Dagbok 1809

av Christiane Koren

October

Tirsdag 3die Sorg og Glæde giør mig nesten lige uskikket til at skrive, mærker jeg. Dog ney, der er vel en mærkelig Forskiæl. Jeg har jo skrevet meget i disse Dage, skiøndt intet her. Og dog burde jeg skrevet her ogsaa, her især, for at I alle gradeviis kunde deelt min Glæde, kunde seet, hvordan den elskede Syge med hver Dag, ja, med hver Time, 46faaer nye Kræfter, lever op igien til et nyt Liv. Ja, giid I Alle, Alle kun et Øyeblik sad og stod om hendes Seng, saae hende, vel endnu bleeg og mat, men saa bliid og munter, saae hende spise, saae hende slumre saa trygt og sødt. Just nu sidder hun oppe, og faaer sit Haar ret giennemredt, og har ingen Lyst til Sengen, men maae dog ikke sidde saa længe, som hun giærne ville.

Lina skræmte os, mig især, ret meget i Aftes. Hun klagede over Frysen og Mathed, og var brændende heed. Men hun havde nok sprunget ude i Gaar med Jes, uden Tørklæde og Hat, var for glad i sin kiære Hertel, som hun mødte langt nede paa Veyen, da han kom fra Byen, og det var skarp Vind og kold Regn. I Dag er hun Gud skee Lov frisk som Fuglen i Luften, og før jeg kom af Sengen i Dag, kom min ømme velsignede Lotta for at fortælle mig, hvor raske begge de søde Ungerne mine vare. Og det staaer saa læseligt paa alle disse gode Menneskers Ansigter, at de giærne kunde spare Ordene. Ubeskrivelig glad reyste den kiære, sieldne Hertel i Gaar tilbage til Hovind, og ubeskrivelig veed jeg den Glæde er, han der har udbredt, der og trindt omkring sig; thi selv paa hele Veyen hvor vi pleyer hvile, var en almindelig Bekymring for os, og modtoges Hertel med Spørgsmaal om hvordan Skriverens Dotter nu var? og et inderligt: Gud skee Lov! tonede fra alles Læber da hanhan] rettet fra: ‹…› ved overskriving sagde dem, hun nu var uden Fare. «Men du taler om Hertels Tilbagereyse. Naar kom han da?» I Søndagsaftes seent, og blot for at see sin Maja bædre, os alle glade.

47Han har Forretninger i Dag, og maatte tilbage i Gaar Eftermidd: Det var altsaa kun faa Timer, vi saae ham, men de kunde giælde for mange, mange Dage.

Thulstrup har været her to Gange siden han kom fra Toten. Ogsaa af hans Ansigt straalede Glæden som et Gienskin af det livlige Smiil paa Majas (ved igien at see sin kiære Læge) svagtrødmende Kinder.

Men vor Sally seer jeg ikke, hører jeg intet fra. Hver Dag har vi ventet hende forgiæves. Nu har vi et Bud der, for at høre til hende, ak! thi sikkert maae der fattes det gode Barn noget, da hun ikke iler i vore Arme. Naar vidste hun sin Moer Koren saa nær, og det saa længe, uden at see til hende, og nu til den os igiengivne Maja?

Her har ellers i disse Dage ingen været, Jessen min og nogle saadanne Krabater undtagne, og den brave Capitayn Widding, som i Søndags kom for et Øyeblik at høre til den lille Syge. Presidenten har vi i disse sidste Dage ikke seet uden Morgen og Aften. I Gaar var han i Selskab hos Pavels. Den fameuse Professor P-l var der ogsaa. Saa lidet «lover eller agter Christianienserne den udvortes Tugt» at de feterer og lade sig fetere af en Mand, der for sin Skiændighed er fradømt Embede og Borgerrang: Jeg vil intet «Vee» udraabe over dem, fra hvem Forargelsen kommer, men forargeligt er det dog for menig Mand, at nogle blandt Statens beste, d:e: første Borgere, giver Lov‹en› saa lidet Medhold.

Tvende, imod Tidernes Sædvane ret behagelige Nyeheder fortalte Presidenten i Dag: at min altiid den 48samme brave Moer Messels Ovidia i Gaar havde Bryllup med sin Balthazar Lange, og at den adstadige Rasmussen ligeledes i Gaar blev forlovet med Jomfrue Arbin, et Partie, alle finder saare passeligt. Jeg kiender kun ham, og agter ham meget, og ønsker, at den almindelige Stemme maae have og beholde Ret.

Frøk: Rosenkrantz blev i Gaar confirmeret, og man formoder, der snart følger en anden Høytiid paa denne. Men I kan nu øve Eders Giættekunst til videre, mine Elskelige!

Vil I i dets Sted vide, hvordan vi her har det? Frue Lotta sidder og stræber med et Forklæde, hun strikker, som skal blive godt og varmt til Vinteren. Imellem prater vi lidt, og saa skriver jeg igien. Maja sover sødelig, og ved hendes Side sidder den fromme Telja seende mere paa den kiære Slumrende, end paa sit Strikketøy. Lina gaaer i Husholdningen med sin – og min kiære troefaste Hertelsyster, og ere de nok nu, samt liden A: Johanna, i færd med at stoppe Kiødpølser, som vist bliver «deylige, Madam!» Presidenten lovede at komme igien til Middag; og nu svandt med et den tykke Taage, som mørknede hid lig Aftendæmringen, og Solen træder saa majestætisk frem, og end mere bliid end majestætisk. See der, I Elskede, der har I halvfierde Side for de tre Dage, eller om de tre Dage, der ere forgangne, siden vi talte sammen her sidst. Kom nu kun min Sally!

49Onsdag 4de Hun kom i Gaar Eftermidd, det kiære Barn. Det var, som jeg tænkte, noget Ubehageligt som hindrede hende fra at komme hid: Gamle Fader Bøyesen har været meget syg i nogle Dage. Nu var han igien temmelig færm, og Sarabarnet saae friskere ud, end jeg i lang Tiid har seet hende.

Det er fuld Sommer i Dag. Maja har været længe oppe, og endogsaa spadseret frem og tilbage paa Gulvet – «og saa er du jo glad, meget glad i Dag? Moer vor!» Ja, jeg er det, og vilde være det end mere, om den gode, brave President ikke var saa skranten i Dag. Han lider meget, mere end man skulde troe: thi han er Standhaftigheden og Taaligheden selv; men for os, som kiender ham, og veed hvad han kan udholde ubemærket, er hvert Suk, Smerten aftvinger ham, et Stik i Siælen. Dog haaber vi, det med Guds Hielp snart vil gaae over, siden det kommer saa heftigt og paa engang. I det mindste pleyer det saa. Stakkels Lottamoer har den slemme Tandpine nesten stedse, i meer og mindre Grad; men nu glæmmer hun det og alt af Angst for sin Lawsonmand.

De venter mig derinde, min Maja, min Kista, min Telja og liden Hanna. Lina gaaer fra og til, som det sømmer sig en Husholderske, der maae have Opsigt med alt – Jeg skal læse for det lille Selskab – Der er min Troe Kista igien – nu er jeg hos Jer!

