Dagbok 1809

av Christiane Koren

May

175Mand: 1ste O! hvor er, i enhver Henseende, denne Maydag forskiællig fra forrige Aars! Det var, skiøndt Sneen endnu laae paa Marken, en af de skiønneste Vaardage[.] Bliid og smilende (som alt omkring mig,) stod min Sara her og fortalte, at hun med sin Fader, Hertel og Nella skulde en Tour til Hest for at see de fangne Svenske, de første, som bleve bragte hid fra Soløer, var glad og ængstelig over dette Møde, – o! jeg mindes det saa godt.

Og nu – Slud og Mørke uden om mig – mørkere endnu i min Siæl – Sara! Vilhelm! Hiertet slaaer saa Saare længselfuldt og mat mod Eders Grav» –

Og for de arme Forældre i Næss, Finkenhagens – hvilken bitter, hvilken skrækkelig Dag! Maaskee nedsynkes i dette Øyeblik deres eneste Haab, deres Fremtiids mest lovende Glæder i Graven. Og hvad er da dette Livs Haab og Glæder? hvad er det Alt «mod den Vished: du skal døe!» –

Imidlertiid

Ich will kein Paradies für eine GastGast] rettet fra: Gaft ved overskriving begehren,
Der nur vorüberzieht. Der Vorsicht weisze Hand
Gab Freud’ und Glücks genug, um hier in fremden Land
Gern zu verweilen, gab der Leiden und der Thränen
Genug, um uns hinauf ins beszre Land zu sehnen

I Gaar døde en 17 Aars Pige paa Gislevold efter faa Dages Sygdom. Døden holder en frygtelig – en langvarig Høst blandt Jordens unge Planter. Vold er slettere i Dag –

176Tirsd: 2den – Og i Dag uden Haab. Vel har Walbohm endnu ikke opgivet sit; men ingen anden har noget meer tilbage. Baade for alles vores, som især for den Lidendes Skyld, beder jeg Gud at det snart maae blive til hvad det skal, det være sig Død eller Liv – kun at den stedse ængstelige Uvished kan ophøre. Han er meget taalmodig. Den gode, mageløs ømme Hertel er nesten stedse, saa meget hans Forretninger tillade det, om ham, søger at giøre alt optænkeligt til hans Lise.

I Gaar fik vi en lille 15 Aars Skriverdreng, Albrecht Gryner fra Christiania, en ret vakker Gut, men saa lille og spæd som om han kun var 10 Aar. I maae jo kiende hele Hovinds Personale.

Og nu er min syge Arm saa træt af Skrivning. Mange Breve gik nu til Christiania, deriblandt ogsaa et, elskede Maja, til Dig.

Ja, for Jorden kan vel dette Veyr være ret, og meget godt; men det er yderlig trist og fælt. Sludveyr i den egentligste Forstand. Arme min Fut, som i Dag skal komme hiem fra Byen! Min Maja og Hanna Bull ynker jeg endog for den korte Vey herfra til lille Faer Mørk.

Onsdag 3die Selv Walbohm har nu opgivet Haabet om Vold. Hvorfor banker mit Hierte nu stærkere? hvorfor gik jeg bort med Taare? Det var jo hvad jeg, hvad vi alle forudsaae vilde skee. O! hvor tungt er det, og vanskeligt at give det sig stedse indsmigrende Haab aldeles Afskeed. Jeg vilde ey tilstaae mig selv der endnu var noget tilbage, men nu føler jeg dog det har lagt etsteds skiult, føler det i mit Mismod. Gud! lad hans sidste Striid vorde let! –

Kl 11½ Det var den – Det er forbi – O Død! du er ey Skrækkelig[.] Men Støvets Børn miskiende dig

177Torsdag 4de Nu, just nu har jeg udlæst Jean Pauls Jubelsenior. Spørger mig ikke, mine Elskede, om den har glædet mig – I veed Svaret forud: Meget, uendelig meget. Og selv hans, Historien aldeles uvedkommende sædvanlige Intermezzer, ere her høyst interessante. Især er hans Udfald mod det tragiske Uvæsen, at bringe Død og Dødsmartrer i sine skrækkeligste Skikkelser paa Scenen, et Ord talt i rette Tiid (allerede for 12 Aar siden) Hvad mon Hr. von Kotzebue siger til det? Dog, hvad rører von Kotzebuer! Ogsaa kom mig herved i Sinde Sanders Knud Lava, der, efter hvad jeg har hørt, skal være skrækkelig skyldig i hiin Brøde. Og kan slig Brøde fordobles, saa maa det være derved, at dette Stykke var bestemt til og blev opført paa vor gode Frederichs Fødselsdag, den første endog – (trefold Brøde!) – han helligholdt som Konge, omgivet af Kummer og Uroe. O! kan vi ikke lette dig din Krones tunge (ogsaa i de lyseste Dage tunge) Byrde, gode, menneskehulde Frederich! forøge dens Vægt bør vi dog ikke –

Hvor giærne fortalte jeg Eder ikke, I Dyrebare! det hele Indhold af den deylige Jubelsenior, eller dog enkelte Scener af den! Men hører det hiemme i en Dagbog? Dog, i en Dagbog som denne hører jo alt hiemme, som det morer mig at fortælle, og Eder, I Elskede! at høre, d.e. læse –

Kun enen] rettet fra: et ved overskriving eneste af de mange skiønne Materier vil jeg afkopiere Eder saa godt jeg kan – Selv maa I henstille det i det fordelagtigste Lys.

Først maae I nu vide: at Præsten og Oldingen Schwers, har i Kirken høytideligholdt sit Embeds Jubelaar og sit Ægteskabs Jubelaar. Ædel og simpel og fast og rørende som Manden selv

178var hans Tale fra Prækestolen – ædel, simpel, rørende, men blød, som Ynglingen der holdt den, var dennes, den yngste Søns (Faderens Adjunkt) Brudetale til det ærværdige graa Ægtepar. Ogsaa af dette hiertehævende Malerie gav jeg Eder giærne mere end dette lille udkast; men det har et for vidt Omfang, jeg tør ikke befatte mig med det. Men – seer nu! Der, øvest ved Bordet, under Guirlander af Eviggrønt, sidder Brudeparret, hvis sammenlagde Aar udgiør 160 – rundt om dem 3 Sønner og Sønnekoner, alle værd at tilhøre dette Par – og den yngste, Adjunkten, den beste blandt disse gode Børn, med det barnlige Blik fuldt af taknemmelig Kiærlighed paa de velsignede Gamle, og kun bortvendt fra dem for at hvile med øm Bekymring, med unævnelig Følelse paa den hulde, yndefulde Alithea, som med sit søde Aprilansigt gaaer fra og til Bordet for at see alle Giæster tilgode, ogsaa de glade Rollinger, alle Børnebørnene, som, for at støye uhindret, spiser i Rosen, eller i et andet Værelse, og kommer nu og da løbende og tittende ind til de ældre Børn, for at see, om de har det saa godt som de. «Hvem er Alithea? og hvorfor» – – Tys! lad mig nu først faae nævnt de øvrige Bordsiddende – Organisten og Skolemesteren, et Par gamle værdige Sognemænd; og her – I har længe undret over, hvem hiin gammelunge Dame er, hvis spraglede glimrende Pynt stikker saa underlig af mod de unge Koners beskedne, borgelige Dragt (kun hendes værste Fiende vilde sammenligne hende med Alithea)[.] Det er Frøken v. Sackenbach, en gammel adelig Frøken, som nu, forladt af den glimrende Verden, lever i Erindringen om sin Ungdom og Hoffet og alle de svundne Herligheder, for Resten et godt gammelt Pigebarn.

