Dagbøker 25/7-31/12 1810

av Christiane Koren

[November]


111November.

Torsdag 1ste Den begynder mørk og vredladen, denne sørgelige Maaned. O at den og den neste, i det mindste den første Halvdeel af den, var forbi! Naar jeg tænker paa min Siæleangst i Dag 2 Aar, da jeg ventede Bud fra Hertel, og hvor roelig jeg blev da intet kom den Dag, og siden min hvileløse Uroe, alt til Dødsbudskabet forvandlede den i den skrækkeligste Vished, da banker det arme Hierte saa heftigt, at jeg ikke veed hvor jeg vil hen. Og hvor jeg er, og hvad jeg foretager mig, kommer disse ængstelige Tanker og blander sig i Alt. Til Eder, I Elskede, maae jeg klage det. Naar I læser disse Klager, glæder I Eder over, at der allerede er saa meget af denne Tiid forgangen for Eders Moer Koren. Men udlod jeg mig nu for de Gode omkring mig, leed ogsaa de, og leed dobbelt, baade med mig, og ved at tilbagekalde de bittre Minder alt for levende. Ney, det nænner jeg ikke. Hellere vil jeg bortfjærne fra og for dem alt hvad der kunde vække dem, og takke Gud, fordi de ingen moderlig Hukommelse har. Dette afskyelige Veyr bidrager ogsaa sit til Sindets Nedtyngelse. Her ved Vinduet er det saa mørkt som det skulde være Aften, jeg seer neppe hvad jeg skriver, og det bliver neppe anderledes i Dag. – I Gaar havde jeg ogsaa en ret slem Dag. De pleyer altiid giøre Slagtningen (Dræbningen mener jeg) fra sig om Natten, og naar jeg kan undgaae det, ligger jeg ikke giærne hiemme den Nat. Det kunde jeg ikke i Gaar, og sov lidet; men værre blev jeg tilmode da jeg kom op, og de endnu langt fra ikke vare færdige. Jeg torde ikke vove mig herind, hvor jeg saae og hørte alt for meget, fik altsaa nesten intet skrevet med et Bud som gik til Byen, og var ilde tilmode. Endelig skulde jeg da ned og besee de 8 blodige Kroppe; hu, det gyste i mig, og gyser altiid, naar jeg betænker hvilke glubende Dyr vi Mennesker ere. I hvor kort jeg opholdt mig i Skiulet hvor de hang, var det dog, i den stærke kolde Vind længe nok til at forøge min Hovedpine, som hele Aftenen igiennem var ulidelig. Jeg kunde ikke engang glæde mig ved at see min Koren igien efter saa mange Dages Fraværelse. Ogsaa er den Glæde kun kort: thi strax skal han afsted igien, og i Morgen bort for flere Dage. – De sidder alt ude i fuldt Arbeyde allesammen, Lina og Kaja ikke undtagen; men jeg er saa mat, at jeg neppe kan holde Pennen, mindre Kniven, og det seer ikke ud til, de faaer sit Eventyr i Aften.

112Fredag 2den Posten kom først i Dag. Med ulidelig Hovedpine læste jeg de kiære ømme Breve fra min dyrebare Maja C: og Lotta, og det i det første indsluttede meget interessante fra vor Sally, som er af samme Dato som hendes Sidste til mig. Det tænkte jeg nok, det kiære Barn vilde blive bædre tilfreds med sin Stilling i det fremmede Land efter et længere Ophold der. Gud skee Lov hendes Helbred forbædres, det er Hovedsagen. Maatte nu Margot-Badet, hvortil den omhufulde Broder bringer hende, fuldende Curen, hvor glade, Du Gode, skulde vi da see og omfavne Dig igien. Og sandelig, det skulde for endeel udsone mig med det uretfærdige Land, hvorfra saa mange Lidelser ere udgangne over mit elskede Danmark og Norge. At Londonerne saa almindelig antager den norske Pige for en Italienerinde, er vel de vakkre sorte Øyne og det endnu sortere Haar Skyld i, og kanskee endnu noget, som dog ingen skal faae at vide uden min Sally selv, det maatte da være, mine andre Elskede, at I giættede det.

To Gange har jeg i Dag været oppe, og lagt mig igien, og Gud veed, om jeg holder ud at være oppe til den rette Sengetiid. Min Koren forlod sin stakkels syge Christiane saa mismodig i Dag. Og de lide alle med mig, de Gode, det er det værste. Heller ikke er der vanket eller vil vanke et eneste Eventyr ved denne hele Slagtning, med hvilken det nu stunder til Ende som vel er. Det uroelige lunefulde Veyr tør vel ogsaa have nogen Deel i mit værre Befindende. Det er ret en Striid imellem Høsten og Vinteren: en Dag Snee og Frost, en Dag øsende Regn. I Dag kiører baade Koren og Hertel i Slæde.

Løverdag 3die ✝ Neppe, I Elskede, er der Een iblandt Eder, som ikke i Dag med et sagte Suk tænker paa Moer Koren, nedbeder fra Gud Roe i hendes Siæl. Og Eders Bønner ere hørte i Himmelen. I min Siæl er Roe.

