Dagbok 1809

av Christiane Koren

Junj.

2091ste Torsdag: Jo længere det i Gaar leed paa Dagen, jo skrækkeligere blev Veyret. Det var engang en virkelig Orkan, og jeg torde eller kunde ikke sidde herinde længere. Mit kiære Træe heruden for Vinduet bøyede sin høye Top nesten til Jorden, og hvert Øyeblik troede jeg det brækket, og torde knap see ud. Men det reyste sig igien som den Taalmodige, der finder sig i og giver efter for Livets Storme; kun dets Blade hænge endnu noget sammenkrumpne, som hiin Lidendes blege Kinder længe vedbliver at røbe hvad Hiertet har udstaaet.

Min Koren kom dog rask og munter og tør hiem, men seent. Den Roe og Tilfredshed jeg her i Gaar pralede af (pralede jeg virkelig? mine Elskede!) begyndte alt at gaae under som Dagen[.] Dog da jeg saae ham med sin gode Kavay komme saa jævnt paa væsle Røen, klarnede det igien, og sandelig treen da ogsaa Solen, før den sagde God Nat, frem mellem Skyerne. Han bragte mig glædelige Hilsener fra de Kiære Alle derinde: de levede vel, og længtes efter deres Moer Koren, som hun efter dem. «Hvorfor jeg ikke reyser nu, Ploven er forbi?» Jeg skal jo blive for et Barsels Skyld, hos Procurator Kroghs, hvis Barn, en Datter, skal opkaldes efter mine Mistede. Sara Vilhelmine skal hun hedde –

Og saa har Kreftings sagt, de vil komme her i denne Uge; men i neste reyser jeg vist, og skriver til, snakker med Eder i disse Blade, haaber jeg sikkert, før i Dag 8 Dage.

210Løverd: 3die Det giør jeg dog neppe: før Fredag, siger Skriveren, kommer jeg neppe til at reyse; thi han skal være borte de første Dage i Ugen, og er borte i Gaar, Dag, var borte i Gaar, og vil dog giærne blive et Par Dage i Roe med mig og sine Glutter; især da da Maja nok bliver i Byen det meste af Sommeren. Har jeg ikke sagt Eder, mine Gode, at hun skal ind i det der oprettede, meget roste Pige Institut? Frue Bergh og flere gode Mødre har sine Døttre der, og Majas Lyst og Anlæg til saa mange Ting, f.E: Tegning, Brodering, etc, haaber jeg, der skalskal] rettet fra: f ved overskriving kunde tilfredsstilles og uddannes. Vel erindrer jeg godt hvad min evig uforglæmmelige Hetgen Krogh bad mig: «Kiæreste Moer Koren, lad aldrig nogen af Dere‹…› Pigebørn komme i en saa kaldet Pensionsanstalt eller Institut[.] De glimrende Smaaeting de der lærer, er intet imod hvad de taber ved at udrives fra det stille, lykkelige Hiem o.s.v.» – Men jeg synder jo ikke mod mit Løfte til Dig, Du Himmelske; thi jeg lovede hende det – og hvem afslog hende noget? Desuden var dette saa aldeles mine egne Følelser. Men Maja bliver der ikke, vender hver Aften derfra til det blide, sande huslige Tøye‹…› – alle mine Børns andet Hiem – og spiser om Middagen i det ordentlige godlidende horsterske Huus. Ney, Du Forklarede jeg bryder saaledes ikke mit Løfte til Dig, og kan Du, skal Du det haaber jeg, altiid med Velbehag skue ned til Din Maja der som Barn var Dig saa kiær, hvis Siæl er saa barnliguskyldig som da, og fast over hendes Alder.

Junj anbefaler sig ikke til det beste. Hvilke evindelige Storme og nesten Vinterkulde! I Gaarmorges brændte det – ligesom nu, i alle Ovnene, og om Eftermidd: drak vi Caffe i Haven, og sad der til Regnen, den varme, milde Regn, jog os ind. Hu! tu! tu! – i Dag er det alt for slemt. Og i Aftes sagde vi alle saa glade: nu er da Sommeren kommet igien. Dog, den kommer vel, og heed nok – saa er ogsaa det utilpas. Pastor Chrystie, som laae her i Nat, tog nu herfra. Paa Nyt er Dagb: fattig, som I seer –

211Dog er det Nyt, at jeg i Dag første Gang siden mine glade Dage har forseglet mine Breve med rødt Lak, og reent aflagt Sørgedragten. Det er forbi, det første skrækkelige Halvaar. O! hvor ubetydelige, hvor intetsigende ere disse udvortes Tegn paa Sorg, paa en Sorg, som først ophører naar mine Elskede paatager den nu henlagte Sørgedrakt for deres Moer Koren, og egentlig skulde glæde sig over at vide hendes Aand klædt i de lyseste Farver, i lyksalig Forening med de elskede Forudgangne, i ikke mindre lyksalig Forventning af de elskede Efterkommende. Imidlertiid forunde Gud mig, aldrig mere at bruge de henlagte eller andre Sørgeklæder, siden jeg skal aflægge dem nu. Ogsaa med disse Sørgeminder var jeg nu bleven fortroelig; men engang aftagne, o Gud! lad det blive for stedse.

Sønd: 4de En heel Jomfrue Ambasade omringede mig i Aftes med venlig Begiæring om, i Dag at maatte tage til Næss under Hertels Anførsel. Mit Samtykke fik de let, men vanskeligere Skriverens, da Hestene trænge saa meget til Hvile efter Ploven. Dog smeltede den gode Faders Hierte, og gav han, de Bedende uafvidende,uafvidende] rettet fra: u‹…› ved overskriving Ordre til, at fore de Heste, der skulde bort med dem, hele Natten med Hakkelse og Havre, saa de nu rullede jublende afsted, de glade Børn –

Mand: 5te

O! for den Gode Livets Vey
Gik Lykkens Sol end ned –
Har mangen bliid Forglæmmigey,
Som skaber Siælens Fred.

Efter Ungdommens Bortreyse vandrede jeg, først ene, saa med min Koren, Haven et Par Gange rundt, men blev paa engang saa mat, at jeg ikke kunde gaae længere, neppe herind, hvor jeg lagde mig paa Sophaen. Og dog var denne Mathed mig saa ubeskrivelig behagelig – det var mig saa vel, og just som 212jeg mindes engang fra min tidligste Ungdom, da jeg besvimede i et Anfald af Nærvefeber. Jeg sank i en sød Slummer, og det forekom mig, som om mit hele Væsen mildt skulde opløses i den. Hvor længe den varede, veed jeg ikke. Dørren aabnede sig, og min hulde velsignede Rikke stod smilende for mig, kun lidt bestyrtset over at finde mig i den Stilling. Men saa pludselig som Kræfterne vege, kom de tilbage ved denne Udsigt til en glad Dag. Den Gode var gaaet hid, og det ganske ene. Hendes Børn kom efter med en Hest, som hun hiemme ikke vilde oppebie, for at kunde være des før og længere hos sin Christiane. De kom ogsaa over en Time senere. I tænker Eder let, mine andre Dyrebare, at denne Dag blev Magen til hiin paa Plogstad. Vi vare for det meste ene sammen: Hr. Munthe, som var her ved Kirken, tog tidlig hiem, og min stakkels Koren havde saa meget at skrive, at vi neppe fik see ham før seent om Aftenen. Børnene morede sig indbyrdes, og med den gode Telja, naar hun havde Tiid at give sig af med den. Vi læste, snakkede, spadserede, ogsaa Haand i Haand til Kirkegaarden. Rikke havde endnu ikke besøgt sin elskede sødtslumrende Sara, og Vilhelm. En ung, vakker Kone gik mellem Gravene med sit Barn ved Haanden – som jeg saa tidt gik der med de nu Hvilende – Hun lukkede Porten op for os, og lod os være ene. Ellers pleyede alle Naboerne have noget at snakke med mig om, naar de saae mig. Men naar jeg nu gaaer did, vige de tause tilside, og kun deres Øyne tale, ofte giennem Taare. En Moders Sorg er alle Væsner hellig.

«Gud give» sagde min Rikke, « at jeg havde Mine saa nær.» hun meente deres Støv. Arme Moder! Arme Mødre! Ja, den er mig jo ogsaa saa usigelig kiær, denne smertelige Nærhed –

213Gud give da, Du havde Dine saa nær, kiære, sørgende Veninde! Og hvor tidt, elskede Maja C, har Du giort dette Ønske om Din «kiæreste Plæt paa Jorden» –?

