Dagbøker 25/7-31/12 1810

av Christiane Koren

[Oktober]


101Octbr – Tøyen

Mandag 1ste Gaarsdagen er da Gud skee Lov ogsaa forbi. Jeg har rigtig meget sielden seet saa faa fornøyelige Mennesker i saa stort Selskab paa Tøyen. Naar jeg nu har opramset Eder dem Alle, vil I let, mine Elskede, udfinde disse Faa. Her var da Major Reichborn og Kone; Major Hvidtfeldt med Kone, Søn, og en Jomfrue Bierregaard; Frue Aubert; Gamle ‹…› Mutter Wulfsberg og den unge Madam Svigerdatter; Frue Wexels med 2de Døttre, Laura og Aletta; Maja Pavels; Dall; Olsen, Kone, og Zarinchen; Jomfrue Wolderne alle 3, og Agatha Messel; Madame Arnesen; Lieutn: Stenersen – og saa Husets Folk, hvoriblandt jeg da regner vor Kathinka, hendes Real, og alle os Hovindianer, samt Hr Jes. En smuk – det er udlagt stoer – Forsamling. Men nu maae I først følge med os alle herfra, Presidenten og Kistamoer undtagen, til Agers Kirke, hvor jeg var for første Gang. Lotta og jeg besøgte vor Ven, Wilhelm Bulls Grav, hvortil ogsaa hans unge Navne fulgte ham, ak Gud, og saa snart steg ned efter ham – Med et dybt rørt Hierte tog jeg forbi Byens Kirke, besøgte jeg min Ungdomsvens Hvilested, og saae alle de Unge, mangen Faders og Moders Glæde, og hørte en fortræffelig Tale af vor brave unge Præst, baade fra Prækestolen og frafra] rettet fra: i ved overskriving Choret, den egentlige Confirmationstale, og mine Taare faldt enkelte og tunge fordi jeg vilde holde dem tilbage, og mine Ønsker for den gode Hanna, som ikke er fader- eller moderløs saa længe hun har disse Pleye-Forældre, og for alle de Unge, hvem denne Dag var saa vigtig, og for alle mine Elskede, og alle Mennesker, steg til Gud fra dette dybt rørte Hierte. Min Lotta tog tidlig hiem med Hertel, jeg fulgte noget efter med Madam Juel (som ikke var ret vel og derfor ikke kom hid)(som … hid)] parentesbuene erstatter kommaer (ved overskriving) og tænkte hos hende at oppebie Kirketiænestens Ende, da jeg ey udholdt at sidde længere[.]

Men endnu havde jeg en Aarsag at gaae med den gamle Præstekone: jeg vilde nemlig giærne see hvordan den unge tilkommende, som formodentlig bliver hendes Eftermandinde der, skulde faae det. Dog tabte jeg alt mit Mod da jeg kom derind, og forefandt min største Contrapart blandt alle mælende Væsner, Hr Branddirecteur Heyerdal med sin Frue. Fiin og sød som sædvanligt, gav han mig adskillige Judas-Haandkys, men forføyede sig snart bort med sin kiære Halvedeel. Jeg blev endnu en Stund, og tænkte paa, hvor godt 102hvor ganske anderledes jeg maaskee her engang kunde faae det, og Mutter Juel stelte nok saa venligt med mig, og gav mig Blomster og Blomsterfrøe – Dog blev jeg glad, da en Hest og Kariol herfra kom og bragte mig til det velsignede Tøyen, som jeg længes efter naar jeg er borte fra det, som efter Ejdsfoss, Strømsøe eller mit Hovind – thi det er allesammen mine Hiem. Her var endnu ingen komne uden Woldebarna og Agatha, i daglig Tale benamset Aagodt. Siden flokkedes de da, og vare alle Barna vore blandt de Sidste, som indfandt sig, naturligviis, siden Præsten og Confirmanten maatte holde længst ud i Kirken. Jeg fortrød jeg var gaaet derfra saa snart. Ingen af Eder vilde fortrudt at have været der med mig.

Frue Hvidtfeldt, et af mine første Bekiendtskaber i Norge – (hun var en Jomfr: Bierregaard fra Eidsberg) – og min Wilhelms Gudmoder, havde jeg ikke seet i 12 Aar, og vemodigglad saae jeg den fromme Helena igien, som viste den unge fremmede Skriverkone saa meget Venskab fra første Øyeblik vi bleve kiendte. Hun er virkelig grim, og i ingen Henseende af denne Verden, men de Forbindtligheder hun og hendes hele Venne- og Slægtskabs-Kreds har paalagt mig, bliver ligefuldt de samme, og ældes ikke, fordi det indre Menneske, Gud være lovet! ikke ældes og falder sammen som Støvet, der omgiver det. Hendes Mand, ligeledes en gammel Bekiendt, tog mig tilbords. Ved den anden Side havde jeg Falbe, som jeg, Gud forlade min Synd, har glæmt at regne med før blandt de Fremmede, skiøndt han dog vist bliver mig evig fremmed. Han tractererede med sine gamle Anecdoter om salig Arveprindsen, og kunde jeg, om det end havde været første Gang jeg hørte dem, intet latterligt finde deri; thi sandelig, det er som Manden fortalte noget af sit eget Liv og Levnet. Den faldt mig hiertelig lang, den Bordsidden. Siden blev det noget bædre med mig, da jeg kunde vælge mig selv en Sidemand. Laura Wexels bragte mig en venlig Hilsen fra mine elskede Børn i Kbhn, og fra sin Svoger, den sieldne Me‹y›er. Ogsaa han, sagde hun, havde ofret min Wilhelms tidlige Bortgang en kiærlig Taare, og ofte talt med Ømhed om ham og hans og Saras sørgende Forældre, og da hun sagde det, bleve hendes Øyne vaade, og mine ogsaa. Det lader til at være en godmodig, bliid Pige. Jeg erindrer ikke, jeg har seet hende før.

103Der blev spillet, snakket, siunget. Kl: 10½ kom Pastor Wulfsberg fra et stort og som det lod lystigt Selskab hos Ener Holms. Længe efter at de andre vare tagne bort, sad han og passiarede med os, og Kl: var henved 1 da vi kom til Roe og Hvile; men den lod vi ogsaa smage os godt alt til Kl: 8 i Morges.

Eftermiddag. Hertel, Kista, Thrina og de andre Smaaebarna toge i Formidd: ombord hos Capit: Berg, men kun Thrina og Kista kom igien til Middag. De andre ere endnu ikke komne. I Formiddag var min kiære Rasmussen her, men kun en Times Tiid, og neppe seer jeg ham denne Gang mere. Skiøndt jeg vidste det, kunde jeg dog ikke overtale mig til at sige ham rigtig Farvel. Man bedrager sig jo altiid saa længe man kan selv med det ugrundede Haab. Fader Pavels kom da vi havde sadt os tilbords og er nu hos Bispen i Gratulations Visit. Hans Datter – Bispens, forstaaer I, Frøken Albertine, blev confirmeret i Søndags. I Aften kommer min gode Maja P: og Edvard Munkes.