179Og er der ellers ingen, som tiltrækker sig Eders Opmærksomhed? «Jo, tilvisse! den unge Mand der, den livagtige Contrast af Frøk: Gobertina v: Sackenbak – denne stive, gammeldags Hofdragt og Tone (som stiger og falder for ofte til at være naturlig) og dette aand- og ildfulde Blik» – Rigtig, mine Elskelige, han spiller en Smule Maskerade – thi, vide maae I, at det hverken er meer eller mindre end – Jean Paul selv. Han er der for at giøre det dobbelte Jubilæum til et tredobbelt, i det mindste en tredobbelt Høytiid – for at fordrive hver Skye fra disse ædle Menneskers Himmel, og især fra den unge Præstes Pande, og borttørre alle Taare af den hulde Alitheas Kinder. Alithea, antaget, da hun var forældreløs, i dette patriarkalske giæstfrie Huus, som Barn, som Datter (istæden for to mistede Døttre) er bleven den unge Adjunkt meer end Syster, har tilstaaet de Gamle det, og de har velsignet deres Børn. Kun fandt de betænksomme Gamle det passeligt, at Pleyedatteren opholdt sig indtil der var Vished om Brudgommens Befordring, f hos en af de gifte Brødre. Dagen efter skal hun med denne forlade sin Himmel sinsin] rettet fra: sit ved overskriving Alt – Men see! der er Jean Paul i sin rette Charakter – hiin var kun paataget, for at faae Adgang til Frøkenen, og ved hende til Præstefamilien – Den unge Mand har Vished om Faderens Embede, bliver der, hos ham hans Alithea stedse, evig –

I har maaskee alt seet Eder mætte. Men endnu nogle Øyebliks Taalmodighed! «Paa Eders tilkommende skiønne Dage!» (drak J: P: – alle Børnene reyste sig) «stille og blide henglide Eders Timer! Alle Eders Børn vorde lykkelige, Eders Børnebørn gode og lykkelige! Paa Eders lange, lange Velgaaende!» – «Og en bliid Bortgang herfra!» gienmælede Oldingen, 180med det høye Blik løftet mod Himlen – «Bliid som vore salige Døttres!» udsukkede Moderen – og de Gamle omfavnede hinanden – intet Menneske talte, af alle Øyne strømmede Taare –

Hvor var der endnu meget at sige Eder, om hvordan den ældste Sønnesøn, paa Faderens Vink, traadde hen mellem Besteforældrene, og oplæste det trykte Brudevers, som for 50 Aar siden var skrevet til deres Bryllupshøytiid – kun herom disse Jean Pauls egne Ord: «Die Stimme des unbefangnen Kindes, das den poetischen Wunsch zahlreicher Enkel ohne die Beziehung auf sich ablas, klang rührend wie ein redendes Herz» –

Og nu, mine Dyrebareste! ere I vel trættere af at læse, end jeg af at male – skiøndt det trætter mig usædvanligt, i disse Dage at skrive. Jeg veed ikke hvordan jeg er. Jeg spiser, drikker og sover som sædvanligt, men Kræfterne gaaer saa reent bort. Nu var jeg, for første Gang, i Haven. Luften er reen, men ikke bliid; og hvordan det er: mørke, tunge Erindringer kommer mig overalt imøde, og nedbryder hvad Luft og Bevægelse kunde oprette. Den sidste Gang jeg i Høst var i Haven, var det med Sara, som alt begyndte at skrante, og ikke var der – ak aldrig, aldrig kom der oftere –

I Dag blev den unge Pige fra Gislevold begravet; og nu er der igien død en rask, vakker 18 Aars Gut – Saaledes i mindre end 8 Dage i dette Naboeskab 3 unge Mennesker. Den fæle, sørgelige Ringen berøvede mig den Eftermiddagshvile, jeg saa vel trængte til. Heri, min Maja C: – og jeg troer, allene heri – sympathiserer vi ikke, da Du holder saa meget af denne Lyd, og jeg slet ikke kan udholde den. Dog vilde jeg, havde jeg noget at sige, for Din Skyld ikke forbyde den –

181Løverd: 6te Bringer Vaaren Eder Glæde? mine Elskede! Gud give, den maatte det! Ak! mig bringer den kun Taare. Nu var jeg bleven kiendt med og vant til alle Gienstænde herinde omkring mig. Vel omsvæver mig ved hvert Fjed de bittersøde Minder, vel gaaer intet Øyeblik forbi uden smertelig Følelse af mit Savn. Men med denne Følelse var jeg bleven fortroelig. Ak! anderledes er det, naar jeg træder ud i Haven, i Gaarden, allestæder, hvor jeg ikke har været siden – de vare med mig, eller endnu vare mine her. I Dag vovede jeg mig ind i Saras Lysthus. De Løv, hvis Udspring i Fjor ved denne Tiid glædede hende saa inderligt, siden overskyggede den hulde Naturens stille Datter saa blidt, naar hun her sad ene med sin Bog, eller med sit Arbeyde blandt sine Elskede – dette Løv ‹laae› nu visnet, henblægnet – som hun – – Ney! jeg veed ikke, hvor jeg vil hen med det arme lidende Hierte – Bindet er revet af – alle alle dets Saar bløde saa friske, saa smertelige, som da jeg første Gang saae Hovind igien. I hele den opvaagnede Natur seer jeg kun deres Grav –

«Jedes Thal, voll Ruh und Abendröthe,
Mahnet mich an Hehra’s Seelenflug,
Als sie auf den Blick zum Himmel schlug,
Und der Geist, der ihrer Lipp’ entwehte,
Meine Seel’ auf Engelflügeln trug. –»

«Dieser Traum versank, wie eine Welle,
Die kein Daseyn wieder hoffen darf» –

182Søndag 7de Ømme, varme, vennehulde Maja C! saa er Du saa ængstelig ved, intet at høre fra Din Moer Koren – og hvordan gaaer det til, at Du intet hører fra mig, da jeg dog har sendt vist to, om ey tre Breve – Du vil see det af Dagbogen – til Dig, siden jeg sidst saae noget fra Dig! Men i Morgen skal jeg atter skrive, og paa Tirsdag bortsende nogle Linier til Dig. O! kunde jeg ile i Dine Arme, og bortkysse Dine varme Taare, og hvile ved Dit end varmere Hierte! ‹…› Nu maae Du dog have mit første Brev i det mindste. Men ogsaa her min Tak, Du sieldne Veninde! for det ømhedaandende Brev! Og Gud min Tak, at jeg har Dig! at jeg har Eder Alle, I velsignede! See, er her ikke endnu et saa kiærligt Brev fra min Sally B, og i dette et saa barnligømt fra min elskede Thrine Treschow – og et fra den gode Kista fuldt af Vemod og Glæde over den forestaaende Samling – Vær nøysomt, mit Hierte, og taknemmeligt! –

Mandag 8de Hvorfor skal jeg altiid komme til Eder, Dyrebare! med mine Klager? hvorfor aldrig sige Eder, naar det er anderledes og bædre med mig? O! vil jeg ikke da giærne det, naar det kun er anderledes og bædre? Saa er det i Dag. For første Gang i lang, lang Tiid vaagnede jeg i Morges uden Hovedpine, uden synderlig Gigt i Armene, og maae dog nu fuldelig give dem Ret, som paastaaer, at Siælen ligesaa vel er afhængig af Legemet, som dette af hiin: thi sandelig, mit Sind er ogsaa ulige lettere, end det pleyer være. De fatale Klokker ringer alligevel alt hvad de kan – de ringer nesten daglig, og dog vænnes jeg 183ikke til det – men i Dag lyder de, synes jeg, mindre skrækkelige. Det er atter en i tidligste Vaar henvisnet – ney, ikke henvisnet, men i sin fulde Kraft afmeyedafmeyed] rettet fra: afmeyet ved overskriving Plante, der nu synker i Graven. Den lykkelige Moder er i Forveyen og modtager hende. Den Moderen til den Pige, jeg nok engang her fortalte Eder om, hvis Kiæreste kom hiem for at følge hende til Jorden, er ogsaa død i disse Dage – er nu hos sin saa smerteligt men kort savnede Datter – –

Ja, elskede Lotta! giid jeg kunde tilbringe den forestaaende sørgelige Onsdag, Volds Jordefærdsdag, hos Dig, som Du saa kiærlig ønsker, eller hos min Rikke, som Du beder mig om; men dertil er Føret for slemt. Dog, hiemme bliver jeg ikke, men tager over til den gode Madame Walbohm, og bliver hos hende den hele Dag. I vilde Alle, mine Elskede, vide mig Tak herfor – fordi jeg skaaner Eders Moer Koren, som I saa giærne vilde see forskaanet for hver Smerte, og som derfor skylder sig Selv og Eder at skaane sig hvor og saa meget mueligt.

