Dagbøker 25/7-31/12 1810

av Christiane Koren

[August]


August.

1ste Onsdag Der blev intet vaadt uden hvad der skulde blive det: de egensindige Krabater, som ikke vilde tage mod gode Raad. De kom ganske giennemblødte tilbage. I Gaar vare 39vi i Gierdrum, hvor efter Aftale min Koren mødte os. Der har Tordenen giort megen Skade, slaaet 22 Faar ihiel (et stort Tab for en ‹e›neste Mand) splittet Giærderne, og, endogsaa nær ved Præstegaarden revet Grenene af en stoer Esp. Den svære Regn har ogsaa ned‹b›øyet de fleste og bedste Kornagre, saa de neppe reyser sig rigtig igien, og staaer saaledes Fare for, ikke at blive jævnt mod‹n›e. Dog, giver Gud os igien Blæst og Solskin – nu ogsaa for Høst det ønskeligste Veyr – afhielpes det temmelig.

Der var en Auction i Gaar i Nærheden af Præstegaarden, hvorhen Ungdommen spadserede. Ritmester Ingier og hans tækkelige agtværdige Hustroe kom ogsaa til Chrysties, hvor vi tilbragte en ret fornøyelig Eftermiddag, da man hos disse gode Mennesker kan være aldeles som hiemme.

Min Thrina fandt Gierdrum saa vakkert, og det er det ogsaa. Jeg har levet mange glade Dage der, paa det i sig selv ikke smukke men dog mig saa interessante Nitteberg. Der fik jeg min Lina, der saae jeg min elskede Katty og Malla, og, den Gang endnu Fader Sinsen, min ædle Treschow, sidste Gang for lang Tiid i mit Huus. Havde jeg troet, det skulde blevet sidste Gang i saa lang Tiid hvor vilde det formindsket min Glæde. Gud skee Lov, vi intet sligt veed forud. Heller ikke at jeg skulde miste min uforglæmmelige Hedevig Augusta, at jeg om saa kort Tiid skulde see hende drevet af mine Arme, ahnede mig den Gang. Hvor vilde det tilintetgiort alles vores Glæder. Da saae I den Ædle, den elskelige blandt Qvinderne, for aldrig herneden at see hende mere, o min Katty, min Malla! – og kun en eneste Gang saae jeg hende siden, ak Gud, og vidste, følte

Snart skal hun røves denne Jord og dig! –

40 Vi kom ikke hiem fra Gierdrum før Kl 2 i Nat, derfor er mit Hoved lidt forplumret, dog bædre nu efter en Middagssøvn[.]

Al min Ungdom er spadseret til Houg, som min Thrinasara havde Lyst til at see, og de andre allesammen stedse har Lyst til at hiemsøge, de fleste af dem for Mælkebodens Skyld.

O ja, jeg har erindret Deres Sophies Fødselsdag, beste Rasmussen, og den brave Slotspræsts, og ønsket og ønsker dem at opleve den ofte i deres Elskedes Kreds til Held for denne og sig. Det er endnu to andre af mine Bekiendteres Fødselsdag i Dag den retskafne Auditeur Randulfs, som tilbragte sin første Ungdom i vort Huus, og lønner min og min Korens forældrelig‹e› Omhu for ham ved sin hele Vandel i Retskaffenhed for Guds og Menneskenes Øyne; og Jacob Bulls i Bergen, de sieldne Forældres eneste Søn, ak, som maaskee nu ingen Moder har mere – –

Jeg iler at slutte dette Hefte for at faae det til Byen i Aften og læst af alle mine Kiære der og paa Ejdsfoss og Eger, og sendt med vor gode Dall til Kbhn. En saa sielden Leylighed maae ikke forsømmes. Var dog Posttouren i den Orden som før! Ak, da var ogsaa meget andet i Orden, som maaskee ikke bliver det i en Levealder, og aldrig – aldrig kan komme det mere saadan som før.

Nu kom min Koren fra Maanedstinget, og er rigtig en Smule grætten fordi Ungdommen er borte. Jeg veed nok, hvem det især er han savner; men kan Ottesen til kan jeg ogsaa –

I Morgenaften kommer han, og jeg kan ikke glæde mig til det, da han berøver os vort velsignede Thrinabarn. Dog faaer han hende kun paa Vilkaar at bringe os hende igien. Gud give, han maae sige os, at Du er frisk og rask, elskede Lotta! thi vaad var Du dog bleven, fortæller Skriveren, skiøndt Du i Dit kiære lille Brev ikke selv nævner det.

413die Aug: Mit velsignede Thrinabarn er borte, er med sin Real, som i Aftes kom for at ledsage hende, reyst til hans gl: værdige i deres Børn saa lykkelige Forældre, og skal derfra i Morgen tage til mit kiære Tøyen. Dog, jeg seer jeg har begyndt at fortælle, som min Koren pleyer læse en nye Bog, bag fra. Men I kiender jo Ordsproget, mine Elskede: «Hvad Hiertet er fuldt af, strømmer først til Munden – eller Pennen. Og jeg savner allerede det kiære Barn overalt. Her var jeg atter fristet til at ile frem, fast en heel Uge, og kun Frygten for at tabe Journalens Traad, holder mig til Dagens Orden.

Men hvad har jeg saa at sige Eder om de to foregaaende Dage? Det er jo med det daglige Liv som med det hele Liv: jo jævnere det gaaer, jo bædre. Og saadan er hver Time, jeg ikke her har aflagt Eder Regnskab for, gaaet jævnt og godt.

Onsdag Eftermidd: da vi havde drukket Caffe i Haven, gik min Thrina, Maja, Nella, Jes, Horn og Jessen til Houg for at spise Mælk og giøre sig en Tour. Thrinabarnet havde ey været der før. Imidlertiid skrev jeg til Døttrene mine dernede, og fik Dagb: Heftet færdigt og sendt min Maja C med et Par Linier. – Mod Aften kom Jomfruerne igien, ‹…› men deres Ledsagere, som havde misforstaaet dem da de gik, og troede, de blot gik en lille Tour, kom først ved Nattetide. De samvittighedsfulde Pigebørn vare lidt uroelige over de unge Herrers Udeblivelse, men da det kom til Erklæring (hvortil det burde komme ved alle Misforstaaelser) vare de alle lige uskyldige – eller skyldige, som man tager det. Just som vi skulde gaae til Sengs, kom den unge Smith – gl: Nannestad Provstens Søn, og hans Syster Mad: Broch, med sin lille Pige. Hun fulgte Broderen, som havde været i et Besøg paa Nannestad, hvor nu Broch er og skal være til han bliver befordret, og altsaa ogsaa den gode Gina maae være med sit Barn. Det er tungt, at flakke saaledes omkring: uden noget eget Hiem, og smerteligt maae det være min stakkels 42Gina at see sig paa en vis Maade overkomplet i et Huus hvor hun før, den lykkelige Datter, var en af Hovedpersonerne. Vist nok vil de gode retskafne Præstefolk aldrig lade hende føle dette; men hvordan bortraisonerer man sin egen Følelse? Hun seer ogsaa saa nedslagen ud. I Gaar Aftes tog hun tilbage til sit forrige og nu værende Hiem.

Hvor vi længtes i Kap efter Posten, Thrinabarnet og jeg – Vi vidste begge der var noget til os fra Moer Maja, og da vi kom tilbage fra Hvilestædet, som min hulde Maja K og Sarathrina havde blomstret saa deyligt, modtoge vi vi det kiærlige moder-datterlige Brev, jeg troer med lige glæde. I det mindste bleve begges vore Øyne vaade da vi læste hver sit og siden hinandens. Gud høre Dine fromme Ønsker, dyrebare Veninde, for Din Moer Koren som for Dine elskede elskende Børn! Ja, vel omsvævede Du mig min Fødselsdag, Du Gode og hørte mine hiertelige Ønsker at have Dig hos mig. Men Gud skee Lov at dette og mere glædeligt er mig i Vente. Nu havde det jo ellers alt været forbi.

Den fatale uefterrettelige Expresse, som ikke har bragt Dig, dyrebare Maja, vore Breve fra Tøyen, som vi glædede os til, Du havde faaet Fredag Morgen. Det har giort os saa ondt, og Thrinebarnet kunde nesten ikke give sig tilfreds ved at tænke paa den kiærlige Moders forgiæves Venten; kun Visheden om, at Du nu længe siden har denne og senere Efterretninger fra os, beroeligede hende endelig. Skulde Baandet mellem Forældre og Børn, der NB staae i det naturlige Forhold til hverandre, behøve Forstærkelse, var vist intet virksommere Middel hertil, end en kortere og længere Skilsmisse. Da siger det tunge Savn dem tilfulde hvad de ere hinanden – O Gud, men naar nu Dødens Haand afskiærer hine Baand – Ney, ney; det kan den ikke. De ere bundne for Tiid og Evighed – mod dem formaaer Graven intet –

43Aften Det var intet Under, elskede Sarathrina, at Din ømme Moder strax Du var reyst, savnede Dig saa overalt. Det giør jo ogsaa jeg, som dog har de andre Ungerne mine omkring mig. Og Du hendes Eneste – dog, nu ikke mere hendes Eneste. Din Real er ogsaa hendes – er Din Søn, min Maja, og den gode Fader Cappelens. Gud være lovet, I ere og maae blive lykkelige ved og med hinanden. Denne Vished giør mit Hierte saa usigelig godt.

