks Maria. Samme Blidhed, samme hierterørende Smiil og Tone. I dag, nu, har jeg første Gang seet Taare i hendes Øyne – O! algode Fader, giv hende dem rundelige til Kiøling for det brændende Hierte, at dets Kraft ikke skal hentørres før det finder Kiøling i Jordens Skiød – Hun gaaer saa stille, nesten kan man sige, hun svæver. De barnagtigste Ting interesserer hende; dog er hun stedse beskiæftiget, og udretter alt hvad der er hendes Dont nøyagtigt og peent, og med den hierteligste Velvillie. Med hvad øm Skaansel hun her omgaaes, behøver jeg ikke at sige Eder. Gud skee Lov, hun er her! End tungere falder alt hvad der vedkommer stakkels Karen pa siden min Lotta kom hid, paa mit Hierte. Engang skal I vel faae vide hvorfor. Kiære ulykkelige bedragne Pige, du, som for faa Uger siden vilde været en Gienstand for Misundelse, havde ikke din Godmodighed afvæbnet den og sløvet dens Braad, og som nu er en Gienstand for den dybeste ømmeste Medynk – snart skal jeg trykke Dig til min moderlige Barm, blande mine Taare med dine – meer kan jeg ikke giøre for dig. Kun Gud kan giøre mere –

Torsd: 6te Tidligt, Kl: 5 i Morges, reyste Husets Fader og Kmmrd: Dajon. Fruen bliver med os; nu om faa Timer forlade vi det stille, blide, skiønne Ejdsfoss, forlade det med mindre tunge Hierter, fordi vor elskede Værtinde, vor velsignede Thrinemoer følger med os – Og med min Lotta, min Sally, min Lina skal jeg jo fortsætte Veyen til Tøyen, til de Kiære der, og saa derfra, dyrebare ventende Koren, til Dit Hovind, i Dine Arme –

250Og enda falder det ikke let at forlade dette Fredens stille Hiem, mit kiære Badehus, dig, skiønne Lund, der er saa berettiget til det Navn, mit Hierte har givet dig: Vennerslund. Tak for hver Glæde, I skiænkede mig! og de vare mange og reene. Ogsaa du, lille pene Fiskerhus, mit Farvel. Men til dig siger jeg det som til en blot behagelig, interessant Bekiendt. Badehuset, Lunden, de ere mine Fortroelige. I min Thrinesaras Lund (en mindre i den større) skar jeg mit Navn og min Korens. Jeg skal have det etsteds endnu dernede. Leed nu, I Elskede til I finder det –

Ak! og dig, Petras Minde! dig mit ømmeste Farvel! Du Ædle, som jeg først skal lære at kiende i Himmelen der, paa Bænken mellem de nedfaldne Støtter, i det hellige hemmelighedsfulde Mørke, der omsvævede Du os Haand i Haand med Sara og Vilhelm og Din lille Petra, omsvævede Du de sørgende Mødre. Ved Gud, jeg følte det, og saae mig om, og skulde ikke skrækkedes, havde I staaet for mig, for os. Kunde Englers Syn skrække? –

Og endnu een og hundrede Gange, Farvel, Farvel

Du sande Glæders eget Hiem,
Du Venskabs eget rene Sæde!
Og Fred, o Gud! og Held med Dem,
Hvis Glæde er, at skabe Glæde!!!

__________

251Tøyen 8de Hvor den Midd: Søvn har styrket mig! Nu først, Kl 4, har jeg ved den og en deylig Kop Caffe bragt det saa vidt, at jeg kan fortælle Eder, Elskede, om hvad siden vi sidst samtaltes, er passeret. Det var da Torsd: 6te vi forlode Majas Dal – saa skal fra nu af Ejdsfoss hedde – Kl over 4 om Eftermidd: for at undgaae den forsmædelige Hede saa meget mueligt; endda var den plagende nok, især for de arme Dyr, som de fæleste største Bræmser, jeg nogentiid har seet, stak til Blodet. Fra Ejdsfosssiden ere Bakkerne over Bergstien overmaade bratte, skiøndt Don Pedro ved sit Veyanlæg over denne store, før neppe for Ridende fremkommelige Aas, har giort sit Navn udødeligt. Men det er den raske, virksomme, rettænkende Mand ikke om Udødelighed og Ordener at giøre. At kunde gavne og glæde er hans som hans Hustroes Øyemeed, og flere Hundredes Velsignelser er dem noget mere, end Ordener, hvormed Nielsener, Bagger, Schafter, etc. behænges, sig dem selv til Forundring, og som ved det forfærdelige Misbrug, det snart maae vorde en Udmærkelse, ikke at udmærkes ved.

Men endnu ere vi i de bratte Bakker. «Og der kom du meget snart. Vi veed jo endnu ikke –» – Hvordan vi kiørte? I en Vogn min Maja, hendes og min Thrine, min og hendes Lina, og alle deres Moer Koren; i den anden min Lotta og Frue Dajon, i min Kariol det stakkels kiære Sallybarn, som ikke var frisk, og ved Heden og Kiørslen blev end værre, saa hun fra Veyerud, det første – og eneste Skifte – maatte sætte sig hos os i Vognen, og bytte med Thrinemoer. Og Thrinemoer var paa sin hvide Hest, der var vel saa hviid, som den, hun kiørte med. Hver Gang vi saae tilbage, eftergiorde hun alle Fr: Dajons Haandgebærder, der ere hyppige endog naar hun ikke declamerer. Havde 252Sally været frisk, vilde det, skiøndt vi reyste fra den kiære Dal, været en behagelig Tour, da Luften alt meer og meer afkiøledes og der hele Grevskabet igiennem er saa vakkert – og saa sad vi jo saa godt.

Da vi nu kom til det venlige hvide Huus med de grønne Træer udenfor, kom den venlige, raske Vært og modtog os, og ikke allene Legems, men ogsaa Aands Forfriskninger modtoge os da vi kom indenfor: Fra min Koren laae der et velsignet langt Brev til mig, og til Moer Cappelen adskillige Breve, og Tiedges Elegier, nyekomne fra Kbhn, som smilede os saa venligt imøde: thi at Maja har dem, er jo det samme, som jeg selv havde dem.