Tirsdag 2den I Dag er jeg ret meget syg, mine Elskede, og har med stoer Besvær faaet det færdigt, som skal med Dall. Hele Eftermiddagen har jeg lagt, og nu er det mørkt, altsaa God Nat fra Tøyen, mine Dyrebare, og først fra Hovind det videre fra i Gaar og i Dag. Guds Fred over dig, vakre giæstfrie Tøyen! Al Glæde og Held med dine sieldne Beboere! Amen!


Hovind.

Torsdag 4de Atter hilser jeg Eder, I Evigdyrebare! God Morgen fra mit lille velsignede Kammer. «Hvor her er hyggeligt! » vilde Rasmussen sige, traadde han nu herind, og saae de grønne Vægge oplyste af den deylige Høstsols blideste Morgenstraaler, og en sød Vellugt og en mild Varme omfattede ham, og kort sagt, Hyggelighed, i den Bemærkelse han og I Alle tage dette Ord, mødte ham og de ædlere Sandser overalt. Men før vi slaaer os til Roe her, vende vi igien tilbage til vort kiære Tøyen, og giøre I siden Touren med mig derfra hid, som Skik og Brug er imellem Eder og Eders Moer Koren.

De kom Mandag aften, de kiære Ventede, og foruden dem en heel Hoben Gratulantere, men som strax stak paa sig, og den unge Døderlein med sin stille Hanna, som blev der. Bostonbordet stod ikke ledigt, lille Mariane Pavels var syg, det forstemte den ømme Moder, og, hvordan det var eller ikke, saa var det ey som det pleyer være naar vi saa dan ere samlede. Dagen efter var Hertel hos Pavels, og Barnet var sygt, og Moderen ikke frisk. Ogsaa min Sophie Munk befandt sig ikke vel, 104sagde min Jes, som lærer fransk hos Edvardus. Da ogsaa jeg var, som I har seet, meget syg Tirsdag, udfandt jeg, at Lotta, a la Grevinde Pipper, havde ved Kistas – Rossis – Hielp, tracteret os med en Smule Rottekrudt i Mangel af finere italiensk Gift, og det finder I jo vel ogsaa ganske rimeligt. Eller er der nogen af Eder, som modsiger det? Det bliver i det mindste ikke visse Folk, som i gamle Dage havde saa skarpsynet opdaget Spor af Blodtørst og Grumhed i mit Ansigt, og vist vil finde dem nok saa tydelige i Frue Lottas. Ney fy! lad os ende dette fæle Spøg, som I jo giærne tilgiver Eders Moer Koren, I fromme Siæle, som ikke vilde være Skyld i en Flues Lidelser. Nogle Bank har jeg alt faaet til Afdrag paa mit Tilgodehavende.

I Tirsdags var ingen paa Tøyen uden Lieut. Gill, som før har været her paa Contoiret, lille Zarine, og Secretair Ottesen, – nogle Stads-Visitter uberegnede – Stakkels Gill har været meget syg, og erklærede, han ikke bliver frisk før han kan komme til Hovind igien, hvor han, var han ugift, tog hen, enten de vilde have ham der eller ikke. Det er en snild Gut. Presidenten, Hertel, Ottesen og Gill spillede en morsom Lhomber, hvorved jeg var Tilskuer, da jeg ikke orkede at foretage mig noget, ikke engang at snakke. Lottamoer læste og strikkede; det kiære unge Par er sig selv nok. Kista holdt Styr paa den øvrige Ungdom, der glædede sig saa hierteligt i det Dagen efter forestaaende Ball paa det stolte Skib Carolina Mathilda, hvortil vi alle vare budne. Lina, den eneste af dem Alle som ikke havde dette at glæde sig til, tog dog Deel i den almindelige Munterhed, og udlod sig ikke med noget Ønske, skiøndt hun sukkede imellem, og talte ofte om, hvor vakkert og morsomt der var ombord paa dette Skib, det første baade hun og Maja nogensinde betraadde. Vi kan jo ikke giøre bædre mod vore Børn, end lære dem tidlig at finde sig i feylslagne Forventninger, og vænne dem til at undertrykke ikke allene uopfyldelige Ønsker.

Karsk og sund forlod jeg det signede Tøyen og de Elskede der Kl 10½ i Gaar Formidd:, en halv Time efter Hertel og Linchen, som tog ‹l›idt i Forveyen, da de havde nogle Svinke-Ærinder paa Veyen. Ved første Hvilested fandt jeg dem og Mad: Giørup, som fulgte ud med, og toge vi der atter fat paa den medbragte Frokost, som smagte os alle fortræffelig. Saa stadigt skiønt Høstveyr ‹…›mindes jeg ikke vi i lang Tiid har havt. Erindrede ikke de afklædte Marker og det faldne og faldende Løv, 105og den uendelige herlige Farveblanding i det, som endnu skal faldes, om Aarstiden, skulde man troe, det var Juni Maaneds Luft man indaandede. For mig har en saadan Høstdag noget unævnligt siæleopløftende, og har havt det fra min Barndom saa langt jeg kan tænke tilbage; og sikkert stemmer den ethvert tænkende, følende Væsen til sød Vemodighed. Ja, vel kan det regnes blandt Jordlivets bedste Nydelser, saaledes at falde fra Elskte Elskendes Barm til Naturens, og atter fra dennes til Elskende Elsktes, som i Gaar Eders lykkelige Moer Koren – Ja vel lykkelige Moer Koren!

Løverd: 6te Der bliver lidet stof nu for Journalen. Saa ensformig stille og blide som disse Høstdage, glide Timerne og Dagene for mig. O! maatte, kunde mit Livs Høst glide saaledes hen! Det er ikke Feyghed, ikke Frygt for Vinterstormene, som aftvinger mig dette Ønske, i det mindste ikke for saa vidt disse kun anfaldt og nedbrød, voldsomt eller gradeviis, min Støvhytte – ney, kun min indre Fred, mit Hiertes Roe – o Alfader, du veed, hvor smerteligt jeg har tilkiæmpet mig den – kun den blive, om mueligt, uafbrudt, kun paa den bryde ikke mere Livets Vinterstorme. Du forstaaer mig, Fader i Himmelen! og I forstaaer mig, Elskede paa Jorden, og beder med mig til vor fælles Fader: «O hør hende!» – og det er for Eder selv I bede –

I Torsdags var jeg med min Lina og Kaja med vore møysomt sammensankede Blomster hos de dyrebare Slumrende. Der staaer endnu et Rosentræe fuldt af Knopper, nogle halvudsprungne. Paa et andet var Knopperne visnede, henblegnede, uden at have udfoldet sin Skiønhed, udbredt sin søde Duft – – –

Den gode Maren Skieldrup er ikke frisk i denne Tiid. Dog haaber jeg, det intet har at betyde. Det samme troer Walbohm, som nu er her. Min Koren er hiemme, men skal, maaskee i Morgen, forlade mig for lange fiorten Dage, saa længe, som han endnu aldrig var fra sit Hiem og mig uden at forlade øvre Romerige. Det er især den fatale Skatte Comission der medtager det meste af denne Tiid. Dog, den er i sig selv ikke saa frygtelig som alle fra Begyndelsen troede den, og saa faaer det saa være. Og det fik det vel, i hvordan det var.