Moer Borchsenius tog hiem, men saa seent mueligt. Hendes Børn thi ogsaa Lovise Radich er saa lykkelig at være hendes Barn – bleve her, og dem skal vi i Eftermidd: følge hiem, alle de Unge spadserende. Mine Kræfter staaer ikke mere til saadan Marsch. Forvalter Krefting kom en Times Tiid før Børnene i Aftes, og er nu alt taget til Byen, for at berede os Vey, sagde han. Den gode Krefting! ogsaa hans Lod er tungt, meget tungt: hans ældste og yngste Datter ere syge, og maae begge til Christiania. Den vakkre tækkelige Lise – I kiende hende nesten Alle, mine Elskede! – har stærkt Krampeslag, som indfinder sig ved den mindste Anledning – ak! siden hendes Venindes, min Saras Død har det været hyppigere end før – og nu har det daglig Næring ved den retskafne Faders Græmmelse over hans lumpne Foresattes nedrige Fremgangs- og Behandlingsmaade. Han har nu opsagt sin Tiæneste, og forlader Hurdalen til Høsten, det Hurdal, hvor hans Kaja er fød, og det meste af hans Liv saa blidelig henrunden, hvor han er elsket indtil Enthusiasme af alle Mennesker, en Heyerdals og Kanfeldts Spioner og Consorter undtagen – forlader det, uden at vide nogen Udvey for sig og sin store Familie. Det er haardt. Men han maae, skal daglig Harme ikke berøve ham den Rest af Helbred, han endnu har tilbage. Og vær kun roelig, Du Retskafne! Gud vil ikke forlade dig, som aldrig lod nogen Lidende være uden Trøst, uden Hielp, naar denne stod i din Magt, var det end tidt, som man kalder det, til egen Skade.

214Hertel med sine fire Jomfruer havde ikke havt en mindre kostelig Dag i Gaar, end jeg. Overalt hvor de kom – og de vare hos Protr Smith’s, hos Lehnsmand Reich’s og Provst Finkenhagens bleve de gladeligen modtagne. De to sidste Stæder traf de stort Selskab, hos Reiches General Staffeldt og mange Officerer; hos Finkenhagens en grumme Mængde hæslige stive Madamer, siger Nella, som kom strømende imod dem ud af et Sideværelse som af en Bikube, men satte sig da meget sædelige, og bleve, alle i en Stilling, siddende som fastnaglede til Stolene. Jeg var tilfreds jeg kunde give Eder det hele Malerie, men det blev ufuldstændigt uden de behørige Pantomimer – Den gode Lieut: Christie (som logerer paa Præstgrd) fulgte dem Halvveys, og havde giærne fulgt dem lige hid, havde han været sin egen Herre. Staffeldt havde som sædvanlig sin lille 7 Aars gl: Emilie med sig, et meget elskværdigt Barn, med hvem Lina snart blev gode Venner.

Onsd: 7de Tre saa deylige Dage i Rad – er det ikke nesten for meget? Da jeg kom til Plogstad Mand: Eftermidd: havde min Rikke, nesten med egen Haand, opsadt en Løvsal, selv slæbt Grenene sammen til den, selv opslaaet en Bænk etc, fordi hendes Moer Koren saa giærne vil sidde ude. Og der sad vi saa troet hele Aftenen, drak Thee der, spiste Eftersvælg, og saae Futen trælle paa sin Ager, hvor han gav os en Ilumination tilsidst, ved at opbrænde en heel Deel Riis som var sammenkiørt der, og i hvis Aske Dagen efter blev saaet Thorebyg. Denne Brænding kalder man her: at brænde Køs (ikke Kys, Gud bevar’s!)

Og deylig var hele Gaarsdagen, skiøndt Regnen forbød os at være meget ude. Men mine Jomfruer gik dog hiem, kun Lina blev tilbage og kommer neppe i Dag heller, da Regnen end er stærkere end i Gaar.

215Den urimelige Nella, som strax hun kom hiem i Aftes gik lige i Bad, er syg i Dag, og istæden for at ynke hende, havde jeg Lyst til at banke hende dygtig. Og var ‹…› det vel Uret, om jeg giorde det? «De lærer aller» siger gl: Flinta. I vide jo, at den 7de Junj er mig en hellig Dag. Da saae jeg min Koren, som Voxen, første Gang. I Dag er det 26 Aar siden.

Torsdag 8de Mit Huus er beskikket, alting indpakket for mig og Glutterne, og tidlig i Morgen tænker vi at drage afsted: Veyret er ikke det bedste, men tør blive bædre i Morgen. Dog, det være som det vil, mine elskede Sovende maae jeg have sagt God Nat –

Hvor Slumren under Blomster maae være dyb og sød – De hørte ikke mit God Nat – en Moders God Nat kan ikke trænge igiennem det tunge Blomsterdække – O evige Gud! – Det var første Gang, jeg besøgte dem allene. Det er jo ogsaa første Gang, siden de hviler der, at jeg skal være saa længe fra dem – O! slumre da sødt under Eders Blomster! – God Nat! God Nat!

Ogsaa til Eder, I Dyrebare, som endnu hører mit God Nat, mod lyder det nu fra Hovind for mange Dage og Nætter. Jeg er saa beklæmt. Gud give det var i Morgenaften, og jeg var hos Eder, I Elskede derinde, saa var det mig vist lettere om Hiertet. De sørge her, fordi vi skal bort, baade jeg og Maja og Lina, og Maja for saa lang Tiid. Min ædle Koren siger intet. Han forstyrrer aldrig nogens Glæde, eller giør nogens Byrde tungere. Det vilde de andre heller ikke, de Gode. Men Korens Siælsstyrke har kun Faa. Har jeg – jeg Svage – ikke nok Aarsag til at velsigne den 7de Junj?

Nella er Gud skee Lov frisk i Dag. Endnu et God Nat – Kl er 8 – Var det i Morgen ved denne Tiid! –

216Tøyen 11te, Søndag Jeg havde nesten Lyst til at begynde mit Regnskab for disse sidste Dage bag fra, for strax at sige Eder, hvorfor I seer mig her saa seent, mine Elskede! Men jeg er meget for Orden, som I vel veed, og saa maa I nu begynde med at ledsage mig og min Maja og Lina til Vogns fra det velsignede, vakkre Hovind Kl 8½ Fred: Morgen. Det var Linas Skyld, vi ikke kom ud før, da hun træt og mødig efter at have fulgt Maja rundt om til alle sine Farvel Aftenen før, og grædt med hende ved de Elskedes Grav, som var det sidste, de bad Farvel, sov saa sødt og længe, og vi ey nænte at vække hende tidligt. Den gode Zarine var ikke ret frisk, alle de øvrige raske, kun ikke ret fornøyede med Skilsmissen, og maatte jeg ogsaa hefte Tankernes Blik saa fast mueligt paa det deylige Tøyen og de Kiære her og deres Glæde ved at see os, for ikke at blive alt for nedstemt ved at rive mig løs fra det meget, som holdt mig.

Veyr og Føre var ønskeligt, mit lille Selskab blev alt muntrere og muntrere; vi mødte ualmindelig mange vakkre Mennesker tildels fremmed udseende og klædte. Blandt disse sidste var et ungt Menneske, som gik med det blege Ansigt bøyet til Jorden, og hilsede os uden at see op. «Veed du hvad? Moer!» sagde Lina efter at have fulgt ham med Øynene, «det stakkels unge Menneske saae ud som han havde tabt alle sine Glæder» – og saa saae han virkelig ud.

Da Havedørren her stod aaben og ligesom indbydende de Ventede, stege vi af og gik derigiennem; men den kiære Lotta havde seet os fra sin Bænk under det store Kastanietræe, og hun, og Kista mi ilede os imøde, og den gode Thrine Olsen – før Biltzing – som ogsaa ventede os her. Neppe havde vi kommet os 217lidt i Orden, før Capitain Widing, hans Kone og Svigerinde kom, og blev her hele Aftenen. Min Jes kom ogsaa, og just som vi skulde til Bords Hr Presidenten. Jeg kom ind i mine egne Tanker, og satte mig, og saae de loe allesammen, uden at jeg vidste hvoraf, og saa var det af mig, som ikke saae den pudserlige President, der sad lige for mig. Gud skee Lov, han er ret færm og munter, skiøndt Forretninger af alle Slags ere færdige at voxe ham over Hovedet. Og det er jo nu nesten alle Embedsmænds Lod.