Med nye Interesse har jeg atter i Dag læst Dit Brev, dyrebare Thrine T, det barnlig-systerlige Brev – (det var baade til Sally B: og mig) – som jeg nu flux skal besvare. Ja vist er her Gammen og Jublen ved Kaases Tilbagekomst. Længe før I seer det her, vil Aviserne have udbasunet det, hvordan det halve Christiania reed og kiørte ham imøde med Sang og Klang, og Giæstebudet hos Ridder Collet, og Ballet hos Thoms – Kors! Kors! Jeg kunde sandelig ikke for, at jeg, da man fortalte om den 20 Aars Amtmand Knuth, som skal staae under Kaases 184Formynderskab, kom til at tænke paa Rabner – thi siger mig, ligger der noget mere Træffende i nogen af hans Satirer, end blot i de Ord: «En umyndig Amtmand»? Men med alt det kan Tingene jo giærne gaae nok saa deyligt. Kun at man ikke, efter Christiania gamle syndige Vane, begyndte h saa hedt og jubilerende. «Elsk mig lidt og elsk mig længe!» sagde en gammel ley vranten Degn paa Amager. Det klinger just ikke lifligt, og jeg har – og I vist Alle med mig – meget mod det «lidt» – men noget er der dog nok i dette degnelige Ordsprog.

Og saa var der saa meget i det kiære Datterbrev om min evig elskede Adams Arbeyder, hans nye Sørgespil Axel og Valborg, og et, som endnu er ufuldendt, Tordenschiold, den samme Datters Helt. Og hvem vilde vel, elskede Katty, have noget imod, at Du giver denne Din Landsmand dette Fortrin, og at Øhenslæger vælger ham, Din Helt fremfor Alle, til sit Stykkes Helt? Vist ingen ægte Dansk eller ægte Norsk – Kun er det mig ubegribeligt hvordan Tordenschiolds evige Omtumling paa Søe og Land i uafbrudt Kamp og Feyde, kan blive Sujet til et Sørgespil – saa rigt det vilde være for et Heltedigt. Dog, derfor er han Øhlenslæger og jeg Moer Koren kan jeg troe, og jeg vil tie og vente.

At ingen, selv ikke Sophie vidste den elskede Flygtnings nuværende Opholdsted, faldt saa tungt paa mit Hierte: naar faaer – eller faaer han nogentiid mit andet Brev? – Det første ligger paa Havsens Bund. Kanskee skal han aldrig mere høre noget fra sin Moer Koren – Moer Koren aldrig noget fra ham – –

Intet Ord denne Gang fra min Maja Devegge. Nu, saa har vi et des længere Brev neste Gang i Vente fra hende. Men jeg er saa vant til at see de kiære Børn under eet, at jeg besaae Brevet paa alle Sider, og neppe troede mine egne Øyne –

185«Din T» – siger Du, elskede Katty, «lever i denne politiske Uvisheds Periode, blot i Ønsker, Haab og Drømme for og om det dyre Norges Held, dets Fremtids Held: thi stedse er hans Blik heftet paa fjærne Tider og Gienstande.» Ligesom Du i disse Ord charakteriserer Din ædle Mage, staaer Du selv saa huld og beskeden for mig i Dit: «Jeg er ikke saa uegennyttig; ogsaa for de nu værende, for vore Levedage, har jeg Ønsker, og kan ikke saadan løsrive mig fra det Nærværende» –

Det kan vi, det bør vi maaskee heller ikke. Qvinden og Moderen kan umuelig, uden at fornægte sit hele Væsen, see udover sin Kreds, og ligegyldig ved det Nærværende blot glæde sig i den fjærne Fremtiid. Kun op over det Alt løfter vi vort Blik saa høyt, om ikke høyere end Manden – og vist nok roeligere, barnligtillidsfuldere end den dybe Tænker, som mindre betroer sig til sin Følelse. Og derfor misunte vi ikke dem deres skarpere Blik, de ikke os vor dybere Følelse. –

Christi Himmelfartsdag d: 11te Klokken var ikke fuldt 8 i Gaar Morges, da jeg og Lina mi alt vare hos Walbohms. Jeg saae det paa dem alle her, især paa Hertel, at jeg giorde bedst i at reyse tidlig. Doctoren og Ritmester Holch vare her i Begravelsen, og saa sad alle vi Fruentimmer – Moer Mørk var der ogsaa – deels snakkende ved vort Arbeyde, deels gik omkring saa langt vi kunde komme i det herlige Veyr men slemme Føre. Lina og en Jomfrue Keilhau, som er der i Huset, var nesten hele Dagen ude og levede paa deres, som vi Gamle paa vort Viis, ret godt. Det er en saa hyggelig Kone, Mad: Walbohm, saa hiertelig giæstmild, saa sand qvindelig.

186Den lille Faer Mørk, Guds sande Apostel, kom over mod Aftenen for at see til os, og fortalte hvordan de levede her hiemme. Vi blev paa Gislevold til Kl 9, og fandt endnu alle samlede da vi kom tilbage. Alle den Bortgangnes Paarørende, som har lang Vey, ere her endnu, men reyser nok snart. Iblandt disse er to Farbødre udmærkede agtværdige Mænd, og den ene – skiøndt langt over Ynglingsalderen – nesten en mandlig Skiønhed. Jeg husker endnu godt, hvor opmærksom jeg blev da jeg for 11 Aar siden saae ham første Gang, fremragende blandt den meer end almindelig vakkre Næss Almue.

Og i Gaar, mine Elskede, var det 19 Aar siden den sieldne retskafne Hertel kom i vort Huus – om nogle Maaneder 20 siden min Telja kom til os. Hvor er der blevet af denne Tiid?

«Er ey hensvundne Aar, som de henfarne Dage,
Og alt en Drøm?»

I Dag er det 4 Aar siden min Saras Confirmationsdag – Ak! Gud Ney – det er ingen Drøm; det er smertelig Vished – Men glædelig er jo den: at hun nu saa herlig hisset har fornyet den her aldrig fornærmede Pagt med sin Gud, sin himmelske Fader – at hun der har rakt ham, rakt sin Vilhelm Haanden til en nye Pagt, en evig ubrydelig –

Løverd: 13de Veyret smiler saa deyligt til de kiære Pigerbørns Hidreyse. Var kun Føret halv saa deyligt. Ogsaa jeg vilde giærne modtage dem saa muntert som mueligt, og har derfor for første Gang aflagt Sørgedragten. O! der er jo alligevel nok, som erindres Saras og Vilhelms Veninder om deres og vort Tab. Arme min Kista! naar Du nu seer det Kammer igien – lægger dig i den Seng – dog, hun er overalt om Dig som der – og det vil Du jo

187Aften Kl 6 Jeg kom nu tilbage fra en Spadsertour, den længste i lang Tiid. Alt forbi Liogodt var jeg, i Haab om at møde de Ventede. Zarina og alle de andre Barna ere for to Timer siden gaaet dem imøde. Nesten er jeg tilfreds med, jeg ikke mødte dem: Jeg var saa nedstemt. Ak hvor mange Gange ilede jeg saaledes med bankende, af den høyeste Glæde bankende Hierte mine Alle imøde, og blev ført hiem som i Triumph af de Jublende – det er forbi –

En Vederqvægelse fik jeg paa Tilbageveyen: min elskede Rikke sendte mig med sin tabte søde Thrines hyggelige Barnepige en nydelig Blomsterkurv, som i Morgen skal pryde mit Bord, og med denne en lille øm vennehuld Sæddel, som jeg halv bange aabnede, af Frygt for den skulde betage mig Haabet om at see hende i Morgen. Men Gud skee Lov, hun kommer med sin kiære Fut, og tænk, havde selv i Aften bragt mig den pene Kurv, men blev hindret –

«Nu kommer de» raaber Andreas – God Nat da, Elskte!