Det blev eenstemmigt besluttet i vor Raadssamling, at vi først henimod Aften, den følgende nemlig, skulde fortsætte Touren hid. Kl 4½ forlode vi de Dyrebare. Vogn og Kariol var gaaet over Færgen, og skulde møde os paa den anden Side af Elven, som vi roede over, og saaledes sparede henved en halv Miil. Min Maja og Thrina skulde til Skramnæs paa Eger, Faer Cappelen til Ringeriget, saa de ikke efter Sædvane, kunde følge os over; men den flinke Mathias, Don Pedros egen Opdragling, var med os, og hialp saa prægtig tilrette. Som efter Aftale kom vore Eqvipager til bestæmte Sted just som vi kom der, og med dem fulgte Nella og hendes Borch, som om Formidd: havde været hos Cappelens, og taget Lina med sig, som de nu smukt bragte tilbage!

Og saaledes endtes de behagelige, fulde, og saa korte, 16 Dage[.] For enhver Time deri min Tak, I Elskede! mit Hiertes beste Tak.

Min Lotta, Sally (som var rask) og Linabarnet, kiørte i den presedentlige Phaeton, jeg i min Kariol. Uden Eventyr og Mærkværdigheder anlangede vi hid Kl. henimod 4 i Gaar Morges, da alt laae i dyb Søvn. Giennem Byen kiørte vi som det kunde været giennem det forødede Herculanem. Intet Spor 253af Liv. Det var et gyseligt Stille, fordi det contrasterede saa mod den Menneskevrimmel, man er vant til at see her.

Min kiære Kista kom op i Halvsøvne, og vilde endelig, vi skulde have baade Mad og Drikke paa Stand; men vor for alt sørgende, alt overskuende Moer Cappelen havde forsynet os saa vel til Reysen, at vi her frabad os Kistamoers Tilbud hvad Maden angik; men en Kop Thee var, endskiøndt vi ogsaa havde af vort Reyseforraad drukket paa Ravnsborg, dog god til at nedslukke Støvet med.

Vi vare alle muntre og følte ingen synderlig Trang til Søvn; dog fandt vi det raadeligt at tage lidt Hvile. Kun Sally var ey at overtale hertil, og vandrede paa sin Fod Kl: 6 – hiem.

Og i Dag – Søndag 9de er Du, elskede Maja, hos paa Eger, hvorhen jeg denne Gang ikke kom, og hvorfra jeg ingen saae, fordi vi herneden, ogsaa i Majas Dal, maae have nogle uopfyldte Ønsker – Du, min egen elskelige Thrine, tager i Morgen i Følge med Din Hanna Strøm atter tilbage til den kiære Dal (Ejdsfoss) hvor Du, selv ved Din Venindes Side, dog vist vil savne, og ofte omtale Dine bortreyste Kiære – Og vil I ikke Alle det?

Mad: Olsen, min gode Zarines Syster, er her. Presidenten er hiemme. Frue Lotta og jeg skal giøre et Par Visitter i Eftermidd: og i Morgen er min og Linas Hiemtour bestemt NB om Skriveren sender en Hest ind i Aften, og det giør han nok.

I Gaaraftes var jeg en Times Tiid i Byen, hos Jomfr: Hartvig, Marias Lærerinde, som er indtaget i det fromme, gode Barn. Præst Wulfsberg, Wittrup, og en Proctr Sem fra Christsand vare her. Præsten var saa stille, saa interessant og bra –

254Mandag 10de Jo men kom hele to Heste, og lille Ole oven i Kiøbet, ind i Aftes. Men vi reyser for Hedens Skyld, ikke før Kl 5 eller 6 i Aften. Den snilde Thrine Olsen bliver med Linchen og mig, hvad der i saa mange Henseender er mig saa saare kiært. Hvilken behagelig Overraskelse for min Zarine!

Nu vil I vide, hvor vi vare i Gaar? Naa da: først hos Bispinden, som ey var, maaskee ey vilde være hiemme; dog er det første sandsynligst. Derfra toge vi – I veed, det var Lottamoer og jeg – til Væggerøe, hvor den lille elskelige Grevinde, der endnu er aldeles den barnlige Kaja, kom saa blid op fra Haven, eller rettere Lunden, og tog imod os. I et Lysthus ved Søen fandt vi Mad: Wulfsberg, som var der med Mand og Børn, en ung dansk Doctr. Heyberg, en Paarørende af min Rikke B: og en Uniformmand, som jeg til denne Time ey veed, hvem var. Han saae saa flau ud, og havde saa underlige Fagter, at jeg intet Kald følte til at spørge om hans Navn. Han saae ud til at hedde Mads Larsen, eller noget sligt. Mueligt giør jeg Manden Uret, og beder saa i Forveyen om Forladelse. Lotta var aldeles af min Mening, og veed derfor lige saa lidt om ham som jeg.

Ellers er her jo ogsaa nu saa mange fremmede Mennesker og Navne i Christiania, at man maae gaae vild i dem. For at undgaae det, vil vi blive ved dem, vi kiender. Da vi havde sadt en Stund, kom den unge svenske Grev Løvenhaupt, som nu er den eneste Tilbageblevne af de fangne Svenske, en ved mange Talenter udmærket Yngling, som er og maaskee forbliver paa Bogstad. Endelig kom med 255Værten det øvrige Selskab: Obr: Lieut. Hegerman, som I Alle kiender, Pastor Wulfsberg, og Edvard Munk, en brav ung Fyr, som nu er ansat her ved Cadet Academiet[.] Conversationen var afvexlende, levende og interessant, og fast ganske upolitisk. Da Løvenhaupt var fraværende, blev der talt meget om den svenske Nation, som min egen raske Wedel saa tappert tog i Forsvar mod de Beskyldninger for Falskhed, Smiger, etc, det er blevet til Vane at giøre dette brave, mig altiid saa kiære Folk. Hegerman, saa retskaffen og prægtig han er for Resten, er slet ikke frie for hine det sande Menneske uværdige Nationalfordomme. Da vi før har været i Ordstriid herom, saae han min Triumph og smilte godmodig til den.