Mand. 5te Gud være lovet for de Dage, som ere forbi! I Gaar var jeg atter meget syg. Siæl og Legeme leed vexelviis med og virkede paa hinanden. Saa kom lille Fader Mørk, og sad her længe, inden han gik i Kirken. Med ham talte og græd jeg mit Hierte lettere. Saa fik jeg Brev fra min velsignede Lotta, og en lille Seddel fra Søn Rasmussen, og et Par ufuldstændige Bøger fra den uefterrettelige Sr Brummer. Men det alt adspredte Tankerne ved Glæden som ved Ærgrelsen. Der fulgte intet Brev med Bøgerne, saa jeg ikke veed, med hvem de ere komne op. Er ogsaa ligemeget. Og nu har jeg skrevet til Tøyen og til Strømsøe, og havt saa travlt, og er endnu ikke færdig. Men i Dag gaaer det saa let, da jeg ikke længe har været friere for Hovedpine og Alskens Ondt. Jeg er som gienfødt. Saadan kan man kun sætte Priis paa et Gode, naar man længe har savnet det.

113Tirsdag 6te Som jeg havde lagt mit Papiir tilrette og skulde begyndt et lille Brev til min gode Rasmussen, kom der Bud fra øvre Romeriges Øvrighed (der var samlet her paa Giæstad) at jeg endelig maatte følge med dem til Plogstad, hvorhen Føret var godt, og hvor Skriveren havde en Forretning. Hvem tør være Øvrigheden ulydig? og her traadde desuden Hiertet paa deres Side. Jeg var altsaa villig som skyldig, det lille Brev maatte blive uskrevet til en anden Gang, hvad De nok har tilgivet, kiære R: inden De læser dette. I et Øyeblik var jeg færdig og afsted, og dog vare de alt borte, da jeg kom til Giestad, hvorfra jeg uden Ophold fortsatte min Vey, og virkelig fandt Føret over Forventning godt. Men min kiære Rikke fandt jeg saa nedslagen, da hendes og min søde Wilhelm ikke var ganske frisk. I sig selv var det vel intet at foruroeliges over, da man veed det er de smaae Tænder som skal frem. Dog, hvem kan gaae i Rette med en Moder, især en saa ofte og haardt bøyet Moder, og sige: «Saa vidt skal din Sorg gaae, og ikke videre.» – Inden Aften blev Gutten meget raskere, saa jeg, Gud skee Lov, selv beroeliget forlod min ømme Veninde nesten roelig. Jeg var halv belavet paa at blive der i Nat; men da Forretningen blev tidlig tilendebragt, og Koren i Dag skulde bort, toge vi hiem i det vakkre Maanskin. Men her ventede de os slet ikke mere – Kl: var 11 – og vare nesten alle tilkøys; dog slap de os gladelig ind, kun jamrende over, at der ikke var lagt i vor Ovn. Det vilde intet sige i det milde Veyr, og overalt sover min Hr Gemahl og jeg allersombedst hvor det ikke er varmt.

Jeg vaagnede lige saa smertefrie som i Gaar Morges, og har nu læst tydsk med Maja og Lina i Jes’s Sted, som er med sin Fader for at lære kiende nogle smaae Eyendomme han i den senere Tiid har kiøbt i Nannestad[.]

I Gaar var min gode Telja i et Sygebesøg hos Widding, som ligger meget slet, nesten uden Haab. I veed jo, han er gift med en Jomfrue Bierregaard, som var her i Huset fra sin Barndom, veed maaskee ogsaa, at vi ugiærne saae hende forenet med denne, fra sine øvrige høyst agtværdige Sødskende meget vanslægtede Mand. Han har vel ilde lønnet min Koren for meget Godt; men hvem kunde støde den Haand tilbage, der raktes os fra Gravens Rand? Enten han lever eller døer er hans arme Kone at beklage, og uvist, i hvilket Fald hun er det meest. Hendes Lykke er, at hun kun har sig at sørge for. Agent Nielsen, hos hvem han er Fuldmægtig, havde sendt Baumgarten op til ham, men med ham kom den Syge slet ikke tilrette, da han efter sin, jeg havde nær sagt umenneskelige Skik, ved første Blik forkyndte ham Døden, hvorom Widding intet vil høre.

114Torsdag 8de Jeg har aldeles intet at fortælle Eder i denne Tiid, mine Elskelige! Selv til Veyret tager jeg forgiæves min Tilflugt da det er ligesaa mørt og grættent den ene Dag som den anden, ligesom det inden mine Dørre, Gud skee Lov, alle Dage er lige luunt og hyggeligt, og gaaer alt, som det engang i Orden satte Uhrværk, sin jævne Gang. «Men et Uhrværk maae dog trækkes op, i det mindste en Gang om Ugen?» – Aa ja! hver Søndag, f. E: trækkes Stueuhret op, og da optrækkes ogsaa, lignelseviis talt, hele Husets Uhrværk, og og gaaer saa uden videre Ugen igiennem. Men derved baader den kiære Dagbog ikke. At den nu ikke skal reent gaae i Staae Staae, vil jeg imellem pløye lidt med fremmede Kalve, og giøre Begyndelsen med nedstaaende deylige lille Digt af Schlippenbach


Das Lüftchen aus Süden.