50Fredag 6te Med Kiæmpeskridt gaaer Maja frem paa Helbreds Bane. Baade i Gaar og i Dag har hun sadt oppe hele Formiddagen, og Kræfterne vender tilbage med hver Time. Men vor gode Presidenter derimod vedbliver at være ret ussel, og har nu i tre hele Dage ikke kunde kommet til Byen. Med alt det trættes ikke hans Taalmodighed; og Gud lade den ikke blive sadt paa de Prøver, den kunde udholde!

I Gaar var Mad: Aars og hendes Døttre Frue Pr‹y›tz og Luise, her i en kort Visit. Ligesaa Etatsraad Falbe, og et ungt Menneske, Lange, som er, troer jeg, Fuldmægtig hos Grev Knuth. Han seer flau nok ud, den samme Etatsraad: Dog fortalte han en Nyehed som nesten kunde udsone mig med hans Flauhed: Bonaparte skal have skrevet til vor Konge og takket ham for de brave danske Søeofficerer, hvis Kiækhed og Sindighed han ene har at takke for, at den hollandske Flode ikke faldt i Engelændernes Hænder. At belønne dem, forbeholder han sig selv –

«De gik til Fædrelandets Ære
I fremmed blodig Orlogsfærd.
Og altiid, evig skal de være
Det elskte Danmark værd.»

Vil I nu til Foranding høre en Anecdot aaf et andet Slags? I Dag fortæller man her, og alle Tilstædeværende bekræfter det, at Justitsraad og Raadmand Osterhaus broderer, med egne velvise Hænder, Kraver 51og – pynter Dukker, som sælges paa Markedet. Det kalder jeg en Raadmand. Han fik nu Aandens Gaver til de smaaeste af alle Smaaeheder, det usle Menneske! – og Raadmand –

Breve hiemme fra vil ikke give mig Haab om, at see min Koren her i Morgen. Og dog giver mit Hierte mig dette kiære Haab. I Dag et Aar kom han saa uformodentlig. Han havde faaet høre, Presidenten var saa slet; og han var det virkelig –

Den 7de Octbr

Med Morgengryet vaagnede jeg, og min første Tanke var Du, dyrebare, eneste Koren! men den var en Bøn, denne Tanke, og deelt var min Siæl – maaskee mere end nogensinde – mellem Glæde og Smerte. Stille og bliid som den Gode, den Elskedes hele Væsen, er denne Dag. Ak! mon han ikke alt nu er paa Veyen hid? Alt – siger jeg, som om jeg vist vidste, han kom. Oja! Er det ham mueligt, paa nogen Maade mueligt, da veed jeg vist, han kommer, og at de alle, de Kiære derhiemme forener sig for at rydde alle Hindringer afveyen, det veed jeg ogsaa. Og er ikke allerede denne Vished en Glæde?

__________

Den arme Presidents Smerter vedvarer. Maatte de kun ikke blive for langvarige. Ingen kommer hid, som det kunde adsprede ham at tale med. Og dog er det jo ikke blot de lyse Timer, vi bør dele med 52vore Venner – i de mørke skulde vi venligt tage dem under Armen, at de ikke skulde snuble, og søge at fordele Mørket omkring dem, eller bringe dem til at forglæmme det ved vennehuld Deeltagelse og Meddelelse. Som I, Elskede! hvem jeg ey behøver at navngive.

Margr: Wold og liden Agatha Messel var her i Aftes, og min Jes. Han er her troeligt, hver Aften. Kun en Aften, siden jeg kom hid, saae jeg ham ikke. Det var mig tunge Timer. Den arme Gut! en uheldig Stiærne synes at have Indflydelse paa hans Skiæbne, i det mindste paa hans nærværende. Uagtet al sin Fliid – den ingen kan kalde i Tvivl – kommer han ikke videre paa Skolen. Adskillige, som han dog maaskee kunde staae, i det mindste ved Siden af, bleve nu opflyttede i en høyere Classe, han ikke. Det krænker ham dybt. Imidlertiid maae dertil være en Aarsag, jeg ikke kan udgrunde. Mænd som de, Skoleraadet bestaaer af, kan ikke gaae frem uden den ærligste Overbevisning; ingen Skygge af Mistanke om det Modsatte, kan hvile paa nogen af dem. Det vil vel opklare sig; og min gode Jesses Fremtiid med Guds Hielp blive blidere, end hans Bane hidtil.

Søndag 8de Ney, i Gaar skuffedes dit Haab, mit Stakkels Hierte, og din høye Banken, din sagte Hvisken: Kan han komme endnu, var den Gang uden Betydning. Men da den høye Banken qvalte den sagte Hvisken, da Kl var henimod 11, gik jeg til Sengs, men fandt ingen Hvile i Søvnens Arme, trættedes 53meget mere ved ængstlige Drømme. Men takket være Du, elskede Koren, for det beroeligende Brev, jeg tidlig i Dag modtog, takket selv for de kiærlige Bebreydelser til Din altiid den samme barnagtige Christiane, «som troer, en Ting endelig maae skee, fordi hun har sadt sig det i Hovedet» Justitsen, siger han videre, den Gode, indbød ham til Hurdalen, og dens Indbydelser tør ey afslaaes. Gud lade nu den strænge Frue ikke finde for godt, atter at forstyrre min og alles vores glade Venten paa Tirsdag.

Min Maja er lige brav – ney ulige bravere med hver Dag – Vor gode, brave President desværre lige ussel, skiøndt dog, Gud skee Lov, ikke værre. Eller skulde jeg maaskee snarere ønske, det blev værre, for at blive aldeles godt? Jeg vil bede Gud giøre hvad der er ham bedst – og det giør han, ogsaa uden min Bøn, og vilde giøre det endog uden vor fromme, med den kiære Lawsonmand saa dybt lidende Lottas.

Mandag 9de Hvilken Menneskesværm her kom, og paa engang i Gaar Eftermiddag! Til Midd. var her som sædvanligt, Jomfr: Wolderne, og da vi havde sadt os til Bords, kom lille Prahl. Nesten vare vi færdige at forlade det, da min gode Pastor Wulfsberg kom, forsikrende, han var sulten, og vilde have Mad, og formodende, Wittrup skulde været her, med – Axel og Valborg. Personen kom strax efter, satte sig ved Præstens Side, og sad der, til min store Ærgelse, spisende, drikkende – dog, det gik nok an – men ogsaa snakkende, ja, politiserende saa gar nesten en stiv Tiime. Endelig begyndte, da Caffen 54var drukket («Det tænkte jeg nok, Moer Koren, at denne Nectar ikke blev forglæmt, selv ikke for Axel og Valborg» – Ney, min lille Frue Provstinde, allermindst da: Der maatte en klar Hiærne til at høre et Digt som dette, og den, med Din gode Tilladelse, giver hiin Nectar, som Du spotviis kalder den)

Endelig begyndte, da Caffen var drukket, Hr Niels at lave sig til Forelæsningen – thi I maae vide Stykket i Manuskript tilhører Mad: Tullin, og kunde ey beholdes længere, end denne Aften.