Her er jeg alligevel igien for at melde Eder, at jeg nu har dem de Kiære, Gode, Gud skee Lov, friske og vel, og paa mit Tøyen ogsaa alt vel – Men stakkels Ungerne mine har ikke mødt dem, da de kiørte en af Aslaks kunstige Gienveye. Nu kom Maja flyvende saa rød som en Rose, kunde neppe aande – og saa de andre drattende Een efter Een – Tak, min Sally, for Dit datter-systerlige Brev. Ja, Gud give, Du havde kunnet fulgt min Kista og Ovidia! –

188Sønd: 14de Styrket er min Siæl ved de mange kiærlige Breve fra mine Elskede. To deriblandt fra Dig, dyrebare Maja C – Ja, jeg veed, hvor Manges Tanker der i Dag følger hvert vort Skridt paa Hovind, hvor mange Velsignelser og Bønner for min hulde, fromme Maja, der stiger til Himlen, forener sig der med Saras og Vilhelms for hende og os Alle – for den lidende Moder. Pyntet som en Brud tog hun nu bort, det gode beskedne Barn, fulgt af sin Kista. De andre Jomfruer ere nu ogsaa i Kirken, men jeg vover mig ikke did, og fik ikke engang Lov, om jeg end vilde og torde. Men jeg er mindre frisk i Dag, end jeg nu længe har været –

Det har stormet haardt i min Siæl. Nu er det stille[.] Tak være Eder, Alle I Elskede, som har bidraget til dette uventede Stille!

Jeg gav min Maja i Dag Marazols Andagtsbog, som hendes og min Sara for 4 Aar siden fik af mig paa sin Fødselsdag, og som var den ædle, sandgudfrygtige Pige saa kiær. Det vil den ogsaa blive hendes og min Maja. Saras Uhr gav jeg hende ogsaa. Alt indtil de mindste Ting faaer jo sit Værd af de Elskede, Tabte, – og af de Elskede, Levende, de har tilhørt, og efter, eller af hvem vi fik dem.

Mand: 15de Jeg har jo ikke før nu, Kl 4½ kunnet faae tale med Eder, mine Dyrebare. Det meste af Formiddagen har jeg lagt. Mit Hoved og Bryst var saa slemt. Nu er begge Dele meget bædre. Og før jeg gaaer videre, følge I smukt med mig tilbage til i Gaar, de kom fra Kirken – 189hvor alt fik usædvanlig tidligt Ende, fordi lille gode Fader Mørk deels selv ikke var frisk, deels havde nogle meget Sygelige blandt sin Ungdom, deels var for bange, at det skulde lide for meget paa hans Øyesteen, Maja. Her var en heel Hoben Mennesker – vi vare vel 50 – men af disse kiende de fleste af Eder, Elskede, ikke Mange, og derfor nævner jeg kun dem, jeg især var glad i – min kiære velsignede Rikke, som dog maatte tage tidlig hiem, og var ikke frisk – de brave Chrysties (jeg er von paa Futen, som kun blev her et Par Timer, derfor nævner jeg ikke ham) vore snilde Naboer, Mørks og Wahlboms, Nannestad Præstefolk, ogsaa Ritmester Ingiers, og Munthes hele Huus. Alle disse gode Mennesker, hvoriblandt nogle, f: E: Moer Bierk, er saa hiertelig bange for at kiøre, havde vovet sig ud i dette rigtig farlige Føre. Det var saa venskabeligt af dem. Var det ikke? Og saa kom vor nye Fetter, Lieutenant Christie, Broder til Skriveren vor i Bergen, som nu er kommet til Næss, et tækkeligt ungt Menneske – han blev her til nu, han og Fader Chrystie, og vi er just nu alle komne tilbage efter at have fulgt ham dem til Christianes Høy, hvor jeg var da for første Gang i Aar, og hvorfra, især fra Frue Lotta, jeg skal hilse Eder Alle saa vemodigt –

Efter mit Sind var det ikke, her i Gaar skulde komme saa mange; men det var nok med fuldt Overlæg de her hiemme ønskede det saa; og nu føler jeg, det var godt: thi Tankerne vare og bleve for adspredte til længe at kunde hvile ved en Gienstand. Maja sad saa stille og rød i Høysædet, og jeg saae, hvordan det tit arbeydede fra Hiertet op i Øynene, især naar hun saae paa mig, og læste, som hun saa 190godt kan (og heller ikke er vanskeligt, siger man) Følelsen af mit – af vort fælles Savn i mine frembrydende, tit med Møye tilbageholdte Taare. Hun var vidst glad, da den Bordsidden fik Ende. Veyret var saa usigelig blidt og vakkert, saa de kunde ture omkring i Haven og Gaarden, og Dagen gik, i det Hele, ret meget godt, og havde gaaet bædre, om min Rikke ikke var bleven syg, og Futen saadan ærgret mig ved kun at blive her et Par Timer. Men det skal han nok faae betalt.

Og Gud skee Lov, at den Dag er forbi, og saa meget bædr‹…› d:e: mindre smertelig, end jeg torde ventet den. Men hvem har ogsaa saa mange velsignede ømme Mennesker om sig som Eders Moer Koren! det var utaknemmeligt, sagde jeg ikke: Eders lykkelige Moer Koren –

I Dag har min Kista været saa hiertelig bedrøvet. Det gik hende som mig i Gaar: hun kunde ikke faae samlet sine Følelser, ikke modnet dem nok til at bryde ud i Taare. Nu har vi sadt her saa længe og snakket, og nu, vi ikke kan spadsere længere, skal vi have os en Treset, da jeg ikke orker læse for dem; men i Morgen skal jeg, om ingen Hovedpine giør Stands i det gode Forsæt, tractere dem først med Knud Lavard, og saa, som Hiertestyrkning oven paa den, Palnatoke, hvilke begge jeg i Gaar fik med de kiærlige Breve fra min Maja C. O! maae jeg ikke, naar jeg tænker paa disse Breve, og paa saa uendelig meget, maae jeg da ikke atter og atter gientage: Vær taknemmelig, Du i alle Dine Lidelser lykkelige Christiane! og stræb at fortiæne din Lykke: de ønske jo kun til Giengield for Alt, at see dig beroeliget –

191Tirsdag 16de Saras Navnedag. I Dag bliver Sally bunden. Lille Maja har vævet et Par Strømpebaand, som tante Lotta har lovet at sende hende til rette Tiid. I disse er indvævet: «Sally, see Du her – 16de May 1809» – «Nu Du bunden er –af AMK» – Jeg seer i Aanden, Barnet mit, hvordan Du nysgiærrig aabner den lille Pakke, og hvordan Du smilende seer Dig besnæret af den yngere Syster, og hvordan Du saa giærne fløy i hendes Arme og løste Dig med et Kys, – Gud give, Du kunde det! –

Ak! Du blev da ogsaa med mig den tunge Gang til de Elskedes Grav. Endnu har jeg ikke vovet mig did. I Aftes var jeg paa Veyen, men vendte om igien. Det var mig ikke mueligt at gaae længere. Helst gik jeg ene; men det har jeg maattet love dem Alle, jeg ikke skal. Før mod Aftenen tør jeg ey gaae did – Alle de kiære Børn vente sig jo en behagelig Dag, og har jeg først været der – Gud, i Dag et Aar – her stod du, blomstende Elskelige, og modtog saa skiønt rødmende min Bindegave, og de tossede muntre Riim, hvormed jeg i alle Jomfruernes Navn bandt Dig – nu har Døden bunden Dig, og Graven – og Du smiler ikke, rødmer ikke mere, Du Elskelige –

