Dagbok 1809

av Christiane Koren

November

811ste Onsdag: Skiønt høytideligholdte vi vor elskede Majas Fødsels- og Gienfødselsdag, d: 29de f M:

Den brave Chrysties Tale fra Prækestolen, før og efter Confirmationen, og denne hele Handling, var saa hiertelig, saa høytidelig og rørende. Jeg var ret meget syg, dog holdt jeg det ud, til den, tildeels meget vakkre Ungdom, knælede om Altaret. Da var det, som mit Hierte og Hoved vilde briste. Ved alt for levende Tilbageerindring saae jeg Vilhelm iblandt de Knælende. Jeg svimlede ud af Kirken ned i Vognen, og maatte lægge mig. Men det blev bædre, saa jeg var ved Bordet om Middagen. Der var foruden os Alle herfra, Capitajn Wærner og Kone, den lystelige Wangensten med sin tækkelige Thrine, og den lille søde Bodward. Wangenstens og nogle af Mine reyste derfra om Aftenen; Maja torde vi ey vove ud saa seent, havde heller ikke faaet hende ud af de gode Præstefolks Vold. Hun med de øvrige Hovindianer toge hiem Mand: Formidd:, Wørners ligesaa, min Koren til Næss, og jeg, sidst, til mit kiære Plogstad. Som det har hendt nogle Gange, var min elskede Rikke syg, men blev rask, og alt raskere ud paa Dagen, som om hun havde glæmt sit Onde, og jeg, at det var Aarsdagen, Mindedagen om min 82ak! vel alt for fuldkomne Lykkes sidste

Hvad end mere bidrog til min, mig selv saa uventede Sindsroe, var Dit det velsignede lange Brev, dyrebare Maja C, hvori hver Linie jo maatte glæde mig, da de vidner om, at jeg havde glædet Dig glædet vore andre Elskede i Din Kreds. Skiøndt jeg ikke kan fortiæne den Tak der flyder saa naturlig fra Eders alt for forbintlige Hierter, I Gode, for et Arbeyde (Afskriften af Axel og Valborg) der jo, uden alle andre Hensyn, var saa lønnende i sig selv, modtager jeg giærne hvad I saa giærne giver. Gud skee Lov for de behagelige Øyeblikke dens Giennemlæsning haver forskaffet Eder, Dyrebare! og dog kunde de umuelig være behageligere end de, jeg forud nød ved Visheden herom. Vel med Rette kalder min kiære Eger Søn det «det herligste af den herlige Øhlenslægers Sørgespil» – Som den vel bekiendte Niels Burdon engang lyste Forbandelse over, ikke allene den, der havde fornærmet ham, men alle som stod og havde staaet i Forbindelse med ham denne, saa vil jeg lyse Velsignelse over ikke allene min ædle Adam, men den, som tog Afskriften af hans Axel og Valborg, og alle de Hænder, den siden har gaaet igiennem, og Wulfsberg, som skaffede mig den at høre, og lille Moer Tullin, som saa villig lod mig faae og beholde den saa længe, og de velsignede Tøyenianer, som skaffede mig Roelighed til mit Arbeyde etc etc etc –

83Et andet Brev bragte Posten mig ogsaa, et hiertelig venskabeligt Brev fra min gode Wulfsberg; men det bedrøvede mig, som det altiid er mig noget af det hiertekrænkeligste, naar jeg nødes at tilintetgiøre, især kiære og agtværdige Menneskers Forventning. Hans og hans to ypperlige Venners, Brødrene Munkes, Ønsker: at tage en af disses Søstre i Huset, kunde jeg, og af mange Aaarsager, ikke opfylde, saa kiært det vilde været mig, at lette disse saa sieldne Brødres Byrde. De har kun hvad de med daglig Stræben kan erhværve sig, og understøtter af dette deres Moder, og betaler i det dyre Christiania for to Søstre, de der har faaet til sig. Jeg har nok før sagt Eder noget her om disse Søstre. Deres Udvortes er ikke anbefalende; men det fik være det samme, var dette den eneste Vanskelighed. Wulfsberg var i en ubehagelig Stemning, som let lader sig forklare, da han samme Dag han skrev – i Fredags – havde om Morgenen fulgt den afskyeværdige Morder, den ulykkelige Westerstrøm til Døden. Det var en yderlig feyg, elendig Charakter. Selv i hans Udaad var intet der kunde vække en Gnist af Interesse. Den Gysen et firedobbelt Mord maatte aftvinge hvert følende Væsen, var blandet med den dybeste Foragt og Ækkel for dette usle kraftløse Menneske. Man kunde fristes til at troe paa Satans personlige Medvirkning ved hans Ugiærning.

84Fuldt saa roeligt som jeg begyndte, endte jeg ikke Mandagen. Min Koren som fra Næss skulde møde mig paa Plogstad, kom ikke. Det var bællene mørkt og en stærk Taage, han skulde over Wormesund, og havde siden to stærke Miil at reyse. Kl henimod 11 gik vi tilsengs, hvor jeg ingen Roe fandt, og hvor underlige mørke Skikkelser svævede for mine Øyne saa snart jeg lukte dem. Kl. halvtolv kom han dog, den gode, ordholdne Skriver, «som frygter Gud, og kiender ingen anden Frygt» – Det er fast ubegribeligt, hvordan han kom frem. Til i Gaar Eftermidd: bleve vi paa det fornøyelige giæstmilde Plogstad, og veed jeg ikke selv, hvordan det var fat med Rikke og mig, men vi tog, eller bleve tvungne til at tage Anledning til Latter af alleting, saa baade Skriver og Fut faldt i Forundring over vor just ikke sædvanlige Lattermildhed –

Det var blidt som en Vaar- men mørkt som en Høstaften, da vi kiørte hiem, og i Giæstegruben – som Lottamoer kalder «den svarte Bakken», og som i Aftes med Ret fortiænte dette Navn – havde vi, uden den raske, aldrig raadvilde Aslaks Flinkhed, kommet i Knibe, da vi i det dybeste og smaleste mødte en stærkt belæsset Vogn, som vi umueligt kunde see, og i den dybe Sand heller ikke hørte, før vi vare inde paa den. Det gik imidlertiid godt altsammen – Amen!

Nu vil der vel blive en Tiid før vi sees igien, min gode hulde Rikke og jeg. Dog begynder Novbr med Frost og klart Veyr, vinterforkyndende.