Nu sadde vi rundt om ham i dyb Taushed, og Begyndelsen var giordt – da aabnedes Dørrene vide, og ind stormede Præstinde Wulfsberg med alle sine tre vakkre Glutter (den lille halvaarsgl Jacob – en sød Dreng – paa Armen) og Svigerinde. Der var hilset, de havde taget Plads, Børnene vare bortfjærnede – Præsten lavede sig atter til – en anden Dør aabnes, tvende Jomfruer: en Wetlesen, og Unger, kommer ind, neyer, og sætter sig. Den samme Dør aabnes saaledes tvende Gange for Jomfr: Rasch, og for Frøken Darrhe, en blidtrødmende 15 Aars Pige, som sætter sig stille hos Kista, og blot giør et Spørgsmaal: hvordan det er med hendes kiære Maria ‹…› som hendes Hierte drager hende hen til, da hun har sadt nogle Øyeblik «Naa Gud bevar’s! det var da Taalmodighedsprøver. Endelig er der da Roe. Lad det nu blive ved» –

Saa tænkte jeg ogsaa, og vi vare just ved et af de interessanteste Stæder, da Pavels og Kone traadde ind, og – ney, det falder mig for vidtløftigt – Nok, I kan 55selv tænke Eder, mine Elskede, hvor harmeligt det var, denne evige Forstyrren, hvor man saa giærne vilde have hele Opmærksomheden henvendt paa en, og en saadan Gienstand. Vi fik det tilendebragt; men jeg kan og vil intet sige Eder om dets Indhold, d:e: mine Følelser og Tanker – før jeg har læst det selv i Roelighed og med Andagt. «Men det kan vare længe» – Jeg haaber, det skal skee snart. Thi hør nu, jeg har skrevet og bedt lille Moer Tullin saa venligt om at faae laant Stykket i nogle Dage, deels for at min Lotta kan faae læst det, deels min Kista faae høre det heelt – hun maatte saa tidt ud og ind i al den Tumult – og deels for at ogsaa I, mine fraværende Elskede, kan glædes ved det. Jeg har nemlig foresadt mig, at giøre det til min Ejendom ved at tage en Afskrift af det, og Forestillingen om, hvor overrasket og glad Du skal blive, dyrebare Maja C: og Du, min Sally, og I, mine kiære Egerbørn, naar I faaer dette Mesterværk saa uventet, og hvor I vil, ved hvert skiønt Sted, ogsaa tænke paa Eders Moer Koren (og saa kommer I ofte til at tænke paa hende) denne Forestilling vil bringe mig til at overvinde alle Hindringer, og selv om mit Hoved bliver saa slemt, som det er i Dag, skal det gaae fra Haanden. Dog ney, det vilde det neppe: thi nu frygter jeg, jeg maae lade alt fare, selv Brevet til min Maja C, og tilsengs. Jeg er ret meget syg – Men sygere var Presidenten, og maatte dog til Byen, arme Mand!

Arme Moer Koren! hun kan nu ikke for denne Gang tale mere med Barna sine –

56Tirsd: 10de Det var en slem, slem Formiddag jeg havde i Gaar. Til sengs maatte jeg, men da jeg havde lagt nogle Timer, kom op, fik en Fiskesuppe som deylig var, et Brev fra min ømme Rikke, saae Presidenten nogenlunde rask paa sit Viis, og hørte og saae Maja mi munter og flink, gleed det temmelig over, alt det Onde, og jeg vilde taget fat paa disse Blade igien, eller Brevet til dig, elskede Maja; men den gode President, ikke oplagt til noget alvorligt Arbeyde, fordrede mig ud paa en Piqvet, og i den sad’ vi nok saa troet, uagtet alle de Fanteord han gav mig, at «nu kunde selv Lina vinde fra ham, siden jeg vandt, osv» da vi bleve ret behageligt afbrudte ved min gamle Vens, Lieut: Raskes, og hans Systers Komme. Maaskee veed I ey Alle, mine Dyrebare, at han nu boer paa Mustorp, vort gamle Herresæde i Edsberg, som han har kiøbt, og holder i beste Hævd og Hæder, som han overalt er en saare driftig Mand, og som sagt, min Ven i mange Aar, som han vilde været, om han end ikke engang ved sit Mod og Aandsnærværelse (jeg kiender Faa, der besidder begge Dele i den Grad) havde ræddet mig, revet mig ud af Dødens alt aabnede Strube. De bleve her til Aftens, og ved Passiar om Alskens Ting, Gammelt og Nyt, gik Tiden saa let og fort, skiøndt Hovedpinen af og til ‹…› indfandt sig, den næsvise Ting, og smerteligt nok.

Nu er alt Presidenteren reyst til Byen, og med ham er et Brev afsted til Dig, min Maja, og et Bud til Mad: Tullin efter Axel og Valborg, som hun strax var villig at love mig 57og som jeg paa Øyeblikket tænker at tage fat paa.

Og i Dag, Gud skee Lov, kommer min Koren, og hans Maja kan tage imod ham ovensengen, fuld paaklædt – Det er en ægte Vinterdag, men klar og lys. Vinteren taler os tidligt til.

Over Hovedpinen i Gaar og Axel og Valborg, fik jeg intet sagt Eder om alle de mange her var i Søndags. Dog, de fleste kiender I. Frue Pavels finder jeg, med hver Gang jeg seer hende, mere interessant. I Bergen havde de fundet sig meget fornøyede, og Slotspræsten fandt, at endog den deylige Fisk der falder i saadan Mængde, kunde giøre Opholdet i Bergen behageligt. Frue Pavels var, som vi alle (der kiender ham) ere det, indtagen i vor gamle Justiskar. Mad: Wulfsberg, I kan troe mig, det er sandt, er bleven stillere, moderli‹…›gere qvindeligere, saa jeg ret synes alt bædre og bædre om hende. Præsten, veed I, jeg al‹…› har syntes godt om. Ogsaa han har vundet ved at blive mindre overgivenmunter. Den blide Alvor klæder Manden saa godt, om han end ikke for Resten har det vakre Udvortes som Wulfsberg. De bleve her ikke til Aften, ingen uden Woldebarna, min Jes og hans unge Venner, jo, og den lille Karen Darrhe, som ikke forlod sin Maja et Øyeblik, uden for at spise. Presidenten var i Søndags ret alvorlig syg, og mod dette giæstfrie Huses Skik fik de derfor Lov at gaae, da de tilbøde sig det[.] Og sandt at sige, en saadan Sværm er trættende, om end enhver Enkelt for sig kunde været nok saa go aa ha.