«Er det mueligt» lovede begge de Unge, «kommer vi til Hovind Torsdag Aften og bliver Fredagen, Nellas Bryllupsdag, over» – Men I skulde hørt og seet hvordan vi bestormede dem inden de gav os dette Løfte. Ikke for det de jo giærne, de Kiære, vil komme til og være paa Hovind; men dette ligger rigtig nok uden for Bestemmelsen og Ottesens ham karrig tilmaalte Tiid. Dog holder vi os fast til deres Ord: «er det mueligt, saa kommer vi» – Og muelig kommer da ogsaa Du, min Saras Veninde og min, kiæreste Kista, kommer med den gode Zarine. Min Lotta, jeg veed det vist, vil paatvinge Dig den Moroe, som ogsaa en eneste Dags Ophold paa Dit kiære Hovind vil give Dig –

Søndag 5te I Gaar var jeg hele Dagen paa Plogstad, og ey kunde det være mindre, følte baade min Rikke og jeg, efter den lange Tiid vi ikke vare samlede. «Ikke samlede? og din Fødselsdag, Moer Koren» – var hun her rigtig nok; men saadan samlede, skulde jeg sagt; thi det er noget andet. Futen havde travlt med at aftælle Penge, som skulde bort med Posten, saa vi ikke saae den flinke muntre Mand stort mere, end ‹…› mens vi spiste. Lille Willa holdt os imellem med Selskab, det søde Barn med det dyrebare Navn. Rasmus var i Marken. Uagtet en slem Hovedpine havde jeg det grumme godt, og blev ogsaa bædre mod Aften, som efter Sædvane overilede os længe før vi ventede og ønskede.

I Dag skal min Jes reyse ind, og med ham Horn og lille Jessen, som er en prægtig Gut. Hvor vilde hans gode Fader glædet sig ved denne Søn! dog, han skuer vist velsignende ned til ham, og føler sin Salighed forøget ved disse nye Haab for Evigheden. Ogsaa den anden Søn, Ernst, som er gaaet til det Melitaire, skikker sig vel. En Glæde for den stakkels Moder 44som jeg ønskede dybere Følelse for denne, af alle jordiske Glæder den største. Dog, mon hun ikke vandrer Livet bædre igiennem i sin roelige Sorgløshed? En saadan Mand og Ven berøvet, troer jeg det. Jeg har aldrig kiendt et roeligere Gemyt end denne Kones, just det Modsatte af den heftige, varme, lidenskabelige Mands. Og dog levede de lykkeligt. Mange vil jo ogsaa paastaae, at just denne Modsætning af Hede og Kulde skal udgiøre de lykkeligste Forhold i Ægtestanden. Jeg paastaaer intet, og beholder min Mening hos mig selv.

Eftermidd: Aldrig snarere var min Jes og hans Kammerater komne ud af Gaarden, før det begyndte at regne, og nu giver det paa af al Magt, saa de arme Gutter vist bliver giennemblødte. Det er imidlertiid hverken første eller, med Guds Hielp, bliver sidste Gang sligt hendes dem, og da de hverken ere af Sukker eller Salt, smælter de ikke. Nu reyste ogsaa Hr Munthe, Andreas, og Solner, som vare her til Middag. Andreas kom for seent, og en anden var allerede ansat i i hans Sted hos Major Gøssel. Sagen var, at den Ansatte var anbefalet af den almægtige Haxtausen, som ikke saa let lader sig noget afslaae, og altsaa maatte Andreas komme for seent. Rigtig nok troer jeg, det var ham bædre, da han neppe vilde taget sig ud i denne Post. Men det undskylder ikke Uordholdenhed og Kryberie. Han bliver nu for det første hos sin Fader, som har havt den Glæde i disse Dage at faae Brev fra den ‹…›yngre Søn, der har faaet bedste Charakter til Attestats, og nu ventes hiem.

Min Jes er nu udmældt af Skolen, men bliver i Christiania til Høsten, for at faae den ham mueligste Færdighed i de levende Sprog og andre hans Bestemmelse vedkommende Ting. Da skal han komme hiem for Vinteren, hvor mangehaande Sysler venter ham, og haaber jeg, den Plan der er lagt, tildeels af vor gode retskafne Rasmussen, skal være den beste der kunde lægges for ham. Gud give Lykke til dens Udførelse. Det har kostet mig meget inden det kom saa vidt, og naar jeg tænker paa, at jeg nu slet intet mere har med den kiære Skole at giøre, svier Hiertet endnu. Ak hvor glad og – lad mig kun ‹…› sige det – stolt, har jeg ofte betragtet den mig i saa mange Henseender dyrebare Bygning. O Gud, hvor meget der er forbi – Gud give min Jes at blive en virksom, lykkelig 45Mand, retskaffen og brav, hvad vil jeg da mere? Og det haaber jeg til Gud han skal blive.

Tirsdag 7de Forgiæves ventede jeg min Koren hiem i Aftes og i Nat, og maatte smukt slukke mit Lys, som jeg troede skulde brændt til han kom. Lidt mismodig slumrede jeg ind, og vaagnede ikke før man fortalte mig, at hverken min Thrina med sin Ottesen, Kista eller Zarina kom herud til Brylluppet. Efter denne Forberedelse ilede jeg ikke med at læse de ventednde Breve her laae til mig. Det var fra min gode Lotta, mit kiære Thrinabarn, og fra min Jes. Ogsaa et Par Linier fra Ottesen – men mit feylslagne Haab er endnu ikke forsmertet nok til at jeg kunde være glad i de vennehulde Breve. Min Kista kan ikke komme. Lad mig troe Thrina mi, at Du heller ikke kan.

Gud skee Lov, min Jes er rask. Fra Rasmussen havde jeg ogsaa ventet et lille Brev, men fik intet. Naar man bare kunde vænne sig af med den Venten. Det maae nok være det tunge trykkende Veyr som har giort mig saa mismodig i Dag, og mine Øyne ere heller ikke saa ganske klare som de nu, Gud skee Tak, i lang Tiid har været. Kl: er 10, min Koren er endnu ikke kommet, og Regnen hænger os over Hovedet. Dette ustadige Veyr i den travle Høehøst giør nu alle Folk ligesaa nedslagne, som før det vedholdende Solskin. «Saadan ere vi» sagde Maleren, som malede Fanden paa Væggen. Det var et af gl: Fader Wolds Sprichworter –

Aften Min Koren kom i Formiddag: Hans Forretninger havde holdt ham længere, end han troede. Veyret er klaret op, mine Øyne ere bædre. Men det er saa underligt tomt omkring mig. Overalt gienlyder det i mit Inderste: I Dag for to Aar siden forlod din Wilhelm for sidste Gang det elskede Hiem – For sidste Gang – o Gud! Og med saa tungt et Hierte, som ahnede han det var sidste Gang, skildtes han fra det dyrebare Hiem, ønskede saa inderligt, han kunde blevet Morgendagen, hans Fødselsdag over. O, endnu er det mig saa smerteligt, at dette Ønske blev uopfyldt. Hans ædle Lærere vilde intet havt derimod, vilde giærne undt deres Yndling denne Glæde. Dog det faldt ham ikke ind at vilde det, som det aldrig faldt ham ind at tilsidesætte nogen Pligts Opfyldelse for sine Fornøyelser – Havde jeg, havde vi alle kunde, ikke forudseet, blot tænkt os det mueligt, at han ingen 8 August mere skulde opleve, at han den neste skulde 46hvile saaledes ved sin Saras Side – ak, at rive sig fra hende, den blege Elskede, som han nesten ikke veeg fra, hvis høyre Arm han saa troelig var i al den Tiid han var her (fra det sørgelige Øyeblik hun behøvede det) var ham især tungt, det saae jeg – nu river intet dem mere fra hinanden –

Deres Hierter groede tæt tilsammen –
Livet bandt – ey Døden skildte dem –

_________

I Dag et Aar ventede jeg Eder, Elskede, Maja, Lotta, Thrina – ogsaa vor Sally – hun kom ikke. Mon hun kommer nogensinde mere! Ja, det haaber jeg. I hendes Sted kom den blege syge Bergh. De ere nu begge langt borte, men jeg haaber begge friskere paa Siæl og Legeme end da.

Ved denne Tiid i Fjor havde jeg Eder her, I Dyrebare, som har saa kiærligt, uudsigelig kiærligt, lagt saa mange af min Kummers Byrder paa Eders Hierter, og – derfor aander, slaaer det endnu, og aander og slaaer for Eder til det falder sammen hos Saras og Vilhelms.

Den 8de August Med de gladeste og smerteligste Modertaare har jeg hilset, hilser og skal jeg hilse dig, saa længe du herneden gaaer op for mig, hellige Dag!

22 Aar havde min Maria været i Dag – min Vilhelm 19 – I Tiden standsede deres Alder – for at gaae hastigere frem til Modenhed i Evigheden. Der, hellige Dag, har du lagt den fasteste Grundvold til mine uendelige Glæder, min høyeste Salighed ‹–›

Kl 6: Hvor den vedholdende Regn bedrøver mig! Det lader som den ganske vil hindre mig fra at besøge Vilhelm paa sin Fødselsdag, og dertil havde vi dog glædet os, min Maja og jeg – Glædet? Ja, mine Elskede! om ikke som til de smaae uskyldige, mig eviguforglæmmelige Festligheder d: 8de Aug: og 30te Decbr før 1808 – især da de endnu alle vare samlede her hiemme – dog glædet mig som til en sød og hellig Pligts Opfyldelse. Mine skiønneste Roser har jeg sparet til denne Dag, de to sidste paa mit eget Træe. Nu løsner den stærke Regn maaskee deres Blade, og de falde af før de kommer did hvor de skulde visne som mine skiønnere Roser under dem henvisnede. Ak, ogsaa deres Blade afrev en pludselig 47Pladsregn –

«Men lad kun Blomsten døe – en bædre svinger
Sig af det faldne Frøe paa Æthervinger» –

_________

Jeg har i Dag læst en Deel af Lafontaines «die beiden Bräute» og fundet meget deri, som har rørt og behaget mig. Iblandt flere Stæder dette: «Det Øyeblik, hvori mit Hierte staaer stille, vil læge mine Saar som alle. Og ønskede jeg dem tidligere lægt? O ney, ney; milde Himmel, lad mig ikke forglæmme hvad der er mig dyrebarere end mit Liv – min Lykke og min Smerte!» –

9de Aug. Torsdag Ney, jeg kom der ikke. Regnen varede ved, og blev i Nat saa stærk, at den to Gange vakte mig af min Slummer, og, hvad der har noget mere at betyde, min Koren af sin trygge Søvn. Det var et fælt Veyr, og jeg har i lang Tiid ikke været mere beklæmt. Da Dagen brød frem, standsede Regnen lidt, nu er det klart som det vil vare ved. Min Koren mener det, da han skal ud. I alle disse Dage har han været borte, Hertel ligesaa, og har endogsaa i Morgen en Forretning, som han dog mener at faae afgiort imens Munthe, siger han, fortæller om Brudesahlen.