85I Mandags, da vi sad’ ene sammen, Rikke og jeg, i et af vore alvorligere Øyeblikke, kom vi blandt andet til at tale om, hvor underligt – og ofte – Menneskene maae ledes ved og giennem Lidelser til Held og Lyksalighed. Anledningen til vore Betragtninger herover, maae jeg dog fortælle Eder, Elskede. Et Ægtepar her i Egnen, begge gode, agtværdige Mennesker, har i deres ikke korte Forbindelse, aldrig funden sig fuldkommen lykkelige, maaskee snarere – især i Begyndelsen – det Modsatte. Et ulykkeligt Tilfælde bragte for nogen Tiid siden Konen i Livsfare. Hun blev frælst, men Følgerne vare langvarige og smærtelige. Dette har paa engang vakt den indslumrede Følelse i Mandens Siæl. Han er nu fra den uopmærksomste koldeste Ægteherre, blevet den ømmeste, hengivneste Ægtefælle, og Hun seer i Fremtiden Belønningen imøde for sit Taalmod, for den Standhaftighed, hvormed hun, hidtil ubemærket, paa Livets knuddrede Vey opfyldte sine Pligter, uden anden Løn end hendes Hiertes stille Biefald, som dog vel ikke altiid kunde holde det skadesløst for alle dets Savn. O! giører længe og uafbrudt hin andens Lykke, I gode Mennesker! I fortiæner saa vel at være lykkelige. Vel Eder, at I udfandt Maaden at blive det, før det var for seent! Men dog nøde I mig til at gientage Jean Pauls Ord: «O! hvilke Blomstertider, hvilke aldrig tilbagevendende Foraar har ikke enhver Klagende Siæl alt forsømt!» –

863die Novbr. Wilhelms Dødsdag

Med bittre Taare har jeg hilset dig, du en af mit Livs skrækkeligste Dage. Taagen hviler mørk og sørgelig over dig, som over min Siæl – Dog

«Over Taagerne, som engang svinde,
Himlen klar og lys blaa hvælver sig,
Og en bliid og venlig Aftenrøde
I de friske Taarers Dug skal gløde» –

__________

4de Engang – men det er alt længe siden – var denne Dag en af mine gladeste. Det var Din Fødselsdag, uforglæmmelige Hedevig Augusta! O! naar jeg opløftede det tak- og glædefulde Hierte til Gud i navnløs Følelse af al den Lyksalighed, som omgav mig, og som Din Tilværelse, Du, Dit Kiøns Ziir, Dit ømme Venskab for Din Christiane, havde givet saa riig, saa skiøn en Tilvext, og naar denne Dag, om end aldrig saa mørk og sludfuld, var for mig en af Aarets skiønneste, og endnu, da Du ikke her var mere for mig, en af de helligste – o! kunde det da ahnet mig, at den engang skulde blive den bittreste i mit Liv, at den skulde bringe mig den hierteknusende Tidende om Vilhelms Bortgang til den mørke Grav, hvori Du alt i 8 Aar slumrer? Ak! thi kun Graven, og det henfaldne Støv og Forraadnelsen maler sig i de første bedøvende Øyeblik for det vaandefulde Hierte. Nu seer min Siæls Blik, Tak være Dig, evige Fader! og alt længe saae det hen over Grav og Forraadnelse, og med det opløftede 87Hiertet sig, det under sine skiønneste Haabs Tilintetgiørelse sønderknuste Hierte, hævede sig over Grav og Tiid og Forraadnelse, og I vare – og ere – mig Alle igiengivne, evig, evig mine!

Men naar det synker vaandefuldt tilbage, det stedse, meer eller mindre smerteligt, blødende Hierte, naar Følelsen af dets for denne Jord tabte Glæder, naar de bittre Minder, omhylle det indre Blik, saa det ikke kan opløfte sig over Tiid og Grav og Forraadnelse, naar det blot kan skue tilbage, ikke frem, ikke opad, da lad min Vilhelms sidste Ord: «Fader, i dine Hænder befaler jeg min Aand!» – o Albarmhiertige! lad dem gienlyde i min Siæl, og lad mig see, hvordan min Sara udaander sin rene Siæl i et Smiil, ligesom Du, min Hetgen, og det tunge Taageslør skal falde, og mit Blik skal hæve sig høyt over deres Grav, og over min egen, og Hiertet skal slaae lettere – om end mattere – opløst i Veemods søde Taare. –

__________

Her er ingen i det hele Huus, som ikke tænker tilbage med Bedrøvelse paa den skrækkelige 3die og 4de November. Alligevel var ingen i Gaar som nævnte et Ord, der havde Hensyn hertil – heller ikke i Dag: Men naar vore Blik mødtes og droge sig hastig tilbage, talte de meer end Ord.

Hertel, som har været borte siden Søndag, kom hiem i Aftes, men var kun nede et Øyeblik. Det øvrige af Aftenen var paa hans eensomme Kammer 88opofret Wilhelms og denne smertelige Dags Minder. Da jeg i Aftes, før jeg gik tilsengs, kom herind med min Bog, faldt mine Øyne paa den, til sidste 27 Julj med Kobberstykker prydede Væg, og fandt jeg nu 4 nye Stykker, Scener af Iliaden, nydelige fine Kobbere i pene Mahognierammer. Bag paa ethvert var skrevet d: 3die Novbr 1808. – At disse vare fra samme Haand som de, der hænger der før, kan I forestille Eder. Saaledes søger han i Stilhed, den ømme sieldne Hertel, paa engang Næring og Lindring for sin Kummer; og ved ethvert nyt Beviis han kan give sin Vilhelms Elskede, paa øm Hengivenhed, føler han sit bittre Savn formildet.

Aften. For lang, lang Tiid har vi nu, jeg og den gode Zarine, sagt de Elskedes stille Sovested Farvel, og ofret der med vore Taare det sidste Grønne, Frosten havde lævnet i Haven. Snart vil Sneen udbrede sine hvide Lagen over den varme, roelige Vugge – Sov nu sødt, og sov nu længe!

__________

Nesten daglig Erfaring lærer mig, hvor let det, man – neppe med Grund – kalder Overtroe, indsniger sig i et sorgfuldt Hierte, ja paatrænger sig det. I Aftes ved denne Tiid – det mørkner alt – sad jeg her efter Sædvane allene og skrev. Alt om mig var stille som om Midnat. Med et gav det et frygteligt Knald i mit Skriverbord, som om en af alle Kræfter havde dundret i det. Jeg sad nogle Øyeblik ubevægelig, en ængstelig Kulde zittrede giennem alle mine Lemmer, og det ene Billede, mørkere end det andet, malede sig for min Phantasie. Jeg gik ud 89til min gode Telja, som forskrækkedes over min Bleghed. Angst er desuden smitsom. Men min Koren, som ingen Frygt kiender, skiændte ikke paa mig, men tog mig ømt ved Haanden, og gik herned med mig. Efter nøye Undersøgelse fandt han, at det var Pladen paa mit Skriverbord, som var sprunget op i Limingen rundten om, og med saadan Magt, at Pladen ordentlig havde bøyet sig. «Seer du nu, du stakkels frygtsomme Barn!» var alt hvad han sagde, den gode, milde Skriver.