Onsdag 11te

«Saa vandrer Glæden Haand i Haand med Sorgen,
Brat mørkne Uveyrs Skyer Himlens Blaa –»

Jeg sad saa glad i Gaar, henimod Aften, ventende min Koren, bladdrende i en nye Bog, min Maja C havde sendt mig, (ledsaget af et lille kiærligt Brev) hvoraf jeg lovede mig 58nogle fornøyelige Timer – Presidenten var kommet hiem, og var taalelig, blev munter, da hans Ven Hetling kom, og vor kiære Lotta, hvis Øyne uafladelig hviler paa den elskede Lawsons mindste Bevægelser, og er saa at sige et Barometer for hans Befindendes[.] Falden og Stigen, strikkede flittig, og smilede blot til mig for ey at forstyrre mig, kort, alt var mig saa let og lyst; da kom vor Sally, rød og heed, og i hendes Ansigt det meest levende Udtryk af Bekymring. Jeg vilde spøge med hende, fordi hun kom som efter Aftale at møde Skriveren, men hiint kummerforkyndende Udtryk qvalte Ordene paa mine Læber. Ak! hvorfor ængster jeg Eder længere, I Dyrebare? Han er borte, ogsaa han, den ædle, sieldne Darrhe, gaaet bort fra de Mange, Mange, hvis Tab ikke mere kan erstattes. Arme arme Christian! Den kiække Kriger med det følende Hierte, som Du kalder ham, min Maja C – Gik han til Sengs, og saae i to Dage ingen, da han havde overgivet Comandoen over Armeen til Prints Frederich, hvad maae han da ikke nu lide ved sin elskede Darrhes, sin eneste Fortroeliges Tab! –

Arme Kone! Arme lille Karen, som i Søndags takkede Gud saa barnligglad for sin Marias Helbredelse, og «fordi hendes Fader nu ogsaa var bleven brav igien» –

Thulstrup reyste did i Gaar Morges Kl 4 – Paa Veyen mødte Dødsbudet ham. Hans pludselige Tilbagekomst forkyndte det i hele Byen.

Det er forbi. Hans Navn lever, lever elsket, hædret, den Norges Mand, engang dets Rædder. Da, efter Slaget 59i Urschoug, man takkede Printsen for Seyeren, sagde han: «Ikke mig tilkommer Takken. Der – pegende paa Darrhe – staaer Manden, hvis Raad og Planer vi ene kan tilskrive Seyeren» – O! see fra Himlen til dit Norge, du Forklarede,Dit Norge, hvis Saar ere saa mange og dybe, og til din nu forladte Ven, hvis Fremtiid ligger dunkel for ham, indviklet i Cabalens og Politikens sorte Slør!

__________

Her var i Aftes, foruden Hetling og vor Sally, Capit. Widing, Præsten Ottesen, unge Edvard Munk, min Jes og Steen. Munk fortalte en jeanpaulsk Drøm lille Prahl havde havt forgangen Nat: han syntes nemlig, at en spurgte ham, hvordan Noderne til Æolsharpen saae ud? og at han svarede: som Figurerne i frosne Vinduesruder. Jeg misunder ham fast denne Drøm. Var den ikke, som Jean Paul kunde havt den lys vaagen. Vilde og regelløse og betydningsfulde ere den vidunderlige Harpes Toner og ere ikke hine Figurer, hvori man seer saa meget og intet, ligesaa?

Vor Sally blev noget bædre og muntrere, og her faldt Alskens Samtaler og Prat for. Paa Søndag kommer det kiære Barn igien, og da skal jeg læse Axel og Valborg for mit kiære Auditorium; og nu begynder jeg Afskriften, da Mad: Tullin var saa god, at sende mig den i Aftes. Vil kun mit Hoved staae bi. Dog, den herlige kraftfulde Genius som aander i hver Linie haaber jeg, vil mane den bort.

Min gode, fromme Telja tog nu hiem, glad, som hun kom bedrøvet hid. Gud være lovet! Kista mi pakkede paa hende alt hvad hun fandt, og Lina Øyne staae endnu fulde af Skilsmistaare.

6013de Her er jævnlig nogen hver Dag. I Forgaaraftes var Capitayn Dahm her med sin Kiæreste, Bea Møller – Nellas syster, men drak blot Thee her. Jomfr: Horsterne kom at see til Maja og bleve her, og Secretair Ottesen, den lange ulænkelige men snilde Fyr, spillede Lhomber med Presidenten og Skriveren. I Gaar Formiddag var, i en kort Visit, Justitsrd Wexels her, og Mad: Arnesen. Det er forunderligt med den Kone, at hun ikke kan vænne sig af med alle de vanklædende Grimasser, da hun uden disse virkelig var taalelig kiøn, og jeg troer ogsaa tækkelig. De lovede, at komme snart igien. Og saa var i Gaar Thulstrup her, den godlidende, hiertelige Læge. Hans Glæde over at see Maja oppe og saa rask, var øyensynlig, og yttrede sig i et troefast Kys. Men han bad os saa indstændigt, at være varsommelig med hende. Og husker I, Døttrene mine dernede, hvad Møller sagde om hende, da hun for sin Helbreds Skyld var saa længe under Eders, under den fromme Moer Devegges kiærlige Varetægt: «Det er et lille Drivhuusblomster, som maae omgaaes ømt og varsomt, skal det ikke visne før det har faaet Fasthed» – Men det var unødvendigt, gode Thulstrup, at anbefale os Varsomhed med det os alle saa kiære Barn. Endogsaa Presidenten vogter hende med faderlig Ømhed. Gud allene kan lønne disse kiærlige Mennesker deres Godhed.

62s 61 er hoppet overJeg skriver nu paa ‹Axel› og Valborg fra Morgen til Aften, og er tit saa træt i Haanden, at jeg neppe kan røre den. Men for denne Træthed skal jeg faae et kiærligt Kys af Eder Alle, som læser og hører den ogsaa af Don Pedro: thi jeg har under Afskrivningen forud glædet mig over de Stæder, jeg veed, han vil glæde sig over, naar Du, elskede Maja, læser den for ham og vor Thrinesara. Dog ney; alle forlanger jeg ikke hiin Løn af, f: E. ikke paa nogen Maade af Justitsr: Collet, som kom her i Forgaars, ene og allene for at faae Axel og Valborg, som lille Mutter Tullin sagde, Fru Koren havde, og skulde beholde til hun fik den afskrevet. Men saa bad han om min Afskrift, naar den kom til Eger, og det kunde jeg ey nægte ham. Men som sagt, paa Kysset renoncerer jeg.

Min Mening om dette mesterlige Stykke faaer I her, mine Dyrebare, naar jeg har det færdigt. At Treschowen Din, min Cathinka, havde Ret da han, i Henseende til Versene sagde, at Øhlenslæger «havde ladet det være sig for let» – maae jeg sande; men maaskee har han ey villet, den skulde trykkes før han i det dyre Fædreland kunde atter giennemsee og giennemarbeyde den.den] rettet fra: det ved overskriving O! det fortiæner vel at bringes til den mueligste Fuldkommenhed. Jeg iler atter til det behagelige Arbeyde; men min Dagbog maae lide under det, det indseer jeg. Dog det kan tages igien.

63Mandag 16de See, nu, og først nu er Axel og Valborg færdig, eller rettere, jeg færdig med den. Nu ligger den, naar Lotta mi har læst den, ventende paa Leylighed til Strømsøe, og derfra til Eger, osv – I Gaar, heel tidligt, kom efter Aftale vor Sally, for at høre den; og lidt roeligere end forrige Søndag, fik vi den tilendebragt. Og saa min – ikke Recension, Gud bevar’s! men min Mening, eller om I vil Følelse ved dens Giennemlæsning og Afskrivning. Planen og Udførelsen synes mig fortræffelig, hver lille Omstændighed saa mesterlig benyttet, kort, det Hele öhlenslægerisk skiønt. (Som ved det Sted, hvor den døende Knud finder Valborgs Blomster, og vil stille Blodet med dem, har er jeg sielden bleven rystet – – Lindklædet, hvormed Hakons Arm forbindes, Ringen, som triller i Gillis Grav, og siden opdages just hvor det maae giøre den mægtigste Virkning, rørte ogsaa, overraskede mig – men ikke saa underligt, saa i mit Inderste, som hiint) – Men at det med alt dette har været Hastværksarbeyde, røbes tydeligt i den virkelige Skiødesløshed der mange Stæder hærsker deri, og som endog paa sine Stæder gaaer saa vidt, at Meningen lider ved det. Men jeg vedbliver mine yttrede Formodning, at min Adam derfor har hindret dets Trykning, at han kan give det den sidste Fuldendelse, hvad aldrig noget Stykke har fortiænt i høyere Grad, end dette.