Med Heyberg talte jeg en Stund om min elskede Rikkes Familie, og tog det Løfte af ham, at han, var det mueligt, snart vilde komme ud til hende. I øvrigt interesserede han mig ikke, uden for sit Slægt – og Bekiendtskab med min Veninde. Hans Udvortes havde intet Behageligt, og nogle Udtalelser mod en af mine Venners Venner, bidrog især til, at jeg slet ikke syntes om ham. Vel giorde han dette siden lidt godt igien ved en varm Lovtale over min elskede Adam Ø: som han i Paris havde giort Bekiendtskab med; og mueligt havde han ganske forsonet mig, vare vi blevne længere sammen. Men et Par Timer vare bortfløyne før vi tænkte det; og da jeg havde talt med Grev W: – om det som laae mig paa Hiertet, ilede vi at komme hiem til den gode President og de ventende Børn, og min Kista som vi fandt ene som vi forlode dem – og som jeg nu om faa Timer atter, og for længere Tiid forlader –

Farvel fra det signede Tøyen!

256Hovind 11te Kl 5 Eftermiddag.
Ney, hverken Midd: Søvn eller Caffe, drukket i mit vakkre Lysthus, er istand til at styrke og give mig de ved Nattevaagen tabte Kræfter igien. Jeg er reent mat og uskikket til alt; Hovedet er forvirret, og Øynene stive og stramme af Vaagen og den uendelige Støv, hvis Lige jeg aldrig har seet. Og vi forlode Tøyen først Kl over 7, og efter et Par Timers Regn, i Haab om en aldeles behagelig Tour. Men den velgiørende Væde havde ikke naaet længere end lidt oven for Linderud, siden blev de‹…› værre og værre. Denne første halve Miil gik saare deyligt, og vore ved Tøyens Haveport afskedtagende Kiære, den hulde Lotta, min Saras og min Kista, min elskelige Maja og Hanna, glædede sig med os, og ere endnu i denne Stund forvissede om, at vi havde det ganske efter Ønske.

Noget før havde vi været ude i Aftes, men Lina bad saa inderligt, at vi maatte bie i det længste, at hun endnu engang kunde faae sagt sin Maja og Hanna Farvel. De lode det ey blive derved, de kiære Børn, men mødte os endnu engang oven for Lakkegaarden hver med en Haandfuld Jordbær. Linas Taare begyndte igien at dryppe, ved det gientagne Farvel. I Sahls Vinduerne stode Lottamoer og Kista og tilviftede os end et Levvel, og mine Taare ledsagede Linas. O Minder fra de for stedse svundne Dage! Ogsaa kom jeg jo forbi Sinsen, som jeg altiid synes seer saa vemodigt til mig, og staaer saa forladt. Aldrig seer man en levende Skabning der; og det er mig kiært: ‹…› naar jeg ingen Fremmet seer kan jeg jo drømme at det alt er som i den forbigangne lykkelige Tiid – et Par Secunder i det mindste – Og naar jeg saa vaagner? – Ak! af hvor mangen Drøm vaagnede jeg ikke! –

257Efter Aftale skulde vi hvile et Par Timer paa Moe, og da vi Kl: imod 1 naaede did, trængte vi alle haardt til det. Jo, det var en smuk Hvile! I den hede beklumrede Stue vrimlede det af Fluer og mindre sorte Dyr, Muus (som dog blot lod sig høre) og kort, alt hvad der kan forstyrre den Trættes Roe. Lina fik allene en roelig Blund, som hun dog først maatte kiæmpe for; jeg slumrede, det var Haandevendings Slumre, men dog noget; kun min gode muntre Thrine Olsen var hvert Øyeblik paa Benene, og bragte mig tidt til at lee i al min Harme. Kl halvfire havde vi bestilt Caffe, og den kom da endelig, og ret god. Den var drukket, Linchen med stoer Nød bleven ganske vaagen, og alt i reysefærdig Stand, da to Fruentimmer kom ind i det Værelse, vi vare i. De vare begge i dyb Sørgedrakt, sagde Thrine og Lina. Sorgens dybe Præg paa deres Ansigter fængslede min hele Opmærksomhed. Det var – saae man strax – Moder og Datter, en midaldrende Kone, og en høy slank bleeg Pige. Moderen satte sig mat, hendes Stemme skialv. Saadan, ak! end dybere nedtrykt, sad jeg engang hvor nu hun sad. Jeg kunde ikke for alt det jeg veed giort dem et eneste Spørgsmaal. De giorde ogsaa kun det ene: om vi toge til Christiania? «Ney, til Ullensager» svarede jeg, «min Mand er Sorenskriver Koren» – og saa blev det stille, og vi toge tause Afskeed, og de lukkede Dørren til formodentlig for at begræde deres Tab ‹…› useete og uforstyrrede. Ak! det var en Mands og Faders Tab de begræd – en Lieut: Berg i Oudalen, som i disse Dage er død. Gunder havde faaet det at vide af deres Kudsk. Jeg erindrede nu, at jeg havde seet Frue Berg engang før, jeg troer, paa Ulevold.