I seer, mine Elskelige, at for den Aften var det ikke at tænke paa Skriving. «Men nu i Gaar?» Da gik jo Frue Lotta og jeg heel tidlig til Byen, for at faae afgiort alt til hendes Hannas og min Majas Indtrædelse i Pige-Institutet,Pige-Institutet] rettet fra: Pige In‹…› ved overskriving som bliver i Morgen. Forstanderinden, Jomfr: Hartvig, kiender jeg fra Smaalehnene, en tækkelig, interessant Pige. Hun glædte sig til at faae en af Moer Korens Døttre blandt sine Elever. Begge mine Tabte havde hun kiendt, og da vi kom til at tale om dem, flød hendes Taare før mine –

Men det er vel svært, især for mine nu saa svage Knæe, at gaae nesten i et væk til og fra Byen, tilmed i slig Hede, og høyt op mod Pebbervigen ad de stenede Gader. Jeg fornam det ikke saa meget under Gangen selv, fordi vi vare i saa god Prat, Lottamoer og jeg, men siden efter lod mit Hoved mig vel smerteligt føle, at det var saa, og endnu i Dag er det meget slemt, dog vel neppe deraf.

Her var Selskab i Aftes. Jeg fornyede et gammelt interessant Bekiendtskab med en Artillerie-Capitajn Motzfeldt, som i flere Aar har været i Vestindien, hvor han er bleven gift med en Byfoged Stenersens Datter, en saare tækkelig ung Kone, endnu 218ikke 21 Aar, og alt Moder til en 4 Aars gl. Datter og en yngere – Det Modsatte af hende var hendes tvende yngere Systre, af hvilke den yngste især var hvad man paa norsk kalder en Galheya. Flere Fruentimmer var her ikke, men en heel Deel Mandfolk, blandt andre den nye Byefoged Weidemand, Sommerhielm, Hetting, Grev Ahlefeldt, Obr: Lieut: Ohme, og Skolelærer Arnesen.

Naar jeg siger: flere Fruentimmer var her ikke – mener jeg fremmede: thi vor Sally kom her, uden at vide enten af Selskab eller Moer Koren eller smaae Systre, i sin pene Værgarns Kiole, og blev heel forundret, og stærkt fintet af det presedentlige Par, som ikke vilde troe, hun var uvidende om min høye Ankomst, og beskyldte hende for, at hun kom blot for min Skyld. Saa maatte i gamle lykkelige Dage en vis daværende Doctor, (som ogsaa kaldte sig Faer Sinsen) høre Fanteord af Justiskarens naar han saa vennehuld og god kom did strax efter jeg var kommet der, og dette uagtet dog kom flere Gange mens jeg var der. Men han vidste nok ogsaa som Sally: «at det ikke er af Hiertet Moderen bander Barnet sit» – (et leyt Ordsprog for Resten) – Havde jeg været lidt friskere, kunde det været en ret behagelig Aften; men jeg var syg, og mit Hierte var meget sygt. Motzfeldts første Spørgsmaal da han havde hilset paa mig, var: «hvor er Deres Sara? Frue Koren!» – Han saae hende da han saae mig sidst i Frdstad. I den korte Tiid han har været her, har han været syg, og ikke blandt nogen, som har kundet underrette ham om mit Tab. Jeg saae, hvor hans Øyne formørkedes ved mit Svar –

Og saa er Du da nu endelig paa Frhld, elskede Maja! – I Dag først kommer Du did, og strax Du kommer tilbage, venter Du at see Din Moer Koren, venter det saa vist, og maaskee – – 219ney, bort med de fortredelige Maaskeer – Hvad der skeer, skeer jo alligevel, og maaskee (her kan det ey udelukkes) tidsnok. Gud signe Dig, Hulde, for de kiærlige Breve! Og om deres hele rige velsignede Indhold intet Ord mere her –

Et Bevis paa, at Sally ikke tænkte paa at finde mig her, var dog vel det, at hun ikke havde et Brev med til mig fra Systrene sine, som jeg da nu Gud skee Lov har i Vente.

Den brave Rasmussen har været meget syg, men er nu i fuld Bædring. O! Dødens skrækkelige Lee er endnu i fuld Gang, afmeyer den ene haabefulde skiønne Plante efter den anden, opriver det ene stolte, velgiørende, Frugt- og Skygge-ydende Træ efter det andet. Ogsaa Doctor Arboe, den sieldne Læge, det endnu sieldnere Menneske, er gaaet bort, bort fra en Verden som ingen Glæder havde for ham, hvor ingen lægende Urt vaxede for hans i Stilhed lidende Hierte, bort til en Verden, hvor de sørgelige, qvalfulde Tvivl, som her omslørede den redelige Siæl og saa tidt røvede den hver trøstelig Udsigt, skal falde (er allerede faldt med Støvdækket) og alt blive lyst og klart omkring den. – Mit Bekiendtskab til Arboe var kort, og vi saaes sielden; men der var noget, som paa en vis Maade drog mig til ham fra første Øyeblik. Var det maaskee den undertrykte Ild i det mørkeblaa, store, talende Øye, som undertiden pludselig brød frem, som jeg ogsaa nu i mine Smertedage paa Strømsøe, mere end engang saae udslukt i en bliid Taare? Hvad det var eller ikke, han var mig hvad han maatte være alle (men disse Alle vare Faa) som kiendte ham anderledes, end Dramens almindelige Mennesker i Almindelighed kiendte ham – At hans TabDød er et Nationaltab, derom er dog vel kun een Stemme –

220Her er meget stille i Dag, usædvanligt stille, det er frit for Fremmede, formodentlig fordi det rægner. Jomfrue Wolderne er her, og Jes, ellers ingen. Presidenten spiser ude til Middag, jeg troer hos Agent Nielsen.

Dagens nyeste Nyehed her, er den fameuse Professor P—hls sidste fameuse Geschichte, som giør en saa fameus Epoche i hans urosværdige Liv. Det være imidlertiid sagt til Christianiensernes Roes, at man ikke seer eller hører dem triumphere over den saa dybt faldne Broder, skiøndt han ved sin kiække Opførsel ikke opfordrer til Skaansel; men maaskee vil han blot undgaae at vække ydmygende Medynk; Middelveyen er vel ikke saa let at finde. Hans arme Kone, hans uskyldige Børn, for dem bløder alle Hierter. Den ældste Datter skal især tage sig alt det nær, som geraader Faderen til Skiændsel. Det ulykkelige Barn! Den endnu tifold ulykkeligere Fader! –

«Duk dit Hoved dybt og græd, o Piil!» –

Her er Frue Lotta og siger: «nu skal vi spise, Gullet mit!» – det er til Aftens, og I kan tænke, jeg maae lystre Ordre –

Mand: 12te Kl 6 i Morges var min Maja oppe, for med sin Veninde, Hanna Bull, at lave sig til Skolevandringen. Jeg stod op kort efter, saa rask og let, og satte mig halv paaklædt til at læse nogle Breve, som vare mig bragte, men hvis Indhold paa engang nedrev hvad den blide Morgenstund saa skiønt havde begyndt at opbygge – og Grunden til en god Dag var forsvunden. Disse Breve angik ikke Eders Moer Koren personlig; men de angik hendes Hierte, og det er smertelig bedrøvet. Ja, «Mennesket er det, som giør Mennesket ulykkeligt –

Her har været aldeles stille i Dag til henimod Aften, da 221kom Justitsraad Smiths Enke, og den yngste Jomfr: Wold. Hun er yderlig flau, denne samme Ane, men hvad kan hun for det, arme Kone! Hun var vel giærne morsommere, om hun kunde. Overalt, hun vaaser blot uden at giøre Nestens Brøst og Ufornuft til Gienstand for sit Vaas, som Vaasende ofte saa giærne vil, og saa «faaer du taale det, Puus!» og blot sige saa sagte hvad sal: Jalles sagde lidt for høyt: «Gud skee Lov de er paa Dør. De kommer ikke igien i Morgen.» – Det er da blot Fruen her er meent: Woldebarna, som JustiskarenJustiskaren] rettet fra: ‹…› ved overskriving kaldte dem, ere mig altiid kiære som Lævninger eller Minder af de svundne Dage –