Mine Tilhørerinder vare foruden Sally, Kista, Maja, Hanna Bull, Lina, og Jomfrue Wolderne –

__________

64Her var ingen i Gaar, uden benævnte Jomfruer. Presidenten var hiemme, og taalelig rask. I Dag er han i Stiftsretten, min elskede Lotta ret meget syg, min kiære troefaste Kista ligesaa – Veyret er leyt, Regn og Taage, og i det reyste nu min Koren, først nu, Kl 12, hiem. Løverdag haaber jeg med Guds Hielp, vi skulde følge ham: thi Maja mi bliver Dag for Dag, ja Time for Time bædre. Vare de nu kun alle friske her, de Gode!

Skolelærer Arnesen var her i Løverdagsaftes. Han var, som alle ere det, nedslagen over Darrhes Død, og vor gode, vor ædle Christians nærværende, i ‹…› ingen Henseende lykkelige Stilling, laae ham meget paa Hierte[.] Og hvilket ærligt danskt eller norskt Hierte kunde være ligegyldigt ved hvad der angaaer Ham?

Der skal, fortalte A: videre, have staaet i de engelske Aviser – ney, jeg vil ikke besmitte disse Blade med disse Skiændigheder – Jeg vil end ikke raabe Vee over dem, som foranlediger, at sligt kan – Ak! og ikke Grund! – skrives og siges. Men sukke over dem i Stilhed, foragte dem i mit inderste Hierte, det maae jeg – og Vee det Hierte, som ikke føler sig tvungen til det –

I Dag er det min gode Storm Bulls Bryllupsdag. Gud signe ham og hans Dorthea og deres Forening og hele Forenings Fremtiid! –

Han kunde opsat det til i Morgen, da havde det været min og min Korens den 22de Aars Bryll:dag.

65Præsten Ottesen skal i disse Dage, har jeg hørt, tage til Kbhn. Med ham skriver jeg til de elskede Døttrene mine, skal jeg have mange Breve færdige. Altsaa, min gode Dagbog, atter tilside. Men hvorfor, I Dyrebare dernede, hører jeg intet fra Eder med alle de Courierer og Reysende, som i denne Tiid ere komne op fra Kbhn, og hvoraf I dog vist have kiendt nogle? Fra midt i August var det sidste fra Eder[.] O! en lang, lang Tiid for det ventende Moderhierte. Og dog, hvor mangen øm Moder maae i denne Tiid vente længere! Det er en tung, en taalmodighedsprøvende Tiid.

Den 17de Octbr.

Jeg har jo alt sagt Eder, at det er min og min elskede Korens 22de Aars Bryllupsdag. O Gud, hvor glade saae vi den hidindtil imøde, saae tilbage paa de svundne, nesten alle lyse Dage, fremad til endnu lysere, som Haabet smilende pegede paa. Og nu! I Dag et Aar skrev Du, min Sara: «I Stilhed og med varme Bønner til Gud har jeg i Dag tænkt paa mine elskede Forældre, og ønsket, at jeg mange Gange maae kunde glæde mig til og ved denne Dag» – Og glæder Du dig ikke ogsaa nu ved og til den, du Dyrebare Savnede! glæder dig med din Vilhelm, beder for den Eviges Asyn, Haand i Haand med ham, for de elskede Forældre, I forlod, for de Børn, de har igien paa Jorden! O jo! lad mig haabe det, troe det, trøste mig, glæde mig ved det, ligesom jeg haaber, troer, trøster og glæder mig ved, at I knælende for den E‹viges› Throne har 66anraabt ham om, igien at gienskiænke mig min Maria. Hun er givet os igien, udrevet af Dødens Favn – Det var Eders Bønner, I Forklarede, som ‹…› frarev Døden sit Bytte. Og er det ikke trøsteligt, glædeligt at have saadanne Forbedere hos Gud!

Lad os ikke græde længere – ingen bittre Taare – over deres Savn, Du kiærlige, troefaste Mand og Fader! De Lyksalige! ogsaa derfor lyksalige, at de kan bede for os, for deres dyrebare jordiske Venner. Ja, I bede for os, I omsvæve mig i disse Øyeblik, her, hvor I saa ofte sad og stode kiælende ved min Side, I omsvæve den kiærlige Fader i hans Eensomhed, i det Hiem, som var Eder saa dyrebart – I omsvæve de elskede Sydskende, og bede, at de maae trøste os over Eders Savn, I omsvæve dem Alle Eders Elskede, Elskende hernede, og bede for os Alle –

__________

Nu tog den gode Kista ned til Byen for at udrette endeel Commissioner. Børnene ere med hende, Hanna, Lina, og min Maja, sin første Kiøretour. Befinder hun sig vel efter den, som jeg haaber, kan vi tryggere tiltræde Hiemreysen. Jeg var saa giærne derhiemme i Dag. Jeg veed, de savne os, mig og Børnene, saa tungt, og saadanne Mindedage end tungere. Men saa Gud være lovet, at jeg kan tænke mig den nær forestaaende Hiemreyse gladere, end det engang tægnede til, den vilde blevet. Denne Forestilling veed jeg ogsaa trøster de Gode der hiemme.

«Intet andet Sted end i dette Huus kunde jeg overtalt mig til at være saa længe fra mit Hiem» sagde den gode Moer Chrystie, da hun kom til Hovind med sin syge Kind.

67Og Gud veed, de giøre her alt, de kiærlige, hulde Væsner, for at jeg ikke skal savne Hiemmet, alt, hvad der staaer i deres Magt. Ja, lad mig kun gientage det: at jeg har tre Hiem jeg Lykkelige! Men foruden det øvrige, som, ofte saa heftigt, vække Længslen efter det egentligste af disse tre Hiem, er der – de Dyrebares Grav, som stedse staaer for mine Øyne saadan, som min gode Zarine smykkede den, da vi vare der sammen før jeg reyste hid, med nesten alle de Blomster, vi endnu fandt i Haven. Snart skiuler Sneen den, og jeg kan ikke besøge den, og det bliver mange, mange Dage til jeg kan ofre de taarevædte Blomster paa den. De hvile lige sødt, jeg veed det nok: men mit Hierte hviler roeligere, naar jeg har grædt ved dere Hvilested.

I Aftes havde jeg en stoer Glæde, og alle her deelte den med mig. Det var alt i Skumringen, og jeg havde netop sluttet Brevet til min Katty og Malla, da de kaldte mig ind, Forvalter Krefting var her. I hans Ansigt, det jeg i lang Tiid ikke saae saa opklaret, læste jeg gode Tidender. Lotta havde læst dem der før jeg. Bekræftelsen paa, at vi havde læst ret, saae jeg nu af et Brev han flyede mig fra den retskafne, den ordfaste Wedel. Han har holdt sit Løfte. Krefting er ansat ved Providerings Comissionen for det første med 800rd aarlige Gage, og Udsigter til at kunde erhværve sig noget mere, og Vished om, at han ikke for Eftertiden skal blive brødløs, saa lidt, som være udsat for lumpne Personers Uartigheder og Chikaner.