Wo kommst du her so sanft und linde?
Wer trug dir über’s weite Meer?
Hier wo ich dich suss duftend finde,
O Lüftchen! sprich, wo kommst du her?

Du flüsterst: «Aus dem fernen Süden.
In einer blumenreichen Thal Flur,
In sanfter Schatten süsser Frieden
Gebar mich lächelnd die Natur.

Da lebt ich unter Mÿrthen-Zweigen
In goldener Orangen Schooss.
An Düften die zum Æther steigen
Sog ich mit Kindeslust mich gross.

Mit Blumen spielt ich an den Quellen,
Mit Farbenstaub am Wasserfall
Mit des Gefieders sanften Wellen
Am Busen einer Nachtigall.

Am Himmel dort, dem ætherreinen,
Da sah ich ernst mit Kindessinn
Ein schönes Wolkenbild erscheinen
Und jublend flog ich zu ihm hin[.]

Da fühlt ich schnell mich fortgetragen
Mich warf der Sturm weit übers Meer,
Und ach! zum feuchtem Dunst zerschlagen
Zerrann die Wolke um mich her.

Hier irr ich nun, und suche Blüten.
Wo giebt sie mir dies kalte Land?»
Nur Blumen, die in Herbst verglühten
War alles, was der Fremdling fand.

_________

Sikkert, mine Dyrebare, fristes I til at ønske, at detder ofte maatte fattes mig almideligt Stof til Journalen, naar jeg NB: havde noget saa Skiønt som dette at give Eder istæden. Jeg troer, jeg før har fortalt Eder, at det er min kiære Egersøn jeg skylder Tak for det lille søde Digt, om hvilket han skrev: «Er det ikke som vare (Wilhelm Meisters) Mignons Følelser her satte i Æolsharpe-Musik?»

Efter dette kan det dog nok passe sig at jeg fortæller Eder, jeg i disse Aftner har læst et allerkiæreste Eventyr, Korane, af Anton Wall – Jeg har før eyet og mistet det, og fik det nu opsendt fra Brummer, 115den nyeste Udgave med den morsomme Digters Portrait. Det er ret skikket til en Aftenfortælling for Glutterne mine, hvor jeg da naturligviis blot holder mig til Historien, og i alt Fald indstrøer Anmærkninger efter min Maade. Maria veed jeg vilde kiedes (endnu) ved at høre om de uendelige Kysse og Sukke, Lina vilde speculere over dem, Kaja vilde strax faae Lyst til at kysse den, der sad hende nærmest. Jes maae allermindst faae Bogen, just fordi jeg er vis paa, den ikke vilde kiede ham. Endnu maae I vide, at samme Anton Wall eller Heine, som er hans virkelige Navn, er min Korens Yndlingsdigter – kun kan han ikke tilgive ham, at han i sine Bagatellen har ladet Julie blive ufuldendt, hvori han dog maaskee har giort Ret; endskiøndt det paa den anden Side vel heller ikke er raadeligt at overlade Penslen til Indbildningskraften i en Scene som den han afbryder –

Løverd: 10de «Det er ret et Graabeensveyr om Dagen» siger man her, og forstaaer derved Slud og kort, saadant Veyr som vi nu daglig har. Men nu kan man kalde, selv det vakkreste Veyr saaledes, da Graabenen ikke skyer i det lyseste Solskin at gaae lige ind i Gaardene. Her var nyelig en lige ved Fiøset, og paa en Naboegaard saae de ligeledes ved høy lys Dag en sætte Forbenene op i en Fiøsglukke, og blive staaende, skiøndt der var Folk i Nærheden. Den skyer intet, og den Skade den har giort i denne Sommer og Høst er forfærdelig, for alt naar man betænker, hvilken Eyendom i disse Tider en 4, 5 Faar er for en fattig Husmand, og at flere end Een blot heromkring har seet sig denne paa en Gang og i et Øyeblik berøvet. Vel har vi brugt al muelig Forsigtighed med vor adspredte Hiord. Men dog er det fast ubegribeligt, hvordan vi – at jeg maae sige det i en god Tiid! – hidtil ikke har mistet et eneste Faar. Vi antage det for et Vink til at hielpe de Berøvede saa vidt vi kan. Gud give jeg kunde hielpe dem Alle! Men det maa blive ved Ønsket.

Der kom da Ane Tambour fra Byen, og bragte mig min elskede Lottas Brev, og et fra min gode unge Bergh i Kbhn, men temmelig gammelt, neml: fra 22de Septbr. Tingen var, der fulgte en Bog med (tredie(tredie] venstre parentesbue erstatter kolon (ved overskriving) og sidste Deel af Lafontaines deylige «beiden Bräute») – Ellers vare disse Breve mig hver paa sin Maade, saa kiære, det længste og muntreste, jeg i lang Tiid fik fra min Lotta, og som blandt andet indeholder den Efterretning: at den snilde adstadige Dorthea Wold er forlovet, og snart begiver sig i den hellige Ægtestand med sin Fetter, Proctr: Røhr paa Næssodden. Hvortil Gud give Lykke og Velsignelse, Amen!