Gud give min Koren blev hos mig i Roe i Morgen! I veed jo, hvor for jeg ønsker det saa inderlig, veed jo alle, at det i Morgen er – 106den velsignede 7de Octbr, min Korens Fødselsdag – Ja, og han bliver hiemme hos os, den Gode, og nu gaaer jeg med ham til Kirken, og beder til Gud for ham og mig og Eder Alle –

Eftermidd: Det var en ganske god Præken i sit Slags; men af 3 Aarsager vilde jeg fundet den bædre paa en anden Tiid: 1, om det ikke havde været den 7de Octbr – 2, om jeg ikke i Dag 8 Dage var blevet hierteqvæget ved min sieldne Reals rørende, inderlige Foredrag, og 3, om jeg ikke havde hørt et Par Taler over dette skiønne Evangelium som aldrig kan udslættes af mit Minde. Alt dette, seer I selv, kunde Munthe ikke for. Hans Text var: «I alt hvad du foretager dig, betænk din Dødsstund» – en riig og ret godt nyttet Text. Men at vise os Døden blot fra dens skrækkelige Side, «som Syndens Sold, som den der kom ind i Verden formedelst Synden» – er saa aldeles mod min Følelse. O du Menneskelighedens hulde Ven, du hvis milde Haand afkiøler alle Smerter, og binder, i det du opløser de jordiske skiøre Baand, evige, faste, uopløselige, hvi see saa Faa dig i din sande Skikkelse, du alvorlige men haabsmilende Yngling, som i det du udslukker din Fakkel, udslukker alle Livets Sorger, og giver Siælen sin Fred og sit evige Lys! –

«Ney, Død, du er ey skrækkelig, men Støvets Børn miskiende dig» svævede paa mine Læber, og var færdig at udbryde høyt.

Et Brev fra min Jes siger mig, at den kiære Ungdom fornøyede sig paa Ballet inden Skibsborde, og befandt sig, som alle paa Tøyen‹,› vel. Hverken fra min lille Maja eller nogen anden frapaa Tøyen fik jeg noget, som jeg dog havde ventet, med den unge Munthe, der Løverdagaften kom derfra Byen, og havde været der.

Mandag 8de Munthe var reyst, og vi sadd’ i Tusmørket i god Roe‹,› min Koren, jeg og de Smaae, da 4 Fruentimmer paa engang styrtede ind af Dørren. Det var Mad: Giørup, Frøken Keilhau, Jomfrue Antze og Heyde, som bragte mig Hilsener fra min Rikke og Plogstad. Hun var paa Hiemveyen, og de andre fulgte hende, da de havde drukket Thee og spiist Smørrebrød her. Siden kom vi i vort Lag igien, og efter at Børnene og alle var til Roe, sad’ endnu vi to Gamle med hver sin Bog til Kl: var slaget 11. Saaledes gik den velsignede 7de Octbr den Gang, og saa roelig gaae den ofte‹!›

107Jeg har nu faaet fra Brummer den første Deel af Lafontaines Testament, og finder jeg saavel denne, som die beiden Braute, der desværre endnu er ufuldendt, nogle af de fortrinligste blandt denne Forfatters talrige Arbeyder. Hvilket fornøyeligt Arbeyde det vilde være mig at oversætte disse, om jeg ikke var vis paa, de allerede vare omplantede, eller dog, snart bleve det, paa dansk Grund. Maatte de kun ikke falde i en alt for ussel Oversætters Hænder, som har været Tilfældet med de fleste af denne underholdende i saa mange Henseender sieldne Romanskrivers Arbeyder.

Tirsdag 9de Min Koren staaer nu færdig at forlade mig for 14 lange Dage, og i denne hele Maaned bliver han neppe 4 Dage hiemme. Jeg er saa lidt vant til at undvære ham saa længe ad Gangen, og det underligste er, at vide ham kun et Par Mile borte, og dog ikke see ham. Gud lade ham komme frisk og munter tilbage som han reyser! Han har taget et godt Læseforraad med sig for de lange Aftener. Hertel har nu ogsaa været borte i 8 Dage – og saa gaaer det bestandig.

I Aftes bleve vi her alle lidt underlige tilmode. Jeg sad i Dagligstuen, Kl: var lidt over 5, ganske ene, og foer i Veyret ved et stærkt Bulder, som om en heel Mængde Mennesker havde styrtet ned over Contoirtrappen. Min Koren kom og spurgte mig, om jeg var bleven forskrækket? Lidt efter kom Lunde, som «bleeg er fød» endnu blegere end sædvanlig. Oven paa havde Stole og Borde og alt bevæget sig. Mere og mindre har alle i Huset og hvem vi taler med, fornummet denne Jordrystelse, som muelig paa andre Stæder har været stærkere. Gud give kun ikke skadebringende. I Morgen har jeg tænkt mig til Plogstad.

Torsdag 11te «Hold vel paa Gulen i Dag!» sagde jeg i Gaar til Aslak, da jeg steg i Kariolen. «Thi, blev jeg ved, jeg drømte i Nat han løb ud og splittede min nye Slæde i tusind Stykker.» Det betydede nok ikke andet, gienmælede Aslak, end at han var saa desperat at faae fat paa, saa jeg løb efter ham en heel Time.» Stort andet betydede det nok ikke heller. Vel blev Gulen lidt frisk da vi kom henimod Plogstad, hvor en Mængde Arbeydere anlagde en nye Vey, og vi maatte giøre adskillige Svinginger, hvorved den kunsterfarne Kiøresvend havde al sin Opmærksomhed fornøden, men jeg sad temmelig roelig. Da vi kom til et Sted, hvor efter vor Formening Fogdens Tione (Tørrehus) skulde staae, saae vi en afbrændt Plads fuld af Aske, og hørte, at min gode 108Rikke havde mistet alt sit Hør, som skulde været tørret der. Et for saa vidt føleligt Tab, at disse for et Huus saa nødvendige Ting ikke strax ere at faae. Og saa er i disse Tider ethvert Tab dobbelt og firedobbelt. – Rikkemoer var taalelig frisk, og Fogden ret munter de Øyeblik jeg saae ham, som var netop ved Spisebordet. Han træller i Ordets egentligste Forstand, og de stræber omkap hver i sit Fag hun og han, det veed Gud. Et Fogde-Embede er vel et af de utaknemmeligste og ubehageligste paa Guds Jord. Giid disse sieldne Mennesker havde det lidt mere efter Fortiæneste, lidt mere til Opmuntring for det ved saa mange haarde Stød nedtrykte Sind. – Wilhelm er saa velsignet, saa vakker og saa god. Jeg maatte tage tidlig derfra for at komme over det slemme lange Field mens det var lyst, og slap ‹…› netop over det før Mørket faldt paa. Kl: 7 var jeg herhiemme, men fandt intet fra Tøyen, og venter det endnu, da Budet dog vel maae komme i Eftermiddag.