68Paa Glædens Vinger var han ilet til Hovind, hvor alle ligesom her, deeltoge i hans Lykke, og veed jeg vist min Koren, som mødte ham paa Veyen, ey er bleven lidt glad, og meget lettere i sit Sind, end han var: Han forlod os saa nødigt, kan I tænke. Nu kom den brave K: lige hid fra den ædle Greve, hvor han havde spiist til Middag, og er allerede i Dag længe siden paa Hiemveyen.

Gud skee Lov! «Der er dog mangen Glæde endnu at leve for derfor maae De stræbe, at overvinde Deres Kummer, som ellers vil lægge Dem snart i Graven» – sagde engang min retskafne Hertel til mig i en skrækkelig mørk Time[.] Ja, Gud skee Lov! det er der. Glæder, hvis Minder ikke udslættes i den kolde mørke Grav –

Gud lønne dig, ædle Wedel, ordfaste Mand! Dig skylder jeg denne lykkelige Aften, og en bliid Nat.

__________

Extrablad

Ja, jeg kan ey andet. Det er nog umueligt at gaae tilbage, saa mange Dage tilbage, inden mit fulde Hierte har udgydet sig i Tak, Lov og Tilbedelse til Dig, Alkiærlige! at Du gav mig hende igien, det elskede, fromme Barn, at jeg i det glade Hiem seer hende, igien opblomstrende, som den af Storm og Slud nedbøyede Rose, hvis Blade, alt falmede, syntes allerede at løsrive sig fra den stærkt rystede Stamme, hvortil en venlig Solstraale atter bandt dem, varme, blide Dugdraaber befæstede den, saa den reyste det siunkne Hoved 69og smilede, og udbredte Vellugt og Glæde omkring sig – –

Nu har jeg i Dit Tempel, Algode, givet mit Hierte Luft. Det slaaer let – thi ogsaa Glæde kan tynge det – og roeligt igien, og varmt og takfuldt og lykkeligt.

Indgangspsalmen var siunget da vi kom, og det tredie Vers i den neste, No 290:

I Nødens Time tidt mit Hierte
Af Frygt og Kummer ængstet var
Du, gode Gud! min Frygt, min Smerte
Til Tak og Fryd forandret har.
Og lige god og viis, endnu
Og stedse, kom Du mig ihu –

begyndtes – og siger, I Elskelige! talte ikke dette ud af min Siæl? Det var mig umueligt at synge det, min Tunge var det umueligt, men min Siæl sang det, følte det, og det var en stille Lovsang –

Evangeliet, om den kongelige Mand, hvis Søn laae syg til Døden, og som blev givet den troende Fader tilbage, og min kiære Faer Mørkes hele rørende, simple Tale, var saa passende paa mig, paa min Koren (som ogsaa var der) at denden] rettet fra: det ved overskriving helehele] rettet fra: ‹H› ved overskriving syntes at være ene for vor Skyld. O! ikke for meget, meget vilde jeg været fra Kirken i Dag. Ved Graven var jeg ikke, gaaer jeg aldrig, seet af saa Mange –

Og nu mere om det Alt, naar jeg kommer rigtig hiem fra Tøyen.

Ende paa Extrabladet.

__________

70Onsdagen d. 18de passerede intet Nyt, uden at vi alle bleve budne til fra Tøyen til Præst Wulfsbergs. Mad: Olsen kom did og blev om Aftenen og Presidenten og jeg havde os en Piqvet, som sædvanligt i de Aftener han var hiemme og vi vare ene. Og saa blev det da

Torsdag 19de. Det var Barselgilde hos Wulfsbergs, hvorover vi bleve heel forundrede: thi seer I, Gutten var fød anden Pintsedag, og har giort adskillige udenlands Reyser, f:E: til Eger, og havt adskillige Hændelser, f: E: væltet paa bemeldte Egerreyse, o.s.v. –

Fra Tøyen var Presidenten, Frue Lotta, Kista, Lina og jeg. Vi kom seent, og forefandt hele Selskabet samlet. Den ganske Bispefamilie havde været Faddre, tilligemed Obr: Lieut: Seyersted, Platou og Widding (Capitaynen)[.] Foruden disse, var Justitsrd. Bukiær der, Slotspræsten, og den, i mine Øyne fatale (for mit Indre endnu fatalere) Justitsrd Hage, samt Provst Munk og Broderen Edvard, der er ansat ved Cadet Academiet

Peent og smagfuldt er der i hver Vraa hos Wulfsbergs, og ingen kan eller vil nægte, at Mad: Petra er en meget opmærksom, forbindtlig Værtinde, som hun overalt tager sig allerfordeelagtigst ud som Værtinde, Moder og Amme. Dette, vil I sikkert tilstaae, er en god, ja den beste Side, vort Kiøn kan vise sig fra. Og sandelig – jeg maae gientage det – har Mad. Wulfsb: i den senere Tiid erhværvet sig, ikke allene min, men Manges Agtelse, som hun ved Letsindighed og Vildskab havde tabt, eller var paa Veye at tabe.

71I undres vel over, at jeg blot har nævnt Mændene som vare der, ligesom jeg undredes over, at disse vare der uden Koner. De havde, som var det overlagt, alle havt Forfald, saa ingen flere Damer vare der, end Bispinden med sine tvende ældste Frøken Døttre, og vi fire Tøyendamer. «Mændene, sagde Wulfsberg, ere alle blevne enige om i Dag, at holde deres Hustroer i Arrest» – Der blev spiist og drukket, siungen Viser, o.s.v. Provsten Munk var min Sidemand ved Bordet (Wulfsberg den anden)[.] Jeg har ey seet ham før, men hørt ham meget forskiællige Bedømmelser over ham og fandt jeg, hvad nesten altiid er Tilfældet, at man havde sagt baade for meget og for lidt. En Smule egoistisk synes han nok at være, og har nogle underlige Manerer, bruger, som det lader, ogsaa at søge det mere udtryksfulde Udtryk. Men jeg fandt hans Naboeskab ret behageligt: Han kiender og elsker Øhlenslæger, kiendte og elskede min Dichman. Ham kiendte og elskede (dog det var jo eet) ogsaa Edvard Munk – De har begge logeret i hans Huus over et Aar – Ak! saa de kiendte hans hele sørgelige Stilling saa nøye, og hvad der tvang ham til at søge Roe i Dødens Arme.

