Dagbøker 25/7-31/12 1810

av Christiane Koren

[Juli]

27Tøyen

25de Onsdag «Vi maae see at komme saa tidligt ud i Morgen som mueligt» var Aftalen paa Ejdsfoss, og Kl: henimod 6 vare vi alle paa Benene. Efter et lille Løb ned til de kiære Minder i den kiære Lund var jeg færdig at stige til Vogns, og før den var 7, vare vi alle underveys. Som til Ejdsfoss, saa og paa Tilbageveyen, kiørte Lotta den ene, jeg den anden Halvvey med vor Maja C, og efter Touren jeg nu den første ene i min Kariol, hvorfra jeg kastede mangt et taknemmeligt Blik til det venlige hvide Huus og den hele yndefulde Dal, som jeg ikke saa snart skal see igien, i det mindste ikke i dens Sommerpragt. Vi vare et stadsiøskt Følge. Foran i Spidsen Fader Cappelen og Presidenteren, dernest Maja og Lotta med min lille syge, dog den Dag allerede bædre, Lina imellem sig, og den lille Maja, saa jeg, saa endelig de unge To, som Presidenten paastod, ikke af blot Beskedenhed vilde være de Sidste. Veyret var saa ønskeligt, og af alt lovede vi os en svare fornøyelig Reyse. Men da vi kom til Strømsøe, begyndte Mændene at snakke om, det var bedst, at tage seent ud for Hedens Skyld etc. Det bedrøvede mig meget, allene for min Linas Skyld, da jeg frygtede Natteluften ikke skulde være hende tiænlig. Det samme frygtede min ømme Lotta og min ømme Maja C, som hellere renoncerede paa at have os de Timer længere, end at denne Forlængelse blev paa Linas og min Moderømheds 28Bekostning. Jeg veed vist, at baade Presidenten og Don Pedro elsker Linchen hiertelig, og vil hende saa vel som vi, men denne frygtløse Kiærlighed kiender Moderhiertet intet til. «Frygt er ikke i Kiærlighed» hedder det. Men bogstavelig skal dette vist ikke forstaaes. Eller jeg har intet Begreb om Kiærlighed.

Da vi havde spiist og drukket Caffe skulde vi da tænke paa at komme videre. Men saa var saa meget ufærdigt, og først Kl 4 forlode vi Strømsøe. Det kiære Ægtepar fulgte os over Vandet – Hestene lode vi som sædvanligt gaae over V Færgen en Times Tiid i Forveyen – Paa Bragnæs stod den brave Postmester Smith og modtog os. Det rørte mig meget at see ham igien i en saa forandret Situation, og efter giensidige haarde Prøvelser. Han forekom mig saa resignert, saa ganske som den, der har opgiort sin Regning med Skiæbnen, og er vis paa, ikke at faae flere Mellemregninger med den. Efter de ømme tidt gientagne Farvel, fore vi da videre, og til Gillebek gik alting godt. Men her opdagedes, at Presidentens Vogn «bar til at gaae sun» og at han umuelig kunde komme videre, om ingen Reperation blev foretaget. Den til alting oplagte og til alt beredvillige unge Fæstemand paatog sig Arbeydet, hamrede og snedkerede det bedste han kunde, og Sveed og Regn strømmede ned fra de vakkre sorte Lokker over hans Pande og Kinder. Han hentede sig imellem en Hiertestyrkning, og da gik det som det var smurt. Lotta som stod alvorlig og saae til, udbrød endelig, henvendende sig til Thrinabarnet: «Han er sandelig skikket til mere, end at staae i Guds Huus, denne Præsten din» – og deri havde hun ret. Selv Aslak anmærkede, at et saadant Reyseselskab var godt aa ha. Det maatte ogsaa min Lina sande, som fra Ravnsborg sad imellem det kiære unge Par, der havde en stoer Paraplye over sig, og undgik derved at blive giennemblødt, som vi andre blev, da det fra Sandvigen af til henimod Byen regnede uophørligt. Først Kl: halv to vare vi her paa Tøyen, hvor den kiære Kistamoer og 29liden Hanna modtog os saa gladeligen, og vi ved deylig Thee og Tvebakker snart glæmte alle vore Viderværdigheder.

I Gaar samledes vi alle ret muntre og friske, skiøndt ikke ganske udhvilede. Gud skee Lov, min Lina er meget bædre, og Maja, som var den vaadeste af os alle, færm.