Søndag 5te Posten var i Dag saa maver som mueligt. Ikke et Ord bragte den mig fra noget Menneske. Men fra det kiære Tøyen kom med et Bud to Breve, et langt muntert fra min elskede Lotta til mig, og til Maja et ikke kortere fra hendes og min Kista.

Saa hørte jeg‹…› ogsaa nogle politiske Nyeheder denne Post havde bragt, f.E: at Kaas vil? forlade Christiania – at det ved et stort Festm han paa Dronningens Fødselsdag: gav (det skal have kostet 1600d hos Thoms) har gaaet meget lysteligt til. Alt Stort og Fornemt af alle Classer var samlet der, kun ikke den ædle Prints Christian, som Dagen før var reyst fra Christiania med sine Adjutanter, Seyersted, og Majlænder. Ved denne Fraværelse saae maaskee Frue Cabale (som sikkert var geskiæftig ved denne Fests Anordning) sig skuffet i et kiært Haab, eller fandt, som man siger, en slem Streeg i sin Regning. Maatte det lykkes Dig, gode C.A: – ikke at styrte dette mangehovede Uhyres Throne – thi i hvor løs Grund den er bygget paa, staaer den vel til Verdens Undergang – men at slippe, Dit ædle Hiertes Roe 90ubeskadiget, ud af det Garn, hun saa giærne saae dig indviklet i! I denne Anledning randt Darres Død mig ogsaa i Tankerne. Jeg veed ikke, om I, mine Elskede inden Axelstads Volde, læser Tiden, og derfor vil jeg ogsaa fordi det giver en skiøn Afvexling i disse eensformige Blade, afskrive følgende Elegie


Ved Darres Grav.

Du, som følte varmt for Norges Hæder,
Du dets kloge, kiække, ædle Søn!
Ikke Dig –vort Tab vi dybt begræder –
Du var moden til en bædre Løn.

Paa Din Aske rinder Heltens Taare:
Hvad saa sielden Fyrster fandt – en Ven
Var Du ham. Han elskte Dig saa saare –
Ey hans Klage vækker Dig igien.

Fuldelig Dit hele Værd han kiendte,
Deelte Æren med Dig broderlig,
Skiøndt beskeden Du Dit Blik bortvendte
Fra en Roes, som hædred ham og Dig.

Elskte Norge, brave Sønners Moder!
Væd med bitter Graad din Ædlings Grav!
Hver din ægte Søn har tabt en Broder,
Ak! kun Faa som han dig Himlen gav.

Lys og Varme blidt og kraftfuldt straalte
Fra det Øye, som nu mørknet er.
91Klart det Pligt og Ret og Sandhed maalte,
Tindrende af blide Følelser.

Ak! Kun kort det undtes Dig, at favnes
Af de Elskte i det kiære Hiem:
Kun, for desto dybere at savnes,
Mand og Fader atter skiænktes dem

Med forladte Smaae Din Elskte træder
Trøstløs til Din friske Gravhøy hen.
Med den spæde Arving til Din Hæder
Løfter hun sit Blik mod Himmelen.

Ak! for Støvets taareblændte Øye
Skiuler sig Alvisdoms dybe Raad.
Sukkende vor Villie vi bøye
Under hans, som veyer Fryd og Graad –

                                                        F. Schmidt –

__________

Torsdag 9de I Dag et Aar blev min Vilhelms dyrebare Støv nedsænkt i Graven. Ak! jeg vidste det ikke. Maanen smilede bleeg og vemodigt ned paa den aabne Grav, og paa de Omstaaendes Taare. Jeg saae det ikke. Jeg hørte ikke, hvordan den fromme Mørk med sin taarebrudte Stemme stræbte at give min Jes og min Hertel og de andre Lidende en Trøst, som den alt for friske Smerte endnu bortfjærnede fra hans Siæl. – –

Og i Aften for et Aar siden, kom Du til mig, elskede Maja C – –

Jeg har været ret syg i Dag. I lang Tiid hørte jeg intet fra 92min Jes (dog paa tredie Haand, kun intet Brev fik jeg fra ham) I Dag ventede jeg saa vist Brev med et Bud, som var inde; men det havde ey været hos ham, og min Venten var forgiæves. Og ved den mindste Berørelse bløder de alle, Hiertets dybe Saar – bløder saa smerteligt.

Nu har jeg slumret en halv Time, her paa Sophaen med min Vilhelms Cavay under Hovedet, og nu er jeg bædre –

Tak for i Dag et Aar, troefaste Maja! for det hele Aar Eder Alle Tak, I sande Venner! Jeg har jo intet uden denne fattige Tak, og disse Taare, og dette svage lidende Hierte. Men denne taareblandede Tak fra dette arme Hiertes Inderste forsmaaer I ikke.

Mortensdg: En saadan Mortensdag er vel sielden i Norge[.] Efter at have taget vor Desert ovenpaa Midd: Maaltidet i Haven – Træerne hænge endnu fulde af deylige store friske Rips – har vi nu drukket Caffe i Gaarden hvor vi har sadt med vort Arbeyde over en Time, uden at behøve saa meget som et Tørklæde meer, end herinde. Hvordan Novbr var i Fior, erindrer jeg ikke – ak! og erindrer dog igien ingen Tiid af mit hele Liv som disse 2 sidste Maaneder af det forbg: Aar.

En saare behagelig Tidende bragte Walbohm mig i Dag: min ædle Ungdomsven, Faye, er bleven Stiftamtmand i Christsnd. Saa skal han dog see sit inderligste Ønske opfyldt, aande sit Norges Luft igien, og sandsynlig ende sine Dage (Gud lade dem blive mange og glade!) i det dyre Land, hvor han begyndte dem.

93Og mueligt er det – i det mindste mueligere, end før, at jeg endnu engang i dette Liv kan faae see min Dichmans Hierteven, hans andet Jeg, den ædle, trofaste sieldne Faye. O ja, mit Hierte siger mig, jeg skal see ham engang endnu, at vore Taare endnu engang skal blande sig ved Mindet om de svundne Dage – og svundne Elskede – At han fra Hiertets, fra Forstandens Side, vil som Stiftsamtmand erstatte Christiansand den brave Thygesons Savn, er vel ingen Tvivl underkastet. Ak! men nu fra en anden Side, hvor ulige ere de da! Thygeson i Manddommens kraftfuldeste Alder, sit hele Liv omfredet af Medgang, Lykke og Glæde, beriget fast med alle Midler til at gavne og udbrede Lykke om sig – og Faye, paa hvis blege Kinder Kummer allerede i Ungdoms Aarene indgrov Alderdommens Træk, hvis hele Liv – i det mindste denden] rettet fra: det ved overskriving beste Deel af det – var en Kiæde af Kamp og Selvfornægtelser, og som Plutus fra Vuggen af synes at have svoret evigt Fiendskab –

Men dog velkommen, Du Ædle! til Dit Fødeland («Ak! kun Faa som Du det Himlen gav» –) og mig tusend Gange velkommen!