Blandt de i Selskabet, jeg ey kiendte før, var ogsaa Obr: Lieut: Seyersted, en behagelig Mand, af et ædelt Udseende, saa forbindtlig i sit hele Væsen, og med et af de mandigst skiønne Taleorganer jeg længe har hørt. Sikkert fortiænter han at være den elskelige Christian den Kiæreste næst hans tabte Darre. Vi talte meget, Seyersted og jeg, om denne sieldne, og saa bittert savnede Mand, og 72store Taare glindsede i Krigerens Øyne, og at disse ikke vanzirede ham i mine, kan I tænke Eder[.] Under denne interessante Samtale som ogsaa min kiære Lotta og Presidenten havde taget Deel i, var Bispinden og hendes ældste Datter kommet tilbage fra en Modehandlerske fra Kbhn, som snyder den christinianske Noblesse heel ublueligt. Jeg saae ikke den kiøbte Stads, men jeg hørte hende siden i Samtale med min Kista fortælle om sin Husholdning, og ubegribeligt er det mig, hvordan man kan blive, ikke allene Sandheden, men endogsaa Sandsynligheden saa reent utroe. Ney, ingensteds hærsker Inconseqvensen mere uindskrænket, end for nærværende Tiid i Norges Hovedstad. Derfor giøres der Æreværs og synges Viser til Mennesker, Lovtaleren og Sangeren hverken agter eller elsker; derfor kaldes den stygge, mig (og jeg haaber mange Flere) saa modbydelige, men rige Hage, «en Hædersmand, en dansk Nordmand, hvis Hierte slaaer varmt for Norges Vel, o.s.v.» – Det er fast syndigt at besmitte disse Blade; dem jeg saa giærne holder rene for Blasphemie og alt hvad der nedværdiger Menneskeligheden, med Gientagelsen af disse, desværre af Mænd, jeg giærne vilde agte og elske, brugte Udtryk. Iblandt de Viser, som bleve siungne, vare to af Prost Munk, ret meget gode, tyktes mig, især den ene: de tre Ord. De tre Ord, dens 73Thema, vare Mod – Kraft – Enighed. Jeg faaer Lyst til at skrive den heelt af. Her er den:

Naar Harpen tier ved breden Bord
Da trives ey Samfundets Glæde:
Thi hører, Brødre! Tre høye Ord,
Som Skialden til Harpen vil qvæde.
Og, Nordmænd! have I Norge kiær,
af Hiertets Fylde da istemmer her!

See Granen hisset saa stolt og skiøn
Paa Fieldets den høyeste Tinde!
Hvor modigt kneyser dens Krone grøn,
Og leer ad de stormende Vinde –
Saa stande hver Nordmand med roeligt Mod,
Om Norge end kræver hans Manddoms Blod!

See, Sarpen strider med kraftig Fod,
Og taaler ey Baand eller Lænke!
Som Yngling blusser den Gubbe god,
Hans Kraft ey Aarhundreder krænke –
I Kraft saa lue hver Norges Mand
For Fædres elskte og hellige Land!

See, Havet fraader mod Norges Kyst:
De Klipper det agter at folde!
Men Klipperne stande Bryst mod Bryst,
Og enige trodse dets Vælde –
Saa Enighed knytte til Norges Sag
Hver Nordmand til Norges den sidste Dag!

__________

74Før de, «al Selskabelighed dræbende» Spilleborde bleve ordnede, talte jeg længe med den brave, fra hiin vor Hovedstads Smitte saa reent undtagne, Platou – den eneste af Skolelærerne, som var der. Som altiid vare I, mine Dyrebare dernede, Hovedgienstand for vor Samtale. Han glædede sig saa ved at høre noget om og fra Eder, og om Syvald, som han saa inderlig giærne gad see, «men helst paa sin Faders Arme» – og paa sin Moders! sagde jeg – «Paa Begges!» gienmælede han; og nu kom man og bad os ret høfligt ennyere os et Par Timers Tiid, som skulde gledet saa deyligt og hurtigt hen, naar vi kunde brugt dem paa vort eget Viis. Mit Spillepartie (som jeg saa lidt som nogen anden kunde undgaae) var Bispinden, min elskte Lotta, og min egen Kista, saa jeg sad for saa vidt ret godt; men vi kunde dog alle sadt bædre. Og dog, langt heller hører jeg: Pas! Solo! Miser! etc, end om Mad: Modin, og Stegegrise som veyer 21 <...><...>] trolig forkortelse for: bismerpund –

Helten i Dagens Roman, den lille søde Jacob, har jeg intet sagt Eder om, da dog alt Mueligt kan siges til hans Roes: han er saa vakker, og saa roelig, og saa bliid de faa Øyeblik man seer hans himmelblaa klare Øyne. Ved hans Vugge talte vi endnu nogle Øyeblik, jeg og Platou, og var flux, inden vi vidste det, hos vore Venner i Danmark.

Den gode tiænstvillige Værtinde forsynede os med Natkapper, Tørklæder o.s.v, saa vi, uagtet det regnede stærkt, kom hiem uden at vove vor Stads, skiøndt meer og mindre giennemblødte. Og saa var mit Eventyr ude –

75Men ikke dets Følger. Jeg var meget syg hele

Fredagen d: 20de, dog holdt jeg ud at læse de tre første Acter i den herlige Hacon Jarl, for min Kista, Maja og Hanna – Lina heller ikke at forglæmme – men saa var det tilsengs. Der faldt jeg i en sød, styrkende Søvn, af hvilken min gode Kista vaagnede mig med en deylig Kop Caffe, et Brev fra min Koren, og den Efterretning, at en Fremmed, Capit: Dahm, vilde hilse paa mig, og Hestene hiemme fra vare komne. Jeg var, eller blev saa færm, at jeg ved Lys skrev et Par Breve, spillede Piqvet med Presidenten, og læste for mine kiære Tilhørerinder Hakon til Ende. Jessen min og Steen vare der, for at sige os Farvel.

Løverd: 21de var da Dagen, da vi forlode det evigsignede Tøyen, de ædle, kiære Mennesker, blandt hvilke jeg nu i en heel Maaned havde havt saa mange angstfulde og tunge, dog Gud skee Lov langt flere lette og glædelige Øyeblikke. Tak, I Gode Alle, for ethvert, I saa troet deelte med mig, forsødende de bittre, forhøyende de glade! Farvel, Farvel fra Tøyen, og tusend Tak og Velsignelser! Endnu et Farvel tilvinkede den kiære Kista os fra sit Kammervindue, endnu et den velsignede Lotta fra Haveporten, hvor hun endnu rakte os nogle Viindruer til Forøgelse af vor Reyseprovision. Det var en deylig mild Dag. En nye Glæde for os alle, en Trøst over Skilsmissen – dog den beste og væsentligste var, at Maja vor sad saa rask frisk og smilende i sin Kariol, med en Kylling i en peen 76Kurv i Skiødet, et Beviis paa, at hun i Sygdommen ikke engang har tabt en Smule af sine Barnlighede‹…› ogsaa derfor skee dig Tak og Priis, gode Fader i Himmelen[.] Lina og jeg sad i den lille Vogn, som er vant til at gaae sun hver Gang vi kiører i den, men dog holdt no‹…› saa kiækt, skiøndt det gik raskt, til Trods for det just ikke ønskeligste Føre. Vi fik høre, alle Hovind Jomfruer vare paa Houg, for at modtage os der, og de vare der alle, og Giørups, Lunde og Gryner, og jublende bleve vi modtagne, og den os giengivne Maja nesten baaret af Vognen ind i Stuen, den varme, hyggelig‹…› Stue, hvor en prægtig Caffe vederqvægede os, dog langt mindre, end de glade, henrykte Ansigter omkring