Hvad der var det ubehageligste ved, at jeg fik hiint Brev fra Bergh 116saa seent, er at der, siger min Lotta, fulgte et Brev med fra mine elskede Døttre dernede, til vor Sally, vist nok bestemt til at fo sendes med Capitajn Berg, der nu længe siden er borte, Gud veed, om dette kiære Brev nu kommer i den gode Piges Hænder før Vaaren. Min unge Vens Skyld er det imidlertiid ikke, da han var vis paa, jeg skulde faae det mens jeg endnu varmens jeg endnu var] rettet fra: endnu mens jeg var ved nummerering over ordene paa Tøyen. Det skal som jeg hører‹,› alt være opsendt med en Præst Storm, hvis Uefterrettelighed Gud tilgive ham tilligemed sine andre Synder.

Mand: 12te Søndagerne gaaer saa stille og roeligt som de andre Dage. Præsten Munthe kom heller ikke i Gaar, og her var ingen uden Sollner, som fulgte hiem fra Kirken med Børnene, og blev her til i Aftes. Det var klart Frostveyr, og jeg gik en Tour i Haven med min Koren. Den hendøende Natur giør stedse et sørgeligere Indtryk paa mig, end den hendøde. De endnu paa Træerne hængende sortgule Løv, de hensegnede Planter, det mellem Rimsneeen frempippende gule Græs, forekommer mig som den uden Haab overgivne Syge, der intet andet seer for sig end den aabne Grav, som min stakkels Inger, en 19 Aars gl: Pige, der slæber det af Svindsot udtærede Legeme om med sig, og i hvis udhulede Øyne Døden alt synes at have taget sit Sæde for snart at lukke dem. Flere af hendes Sydskende ere døde just i denne Alder, og neppe seer hun Træerne grønklædte igien. Ak! thi kun vort Løv, engang affalden, grønnes ikke mere. –

Da Sollner var reyst, gik Ungdommen ud i Maanskin; kun min Koren (Hertel var taget til Næss) Telja, lille Kaja og jeg, sad inde om Bordet. Jeg fik alt for snart Ende paa «die beiden Bräute» med hvilken Lafontaine efter sin slemme Skik til Slutningen har hastet alt for meget. Kaja stod hos mig, og vilde have Forklaring over Kobberne i Thelemaqu. Ved denne Giennembladring fandt jeg flere Gange min Wilhelms Navn, og et Sted: S & W: Koren. Saadan vare de stedse forenede, disse dyrebare Navne. Jeg erindrer saa grant, hvilken Glæde det var dem, da de fik denne Bog af deres Fader og læste den sammen med ham og siden med Biltzing – Ney, Døden kunde ikke adskille, og kun Evigheden ganske forene disse ved alle Baand sammenbundne Siæle –

Onsdag 14de Er i alle disse Dage intet intet videre passeret, end at her har været en lille bitte Lieutenant, hvis Navn endnu klinger for mine Øren, uden at jeg kan giøre Eder denne Klang tydelig ved Ord. Han er kommet i Capitain Werners Sted, og vilde giøre sig kiendt i denne ham ganske fremmede 117Egn. Det er ubehageligt, at være saa vildfremmed, det begriber jeg nok, men det er paa den anden Side heller ikke morsomt, at underholde og conversere med et saadant vildfremmed Menneske, med hvem man ikke kan komme videre, end til Vind og Veyr og Føre. Jes, som er meget forbindtlig, lod mig kalde ud, og spurgte, om han ikke kunde følge den Fremmede til Wærners da Veyen did er noget vildsom. Derimod havde jeg intet; men da Lieutn: om Aftenen fulgte ham tilbage igien, blev jeg lidt grætten, som dog nok ikke var smukt af Eders Moer Koren. «Kiære Moer, sagde Jes, da jeg spurgte om han havde bedt ham med tilbage, «hos Wærners bad de ham ikke blive, hvor skulde han da hen i den mørke Nat, det fremmede Menneske?» – Jeg skammede mig over min Ugiæstfriehed, som sandelig dog havde sin Grund i ovenmeldte Fattigdom paa Conversations-Stof («ja, siger I maaskee, naar har man ikke en Undskyldning ved Haanden?» Dog ney, det siger nok ingen af Eder.) og giorde alt hvad jeg kunde, for at forsone min Uret. Jes giorde ærligt sit til at afhielpe hiin Forlegenhed, tog sin Beskyttede med sig paa Contoiret, hvor det gik nok saa lusteligt til, og veeg ikke fra hans Side, før han havde fulgt ham op paa sit Værelse til en god roelig Nat. Den troer jeg, han havde. Det var for Resten et ganske beskedentligt, stille Menneske, saa vidt jeg kunde mærke en Bondesøn fra Hedemarken, en af de senere Aars mangfoldige Lieutenanter.

Nu er her Bud fra Widings. Han er i Bædring (ondt Krudt forgaaer ikke) men hans Kone meget syg, en af Folkene er død, flere ligger, altsaa vist en smitsom Sygdom. Stakkels Maren, Gud give, hun fik døe! Jeg kan intet bædre Ønske giøre for hende. Walbohm er hentet did, af ham faaer vi da høre hvordan det staaer til. Der er en sørgelig Forfatning.