__________

De gode Kreftings! Dem er det en tung Dag i Dag, den sidste, de tilbringer i deres før saa elskede Hurdalen hvor deres lykkelige, sorgfrie Barndom og Ungdom, hvor den bædre Deel af Livet, «de aldrig tilbagevendende Forar» svandt hen – ak! hvor hvert Træe, hver Gienstand for deres Blik minder dem om en Scene af deres tilbagelagte Liv, og er som saa mange Venner, de have at tage Afskeed med.

94Den gamle Moder og Børnene blive tilbage til Sommeren, paa Præsteenkesædet, som Krefting har forpagtet[.] Saa mange flere smertelige Afskeder. De kommer hid i Morgen, de Gode. Gud give dem Kraft til at see fremad med Haab – og opfylde deres Haab! –

Mandag 13de Kreftings kom ikke i Gaar. Formodentlig ere de tagne til Mork i Afskedsbesøg, og saa ikke slupne derfra. Efter et Løfte til Major Krogh da han sidst var her, skulde jeg komme did i Morgen, og blive nogle Dage, ogsaa for en Auctions Skyld der i Nærheden. Men nu veed jeg ikke, hvordan det bliver. Saa rigtig frisk er jeg ikke heller[.] At jeg i Gaar intet Brev fik fra Jes, intet fra Tøyen, nedslog mig meget. Gud i Himmelen lade alt være vel med alle mine Elskede! Heller ikke et Ord fra Sally i al den Tiid jeg har været hiemme. Fra hende ventede jeg ogsaa saa vist Brev i Gaar. Men fra min Maja fik jeg et velsignet Majabrev, over vis Længde Don Pedro faldt i Forundring, men jeg blot glædede mig uden at falde i Forundring. Fra den stakkels, stedse skrantne Bergh var Brev, og et fuldt af Narrestreger fra Fatter Wangensten paa Vildberg. Det var den hele Post.

Jeg har drømt saa meget i Nat om Presidenten. Gud lade ham være frisk, og alleting vel, og et Bud, som i Dag gik ind, bringe mig i Morgen eller paa Onsdag – ak! det er længe at vente – ønskede Efterretninger!

Den gode Fetter Christie kom hid i Gaar. Han er, synes jeg, bleven maver og stille.

95I Aftes dansede og legede Ungdommen et Par Timers tiid. Jeg vil saa giærne igien vænne mig til denne glade Støy, vil saa nødig lade mig mærke med hvor det griber mig ind i Hiertet – thi ved det mindste Tegn hertil, vilde de gode Børns Glæde være forbi – og var det ikke Synd? Lad dem «fryde sig ved Livet i deres Ungdomsvaar» – og giid de længe maae kunde det! Giid denne Vaar maae blive lang, og naar den ophører, afløses af en mild Sommer! Ney, min stille Kummer skal ingen formørkende Skyer blive paa deres klare Foraarshimmel. Jeg skal undertvinge hvert Suk, som kunde bringe Mislyd i deres muntre Sange, og ikke engang ved en pludselig Bortgang afbryde dem eller deres Glæder –

Den unge Mad: Omsted paa Petraborg er da allerede forlovet igien. Hvilke Forandringer der i saa faa Aar! Ney, kun en Moders, en Faders Smerte er uforgiængelig, kun de finde her ingen Erstatning for deres Tab, kun med det elskede Barn synker Haabet i Graven, og smiler siden ikke uden derfra. –

Tirsdag 14de Som jeg tænkte, var det: Kreftings havde været hos Kroghs, og kom her i Gaar Eftermidd. Tidlig i Morgen reyser de til Byen, og jeg og min K: til Mork. Jeg er taalelig færm i Dag. Gud give mit Byebud bragte mig gode Efterretninger fra mine Elskede der! Jeg har atter i Nat drømt saa meget om Tøyen. Dog, det er intet Under. Mine Tanker ere der saa ofte.

Men siden vi taler om Drømme, hvad betyder det, at jeg 96nu i saa grumme lang Tiid nesten hver Nat drømmer at jeg er ung, undertiden Barn, og har dog for det meste mine Børn, ak! dem Alle, staaer nesten stedse i de selvsamme Forhold, som nu? Saadan som jeg er i Vane med at drømme, troer jeg vist, at Søvn uden Drøm vilde blive mig kiedsom som en Dag uden al Beskiæftigelse –

Ogsaa i Kbhn er jeg ofte, og lille Syvald har jeg nu seet saa tydelig, at jeg kunde male ham. Men naa jeg er der, skiænder jeg ikke paa Eder, i elskede, Slemme Døttrene mine, som nu saa længe har ladet mig vente forgiæves efter Brev, og dog har faaet saa mange fra mig. Men jeg vil vedblive at sanke gloende Kul paa Eders Hoveder, og naar jeg nu kommer tilbage fra Ejdsvold, atter skrive, at Eders Hierter kunde smelte. «O ney, Moer vor, dine Døttres Hierter ere ikke saa haarde. Og det veed du nok, skiøndt du lader, som du ikke vidste det. Ingen af alle de Hierter der slaaer for dig, du lykkelige elskede Moder, slaaer ømmere og barnligere, end din Kattys, din Mallas-» Hvad kan jeg nu svare de kiælende Glutter, som saa godt veed at angribe Hiertet fra dets svageste (og beste) Side? –

Men nu skal Du have Svar, dyrebare Maja C paa Dit kiære kiærlighedaandende Brev, og min elskede Lotta et Par Linier, og det alt skal færdigt til Midd: da vi i Aften ere budne til Walbohms – Farvel til Løverdag, I kiære Blade. Bring mine Elskede mit Farvel!