Onsdag 14de I Gaar eftermidd:, blev det besluttet, skulde vi alle vandre til Slotspræsten. Jeg underrettede min Sally herom, at hun kunde, om mueligt, møde der, eller følges herfra med os did. Det første lovede hun, og holdt det. Da vi kom herudenfor Alleen, mødte vi Frue Bergh, som vilde været paa Tøyen, og det var os alle grumme ukiært, at dette gode Forsæt nu blev tilintetgiort. Hun lovede imidlertiid at giøre det om igien, og da hun nu er saa frisk og færm, tør vi haabe, hun vil holde det. Men bædre havde været bædre. Nu vare vi meldte hos Pavels (som de havde bedt om for at være hiemme) og det stod ey til at ‹æ›ndre. Fr: B: fulgte med os og lod sin Vogn kiøre tilbage. Vi skulde giøre Barselvisit hos Wulfsbergs, og gik saa frisk til, vis paa, at Madamen nu maatte være hiemme. Jo Pyt sa’ Peer til Kongen: Hun var gaaet til Munkedammen med sine Smaaepiger. Vi behøvede Hvile og satte os hos den sovende Spæde, hvis Titulair-Amme, og fast kunde jeg sige Titulair-Moder; i Dag reyser til Bekkelauget for at agere Vertinde ved en Fest der i Aften skal være for den bortreysende Lieut: Sommer, hvilken Fest, efter Madamens Anordning, skal endes med et Ball –

222Jeg kunde nesten ønske for hendes Mands, Huses og Børns Skyld, at hun var mindre fieldstærk end hun maae være i for 3 Uger efter Barselsengen at kunde dandse og vaage og sværme saa – Præsten kom hiem før vi gik. Hans Bortrykkerie er nu alt i Gang. Gud give, det maae lykkes ham bædre, end hans fleste Foretagender hidindtil – Da Fr: Bergh havde sadt os paa ret Vey, forlod hun os, i Haab om at finde et Brev hiemme fra Berget sit, da Major Hummel i Gaar var kommet herop fra Kbhn – O! giid han ogsaa bragte mig noget!

Vi fandt Moder Pavels med alle sine tre Glutter i Haven; Frøken Jul var der, og vi bleve saaledes et heelt Qvindelag, som Sally lidt efter forøgede ved sin kiære varme Nærværelse. Det kiære Barn havde gaaet den lange Vey i al den Hede – Pavels var paa Bogstad, men kom, før Theetiden reent var forbi, tilligemed Pastor Ottesen. Tilsidst ariverede Presidenten, og flere vare og bleve vi ikke. Rasmussen tør endnu ey vove sig ud. Vi havde det ret fornøyeligt. Et Øyeblik vare vi inde hos min gode Moer Messel, som – I veed det jo? –nu boer hos Mad: Lange. Vi gratulerede hende og hendes Ovidia, som er forlovet med den unge Lange, hendes Barndoms Ven, et elskværdigt ungt Menneske, med hvem hun til Høsten skal have Bryllup og boe paa Stabek – (hvor jeg skal faae mig et behageligt Hvilested paa mine behagelige Tourer til Strømsøe og Eger) Det er saa lafontainsk skiønt, naar Familieforbindelser saaledes fortsættes. Messels og Langes Koner vare Barndoms Veninder, og siden har begge Familierne været bestandig som een. Gud signe min fromme Ovidia, den sieldne Moders sieldne Datter! Agatha, hendes Yngste, har været farlig syg, og er endnu, skiøndt i Bædring, meget svag. Med sine blege, indfaldne 223Kinder, sine matte Blik, var hun en saa rørende Contrast af den blomstrende Syster, i hvis jomfruelige Aasyn den lykkelige, uskyldige Bruds Glæder vare saa umiskiendelige.

Eder alle, som kiender den ærlige gamle Flinta, vil det være saa paafaldende, som det var Sally og mig, at see ham ved Siden af gamle Asessor Brochman, og endnu mere, at høre, han hver Dag besøger og spiller sin Piqvet med denne hans fordums Antagonist. Men I vil kiende den sande ædle Mand igien, naar I faaer vide – hvad I maaskee alt har giættet – at han handler saa af sit Hiertes Trang, fordi han veed hiin ulykkelige Olding nu er saa aldeles forladt og uden alt Selskab. «Ja, Flintenberg er en Trønder» siger Presidenten og bryster sig.

Pavels og Frue og Frøken Jul og Sally mi (som skulde blive der Natten og jeg troer i Dag over) fulgte os et godt Stykke paa Veyen, og den snilde Ottesen lige her hiem, hvor Maja tog imod os. Lina var saa træt og grætten, og det første var hun ikke allene om at være, thi jeg orkede neppe op over Bakken; Kista var det ey stort bædre med, men min velsignede raske Lotta giorde Skam af os alle.

I Dag sov jeg saa længe, var saa træt; men jeg veed dog vist, saadanne Toure ere mig tiænlige. Nu kunde jeg giærne begynde en saadan igien. Dog i Dag bliver vi hiemme, skiøndt ikke ganske i Roe, da her nok kommer nogen i Aften. Jeg veed ikke ret hvem –

Pavels’s tænker nu stærkt paa sin Bergenstour, som skal gaae for sig om 14 Dage. Pilen Palen følges med dem. De to ældste skal være med, saa min gode Maja Pavels faaer nok at tage vare paa den lange Vey, da Glutterne ere saa smaae[.] Men saa den gamle Moders Glæde, naar de samles! Gud lade den 224blive reen og ublandet, og ikke som min Korens og min, da vi efter den høyst besværlige Vinterreyse med et halvt Aars gaml Barn, fandt den dybeste Sorg der, hvor vi ventede den høyeste Glæde: Min Korens Fader, som vi aldrig havde hørt var syg, ak! fandt vi – i det fædrene Gravsted –

En rimet Epistel fra Egersønnen til Fr. Pavels fik jeg med mig, da det var for mørkt at læse den da jeg fik den der. I Morges ved Thebordet læste jeg den for min Kista, og tog da Lina til Orde: «Jeg kan saamen høre, det er fra Hr. Frederich!»

Torsd: 15de «Og hvem var da ‹…› paa Tøyen i Aftes?» Min gamle vakkre Obr: Meyer, Obr: Lieut: Scheel, en Do Rosbach fra Trondhiem, og Major Rummelhof. De øvrige Indbudne vare i Bækkelauget. Iblandt disse ankede jeg meest paa at Justitsrd Wexels ey kom, som jeg dog giærne talte lidt mere med. Mad: Wulfsberg havde havt nok at danse med lel. Seent kom Secretair Ottesen, en grumme brav og flink ung Mand, som alle de Ottesener ere, men ulænkelig og snurrig for Resten. Baade han og hans Broder Præsten har fra tidligste Ungdom havt en saadan oprigtig Kiærlighed til vort hele Huus, derfor, og fordi de ere saa brave, maae jeg holde af dem. Præsten er overalt en saare agtværdig Mand.

Jeg havde nu Brev fra min kiærlige, eneste Koren. Han er Gud skee Lov frisk, ogsaa de øvrige i det velsignede Hiem, min stakkels gode Zarine undtagen. Med sin sædvanlige Ømhed tillader min Koren mig at tage til Ejdsfoss (dog beder han, ikke at lade ham for længe være ene) og hvorfor kan jeg nu ikke ræt glæde mig til denne Reyse? Fordi jeg tænker mig ham saa ene – fordi Zarine lider – ak! og der var vel flere fordier – Gud give, Lotta kunde været med mig og vor Sally! Gud give, dyrebare Maja, jeg laae ved din Barm! Men at der ikke skal blive lige saa mange Gud giver for som Fordier, maae dette være nok for i Dag. Jeg har saa meget at skrive, og vil saa nødig være længe fra min Lotta, fra Kista mi –

225Kl 5: Her er jeg dog igien. Vi skulde været til Byen, men det tordner og truer med Regn. Sally er her, og mens de sidder i got Prat, kan jeg jo snakke et Par Ord med mine andre Elskede.

I maae hiælpe mig, at bede Mad: Wulfsberg om Forladelse. Hun tog hiem fra det fristende Lag, Kl: 8, uden at dandse; og taber jeg end derved 8ß som Pavels og jeg væddede i denne Anledning, er det mig dog ret kiært. Det skal have været meget interessant der. Morsomt er et upassende Ord for et Afskeds Selskab. «Men er da Dands en didhørende Fornøyelse?» – Ikke som jeg synes

Presidenten – det har jeg endnu ikke fortalt Eder – levede ret deyligt i Gaar fra Morgenstunden til over Midd: For det første var han hele Dagen hiemme, hvad han i denne Tiid heel sielden er; for det andet havde han Besøg af 2 Dragun-Underofficerer fra hans Fødebøygd, to vakkre, raske Gutter, især den ene, hvis Fader havde været Presid: Legekamerat, et yderst beskedentligt ungt Menneske. Der kan I troe var en Spørgen og Svaren uden al Ende. O! hvor det giør godt, saaledes at kunde tilbagesætte sig i den eneste Lykkelige Alder! Det kunde jeg altiid saa godt før. Det kan jeg nu heller ikke mere.