Løverdag 17de Walbohm var her i Gaar. Widing er uden Fare (jeg kunde ikke bare mig for at tænke paa Ordsproget igien) men Konen meget slet, og jeg gientager mit Ønske, det eneste, jeg kan giøre for hende i denne Forbindelse: at Gud vilde løse hende af den.

I Gaar skrev jeg til min Lotta, fra hvem jeg fik et saa vemodigt Brev fordi hun intet havde hørt fra mig i saa lang Tiid – det er efter vor Maade 8 Dage – og læste et lille kiærligt Brev fra min Maja C, skrevet under Indpakningen af vor Thrinas Tøy, som nu er paa sit Sted, og blot venter paa at blive ordnet af den kiære Bruds egne Hænder, og saa modtage hende som Kone, som den lykkelige Reals lykkelige Kone –

118I to Nætter har min Jes og Lunde vaaget i Fjøset, i Haab om at faae Skud paa en Graaebeen – det er hvad de her kalder at ligge for Gluk. Men forgiæves har de spildt deres gode Søvn, ingen Hr Urian har hiemsøgt den for dem udlagte Steeg, en gl: Hest. Og nu faaer Jes slet ikke Lov at vaage, i det mindste ikke et Par Nætter endnu. Hans Dag spildes derved saa vel som hans Nat, skiøndt han dog er oppe Kl: 9. Men 3 Timers Søvn er for lidt, især for Ungdommen, og hans Helbred er mere, end 10 døde Ulve –

Biælder? det er Frue Hiort og Wærner. Adieu, Dagbog!

Kl: 3 Nu reyste, de stakkels Kiærringer, begge i een Slæde og uden Styrer; dog derfor er det ikke jeg ynker dem, de ere raske og uforfærdede. Men det er hvad man kalder et Hundeveyr, ‹sner› og fyger. Bliver det saa i Morgen, veed jeg ikke, om jeg vover mig til Gierdrum Præstegrd, hvorhen vi i Morgen alle ere budne. Der er Confirmation ved Kirken, og jeg hører Chrystie saa giærne, dog tvivler jeg nesten om, at komme saa tidlig ud. Paa denne Tour skulde jeg da ogsaa giøre Frue Waager min Visit, som jeg tænker skal skee Mandag Eftermiddag, i Følge med Moer Chrystie[.]

Arme gamle Adler, som maatte betale sin Spise- og Giæstebudslyst med sit Liv! For et godt Aftensmaaltids Skyld opholdt han sig en halv Miil fra sit Hiem, og kiørte i bæl Mørke en slem Vey i Kareth, væltede, og fik et Stød, som var saa voldsomt, at han Dagen efter opgav sin Aand. Junker Anton frelste, siger min Maja C:, ved sit lette Legeme sin endnu lettere Aand fra at tage Flugten efter den gamle stakkels tunge Papas – Det var denne samme Adler, «hvis naadige Mama ikke fordrog Tobaksrøg». Han var hiertelig godmodig, og det var jo vel alt hvad han kunde være.

Tirsdag 20de Det var saa slemt Veyr Søndag, derfor lod jeg Ungdommen tage tidlig i Forveyen, og kom de, før Præsten var taget i Kirken. Min Koren og jeg toge saa smaat efter, kom paa Veyen i Følge med Sollner, som ogsaa skulde did, og ariverede lidt før de kom fra Kirken. Krogh og hans Kone og Datter var der, og Jomfrue Heide og lille Rasmus. Min kiære Rikke skulde været med, men maatte gaa tilsengs istæden for i Slæden. Jeg ventede halvveys at møde 119hende og Fogden der. Dobbelt tungt, at dette skulde hindre dem. I den senere Tiid har hun faa eller ingen ret gode Dage, den kiære hulde Rikke. Før var der dog Mellemrum, hvori hun var fuldkommen brav; men disse bliver sieldnere og sieldnere. Gud give hende Taalmodighed og Siælsstyrke til at bære det svage Legems Byrder, ak, og Siæls-Glæder til en Modvægt for disse!

Fader Chrystie var og har i lang Tiid været meget forkiølet og hæs. Derfor var Confirmationen saa længe udsat. Vi havde det som altiid der morsomt og godt. Om Eftermiddagen var Hertel og Jes henne at see til den meget syge Mad: Widing, som saa inderlig ønsker at døe, som hendes Mand frygtede det. Hans Ønske at leve blev hørt. Maatte nu hendes ogsaa blive det! I Dag faaer vi høre, hvordan det er med hende. Endnu angrer jeg paa, jeg ikke tog hen og saae til hende, men der er saa mange syge der, og Koren vilde det saa nødigt –