Onsdag 17de Det dæmrede alt, da min gode Kista og jeg i Aftes gik til de Elskedes Hvilested. Det var neppe, mine Fødder vilde bære mig did. Vi vare et Par Gange paa Veyen tilbage igien, og søgte at opmuntre hverandre med: det maae dog engang blive den første – Da jeg kom der, til den pyntede Grav, saae den saa venlig, saa indbydende ud. Mit Hierte slog langt roeligere, end paa Veyen did, og det var vel Smerte, men ingen voldsom, hierteknusende, som lokkede enkelte Taare i mit Øye[.] O! hvor ganske anderledes var det, ‹…› da jeg første Gang knælte 192da jeg første Gang knælte paa Vilhelms Grav, da mit Hierte vilde briste og kunde ikke, og isnende Kulde fra Graven giennemfoer det som Dødskulde. Du var med mig, elskede Maja C, og min Egersøn kom, og min Jes, min stakkels blege Jes. Det svæver for mig som en Drøm, kun det mindes jeg tydeligt, at jeg ønskede mig Døden, og skialv ved at tænke mig ham, mit Hiertes Yndling, saa ene i den kolde mørke Grav. Nu hviler de sammen i den lune, blomsterstrødde Jord – i den roelige Vugge, under den klare blaa Himmel, slumrer sødeligere endnu, end fordum ved det moderlige Bryst – ak, naar mit Blik hvilte saa glædedrukket paa hvert Træk, hvert Smiil, hver Bevægelse. Det er et velsignet Sagn som siger, at «naar Børn smiler i Søvne, seer de, og leger med Guds Engle» – Sara og Vilhelm gik smilende herfra til de vinkende Engle. Sagte henaandede den alvorlige Dødens Engel sit kolde Pust over de hulde Ansigter, og Smilet blev tilbage om de blege Læber – Smilet ved Synet af Englene –

__________

Onsdag 17de

Nu skulde I seet, mine Venner, hvilket Læs Jomfruer her kiørte ud af Gaarden paa en Arbeydsvogn: Poppenheim, Kista, Ovidia, Lina, og Ane Stuepige – i Forveyen er, til Hest i Følge med Hertel, Andreas M: og lille Grüner, Nella og Zarine, kiørende, Maja og Hanna Bull – saa vi i Dag til Midd: bliver 3 istædenfor 16 – Hvorhen da dette Tog gaaer? til Korslund, et lille Sted, 3 Fierdingvey herfra, som tilhørte Vold, og hvor i Dag er Auction over alt hans Efterladenskab. Det var ikke mange Dage før hans Død, han bad os komme did naar Føret blev godt, og drikke Caffe der – som vi før, især Ungdommen, flere Gange havde giort. Saa stort Selskab var der ikke før paa det lille Korslund – og Værten? O! vi Uslinger med vore Planer!

193Torsdag 18de Forgiæves gik jeg og min Koren ud i Aftes, nesten en halv Fierdingvey for at møde vore Auctionsfolk. Først Kl. 10½ kom de, og vare da saa forstyrrede, at der hverken var Ende eller Begyndelse paa. De havde havt en saare morsom Dag, forsikkrede de, spadseret, converseret, hasseleret – Min gode Ovidia havde især moret sig kostelig ved at see paa en Marketenderske som solgte Caffe etc – kort, de havde ret levet in dulci jubilo‹.› Heller ikke nægter de – og hvorfor skulde de det? – at den snilde, tækkelige Lieut: Christies og en ikke mindre behagelig ung Mand, Lieut: Kroghs, Nærværelse bidroge meget til Dagens Morsomhed. Det er den Krogh, som saa længe har været fangen i Sverrig, og som holdt sig saa grumme brav, en almindelig agtet, kiæk Officer. Han kommer her Pintseaften med Fetteren Christie, og bliver Helligdagene over, haaber jeg.

Det var ganske lyst, før den stakkels Hertel kom hiem i Nat. Med ham var Præsten Chrystie med begge sine Børn, og jeg troer – thi endnu sover alle – jeg er tidlig paa færde – Lehnsmand Riis, den Digre. Naar nu alle disse Mennesker kommer paa Benene, bliver her en Surr – Det er dog sandt, at «Morgenstund har Guld i Mund», nu har jeg alt endt et Brev til Skriver Christie i Bergen, skrevet et langt til Lotta mi, og begyndt paa et til min Maja – og Kl er dog neppe 8 endnu.

Paa min og min Korens stille Spadsertour i Aftes, giennem den stille, vakkre Sandskov, hørte jeg første Gang Giøgen. Hvad betyder det, at høre den i Vest? Hvorfra jeg hørte den 194i Fjor Vaar, erindrer jeg ikke. Ak! det var vel fra Nord – det er Sørgegiøgen, som høres første Gang i Nord –

Nu har jeg været oppe og vækket alle mine Syvsoversker, saa nær som lille Ragna, der kom saa seent hiem eller hid, i Nat. Kl: er over 8, de kan saamen nok orke at reyse sig nu –

Fred: 19de Kista og Ovidia ere tagne en kort Tour til Vildberg, alle Barna, Lina undtagen, ere vandrede til Houg, saa kun vi adstadige, Poppa, Telja og jeg, ere hiemme – og Linaungen.

Naa, det er sandt, Knud Lavard er maadelig, eller, som Tøyen President behager at udtrykke sig, sk-t-nok, og Sanders, og end mere Theaterdirectionens smule sunde Fornuft maatte være slaget med Blindhed, ellers kunde dette Stykke aldrig være skrevet for og modtaget til en saadan Bestemmelse. Troer I ikke ogsaa, mine Elskede, at dets Usselhed er bleven sadt i sit fulde Lys ved alle de Fakler paa Geburtsdagsfesten?

Vel havde den gode Konge Ret, da han paa Spørgsmaalet: «hvordan hans Majestæt havde fundet sig tilfreds ved Opførelsen?» svarede: «Som ved en anden Ligbegiængelse» –

Og nu Palnatoke. Ja, ved Siden af Hakon Jarl sætter jeg den maaskee, ved venstre Side i alt Fald, men aldrig, aldrig ved høyre, endnu mindre over den. Sujettet er vel heller ikke saa rigt; det er mig i det mindste sandsynligere, end at den skulde være mindre udarbeydet end hiin, skiøndt jeg tilstaaer, det ved første Giennemlæsning forekom mig saa. Siig mig Eders Mening herom ved Leylighed, mine Børn. Hvad siger Sønnen fra Eger?

Lille Ole er reden til Byen paa den lille brune Hoppe, for at hente min Jes. O! hvilken Pintseaften havde jeg engang – det er nok 4 Aar siden – da min Vilhelm kom her saa ganske uformodet – Jes var da i Kbhn – saa munter, saa vakker, saa – ganske min Vilhelm – Men jeg har jo kun faa Skridt til ham nu –

195Løverd: 20de Hvor jeg gruer for den Dag i Morgen! Hvor jeg engang glædede mig til denne Dag, naar Sara og Maria skulde knæle for Altaret ved min, Wilhelm og Jes ved Jeres Faders Side –

O! evige Gud, hvor er dog alt, alt forandret! Dog, knæle de ikke nu, dine og mine Engle, i egentligere Forstand for dit Ansigt, Fader, bedende for de kummerfulde Forældre, for de unge Sydskende, for deres Maja, som første Gang knæler saaledes for dig! Kunde jeg i dette Øyeblik useet knæle ved deres Grav – det vilde styrke mig. Men det kan jeg ikke.

Alt er Liv – og dette Liv vækker Dødens Bitterheder i min Siæl. Hvad der fattes mig veed jeg ikke, men mine Knæe ere saa mødige, det er, som al Marven var borte af mine Been, og naar jeg gaaer i Haven, maae jeg sætte mig hvert Øyeblik[.] Men det er ingen ubehagelig Fornæmmelse, snarere det Modsatte. Hertel er ikke ganske frisk. Det ængster mig ogsaa. Morgendagen vil blive ham med en tung Dag. Al hans Glæde hviler med Wilhelm i Graven. O! hvor manges Glæder hviler der! Men den giver os dem jo tilbage, rensede, nye, forherligede – hvad vil vi da mere? Kan vi ikke vente? –

Min Jes er nu vel langt paa Hiemveyen, paa den eensome Vey – Her kommer en heel Deel Mennesker i Morgen, hører jeg, fra Syd og fra Nord. Gud hielpe mig, at den var forbi!