9719de Søndag Vi bleve enige om, Kreftings, min Koren, Fetter Christie og jeg, at vi alle vilde reyse paa engang, og det Kl 8 Onsd. Morgen. Men Kreftings Skydsheste kom ikke, og da den Klokken var henimod 10, fik de Heste herfra, og først da kom vi alle afsted. Og saa fik jeg, ved dette Ophold, mine Breve fra Byen, fik dem just som jeg stod færdig at stige i Vognen. Min Jes var frisk, Gud skee Lov[,] men hvor bekymret blev jeg derimod ved den lille Sæddel fra Dig, dyrebare Lotta, hvori dit ængstede Hierte saa tydeligt maler sig, og det lange Brev fra min kiære ømme Kista, hvori den gode Pige vil give mig en Trøst, hun selv synes at mangle. Presidenten har altsaa atter været syg, heftig syg. O! i alle disse Dage, under al Auctionstumlen og alle Adspredelser, har mine Tanker været paa det evigvelsignede Tøyen – sovende og vaagende har jeg kun seet min kiære syge President, og min elskede lidende Lotta, og min snilde bekymrede Kista. Først naar Posten bragte mig de glade Efterretninger om min brave retskafne Presidents Helbredelse, først nu slaaer mit Hierte roeligere, først nu kan jeg frie og frank beskrive alle mine Eventyrer og Hændelser i disse 4 Dage, I ikke har seet mig her, mine Elskelige! Thi endnu seer i mig stigende i – ikke som ovenstaaer, Vognen, men Kariolen, for hvilken jeg første Gang havde min nye store blakke Hest, mig samme Dag foræret af min Koren.

98Han havde kiøbt den af Krefting, der var saa fornøyet over, at den blev min. Snart skildtes vi ad, hver paa sin Vey. Gud ledsage Eder, I Gode! sukkede jeg, da jeg ey kunde see dem længer. Gud give Eder glade Dage paa den nye Bane, I nu begynder! – Lidt længer oppe tog den gode Fetter Hosevinkel Afskeed med os, og ramlede vi nu allene allene, Skriveren og jeg i hver sin Kariol. Ikke fordi vi jo nok kunde forligtes i en Vogn, men fordi han havde Forretninger i Ejdsvold, og det var uvist om vi kunde følges ad hiem, som vi da heller ikke giorde, kan jeg troe. Det var stærkt frossedt, og begyndte at snee, saa jeg alt var belavet paa, at kiøbe en Slæde paa Auctionen og kiøre hiem i. Paa det smukke Roholt hvilede vi, og først der fik jeg med Roe giennemlæst de kiære, skiøndt sørgmodige Breve. Da de vare udlæste, var Hestene færdige og Sneen ophørt. Ved Auctionsstædet mødte os den gode Major Krogh og min kiære Hertel, og modtoge os saa glade, da de halvveys tvivlede om vor Komme fordi Veyret rasede saa. Majoren førte mig triumpherende til sin saa inderlig tækkelige Kone, der slet ikke troede, jeg havde kommet. Ogsaa min lille Guddatter var der med sin Moder, den uforglæmmelige Hetgens Navne, et huldt vakkert Barn. Blandt flere Bekiendtere fandt jeg uventet den interessante Bergmester Bauman, som Frue 99Krogh og jeg om Eftermidd: fik til sidemand ved Auctionsbordet, og forkortedes os derved paa en saare behagelig Maade det øvrige kiedelige Væsen. At han forsøgte at sætte Spliid mellem min Koren og mig i Anledning af alt hvad jeg kiøbte (det var endeel overmaade godt, splinternyt, men temmelig dyrt Linnet) vil jeg ikke regne. Dertil drev han det desuden ikke, som I nok kan tænke; og ingen virkelig Ægteskabsdiævel vilde drive det dertil. Blandt saa meget Interessant om vore fælleds Venner, Bekiendtere, og Bøger, talte vi meget om den ulykkelige Lovise Gad, som i alle de forskiællige Roller hun spillede paa dette Livs Skueplads, stedse beholdt et vist Præg af Siæls Fasthed og Originalitet, hvorved hun især i sine sidste sørgelige Dage saa fordelagtig udmærkede sig. Bauman bad mig takke Eder, mine Elskede Døttre dernede, Eder og den ædle Treschow, for alt det Venskab I til sidste Stund havde viist hans ulykkelige Svigerinde, fordi I forsødede hende selv de sidste bittre Timer herneden. «Hun bødede sandelig haardt for sine Synder, og udslættede – efter min Følelse – i den sidste Halvdeel af sit Liv hvad hun havde forbrudt i den første» – sagde han rørt, og vi følte begge: at «hvor der er meget Lys, er ogsaa megen Skygge» – og jeg maatte med Magt løsrive min Siæl fra de svundne Dages Minder – de længst forsvundne –

En Capit: Stabel, gift med en Jomfrue Juel, som jeg 100kiender godt fra Vilberg, hvor hun har været i Pension[.] Han er en meget ubehagelig, raae Mand, og i den senere Tiid, siger man, saare hengiven til Perialen. Det giorde mig saa ondt for den unge stille, beskedne, og meget tænkende Kone, som sad rødmende og blegnende ved alt hans Vaas, ved alt den Latter han opvakte, selv iblandt Bønderne ved Auctionen. Jeg vilde saa giærne kaldt hendes Opmærksomhed derfra, men det lod sig ikke godt giøre, uden at hun skulde mærket Aarsagen[.] Det er overalt vanskeligt at faae hende indviklet i en Samtale, da hun er meget einsylbig. Kun af hendes Breve faaer man et rigtigt Begreb, og et høyst fordelagtigt, om hendes Siælsdannelse.

Frue Professorinden var begge Dagene paa Auctionen og i dyb Neglige. Det er et underligt Væsen, denne samme Frue. Med alle sine store og mange, nesten til det Utroelige grændsende Feyl og Brøst, er hun godlidende og morsom. Man kan sige til og om hende h‹va›d man vil, og det anfægter hende ikke. Saa sagde f:E: Bauman i Anledning af noget, hun bød paa «Ja, det er en af vore andre Fruer!» og det med sit sarkastiske Blik og Tone, og hun loe og bød frisk væk. Arme Kone! Gud hielpe hende, naar hun engang, her og hisset, skal aflægge Regnskab for sin Husholdning. Med det længere, vigtigere Regnskab haaber jeg imidlertiid hun skal komme bædre ud af det, end med det kortere, fordi den øverste Dommer – vee os! – er naadigere, end de, som dømme herneden.