Om Eftermiddagen eller Aftenen spillede Præsten, Skriveren, Hertel og Krogh. Ungdommen dandsede og legede; vi Gamle saae til, og jeg meest til min Strømpe, som voxede et godt Stykke. Alle toge bort saa nær som min Koren og jeg, som Dagen efter skulde til Brotnow[.] Did foer vi da, Moer Chrystie og jeg, Mandag Eftermiddag, og bleve modtagne nok saa galant, baade af Fruen og den, som man troer, tilkommende Hr Gemahl. Det kunde umuelig falde mig ind at sige et eneste Ord som lignede Condolance. Alt saae saa smilende og fornøyeligt ud, at ethvert Ord som havde Hentydning til hvad der var forbi, vilde været høyst upassende, ja kunde klinget som Spot. At dette var mig langt kiærere end det Modsatte ville været mig, kan I nok tænke Eder, mine Elskede. Jeg holder af Oprigtighed hvor og i hvad Skikkelse jeg finder den, og vilde neppe holdt ud at see Fruen gebærde sig utrøstelig eller meget bedrøvet, hvad hun dog umuelig kunde være. Strax efter os kom min gode Naboekone, Madam Walbohm, og i Følge med hende, Frue Rohweder. Da vi havde drukket Thee, vilde vi taget bort, men det var umueligt at slippe, for mig i det mindste, da ingen traadde paa min Side, og overlod alt til mig. Sukkende taug jeg da, satte mig i et Hiørne af en dobbelt Sopha og tog min Tilflugt til Strikkeposen. Saa sadd’ vi der om et lille rundt Bord med 2 Lys paa i en lille hyggelig Stue – ak, hvor det kunde været godt – dog, ogsaa som det var, gik det an.

Tidernes Tegn og Dyrhed, Væxelcoursen o.s.v. var Indholdet af Samtalen. 120Ogsaa Napoleon maatte holde her. Obrstinde Roweder er blandt alle hans Modstandere og Modstandersker af mit Bekiendtskab, den meest haardnakkede. Vist nok er han langt fra ikke min Afgud; men det hindrer mig dog ikke fra at erkiende hans sieldne Talenter, der maaskee aldrig før vare saaledes forenede hos nogen Dødelig. Men hun vil intet indrømme ham, og forsætlig Blindhed er mig utaalelig. Derover ere vi tidt komne i en liden Striid. Da jeg nu hellere saae Opmærksomheden henvendt paa alt andet end vore nærværende Usselheder, tog jeg det keyserlige Partie, og tog det ret alvorligt, da Frue Roweder udbrød i Beklagelser over den ulykkelige afsatte Josephines Skiæbne. Hun kunde, eller vilde paa ingen Maade begribe, at denne tvetydige Dame dog virkelig nu var lykkeligere, end i sin saa kaldte Regierings Tiid. Ak, at der gives Mennesker, som troer, Høyhed og Glimmer ikke kan kiøbes for dyrt! Dette er mig ubegribeligt, som ikke kan tænke mig nogen jordisk Lykke uden i det stille roelige Husliv, blandt glade, gode Mennesker, uden Tvang og Kiede.

Frue Waager havde lovet os tidlig Aftensmad, og holdt ærlig Ord. Kl: 10½ var jeg hiemme. Men alligevel er jeg ikke ret frisk i Dag. Der var skrækkelig varmt, og maae jeg vel, i hvor godt jeg var indpakket, være bleven forkiølt paa Hiemtouren. I Formiddag var jeg især meget ussel og mat. Nu er jeg bædre; men dog ikke rigtig rask. Jeg har med et Bud til Byen skrevet et lille Brev til Søn Rasmussen, og et længere til min gode Kista. Mere ‹…› orkede jeg ikke, og orker heller ikke nu meer.

Torsdag 22de I Gaar maatte jeg holde Sengen det meste af Dagen. I Dag er jeg ret brav, og har nu havt et kort Besøg af to, hinanden som Nat og Dag ulige Præster: min stille sagtmodige Fader Mørk og den ravgale Gamborg. Han holdt især et Pokkers Huus med Kaja, som fuldt og fast troede, han var beskiænket. Nu ere de begge borte. Bliver jeg rask i Morgen, giør jeg en Tour til min elskede svage Rikke. Det er hendes Fødselsdag. Gud give, den gienfødte hende til nye Helbred. Saadant som det nu er, kan det ikke længe vedvare, skrev hun i Gaar – ak, det føler jeg med dyb Smerte.

I Mandags havde Lieut: Hanche og Jomfr: Friis Bryllup i Ullensager Præstegrd i al Stilhed. Det maatte engang faae en Ende med deres Forlovelse, maatte nu faae det. Men Udsigterne ere mørke –

121Løverd 24de Altsaa er det i Dag, kiæreste Rasmussen, Deres Livs vigtigste og lykkeligste Dag. Jeg veed det af et Brev fra min kiære Lotta i Gaar. Hun og mange forener sit Ønske med mit: at De mange Gange med glædebankende Hierte maae hilse den signede Dag, hilse den som jeg hilser den 17de Octbr. «For ingen Støvets Søn blev Livets Bane med stedse friske Blomster strøet» – men hvor den endogsaa herefter skal være mindre jævn, ved Deres Sophies Haand vil De gaae let hen over den – trækker end stunddom mørke Skyer sammen – hendes Smiil vil adsprede dem – brænder Kummer i Deres Hierte – hendes ømme Taare vil slukke den – Og saa vil ogsaa jeg tælle dig, du omtaagede mørke 24de Novemberdag, blandt mine lyseste, du som lægger Grundvolden til en værdig, elsket Vens Lykke. Om vor gode Fader Pavels holder Brudevielsen, ønskede jeg at vide. Hvert Ord vil da gaae ham fra Hiertet, som den han – tys! derom siden –