258Hvortil skulde den Kalk bruges, du kiøbte i Byen? faldt det mig ind at spørge Gunder underveys. «Ih, til det nye Lysthus paa Raknehougen» – «Er der et Lysthus? gienspurgte jeg, og nu begreb han, han havde forplumret sig, og blev end vissere herom, da Lina tog til Orde: «Du leye Gunder! Moer skulde ikke vidst det før hun saae det. Jeg har vidst det siden tidlig i Vaar, da jeg gik til Houg med Faer. Der skal Moer faae et peent Lysthus i Sommer, sagde Faer, men hun maae ikke vide det, før det er færdigt» –

Og alt langt borte saae jeg det. Men jeg var for træt, da vi kom did, til at vinde op ad den høye Bakke. Det er sexkantet, meget stort, og der skal ogsaa, hører jeg, være en lille Kamin i et Meniatur Kiøkken. Ganske færdigt skulde det været til min høye Hiemkomst; men Glas og flere Nødvendigheder havde ikke til den Tiid været at faae. Saa stræber de, de Elskede alle, at fornøye mig. Gud lønne dem det, og give mig Kraft til at glæde dem, som saa giærne vil glæde mig. Det skal, om jeg maae raade – som jeg nok maae – hedde Wilhelmsminde, dette nye Sted, ak! som han glædede sig saa til at see færdigt, om ey før, saa naar han kom tilbage fra Kbhn.

Onsd: 12te Jeg kom ey længere i Gaar. Mad: Walbohm og Jomfr: Keilhau besøgte mig, og da de gik, var jeg saa syg og er endnu i Dag plaget af en impertinent Hovedpine, som nok nøder mig til Sengs.

Vi kom ey længere, end til Raknehougen – nu ere vi da paa det velsignede vakkre Hovind, Kl er lidt over 6, og alle oppe, lille Zarine undtagen. De havde sadt længe oppe Natten før, og ventet os. Der blev en Forundring over 259vor, paa den Tiid uventede Komme, og de stimlede ret sammen som for at see, om det ogsaa var os.

Min Koren kom først i Aftes da jeg alt havde sovet en god Stund, og Hertel kommer ey hiem før Fredag eller Løverdag. Men Gud skee Lov, alt var vel for Resten – Alt? Ney, min arme Zarine ikke. Hendes Hierte lider: I har dog vist forudseet, det var hende, jeg har tænkt paa og meent ved en og anden Udladelse her. Hun haabede snart at blive lykkelig ved en almindelig agtet Mands Haand, en Capit: Wetlesen, som nu er i Bergen, hvorfra han til henimod Vaaren (han har været der siden Høsten) stedse tilskrev hende i det varmeste, hengivneste Udtryk, ønskede med Længsel Giensamlingen og den nøyeste Forening o.s.v. – og nu har den almindelig agtede Mand forlovet sig med Frøken Hesselberg, og skrevet et Par Breve (efter flere Maaneders Taushed) fulde af Anger over, «at han ikke føler sig istand til at giøre den ædle Pige saa lykkelig, som hun fortiæner, som han ønsker hun maae blive» og meer af den Sort, som man kan væmles ved at læse. Alle Retskafnes Foragt vorde hans Deel! Ikke Handlingen selv er det der saa reent fornedrer ham i mine Øyne. Det menneskelige Hierte er jo svagt og feylbart; men hans lumpne hykleriske Fremgangsmaade, hans Sophisterier. Gud læge dit Hierte, arme Pige! Og det vil han: Hun vil og maae lære at foragte ham, og da ophører Kiærligheden af sig selv. Men det Arr, et saadant lægt Saar efterlader sig, kan jo dog saa let, og ved den mindste Berørelse, brække op paa nye. Gud give hende Erstatning for Tabet af sit Haab! Da først kan jeg være roelig for hende.

260Nu seer I ogsaa, hvorfor jeg var saa dobbelt glad ved at faae Mad: Olsen med mig herud. Men hun er syg i Dag, det gode Barn; dog vil jeg haabe, det kun er en Følge af Nattereysen, som unge Koner undertiden taaler mindre, end ældre.

Min kiære ømme Koren er atter borte i Dag, og bliver nesten ikke hiemme en Dag i denne hele Maaned –

Torsdag 13de (min Navnedag) En velgiørende Regn har qvæget og afkiølet den hede, tørstige Jord. Thrinemoer er rask, og min gode Zarine smiler, som Solen just nu giennem de tykke Regnskyer, mat og stille.

Nu skal jeg begynde et Brev til min elskede Maja C og saa et til de kiærlige Døttrene mine dernede, hvis lange barnlige Breve jeg atter giennemlæser med nye Glæde, og et Par Ord til min kiære Rikke, som jeg saa meget længes efter at see hos mig, eller komme til. Der har i mit Dagarbeyde, som jeg selv har foreskrevet mig det.

Aften Men med hvilket det gik som med saa mange af vore bædre Forsætter: at de kun halv eller slet ikke udførtes.

Jeg kommer nu fra Graven. Alle dens Blomster vare visne. Mine friske Roser førte Stormen strax bort, paa to nær: een for dem hver, tænkte jeg. Regnen havde bortskyllet Jorden, saa man saae dybt ned i den. Det var mig saa ængsteligt, og jeg var der kun et Øyeblik.

Løverd: 15de I Gaar spiste vi tidligt, og toge saa til Plogstad, Mad: Olsen, Zarine, Lina og jeg. Vi fandt min kiære Rikke ene hiemme, bleve der til Kl 10, og havde en behagelig Eftermidd: I Dag vare vi alle, fulgt af min Koren, paa Raknehougen hvor der bliver saa peent. Det skal endelig, siger min Skriver være færdigt til d: 27de Ak! den er jo ingen Glædesdag mere. Med Glædesdagene er det forbi –

261Sønd: 16de Intet Brev med Posten. Jeg havde ventet noget fra Tøyen, og et endnu – jeg siger ikke hvorfra.

Lieut: Christie kom hid i Aftes i al Regnen. Nu ere de i Kirken og hører Fatter Munthe, som efter Sædvane kommer her til Middag. Og nu har jeg det lange Brev færdigt til Døttrene mine dernede, og begyndt for Alvor paa et, som heller ikke skal blive for kort til Maja mi paa Strømsøe – ney, i sin Dal – thi der ere de nu alle samlede, de Elskede, og tænker paa de Søndager, deres Moer Koren og Sally var iblandt dem, og jeg tænker paa dem og alle Dagene der, hvor jeg gaaer og staaer.

Men tom og øde staaer den vakre Lund i disse stormfulde Dage, og min Thrine kan ikke gaae og sidde saadan med sin Hanna, som hun havde saa meget glædet sig til. Jeg derimod nød Glæden hos og blandt Eder, I Elskede, i al sin Fylde.