I bede alle for mig, I Dyrebare! ogsaa naar I læser dette, og denne frygtede Dag længe siden er forbi – Ak! der forestaaer flere slige: nesten hvert Trin minder mig jo om hvad jeg var og – ‹…› – selv mine mødige Knæe minde om det, Alt, Alt –

Hvilket herligt Veyr har Du, elskede Maja, med Dine Kiære, paa Veyen til Fhld! I Dag kommer I der, og der finder Du Brev fra Din C –

196Søndag 21de Kommen er den – var den kun ogsaa forbi, denne vigtige og frygtede Dag. Men er det ikke Feyghed, at frygte saaledes? og hvad er det egentlig, som vækker denne Frygt? Gud tilgiver den, det veed jeg, for den er ufrivillig; og I tilgiver den ogsaa, mine Dyrebare. Men min Haand skiælver saa – dog er, synes jeg, mine Knæe stærkere end i Gaar. Hertel, Gud skee Lov, er ogsaa bædre, nesten rask. Min Jes havde været ude Kl 3 i Gaar Morges, og var her tidligt. Han bliver med os i Kirken, for Altaret i Dag, den gode, blide, kun alt for ømme Jes – Gud styrke ham! – Gud styrke min Maja! Ja, Fader! lad dette hendes første Skridt ind i din Helligdom være et Skridt paa hendes tilkommende Lyksaligheds Vey! O! at hun stedse maae træde saa reen og uskyldig og from frem for Dit Ansigt, Alfader, som hun i Dag træder frem for det! Amen! det skee!

Kl. 7½ Saa nær er den forbi, den velsignede, men smertefulde Dag. Jeg var engang meget syg i Kirken, jeg frygtede at besvime. Angsten over min Majas Angst og de andre gode Børns, troer jeg, bragte de bortflygtende Livsaander tilbage. Og saa kom Taare. Ney, saadan har jeg aldrig før grædt. Hiertet var lettere, men Hovedet tungt – og endnu hele Legemet saa mat – Blidt og vemodsfuldt og velsignet flød Ordene fra den fromme, medfølende Lærers Læber, fra hans Hierte. Ja, en hierteligere Tale kan jeg ikke tænke mig, og derfor trængte den saa uimodstaaeligt og styrkende ind i Siælen. Ogsaa fra Prækestolen hørte vi som en Fortsættelse af Skriftetalen. Gud signe den redelige, ømme Mand, den sande Christi Apostel! Han fulgte hiem med os, og gik nu nyelig – Fred med ham? og den følges ham! – den er i hans Siæl.

197Anden Pintsedag Mathed og Mørke nødte mig til at afbryde i Gaaraftes. Mad: Vangensten fra Vildberg, med sin lille deylige Bodward, og hendes Svigerinde, Mad: Holbye, kom her i Gaar til Middag. Ellers ingen af de mange, som havde sagt, de vilde komme hid. Og dette Selskab var mig meget kiært. At see den gode Thrine V: saa rask og lykkelig, hun, som engang leed saa meget baade paa Siæl og Legeme, er ikke allene glædeligt for alle, som kiender og elsker hende, men det er endog trøst- og haabefuldt for alle Lidende: For hendes hele Fremtiid syntes ingen Solstraale at lyse, «for hendes Siæl selv Haabets Stiærne gik ned» – og dog brød Haabets Stiærner giennem det natlige Mørke, Solen saa seyrende giennem de tykke sorte Skyer, som bedækkede den, og hun er nu en lykkelig Kone og Moder. Og det lade Gud hende vedblive at være! Henimod Aften toge de bort. Siden sad jeg, omringet af al den kiære Ungdom, som snakkede og sang og kiælede for mig og for hverandre. Min fromme Ovidia synger godt, ligesaa lille Zarine og Nella, og de synger saa villigt og giærne alle mine Livsange. Men Al‹a›ddins Vuggevise og dend en kiærere Fatimes Aftensang, min Saras Livstykke, maae De komme og lære dem, elskede Egersøn! – Stille og blidt endte den sig saadan, den velsignede smertefulde Dag –

Lotta, dyrebare Lotta! det er i Dag den 22de May, Din Fødselsdag. O! hvi kan jeg ey bringe Dig min Lykønskning mundtlig i et Kys, en Taare, som vilde sige Dig langt mere, end alle Ord! Guds evige Velsignelser over hver af Dine Levedage, Du Gode! Han, som ene kan, høre og opfylde mit og saa Manges varme Ønsker for vor dyrebare Veninde! Maatte dette Aar være Dig rigt paa Sundhed og Glæder, som det forbigangne var det paa Sygdom og Sorg!

198Ja, min Maja C: vi siger det tidt nok, baade Du og jeg, lover og bryder det fast daglig: at vi ingen Planer vil lægge, da det dog altiid har noget Ubehageligt ved sig at see selv en ligegyldig men fast bestemt Ting tilintetgiort. Der blev, seer jeg af Dit Brev, intet af Din Fhlds Reyse denne Gang. Din Don Pedros troe, paalidelige Tykiær er bleven syg. Og nu vil vel Thank giøre store Øyne, naar der kommer et Brev til Røe til Mad: Cappelen, og der ikke er mere Mad: Cappelen end bag paa hans Haand. Men han udfinder snart Sammenhængen.

Vi vare i Dag alle budne til Gierdrum, men jeg lader Ungdommen allene reyse. Deels er det i denne travle Ploug-Tiid ikke godt for Befordring: De arme Dyr maae dog ogsaa have Pintsefest; deels kan jeg da i Roe faae skrive alle de Breve, som i Morgen skal med min Jes, min Kista, og Ovidia. Pastor Bierk fra Nannestad har ogsaa sagt, han vil komme hid, paa en Tour til Smaalehnene, hvor en gammel rig Oncle har lagt sig til at døe, hvis Hovedarving Fader Bierk er. Det falder i god Jord.

Nu kimer det saa vakkert – alting er saa festligt i hele Naturen, og jeg siger med Jean Paul: «Til dig, store Natur, vil jeg altiid tage min Tilflugt, naar jeg bedrøver mig blandt Menneskene. Du er min ældste Veninde, og min troeste, og du skal trøste mig, til jeg falder af dine Arme for dine Fødder, og ingen Trøst mere behøver.» –

Sikkert er du, min Sally i Dag paa Tøyen. Du veed, det er vor Lottas Fødselsdag, derfor er Du der vist, og I taler om Eders Moer Koren og om Hovind, og ønsker os samlede. Siig mig, har jeg ikke Ret?

Hilsen fra Ungdommen. Nu reyste de, en Vogn pakfuld, Kista med sin Lina i Kariol.

199Tirsd: 23de De ere borte, min Jes, min trofaste Kista, min hulde Ovidia, som græd ved min Barm, der endnu er vaad af hendes Taare – og min gode Hanna Bull, der var blevet os alle saa kiær, og saa ganske hiemme iblandt os. Maja og Lina fulgte dem et Stykke paa Veyen. Poppe tog til sit Hiem med det samme, og det er saa ensomt her overalt. Jeg har været en Tour i Haven med lille Zarine, og vi har udsøgt det skyggefuldeste Sted, hvor vi i Eftermidd: skal drikke Caffe. En heed Dag faaer de kiære Reysende, og min elskede Kista var ikke frisk, havde saa stærk Hovedpine. Det værste er, at da de reyser med Skyds, faaer vi intet høre fra dem tilbage. Tak for Eders Nærværelse her, I Gode! Den har styrket mig meget. Og Gud skee Lov jeg snart skal samles med Eder igien paa vort velsignede Tøyen!

Forvalter Krefting er her. Han kom i Gaar. Pastor Bierk kom ogsaa. Men I ere jo vante til, at følge Eders Moer Koren ordentlig og skridtviis.skridtviis] rettet fra: S ved overskriving Da her var blevet saa stille i Gaar, og Veyret var saa vakkert, kom Lysten til at gaae i Kirken over Poppenheim og mig. Munthe kom ikke hid. Han, hans Kone og dennes tilkommende Svigerinde, spiste paa Gislevold. Prækenen kunde ikke fængsle min Opmærksomhed, og jeg længtes efter Ofringen skulde begynde, og det Hele faae Ende.