Fredag 12te Det kom, men fra Tøyen ikke et eneste Ord, hvad dog nok var Budets og ikke Eders Skyld, mine Elskede. Men jeg blev dog saa mismodig, og blev det endnu mere, da jeg i Aftes med Posten fik et lille Brev fra Jes, hvori han ikke nævner Tøyen, men siger at han ikke selv er ret frisk, og mælder mig, at Ernst Jessen er gaaet til sin gode Fader i Himmelen. Den vakkre raske Gut! Han laae i Blodgang, da jeg var paa Tøyen, men var uden Fare og i fuld Bædring, sagde de, inden jeg reyste. Han skal være død af Koldbrand i Maven, dog vist en en Følge af den skrækkelige Sygdom. Gud trøste hans stakkels Moder! han er vel faren.

Ingen af Eder, mine Dyrebare, vil undres over, at jeg blev inderlig bekymret, og alle bleve de det med mig. Hverken min Koren eller den gode Hertel var hiemme, og saa er jeg altiid reent raadløs[.] Dog besluttede jeg, at lade lille Ole gaae ind tidlig i Morges, og da han hørte i hvad Ærinde han skulde gaae, vilde han ikke blive til i Dag, men gik strax. «Det er saa lyst om Dag Natten nu som om Dagen» sagde han, «jeg gaaer nok, og skal være her igien i det seneste Løverdag Morgen tidlig» – Nu er han der vist.

109Gud give jeg ogsaa var der, og saae hvordan det var, eller at det var i Morgen ved denne Tiid, og Ole var her igien med gode Tidender! Hertel, som kom uventet en Stund efter at han var borte, vilde nok ligesom smaaeskiænde paa min Bekymring. Men han havde ikke Hierte til det, og tænkte vist i Stilhed paa de to forrige Høster, den skrækkelige, 1808, og i Fjor, da vi vare saa nær ved at miste vor Maria. O, Algode, er det din Villie, da lad mig ikke opleve flere saadanne Dage! Dog, hvor let glæmtes de, da hun igien vendte tilbage fra Graven i vore Arme. Glæmtes? Ney, de glæmtes og glæmmes ikke[.] Med vemodsfuld Glæde og hiertelig Taknemmelighed mindes de –

Jeg fik endnu et lille vennehuldt Brev fra Munken Edvard, som han underskrev sig, og et overmaade langt fra Asessor Ekholms, hvori deres Hierters Udbrud er umiskiendeligt. Ekholm fortæller om de sørgelige Begivenheder i Sverrig kun hvad vi veed. Han vilde giærne faae os og sig selv til at troe der intet voldsomt var foretaget mod vor dyrebare Christians Liv, han frygter for meget for, mærker man, at denne skrækkelige Udaad skal kaste en fæl, forhadt Skygge paa hans Nation. Men i den Tænkendes Øyne vil den aldrig kunde det. Naar var Adel og Nation det samme? Og hvor var den det mindre, end i det arme Sverrig? Han taler flygtigt om den nye Thronfølger og de Forventninger, han bringer. Jeg undres ikke over hans Tilbageholdenhed. «Det brændte Barn vogter sig for Ilden» siger Ordsproget. I øvrigt lader det som hans huslige Omstændigheder ere paa en god Fod, og det glæder mig meget. Hans fromme Jenny skriver saa huldt og blidt. Giid hun maae finde fuld Erstatning for alt hvad hun har lidt.

Løverd 13. Endnu ingen Ole, og Kl: er 9. Det stakkels Hierte banker saa uroeligt, og jeg kan ikke glæde mig over «den liflige Sol, som hele Jorden fryder» og som i Dag skulde fryde mig dobbelt, da den spaaer mig min Rikkes Komme. «Bliver Veyret godt paa Løverdag» sagde hun, «seer du mig nok paa Hovind» – Men stille Roe maae bane Glæden Vey. Ikke engang skrive til min elskede, egen Maja C: kan jeg – jeg kan ingenting. Gud, og naar jeg nu tænker paa, da Jes var i Kbhn, og jeg vidste han laae i Nærvefeber, og den ubarmhiertige Biltzing lod mig svæve i ‹den› skrækkeligste Uvished engang i 3 Uger. Den Gang var heller ikke ‹mit› ‹…›siste linje mangler grunnet skade på siden

110Kl 2½ Gud skee Lov, denne lille mørke Skye forsvandt, og Solen skinner igien. Ole bragte lutter gode Tidender, Jes angrer sin Ubetænksomhed at tale om sin Upasselighed, som var en hastig Overgang. Maja er vreed, meget vreed paa ham, fordi han kunde nænne, siger hun, at bedrøve Moer, som han veed, tager sig alting saa nær. Men det er just Sagen, min Maria, at han ikke, den flygtige Yngling, kan giøre sig noget ret Begreb herom, skiøndt han vist i Grunden saa nødig bedrøver eller foruroeliger mig, som Du. Men af det gladeste Hierte tilgiver jeg ham denne korte Uroe, som han saa bitterlig bebreyder sig selv, han har foraarsaget mig, og takker den Algode, at han er frisk, og at alt er vel derinde.

Imens det saaledes klarede op i mit Inderste, er det blevet sort og mørkt i Luften. Just som vi glædede os til det herlige Loeveyr, som de her, ikke saa urigtig, kalder det, blev Himlen overtrukket som med et mørkegraat Slør, store Regndraaber faldt, og en stærk Storm vaagnede pludselig. Denne vedvarer endnu, Mørket ligesaa, men det regner ikke. Ingen Foged eller Rikke er kommet, kommer nu vist heller ikke. Længere nytter det ey at vente, da alle længes tilbords. Rikke maae vel være bleven syg. Denne feylslagne Forventning er atter en lille Skye paa min Himmel. Og selv den blideste Junidag er jo ikke frie for Skyer, saa lidt som det lykkeligste Liv for mørke Timer og Dage.

Solner er her. Walbohm var her; han kom fra Capit: Waager, som nok ikke har mange Øyeblik tilbage at leve og lide i. Hans Smerter skal være utroelige, hans eneste Haab og Ønske Døden. Gud opfylde det blidt og snart!

Søndag 14de Vinterdagen. Ogsaa har det frosset i Nat for første Gang alvorligt. Det er for koldt at gaae i Kirke. Lille Mørk, som nu gik herfra, forbød mig det. Min gode Rikke har ladet mig hilse, at hun kommer hid i Eftermiddag.