Da jeg i Gaar havde sovet en god Middagssøvn og skrevet til Kbhn med Præsten Juel, som reyser ned i Dag, kom Pavels’s og Rasmussen, og siden Wulfsbergs – Fortsættelse følger fra


Hovind

Thi hvordan kunde jeg med dette fulde, af den ømmeste Taknemmeligheds Følelse-overstrømmende Hierte tale om ligegyldige eller andre Ting end de, som nu omgiver mig, omsvæver mig kunde jeg sige som salige Aander, som Saras og Wilhelms Aand –

Fra deres Hvilested kommer jeg nu. Min Lotta, min Thrina, hendes Ottesen og min gode Hertel var med mig. Da vi havde bragt vort Blomsteroffer paa Graven, og jeg sad med mit Blik heftet paa den, gav den hulde Thrina mig et Papiir. Før Øyet kiendte Hiertet den kiære Haand. Men de strømmende Taare hindrede mig at læse mere end de første Stropher. Her er det. Ottesen læste det høyt for os – Her er det –


Til Moer Koren
ved Wilhelms og Saras Grav d. 27de Julj 1810 –

Sødt du hviler ved din Wilhelms Side
Hulde Pige! med din Jomfrue-Krands,
Smiler blidt: «Jeg har hørt op at lide,
Svæver salig fro i himmelsk Glands.

Wilhelm kaldte mig – hans kiendte Stemme
Svagt som Aanders Hvisken lød til mig:
‘Sara! følg mig ned i Gravens Giæmme
Ak der er saa eensomt uden dig!

30Vore Hierter groede tæt tilsammen,
Livet bandt – ey Døden skille dem!
De skal stige giennem Ætherflammen
Op til Stiærners Krands i Lysets Hiem.

Saares end paa nye vor Moders Hierte,
Blødende ved nyelig brustne Baand,
Bøyes end vor Faders Aand af Smerte –
Alles Fader styrker deres Aand.’

Wilhelm! ja jeg kommer – Himmeltoner
Kalder mig til Aanders Systerchor.
Hvor de blinke, hine Stiærnekroner,
Hvor den synker dybt den dunkle Jord!»

Lad den synke – Høyt sig Himlen hæver,
Og vor Aand skal hæve sig til den.
Moder! hvor din Wilhelm, Sara svæver,
Samles Du og De og Vi igien.

Blidt i Dag, da dine Taare rinde
Ved de Elsktes stille Hvilested,
Og fra deres lyse Tabors Tinde
Straale Troen, Haabet til dig ned!

_________

Min Søn, min Ven, min Frederich! Hvorfor kunde Du ikke være her i Dag, og selv give mig disse hierteløftende smertestillende Linier, og see de «blide Taare rinde» og i et moderligt Favnetag modtage mit Hiertes varmeste Tak, og læse den i disse Taare! Men Gud læser den der, og min Tak til Ham, Alles Fader, som gav mig Dig, min Søn, min Ven, min Frederich, og disse flere Jordens Ædelste, som kalder mig sin Moer Koren, som jeg kalder mine Børn, mine Elskede 31og som allerede her giver mig saa reen en Forsmag paa Evighedens høyeste Glæder. O min Frederich, o min Maja! hvorfor kan jeg ikke i Dag synke til Eders Hierter, som til min Lottas og Sarathrinas, til min Korens og Børnenes og de andre Elskedes – Men Gud skee Lov, I kommer. Det nærværende Øyebliks Glæder forhøyes ved de ventede, og min vennehulde Rasmussen, min nye Søn, kommer – og den kiære Maja Pavels, og hendes redelige Slotspræst – og min Lina hører jeg syngende springe omkring, og paa alle Ansigter, og hvor jeg vender Øyet, seer jeg Godhed og Kiærlighed, seer jeg alt i Bevægelse for at høytideligholde den elskede lykkelige Moders Fødselsdag. Men nu er det mig umueligt, at skrive mere, i det mindste at skrive noget sammenhængende – Naar det stiller lidt af i mit Indre iler jeg hid igien til Eder – Min Rikke kommer her ogsaa i Dag. De drager jo saa ømt Omhu for alt hvad der kan glæde mig, min ædle Koren, min gode Telja, og den troefaste Hertel, og enhver især til den Sidste blandt Folkene kappes jo om at lægge deres Kiærlighed for mig for Dagen.