Ja, det var en rig Post i Gaar. Saa vennehuldt forelægger min elskede Maja mig hele Planen til vor Thrinasaras forestaaende lykkelige Dag – den 11te Decbr – Min gode Bergh tilmælder mig de blide Udsigter, der ere aabnede for ham, hans Antagelse som Privat Secretair hos Minister Rosenkrantz, denne Mands ædle Forhold imod ham – Min evig uforglæmmelige Hedevig Augustas sieldne, fortræffelige Broder, Carl, gienkalder saa mangt et bittersødt Minde, er saa aldeles den samme, under alle Livets Omtumlinger den samme Naturens og alt det Godes Ven, men som i det Forbigangne og Tilkommende henter Kraft og Mod til at bære det Nærværende – Og neppe var jeg færdig med disse velsignede Epistler, saa bragte et Byebud mig et langt huldt Lottabrev, saa jeg nær ikke var kommet afsted. Hesten holdt alt for Dørren og rystede Biælderne og kaldte mig, kaldte mig til min kiære Rikke, hos hvem jeg atter nød og giennemnød min glade Tilfredshed i at meddele hende den. Hun var staaet syg op, men kom ret færm ud og tog imod mig, og var det ikke første Gang, mit Komme har jaget hendes Onde paa Flugten. O, kunde den det kun altiid! Alt til Kl: 9 blev jeg der, og naar jeg undtager Spisetiden, og et Par Timer, Præsten Munthe og hans Søn var der, tilbragte vi Tiden ganske allene – den 122muntre Rasmus og søde overgivne Wilhelm afbrød os ikke. Præsten Munthe fortalte, hvad jeg her hiemme hørte bekræftet, at den stakkels Madam Widing (dog, hvorfor ynker jeg hende nu?) var død i Gaar Morges. Han skal ogsaa være bleven slet igien; og det var intet Under. Med alle hans Feyl holdt han af og var god imod sin Kone, som hun fortiænte det. Nu hviler hun fra alle sine Bekymringer, fra sit tunge, tidt meget tunge Dagarbeyde. Hendes Søster, en meget ulykkelig Pige, som har været der nogen Tiid, maae have udstaaet meget i disse skrækkelige Dage. Jeg tør, og maae efter Walbohms Ordre ikke lade nogen tage derhen, da Sygdommen er af den smitsomste Slags Forraadnelsesfeber. De gode Gierdr: Præstefolk, især Præsten selv, har dog ikke ladet dette afskrække fra at see til de Lidende; og det burde det vel ikke heller. Gud veed, for mig selv frygter jeg ikke, men des mere for andre.

Mandag 26de I Gaar var det dog den stilleste Søndag jeg kan erindre. Ikke engang Faer Mørk saae vi her før han gik i Kirken. Han har nok været lidt seent paa færde: thi som vi gik tilbords ringede det sammen. Jes var paa Brotnow, maatte spise og drikke Caffe hos Enken, og tog Posten med sig derfra, et meget langt Brev fra Frue Jessen med mangen ineressant Efterretning fra Danmark (hvor hun har været i Sommer) og et ligesaa kort fra den underlige Bergens Skriver, med Løfte om Forbædring herefter. Det glæder mig, at han begynder at føle Pebbersvendstanddens Besværlighed – maaskee kan det bringe ham til Syndernes Erkiendelse mens det endnu er Tiid at giøre Bod og Omvendelse. Just fordi jeg holder saa hiertelig af ham, ønskede jeg, at han nu ved at kiøbe sig Gaard og indrette sin Husholdning maatte have ret mange Fortredeligheder, søge, for at undgaae dem for Fremtiden, en Medhielperske, og finde hende saa huld og elskværdig som hun kan findes i Danmarks eller Norges Rige. Amen, det skee!

Tirsdag 27de Min Koren er reyst til Christiania. Jeg skulde just sætte mig til at skrive med et Bud, som i Nat gaaer til Byen, til min 123elskede Maja, da kom Fader Bierk, og er reyst nu, da det allerede mørkner stærkt. Det blev ikke saa langt et Brev, som jeg vilde og min kiære Egersøn fik intet, og der er saa mange Smaaeting, som har giort mig fortredelig i Dag. Smaaeting? er det dog ikke alt: thi at Forvalter Scheitlie vil see at jage os fra Hovind, er stort og stygt nok. Paa hans Søns Vegne er anlagt Odelssag mod min Koren, som dog Gud skee Lov forsikrer, Tingen ikke er farlig, og at vi kan være ganske roelige. Roelig bliver jeg ogsaa stedse, naar jeg faaer kiæret ham min Nød. Men da jeg først hørte om Indkaldelsen til Forligelses-Commissionen, var han ikke hiemme, og Tanken blot om Mueligheden at skulde forlade det elskede Hovind, forstemmer mig. O, med alt for mange Baand er mit Hierte bunden til dette Sted – skulde disse voldsomt overskiæres, frygter jeg, det forblødte sig. Kunde jeg end ganske indrette mig et Hovind, et Vilhelmsminde paa et andet Sted, den dyrebareste Plæt jeg har paa Jorden, de elskedes Hvilested, kunde jeg ikke flytte med mig, mit Hiertes, mine Tankers, min Kummers, ja, selv min Glædes Hvilested. O ney, algode Gud! Du vil holde den Haand tilbage, som er udstrakt mod vor stille harmløse Roelighed. Det troer, det føler jeg, du vil –

I Dag er det den gode, troefaste Hertels Fødselsdag. Han er ikke hiemme. Maja har tegnet et lille Stykke, som i en simpel peen Mahogniramme er ophængt paa hans Kammer til hans Modtagelse. Lidt nydeligt fiint Papiir og do Lak, Lævninger fra vor frie Handel med Engeland, har jeg lagt paa hans Bord. Han, som læser i mit Inderste, veed, hvad jeg nedbeder over ham – og vil opfylde det.