Mand:15de Hun havde fulgt sin Fut tilveye, og kom hid med sin Rasmus og Jomfr: Heyde. Det var ikke mange Timer vi kunde glæde os sammen, dog blev hun her til Kl: over 8, og kiørte hiem i deyligt, men koldt Maanskin, og det de tre allene. Heyde var ‹K›‹…›siste linje mangler grunnet skade på siden

111Tirsdag 16de I Aftes da vi sadde rundt om Bordet med hver sit Arbeyde, tog det saa haardt i Dørren, at vi fore i Veyret. Det var Waagers Tiæner, som skulde mælde os sin Herres Død. Nu vil den snurrige Hertel endelig, jeg skal tage i Condolations Visit til Fruen. Reent ud afslaaet ham det har jeg ikke. Vi faaer nu see. Var det til en virkelig høyt bedrøvet Enke, skulde jeg ikke lade mig erindre, mindre bede om at tage til hende, men det er, og kan i slet ingen Henseende være Tilfældet med Frue Waager. Om hun end havde elsket ham – jeg forudsætter hun kan elske – saa maatte dog hans langvarige ulægelige Smerter, Tanken om, at han nu hviler fra disse, være hende Trøst og Beroeligelse –

At Rygtet alt har givet den salig Herre en Eftermand, vil vi ikke tale om, det torde dog nok kun være et Rygte.

I Dag er der gaaet Hest ind efter min Jes og Maja. Ved denne Tiid i Morgenaften har jeg dem her med Guds Hielp i god Behold.

Onsdag 17de (min 23de Aars Bryllupsdag) I lang Tiid har jeg været befriet for den fæle Mathed, der engang nesten var min daglige Giæst; men i Gaar mod Aftenen kom den ret vældig igien. Mine Øyne vare ogsaa meget usle, og med alt dette fulgte en Ængstelse, en Hiertebanken, som var værre end det øvrige. Det er saa underlig med denne Mathed, den jager alt Blodet til Hiertet, og Taarene med; thi ingen er istand til at trænge sig til Øynene, i hvor giærne jeg ønskede denne Lindring. Før Kl: 10 gik jeg tilsengs, og havde en roelig Nat, men er dog ikke aldeles brav i Dag. Imidlertiid er Sindet lettere – jeg venter jo mine Børn i Aften – og det er Hovedsagen[.] Der gaaer i disse Dage saa mange Ting om i mit Hoved. Da jeg skrev til min Jes, og tænkte paa, at det var det sidste Brev jeg skrev til ham i hans hidtilværende Stilling, at jeg nu ingen af Børnene havde mere i Byen som der glædede sig til min Komme som jeg til at see dem, o da faldt det tungt paa min Hierte –

Imens jeg nu sidst var paa Tøyen var der Examen paa Skolen. Hver Gang der blev talt noget herom, var der en smertelig Berørelse ved de, ak, aldrig aldrig lægte Saar. Min ømme sønlige Rasmussen følte det, det saae jeg, og afbrød denne Materie saa snart han kunde. ‹…›siste linje mangler grunnet skade på siden 112disse Høstdage paatrænger sig mig saa mangen bitter Erindring. I Dag 2 Aar skrev min Sally fra Tøyen og sluttede med det Ønske: «Gud lade mig mange mange Gange med Glæde opleve denne kiære Dag, de beste Forældres Foreningsdag og lykønske dem til den» – og det blev den sidste Gang –

Jeg tør ikke, og troer, jeg bør ikke, gaae til hendes og Vilhelms Slumrested i Dag. Det er koldt, og jeg har ikke været der siden i Søndags med min Rikke og mine sidste Blomster. Krandsen var nedblæst som hang over den, der forener deres Navne. De halvudsprungne Roser og Nelliker hang hendøeende, visnende. Jeg tog nogle Knopper med og satte i Vand; men de lever neppe op mere. Ogsaa de døer i deres Vaar. Hele Naturen hendøer nu med hver Dag. Vinden pidsker de tørre Løv ind paa mit Vindue, de enkelte, som ere tilbage paa mit kiære Træe. Snart kan jeg tælle de det har igien. Men det er i Naturens Orden –

Torsdag 18de18de] rettet fra: 19de (Kl: 4) Nu er jeg først staaet op, mine Elskede! Og I kan troe, jeg kunde endda behøvet at ligge længere. Hovedpine og alt hvad der hedder Pine, kommer vel stedse ubeleiligt, dog kan ogsaa det være meer og mindre. Men i Dag kom den saa forskrækkelig utilpas[.] Tænk, i de hiemkomne Barn skulde jeg glæde mig, og skulde glædet Eder, alle I Velsignede, ved Meddelelsen af denne og al min Glæde. Ja, hvor deyligt den endtes, den 23de Aars Bryllupsdag! Først kom lille Grethe Keilhau med et Brev og en Pakke til mig, som hendes Tabitus (Fabritius) havde sendt op, og begge Deele var fra de hulde Døttrene mine dernede. Det var dog engang igien et ægte Mallabrev, fuldt af Liv og Aand, som jeg i gamle Dage var vant til det fra den Haand. Jo, jo, «Ave er god naar den kommer i Tide» – Tak, I Elskede, hiertensmoderlig Tak for det velsignede Brev, og dernest for den nydelige, nydeligste af alle Kraver jeg har seet. Den skal jeg prunke med paa min Thrinas Høytidsdag. Og seer Du, min Katty, kom den ikke til den 27de Julj, som var dens Bestemmelse, saa kom den til den 17de Octbr, vel en af mit Livs vigtigste og lykkeligste Dage.

Saa Kl: 7 kom da Barna, sunde, muntre, gode og lykkelige – og 113hvad havde ikke de for mange hærlige Sager, Bøger og Breve! Lotta- og Maja-Breve, og fra Sønnen Rasmussen, og fra Slotspræsten og omfrem de mange mundtlige Hilsener – Foruden al den Ømhed og Kiærlighed der nu strømmede fra disse Breve og Børnenes Læber ind i mit Hierte, og ligesom vuggede det i en qvægende Slummer, aabnedes der ogsaa en Udsigt til fjærne Qvægelser i min Rasmussens Brev –

Saa det nu er vist og upaatvivleligt, Norge faaer et Universitet, og vi faaer vore Elskede igien! Der opsteg en Tvivl i min Siæl – Mine kbnske Døttre, som det saa nær angaaer, og som veed hvor nær det angaaer mig, skriver intet herom. Vilde de maaskee have det altsammen nøyere bestemt, inden de glædede deres Moer Koren, at hendes Glæde kunde være fuldkommen?