Jeg har allerede skrevet tre Invitations-Billetter i Dag, Kl: er først lidt over 8. Brudgommen og Nellas tre Systre og Capitain Dahm, forlovet med den ældste af dem, kommer hid til Middag, og er vel allerede nu underveys. De har det ikke alt for behageligt, de stakkels unge Mennesker, og nesten glæder jeg mig nu over, min Thrina og Kista ikke er underveys med dem – dog veed jeg nok, hvad jeg glæder mig langt mere over.

Gud give dog Veyret blev godt og stadigt igien, ikke allene for i Morgens Skyld, skiøndt det var godt for de Mange Ventede, og især for os Husets Folk. Men det gode Høe ligger mange Stæder saa udvadsket, og de fleste Agre har den svære Regn bøyet ned i Jorden, saa det er en Ynk at see. Dog tør med Guds Hielp alting rette sig – hvorfor ikke ligesaa vel de nedbøyede Agre som det nedbøyede Menneske?

Kl 6 Først Kl 3½, kom de Ventede, Dahm undtagen, som først kommer i Aften. Det var altsaa seen Middag her i Huset, ongefær som det vil blive i Morgen, dog da bliver Bordsidningen 48desværre vel noget længere. «Desværre» saa siger vi alle, og dog har ingen Mod og Kraft nok til, at afskaffe dette Uvæsen. Det er egentlig min Korens Sentents; men har han ikke Ret? Dog frietager min Samvittighed mig for at være blandt de værste, og ingen saae hellere end jeg al egentlig Gasterering jaget til Bloksberg. Heller ikke er denne Uskik hærskende i mit Huus, og skal aldrig blive det; men naar en 40, 50 Mennesker kommer sammen, vil der dog saa meget til at de kunde blive mætte. «Og hvorfor slæber du saa mange sammen?» – Fordi, mine Venner, jeg holder mig Ordsproget: «Skik følge eller Land flye» efteretteligt, og underkaster mig hellere lidt Kiedsommelighed, end udmærker mig paa nogen Maade ved nye Skikke etc –

Der er Posten og Dit kiærlige Brev, dyrebare Maja, ak, men som ikke betager mig al min Frygt – dog, lad mig ey udtale den. Et Bud vi venter fra Byen torde mueligt bringe mig mere Beroeligelse i et lille Brev fra vort elskede Thrinabarn, som maaskee senere har hørt fra Moer Maja –

Løverdag 11te «Saa er da den Stads forbi og den Præken ude» – siger Tante Lotta. Ja men, Gud skee Lov: Stadsen var maadelig og Prækenen (Brudevielsen) endnu maadeligere, men prægtig kort, og ja men var det i det Hele ret morsomt, hvortil ovenmeldte tvende Maadeligheder – den sidstes Korthed at sige – bidroge endeel. Mine kiære Futefolk vare her ikke, og det var rigtig nok et stort Savn. Ellers var alle de her, vi pleyer Omgang med, 4 eller 5 og 40, og deriblandt mange ikke almindelige Mennesker, f:E: Chrysties, min gode Frue Ingier, Mad: Walbohm og flere, min egen lille Fader Mørk og hans Hustroe – De samledes saa seent, derfor kom vi først af Kirken Kl henimod 3, og alting blev seent. Bruden var ligesaa lustig som hun pleyer være, og Gud give hende at beholde dette lykkelige Houmeur, som hun maaskee kan faae nødig i Fremtiden. Og hvem kunde ikke meer eller mindre have det nødigt? Men det maae være medfødt, det er erhværves ikke. En Smule 49Letsindighed hielper jo mange godt igiennem dette alvorlige Liv.

Kl: 12 var alle borte, og før den var 1 alt i fuld Roe. Ikke desmindre er jeg ussel i Dag i mit Hoved. Dit Brev i Gaar, elskede Lotta, giorde mig saa angst og bekymret for vor kiære Kista, som er syg, og den gode Piges Forsøg at beroelige mig ved selv at skrive i hvor mat hun var, opnaaede ikke sin Hensigt. Jeg hverken var eller er roelig før jeg hører alle paa det kiære velsignede Tøyen ere friske: thi ogsaa vor unge Præst synes mig i denne Tiid høre til Tøyen, og ogsaa han er upasselig. O Gud, og skulde nu mit glade Haab tilintetgiøres, det som har giort mig saa mange smaae Ubehageligheder i denne Tiid nesten til Behageligheder ved Forestillingen: naar nu disse Dage er forbi, saa kommer De – Ja, I Dyrebare, saa kommer I, med Guds Hielp ryddes alle Hindringer af Veyen, og I kommer – men nu gaaer jeg og hviler mit tunge Hoved –

De unge Folk er – de unge Folk. Jeg hører dem og Nellas Systre nu holde dygtig Huus her inde i Brudekammeret nest ved. «Hvordan er det mueligt, en Pige kan være saa letsindig! Moder!» sagde min alvorlige Maja i Gaar, da Nella dandsede omkring i sin Brudepynt. Blandt hendes Systre synes jeg allerbedst om den Ældste, Bea, som er forlovet med Capitajn Dahm, en vist brav, meget behagelig ung Mand. Bea er mindre end vakker, grumme tyk og feed, men saa naturlig og ligefrem, var den Mellemste, Sophie, det, var det en elskværdig Pige! Hun er ret vakker, men en Smule forskruet, og det er Skade. Den Yngste, Rikke, er hverken vakker eller tækkelig, men noget nær den flinkeste af dem alle.

Kl: 7 Imens jeg laae var her kommet Fremmede, i Ordets egentligste Forstand, den lille Gryners Forældre og Syster en Frue Conradie som jeg kiender godt fra Smaalehnene, og tvende Jomfruer, hvis Navn jeg endnu ikke veed. Der har aldrig nogen af dem været her før. De kom i Middagsstunden fra Næss, hvor de havde været i Besøg, og bliver her nu til i Morgen. Da vi havde drukket Caffe paa Wilhelmsminde 50og kom tilbage, var Kl: 5, altsaa for seent at begive sig paa saa lang Reyse, saa vi overtalte dem til at blive. De vil tidlig ud i Morgen, men saa tidligt bliver det vel ikke endda. Nu ere de Ældre omkring med Hertel at besee sig, Ungdommen dandser i Storstuen efter Borchs Violinspil.

Søndag 12te Hvor jeg blev forskrækket i Morges, da de kom og fortalte mig, Carl Horn var kommet hid i Nat. Strax foer det saa ængstligt igiennem Hiertet, at Jes maatte være syg. Det er han Gud skee Lov ikke, og Horn mener endogsaa, han skulde komme her i Aften fra Fedt, hvor han er med Secretair Ottesen og dennes yngere Broder. Det er mig imidlertiid ligesaa ukiært som uventet, at Jes i denne Tiid giør saadanne Udvandringer, og neppe troer jeg, han kommer hid. Rygtet skal have gaaet i Byen, at her i Aften skulde være stort Ball, hvad vi aldrig har tænkt paa. Men alt dette kunde være hvad det var, havde Horn ikke bragt mig nye Bekymring: Min kiære Kista skal endnu være syg, siger han, han har hørt, men veed intet rigtigt herom. Kunde Jes bringe mig trøstefuldere Efterretning, ja da skulde han være mig velkommen uagtet jeg ikke kan billige hans Forhold.

Et Brev fra den snilde Frue Bergh med Efterretning om vor elskede Sallys lykkelige Ankomst til London, giorde mig saa hierteglad, inden jeg hørte det Sørgelige. Brev skal der ikke være fra hende, men en Skipper, som har forladt London for nyelig, har meldt Capit: Berghs lykkelige Komme did. Gud skee Lov! Var jeg nu billig, saa lagde jeg den onde og gode Tidende – Horn bragte dem begge – i hver sin Vægtskaal, og lod dem balancere. Men paa den Bedrøvelse, der stedse nedtynger den ene Skaal, mærker jeg – ak og ikke første Gang – at jeg er ubillig mot mig selv og andre. Hverken til min Maja eller Hertel tør jeg sige hvor bedrøvet jeg er, kun til min Koren, som selv er uroelig, da saa mange rykkes bort derinde i denne Tiid af Blodgang, som jeg dog ikke troer, min Kista har endnu, skiøndt det lod til, min gode Lotta frygtede for det kunde komme dertil, da hun skrev sidst.

Jeg veed nok, min Kista, hvor giærne Du gik til Din Sara og Din Broders Vilhelm – o ney, endnu ikke, Du gode kiære Pige! Telja har hørt Du er syg, og seer saa bekymret spørgende paa 51mig – men jeg kan desværre intet sige hende. Og hvem siger os noget? Jo, Gud give dog, Jes kom!

Har jeg her i disse Blade nævnt Eder en Jomfrue Jørgensen, en ung forladt Pige fra Lolland, som havde været hos Wulfsbergs, var ikke vel der, og nu uden Tilflugt? Hos Pavels’s saae jeg hende. De toge sig saa menneskekiærligt, ja vennehuldt af hende, og hvor sødt maae det nu være dem, de Gode, at de formildede hende saa mange bittre, ja selv Dødens bittre Øyeblik. Hun har nu fundet den beste Tilflugt i Graven, er gaaet hiem til sin nyelig tabte Moder og til alle Forladtes og faderløse Børns Fader. I Tirsdags døde hun – ogsaa af Blodgang – efter faa Dages Sygdom. Den Fred, som omsvæver detn gode mishandlede Piges Hvilested, omsvæver, hviler over den retskafne Slotspræst, og hans hulde Maja, lønnende og sød –

Gryners toge herfra da de havde spiist Frokost. Det seer ud til et Par jævne virksomme Folk. Konen skal være skarp, eller som man i gamle Dage kaldte det, rafineret, men flink og brav. Der var noget blidt i hendes Øjne, især naar hun talte om sine Børn, eller havde sin lille vakre 7 Aars gl: Lise, min Lina eller Kaja paa Skiødet, noget sandt moderligt, som formildede Ansigtets lidt barske Udtryk. Frue Conradi var den samme simple godmodige Kone, som Pigen Grethe Bøy (Glerups Steddatter) var for 16, 18 Aar siden, da jeg saae hende første Gang. Hun har nyelig havt det skrækkelige Uheld at miste sit yngste Barn, en 3 Aars gl: Dreng, ved et Fald ned af en Stoel paa en Forhøyning, hvorved Hiærnehinden sprang, og han en halv Time efter var død. Det var et elskværdigt Barn, Munterheden og Sundheden selv. Den arme Moder! «Jeg maatte tvinge mig for min Mands Skyld» sagde hun. «Han var saa skrækkelig utaalmodig, og taaler mindre end jeg» Saa tænker ogsaa min Rikke, og ved disse ædle Bestræbelser under det stærkt rystede Hierte en Ligevægt, som det ellers ikke let vilde komme i, og hvorved det lønnes for den Tvang, det paalægger sig. Hvor faa Koner har, ogsaa i denne Henseende, en Mand som min Koren, stærk til at bære sine egne og andres Lidelser stille og ene!