Da vi kom hiem, fandt vi Overlærer Arnesen her, og nu var jeg dobbelt glad over, at jeg ikke var taget til Gierdrum. Her sad han og talte med mig om min Jes, og græd med mig over min Vilhelm. «Ney Moer, græd ikke», sagde han ‹…› og Taare qvalte længe hans Ord – «Deres Vilhelm bar Himlens, Evighedens Præg paa sit Aasyn. Hisset er hans Virkekreds stoer, hans Glæder uendelige. Og vel var hans Liv kort; men mange 200opnaae en høy Alder, uden at have levet saa længe som han. Hans Minde døer aldrig, saa længe en af hans Lærere eller Medlærende er tilbage, og de Velsignelser han ved sit Exempel har udbredt blandt al den Ungdom, han levede iblandt, er uberegnelig. Maaskee vil Skolen ikke i hundrede Aar see en anden Vilhelm» – O! Elskede, I tilgiver Gientagelsen af disse Ord, der giorde det moderlige Hierte saa smertelig godt, og I faaer Arnesen kiær, endog I, som ey kiender ham, naar I læser dette. Han sagde meget meget mere, saa Sødt og Bittert. FE, hvordan Rosted, den ædle faste Mand, da han dicterede hans Død og Omstændighederne derved til Protokollen, ikke kunde tale for Graad, og intet Øye var tørt, og de saae paa hverandre og taug, og skildtes tause ad –

Han kom hid fra Eidsvold, den brave Arnesen, hvor hans Kone og Justitr. Wexels var, som han skulde møde paa Dragvold. De havde lovet eller hilset med Jes, at de skulde komme herind om som i Dag paa Hiemtouren. Gud veed, hvad der har forandret deres Bestemmelse og Forsæt. De skulde været velkomne, skiøndt jeg da vel neppe havde faaet talt saa meget med Arnesen, hvad der var mig saa vigtigt, og blev saa velgiørende for mig, saa qvægende for lang Tiid.

Men tre Breve, som skulde været ind med til Byen i Dag, bleve derved ikke færdige, det var til min Maja, min Lotta, og til Egersønnen. Dette Sidste var det mig især om at giøre, skulde kommet bort: Nu faaer han ingen skriftlig Lykønskning til den velsignede 27de May fra sin Moer Koren, før han finder den her.

Og saa drak vi Caffe i Haven, i mit Lysthus – Kl er nu 3½ – det var saa behageligt; kun skygge de spæde Blade ikke meget endnu. Men det er vanskeligt, at være inde naar det ude er saa skiøndt. Krefting vil reyse strax –

201Onsdag 24de Paa Sengen, Kl 6 i Morges, bragte min Koren mig den førstudsprungne Hæggeblomst, og i Nat er nesten alle Træerne blevne hvide. Jeg mindes nesten aldrig, at Sommeren er gaaet frem med saa raske Skridt: for 14 Dage siden laae Sneen endnu hvor man saae hen, og nu, saa vidt Øyet rækker, Grønt og Blomster. Vaar har vi aldeles ikke havt. Det er sælsomt nok.

Nu nyelig slap vi de stakkels Creaturer, og det er ubegribeligt, hvordan de i meer end 7 Maaneder indelukte Dyr kan være saa raske, giøre saadanne sande Bukkespring. Børnene loe saa hiertelig – Zarine og Nella med, og selv den alvorlige Telja. Ogsaa Hertel drog paa Smilebaandet. Men i mit Hierte stod Taare, og bankende drev det dem op i Øynene: i Fjor loe min Sara med de andre, og med mig. Maja pleyer nævne hver Koe ved sit Navn – vi har alle hver sin – i Dag taug hun skaansomt, den Gode. Men jeg kiendte alligevel Sarotje og Vilhelmine –

Torsd: 25de Seent i Aftes besøgte jeg Graven. Hertel har plantet et S og W af Auriklerpaa den; men de vare visnede. Træerne derimod stode friske og lovede mig engang sød Hvile i deres Skygge. Nella og Zarine var med mig; men det blæste koldt, Luften var mørk, og de friske Grave rundt om os, en til en ventende Giæst i Dag, opkastet, alt nedtrykte og beklæmte Hiertet saa skrækkeligt, det arme sandselige Hierte, som det saa sielden lykkes, at opsvinge sig over de Gienstande, der giennem Øyet virker paa det. Da jeg forrige Gang i en bliid Aftenstund besøgte den elskede Jordplæt, og friske Blomster duftede mig imøde, og Himmel og Jord smilede omkring mig, flød Taarene saa milde og qvægende; nu trængte sig blot en enkelt, bitter fra det præssede Hierte ned over den kolde Kind.

202«Vaaren klæder Jorden i grønt, men Menneskene i sort» siger Jean Paul. Det er i egentligste Forstand giældende om denne Vaar. Kiedes ellers ikke, mine Dyrebare, ved den evige Citeren af denne min Yndlingsdigter. Jeg kan jo ikke for at han har noget der passer paa alle Omstændigheder, paa alt hvad der møder i Livet –

__________

Den 27de May.

Min elskede Egersøns Fødselsdag.

Du smiler, hulde May! til mine mørke Dage!
Saa blidt og yndefuldt, mit Danmarks May saa lig;
Men ey mit Hiertes May du trylle kan tilbage,
Den Høst og Vinter før ey kunde røre mig.
I Gravens Mulm den svandt, og Livets Vinter træder
Midt i min blide Høst saa pludselig og haard.
Dog, i dit Mulm, o Grav! udklækkes nye Glæder;
Og smiler ey bag dig mit Hiertes tabte Vaar
Forhærliget og skiønt og evigt, som den Giver,
Der gav og tog den her, og gier den hist igien?
Skiøndt stræng og rævsende, den gode Fader bliver
Sit Barn miskundelig. Mit Hiertes May svandt hen,
En evig Vinternat hang over Fremtiids Dage
Ugiennemtrængelig, saa syntes det – dog brød
Tidt Haabets Straaler frem, og standsede min Klage,
Og mangen qvægsom Blomst mig Vennehaanden bød‹.›

Dem bandt jeg i en Krands saa skiøn,
Den hviler stille paa mit Hierte,
203Og dulmer der hver bitter Smerte.
I Krandsen dufter, elskte Søn!
Saa mange Blomster fra Din Haand,
Beduggede med Veemods-Taare.
Og Hiertet slaaer i Dag saa saare
Imod den Krands, og mod hvert Baand,
Som binder det til Støv og Grav.
Naar løst fra disse sødt jeg hviler
Med Krandsen paa mit Bryst, og smiler,
Skal hver en Blomst, mig Venskab gav
Fra Krandsen dufte sødelig,
Fra Krandsen paa det stille Hierte
Da skal det, løst fra Støv og Smerte,
Tidt signe denne Dag og Dig.

__________

I Gaar havde jeg en herlig Dag. Heel tidlig tog jeg til det kiære Plogstad, og aldrig kunde nogen Morgenstund være skiønnere. Da jeg kom, var min elskede Rikke ikke ganske frisk; men Glæden over igien at see sig samlet med sin Moer Koren, troer jeg, forjog det Onde. Futen var; skiøndt saa indviklet i Embeds- og Hus- og Mark-Sysler, saa velsignet munter, saa godmodig sarkastisk,sarkastisk] rettet fra: sarkasti‹…› ved overskriving og mangen Gang var det os – som i fordum Dage. Selv lille Rasmus forekom mig, ved sine uskyldige Bestræbelser for at behage og fornøye mig, som et nyt Organ for hans Moders vennehulde Hierte. Ogsaa han «bandt sine smaae Forglæmmigeyer ind i hiin skiønne, uforvisnelige Krands» Hvor findes en skiønnere? Og den blomstrer for mig – er for Tiid og Evighed min, skiøn, uforvisnelig, og min. –

204Gud veed; hvordan en lang Sommerdag kunde gaae i saadan Hast. Jeg veed kun, at den var os Alle meget for kort. Kl lidt over 9 tog jeg derfra, og min Rikke var fuldkommen færm, og lovede mig snart en saadan Dag igien paa Hovind. Endnu mere himmelskt var Veyret end paa Borttouren. Fuglene, som maaskee tog Maanens Lys for Dagens, qviddrede de blideste Følelser i min Siæl, der var stille, som Maanen over mig i det klare, skyefrie Blaae. Ney, det kunde ikke været stillere, blidere, i og omkring mig, om Sara og Vilhelm havde vandret ved min Side, hvilet ved mit Hierte. Og svævede de ikke om den elskede elskende Moder, og indgiød denne stille Fred i hendes Siæl? O! at aldrig nogen Skygge af Tvivl maae formørke mig denne Tanke, denne Vished! Med den røvedes mig min fasteste Stytte, min Vandrestav til Graven.