Fredag 19de Længere torde jeg ikke skrive i Aftes. I Dag har jeg været lidt tidligere oppe end sædvanlig, endskiøndt jeg troede, det aldrig var bleven Dag, og endnu kan man giærne tage det for Skumring. De ægte Octbr Dage ere nu begyndte med Regn og Slud. I Gaar toge de sin Begyndelse, ligesom vor Herre havde ventet paa, jeg først skulde faae alt mit Korn godt i Huus. Det sidste paa Marken kom ind i Tirsdags. Fulde ere alle Lader, og «bag mangen Gaar en Hæsse staaer» – Det var den rigeste Høst i mange Aar.

Alt mit Koren er dog ikke i Huus, i det mindste ikke i mit Huus[.] Endnu fattes det Væsentligste, vort Hoved og vor Husbaand (saa vil Rahbek det skal skrives. Betydningen er skiøn: Husets Baand) men saa har han dog ingen lang Vey, og ingen Forretninger under den vaade Himmel. Mueligt var det, vi kunde faae ham hiem i Dag. Men «det maae De dog slet ikke sætte Dem vist i Hovedet» siger den tænksomme Hertel, som veed hvor let noget saadant gaaer ind, og hvor vanskeligt det gaaer ud igien af mit Hoved. «Hvordan det er i Dag med dette Hoved?» – Tak som efterspørg! Ret brav. Dog fornæmmer jeg nok, det vil behandles varligen.

Et kiærligt vennehuldt Brev i Aftes igien fra min ædle Maja C: – og et – Gud veed hvorfradan det er kommet fra London hid – fra min kiære Sally. Det kom i Posten, og som det synes fra Christ: Formodentlig er det kommet med Skibsleylighed – ja, det er jo ogsaa den eneste Maade det kunde komme paa. Hun nævner slet ikke med hvem det er sendt, altsaa har Broder Diderich vist ikke bragt det. Men 114ligemeget, nok jeg har det, og seer, at det søde Barn nu er langt bædre tilfreds, end i Begyndelsen. Egentlig er det Svar paa det jeg skrev i Sommer i Majasdal, og dateret 7de f. M: altsaa over 5 Uger gl; men yngere kan man ikke vente dem, desværre! og hvor længe maae det kiære Barn ikke vente efter noget fra sine bortfjærnede Elskede. O vidste jeg nu at faae et Brev til hende, hvor skulde jeg glæde hendes Siæl med de blide Udsigter til Gienforening med sine Barndoms, sit hele Livs dyrebareste Veninder, med vor ædle eneste Treschow – Men nu er Bergh borte, med ham 2 lange Breve fra mig til Dig, elskede Pige – Gud give Du havde dem alt! men Gud give de tillige havde forkyndt Dig dette vort Haab – O hvor sielden gives en saadan Anledning til at glæde sine Venner!

Endnu engang, beste Rasmussen! Tak at De saa brat greb, saa iilsom meddelede mig den ønskede Tiende! Et nyt (skiøndt overflødigt) Beviis paa det ligesaa vennehulde, broder- som sønlige Sind. O hvor er det en skiøn Sandhed, at Livets Goder først ved Meddelelse ret føles og fattes. Hvordan var det mueligt, at glæde sig allene?

Løverdag 20de Kl: var over 11 i Nat, jeg havde alt lagt en god Stund ved min Linas Side, da hørte jeg Hundeglam, hørte det kiøre, banke paa Dørren, og denne blive oplukket. «Skulde det være mueligt det var Koren, i denne bælmørke, vaade Nat?» – og det var ham[.] Længselen efter det kiære Hiem trodser Regn og Mørke, og munter og frisk stod han nu ved Sengen, og vilde lægge sig i et andet Værelse for ikke at forstyrre sin søde slumrende Lina. Men Maja, som endnu sad oppe og skrev til sin Kista, hørte sin Faders Komme og var snart i hans Arme. Hun vilde slet ikke han maatte forlade Moer, og bar med megen Møye sin Lina, som slet ikke vaagnede, indsvøbt det bedste hun kunde, ind paa Jomfruekammeret, hvor den lille Syvsover i Morges saae sig om med stoer Forundring, uden at kunde begribe, hvordan hun var kommet af Moders Kammer og Seng derind.

Og nu har jeg dem da engang igien alle samlede omkring mig, de Elskede. O, kunde jeg altiid have dem saadan hos og om mig! Eller varer det maaskee et paa denne Klode uopfyldeligt Ønske? Uden at gruble herover, vil jeg gribe og holde fast 115paa Glæden og nyde den med et takfuldt Hierte –

Lunde tog nu til Byen med Pakker og Breve, og i Dag venter jeg atter at høre lidt fra det kiære Tøyen. Vor kiære President har i nogen Tiid ikke været saa ganske vel. Høsten medfører giærne altiid smaae Ubehageligheder og Skranterier for den før ikke stærke. Gud give han nu maatte være brav!

Paa Oppen flyder vist i Dag mange bittre Taare. Keilhaus ældste Barn, en halvanden Aars gl: Dreng, som er død af den fæle Blodgang, bliver begravet i Dag. Moderen er endnu saa svag efter sin anden Barselseng. Stakkels unge Kone, Gud styrke hende!

Søndag 21de Min Koren, Jes og Maja var i Kirken. Jeg har skrevet og læst alt til nu, det mørkner, og nu er Frøken Keilhau og Jomfrue Antze her. Fra Tøyen fik Maria Brev fra Kistamoer. Presidenten er færm, og taget til Hedemarken, hvorfra han maaskee paa Hiemtouren, kommer herindom. Et vennehuldt Brev fra Frue Bergh og en do Sæddel fra Slotspræstinden, var alt hvad Byebudet bragte mig.  

I Morgen forlader atter min Koren mig for 8 Dage. Han tilligemed Jes og Hertel var buden til Waagers Begravelse i Morgen. Men Forretninger gaaer for alt. De andre tager did.

Mandag 22de (Eftermid) Nu er vel Waager nedlagt til Hvile. Mange Taare troer jeg ikke vil bedugge hans Grav. Men lad ham hvile i Fred! Længe før det var lyst, stod min Koren op i Dag. Hans Skyds var tilsagt til Kl: 6. Efter han var gaaet ned, faldt jeg i en uroelig Slummer, hvori jeg drømte saa meget om Dig, dyrebare Maja C: at Du var hos mig, og Jomfrue Ravert med Dig; men jeg var saa søvnig, og Du bad mig blive liggende. Siden – jeg kan ikke glæmme, hvor fælt det var – forekom det mig, som om to stærke Hænder holdt mine saa jeg ikke var istand til at røre mig, kunde ikke faae nogen Lyd frem, det var som Hiertet skulde briste, og da det var forbi og jeg kom rigtig til mig selv laae jeg i en mat Sveed og havde i lang Tiid ikke Kræfter til at staae op. Jeg har oftere i senere Aar følt denne skrækkelige ængstlige Tilintetgiørelse af al Kraft (hvortil jeg hellere vil bruge det tydske Ord Alpendruck, end det styggere klingende danske) men paa dette Sæt og Viis aldrig. Jeg saae saa tydelig de stærke 116Hænder, og synes jeg seer dem endnu. Før følte jeg kun, men saae aldrig noget. Det er overalt en underlig Tilstand mellem Soven og Vaagen, mellem Liv og Død. Giid jeg aldrig kom i den oftere!