Jomfrue Tambs, som er i Huset hos Gryners, var en stille behagelig Pige, som min Maja strax tyede sig til. Den anden Jomfrue Bøy fra Drøbak var uagtet meget mørkrødt Haar ingen styg Pige.

52Mand: 13de I Gaar kom den gode Walbohm selv hid for at bede os did til Aften, og der var vi da allesammen herfra, Faer og Moer Mørk, og ellers ingen. Nu reyste de alle Borches, Horn og min Skriver til Ullensager, hvor de skal spise til Middag hos Munthes og siden til Fogdens. Jeg var glad ved at have et Paaskud, et virkeligt, til at blive hiemme. Hverken mit Hoved eller Bryst er i god Stand men ved Roelighed haaber jeg snart at faae begge Dele i Orden, og Roelighed trænger jeg rigtig til. Her er saadan Sang og Sprang overalt, at jeg ofte ikke veed hvor jeg skal tye hen naar Hovedet er slemt. Det var Synd at paalægge de muntre unge Mennesker nogen Tvang. Lad dem glæde sig mens de kan. I Morgen reyser de til Christiania. Dahm, lille vakkre Sophie og Horn reyser i Aften fra Plogstad. Sophie er i Huset hos Herforts paa Moss, et godt Huus, hvor hun vist er meget vel, og det under jeg det smukke Barn. Jeg maatte skrive med hende for at undskylde hun var blevet over Tiden. Og jeg fornyede giærne et gammelt og meget kort Bekiendtskab med denne retskafne Familie, som jeg kun engang var i Selskab med hos Præsten Bulls paa Schibtved. Der stod saa mangen Scene levende for min Siæl, fuldt saa mangt et Savn tungt paa mit Hierte. Dette og Ligheden i min og Mad: Herforts Skiæbne, som ogsaa i kort Tiid har mistet to elskværdige Børn en allerede gift Datter og en forlovet Søn, rev mig snart uden for et saadant Brevs Skranker. Men det kan en saadan Moder ikke finde underligt. Begge de nu bortgangne Børn vare med Forældrene hos Bulls, tilligemed den nydelige lille Frue Staffeldt, som den Gang var forlovet. Systeren var ikke voxen men tegnede til at blive ligesaa smuk som den Ældste, hvad hun ogsaa blev, kun endnu spædere og finere, rigtig en Dukke[.] Hun var gift med en Grosserer Bekmann, dandsede sig en Tæring til og døde, jeg troer i sit 18de Aar. Sønnen faldt ned fra en Skibsmast og stod aldrig op mere. Hans Forlovede, en Jomfr: Thyrholm, er nu gift med Broderen. 53I Dag har jeg udlæst Goethes «Wahlverwandtschaften»«Wahlverwandtschaften»] tittelen er merket med enkle loddrette streker før og etter, her gjengitt som anførselstegn og saadan har i langsommelig Tiid ingen Bog fra Begyndelsen til Enden underholdt og behaget mig. Jeg er færdig at foretrække den Wilhelm Meisters Lehrjahr: Den som har læst den ene, gienkiender let den mesterlige Forfatter i den anden. Ottilie er et skiønt Sidestykke til den herlige Mignon, den ædle faste Charlotte til Therese. Alt ligger saa klart og tydeligt for deres rene Blik paa Livet, hvor intet kan forvilde, intet føre dem af fra den Vey de erkiender for den rette, den være saa bestrøet med Blomster eller Tidsler. Ogsaa i Charlottes – den lidende Kones og Moders – Charakter, seer vi den Sandhed fremstillet i sit skiønneste Lys: «at den Gode og Retskafne, som Virksomhed er blevet til en Vane, til en af Livets første Nødvendigheder, aldrig kan synke ned til Modløshed og Fortvivlelse». De binder an med Skiæbnen og seyrer selv i den ulige Kamp. Lidelsernes Byrde kan bøye dem, men stolteligen reyser de sig igien som den ubrækkelige Palme, og er et af de trøsteligste Syn paa Jorden.

Saaledes kunde jeg have Lyst til at sige Eder, I Elskede, mine Tanker om hver enkelt, efter min Følelse saa velanlagte og heelt igiennem vedligeholdte Charakter i den herlige Bog, om dette deels ikke var uden for disse Blades Grændser, deels frygter jeg, uinteressant for de blandt Eder, I Gode, som endnu ikke kiender Værket. Maatte det dog falde i en smagfuld og Arbeydet voxen Oversætters Hænder, og ikke i nogen af de mange Umyndiges, der ikke engang kan stave rigtigt eller forstaaer Modersmaalet.

Thümmels Reyise in die mittäglichen Provinzen von Frankreich – alle de 10 Bind, har jeg ogsaa faaet Hast paa i denne Tiid. Men sandelig, den behager mig ikke. Dens enkelte usigelig skiønne Stæder, langt fra at kaste et Slør over de utallige letsindignøgne, sætter kun disse i et forargerligere Lys, eller rettere opbringer os mod Forfatteren, som kan male saa henrivende for Hiertet, og dog saa ofte overlader Penselen til sin ikke luttrede Indbildningskraft og gallopperende Vittighed. Min Yndlingsdigter bliver Thümmel i Evighed ikke. I Evighed? 54Det er et Talebrug, mine Venner. Men mig er det mere[.] Blandt de Mange Ædle jeg glæder mig til at møde over Stiærnerne, staaer Schiller og Jean Paul og Klopstock og Ewald, og de Flere, som kan sættes i Classe med dem, i den forreste Række. Blandt de aller fremmeste Staaer selv Goethe ikke, men Tiedge staaer der, og endnu nogle Faa. Thümmel langt langt tilbage[.]

Tirsdag 14de Baade i Aftes og i Dag var Nella hiertelig bedrøvet, mere alvorlig bedrøvet, end jeg har seet hende i de nesten 7 Aar hun nu har været her i Huset. Det klædte hende godt i sin Konestand, og det glædede mig – skiøndt hendes Taare fremlokkede mine – at hun følte saa dybt ved denne vigtige Overgang fra et Huus hvor hun var behandlet med barnlig Kiærlighed, til sit eget hvor hun skal begynde at udøve husmoderlige Pligter, og, som det meget rigtigt hedder: først træde ind i Verden. Hun er naturlig god og meget velvillig. Jeg haaber hun skal blive lykkelig, og Gud veed, jeg ønsker det hiertelig.

Kl: 11 i Formiddag toge de herfra. Min Maja og Telja fulgte dem til Gierdrum, hvor de skal – eller nu længe siden har spiist til Middag. Nella er afholdt af alle heromkring, og hele Dagen til hun steeg i Vognen var her nogen for at sige hende Farvel, saa hendes Øyne ikke bleve tørre.

Paa engang er det blevet saa stille i Huset. Min Koren er borte og kommer neppe hiem før Torsdag, Hertel er ogsaa borte i Forretninger, og Lunde fulgte de Reysende paa Veyen. Kun ‹fo› mine to Smaae hører jeg imellem dandse syngende giennem Gangen, og seer den fromme Maren Skieldrup fra og til naar hun kommer for at speyde i mine Øyne, om der er noget jeg vil. Ved sin hiertelige Godhed og Opmærksomhed erstatter hun – mig i det mindste – hvad hun kan mangle i Færdigheder, dem hun ved Øvelse kan og vist vil erhværve sig. Kun Nellas Munterhed og medfødte Tact for hvad der passer for Øyeblikket, lader sig ikke erhværve. Fra denne Side især vil vi tidt savne hende. Gud ledsage hende nu og altiid!

55Onsdag 15de. Sytten Aar er min elskede Jes i Dag. Gud signe og ledsage ham hvert Skridt paa Livets, ak saa slibrige Bane! Jeg gaaer saa beklæmt og ængstelig, ventende Byebudet tilbage med Efterretninger fra Tøyen, søger at forjage hver Gisning hver Formodning, og kan dog ikke blive disse qvit –

Er min Kista frisk? Kommer de dyrebare Ventede i Morgen? Saa lyder det i min Siæls Inderste, og jeg tør intet svare, intet vente, neppe ønske. Allermindst tør jeg tænke paa det Spøg med alle de Høytideligheder her skulde været i Dag, Keyser Napoleons Fødselsdag til Ære. Jeg tør intet tænke, kan intet foretage mig. Hver Gang Hunden giør banker Hiertet ubændigt. I Nat drømte jeg, jeg saae min Thrinasara med en sort Kiole, garneret med bredt sort Flor. Dog var hun munter, syntes jeg. Hun vilde endelig, jeg skulde tage Kiolen paa før hun. I kan tænke hvordan den, selv i Drømme, kunde passe mig –

Nu kom Krefting og Høfke. De skal til Hurdalen. Det er godt, her kommer nogen. Det adspreder, og jeg har aldrig mere, sielden saa meget trængt til Adspredelse –

Kl 6: Endnu er han ikke kommet, det ubegribelige Menneske. Hans Kone frygter han maae være kommet noget til, og Manden, hvis Hest han har, er reent utaalmodig.