29de ManSøndag Det er blevet mig aldeles umueligt at komme til disse kiære Blade før nu. Og hvordan ordner jeg det paa Papiret, som ligger saa hulter til bulter i mit Hoved? Det gik vel endda an, om ikke Hiertet ogsaa vilde tale med, og det vinder altiid over det stakkels Hoved, og det værste er, at det ikke veed at holde op igien, og ligesaa lidt at bringe Tingene i en Slags Orden. Dog I ere vante til dets Sladdren, og til at bære over med den.

Det var en sand festlig Dag fra Begyndelsen til Enden – saa mange deylige Overraskelser afløste hinanden, og bragte mig den 27de Julj 1808 i vemodsfuld Erindring – da De kom først, min elskede Frederich, og søgte at temperere vor Glæde over Deres Komme ved Forsikring om, at vi ingen flere kunde vente, og saa bedst som vi sadde tilbords, Døren gik op og Du, kiæreste Maja, og Du, godeste Lisemoer, traadde ind – Du skulde dog engang see min Wilhelm, dyrebare Maja – derfor kom Du, og saae ham ved den blege Systers Side, som nu «hviler 32sødt ved hans Side med sin Jomfrue-Krands» – Ja, «deres Hierter groede tæt tilsammen – Livet bandt – ey Døden skildte dem» – O min Egersøn, saadan kunde kun Du udtale mine Følelser – i disse Ord og i disse: «Sara, følg mig ned i Dødens Giæmme Ak der er saa eensomt uden dig!» – hører jeg Gienklangen af mit Hiertes Stemme, og velsigner Dig som fremlokkede den, og de Taare, som «glider saa blidelig» – –

_________

Da jeg i GaarForgaars Morges havde modtaget først min Korens, min lille Majas (de Smaae sov endnu) min Lottas og Thrinasaras Lykønskninger, og hernede Jesseguttens, og min Teljas, siden Hertels, og den gode Reals og alle de Øvriges, kom jeg herind i mit Kammer og fandt paa Bordet en peen Hat (den var fra Hertel) et deyligt Tyls Tørklæde (Lottamoers Gave) og en skiøn Udgave af Thomsons Aarstider, med hans Portrait og flere Kobbere – paa mit Navn Pagna 58, kiendte jeg min Thrinas Haand. I Vinduet stode to Blomsterpotter, lille Majas Opelskninger til denne Dag, og Maren Skieldrup stak mig, da hun gratulerede mig, rødmende en lille net Syenaalbog i Haanden. «Fra Moer skulde du havt et lille Strikketøy» sagde Thrinabarnet, «men som ikke blev færdigt» – Min Korens 7 Penne har ogsaa sin Plads blandt de alt for mange og kostelige Geburtsdags Foræringer – Men der er endnu langt frem med Overraskelserne. Jeg kommer ud af mit Kammer, og for mine Øyne staaer – Præst Wulfsberg, ved hans Side den troe Lollik, Dall – begge som nedfaldne fra Luften. En Pakke Bøger havde Dall til mig, og mere end det, et kiært Brev fra de elskede Døttre, og deri en lille nysselig Pung fra Malla, som var det eneste jeg saae – thi tænk Eder, først i Gaar Morges blev det mig mueligt at læse det velsignede Brev, dette kiære Bidrag til min Fødselsdags Glæde og Hæder. Tak, I Dyrebare, moderlig Tak! Det vil glæde Eder, at det kom saa acurat den 27de, med den lille Pung, og min Kattys: «Du skulde havt noget til denne din Dag, min Moer Koren, men som ikke blev færdigt» – O, er Eders barnlige Ønsker mig da ikke mere, end Alt!

Fogdens, Chrysties, og Mørkes kom, det gik til Bords, og alle vare de muntre og fro. Champagneviin vankede der ikke i Aar, da den 33naar den NB skal være god, ikke er at faae for nogen Priis. Men Hierterne vare varme uden den, og Sangen lød rask fra vor kiære unge Præsts Læber, og lokkede den fra de andres. Men nu gik Wulfsberg ud med Hertel, som lidt efter kom ind med en tildækket Tallærken og satte for mig, og gik derpaa rundt om Bordet og uddelte trykte Blade. Jeg blev saa ængstelig tilmode ved alt dette, og da de nu istemmede, og jeg under Servietten saae et overmaade smukt Rav-Halsbaand, blev jeg (det er ved Gud sandt) ordentlig beklæmt over al denne Høytiid. Imidlertiid var det saa hiertelig vel meent, og min Tak, da jeg under Sangen havde fattet mig lidt – og slet intet hørt – var det sandelig ogsaa.