Tirsd: 18de «Har kun ikke det uroelige Veyr skræmmet Moer Borchsenius» – sagde Zarine i Gaar. Det troede jeg ikke: thi naar hun er frisk, skræmmer Veyret hende ikke fra at komme til Hovind. Imidlertiid blev Kl 1, og hun kom endnu ikke – Og veed I saa, hvor hun var? Hos Lehnsmand Giørups, hvorhen hun maatte følge sin Husbond, og hvor man slog Arest paa hende, og hvorhen vi ogsaa efter Øvrighedens Ordre maatte forføye os. Men samlede vare vi dog, og saa fulgte hun og Børnene hiem med mig, laae her i Nat og bliver her til i Aften. Futen fulgtekommer ogsaa hid i Eftermidd, og det er altsammen godt og vel, seer I. Nu er den lille Madam i en Morgenvisit hos Mørkes og Walbohms, hvor hen jeg ikke fulgte, deels fordi jeg var begge Stæder i Sønd:aften, deels fordi jeg med mit stakkels svage Hoved ikke torde ud i denne Blæst.

262Torsdag 20de Forgiæves har vi nu i to Dage ventet Nella Møller hiem fra Drammen, og nu bliver jeg fast utaalmodig, da jeg med hende sikkert venter Brev fra min Maja C, og fra Tøyen. Er hun kun ikke syg. Det er meget at formode, da hun bliver saa længe over den bestemte Tiid.

Vi gik allesammen i Tirsdagaftes først til Saras Grotte, som den gode Hertel har ladet sætte i Stand og det saa peent (der var siden Biltzings Tiid ikke pyntet paa den) og saa til Raknehougen, for at besee Wilhelms Minde og oppebie Fogden. Han kom mens vi vare der, tillige med Hertel. Og nu gik de den temmelig store Høy rundt, og begge, Futen og min Rikke, vare saa glade i den Udsigten fra denne Høy, og det hele Anlæg, som er vakkert, og kan blive end vakrere. Jeg har i lang Tiid ikke seet min Koren saadan interessere sig for noget sligt, som for dette Anlæg, og det takker jeg Gud for. Giid han maae faae mangen behagelig Time der, den ædle Mand, og giid jeg maae kunde dele dem med ham! Dog, denne sidste Deel af Ønsket kunde vel nesten være udeladt. Da Fogdens Kl 10 toge herfra, blev jeg ret forskrækket: Just som de alle vare komne i Vognen, Futen selv undtagen, som var Kudsk, blev den ene Hest saa rebelsk, steylede og slog, og giorde sin Kamerat gal med sig; men Aslak holdt dem som en Mand, og da Husbond tog i Tømmerne, bleve de roelige, saa det gik bædre, end det saae ud til. Jeg fik vide i Gaar, de vare komne vel hiem.

I Dag skal vi Qvindfolk til Munthes til Middag. Der er Ting i Nannestad. Did fulgte nu Lina med sin kiære Hertel, og kommer først hiem i Morgenaften –

263Lille Fader Mørk kom her i Aftes med sin Hustroe, og vi spadserede, arbeydede og snakkede Tiden hen ret behagelig. Min Thrine giorde det endnu behageligere ved sit skiønne Harpespil. Hun har ret forvænt mig dermed i disse Dage. Hun spiller med sielden Færdighed og et endnu sieldnere Udtryk. Paa Claver har hun havt tre Timers Undervisning, og spiller bædre end mange der har lært i lige saa mange og flere Aar. Til adskillige af mine Smaaestykker har hun sadt Musik, og Romancen Alvilde og flere laater nok saa deyligt under hendes Strængeleeg. Det er et sandt Musikgenie. Men hun er meget mere end det –

Fredag 21de Og nu er hun borte, og Harpen forstummer atter, ak! vel for lang Tiid. Vi kiørte med hende til Raknehougen (endnu har den ey andet Navn) som min Koren imod al Sandsynlighed endnu paastaaer at faae færdig til neste Torsdag. Der vrimlede af Arbeydere. Gode, kiære Skriver!

Vi vare da i Gaar paa Ullensager Pstgrd. Aa ja! der var slet ingen uden vi, og naar ikke netop min Rikke, som jeg halv om halv ventede, var der, saae vi det lige saa giærne. Mad. M: har slem Tandpine, arme unge Kone – hun er 23 Aar i Dag – og er bleven bleeg og maver; men god og bliid er hun stedse.

Jeg var nede hos Proctr Kroghs og besøgte min lille Sara Vilhelmine, som Moer Borchsenius holdt over Daaben i min Fraværelse. Et velsignet, triveligt og fromt Barn, 264med store mørkeblaae Øyne. Baade Fader og Moder forsikkrer, at kunde de føle Forkiærlighed for nogen af deres Børn, blev det for denne efter mine elskede Tabte Opkaldte.

Aften Saa kom da det ventede Brev – og nu er mine Øyne trætte af Taare, de bittreste, jeg længe har grædt. Den sørgelige 27de Julj skal da bringe mig lutter bittre qvalfulde Minder – Du kommer her ikke, Maja, og altsaa ingen af de andre som skulde følge Dig, ikke min Thrine, Lotta eller Sally. Ja, jeg bad Eder jo ikke om det, vilde, torde ey nævne det. Men af min Smerte over det feylslagne Haab føler jeg, hvor dybt dette Haab, nesten mig selv ubevidst, maae have rodfæstet sig i mit Hierte. Det har jeg jo lovet mig selv saa ofte, skulde ikke skee mere – Nu straffes jeg haardt fordi jeg saa slet holder mig selv mine Løfter – Du vilde jo ikke bedrøve mig, min ømme Maja, Du som aldrig forsætlig bedrøvede nogen. Det kan ey være anderledes –

Flere Timer har vi sadt ene, Zarine og jeg, nede i Haven, og de svundne Dage og de tabte Glæder og alle jordiske Haabs Utilforladelighed var Gienstanden for vor Samtale. Hierterne ere blevne lettere, men Hovederne tungere –

Nella sendte Brevet, det kiærlige Brev der dog har kostet mig saa mange hede Taare – Selv er hun ey kommet endnu.