Maja og jeg kommer nu tilbage fra Graven, som vi i disse Regnveyrs Dage saa sielden har besøgt og pyntet. Rundt om ligger nu friske Jordhøye. Blodgang river mange bort i denne Tiid. Madam Giørups Systersøn er død deraf – Nellas Bryllupsdag gik han, den lille syge Krøbling, til et bædre Bryllup. Saa barmhiertig som her, viser Døden sig sielden. Denne ganske vanføre Dreng var sig og sine gode Paarørende en Byrde, og de har rundelig nok uden denne.

I Dag har vi havt prægtigt Høeveyr, første Gang i lang Tiid. Saa blide blive alle dine Dage, min dyrebare Jes, som denne har været, og saa almeennyttige! Gud signe Dig! Mon Du er paa Tøyen, Dit andet Hiem? Og er alt vel der? O Gud; hvem svarer mig!

56D: 16de Torsd. De ængstelig ventede Breve fik jeg da i Morges paa Sengen. Min gode Kista er Gud skee Lov «meget bædre, og holdt kun en Dag Sengen» siger Lotta mi – altsaa dog ikke fuldkommen frisk. Selv skrev hun ikke. Men lad mig være fornøyet og takke Gud, at hun er uden Fare –

Fornøyet? Ney, det kan jeg ikke være i Dag. Mit Haab, min Venten var forgiæves. Endnu i denne Uge skal jeg ikke see Eder, I Elskede, og hvem veed naar? eller om det bliver i Høst? Jeg kiender nok hvordan det gaaer med de evindelige Udsættelser. Min elskede Majas Brev med Posten i Aften skal sige mig udførligere, hvorfor jeg i Dag venter forgiæves. Nu fik jeg kun et Addressebrev med det velsignede Minde som er kommet til Horsters.

Veyret er lige saa traurigt i Dag som jeg. Regnen øser ned, og herinde er det halv Nat. Alle disse Traurigheder uagtet, har jeg dog leet ret hiertelig af et Brev fra den forstyrrede sig selv uforanderliglige Ritmester Rasch paa Mustorp. Begyndelsen af hans Brev er Klager over, han intet hører herfra, og aldrig seer os. Saa fortæller han, at hans d: 2den Julj fødte Datter har faaet det dyre Navn: Sara Vilhelmine Koren, at han nu har 3 Piger og 3 Drenge, vil have Tylten fuld, og saa Stop – Nu følger da Efterretninger om alle de gl Bekiendtere, iblandt andet fortæller han: at Frue Fritzner (en 70 Aars gl Kone) har havt en Frier i denne Tiid, men han er død, og nu sørger hun for ham med en grøn Stoffes Kiole. Frøkena mi, siger han fremdeles (en Frøken Rode som hos Frue Fritzner, en rigtig snurrig Person) er som en Karusse i et Pæretræe. Har I hørt slige Lignelser? Om Bispens Visitatstour fortæller han, at Ejdsberg Kirke var saa propfuld af Folk, at den rævnede. Nu er Bispen (Brevet var fra 31 Julj) i Rakkestad, og bliver hele Ugen hos Provst Aschehoug, hvor alle Præsterne skal møde og proberes i Lhomber – Saa gaaer det i et væk. Mere naturlig Vid har jeg ikke fundet hos nogen, end hos denne selvsamme 57Raschenfeldt, som han i gl: Dage pleyede kalde sig, og dermed forener han saa megen Godmodighed, at hans Munterhed aldrig kan andet end fornøye, og en Aandsnærværelse og et Mod, som egner Krigeren, og er saa anbefalende hos det andet Kiøn. – Jeg vil nu flux sætte mig hen og skrive ham til, og min lille Maja har jeg i Dag maattet love, at vi skal giøre en Tour til hendes Fødested engang i Høst eller i Vinter.

Fredag 17de Du kan heller intet Bestemt sige mig, elskede Maja C, og det bedrøver Dig ligesaa meget som mig. Men «vi faaer give os til Taals» siger Lottamoer i denne samme Anledning, og hvad andet Raad har vi ogsaa?! Den slemme Thank som hverken kommer eller skriver, og sætter alles vor Taalmodighed paa saa haard en Prøve. Jeg siger blot Thank: thi hans fromme følagtige Hustroes Skyld veed jeg vist, det ikke er. Dog havde jeg kun Vished om at det Hele ikke ved alle disse Mellemkomster ikke gik reent istaae, vilde jeg give mig tilfreds. Et ventet Gode er jo et dobbelt Gode. Det veed jeg; men hvad et sveget Haab er, veed jeg ogsaa, og I vil, gribende i Eders egen Barm, finde min Frygt tilgivelig.

«Kan ingen andre komme, saa kan jeg, og vil til Hovind i Sommer» siger den brave Slotspræst, og det er et trøstefuldt Ord. Men jeg haaber, I Elskede alle, at I alle kan med lidt Lempelse efter Omstændighederne, ‹…›og at I vil? – Gud lade ikke den Tiid komme, jeg kunde tvivle herom. At Leuten Provsten i denne Tiid besøger sin provstelige Broder paa Eger, træffer dog godt ind, siden alligevel ingen Hidreyse kunde blive af. Nu er det jo rimeligt, broderligt, provsteligt, og alt hvad der ender sig paa ligt NB: uden U foran – at Hr Frederich følger Hr Hans Jacob tilveye, følger halvveys – det er til Hovind – og at jeg da ogsaa engang igien i Verden faaer see den gamle Ven og Naboe ‹…› inden mine Dørre. Saa skal I see, hvor net og netop alt træffer sammen, og vor lange Venten lønnes. Ammen! det skee!

58Sønd: 19de Jeg kan nesten ikke mindes, der nogensinde har været saadan Striid i min Siæl mellem Glæde og Sorg, som i Gaar[.] I det Øyeblik Hertel fortæller mig, at han af et Brev fra vor gode Kista sikkert troer, de elskte Ventede kommer i Dag, fortæller man mig, at min Telja er saa syg, at det virkelig er Blodgang hun har. I flere Dage har jeg nok seet hun ikke var frisk, men hun klager aldrig, siger stedse naar man spørger, at hun er brav, og det havde hun nyelig svaret baade Walbohm og mig. Hun ligger paa samme Værelse som Børnene, der elsker hende, som hun fortiæner det, og jeg vidste hvad det vilde koste dem paa alle Sider, naar de skulde skilles ad. Det var imidlertiid dog nødvendigt. Min Maja græd bitterlig, og de Smaae giorde hende Selskab, da jeg forestillede dem denne Nødvendighed. Men den fromme Telja fandt sig strax i at flytte op paa Skolen, hvor hun nu har det meget bædre og beqvæmmere i alle Henseender, og jeg er tryggere. I al denne Forvirring kom Præsten Broch med Kone og Barn, og jeg var saa uskikket til at tage imod eller holde dem med Selskab; men de ere da ikke fremmede. De reyste i Dag til Soløer Præstegd i Besøg. Telja har ikke sovet i Nat, dog finder baade Walbohm og vi alle, at hun seer taalelig munter ud. Kun Maja, hvis Øyne nesten ikke bliver tørre, finder det anderledes, og sætter ingen Liid til Walbohms Forsikring: at der endnu ingen Grund er til at frygte for nogen Fare. Men jeg troer ham, og mit ahnende Hierte, og kan Gud skee Lov glæde mig i det velsignede Haab at omfavne Eder, min Siæls Elskede, i denne Aften. Paa Wilhelmsminde tænker jeg at møde Eder, og takker Gud for det deylige Veyr.

Det kiære Minde fra Din end kiærere Haand, hulde Maja C, kom i Aftes, og vare vi seent ved de Elskedes Hvilested og satte det der. Men saadan at faae alt til at passe i hverandre og have alle udfordrende Ting ved Haanden – hvem kan det, og hvem har det, saadan som Du?!

59Mandagen 20de Kl 4 i Gaar Eftermidd: drev Længslen mig til mit Wilhemsminde. Med min Kringlekurv paa Armen spadserede jeg did, Koren ved min Side med min Strikkekurv, et Par Bøger o.s.v. Rahbeks Forelæsninger over Skuespilkunsten, havde givet mig Lyst til atter at giennemlæse den herlige Wilhelm Meister, og med den sad jeg i den lille Sopha ved et Vindue som vender til Veyen, min Koren ved et andet, at vi ogsaa i at see kunde hielpes ad. Over ti Gange begyndte jeg ofte paa en Side, og kom ikke videre, fordi Øyne og Tanker aldrig paa engang var ved Bogen. Endelig saae vi Vognen langt borte, og uagtet det ikke var min Majas eller Lottas sædvanlige, saae jeg dog strax, det maatte være dem. Og det‹…›dem var det, Maja, Lotta og Thrinabarnet. Slotspræstens kommer efter, sagde de – de kommer, men ingen Rasmussen – og ingen Egerprovst. Dog, ham er det dog mueligt, vi seer her Onsdag eller Torsdag. Lad mig troe det mueligt, at ikke min Glæde over hvad jeg har skal forbittres mig ved Tanken om hvad jeg mangler. Men I skal see, han kommer med Broderen sin, den slemme Broder, som kom saa seent – og derfor kommer nu han ogsaa saa seent hid, vor kiære Egerven, dog seer vi ham vist – men min anden Søn, den troe Rasmussen, om ham staaer det skrevet i Skiæbnens Bog, at han ikke skal see Hovind, endnu ikke, og Gud veed om nogensinde. Denne Gang var jeg saa vis paa det, havde indrettet det saa godt for alle de elskede Ventede. Pavels Smaaepiger kom heller ikke, til Sorg for min Lina og Kaja, som ogsaa havde giort sine smaae Forberedelser til Claudines og Marianes Modtagelse –

Dog tys! tys! vær ikke utaknemmeligt, mit Hierte. Har du da ikke din dyrebare Maja og Lotta og Thrinasara, og den retskafne Slotspræst med sin hulde velsignede Maja, din, vor Maja, og ere de ikke saa fornøyede herinde i det lille Kammer, hvor Pavels erklærer han vil bygge og boe, og overalt paa det hele Hovind; og er ikke din gode Telja bædre, og smiler 60ikke Haabet dig fra alle Sider imøde, lovende blide Fremtids Dage? Kom ikke med dine Indvendinger, underlige unøysomme Hierte, og gientag mig ikke, naar jeg saa glad seer dem glade omkring mig. «Hvor længe varer denne Glæde? Løverdag er det forbi altsammen» Ney, gode Hierte, nu giør jeg dig Uret. Det kan du ey sige, ey tænke, dette «altsamen» i det mindste ikke, du, som Mindet, selv om de for hele Jordlivet svundne Glæder, er saa helligt, som i saa mangen bitter Mismodsstund har tilhvisket mig:

«Ney! Alt er ey tabt – Eet er tilbage:
Hiertets helligste Forglæmmigey,
Mindet om de svundne Glædens Dage –
Denne Tornerose visner ey –»

_________

Tirsd: 21deDa de fra min Høy og Saras Grotte gik til Wilhelmsminde, overlod jeg dem Alle de Elskede min Korens Anførsel, og gik hid, for ogsaa at være lidt hos mine fraværende Elskede, for at fortælle Eder, hvor godt vi har det, og at den troefaste Kista kom her i Nat; da hendes paa alt tænkende Broder og min Koren havde føyet Anstalt til at faae Medicin fra Byen til Telja, og Kista hørte hvor syg hun var, og Presidenten hørte det, var det i et Øyeblik bestemt, Kista skulde give Medicinen den bedste Kraft ved selv at bringe den, og den ædle brave President bad hende ile, bad hende tage den raskeste Hest, midt i denne travle Høsttiid, og ile hid med Trøst og Hielp. Det har virket underligt, hendes Nærværelse mere end hvad hun ellers bragte med sig. Telja sidder oppe, og i hendes gode taalmodige Aasyn er Liv og synlig Tilfredshed. O, du gode troe Veninde, saa ilede Du ogsaa til Din Sara – at hun kunde døe i Dine Arme – – – – –

I Dag – det er en himmelskskiøn Dag – vil vi være under den klare blaa Himmel saa meget mueligt. Det meste af Gaarsdagen tilbragte vi for det meste her i mit lille Kammer, hvor de alle – vi alle – sad med hver sin Bog, læste vexelviis og snakkede og gik og kom naar og som vi vilde. Hvilken deylig tilbragt Dag og Aften. Saadan levet er Livet Liv, og Aanden har intet at beklage sig over. Den skeer fuldeligen sin Ret –

61Onsdag 22de Min kiære Kista er alt borte igien. Grædende forlod hun sin syge Veninde, som jeg nu har sadt en Stund hos, og søgt paa alle Maader at opmuntre –

«O Venskab! du Balsam for saarede Hierter!
Hvo tindrer som du selv de heftigste Smerter?»

Min fromme Telja, i hvis Mund aldrig kommer nogen Klage, kunde dog ikke skiule mig sine vaade Øyne. Men min Lotta siger – og jeg har ogsaa hørt det før – at det er et godt Tegn, naar Syge græder. Og saa vil jeg holde mig til dette trøstefulde Sagn, og saa meget mueligt bortfjærne alt hvad der kan forbittre mig disse lykkelige Dage.

Det er kun øyeblikligt, I fraværende Elskede, jeg kan underholde mig med Eder, og det bebreyder jeg mig virkelig. Men her opsøger jeg atter en Beroeligelse, og finder den – som nesten altiid er Tilfældet naar man søger – ja, her tilbyder den sig selv: Hvert Øyeblik jeg tilbringer blandt de elskte Nærværende, giver mit Hierte saa rigt Stof for disse Blade, og – de gaaer ikke fra mig. Men hvor snart iler disse Dage, nu snart kun Timer, til Ende. Og er ikke et hvert saadant tabt Øyeblik et dobbelt Tab? Ney, hverken I eller jeg skulde tabe. Og naar de nu Alle ere borte, og Savn møder mig overalt, da sætter jeg mig hid, og gienkalder hvert lykkeligt svundet Øyeblik, og nyder det igien – og I nyder det med mig.

I Dag skal vor elskede Egerven komme. Saa snart vi har spist farer vi til Vilhelmsminde, hvor vi saa gladelig skal modtage ham. Det er uvist, hvem af os der glæder sig meest til hans Komme. Gud give kun, der ikke maae være kommet nogen Hindring i Veyen!

Torsdag 23de min Linas niende Aars Fødselsdag At Fred og Velsignelse maae hvile over og ledsage det søde venlige Barn hele Livet igiennem, at den Algode vil lade hende blive sine elskende Forældres Glæde som hun nu er deres Haab, deres Øyens Lyst, at hun og hendes Sydskende maae blive det, at Overgangen fra deres Arme til de Forudgangnes maae blive os sød, som Slummeren fra en bliid Aften til en skiønnere Dag – o, derom bede I Alle med mig, med os, min Siæls Dyrebare! Derom bede I, ikke allene nu, men stedse, uopfordret. Jeg veed det, og Gud høre Eder!

62Ney, der kom ingen Egerprovst. Forgiæves var vort glade Haab, vor Stirren ud af Vinduerne ad den Vey, han skulde komme[.] Hvad der har hindret ham maae Gud vide. Formodentlig har Broderen ganske tilintetgiort den Plan, han fra Begyndelsen forstyrrede: thi havde han været lidt hurtigere af sig, var vor elskede Frederich kommet med vor elskede Maja. Pavels’s Utaalmodighed er den lydeligste, om ikke den stærkeste: «Men Herre Gud, hvor kan dog Schmidt blive af?!» siger han, og gebærder sig gudsjammerligt. Vi andre taler mindre om det, men enhver for sig giør vi i Stilhed vore Betragtninger.

I Dag skal det gode Præstepar reyse, og jeg hører dem alt vær‹e› paa færde. Pavels erklærer, han ikke i lang Tiid har havt fornøyeligere Dage, og jeg troer ham naar han siger det; thi ærligere kan vist ingen være. Saa seer den gode Mand dog det gaaer an at faae behagelig tilbragt Tiden uden Boston. «Den savner jeg ved Gud ikke her» forsikrer han, «og vilde vist i lang Tiid ikke savne» – Seer I, mine Elskelige, at han siger «i lang Tiid» og ikke «aldrig» er atter Sanddruhedens Stempel. Ja, med alle hans Synderligheder maae man være ham god for hans Redeligheds og Retskaffenheds Skyld og hans dyrkede Aand. Han har en fast mageløs Hukommelse; thi ikke nok at han kan 172 Viser udenad fra først til sidst, men han kan erindre hvor de stod og stode, undertiden lige til Pagina, og ved mange af dem fortæller han interessante Anecdoter om deres Oprindelse etc. Han kan glæde sig barnligt, om I vil barnagtigt over Smaating, og ærgre sig ligeledes. Men hvor agt- og elskværdig viser ikke hans Kone sig i sit hele Forhold mod ham – hvor veed hun ikke at afparere, eller hvor det ikke lader sig giøre, temperere alle hans Underligheder saa de bliver langt mindre paafaldende, end ellers vilde være Tilfældet. Sandelig, hun er fra denne og flere Sider et saare elskeligt Væsen, og vi glæde os alle i at vide vor lille kiære Kreds saaledes forøget.

63Løverd 25de Borte ere de, Alle de Velsignede – min Lotta, Maja, Thrinasara, Frederich, Real – «Frederich?!» Ja, mine Dyrebare! Giver I mig kun Tiid, skal I faae det altsammen at vide. Thi hvad trøsteligere kan jeg foretage mig, nu de Elskede har forladt mig, end tilbagekalde Eder og mig de korte, lykkelige Dage, Timer og Øyeblik? «Ja, jeg vil gribe, og nyde dem igien» –

Vi spiste tidlig Torsdag Middag, og Kl: 2, da det gode Præstepar var borte, toge vi hver sin Bog, og begave os til et Slags Roe, Lotta og Thrina i Dagligstuen (hvor Lotta strøede Sukker paa Bordet til Tenerne, at de skulde spise paa det, og lade de Sovelæsende være i Fred) og Maja mi og jeg her i mit lille Kammer. Af Sovingen blev intet, af Læsningen ikke stort mere; men des bædre gik det med Snakkingen. «Nu faaer jeg see til vore Kamerater» siger jeg, og kommer ind i Stuen, og for mine Øyne staaer den velsignede Egersøn, saa heed og rød, i fuld Fortælling om sin Vandring giennem Bierkedalen, hvor Hr Hans Jacob havde afsadt ham, da han for den ventende Skyds Skyld ikke kunde komme herom. I vil sikkert alle troe mig, at her blev Glæde over al den Gaard, da vort til Grunde gaaende Haab saadan paa engang stod opfyldt for vore Øyne. «Gud skee Lov for endnu een heel Dag!» sagde og tænkte vi: (thi I maae vide, det stod haardt, inden jeg fik Løfte om, de vilde blive Fredag over – dog var det især Lotta der vilde unde sin Lawson de Kiæres Selskab lidt længere, og Kista vor, der streed herfor, ogsaa for Presidentens, vel lidt for sin egen Skyld)

Længer ud paa Eftermidd: kiørte min Thrina sin Real imøde og Lottamoer blev med hende, og Lina, som skulde kiøre Geburtsdag[.] Imens gik min Maja, Frederich, og jeg til «de Elsktes stille Hvilested» hvor han selv forelæste os sit skiønne lille Digt, og derfra ind i Kirken hvor han paa Orgelet – det vi først efter megen Stræben fik Adgang til – forespillede og sang os det, efter den Musik han selv har sadt til det og Elegien over Prints Christian. 64«Wie sie so sanft ruhen» – Fatimes Aftensang – Til Graven – Til Tungsindigheden – spillede og sang han for os, den ædle Egerven og Søn, og nesten var det mørkt, da vi kom tilbage, hvor et kiært Brev ventede mig fra vor Sally B. Jeg kunde ikke oppebie Lyset, jeg var alt for glad i at see noget fra det kiære Barn. Men, saa forekommende kiærlige hendes sieldne Brødre ere imod hende, mærker jeg dog nok, hun ikke føler sig lykkelig «i det fremmede Land, i den hendes hele Væsen fremmede Kreds» – Naar Du bliver frisk Elskede – o Gud give, Du blev det snart og fuldkommen! – og mere vant til alt hvad der omgiver Dig, vil det gaae bædre, endskiøndt Du aldrig vil kunde vænne Dig til «dette fordærvede Folks Overmod» – Ja, give Gud disse Blade, som Du saa meget længes efter, kunde komme snart og sikkert i Dine Hænder, de skulde vist komme der. Nu faaer Du nøyes med lidt mindre udførlige Efterretninger, som Du ikke skal savne; til Du i Dit elskede Norge, i Din elskede Kreds kan modtage Din Moer Korens Journal som før – o, giid endnu gladere, fuldelig frisk, og imellem de elskede Systrene Dine. Til dem skriver Du, er Brev inden i mit. Der var det ikke; men sikkert har Du skrevet til dem ogsaa, som til mig og vor Maja C og flere Dine Egne – Hvor vil det giøre Dig ondt, Du Gode, naar Du hører, at Dit Navne, den unge raske Sally Bøyesen ikke er mere – for hendes arme, nu saa reent forladte, ulykkelige Moder vil det giøre Dig ondt – hvem skulde ikke beklage hende? Hvem skulde ikke glæmme hvad og hvor hun kan have feylet, den nu saa Ulykkelige?! – Den endnu saa stærkt vedvarende Blodgang udblæste ogsaa dette unge Livs Lys. Det tændes hist ved en renere Ild. Arme Moder! kunde det trøste dig, og vende dit Blik did, hvor nu din Sally er saa lykkelig!