Vi drak Caffe paa Wilhelmsminde, og da jeg kom did – o Gud, hvordan udtaler jeg det, hvor findes der Ord for saadanne Fornemmelser! Kunde jeg dog føre Eder Alle, I Elskelige, derhen, at I kunde see hvor nysseligt de Gode har faaet det i den korte Tiid, jeg var borte. Pene smag- (og skygge)fulde Gardiner, Skabe Bord, Sopha og Stole malede hvide, betrukne med grønt og hvidt her hiemme vævet Tøy, kort alting saa festligt og dog simpelt smykket, og i Orden alt hvad deroppe behøves, Theetøy, Glas etc[.] Der drak vi da Caffe, Thee, Punsch, skiød saa det rungede i Fieldene, og var der til seent om Aftenen, da Dagen endtes som den havde begyndt, i Fryd og Gammen, med Skud, og et lille uskyldigt Fyrværkerie (den snilde Lundes Foranstaltning)(den … Foranstaltning)] parentesbuene erstatter kommaer (ved overskrivning) med Skaaler og Klinken – Gamle Moer Mørk forsikrede, hun aldrig havde havt en saa deylig Dag i Norge eller siden hun var – som Lotta siger – i sin Ungdoms Blomster, og hendes fromme Ægteherre erklærede i sin barnlige Tone: at en saadan Glæde var ham en Forsmag paa Himmelens. Han kunde ikke giøre sig noget tydeligere Begreb om denne, sagde han, en‹d› ved at tænke sig den saadan. Dette ærværdige Par sad ved den ene Bordende. Just nu taler vi herom, Lotta, Thrina og jeg (de sidder begge herinde hos mig) og siger Thrina hun ved Bordet sagde til Ottesen: «nu burde vi sidde ved den anden Ende, saa 34var det den gamle og nye Kiærlighed» – «Ja, siger Frue Lotta, og saa burde det tredie præstelige Par, Chrysties, sadt midt imellem Eder fire, som Middelveyen mellem det Gamle og Nye» – Der, mine Elskede, har I Maleriet, og Dagens Begivenheder i Korthed og Eenfoldighed. Jeg kunde fyldt flere Sider, skulde – og kunde jeg sagtsige Eder alt, og især hvad der foregik i mit Inderste, hvor alle de afvexlende Følelser dog stedse forenede sig til Een: den ømmeste Taknemmeligheds for Gud og Eder

«Men uden Torne ingen Rose groer, Og Sorg gaaer jævnsides Glæden paa vor Jord» – Stakkels Maja mi havde ret en tung Dag i Gaar, da hun fandt 4 af sine Giæslinger og nogle Kyllinger døde og mange syge, formodentlig af den megen Skyden, som har skrækket Livet af dem. Hun er før ingen Elskerinde af Skud, og bliver det vist mindre herefter –

Ellers var det en tumultarisk Dag i Gaar. Chrysties blev her om Natten, da det regnede stærkt (min Rikke og hendes Fut reyste tidligere) og deres Jørgen ikke var ret frisk. Vi vare hver paa sine Veye, Lotta, Moer Chrystie, Wulfsberg Dall, Hertel, min Koren og jeg ved Graven og derfra i Haven, det var netop Middag, da de kom og fortalte, at Gudmundsens hele Familie var kommet, 8 i Tallet. Der maatte nu forandres lidt i Kiøkkensædlen og Borddækningen, og vor Kiæde, saa pludselig afbrudt for at udhvides med nye Led, der ikke synderlig passede, i det mindste ikke saa strax, kom ey mere i den forrige Orden. De bleve her til vi havde drukket Thee paa Vilhelmsminde; lidt efter forlod Dall og Wulfsberg os, og endelig, Kl. 10½ vor kiære realske Ottesen, som ikke kunde rive sig løs før, og nu maae gaae saa godt som af Kariolen paa Prækestolen. Underligt nok, at i den hele Bye ikke skal findes en hielpsom Prædikker, ingen, som vil betale sin Giæld til den velvillige unge Mand, der saa ofte har lettet sine Brødre deres Byrder –

35Hvor velsignet meget Dall fortalte mig om mine Elskede dernede, og om den søde Sywald. Da jeg havde læst mit Brev, det kiære lange Geburtsdagsbrev, var det saa deyligt at tye til den sig altiid selv lige Landsmand, for at faae som et Tillæg til Brevet; og han gav det villigt og rundeligt. Min Koren glæder sig ordentlig over, at hans Dattersøn slægter ham paa, og ikke lider fremmede Navne, hvor han troer at kunde komme ud med Modersmaalet. Og vi loe ret alle saa godt af hans Formodning: at den store Mand i Kongens Have som sønderriver Løven, nok maatte have spiist dygtig Øllebrød siden han var bleven saa stoer og stærk. Den søde Gut! Naar skal jeg see ham? Dog, sikkert engang, ogsaa i dette Liv.