265Sønd: 23de I Gaar Formidd: kom de kiære Børn, og med dem Hanna Bull, Jomfr: Horster (som skulde til Gierdrum) og 3 af min Jes’s Skolevenner: Steen fra Hedemarken, og de to arme Faderløse, Georg og Ernst Jessen. Han er da ogsaa borte, den raske, kraftfulde Mand, det hæderværdige Menneske, den duelige Læge, ak, og nesten den sidste af mine første Ungdoms Venner. Saa uformodet kom dette Stød, saa vældigt traf det i de friske Saar – «Har du nyelig hørt noget fra din Fader?» spurgte jeg Ernst. Han taug og Taarene kom ham i Øynene. Han er syg, sagde Hertel siden, og da vidste jeg strax, han ikke var her mere –

Arme Lotte, arme Moder med dine 8 smaae Faderløse! Hvorfor skulde jeg sige Eder noget om min Kummer, I Dyrebare, og hvordan jeg maae stræbe at undertrykke de Taare, som uophørlig vil frembryde med Magt naar jeg seer eller blot tænker paa de saa tidlig Forladte. Ney, vel ikke Forladte: Gud og mange Ædle lever. Men deres fasteste Støtte er dog falden, Træet, hvorom de spæde Ranker skulde slynge sig –

«Og saa er det jo dog mere i Naturens Orden, at Forældrene gaae foran. Det har du jo selv sagt, Moer Koren, i din bittre Smerte». Ak Gud ja, i min bittre Smærte. Og endnu siger jeg det. Men fra en Moder med saa mange Smaae – Faderen, Manden, Husets Støtte, Samfundets Baand! Gud o Gud! hvad du giør: see, det maae være ret – «Men tilgiv, Miskundelige! at vi græde, naar vi sige: Skee din Villie Gud!» –

__________

266Børnene havde kommet tidlig i Gaar Morges, da de toge fra Byen Kl 12 om Natten; men Vognen gik itu for de Stakler, og de kom alle 7 med deres Hab und Gut paa en laant Arbeydsvogn. Zarine og jeg sad i Haven og hørte Linas glade Raab: «der er de alle sammen!» Og før jeg kunde komme dem imøde, vare de om mig, de gode, glade Unger, og over deres Glæde forsmertede jeg for nogle Øyeblik mine Savn, ak, til Tidenden om min Ungdomsvens Død vakte dem saa bittert.

Fra min elskede Lotta et saa langt muntert Brev. Ogsaa hun havde haabet at følges hid med vor Maja til den 27de[.] Tak da, I Elskede, for I ønskede at være her! Og hvem ønskede det varmere, end Du, min hulde Sally! Det behøvede Dit ‹…› ømme Brev ikke at forsikre mig om; jeg vidste det nok, og at I Alle, selv I Langtfraværende, vil tænke paa Eders Moer Koren denne Dag, og at det er den sørgeligste Fødselsdag hun har oplevet i sin lykkelige Ægtestand –

Lille Mørk var her nu for at see sin Maria. Ingen Elsker kan betragte sin Udvalgte med kiærligere Blik, ingen Fader det elskede Barn med ømmere. Og hun er en from, elskelig Skabning. Jessen min er saa rask og munter, Gud skee Lov! og Lina veed ikke hvordan hun skal dele sig ret imellem begge, dele al den Kiærlighed mellem de To, hvoraf de Fire før fik hver sin Deel. Det lille lykkelige Væsen har den endnu ganske og udeelt for de Levende –

267Mand:24de Min Koren tog nu til det sidste Tingsted, og har i Morgen fuldendt dens hele Tingtour. Hertel reyste did ‹…› Gaar Eftermidd, og tog Georg Jessen med sig, for at adsprede ham lidt mere. Den yngere og i det Hele mere letsindede Broder er munter og færm som sædvanlig; men Georgs Kummer staaer præget i hver Mine. Han var ogsaa Faderens Yndling. Hertel er, som I seer – og ey tvivler om – stedse liig sig selv, altiid opmærksom paa og færdig til at formilde enhver Lidendes Sorg saa vidt det staaer i hans Magt. Ingen veed bædre end jeg, at denne Verden ikke er fattig paa Ædle, Deeltagende. Men Hertel er et Beviis paa, hvad Mennesket i enhver, selv den meest indskrænkede Stilling, kan være sine Medmennnesker. Hvad han har været og er dem, veed kun han, som ene kan, og sikkert vil lønne det – om ey før, saa i Vilhelms Omfavnelse hisset.

Den unge Steen er en vakker, beskeden Yngling, og Jesses meget kiære Ven. De har i Dag alle arbeydet for sin Middagsmad ved selv at plukke Ærter i Agren og siden pille dem af Skallerne. De har nok ogsaa taget sin Deel, tænker jeg, forlods, i raae Materie. Nu lever de sine lykkelige Dage, de gode uskyldige Børn – Gud give, de maatte og kunde blive mange! Jeg har ikke Hierte til at sætte noget – «Men» – til.

Maja og Hanna ere gaaet til Houg, at besøge Telja, som for det meste residerer der; Steen og Jes ere redne til Plogstad for at hilse paa min kiære Rikke, og bede hende med alle Sine komme hid Torsdag.