Tirsdag 23de Jeg sad ganske ene i Aftes bag mit Lyseskiærm og læste. Børnene vare alt gangne op, da der blev en Banken paa alle Dørrene, en Hundegiøen og en Støy, saa jeg foer høyt i Veyret. Dog beroeligede jeg mig, og var vis paa, det ikke kunde være andre end Jes og Hertel. Men hvem skulde ogsaa saa seent og i et saadant Veyr ventet vor gode President? dog var det ham, hviid af den første i Vinter faldne Snee, vaad og forfrossen. Dog var hans stakkels Andreas det endnu mere. Vi fore med dem begge det bedste vi kunde, og det er snart giort at giøre Presidenten det tilpas. En Stund efter kom de hiem fra Graverøllet, meget vaadere og ilde tilredte end Presidenten. De havde haft det fæle Veyr lige imod sig. Ja det er fælt i den egentligste Forstand for alle, som skal ud. Sneen har vedvaret hele Natten, og vedvarer endnu. Jeg tænker nok, Fader Bull slaaer sig til Roe her i Dag over.

«Var Frue Waager meget bedrøvet?» spurgte vi Hertel. «Pyt» svarede han, «bedrøvet? det veed jeg vist. Walbohm fik sagtens ikke Lov at reyse med til Kirken, fordi Fruen ikke befandt sig vel; men siden efter saae jeg ikke andet end at hun var som aldrig nogen Mand var begravet» – Jes svarede paa Marias Spørgsmaal: «Sørger Frue Waager meget? «Ja kors, hun var kulsort fra Hoved til Fod» – Aa ney, jeg kan heller ikke forestille mig Sorgen saa stærk, om jeg endog aldrig saa meget søger at sætte mig i hendes Sted –

Nu spiller Presidenten og Hertel Piqvet – det er Eftermiddag, og et saa afskyeligt Veyr, at man gruer for at see ud. Stakkels min Koren, skal han til Næss i Dag! Dog mener jeg, han bliver hiemme til i Morgen, især naar han træffer saa kiært Besøg.

Det har kostet os Overtalelse nok, at faae Din ilende Lawsonmand til at bie, beste Lotta; men Du takker mig Ære og godt fordi jeg ikke lod ham faae Lov at reyse i dette Hundeveyr – Giør Du ikke?

107Feilpaginering, 107 for 117. Påfølgende sider er paginert 108 osv Onsdag 24de Siden Kl: 4 i Morges har Huset været i Bevægelse. Jeg tog Afskeed med vor gode President i Aftes, da han vilde og maatte saa tidlig ud, og Kl 5 ½ reyste han rigtig, min Koren en Time senere, og det min Troe i Slæde. Det har frossen stærkt i Nat; men det skulde være underligt, om denne Snee laae til Løverdag, saa Skriveren kom tilbage med samme Eqvipage. Han er ellers en Giæk, den selv‹s›amme Skriver, efter at kiøre i Slæde, og det er da vel de Fleste. Man kommer saa let og trygt afsted. Men paa Kongeveyen er det dog vist godt Hiulføre, og da Veyret er klart og deyligt, har nok Fatter Bull været inde til Middag, som han saa giærne vilde være.

Min Jes har i Dag begyndt sit Læreembede med Systrene sine, som jeg tænker og haaber, skal blive dem alle til Gavn og Glæde. Ellers spinder nu ogsaa Lina, for det meste sin Teen fuld om Dagen, og det sandelig saa peent Garn, som var hun en øvet Spinderske. Men for hende gaaer alting hurtigt og godt fra Haanden, og heller ikke er hun, som i den Alder er almindeligt, ustadig, men meget vedholdende i hvad hun tager sig for. Dog, det har hendes Systre ogsaa været. Hvor det qvæger mit Hierte at see dem saadan, glade, sunde og gode beskiæftiget omkring mig!

Løverd: 27de Hvad skal jeg da vel sige Eder, I Elskede, om disse lykkelige eensformige Dage? Jo, det, at jeg med Torsdagsposten fik et lille kiærligt Brev fra Maja mi, og et langt do fra de kbhnske Døttre. Hvor forventningsfuld jeg aabnede det, hvor vis jeg var paa, at det vilde bekræfte vort glade Haab – Men ney, ikke et Ord herom, intet som kunde sigte dertil. Hvad skal jeg nu troe? at det var «et Glimt af Haab som Ønsket tændte, som svandt i Virkeligheds Nat» – Jeg vil forsøge paa, intet at troe eller haabe, denne hele Sag angaaende, om det kun vil lykkes mig. Thi at I, Norges og mine Døttre, skulde have disse Udsigter saa nær for Øyne, og kunde dølge mig dem, om I end vilde det, for at overraske mig des mere – ney, det er umueligt. Dog maae dette være nok om en Ting som jeg jo hverken vil troe eller haabe paa –

Det var saa uventet det kiære lange Brev, da jeg nyelig før var bleven glædet med et. Gud signe Eder, I dyrebare Alle, for det Alt!

Onsdag Aften kom Lunde fra Byen, og med ham fik jeg et lille sønnevenligt Brev fra min Rasmussen, og et langt – det første i lang Tiid 108fra min snilde Kista. Lottamoer var saa bedrøvet fordi hendes Lawsonmand var ude i det onde Veyr, at hun ey kunde skrive meer end en lille Sæddel, som bar Præg af Mismod og Tandpine.

Det tiæner Eder fremdeles til Underretning, at min Koren, som jeg først ventede hiem i Aften, kom i Aftes i Slæde, som han drog bort. Om vi i Morgen kan age saaledes til Nannestad, er neppe rimeligt, og saa veed Gud, hvordan vi kommer did.

«Om det da er saa nødvendigt?» Ja, for saa vidt, at jeg nødig vilde afslaae disse gode Folk hvad de saa hiertelig beder om. Deres eneste Datter, Elsemoer, skal i Morgen staae til Confirmation. Da min Maja stod, kom de hid, selv den frygtsomme Mutter Bierk, i Vaar-Førefaldet, som var langt værre end dette og det maae giengieldes. Blev kun Veyret som det er i Dag det er saa vaarligt, Tagene drypper, Sneen falder løsnet og buldrende ned, Solen skinner varmt og Fuglene qviddrer. De smaae Stakler troer sig nok hentryllet over den barske Vinter, men vil alt for snart see det korte Blændværk forsvinde. Vel dem, som ingen Hukommelse har for skuffet Haab! Enhver saadan Dag overgiver de dem paa nye i al Tryghed den konstlede Vaardags Glæder, og saaledes drømmer de sig over i den virkelige, uden at erindre de bittre Mellemrum.