I Dag, Søndag 29de, ere vi ganske i vor Roelighed, og har det saa godt[.] Men tidlig i Morgen forlader vor elskede Lotta os, og min Koren tager da ogsaa til Byen, dog kun for en Dags Tiid. Han siger endogsaa, han vil komme igien eni Morgenaften, og jeg begynder at blive lidt jaloux, thi sikkert er det for Thrinabarnets Skyld, da han ellers aldrig giør saa forcerte Marscher –

Nu kom unge Horn fra Byen, og nu skulde vi, efter at have drukket Caffe i Haven drikke Thee paa Vilhelmsminde, om ikke Regnen forbyder det.

30te Mandag. Den forbød det ikke, og vi vare der til det mørknede. Naar man først er der, kommer man ikke let derfra.

Kl er 6, min Koren er alt reyst for en Time siden, og nu hører jeg min kiære Lotta allerede er oppe og gaaer saa sagte, vist nok for ikke at vække sin Thrina, som sover i neste Værelse. Dog, nu hører jeg dem begge, og siger Eder, I dyrebare Fraværende, først en God Morgen her, og iler saa til de elskede Nærværende – faa Timer endnu, og Lotta er ikke mere blandt disse – for at hilse dem God Morgen –

Nu, Kl. lidt over 8, toge de bort, Lotta og liden Hanna Bull – Det er en herlig Morgenstund, og jeg haaber, min elskede Lotta, du skal have en fornøyelig Hiemtour, og i alle Henseender godt af, Du glædede os med Din Nærværelse. Gud skee Lov, snart seer jeg Dig igien, Du Gode!

36Og nu vil jeg være paa Tøyen før Lotta, for derfra at give Eder, mine Elskelige, den belovede Fortsættelse (see(see] venstre parentesbue erstatter punktum (ved overskriving) Pagna 29.)

Det var halvafgiort før jeg reyste til Strømsøe, at Pavels’s skulde komme herud imens de andre mine Kiære vare her. Men nu, da ikke min Maja C og ikke Egerprovstens var med, blev det saaledes omkalfatret, at Slotspræstens udsatte Hidtouren til de Alle kunde samles her den 15de August, naar Nellas Bryllup, som er fastsadt til den 10de, er forbi. Ogsaa min kiære Rasmussen lovede med et Haandslag da at giøre Følge. «Den 15de» gientog Slotspræsten. «Ja, jeg kan tænke, blev han ved, at Moer Koren da vil have foranstaltet en Fest til den franske Keysers Ære, siden dette just er hans Fødselsdag» – og nu blev paa staaende Fod midt i Tøyenhaven giort et Udkast til denne Høytiid, som følger (Udkastet nemlig)

Pavels paatog sig at holde Talen, hvis Thema vi ikke ret bleve enige om. Egerprovsten skulde forfærdige Kantaten, hvortil Rasmussen og Pavels gav den første Strophe:

Den femtende August
Napoleon er just,
Til Verden fød. Hvor han er god! hvor han er sød! –

Dermed mente de, var Isen brudt for Digteren, og vare de nær komne i Klammerie om, hvem af dem der tilkom det meste og beste i denne sublime Begyndelse. Jeg skulde skaffe en Vise eller to tilveye. Vi vilde ydmygst ansøge Etatsraad F: om Musikken til Kantaten, og havde vi først hans Løfte herom, troede vi nok, Frøken B: lod sig bevæge til at synge en Bravour-Aria som under Kanoners Torden (Marias Giæs og Høns kan, som I seer, desaarsag ingen Rolle faae) og Trompeters Skingren skulde beslutte den hele Feyring. Og naar nu alt dette behørig blev fortalt først i Iversens Aviser (Fynboen Flor skulde misant besørge det indrykket der) og siden i de meest berømte Pariser Blader kan I nok tænke Eder, hvilken Opsigt det vilde giøre, og at Æres-Lægions-Ordener og Gulddaaser og smaae bitte Diamantkors vilde regne nedover Opfinderne og 37Udførerne. «Hvor giærne giorde vi alle vore Kiære delagtige i denne Dags Glæder og disse Glæders Belønning!» var Slutningen paa dette Vaaserie, hvorved vi store Børn moroede os den hele Aften. En og anden ubehagelig Intermezzo har jeg ingen Lyst til at berøre. Den arme Wulfsberg var syg og nedstemt. Saa var han her ogsaa og hans Forsøg at være munter mislykkedes sørgeligt, som vel altiid er Tilfældet, naar Glæden skal søges uden for os, det være sig uden for vort Hierte eller vort Hiem –