101Det bedste ved hele Auctionen var Nachspillet, naar vi om Aftenen kom hiem til det hyggelige Mork og kosede os med deylig Thee og end deyligere Prat. Der logerede adskillige foruden os (som egentlig vare i Besøg der – thi for Auctionens Skyld havde jeg vist ikke reyst saa langt i dette Føre) og Hertel – En svensk Lieut: Brat, som I nok før kiender af disse Blade – hans Kone er det, som ligner min Sara saa meget – en behagelig, vittig Mand, Forvalter Klouman og Kone fra Fayringen, og den sidste Nat den nye Forvalter i Hurdalen, Muus, et vist godt, meget ungt Menneske, aldeles hverdags for Resten, og gamle Lærche fra Hurdalen. Umiskiendelig var alle disse Menneskers Glæde over den af dem alle saa agtede, dem alle kiære Kreftings Befordring. Muus havde fra første Øyeblik han kom til Hurdalen umaget sig for at vise Krefting og hans Familie al muelig Opmærksomhed og Agtelse. «Altsaa er han ikke saa aldeles hverdags, Moer Koren!» – Maaskee, mine Elskede, er det blot hans Udvortes, som er det. Ogsaa sagde jeg jo «han er vist et godt Menneske» – og det maae I ey oversee, hverken her eller nogensteds

FreTorsdagaften var Auctionen til Ende. «Men hos hvem var den da?» Det er sandt, det veed I endnu ikke. Den var hos en Jomfr: Folmar, en midaldrende Pige, en godmodig, vever, forbindtlig lille Ting, min Landsmandinde, som ved meer end 30 Aars Selvfornægtelse og Opofrelse nu ved en Tantes Død er bleven Arving til 4 a 1025000rd[.] Hun boer kun en halv Fierding fra Mork, men der var slem Vey did, og Kulden var – og er – som ved Nytaar. Fredag maatte vi blive over paa Mork, hvorfra vi mod Aftenen giorde et lille Besøg hos Jomfr: Grefsen, der har et Landkræmmerie, og boer paa en Gaard i Aas, der har en af de skiønneste Beliggenheder, jeg kan tænke mig. Udsigten derfra over hele Ejdsvold, Miøsen, og en Deel af Hedemarken, er saa viid, og paa engang saa smilende og majestætisk, at man ikke kan trættes ved at see. Dog dertil fik vi heller ikke Tiid, da Mørket forbød det. Vi blev der og spiste, og toge hiem i hærligt Maaneskin. Faster Grefsen – saa kaldes hun overalt – er en aldrende meget forstandig Pige, med et sieldent rummeligt Hierte som ofte sætter hende i Forlegenhed, da hendes Villie og Evne staae i saa ulige Forhold. Hun har engang, det sees endnu tydeligt, været meget vakker, og har for nærværende Tiid en Systerdatter i Huset, Lovise Dalin, en elskværdig 16 Aars Pige, som ligner hende meget. Ogsaa denne Aften paa Aas gik fornøyeligt, og saa gik denne hele lange Tiid jeg var borte, selv Torsdagen da jeg virkelig var meget syg, skiøndt jeg tvang mig til at synes friskere, tog paa Auctionen o.s.v. for ikke at giøre min gode Elise bekymret; og jeg giorde derved den Erfaring, at man som oftest ikke kiender sine egne Kræfter, fordi man ey prøver dem og lader sig for let cujonere af sine Upasseligheder.

103Hertel tog fra Mork Fred: Eftermidd:, min Koren paa en Foretning i Gaar Morges, saa jeg maatte tage ene hiem i Gaar, og kom hid Kl 5, efter at have giort to Visitter paa Veyen, til Lehnsmand Kyhn, egentlig for at see min Saras og Vilhelms (Vilhelms første og sidste) Gudsøn, Vilhelm August (opkaldt, underligt nok, efter min Vilhelm og Frøken v. Krogh) en rask, vakker Gut – og til Proctr Solner, hvor jeg drak Caffe, spiste Eftersvælg, og blev saa godt indpakket da jeg tog derfra, at jeg, havde Aslak og Blakken været tilfreds med det, og de ikke ventet mig saa her hiemme, giærne havde kiørt et Par Miil i det blide velsignede Maanlys. Veyen, som nu er opslidt, var ogsaa ret god. Men bædre var det dog her hiemme hos de glade Ungerne mine, og Gud skee Lov, jeg er her, og at de alle ere raske, de Store og Smaae. Foruden Brevet fra Lotta mi, fik jeg et fra den hiertensgode Mad: Flood i Schien, og – endelig fra Bergens Skriveren – et deyligt langt, underholdende Brev. Nu er det alt mørkt, og nu skal vi saamen drikke Caffe, og derfor God Nat, Syv Sider paa engang – det mener jeg, gaaer nok an. «Aa ja; men saa er der jo ofte syv Dage og længere, vi ikke faaer et eneste Ord» – Det er dog nok sielden Tilfældet, mine Elskelige; men naar det er det, kan I være forvissede om, at I intet har tabt ved min Taushed.

10423de min dyrebare Rikkes Fødselsdag –

«Alfader! o, lad hende finde
Hvert Held, hendes Hierte er værd!»

__________

Vi ere alle budne derhen – hen til min Rikke – til Middag, og kommer vi Fruentimmer neppe tilbage før i Morgen engang. Vi har forgiæves ventet efter Snee. Himlen er klar, Solen skinner stedse, og – som i Sommer, da Jorden trængte saa haardt til Regn – nu frydede Mængden sig mere ved Mørke og sneeforkyndende Mulm, end ved den skiønne Sol –

Veed vi nogensinde selv ret, hvad vi vil? I alle disse Dage har vi levet saa aldeles eensformigt, at jeg intet har havt at sige Eder, mine Elskede!

I Gaar og Forgaars var Capit: Hals her paa Mandskapstegning – egentlig holdes denne paa Naboegaarden, men han og Capit Wærner spiste og logerede her. Jeg har aldrig ret kunde komme tilrette med denne Hals, af mange Aarsager ikke; men i de 2 eller 3 Aar jeg ikke har seet ham, var enten han bleven forandret til det Bædre, eller jeg tolerantere – maaskee begge Deele. Han er gift med Justitisraad Nielsens Datter –

Nu er alle beskiæftigede med sin Pynt, alle undtagen jeg. Vi maae reyse tidligt, da Føret er saa slemt. Min Lina bliver hiemme hos sin Telja. Hun vil det selv, fordi hun har faaet lidt Udslæt paa Henderne.

105«Kanskee, siger hun, Moer Borchs: kunde være bange for, det skulde smittet Rasmus og Lovise som jeg dog ikke troer det giør – og saa skal de vel dandse og springe omkring, og naar jeg da blev heed, blev Hænderne værre, saa jeg kunde komme til dyrt at betale den Moroe. Ney, Moer, lad mig blive hiemme hos Telja mi» – Er det ikke en ganske fornuftig, betænksom Unge?

Søndag 26de Seent Fredagaften kom vi først hiem. I Gaar var jeg syg, og maatte, uagtet det meget, jeg skulde have til Byen med min i Dag indreysende Koren, tilsengs. Det blev bædre ud paa Aftenen, og sad jeg her, for første gang i Vinter skrivende ved Lys, til Kl 9, og fik dog kun skrevet nogle Linier til min elskede Lotta, og intet til Maja mi, intet til Sallybarnet. Det giør mig nu end mere ondt, da jeg i Dag atter fik et saa kiærligt Brev fra min hulde Maja, og LøverdFredagaften ogsaa et lille Brev med en Deel af den herlige Herder – og alt dette maae nu blive ubesvaret til med Posten, ligesom min kiære Kista Hertels i Dag, som hun nu saa vist, det gode Barn, venter Svar paa med min Koren. Men naar I hører I Gode, at jeg har været syg, vil I oven ikiøbet ynke Eders stakkels Moer Koren.