Jeg har i disse Dage giennemlæst malerische Wanderungen durch Kurland af Schlippenbach, som min Maja C: efter sin vennehulde Skik har sendt mig (en Geburtsdagsgave af hendes og vor Egerven) Den har interesseret mig meget, og har mange deylige hierteopløftende Stæder. Blotte Landskabs Malerier, det være sig med Pennen eller Penslen, og ført af den mesterligste Haand, trætter tilsidst Aand og Øye, naar intet levende Væsen opliver dem; men det er ikke Tilfældet her. Deels er det Hele giennemvævet med saa mange interessante Anecdoter, deels med Anmærkninger, der ligesom har paatrengt sig Forfatterens for alt Skiønt og Ædelt aabne Hierte.

Efter dette er jeg ligesom lidt undseelig ved at fortælle Eder, mine Elskede, at jeg har ødt flere Timer til – skiøndt den aller flygtigste – Giennemlæsning af nogle Piecer jeg, forblindet af prægtige Titler, leyede af Sr Hartman og tog med mig fra Byen. Men jeg kan sielden 109bortlægge en Bog, naar jeg har begyndt paa den, uden at have i det mindste giennembladdret den. Siden angrer jeg den spildte Tiid. Men lod jeg være, angrede jeg vel ogsaa det, og tænkte: der kunde dog være eet og andet som fortiænte at bemærkes, og ‹e›r det ikke ogsaa Tilfældet med Bøger som med Mennesker, at der ‹si›elden gives nogen eller noget saa slet, som det ikke lønner Umagen ‹a›t udstudere for at finde den bædre Side?

Tirsdag 30te Det var et hæsligt Veyr i Søndags. Længe delibrerte man om det gik an at tage Slæde, da det havde regnet og regnede. De fleste ‹S›temmer vare imod Slædekiørslen, og sukkende satte jeg mig i min, Ma‹j›a og Telja i sin Kariol. Jes var længe i Forveyen til Hest. Koren kunde ikke blive med, da han skulde ud saa tidlig Mandag. Hertel ‹v›ar lidt upasselig, og overalt kan de begge være lede og kiede af Reyser, og glade i hver Times Roe der undes dem. Derfor fristede jeg dem ikke, i hvor giærne jeg baade for min egen og de gode Bier‹c›hes Skyld havde havt dem med.

Men hvor vi angrede, da vi kom ud over Hovind Eyendomme, at vi ikke ‹t›oge Slæder. Det var bædre Føre, det saae vi, end man efter Aarstiden kunde vente det, og des tungere gik naturligviis Hiulene. De stakkels Heste, som kunde havt det saa let, leed meest ved det. Vi tabte kun Behageligheden af at komme hurtigere frem; nu gik det Fod for Fod, ‹o›g Taageregnen fik ret Tiid til at sætte Prøve paa, hvor tætte vore Rey‹s›eklæder vare. En halv Miil herfra mødte vi en af Fogdens Contoirfolk, som gleed saa net hen over Sneen i sin Slæde, og fortalte: at det alt blev bædre og bædre op over Moerne, NB: Vinterføret. Han lovede at tage herindom, og bede dem sende os Slæder Mandag. (Vi skulde alle blive der om Natten) og det var da nogen Trøst. Det er desuden mit Princip, at tage saadanne Besværligheder fra den letteste Side, istæden for at giøre dem tungere ved unyttige Klager. Nesten 4 Timer vare vi paa de halvanden Miil, og til Slutningen regnede det ret ordentligt. Underlig blev jeg tilmode da lille Gina, just som i fordum (ak! for os alle de lykkelige) Tider, kom ud og tog imod os. Vi bleve qvægede med deylig Chocolade og andre gode Ting strax vi kom, og behøvede det ret ogsaa, da Kirketiænesten ikke fik Ende før Kl: 3, og vi vare kolde og vaade. Gamborg, ‹s›om ogsaa havde havt Confirmation, var bleven færdig i en Snup – han 110river alt saadant fra sig som ingen Ting – og kom strax efter os, tilligemed sin Kone, som jeg saae for første Gang, en ret manerlig og vederheftig Præstekone. De øvrige Indbudne vare alle i Kirken, hvor vi ogsaa giærne vilde været, vare vi komne tidligere, og fulgte hiem med den gode Fader og Moder Bierk, der hiertelig rørte omfavnede det eneste elskede Barn og hverandre, og saa begge paa engang deres Yndling. Ingen Plante er nogensinde ømmer‹e› opelsket i Kiærligheds Skiød end denne lille Pige, hvis hele Væsen ogsaa bærer Præg af og aander Fromhed og Kiærlighed. Smuk er hun ikke, og dog falder det ingen ind, hun kunde behøve at være smukkere, eller at hun ikke er det.

Selskabet bestod foruden os af Bøygdens Folk: Gamborgs, Capitayn Wærners, Hiortes, Frue Berg, og Lehnsmand Rises. Blandt disse er, naar jeg undtager Frue Hiort og Wærner, ingen der interesserer mig synderligt. Den arme Hiort var saa stille, saae saa daarlig ud. Dog vaasede han om Aftenen endeel med Jes, og fortalte ham blandt andre forunderlige Ting, at han for noget siden havde mødt 16, skriver og siger sexten Vognlæs med smukke Piger. Der skulde det, bandede Gamborg, været herligt at agere Kudsk, og Jes forsikrede, han heller ikke vilde ladet sig prygle til det. – De fleste bleve der, som vi, om Natten da det var bælmørkt, og de troefastmenende giæstfrie Mennesker ikke tillod nogen at tage bort, som kunde blive. Blandt de som ikke kunde var Frue Wærner, som har en lille Dreng ved Brystet. Rises, som ingen lang eller slem Vey havde, toge ogsaa, skiøndt seent, hiem. Der var for ingen af os nogen Tilbagereyse at tænke paa før vi havde spiist til Middag og drukket Caffe i Gaar, og endda slap vi ikke uden efter tapper Modstand. Skiøndt Nannestad er et af de Stæder, hvor min Maria trives grumme godt, ilede hun dog hiem i Gaar. Det var hendes Fødselsdag (den 16de) og den kunde hun ikke ret helligholde uden her hiemme blandt alle Sine. At hendes kiære Fader var borte, gik hende nær, men kunde ey forandres. Jeg gav hende zum Angebinde Jauffrets paa tydsk oversatte Idyller og Fortællinger og den nye Udgave afog gamle Tullins Digte. – Lina og Kaja mødte os, styrede nok saa stadseligt af Lunde og Gryner, efter Hertels Foranstaltning. Han er Gud skee Lov frisk igien, og i Dag atter borte –

Og er da nu endelig dette lange Hefte, nesten ogsaa Maaneden, tilende, ikke, frygter jeg, til stoer Trøst og Opbyggelse for Eder, Elskede!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbøker 25/7-31/12 1810

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808 (kommer)
1809
1810 (fullstendig utgave utgitt 2017)
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.