268Tirsd: 25de Hvor de slemme Gutter satte mig i Angst i Aftes. De havde lovet at være hiemme til Kl 7, og den blev over 9 før de kom. «Ja du kan ogsaa saa let blive angst, Moer!» siger Jes, og det istemmer I vel Alle med ham; men hør dog først alting: Han reed paa en her før omtalt Fole, som den hele Somme‹…› ikke har været brugt en eneste Gang, gaaer i god Havn, og er saa vælig, at de neppe kan holde den[.] Steen reed paa Hertels Hest, som ogsaa er ung, frisk og uvittig. Dog kom de Gud skee Lov i godt Behold og i fuldt Galopade til Gaards. De havde redet feyl paa Fjeldet, og siden været inde paa Houg hos Jomfruerne og spiist al min Mælk og Fløde op. Det de lævnede, siger de, skal gaae med i Aften, da de, tilligemed lille Jessen og Lina, spadserer did for at hente Hanna og Maja tilbage. Vakker Ungdom, som nu voxer op[.] Det er herlige Aftener. Vi sidder ude nesten til Sengetiid[.] Maanen lyste saa vemodsfuld blidt for Zarine og mig i Aftes, da vi besøgte vore slumrende Elskede. Nesten hver Dag pryder hun det stille Hvilested med friske Blomster, vædede med hede ‹…› Længselstaare, og under Ønsker snart at hvile sødt som de. Da hun saaledes knælede ned ved Graven i Aftes, det arme forladte Barn, og Maanen skinnede i hendes Taare, som hun vilde skiule mig, o! da bad jeg stille med hende: « Gud styrk dette knuste Hierte, og skal det her ikke mere finde sin tabte Glæde, da und det Hvile i den venlige Grav!»

269Onsd: 26de Nu just ved dette Klokkeslæt var det, min Sara for et Aar siden vreed sin Arm, og saa heltemodig, trak den selv i Led og smilte til alle sine Smerter for ikke at ængste den elskede Moder. Det var den første mørke Skye der saa truende trak op over mit Hoved, mit Hierte. Evige Gud, hvilket Aar! Hvilke Erindringer! Mange Gange synes jeg, jeg ikke kan udholde dem – Sara, Vilhelm, mine Siæls Glæde, mine Øynes Lyst – borte, hensmuldret Støv i den mørke Grav – og i Dag et Aar – hvor blomstrede de om mig, om den lykkelige Moder! Og nu – og nu –

__________

Aften Lieut: Christie kom her i Formidd: De ere nu alle paa Raknehougen, som fra i Morgen – eller d: 8de August – faaer et andet Navn. Hvor Koren stræber og har stræbt, for at faae dette Sted istand. Kl: 4 i Morges var han der alt, og har netop været hiemme og spise. Lykkelig den Gode, som søger sin Glæde i andres Glæde. Det er af de Dyder som bogstavelig lønner sig selv.

Veyret er saa trykkende, jeg er saa beklæmt, og intet Arbeyde vil ret gaae fra Hænderne. Nu var Ernst Jessen her, og bad mig om en Bog. Imens jeg søgte om den, havde han lagt en Rosenknop og en Forglæmmigey her paa mit Skriverbord! Ney, du stakkels neppe halv udsprungne Rosenknop, jeg skal ikke forglæmme dig og det Træe, hvorfra du stammer, som nu ligger visnet i Støvet.

270Torsdag 27de Dine Ønsker, hulde Maja C, i det dyrebare Brev jeg i Dag modtog fra Dig: «Gud lade et Glimt af den salige Glæde, hvormed din forklarede Vilhelm og Sara i Aar høytideligholder din Fødselsdag giennembryde Sorgens Mørke, og efterlade et blidt Gienskin i dit Hierte!» vil vist gaae i Opfyldelse. Men endnu arbeyder det, det arme Hierte, under de tunge Erindringer af sin tabte Glæde, endnu flyder kun enkelte Taare og lette det ikke. Det vil nok blive bædre.

__________

Og kappes de ikke om, alle de Velsignede, at vise mig hvor kiær jeg er dem, hvor giærne de vilde udfinde noget som kunde bevidne deres Hengivenhed? See for alt det rundt om mig, fjærn og nær fra. Da jeg kom herind i Morges saae jeg strax, at de tre vakre nye Kobberstykker som hang paa Væggen Troe, Haab, Kiærlighed, var fra Hertel. I mellem disse hang Saras Silhouet. Kunde det hænge skiønnere? Paa Bordet stod en Æske, i hvis Udskrift jeg gienkiendte min Majas kiære Haand; og i den laae det velsignede Brev, og Afskrift af Herders skiønne Rapsodie: Die Tonkonst, og et lille Brev fra min Sarathrine, hendes Siæls Præg, som den nydelige strikkede Kappe var hendes kunstige Fingres. En Ring fra min Lotta med hendes og Saras Haar, indsvøbt i en lille kiærlig Sæddel. Og med alt dette Eders kiærlige Ønsker, selv at kunde give mig det – ak! at disse bleve uopfyldte! Men saa har jeg jo dette Gode i Vente. Og giætter jeg feyl, min Maja, naar jeg troer, det er med Overlæg Du ikke kommer her før – den smertelige 8de August, fordi Du troer: «da behøver den arme Moder Sine Elskedes Nærværelse endnu mere, end denne Dag.

271«Ja, til den ottende August haaber jeg vist, vi ere hos Dig, elskede Moder!» skrev min Sally. Saa udtænker I alt paa det bedste. Hvad kan jeg sige Eder? Hvad ere Ord og Pennestrøg? – Og Gud skee Lov! mellem os behøves de jo ikke –

I skulde jo vide, hvad jeg mere har faaet i Dag: En peen Syepose fra Poppenheim, et peent Kastetørklæde af Zarine, en Voxstabel af Linaungen, og saa mange Blomster og Bouqvetter, og en Æske med min Saras og Vilhelms Navn, syet af deres Haar, og et Silhouet-Stykke af Fetter Christie (mig og Lina) og deylige Kirsebær – Saa udtænke de, fraværende og nærværende, noget til Vidne om, hvor kiær den 27de Julj er dem, De Gode, Elskede! Og heller ikke I, fra hvem jeg intet Ord har seet eller hørt i Dag, har derfor glæmt Dagen og mig, det veed jeg saa vist, som jeg veed, hvor kiære I ere mig. –