Men vi vidste, at her gik kiærlige, længselfulde Mennesker, tællende hvert Minut til vort Komme, og ilede hid. Min dyrebare Koren, min gode, troefast‹…› Hertels Glæde, og alles, alles, ingen undtagen, kan jeg ikke, og behøver jeg ikke male Eder: Enhver iblandt Eder, I Elskelige, vilde ligedan deelt den med os, og deler den, naar I læser dette –

Med et Glas Champagne blev vor Maja ønsket velkommen tilbage til Livet og Hovind –

Hvad mere kan jeg sige Eder, Elskede Elskelige, om denne Aften? Den var Erstatning for saa mangen kummerfuld. Du saae, og seer, Algode! mit Hiertes dybe Taknemmelighed, dets rene, unævnelige Glæde – Ak! men Du tilgiver, alligevel tilgiver Du, at jeg ikke kan sige: dens Glæder opveyede – den 4de Nov den 9de Decbr navnløse Lidelser! –

77Søndagen 22de Vor gode Mørks Offerdag. Han var herinde før han gik i Kirken, det er han stedse, og hvor kunde han nu andet end komme hid, nu da han saae sin Maria igien, saae hende udrevet af Dødens Arme, det elskede, os alle igiengivne Barn. Hans Glæde var taus og rørende. Taarene i hans fromme blaae Øyne lyste en stille Velsignelse over hans Yndling.

Vi vare alle i Kirken. Capit: Wærners og Giørups vare her, og alle, undtagen min Koren og jeg, gik til Offers, selv Maja. Hun vilde endelig. Men havde Præsten ikke seet hende før, torde vi ey vovet det, at ikke den pludselige Glæde skulde bragt ham til at glæmme hvor han stod.

Det gik nok saa peent med de Ofrende. Om Eftermidd: da Wærner havde opstillet alle sine blæsende Jægere, 6 i Tallet, heruden for Vinduerne (under hele Middagstaffelet havde vi havt Musik) kom min kiære velsignede Rikke, i dette Føre, og ridende, skiøndt hun alt er saa langt henne i sit Svangerskab, kom nok saa raskt ved Siden af sin brave Ægteherre. De troede, her havde været Bryllup i Huset. Med Glædestaare sank den Gode i mine Arme[.] Ney, der er dog ingen jordisk Lyksalighed Mage til den, at være elsket og elske – og hvad der giør den saa reen saa hellig fremfor alle andre: Den er kun en Begyndelse 78til, en Forsmag paa de helligere, reenere som venter os hisset.

Det var en glad Dag.

Futens bleve her om Natten, min Rikke til Mandag Eftermiddag. Han havde Forretninger, og maatte tidlig bort. Nu har jeg i Dag, Onsdag 25de havt Brev fra den stakkels lille Futkiærring, som har været syg efter sin Tour, men er nu rask, og venter sin Moer Koren med det første, og skal ey vente forgiæves.

Nu afsendte jeg et Brev til den ædle Wedel, Udbrud af mit fulde, takfyldte Hierte: Til min Lotta har jeg ogsaa skrevet; men endnu ikke til Dig, elskede Maja C, og ey til vor Sally. Men til Eder er jo alle disse fuldmalede Blade, til Eder Alle, I Velsignede[.] Og har I her, jeg frygter kun alt for vidtløftigt Regnskab for alle de Dage, jeg her ikke havde faaet talt med Eder.

Vor Slagtning er forbi, og under den styrkede jeg mine Jomfruer med Hakon Jarl, som nogle af dem hørte tredie eller fierde Gang, men med samme Deeltagelse som første. Nu excerperer jeg af Jean Pauls Briefe saa meget jeg kan af de skiønneste Stæder – men det er saare vanskeligt at vælge det Skiønneste hvor nesten alt er lige skiønt.

«O! hvilke Blomstertider, hvilke aldrig tilbagevendende Foraar har ikke enhver klagende Siæl allerede forsømt!» var det sidste, jeg skrev i Dag – og det gientoner endnu, ak! og vil længe gientone i mit Inderste –

79Torsdag 26de Hvilken himmelsk, mageløs Høstdag! Jeg har gaaet mig saa træt, og nu er det, som ogsaa Solen var inddysset i sød Hvile. Min første Tanke i Morges var: I Dag et Aar blev min Wilhelm syg – de komme nu saa paa hinanden, de smertelige Mindedage, og indtil de mindste Omstændigheder staaer alting nyt og sønderknusende for mig.

Vi har taget Afskeed med Christianehøy, Saras Grotte og Wilhelmsminde i Dag. Dog, vedbliver dette Veyr, gientager vi nok Besøgene. Hvor giærne besøgte jeg ikke endnu de Elskedes Hvilested! Men her er Bryllup paa en af Hovindgaardene, som jeg maae forbi, og i den Menneskevrimmel, under Musik og Glædesskrig – o! hvordan kunde jeg gaae did!

__________

Eftermidd: Hele Brudeskaren kom nu her igiennem Gaarden og Haven til Kirken, fordi de ikke maae gaae samme Vey derhen som hiem. Musik og Skud ledsagede dem – Vi vare alle budne did, men kun Folkene ere der. Vor Tønd sendte vi did i Aftes som Skik og Brug er, og bestod den af: et mægtigt Fad med Butterdeys Kager, en Oxesteeg, endeel Kiødpølser, 20 Brød, og alleslags Suppegrønt, Rødder, Kaal, etc – Nu holder de ud i Suus og Duus 3 hellige Dage til Ende. Vel dem, som kan finde sig saa let tilfredsstillede og glade!

80Jeg har intet sagt Eder om Ritmesters Ingiers Sygdom. Han har været Døden nær, nær ved at berøve sin talrige Familie, og jeg har følt hans gode, agtværdige Kones (12 levende Børrns Moder) hele Smerte, følt den for levende til ret at kunde glæde mig i at see paa min hulde fuldblomstrende Maja, før nu, jeg veed ham uden Fare. Det forsikrer nu Waldbohm han er

Løverdag 28de Major v: Krogh, Obr: Lieut: Scheel og hans Adjutant, Lieut: Hiort laae her i Nat, men toge tidlig bort tillige med Obr: Meyer, som var her i en kort Morgenvisit. Major Krogh kom tidlig i Aftes, just da vi havde sadt os til i god Mag at faae udlæst Agnes von Lilien, saa vi bleve lidt fattige, og det saa meget mere, som alle vi Fruentimmer ikke vidste ret, hvad vi skulde fange an med denne gode, her ellers hiertelig giærne seete Mand. Men lidt efter kom Hiertel hiem, og saa gik Qvellen endda ret brav. Nu har jeg nyelig erstattet dem hvad de tabte i Aftes, og faaet endt Forelæsningen.

I Eftermidd: skal vi alle til Gierdrum, hvor der i Morgen skal være Confirmation. Derfra tager jeg paa Mand: til min Rikke B: og faaer altsaa ikke tale med Eder, Elskede, før Onsdag, faaer ikke være hiemme i Morgen, d. 29de, min kiære Majas Fødselsdag, os denne Gang dobbelt hellig. Farvel da saa længe, I kiære Blade, mit Hiertes Fortroelige! –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1809

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798 (kommer)
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.