Nu skriver Sally til vor Maja C og mælder vor høye Ankomst til Strømsøe Tirsdag førstkommende osv – Og nu faaer Du dette, Du Gode, ved Din Hiemkomst fra Fhld, og det bliver Dig en hiertens Desert paa hele Touren. Kun at Du ey faaer Lotta Di med, og ingen af Smaasystrene, vil smerte Dig. Men hvem veed bædre end Du: «at Roserne paa Livets Vey foruden Torne findes ey» –? Jeg vil ogsaa skrive til Dig, Du Elskede! Et Par Ord i det mindste.

Løverd: 17de Og meer blev det ikke heller, og de vare usammenhængende nok. Dog veed jeg, ingen af Din Moer Korens Breve har været Dig velkomnere, Maja mi, end dette. Mundtlig skal jeg nok give Fortsættelsen, og fortælle hvorlunde Sally besøger unge Grever osv –

«Ja, det fortæller du Din Maja C: men det vil Maja Devegge og vi 226alle – alle Evas Børn – ogsaa giærne vide nogen Beskeed om» –

Det burde jeg formodet. Nu, saa hør da: Sally var hos Frue Bergh, hvor hun stedse er saa vel, og ganske som hiemme. Men sit Hiem bør man dog kiende, og nu faldt det hende ind, at hun ikke ret vidste hvordan det saae ud i nogle Sideværelser, dem hun længe ikke have taget i Beskuelse. Hurtig var Dørren revet op – og end hastigere kastet til. Gud i Naade bevar’s! der stod unge Grev Ahlefeldt ganske i Negligee. «Arme Sally!» – Ney, saa galt var det dog ikke; men han kunde staaet der, og just saaledes. Nu stod og laae og hang kun alt hans Løsøre der, kiærlig advarende den forfærdede Pige: «Gaae ey videre; thi det anstaaer dig ey!» – At Frue Bergh gottede sig ligesom I alle vilde gotte Eder over det arme Barns Forfippelse, er soleklart.

I Gaar var den gode, sieldne, originale Frue Messel her. Hun kom i Midd: Stunden, og vi havde hende ene hele Dagen alt til Kl 6 – Hun er saa tilfreds, saa lykkelig i sin Ovidias Lykke. Ogsaa hendes Agatha er nu i bedste Bædring, og hun er en lykkelig Moder til 4 elskværdige Børn. Den femte giver nu Ovidia hende. Hun var lystiglystig] rettet fra: lykkelig ved overskriving uden al Ende, og jeg loe ret af Hiertensgrund, og som det sielden lykkes mig at lee. Den ene Geschichte afløste den anden uden Ophør, og hun kan fortælle saa prægtigt.

Mod Aften kom to af min dyrebare Saras Barndoms Veninder, den meer end vakre, virkelig smukke Lava Bigum, og den tækkelige, nu saa svage Lise Krefting. Jeg har ikke seet dem siden mine og deres Elskedes Død – De reyse i Dag til Hovind. Snart forlader den elskelige Lava disse Egne og følger med sin Syster, hvis Mand er bleven Præst i Bergens Stift. Dennes Befordring fik Sara at vide da hun var syg, og Glæden over hendes Ovidias Lykke (saa hedder Præstekonen) streed med Bekymringen over den Vished, at hun nu vilde miste sin Lava. Ak! og saa ilede hun selv fra hende og os Alle – til sin Vilhelm –

227Vi skal i Aften til Moer Messel, og lover jeg mig en ret deylig Aften. Vi har en Plan for, hun og jeg, hvordan vi vil bestorme en rig Ungkarls Hierte NB ikke for os selv, men for en ulykkelig Enke med fire Smaae. Herom mere siden naar Expeditionen er forbi. I Alle vilde vist ønske den det bedste Udfald.

Men nu skulde I seet Lina iført sin røde Kiortel, vandre ad Byen til ved Presidentens Side. Han var saa snild, selv at følge hende til Jomfr: Wolderne, hvorfra hun skal besøge sin Maja og Hanna i Institutet, der er strax derved. Tiæneren maatte gaae i Forveyen, for at aabne Portene vide for Damen af Tøyen. Jo! Jo! –

Søndag 18de Hele Gaarsdagen Regn og Slud. Ikke desmindre kiørte vi, min Lotta, Kista og jeg til Festningen og vor ventende Moer Messel. Hvad der først og glædeligt faldt mig i Øynene, var min gode Agatha, som vel endnu lidt bleeg, men utroelig rask, naar jeg forestillede mig hende fra sidst, kom os imøde ved Vognen. Det havde altsammen været godt, morsomt og vel, var ikke hiin omtalte Plan gaaet saa reent istaae. Vi giorde vort, tog til den med alle sine Midler saa beklagelsesværdige Bugge, med hvem vi skulde talt af vore Hierters Fylde for en agtværdig Enke, en af Moer Messels Paarørende, hvis Mand var Fuldmægtig ved et af den gamle leye Frue Larsens Brug – men han har atter underkastet sig en Operation, den arme unge Mand (hans Tilfælde, en Polyp i Næsen, kiender, d:e: har I jo alle hørt om) og kunde ikke tale med nogen. Nu faaer det beroe til videre. Presidenten kom ogsaa did, og Ovidias unge raske Brudgom. Det er kun den lykkelige uafhængige Landmand, eller saa kaldte Godseyere, som tør tænke paa at gifte sig i en Alder af 5 eller 6 og 20 Aar, undertiden ogsaa Kiøbmanden, men sielden eller aldrig Embedsmanden. Det var glædeligt, og en sand Hiertestyrkning i denne kummerrige Tiid, at see Børnenes og Mødrenes giensidige Tilfredshed med hinanden og det giorte valg – Maja, Hanna og Lina kom til os did, og vi alle kom temmelig blødte hiem Kl. 11½

228Paa en Spadsertour, som Moer Messel og jeg giorde paa vor egen Haand (stakkels Lottamoer har fra og til Tandpine i dette uroelige Veyr) talte vi et Par ord med Slotspræstinden, som stod i sit Vindue, efter Sædvane omringet af alle sine Børn. Maaskee kommer hun med sin Gemahl hid i Dag, om Regn og Blæst vil tillade det.

Og nu er alt, ikke Aslak men Gunder, hidkommet med Hest og Kariol, som skal bringe mig til det velsignede Ejdsfoss og dets endnu mere velsignede Beboere. «O! kunde jeg fulgt med dig» skriver min Koren – «Men det er nu ey at tænke paa. Fornøy dig nu brav, min C, og det vil du vist blandt de ædle Mennesker, som du maae hilse saa hiertelig fra din og deres Skriver.» – Der er ogsaa en aparte Hilsen til Thrinebarnet; men den veed jeg nu ikke, om jeg vil frembringe. Ja, kunde han fulgt med, den Gode! Det samme ønsker den brave President, ønsker det saa heftigt, som jeg sielden hører ham yttre sig ved slige Leyligheder, og vor elskede Lotta, som de nesten aldrig roelige Tænder holder i stedsevarende Frygt, hvor giærne giorde ogsaa hun, frie for denne Plage, den Tour med, som da vilde faae end en Tilvext i Behagelighed, og hvor velkomne vilde vi alle være paa det rummelige Ejdsfoss, og overalt for de endnu rummeligere Hierter –

I Dag er Lotta saa ussel – hun sidder just nu hos mig – og min kiære Kista har maattet lægge sig. Det er traurigt som Veyret, der vel ogsaa har nogen Skyld i alt dette Onde, og bliver derved dobbelt traurigt –

Mand: 19de Som det leed mod Aftenen bædredes de kiære Syge og Veyret. En Stund før Middag kom en heel Vogn fuld af unge lykkelige Mennesker; glade og muntre vare de i det mindste alle. Det var min Ovidia med sin Balthazar (som jeg i hans Barndom kaldte Balthazar von Weltenheim) hans Syster, Jomfr: Wolderne, og en Jomfr: Wangensten. Om Eftermidd: kom Slotspræsten ene, da hans 229stakkels Hustroe endnu streed med Tandveen, og denne med det ustadige Veyr. Min Jes og en 4, 5 slige unge Krabater var her ogsaa. Hvor ligt og uligt de fordums lykkelige Søndager paa Tøyen! Ofte maatte jeg gaae bort fra de muntre syngende, dandsende Mennesker. Hvi skulde mine Taare forjage deres Glæde?