__________

Fredag 28de Det kontrasterede underligt med Glassernes Sammenklang og de muntre Skud, de Taare, de hyppige hede Taare, under hvilke det lille nye Huus blev indviet og døbt Vilhelms Minde. Faa Øyne vare tørre. Uvilkaarlig henventes de flestes Blik bort til det Sted, hvor han slumrede ved sin Saras Side. Neppe var Ønsket at slumre der med og hos dem nogensinde stærkere i min Siæl end i disse Øyeblik, underlige Ahnelser giennemfoer min Siæl – glade og sørgelige – Den ædle Mand og Fader stod jo hos mig, 272hans gode, kiærlige Børn omkring mig – derfor vare hine Ahnelser, (vist nok en Følge af hiint ufrievillige Ønske) sørgelige og glade –

Min Rikke sad stille hos sin Mand. Hendes egne og mine Tab smeltede sammen i hendes Siæl, hun følte neppe, hvem af os hun især begræd –

Siden blev ogsaa Saras Grotte indviet med tre Skud, men stille. Her har mine Taare flydt oftere –

Fogdens var her, Pastor Chrysties, lille Faer Mørk, og Giørups. Kl 12 skildtes vi ad.

I Dag reyser hele Ungdommen til en Auction i Nærheden af Gierdrum Præstegaard, altsaa egentlig did. Lina er alt kiørt med sin Hertel og Poppenheim. De andre skulde spadsert; men jeg har bedt om Heste til dem, da det er for strængt at gaae over en Miil i slig Hede. Maaskee giør jeg dem det Puds, naar de mindst tænker det, at staae midt iblandt dem. Det kommer dog an paa, om mit Hoved bliver bædre, end det er.

Om hvor vakkert Vilhelmsminde er, hvilken sielden viid Udsigt man har derfra etc. kan jeg altiid fortælle Eder mere, mine Elskede! Det er ubegribeligt, hvordan min Koren fik det saa vidt færdigt i saadan Hast. Men jeg har ogsaa sielden seet ham drive noget med slig Iver – Og saa engang endnu min vennehuldeste, moderligste Tak, I Alle, som saa vennehuldt og barnligt mindedes den 27de Julj og Eders Moer Koren

273Løverd: 29de Jeg kunde rigtig have Lyst til at banke mig selv, thi Bank fortiæner jeg: At vaage saadan to Nætter i rad, da Nattevaagen nu er mig saa utaalelig – «Men jeg seer ikke, stakkels Moer vor, hvordan du kunde forekommet det. I Forgaars var du Værtinde og det var tilmed en Dag, da ingen pleyer lægge sig paa Hovind før henimod Dag; og i Gaar var det jo den kiedelige Auction som» – Jeg kunde blevet fra. Dog, lad mig nu forsøge min Retfærdiggiørelse. Jeg tænkte mindre end paa Auctionen, hvor jeg intet havde at giøre, og vilde taget lige til Chrysties[.] Men saa var jo baade Moer Chrystie der, og min Rikke, og Ungerne kom med en Fart ud imod mig, og jeg maatte – tænk engang – til Bords (Kl gik til 5 troer jeg) for at figurere i det mindste, eller rettere, fordi der ingen anden Plads var at faae i denne Menneskevrimmel. Men end kiedsommere var det ved Auctionsbordet, hvor det varede meget længere. At jeg sad mellem Moer Christie og min egen Futekone, kunde ikke være tilstrækkeligt nok til denne slemme Gjæts Giæsts Forjagelse, dog streed jeg tappert, og udholdt det ved Hielp af mit Strikketøy til Kl: henimod 8. Men da var ogsaa det hele Taalmodighedsforraad til Ende, og jeg rev mig fra Rikke, fik ikke engang sagt hende Farvel, og tog Veyen til Præstegaarden, hvor Værtinden og al Ungdommen var i Forveyen. Der var det ganske anderledes. «Kom nu ikke alt for seent, Christiane!» sagde min gode Skriver da jeg reyste. Det giorde jeg ikke heller: Solen stod op strax efter vi vare ariverede. Dog skinnede den Gud skee Lov ikke længe.

Det regner saa mildt og deyligt. Maatte det kun holde Dagen ud –

274Søndag 30te30] rettet fra: 20 ved overskriving Bogstavelig blev vel ikke dette Ønske opfyldt, dog har vi havt velsignet oplivende Regn, og det tægner til mere.

Hvor her paa engang er bleven stille efter en grumme Surr og Larm. Al Ungdommen, anført af min alvorlige Koren, er taget til Gierdrum, hvorhen ogsaa jeg var buden, men frabad mig det for denne Sinde. Endnu har jeg ikke ret forvunden de sidste Nætters Vaagen; dog bliver de der formodentlig i Nat, og møder mig i Morgen paa Plogstad.

Fra Kbhn havde jeg Brev i Dag. Det var fra min gl: Moer Møller, og indeholdt intet Nyt, men var mig dog kiært for de Hilsner fra hendes Familie, det bragte mig. Et Par Linier fra min kiære Lotta ledsage dette Brev, som med Biskop Krogs Søn var kommet did. Atter, saae jeg i Ugebladene i Dag, er nu mange Poster gaaet forlorne. Maaskee var der blandt disse ogsaa noget til mig. Det hører til det øvrige Sørgelige denne Tiid medfører, at man skal svæve nesten i stedseværende Uvished om sine Fraværende, kan saa sielden faae høre noget fra dem, lade dem høre noget fra sig –

Fra min kiære Bergens Skriver, min egen Wilhelm fik jeg ogsaa Brev, sønlig venskabeligt og behageligt som han altiid skriver. Hans Broder tog nu Afskeed, og fulgte med den øvrige Ungdom, men vilde stræbe at komme igien i neste Uge, naar jeg venter Eder, I Dyrebare! Giid han kunde. Det er en Yngling som vinder ved hver Gang man seer ham igien. Han og Jes ere blevne meget broderlige Venner, og det er mig kiært. Gud give den ældre Broder, min Wilhelm, var saaledes i Nærheden. Han vilde nok komme til at holde af Hovind som den gode Wærner holdt af det. Men hvor længe har vi vel ham her?

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1809

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798 (kommer)
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.