Her hiemme omringedes jeg som sædvanlig af hulde, elskende Væsner. Selv min Lina, som ellers pleyer sove før Kl 10, var endnu oppe, skiøndt det leed til Midnat før vi kom til Sengs

Fabritius er her (med ham lille Rasmus) og det saa hierteglad over, nu at forlade Vinger, som han haaber for stedse. Den gode, menneskekiærlige Prints bragte dem selv personlig den velkomne Efterretning, at de nu skulde til Christiania. Fredeligt seer det ud heromkring, fremfor forrige Vaar. Maatte det saa vedblive! Gud, Fredens Fader! giv mit elskede Danmark og Norge den Fred igien, de ey har forbrudt, for hvis Gienvindelse dets Sønner saa troelig har kiæmpet, og efter hvilken saa Mange sukker med den gode Konge

205Søndag 28de Stille og allene sad jeg her i mit Kammer i Aftes, da det bankede sagte paa Dørren, uden at jeg uden for hørte et Fodtrin. «Kom ind!» Det var lille Giørup, som sagte og bukkende nærmede sig med en ærbødig «Hilsen fra sig og sin gode Kone, om jeg, og vi alle vilde bevise dem den Ære og Godhed, at spise der hiemme hos dem i Dag til Middag. Jeg kunde ikke givet ham Afslag for alt det jeg veed, om han end havde bedt om noget saa vigtigt, som dette var ubetydeligt, i denne frygtsomme, ligesom neyahnende Tone. Ikke engang det Ønske, at det havde været til Eftermidd: og Aften, nænte jeg at yttre, da han sikkert vilde seet det opfyldt og derved bragt den hele lagte Plan i Uorden – Did ere vi nu altsaa flux færdige at begive os.

Kl: 3 i Dag vakte man min Koren efter Ordre; men det rægnede; og da han blot for Hedens Skyld vilde saa tidlig ud, fik jeg ham til at slaae sig til Roe et Par Timer. Nu er Veyret saa deyligt, alt fo saa forfrisket ved den Smule Regn, og Koren, som tog bort Kl:7: slipper dog nok til det kiære Tøyen uden at blive giennemblødt, som han dog, sagde han, giærne vilde blive, naar Jorden blev det tillige med ham. Hilsen fra Tøyen, mine Gode! og fra Sally B: Hun og Kista skrev, og de kiære Reysende kom vel ind 3die Pintsedag, og Sally er rask, kun lidt doven i Sommerheden, og sterbens forliebt i – den herlige Vaar.

206Mandag 29de Jeg gruede, som I let forestiller Eder, mine Venner, for den lange Gaarsdag. Aa ja, kort var den just ikke; dog gik den taalelig endda, fordi jeg vel vogtede mig for at tænke paa, hvor ganske anderledes jeg kunde brugt Tiden her hiemme. Der er ret vakkert omkring Giæstad (saa heder Giørups Gaard) og vi gik meget, havde ogsaa alle vort Arbeyd med. Naar I nu til dette tænker Eder de hiertens velvillige, over vor Nærværelse saa glade Mennesker, der ikke vidste, hvordan de skulde bevidne os denne Velvillie og Glæde, der uden Ord taust udtrykte sig i al deres Giøren og Laden, saa begriber I vist, hvordan denne Dag blev Eders Moer Koren, som jo desuden var omgivet av sit hele Huus, paa en vis Maade endog fornøyelig. At see umiskiendelige Beviis paa Agtelse og Kiærlighed maae dog vist vække behagelige Følelser jeg hos ethvert godt Menneske. Der er vist ingen blandt Eder, mine Elskede, som jo har følt Bekræftelse herpaa. Og hvordan kunde man forsætlig bedrøve Mennesker, som giorde sig al optænkelig Umage for at see os glade? Det begriber I sikkert ligesaa lidt som jeg. Og saa veed jeg, I vilde fundet Eder langt bædre i den simple landlige Hytte, ved den giæstfrie jævngode Beværtning, end, f E: blandt alle Ridder Johns sammenstablede Herligheder, som sikkert ikke pranger for Giæsternes Tilfredshed, eller af Agtelse for dem, men omvendt. Dog, Sammenligninger ere jo forhadte.

Der har vi den gode Lieutenant og Fetter Christie, galopperende i al Regnen, vaad som en druknet Muus – Arme Fyr! han skal nu høyere op, længere fra os, til Vinger, og være der en heel Maaned, for at lære Jægerexersitsen. Han silhouetterer prægtigt. Min Maja især er det bedsttrufne 207Silhouet jeg nogentiid saae, Lina ligner ogsaa temelig; men «hvem kan træffe dette lille søde Profil?» siger han, og hans Øyne hænger saa broderkiærligt ved hver af hendes Bevægelser.

Tirsd: 30te Hvor har vi alle ønsket Regn i disse hede Dage! Og nu er den kommet ret i velsignet Mængde, og allerede begynder man at finde den ubeleylig. Ja, «saadanne ere vi» sagde Maleren, der malede Fanden paa Væggen (et af gl‹.› Fader Volds Sprichworter) Mine Jomfruer, f E: klamres saa smaat i Dag med vor Herre, fordi den uophørlige Regn tilintetgiør deres Tour til Ullensager Prstgrd i Dag, hvor de skulde seet de mange glade, fra Vinger tilbage marscherende Melitaire og hvor Hertel, i Følge med dem, havde lovet at møde. Kun den tappre Andreas har trodset Veyret, og var i Støvler og Kavay Kl 6 i Dag, men kom dog ikke afsted før henimod 8 –

Men kold er denne Regn, og især oven paa de nesten hundedagvarme Dage. Lee ikke af mig, Børn, men jeg har maattet lægge saa meget i min Kakkelovn, at den blev giennemvarm, da jeg slet ikke kunde røre mine Fingre.

Eftermiddag. Andreas Munthe kom som i Triumph tilbage med Lieut: Gill, som havde faaet Tilladelse at giøre et lille Visit hid.

Det er længe siden I hørte noget om Melin, om hvem der dog altiid var nok at fortælle. I Dag viste jeg ham Majas og Linas Silhouetter, som han fandt, hvad alle maae finde til Forundring lignende» – Men nu paatog han sig, at forklare mig, hvordan det gik til, nemlig: det kom af Tænkekraften, og alting fra Hovedet o.s.v. Gifte sig vil han i dette Aar, eller aldrig, a la Wessels Grethe; men endnu staaer Vægtskaalen temmelig lige mellem – Tre. Og falder den, er han endda lige nær –

208Onsdag sidste May, Ja, som May begyndte, saa ender den: kold og barsk. Ligesom vi for 8 Dage siden drak Caffe i Haven, og Sneen endnu laae ikke langt fra os, saa er der nu tyk Iis under de blomstrende Træer. I alle Kakkelovne brænder det her i Dag. Hvilken Forandring siden Fredag! Men det har dog vel, som Alt fra den Haand, sin Nytte. De utallige Insekter, hvoraf Træer og Planter alt vrimlede, har Kulden nu aldeles ødelagt, uden, saavidt vi seer, at skade disse, som de smaae tildeels usynlignagende Dyr, snart vilde ødelagt, som den skiulte Græmmelse det stille lidende Hierte.

Tidlig i Morges reyste den gode, fast barnlig troehiertige Yngling, Christie, som i Aftes tog saa vemodig Afskee‹…› med mig, og i Dag med de aarle Jomfruer, som om vi ikke skulde sees mere, eller i rum Tiid. Gill reyste i Aftes, og kunde neppe før over Midnat, og til Marschen igien begyndte, naae sit Bestemmelsessted. De gode unge Mennesker har Hovind kiært; og det har jo, Gud skee Lov, alle Gode, Ældre og Yngere, som kiender det.

I Dag skal min Koren komme, og derfor seer alt omkring mig saa blidt og smilende ud, skiøndt det, den sidste May brænder i Ovnen, og seer mørkt ud i Luften –

Hvor let blier ey selv Ørkner Paradiser lige,
Og Rosen tornefrie, naar til vort Maal vi hige!

Frimans Aand – thi den har jo længe siden siunget sin Svanesang – tilgive mig denne Parodiering! I veed, hvor jeg hader al muelig Parodie.

__________

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1809

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798 (kommer)
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.