I Dag har jeg skrevet til den vennehulde Christie i Bergen, fra hvem jeg nyeligt har havt et saa righaltigt Brev. Han har paa sin hele Tingtour (hans første, og paa hvilken han lovede sig ret megen Glæde) maatte trækkes med en fatal Koldfeber, som dog ikke holdt ham fra at skrive til sin Moer Koren. Det er min gode, kiære Wilhelm –

Nu skal Indpakningen tage sin Begyndelse – Her blev jeg lidt forplumret, da Frue ‹Ninun› og Frøken Jul kom, dog i en ganske kort Visit. Det er en Datter og Datterdatter af gamle Obristinde Neumann, som har lagt for Døden, og nu alt er paa Benene igien. Med de Gamle (hun er nær de 70) synes Døden kun at vilde spøge i denne Tiid –

Til Midd: fik vi vor gode President hiem, og har beholdt ham hos os det øvrige af Dagen. En Sieldenhed nu omstunder. Mueligt kommer her nogen i Aften, derfor vil jeg beskikke mine Ting, saa jeg kan være færdig, og sidde paa Stads, om det behøves, eller dog artig holde de Fremmede med Selskab. Kl 9 i Morgen er Sally stævnet hid, og paa mig skal hun ey vente, ey heller lader hun vente paa sig, derom er jeg overbeviist. Men du, min kiære Dagbog, skal ligge her til allersidst, da der altiid forefalder noget som skal betroes dig. Lig nu roelig saa længe!

Tirsdag 20de Det regner, og seer ud til, ikke at vilde holde op saa hastigt. Nu i Guds navn da. Maalet for Reysen er jo min elskede Maja, hendes Don Pedro, hendes og min Thrinesara, og Ejdsfoss. Overalt har jeg min gode Kavay, som udholder en Dyst, og Sallymoer forsyner sig vel ogsaa, vil jeg haabe, med Reysetøy, 230som kan slaae Sparto til Regnen. Og bædre er den dog end Støv og for stærk Hede –

Giid I saae, mine Børn og Venner, hvor geskiæftig Frue Lotta gaaer her og seer efter, om noget er glæmt, og finder adskilligt, f E: en lille Stump Baand, en Kappe, o.s.v. som skal og maae være med. Min Tobak – hvoraf jeg samvittighedsfuld kun tager en eneste Priis Morgen og Aften – dynker hun, da den er for tør, siger hun, og skadelig for Hiærnen. Men nu bliver den nok opløst i bare Vand – og af det farer Hiærnen vel ikke for godt, især naar der er endeel før. Gud skee Lov, at vor elskede Lotta er rask i Dag, og at jeg har et halvt Haab om, at see hende samlet med os – Ogsaa min kiære gode Kista er nu langt bædre, skiøndt ikke aldeles frisk; men jeg reyser dog roeligere. Maja K: og Hanna sad saa længe paa min Seng i Morges før de gik i sin Skole, hvor de finder dem ret fornøyede. Lina staaer nu hos mig med Melkebodnøglen, og fortæller hun i Dag faaer meget travlt, som er ret godt, siden Moer skal reyse. Presidenten tog i dette Øyeblik Afskeed med mig, og gientog sine Hilsener til det ædle cappelenske Huus og sine forgiæves Ønsker, at kunde benytte sig af deres vennehulde Indbydelse. Giid han havde kunnet det!

I Aftes var Præsten Ottesen og min Jes her. Den unge Pastor var i et ualmindelig lysteligt Humeur – han kom fra et Midd:Selskab hos gl: Lumholz, men hvor der var adskillige morsomme Mennesker – og fortalte Geschichter om Folk som prostituerer sig ved at vilde prostituere andre etc. Ellers var ingen her.

Farvel fra Tøyen for denne Gang, Dyrebare! Farvel I Elskede her! og mit vakkre Tøyen Selv, Farvel!

Det rumler noget ind i Gaarden – vist nok vor Sally – ney, det var Blæsten. Forkynder den hendes Komme?

231Badehuset paa Ejdsfoss, 22de Junj –
Sad’ I her hos og om mig, alle min Siæls Elskede, i denne Elysiens Forgaard, vilde det sikkert falde Eder ligesaa tungt som det falder mig, at forlade den og vende tilbage til Indstigningen i Kariolen, som bragte mig hid. Jeg vil derfor føre Eder lige til den; men det er ikke nok, at I der bukker og neyer og tilvinker Sally og mig Eders Farvel, eller møder os igien ved Tøyens Haveport, som min elskede Lotta, og min søde Lina, og min troefaste Kista. End ikke med en Rosenknop, Mage til den, Lina krøb op i Kariolen og gav mig, kunde I løskiøbe Eder fra at følge os Skridt for Skridt. Og det kan I giærne: thi en deyligere Tour end denne har I vist ikke længe giort. Aldrig saae jeg Flora ødsle mere med sine Rigdomme, end denne Sommer. Egnen behøvede ikke at være saa skiøn som den er mellem Christ: og Dramen for at trylle fast alle Sandser ved den Fylde, Friskhed, den unævnelige Forsommerynde, som er udbredt over hvert særskildt Træe og Blomst og over det Hele. Mon jeg ikke har sagt Eder før, hvor det altiid glæder mig paa denne Tour, at see min elskede danske Eeg og Ask mellem de mig ey mindre kiære Graner og Birker? Hvordan det forekommer mig, som om jeg saae den ædle troefaste Nordmand række den ædle troefaste Dannemand Haanden, med giensidigt Broderløfte: at vilde arbeyde for, stræbe til et Maal? –

Intet Mærkeligt, intet Eventyr mødte for Resten paa vor behagelige Reyse, der dog som alt Behageligt i Livet maatte have en Mangel, den nemlig, at vi ikke sad sammen, kunde ikke saa ofte eller som vi ønskede det nyde fælleds.

232Alt som vi nærmede os til Dramen, tænkte jeg mere paa den lange kiedsomme Bragnæsgade, og saae længselfuld hen over Fjorden til Strømsøe, og ønskede mig en Baad færdig til min og min kiære Reysesysters Modtagelse. Det kom mig for, som de smaae venlige Bølger vinkede ad mig, og som jeg var i Begreb med, at give mig i Snak med dem, lød en Stemme: « Her ligger jeg færdig, om de skal over til Cappelens» – Og see! med vanlig altomfattende Betænkning, havde vor dyrebare Maja ordnet det saa ved sin Thrine, at vi let og sagtelig skulde glide hen over Smaaebølgerne istædenfor at rystes giennem den evindelige Gade mellem nysgiærrige speydende Blikke, som nu fik saa lang Næse, som Blikke kan faae, naar de istæden for to nok saa pyntelige Donnaer, fik see min alvorlige blaatrøyede Gunder i den ene, og Sallys gamle Graatrøye i den anden stadselige Kariol – «Til Pas!» Det sagde I alle paa engang, og vi siger det med Eder.

Men saa sagte og hastig som Baaden gleed hen med os over Vandfladen, lad mig glide hen over mine Fornæmmelser ved Giensynet af det venlige hvide Huus, omskygget af sine Kastanietræer, og ved det velsignede Thrinebarns Henstyrten mod os da vi bestege Landet –

Hun og hendes mig alt meer og meer elskelige Fader, vare i Byen. I Dag skulde hun staae Fadder, og havde fulgt ind med sin Fader saa længe i Forveyen, for at modtage sin Moer Koren og sin Sally. Vi havde alt snakket om Reysen etc, og drukket vor Thee i Mag og med Smag efter Hiertens Behag – inden Gutter og Heste med Tilbehør kom. Don Pedro var ovre hos sin arme sindssyge Fetter, C: C, og vi Tre gik en Spadsertour op til det endnu under Arbeyde staaende skiønne Auestad. 233Jeg erindrede nok, hvem der sidst gik med mig did – Da vi havde hvilet os lidt, kom Husets Fader, bliid og giæstmild som altiid. Saa vankede atter Spørgsmaal og Giensvar, meest angaaende Aarsagerne, hvorfor ikke min Koren, ikke min Lotta, ikke Presidenten, ikke Maja og Lina vare med? Og oven paa det vankede en deylig Fricasee og Flødevafler, og oven paa alt en sød Søvn og qvægende Hvile –

Onsd: 21de i Gaar nemlig, toge vi fra den gode Fader og Datter ilende til den elskede Kone og Moder, Datter og Veninde. Paa Høyden af den vakre romantiske Bergstie, mødte hun os, den kiærlige Maja, ledsaget af Jomfr: Thorstejnsen den yngre og lille Sophie Pechel, hendes Pleyedatter. Hun var steget ud af sin Vogn, Sally gik ogsaa opover de svære Bakker, og saae jeg med Forundring, hvordan hun paa engang fordoblede sine Skridt, og blev min Forundring til Glæde da jeg opdagede Aarsagen. Saa favnedes vi tause, saa satte vi os alle Tre sammen i Majas Vogn, og rullede ned over de paa denne Side end brattere Bakker, og sandsede lidt eller intet af alle de Naturskiønheder omkring os, fordi Hiertets Rettigheder ere helligere, end Øyets.