29de Torsdag. Nu meldte Capitain Werner os sin Moders Død. Hende var ogsaa Døden en Velgiærning. Hun har i flere Aar baaret paa et usselt Legeme, og kunde hun med Møye flytte sig paa sine Krykker. Men dog vil de gode Werners savne hende i mere end een Henseende. Som Obr: Lieutnans Enke (Brøchers) havde hun henved 300dr Pension, en stoer Hielp for Børnene. Werner elskede sin Moder, ligesom hun ham, jeg troer over Alt. Hendes Tab har saaret ham bitterligt. Giid det ikke maae have en alt for sørgelig Indflydelse paa hans og Families Fremtids Skiæbne!

Et ubehageligt Veyr har min Koren i Dag at reyse hiem i. Snee og Blæst.

124Fredag 30te Gud skee Lov, min Koren kom før det blev ret mørkt, og før Veyret tog paa at rase rigtigt. Han var frisk og flink, men havde ikke været det Natten før, stakkels Gut, lagt allene og været saa syg, uden at nogen vidste det. Søvnen, hans troe Ven, helbredede ham som sædvanlig, da den slemme, men i sine Følger gavnlige Opkastelse var ophørt. Det er en uforsigtig Krabat, den samme Hr Skriver, som stoler alt for meget paa sin Styrke, der rigtig nok er ualmindelig, men, desværre, dog ikke unedbrydelig. Havde det været den første Nat han var blevet syg, skulde jeg ikke undret over det, thi som han kom til Tøyen maatte han, reyseklædt som han var, følge med det kiære Presidentpar, som allerede vare færdige, til Agent Nielsens, hvor der var stort Aftenselskab, hvor han spiste ‹…›Gies og drak Champagne, (for en Landmand saa uvante Ting) og – imellem os, var saa temmelig forliebt i den smukke Madame Mariboe og Frøken Hafner, der vel kunde giøre saa megen Ravage i Hiertet som det ovenmeldte i Maven. Ja, I skulde kun se, hvor det lyser, det hele gode Ansigt under de graa Haar, naar han taler om Bolla Hafner. «Alter schutzt von Thorheit nicht» siger Tydsken – O du, kiære, sieldne Mand, maatte du dog til Dit Livs sildigste Aften beholde denne ungdommelige, evigforyngende Følelse! –

Men ikke et eneste Ord bragte han mig fra min elskede Lotta eller Kista. Der skulde i Gaar være meget stort brillant Middagsselskab, og saa var det naturligt, der ingen Tiid kunde blive til at skrive – Nu seer jeg dem jo ogsaa snart, Gud skee Lov, alle de Kiære. Min Thrinas Bryllup bliver den 10de, hører jeg nu, fordi Fader Pavels den 12te maae være igien i Byen, for at vie Frøken Rosenkrantz og Grev Knuth. Min kiære Maja Pavels (som ogsaa var hos Nielsens) bad Koren sige mig, at hun Løverdag følger med den siæleglade Brudgom til Strømsøe, og ønskede saa giærne, jeg da blev med. Og det vil jeg. Ogsaa tænker jeg Presidenten, og haaber Lottamoer giør Følge, hvorom min Koren intet bestemt kunde sige mig.

Neste Onsdag tager jeg til Tøyen, og give Gud, jeg da fandt min trofaste Kista raskere, end hun var i Gaar, og har været i nogen Tiid – at jeg fandt alle de Elskede vel, og fik Dig med mig, min Lotta!

125Her kom i Gaar Indbydelse fra Widing til hans Kones Jordefærd i Dag. Hverken min Koren, Hertel eller Lunde kunde komme, altsaa maatte stakkels Jes tage ene did, skiøndt ogsaa han kunde behøvedes her hiemme, da vi har Hved-Dovning, og skal faae 136 Læs Brænde hiem, men har saa ogsaa en 70 Mennesker at beværte, dog kun med Brændeviin og Kageklining, det vil sige Smør og Brød. Min stakkels syge Inger havde faaet Lov at gaae hiem i Gaar Dag. Da hun nesten skulde samme Vey som Jes, tog han hende i sin Slæde, hvorover Melin ærger sig forfærdelig, da Jes derved, siger han, kan tabe sit gode Navn og Rygte, og især derved forspilde et Partie som han alt længe har havt i Sigte til ham. Det er en Ertsnar, som I veed.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbøker 25/7-31/12 1810

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808 (kommer)
1809
1810 (fullstendig utgave utgitt 2017)
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.