Dog, tilbage til den behagelige Torsdag. Ja sandelig, behagelig var den. Der var, foruden os alle herfra, Frue Roweder, og hendes Datter, Fr: Keilhau, og Capitayn Hals, ellers ingen – thi Fabritius og hans Grethe regner jeg til Husets egne. Ungdommen dandsede til Kl 1, og 106tænk engang, hvor Glæden kan giøre let. Poppenheim dandsede min Troe Solo saa raskt, saa let som en smal 16 Aars Pige. Min Koren gik did, nesten en Miil, og holdt ud med de Unge i Dandsen, og var den flinkeste neste Morgen – hvor mange giør ham det efter i sit 52 Aar? Gud være takket, at han kan være saa munter, at han er saa frisk og rask! Det styrker ofte mit synkende Mod og opløser min stille Sorg i søde Veemodstaare – Jeg havde, efter mit Hiertes Tilsigelse, skrevet en lille Vise til min elskede Rikke, som Zarine, Nella, Lunde og Gryner (som synger deyligt) sang, og Rikkes ømme Haandtryk saa kiærligt takkede mig for.

Saa gik Aftenen fornøyeligt. Fredag Morgen fandt Fogden og jeg paa, at man (der var falden lidt Snee om Natten) skulde med Langslæde og Biælder hente de længe sovende Jomfruer, som laae i den gamle Bygning, et godt stykke fra den nye. Det gik for sig; de kom alle ud med Latter og Glæde, og vi stode færdige at modtage dem, da – det var et ængsteligt Syn – min stakkels Zarine kom ud af Balancen de stode nemlig alle – faldt, og blev hængende med det ene Been mellem Pindene i Grinen. Der blev et almindeligt Angstskrig, man fik hende op, jeg saa hende uden Bevægelse hænge i dens Arme, som reyste hende, og var vis paa, hun havde brækket sit Been. Min Sara, min blege lidende Sara stod for mig, og jeg hadede mig selv bittert, at ikke hiint Optrin 107da hun ved et ligedant Tog paa en Langslæde vreed Armen, havde afskrækket mig fra alt sligt Spøg. Imidlertiid var det Gud skee Lov ikke saa farligt, skiøndt hun havde stødt sig slemt. Skrækken havde giort det værste. Vi fik hende godt hiem, og at hun i Gaar holdt Sengen, og neppe i Dag faaer Lov at staae op, er mere for at forekomme Følgerne af en Forkiølelse hun har faaet (hun er meget svag) end for Fodens Skyld. Den kiære Thrinemoers Brev i Dag, haaber jeg vil giøre vel saa meget, som Doctor Poppenheims Pulvere etc – til hendes fuldkomne Helbredelse.

Ellers var det leyt, hun maatte ligge i Gaar. Vi havde Høstgilde for Folkene, og hun havde, som de andre Unge, længe glædet sig til at see Melin dandse med en Pige af Naboelaget, han nu er sterbensforliebt i. Til hendes Trøst dandsede denne Donna ikke, og Melin altsaa heller ikke, en eneste Dands undtagen, en Menuet med Maria. Fabritius og Jomfrue Keilhau var og er her endnu, og Giørups. Jeg var blot et Øyeblik ude hos dem imens de sad til Bords, og modtog deres Taksigelse for Maden[.] Jeg mindedes for meget de forrige Høstgilder –

Nu tager det paa at snee, ret f som for at drille min stakkels Koren, som i alle disse Dage har ønsket saa hiertelig at faae Slædeføre til Byen, og nu maatte afsted i Kariol. Havde det blevet Føre, var jeg nok fulgt med for selv at see til den gode President, der desværre ikke er ret frisk endnu, skiøndt han har begyndt at gaae ud igien.

108Mandag 27de Det er i Dag min kiære, retskafne Hertels Fødselsdag (ak Gud og Aarsdagen siden min Sara Sidste Gang var hernede i blandt os –) Maja har syet en peen hviid Vest, Poppe strikket en Hareulds til denne Dag, og vi har pyntet hans lille pene Kammer med et nyt Vinduesgardin. Men kiærest af alt veed jeg vist min Vilhelms første Premiebog er ham, som han finder mellem det andet paa sit Bord.

Maatte dette kommende Aar skiænke ham tiende Delen blide, behagelige, mod de bittre, de mørke Dage det svundne havde for ham som for os alle.

__________

Hvilket Føre min Koren havde faaet, kunde han opsat sin Reyse til i Dag. Men nu vil vi‹…› alligevel hente ham hiem i Slæde, og med det Bud, som gaaer ind i Morgen, skal jeg takke Dig, elskede Maja, for det lille Brev igien i Gaar med Axel og Valborg, som et Byebud saa uventet bragte mig for alle de mange, jeg har at takke Dig for.

Men her blev en Jubel, da jeg forkyndte dem, de skulde faae høre den længselsfulde ventede Axel og Valborg. Fabritius bar Zarine ned i Sophaen, og saa sad de alle i dyb Taushed omkring mig, og saa godt havde vi føyet vore Anstalter, at vi ikke eengang bleve afbrudte, saa vi i selve den lille grønne Egerstue ikke 109kunde sadt roeligere, neppe saa roelige: thi her var ingen Graamons som jog mig fra mit Sæde, eller dog i ‹A›ngst, hver Gang den strakte sine Poter ud ved Kakkelovnen (Mon jeg finder den saadan igien, naar jeg kommer did?) Sollner var her ogsaa; og meer end engang glindsede hans Øyne af Taare, ikke at tale om de øvrige. Det var en deylig Aften, vemodsfuld deylig –

Jeg har en Ahnelse om, min Rikke skal komme her i Dag. Naar hun er frisk, pleyer stedse det første Føre bringe hende i sin Moer Korens Arme –

Og derfor vil jeg smukt tage fat paa min Byepost. Kun først fortælle, at alle Barna nu ere ude at prøve det nye Slædeføre. Det har jeg ogsaa været vant til før, men de sidste 3, 4 Aar, ak, og især det allersidste af disse, har giort mig en trediedeel ældre, end jeg er.