Men jeg var saa mat, Hiertet saa underlig veemod- og vaandefuldt. Vi gik lidt omkring her i den yndefulde Lund, min Maja og jeg – Pigebørnene vandrede paa egen Haand, og vi samledes først ved Bordet, og siden skildtes vi Tre ikke mere ad, men laae paa det Værelse, I jo nok veed, hvor de tre smaae pene Sænge staaer, og der sov vi saa sødt hver i sin, og sov for længe, for meget bort af den Tiid, vi har foresadt os at være saa husholdriske med.

234Og nu om denne Dag. Den var som faa af dette Jordlivs Dage i alle Dele uden Skyer. Ney, I forestiller Eder ikke, I Elskede som aldrig giennemvandrede denne min Majas Dal, hvor tryllende simpelskiøn den er. Og her paa denne velsignede Plæt, i det grønne og hvide Badehus mellem skyggende Træer omgivet af den sqvulpende Elv, inddysset i søde Drømmerier ved Fossens eensformige Susen ved Fuglenes Qviddren, her sidder jeg snart, som nu, ene, underholdende mig blot med disse Blade og Tanken om, at de engang skal give mine meest Elskede en Times behagelig Underholdning, snart strikkende og sladrendesladrende] rettet fra: sladl ved overskriving med min Maja og Sally, som har faaet sig en Bænk tæt nede ved Elven, der skal være hendes som en synderlig Ting, og som hun nu og da forlader, for at leve her inde hos og med os, hvor vi giensidig stræbe at skaffe hinanden Siælenydelse, medens en god Kop Caffe og Do Thee qvæger Livsaanderne. Kort, alle Sandser leve i harmonisk Samqvæm mellem sig selv indbyrdes, og med de høyere Fordringers Tilfredsstillelse.

Don Pedro og Thrinebarnet kommer ikke herud før i Morgen[.] I Dag ere de i Barselfærd, og ønske sig vist begge ude af den Stads og paa det skiønne Ejdsfoss imellem os Lykkeligere. I vil vide mere om vort Liv og Levnet. Ja, kunde jeg kun male Eder det som jeg ønskede, som jeg ønskede, I Alle kunde dele det med mig! Slaraffenliv? Ney sandelig, det er det ikke; skiøndt jeg ikke kan nægte Eder, at der er et Slags EpicurismeEpicurisme] rettet fra: Epicu‹…› ved overskriving i vore Anlæg og Planer, hvordan vi vilde stræbe, at intet Øyeblik skulde gaae unyttet forbi. Saa meget mueligt har vi tilbragt denne Dag, og tænker at tilbringe de følgende, i egentligste Forstand i Naturens Skiød. Nesten 235stedse under Guds frie Himmel. Der arbeyder, der spiser, der drikker vi.

«Der vexler glade Smiil med Veemodstaarer;
Og skyldfrit Spøg, som Nestens Roe ey saarer
Afløser Alvorstanken, som igien
Løsreven hæver sig til Himmelen –»

Det dæmrer allerede stærkt. I meer end en Time sidder jeg ene her, og det bliver mig saa underlig tungt om Hiertet

Jeg har skrevet til Eger. Min Maja siger, hun tvivler om, Egerprovsten kan rive sig løs fra sine Forretninger og komme hid imens vi ere her. Hun tvivler: hvor der er Tvivl er jo ogsaa endnu Haab. God Nat, I Elskede! God Nat mit kiære Badehus, min egentlige Boepæl her paa Ejdsfoss, hvor der er saa vanskeligt at vælge sig et Yndlingssted, fordi fast alle fortiæner at være det, og vinker os til sig med særskildt Ynde.

Fredag 23de Blandt vore Overlæg var ogsaa det – og et væsentligt – at vi skulde staae tidlig op. Dorette Thorsteinsen tog herfra i Morges Kl 6 til Vands. Hun er hos sin ældgamle Mormoder, Provstinde Schnitler, en halv Miil fra Eger Prstgrd. Efter Aftale kom hun ind til vor Trefoldighed for at tage Afskeed og vække os (omsætter det selv rigtigt; først vække os ogsaa videre) men jeg var længe vaagen med en smertelig Hovedpine, og kunde ey løfte Hovedet fra Puden. Alt een Streeg i Regningen. Ak! der kommer sikkert flere. Dog blev jeg bædre, som jeg pleyer, op ad Dagen, og vi har atter sadt her, har atter havt det godt som i Gaar, og just ligedan. Først henimod Aftenen kom den gode Fader og den hulde Datter, og der forefaldt nu mere at fortælle og høre, og derfor faaer I ikke mere for denne hele Dag. Jeg har lagt lidt, er mat, og tør ey sætte mit Hoved paa alt for stærke Prøver

236Løverd: St. Hansdag Uroelig var min Søvn, idelelig afbrudt ved ængstende Drømme. En af dem fortalte jeg min Sally, og siden vor Maja (der i Nat ikke var vor, men som det sig sømmede, sin Husbonds Sovekameradt.) Det var nemlig, at Hertel bragte Moer Bull to Breve fra Bergen, og mig et, besadt med sorte Sløyfer. «Gud hvad betyder det?» sagde jeg, og brød det, og fandt intet deri uden en kulsort Barnehue. Min Graad vakte mig. Hvad græd jeg for? Jeg veed det ikke; men vi kan jo saa ofte ikke vaagen giøre Rede for vore Følelser og Taare. Maja saae saa vemodigt paa mig da jeg fortalte hende det. «Budet er kommet tilbage fra Eger» sagde hun, «vor gode Provst er ikke ret frisk» – Saa har jo Drømmen en Betydning. O! vogt dig, mit arme Hierte, for at give den flere, og skaan dig selv!

Her kommer endeel Fremmede i Aften, blandt dem Justitsraad Wexels. Mere om dem naar de ere komne. Gud give, Christ: Posten bragte mig et Brev, bædre – det Modsatte af det – drømte!

Søndag 25de Jeg fik intet Brev. Men Justsrd Wexels havde været paa Tøyen nyelig før han tog hid. Alt var vel der og alle muntre. Kun hørte han intet om, at min, at alles vor kiære Lotta tænkte paa Hidreysen. Dog kan hun vel senere have bestemt den. Før de ventede Giæster kom, gik vi om Aftenen efter en lige lykkelig henlevet Dag ned at see paa alle Værksarbeyderne, hvordan de under Musik og Skud opreyste en Maystang og dandsede om den. Det saae jeg ikke siden min tidligste Ungdom. I Norge er det ingen almindelig Skik, som de fleste Stæder i Danmark, hvor dog Maystangen opreyses og indvies 1ste Maydag, hvad her ikke ret vel lod sig giøre, uden de blot vilde granklæde den, og reyse den i Sneen. Hvad der give‹s› Ejdsfoss, som alle Don Pedro 237tilhørende Eyendomme et fortrinligt Værd i mine Øyne, er at man overalt seer glade, lykkelige Mennesker, hvad der saa uendelig forskiønner dette skiønne Sted, og vilde forskiønne et som Naturen havde behandlet ligesaa stifmoderligt som hun har været gavmildt mot dette. Hvordan kunde ogsaa Mennesker som disse være lykkelige uden at see sig omgivet af lykkelige dem hengivne Væsner? Det bliver jo en evig uomstødelig Sandhed: at «kun den kan være lykkelig, som fortiæner at være det». – Ak! hvorfor er ikke dette omvendt ogsaa Sandhed? – Dog, det var vel et urimeligt Spørgsmaal –

De Fremmede (som først kom Kl: over 9) ere foruden den omtalte sig altiid selv lige underlige Wexels, Forvalter Rørbye og Kone, et meget almindeligt Ægtepar, med to Børn, en Jomfr: Caresius, Syster til Frue Hetling i Christiania, en ikke styg Pige, men hvis Friskhed giør hende grumme ubehagelig og ley, og hendes Festemand, en Engelænder, Thomassen med Navn, som vil boesætte sig her i Landet, en fæl, stiv Krabat. See der har I dem. «Hver er god nok for sig» – men fornøyeligefornøyelige] rettet fra: fornøyg ved overskriving ere de ikke, hvad hverken de eller jeg kan for –

Her sidder jeg nu ved min Thrines pene, af den slemme Tyveknægt i Fjor saa mishandlede Chatoul. I Gaar flyttede jeg op fra Badehuset, hvor jeg ikke mere kunde have det saa eensligt «før de Fremmede ere gaaet» – Alt imellem seer min elskede Maja og Thrinesara ind til mig, og nu sad vor Sally her nyelig og klagede over en begyndende Hovedpine, i hvilken Klage jeg istemmede.