Thrinabarnet bragte sin Real med sig hiem, eller rettere kom med ham, Lina med Lotta Tantemoer, og deyligt gik Aftenen, kun, som den hele lykkelige Tiid, kun alt for snart – Som vi tænkte, gik det. Fatter Pavels var blevet reent consterneret, da Ottesen underveys fortalte ham at Egerprovsten, som 65han slet ikke havde seet noget til, var taget til Hovind. «Er det mueligt? aa Herre Gud!» udbrød han, reysende sig i Vognen. Ja, jeg vilde undt den gode Præstemand og hans og vor Maja, at dele vor Gammen over Egervennens Komme. Men denne Gang var det ikke saa lagat, ligesom det nok er en umild Lagna som tilintetgiør alle Deres gode Forsætter, beste Rasmussen, og alle vore inderlige Ønsker. «Saa nær havde jeg faaet Rasmussen med mig» – sagde Schmidt, vor gode Schmidt, som ogsaa her havde anvendt sin venlige Overtalelse – forgiæves. Thi «Lagna, dig kan intet bøye «Intet?» – det vil vi dog see –

Søndag 26de Her blev jeg afbrudt i Gaar ved begge de unge Munthers Komme. Jeg skyndte mig saa ind, vis paa, at den fra Kbhn nyelig opkomne Hans Myhre maatte have noget derfra til mig – Jo «fikst du Pæren? Zacharias!» – ikke et Ord havde han. Men han havde dog seet alle mine Kiære dernede, seet dem oftere, og kunde fortælle mig, de alle levede vel. Om mange fælleds Bekiendtere fortalte han ogsaa, blandt andet, at Professor Kiærulf er saa slet, at der er lidet Haab om han overlever Høsten. Alt siden hine for Kbhn saa gyselige Dage skal han ikke have været sig selv liig. Munthe fortalte meget fra disse Rædselsdage, og hvordan den Dødsfrygt enhver svævede i, hialp endogsaa Moderen at udholde og overleve sit Barns voldsomme Død. Gift og Modgift paa engang! Hans Farbroder, som i at frælse sin Datter mistede sin høyre Arm, er bleven friskere paa Siæl og Legeme, siden dette, end han tilforn har været. Gud, hvor ubegribelige ere de Veye du fører os paa giennem Livet til Graven!

I Dag venter jeg min kiære Rikke med sin Vilhelm. Men jeg skylder Eder, dyrebare Venner, endnu Regnskab for den deylige Fredag, og dette er snart aflagt, thi naar jeg har sagt Eder, at vi havde det saa godt, ja ønskeligt, kan jeg jo ikke sige stort mere. Den meste Tiid tilbragte vi under frie Himmel, Formidd: i Haven, Eftermidd: paa Vilhelmsminde. De unge To giorde en lille Tour til Nannestad. Fader Mørk 66kom hid at hilse paa vor kiære Egerprovst, der om Aftenen læste Solen (af Rahbek) for os, dette lunefulde Stykke Rahbek har givet os i Tilgift af sin Tilskuer, og i samme Aand. Mørk maatte, sagde han i Morges, et Øyeblik herind før han gik i Kirken, for at takke os for den velsignede Aften. «I saadant Selskab har man dog vel den eneste Forsmag, der herneden er muelig, paa Evighedens Glæder» sagde han i sin fromme barnlige Tone, og fandt ingen Modsigelse, kan I tænke. Løverdag Kl: 10 forlode de os. Der skulde – saa vilde Presidenten det – om Aftenen være Selskab paa Tøyen, derfor ilede min Lotta saa meget, derfor torde jeg intet Forsøg giøre paa at holde dem her længere. Det var en haard Prøve, men jeg sukkede og taug og bestod. Og da I saa vare forsvunde af mine Øyne, og selv mit søde Thrinabarns Vinken tilbage fra hendes elskede Kiøresvends Side, tabte sig blandt de fjærne Træer, gik jeg herind i mit forladte Kammer, og saae paa alle Stolene, og satte dem, de nu overflødige, bort, under mange Slags Tanker, og vidste intet at foretage mig. Lidt syg var jeg ogsaa, og grumme heed. Jeg lagde mig paa Sophaen og læste mig ind i Vilhelm Meister, og vilde læse mig, tænkte jeg, i Slummer. Men Mignons Død forjog Søvnen fra mine Øyne, og bragte mit Blod i end mere Giæring. Det kom mig for, som jeg læste det første Gang, og som jeg saae dette, af alle digtede Væsner det interessanteste, synke sammen for mine Øyne med Haanden paa det br‹i›stende Hierte, «der havde slaaet alt for længe» –

Siden skrev jeg lidt heri om Eftermidd: og henimod Aftenen, til begge Muntherne kom og afbrød mig. Da de vare borte, tog jeg atter min Bog, og sad saa til Kl henimod 11, uden at mærke hvor stille der var omkring mig, og at alle længe siden havde begivet sig til Hvile. Koren var reyst til Feyringen, hvorfra han først kommer Tirsdag. 67Hvilken Forskiæl paa denne eenslige stille Aften, og de forrige, naar vi leende og muntre har fulgt hinanden tilsengs og blevet ved med vor Godnatbeden, saa der nær ingen god Nat eller Søvn er bleven af. I sadde maaskee endda alle, mine bortreyste Dyrebare, omkring Presidentens giæstfrie Bord. Men i hvor godt I endogsaa sad’ der, og i hvor travlt Lottamoer end havde det med sine Giæster, dog er jeg forvisset om, mangen Tanke ilede tilbage til Hovind, og til Eders der efterladte Kiære – og hvor mange Gange ønskede jeg mig et Øyblik midt iblandt Eder, og nesten angrede, jeg ikke var fulgt med –

Mand: 27de Min kiære Rikkemoer er gaaet lidt over til Gislevold, og tænker at reyse hiem i Aften med begge sine velsignede Gutter. Men det Tordenveyr, som vaagnede mig i Morges, synes at nærme sig hid igien efter at det hele Dagen har trukket om paa andre Kanter, og saa tænker jeg nok, den lille Madam nødes til at bede om Huus.

Hun kom i Gaar Middags, og med hende har jeg nu atter giennemgaaet de svundne glade Samværsdage, som jeg saa giærne havde undt den kiære lille Mutter at dele med os. I Dag har hun sadt min Bord-Blomsterkurv istand, som hun har foræret mig, og som nu pranger baade med Roser og Lilier. Men en slem Hovedpine og Tunghed, vel Følgerne af detn beklumrede Luft, har berøvet mig meget af det Gode jeg havde lovet mig og kunde havt af denne Dag. Maaskee vil Tordenveyret, ved at holde hende tilbage her, erstatte mig hvad det har berøvet mig i Dag –

Der er min Koren, som jeg først ventede i Morgen. Og der er Hesten efter Rikkemoer –

Hun lod sig ikke holde. Det tordner ikke mere, men truer stærkt med Regn. Gud give den gode Moder kom vel hiem og uden at blive vaad, med sin raske Rasmus og søde Willa –

68Tirsd: 28de Det frygter jeg dog, hun blev – thi det var ikke en halv Time efter de havde reyst, saa kom en svær Tordenbyge, som de dog her vilde trøste mig med neppe havde naaet de kiære Bortreyste, som jeg nu længes meget efter at høre fra.

I Dag har vi ret havt mange Visitter. Tidlig i Formiddag kom Frue Hiort for at tale lidt med sin Landherre – Skriveren – i Eftermidd: var Mad. Walbohm, Frøken Keilhau og Jomfr: Antze her for at spise alskens Bær i Haven[.] De ere nu alle borte. Med en slem Hovedpine har jeg skrevet adskillige Breve, som jeg vil sende til Byens med Forvalter Kreftings, som kommer her i Dag eller i Morgen. Ogsaa mine Øyne har været usle i Dag, og det giør Hovedet værre og er saa ængsteligt. Mine deylige Skildpade Briller gik itu i Søndags, maaskee de, jeg nu maae bruge, passer mindre til mine Øyne.

Telja bliver med hver Dag raskere. I Middags spiste hun første Gang med os igien, og flytter i Aften op paa sit gamle Kammer. Hun seer virkelig langt bædre ud, end længe før hun blev syg. Giid Du saae hende, kiæreste Kista mi, ønsker jeg saa ofte i disse Dage, da vilde Du blive saa glad, som Du forlod hende bekymret. Ney, saa hastig havde jeg ikke troet, hun skulde blevet rask igien, og det havde vel ingen troet. Gud skee Lov, at ogsaa det Glædelige kan skee imod vor Formodning.

Onsdag 29de Atter i Dag vaagnede jeg med en afskyelig Hovedpine, og tænkte at cujonere den ved at blive liggende en Stund; men det hjalp ikke. Imens jeg i al Mathed og Langsomhed klædte mig paa, kom Kreftings. De havde været saa seent ude i Gaar, at de ikke kunde naae hid, og lagt paa Roeholt. Jeg er saa fortumlet i Hovedet, og saa beklæmt. Med Brevskrivningen vil det slet ikke gaae.