Tirsdag 28de Rikke kom ikke i Gaar. Muelig kommer hun dog i Dag, ellers bliver jeg vreed paa hende. See nu er Slæden reyst efter min Koren, nu er et meget langt Brev bleven færdigt til min Maja C – og nu vil jeg fortælle Eder et Par sørgelige Nyeheder. Et ungt Menneske, Thomson, paa Ejdsvoldværket, (en naturlig Søn av Værkets Eyer, og hans udtrykte Billede) just ham, som var ude at svømme med den unge Anker, da han druknede, har i disse Dage fulgt denne hans inderligelskede Ven og Broder, men frievillig, og paa samme Sted, hvor den arme Yngling blev. Det var et Menneske med mange Talenter, denne 110Thomson, et sandt Genie. Men tidlig sendt til Engeland og der overladt til sig selv, maatte denne brændende, med ingen Grundsætninger udrustede Yngling blive et Rov for alle Udsvævelser; dog bevarede hans Hiertes naturlige Godhed ham fra det man kalder grove Laster. Nu kom han for nogle Aar siden til det fæle Ejdsvoldværk, hvor Ryggesløshed og alle uædle Lidenskaber trives i al Roe, og her kunde han iblandt lutter raae, dumtmyndige Mennesker, ikke komme tilbage paa den rette Vey, som det var saa synligt han søgte, men ikke havde Evne eller Kraft til, selv at finde og holde sig paa. Det ulykkelige Tilfælde med Anker, et hiertensgodt Barn, som Thomson hang ved med sin hele lidenskabelige Heftighed, gav hans Mod, hans Siælsstyrke det sidste Knæk. Han søgte Bedøvelse, og intet andet end Bedøvelse, og saaledes var den Ulykkelige uden Rædning forloren.

Det andet sørgelige Nyt er, at her ved Kirken i Dag begraves 6 Sydskende fra et Huus. Moderen døde i Barselseng for 14 Dage siden, og bad Gud, at sende nogle af hendes staakkels Smaae til hende. Faderen bad i sin Hiertesorg ogsaa Gud tage nogle af de smaae Moderløse, og nu – ere de bønhørte. Kun de to Ældste lever igien. Den arme Fader skal ogsaa være Døden nær, rimeligviis af Kummer, maaskee ogsaa Nag over, at have giort et Ønske, hvis Opfyldelse nu han og Mange flere antager for Straf, fordi han i sin Utaalmodighed giorde det.

111Ak! hvi stræbe vi Støvets Børn saa lidet efter, at ligne Algodheden, at tænke os ham, det høyeste Væsen, som Algodheden! Hvi ere vi saa haarde mod os selv og andre! Ney, han den vise, kiærlige, evige Fader, han hører ikke hvad det sorrigfulde Barn udstønner i sit Hiertes Angst, hører vel, men tilregner ikke – Jeg mindes saa smerteligt, da jeg havde faaet det skrækkelige Bud om Vilhelms Fare, at jeg sad her i Sophaen, at den gode Nella laae paa Knæe for mig, og bad mig i det mindste svare hende, og erindrede mig om at jeg havde flere Børn end Vilhelm. «Flere? ney, jeg har ingen uden ham» – det gysede igiennem min Siæl da jeg sagde det – Men den gode Fader saae medynksfuld til det knuste Moderhierte, og tilregnede det ikke et Udbrud af den voldsomste Smerte –

Onsdag 29de Hvilken velsignet Drøm gav Gud mig i Nat! Jeg havde min Sara og Vilhelm igien tilbage fra Graven, syntes jeg, og min Glæde var ubeskrivelig. Alle mine Børn sad om mig, de tre jeg har og de to Smerteligsavnede. Jeg heldede mig ømt til Vilhelms Bryst og han slyngede sin Arm om mig, og smilede saa engleligt til mig, og Sara stod hos os, og havde min anden Haand, og de glædede sig begge, at de vare givne mig igien, og den ømme

112Fader, og de kiærlige Sydskende, og jeg takkede Gud saa inderlig, selv for den Smerte, deres Tab havde foraarsaget mig, den nu til dobbelt, tidobbelt Glæde forvandlede Smerte. «Er jeg ikke nu rig igien? rigere end noget Menneske paa Jorden?» udbrød jeg flere Gange –

Det var mig en mærkelig Drøm.

Da jeg vaagnede, kunde jeg i lang Tiid ikke fatte, at det kun havde været en Drøm; og – hvad der især er mig saa mærkeligt – da jeg endelig kom ganske til Bevidsthed, var jeg ikke bedrøvet, som ellers, naar en glad Drøm har skuffet mig; men mit Hierte var saa mildt bevæget, som om det endnu havde slaget ved Vilhelms, og jeg har den hele Dage været i en saa sød vemodig Stemning, som jeg ikke bortbyttede for nogen af alle de Glæder, Jorden nu kan skiænke mig.

Og saa takker jeg dig, evige Fader! for den søde Drøm, og for den Forsmag paa end sødere Virkelighed!

Torsdag, sidste i Novbr. Seent i Aftes kom min Koren, med, sagde han selv, en halv Perial. Tak, dyrebare Lotta, for dit lille blidtvemodige Brev. O! hvor længes jeg efter at ile i Dine Arme! Gud skee Lov, Din kiære Lawsonmand nu er saa rask igien! Maatte han vedblive at være det, maatte jeg favne Dig fuldkommen glad igien, Du Gode! see det velsignede Tøyen igien 113med let Hierte, saa let, som jeg vaagnede af min Gaarnats Drøm! Ja, jeg længes saa hiertelig efter Eder, I alle mine Elskede! Men jeg taler intet om, lægger heller egentlig ingen Planer. Det maae komme som af sig selv –

Min gode, kiære Sally! endnu er Din Moder syg. Arme Barn, og Du lider mere, end selv ved Din smertelige Hovedpine, og Din slemme Moer Koren har i lang Tiid ikke skrevet Dig til, og de end slemmere Systrene Dine skriver slet ikke mere, enten til Dig eller mig. Ja, Gud forlade Eder det, I kiære ugudelige Børn! Den ene Reysende, den ene Corier efter den anden kommer op, og – bringer os intet. Nu har jeg ogsaa lovet, og skal holde det trods Moderhiertets Stemme: ikke at skrive et Bogstav igien til Eder, før jeg har seet noget til Svar paa mine 4 – skriver og siger fire lange Breve, omfrem (som Eders Landsmænd siger) Dagboghefterne.

K-s har da forladt Norges Hovedstad saa stille som hans Indtog var støyende. Hvi blev han ey hvor han var? Undtages de usigelig elendige Kiøbmandssiæle – dog ney, kun Høkersiæle, sørger vist ingen Norsk for han forlader, men vel for han kom til Norge, og selv har han vel ingen Aarsag at tænke sig det med Glæde.

Med intet Ord, den fameuse meklenburgske Printsesse angaaende, skal disse Blade besmittes.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1809

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798 (kommer)
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.