I Morges drak vi Caffe i det deylige Fiskerhus. Men – det er anderledes deyligt, naar vi ere der saa unter uns.

238Mand: 26de Ja, hvad skal jeg mere sige Eder om den Dag i Gaar? Det var baade som vi vare og ikke vare paa Ejdsfoss, og saa seer det ud til at blive i Dag ogsaa: thi Mad: Rørbye med endeel af sit Følge, troer jeg, bliver over. Hvem kan undres over, at hun, at enhver giærne dvæler paa dette yndefulde Sted saa meget og længe mueligt? Ney, undres kan jeg ikke, og harmes var Synd; men i Stilhed har jeg jo dog vel Lov til at græmme mig over de tabte Dage, hvis Gienkomst jeg ikke saa snart seer imøde. Sallys Fiæs skulde I seet, da jeg giorde den Opdagelse, at Madamen blev her i Dag. Dog, I kan sikkert forestille Eder det. Gud veed jeg har intet imod Konen, som ved alle Leyligheder har viist sig meget forekommende artig mod mig; men hun harnoget saa trættende i sine Conversationer, hvis nesten eneste Gienstand hendes Børn og deres Musiktalent er, og dertil med det mest skurrende utækkelige Tale Organ jeg kan tænke mig. Da jeg nu i Morges træt og mødig forlod den velsignede Lund, hvor Theen ellers smager som Caffe og Caffen som Nectar – og ilede fra bemeldte Musikprat, med et ynksomt Blik paa min kiære sig i Skiæbnen taalighengivne Maja, og ret tænkte at udhvile mine Øren, mødte mig i Indgangen til Huset det i denne Tiid evigomdreyede Orgelspil‹,› lige med Madamens skurrende Toner. «Naa min Gud, baade theoretisk og practisk skal du da plages!» tænkte jeg, og kiærede min Nød for Thrine og Sally[.] Barna som stemte i med mig af fuldt Hierte, ligesom nu Maja mi, ‹…› der sad her et Øyeblik for at udhvile til nye Taalmodsprøver.

Vi havde, Sally og jeg i det mindste, giort os Regning paa, at den lille Justitsraad skulde været en Fugl Phønix iblandt disse Besøgende; men see, vort Haab slog feyl, efter Haabets sædvanlige Skik. Han ‹…› er ældedes meget, og som det synes, 239baade paa Siæl og Legeme. Især krænker det mig, at han ikke engang aflægger den ham til Vane blevne Tilbageholdenhed naar vi taler om Eder, I Dyrebare dernede. Dog, lad mig ikke giøre Manden Uret. Virkelig udglattes nogle Rynker paa hans Pande og det ironiske Smiil faaer Smilets egentligere Præg naar han nævner sin Treschow, fra hvem han dog skildtes, siger han, i en lille politisk Feyde, som endnu er uafgiort. Især taler han giærne om den søde Walle, som han kalder en heel curiosk Person. Og for dette Især kan jeg holde ham meget tilgode.

Tirsd: 27de Saa langt var jeg kommen i Gaar, da der blev slaaet Allarm i Leyren: Vi skulde en Tour ud, en deylig Kiøretour, den samme, jeg giorde sidst jeg var paa Ejdsfoss. Ak! hvor var det da anderledes! Da kiørte jeg med Dig, elskelige Maja, og Egerprovsten var Kudsk. Bag efter os kiørte Du, min velsignede Lottamoer, og snakkede med Frue Dajon om de gamle Tider, og min Koren var her ogsaa, og – Sarotje. Det er nu – Gud, tilgiv mig! jeg havde nær sagt: altsammen forbi –

Mad: Rørbye sad nu ved min Side, og udrev mig hvert Øyeblik med sin trættende Stemme af mine bittersøde Drømmerier. Thomassen var Kudsk – Wexels kiørte med os.

En skiønnere Tour havde vi mod Aftenen over til den vakkre Bierkeøe, som ligger her midt i Bergsvandet. Der fulgte ingen bittre Minder mig, der sad min Sally hos mig, min Maja lige for mig. Den forstyrrede Septima Caresius roede os over. Veed I hvad? mine Kiære: jeg synes bædre om hende nu end før. Hun har faaet en feyl, en Drengeopdragelse, det er hele Sagen; men mange umiskiendelige Træk røber et meget godt Hierte, og hun har en Naivitet som ikke kan andet, end interessere. Selv hendes Engelsmand vinder 240lidt ved nærmere Bekiendtskab; og det er mig altiid behageligt ved Leyligheder som denne, at kunde erklære min første Dom for overilet, og gienkalde den.

I en Bierk paa den vakkre Øe udprikkede jeg nogle mig dyrebare Navne, og vilde prikket flere, men mine Øyne giorde saa ondt. Da vi kom tilbage drak vi Thee i det pene Fiskerhus, og Aftenen gik ret godt – Men denne, haaber jeg skal gaae endnu bædre, naar vi igien ere ganske paa Ejdsfoss. Hvor let glæmmes dog ikke det Nyttigere for det som interesserer os nærmere. En vigtig Mand her har jeg ikke nævnt Eder. Doctor Pechel fra Kongsberg. Og ham skylder vi dog, at vor elskede Maja nu med mere Roe kan nyde vort og vi hendes Selskab. Her er en Mængde Syge paa Værket, og et Par af disse var, den Aften vi kom hid, nesten uden Haab. Den moderkiærlige Husmoder, som er alle hende Omgivendes Siæls og Legems Læge, havde alvorlig antaget sig dem, og formodentlig var det Væsentligste brugt og anvendt før Pechels Komme, hvad han ogsaa selv forsikkrede. Men da de Syge daglig bliver flere, er hun nu tryggere ved Medicinens Brug, og har det glade Haab, som vi alle deler med hende at de Alle vilde blive snart friske igien. Nogle ere det allerede. O! hvad kan en Husmoder ikke være, naar hun er det saa ganske! Til Velsignelse for mange, er Din Virkekreds bleven saa stoer, min Maja!

Onsd: 28de Don Pedro fulgte med de Fremmede til Byen Kl 3 i Gaar. Da vi vare ene igien, begyndte vi paa det afbrudte lyksalige Liv, som jeg har Lyst til at kalde Lundelivet; thi i dens fortryllende Skiød tilbringer vi vore fleste og beste Timer. Vort Aftensmaaltiid 241toge vi i Badehuset; og til end mere at kryddre mig det, fik jeg der et saa ømt, langt, kornligt Brev fra min eneste (hver brav Skriver ufortalt) mageløse Skriver, og i dette den fuldstændigste Efterretning om alt og alle i det velsignede Hiem, hvor det stod vel til, Gud skee Lov! Og kun at jeg ret maae glæde mig, ret nyde min nuværende Glæde, er den Ædles, er alle de Godes Ønsker –

Og det giør jeg. Vidste I kun i hvor høy Grad, det vilde være Eder, som I nøde den selv. Hvorfor kunde Du dog ikke komme hid? min Lotta! Dog, mon Du ey kommer? I Dag maae vi faae det at vide. Kom Du dog selv istæden for det ogsaa længselfuldventede Brev!

Caffe og Thee og Frokost og Midd: Mad, har vi drukket og spiist paa forskiællige Stæder i Lunden, og i Mellemrummene snakket ved vort Arbeyde, fortalt Historier o.s.v. Sally havde lidt Hovedpine i Dag, jeg ogsaa; men vi ere begge karske igien; og nu og her at blive syg, var det ikke Aands Fortærelse? «Jeg vil heller have Tandpine i otte Dage naar du ikke er her, end i een, naar jeg har dig» siger den hulde Frue Lotta, og det samme siger min Rikke om sit Onde. I kan vel vide, hvad nu jeg siger –

Vidste I ikke, I dyre Fraværende, hvor kiære I ere mig, saa lærte I det dog nu deraf, at jeg opofrer disse Blade saa mange af de kostbare, ak! og saa flygtige Øyeblikke.

«Tak snarere os, Moer vor, at du saaledes nyder din Glæde anden og tredie Gang: ved at meddele os den; ved engang at finde den her igien» –

Om faa Timer er allerede de første lykkelige korte 8 Dage forbi. Her holder jeg dem og de følgende ligeilende fast –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1809

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798 (kommer)
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.