Onsdag Middag var den lille Doctor Møller og hans tækkelige, stille lidende Kone, paa Tøyen, men toge tidlig hiem, da de vidste, vi om Aftenen skulde til Pavels’s. Der havde vi atter en saadan Aften, som jeg med Jean Paul kalder Sabatsaftner. Foruden os alle fra Tøyen var ingen uden Rasmussen og Widing (Capitajnen, som nu er kommet i Juels Sted og boer paa Festningen) Vi snakkede, strikkede og spadserede, og havde det ved alt og overalt lige behageligt. Rasmussen havde faaet Brev fra Sverdrup, og deri den politiske Nyehed, at Hertugen af Augustenborg var tilbuden at træde i sin ædle Broders Sted, og at man formodede, han, om han blev valgt, modtog Tilbudet. Ney, det kan jeg ikke formode, mindre troe, og har væddet med Presidenten og Rasmussen at han ikke modtager det. Dog, af Dit Brev, elskede Katty seer jeg Du ogsaa vilde væddet med mig, og alle spaaer, jeg taber. De to Ansigt 8 ß var det ligemeget med, men jeg taber langt mere, om disse tabes. Tiden vil vise det.

Torsdag Formiddag forlode vi det kiære vakre Tøyen, da Presidenteren allerede var vandret ad Byen til. Lotta kiørte i sin nye stadselige Kariol, jeg i min gamle, Maja, Hanna og Kaja sammen – min Thrina maatte vente efter sin Real, som først maatte læse paa Kadet-Academiet. Med dem fulgte Lina. Stakkels min Kista blev da ene forladt igien. I Dag glæder hun sig i sin Moer Bulls Hiemkomst, og i at see Skriveren min.

Her hiemme modtoges vi, som paa Tøyen, af blide Ansigter og saae rundt om os alting hvidt og peent og ordentligt, og Gaard, Have og Mark prangende i Sommerskiønhedens Fylde.

38Aften Kl: 5½ Hvem skulde tænkt, der paa denne deylige Formiddagsstund skulde fulgt et saadant Uveyr, som nu har holdt ved nesten i et fra Middag, med Regn, Lyn og Torden? Gud give, min elskede Lotta maae have undgaaet det, og naaet sit trygge Hiem før det naaede hende. Det haaber jeg, da det først nu har draget sig hen ad den Kant. Den tunge Luft paaførte os alle, især min Thrina og mig, et Slags Sovesyge, saa vi slumrede her i hver sit Hiørne af min Sopha med en Bog i Haanden, men vaktes og bleve ret muntre da man bragte os nogle ret gode og for i Aar de første Molter. Dog tør jeg kun anprise denne Cour mod Sovesyge som et Paliativ: thi som Molterne gik, kom Søvnen tilbage, og tvang mig til en ordentlig Middagshvile[.] Men jeg har ogsaa været vaagen siden Kl. 4, da min Koren stod op. Gud skee Lov, han var saa tidlig ude, og var vist længe før Uveyret brød løst i Byen.

Lille Thrinchen maae I dog ikke troe, har deelt min Dovenskab den hele Dag. Hun har tværtimod ved fordoblet Flittighed indhentet hvad i Formiddag kunde være forsømt. Giid jeg kunde sige det samme! Sandheden troe kan jeg det ikke.

«Og hvordan mon stakkels Moer har det i Dag paa Auctionen» siger Thrinebarnet. Vel ikke synderlig behageligt, svarer jeg, uden for saa vidt, at hun er der for sine elskede Børns Skyld. Og hvilke Ubehageligheder overvindes da ikke? Har jeg ey Ret? min dyrebare Maja! –

Jes og Horn reed til Plogstad i al Regnen imens jeg sov. De vilde ikke have det bædre. Dem ynker jeg ikke, men vel en Aargang af Erholungen, som Jes skulde bringe min Rikke, tilligemed nogle Smaaeting hun for Regnens Skyld lod ligge her i Fredags.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbøker 25/7-31/12 1810

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808 (kommer)
1809
1810 (fullstendig utgave utgitt 2017)
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.