69Aften. Den gode President kom saa uformodet, og jeg syntes min Hovedpine gik over, da jeg ilede ham imøde. Ak, men da jeg modtog Dit Brev, dyrebare Lotta, og saae det sorte Segl, kom den fordoblet tilbage. Jeg spurgte ikke, jeg vidste hvad det betydede, og gik herind i mit stille Kammer, og læste med bankende Hierte, men uden at lade mit Blik søge hvad jeg følte det skulde finde. Ja, hendes mange Lidelser ere endte, den taalmodige, i saa mange Henseender sieldne Hanna Bull, og smerteligt savnes hun af Mange, og hvor længe jeg forudsaae og ventede denne Sørgetidende, traf den dog mit Hierte saa tungt –

Torsdag 30te Taare og Mørke forbød mig at sige mere i Aftes. Og hvad kunde jeg sagt Eder mine Elskelige! I har saa ofte læst i mit saarede Hierte, og veed hvordan det seer ud derinde, og hvor let det bløder. Men ney, gode, forklarede Hanna, nu bløder det ikke mere for dig:

Din Qval er endt – snart lider jeg ey mere.
Hvem veed hvor snart? saa samles jeg med dig. –

Og I mange, som savne hende, selv I, hvis Trøst og Støtte hun var, I unde hende den søde Hvile efter den lange Striid, og Gud vil gyde Kraft og Mod i Eders forsagende Hierter.

«Borneman Bull meldte os det» skriver min Lotta, «vor kiære Stiftamtmand kunde ikke skrive» – Ney, det troer jeg. Ædle gamle uforglæmmelige Ven! al Trøstens og Kiærlighedens Fader skabe Fred, og Giensamlingens Vished i dit ømme Bryst, værne om dets Fred og lede dig blidt giennem Livet og Gravens mørke Porte til Lysets Rige og din Hanna! –

_________

Kl 6½ reyste vor gode kiære President til Hedemarken. Hvor hierteligt vi alle bade ham komme denne Vey tilbage og herhid, kan I nok tænke, men han kunde ey love det. Da han kom i Aftes, mødte Børnene ham i Giæstegruben. De vare tilligemed Gislevolderne budne til Giørups, men havde hellere vendt om igien med den kiære Onkel, og havde de vidst, han ikke blev her længere, troer jeg, de havde giort det. De elsker ham 70saa inderligt, og han fortiæner det nok. Hvad han og Du, elskede Lotta, var for vor Sara og Vilhelm, og er for vor Jes og Maja og Lina, og fremdeles vil være for dem og vor lille Kaja, det lønne Eder Gud her og hisset!

Hertel fulgte med til Minne, hvor han i Dag og i Morgen har Forretninger.

Endnu hører jeg intet til Kreftings. Kun den lille Gut smaaeklynker og smaaesnakker heroven paa. Det er mig saa underligt, at høre disse Barnestemmer og Vuggen, og gienkalder mig de – nu længst svundne Tider.

Min kiære Rikke var bleven saa vaad, da hun tog herfra og den søde Vilhelm med; men Gud skee Lov, uden at det har havt nogen slem Følge enten for ham eller hende.

Det var nok rimeligere, jeg tog fat paa mine Breve, som skal bort med Kreftings; men disse Blade holder mig altiid saa fast. Her taler jeg jo med Eder Alle – Dog nu skal de hvile.

Aften. Hvilket Veyr den arme lille Moer Krefting fik med sine smaae Børn! Det regner og blæser saa koldt, som var det en Octbr. Dag. Ak, jeg var desuden bekymret da jeg sagde dem Farvel, da de nu for stedse forlader disse Egne, og begynder en ganske nye Løbebane. Det er ikke allene mig, det er alle som frygter, at Krefting har handlet forkert i at frasige sig den Post han havde, og gaaet ind i et Interessentskab med en Biørnskou som er hos Rosenkrants, og jeg veed ikke ret hvem flere, for at anlægge et Glasværk i Nærheden af Frdrstad. Der skal meget til at begynde noget saadant, hvoraf de først langt ud i Tiden kan vente Frugter af Arbeyde og Bekostning. Men «Menneskets Villie er jo hans Himmerige» – Gud give det maae gaae bædre, end de fleste spaaer. Det er saa retskafne gode Mennesker. Skulde endog saa lidt Hævnelyst have blandet sig i dette Kreftings Foretagende, ak, ogsaa det er for den saaledes Mishandlede for menneskeligt til, at nogen skulde torde løfte den første Steen imod ham: I det mindste vil vist ikke mange det, som først har grebet i sin egen Barm.

Endeel af Børnene er endnu i Hurdalen hos gamle Frue Holler, Bestemoderen, som ikke vil forlade det Sted, hun i saa lang Tiid h‹ar› beboet.

71Fredag sidste Aug: Jeg var nesten afvant med at faae noget Brev med Posten. I Aftes bragte den mig en heel Slump, deriblandt et fra Kbhn fra unge Bergh, som glædede mig dobbelt, da det lover mig Brev fra de velsignede Døttrene mine dernede med Student Eger som snart skal komme herop, og desuden sagde mig, de Elskede alle lever vel. Selv lever han ikke saa vel, den gode Yngling. Hans Hiertes Saar lader ikke til at vilde læges saa snart, som det i den Alder er sædvanligt, og hans øvrige Forhold bidrager heller intet til hans Opmuntring. Det er en sørgelig Ting, at Forældre vil anmasse sig Ret til at bestemme et Barns hele Fremtiid, uden at raadføre sig med dets Tilbøyeligheder, uden at høre dets Klager, naar hiin Bestemmelse reent modsiger disse. Saa vil Faderen endelig han skal studere Theologie, hvortil han hverken har Lyst eller legemlig Disposition, da hans Bryst er meget svagt. Kun paa det Vilkaar: at han bliver Præst, vil Faderen være hans Fader. Det er sørgeligt. Arme arme Yngling! –

Fra Fader Pavels var ogsaa et langt Brev, med Bevidnelse om hvor kiært Hovind og hvor kiære vi alle ere ham, og hvor fornøyet han og hans Maja fandt sig her iblandt os. Han kan endnu ikke glæmme, jeg beklagede, at jeg intet Lhomber- eller Boston Partie kunde skaffe ham, hvad han vel, tilstaaer han, ofte, men intet Øyeblik her, savnede og længtes efter. Han takker Gud, for han ikke mødte Leuten Provsten, da han frygter, det var kommet til Klammerie, ja kanskee Haandgemæng imellem dem. Et smukt Syn paa Landeveyen! Jeg gad ellers vidst, hvem af disse to gode Guds Mænd der var gaaet af med Seyeren. I legemlig Behændighed har just ingen af dem sin Force, dog troer jeg, Provsten havde vundet paa Slotspræsten, med mindre hans Maja var traadt paa hans Side, som hun da rimeligviis var, hans bedste høyre Haand og Støtte. Det hele Brev er ellers meget lunefuldt og interessant.

Den snilde Frue Bergh fik jeg med et Bud Brev fra, og deri sendte hun mig vor Sallys til hende, da hun ikke vidste, om jeg havde faaet noget endnu. Det var vennehuldt af hende. Var det ikke? Hun elsker vor Sally saa oprigtigt, og kan være og er sine Venner saa meget. Dette vor fraværende Venindes Brev aander, ligesom det til mig, Længsel efter Fødelandet og de Elskede der, og efter den savnede Helbred, uden hvilken intet kan glæde eller interessere os ret.

72 Halvveys havde jeg Haab om et lille Brev fra Dig, dyrebare Maja, men det slog feyl, og var vel ogsaa aldeles ugrundet. Thi Du veed, jeg lærer aldrig Postens Gang. Nu saa veed jeg da vist, at jeg neste Torsdag ikke skal vente forgiæves.

«Det er mueligt» siger Fader Pavels i sit Brev, «at Rasmussen endnu inden Sommerens Slutning giør en Tour til Hovind» – men Sommeren nærmer sig stærkt til Enden, og hiin Muelighed sætter jeg ingen Liid til. Jeg bliver ved at troe paa Lagna –

Ney, jeg kan ikke andet, jeg maae afskrive Eder nogle Stæder af den forevigede Herders Forklaring over Salomons Høysang, denne hellige, rene, forklarede Forklaring. For Eders Skyld, mine Elskede, som ikke læser tydsk, vil jeg afskrive det i Modersmaalet. Det er Hiertesprog, og kan altsaa ikke tabe ved nogen Oversættelse, naar denne bliver Aanden troe.

«Al Menneskelyksalighed udspringer af Kiærlighed. Med den er al Lyksalighed tabt. Da Gud skabte Mennesket i Paradis, var Kiærlighed hans andet Paradis. Gud kiendte kun Een LyksalighedVelsignelse for følende Skabninger: Dermed velsignede han Planter og Træer og Dyr og Mennesker. Og da Guds Søn bragte sit nye Kongerige paa Jorden, kiendte han kun Een Pligt og Een Belønning: Kiærlighed» –

«Kiærlighed, du Himmelens Dugdraabe, du sødeste Sødhed paa Jorden! Du binder Mennesket til Mennesket, Mennesket til Gud – et Baand, fast som Døden thi du skal overleve Dødeligheden. Men Vee den, som forgriber sig paa dette Guddomsbaand og opløser det i Silkefnug (in seidne Flocken) De bortblæses, og hvad har han da tilbage? O Kiærlighed, som Christus lærte og viste og udgiød, Kiærlighed, som Johannes maler i sin Glands henover i hiin Verden, hvor ganske anderledes er du! En aldrig svindende Aurora, som, naar den her synes at gaae under, ‹…› gaaer op med høyere Farver i en evig Verden.» –

Jean Paul svarede en – eller nogle – som paastod, Herder ikke var Digter: «Han er selv et orientalsk Digt» – O, hvor maae du hisset dufte sødt, himmelske Blomst, som alt herneden var saa skiøn, saa liflig en Rose i Zions Dal! –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbøker 25/7-31/12 1810

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808 (kommer)
1809
1810 (fullstendig utgave utgitt 2017)
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.